Ikke mange timer efter solens stråler fået varmet jorden efter en nat, som havde truet med at lægge landet under en dyne af rim. Trådte Fielthena ind i landsbyen Tusmørkely. Her nåede de varmestråler fra solen dog ikke, trods et ihærdigt forsøg på at nå over bjergenesrygge, men det gjorder ikke har føltes synderligt køligere.
Hun havde for lidt under en uge siden hørt en mindre folk mænd nævne en kro ved navn Tusmørkekroen, en kro der efter sigende skulle være landets bedste og selvom det ikke lå til Fielthena at snage, så spidsede hun alligevel øre, for hvem kan ikke lide en god bid mad med et godt glas vådt til?
Iklædt et par tætsiddende sorte læder bukser, sorte læder støvler som stopper lige før knæet, en azurit blå skjorte med løse ærmer, der slutter tæt lidt før håndleddet, holdes tæt til kroppen af sort læder korset med metaldetaljer. Går hun med samme elegance som en kat igennem byen, mens de grønne øjne flyttede sig rundt på husene i landsbyen, ledene efter kroens navn på et af dem. Ved første øjekast kunne hun let se forsvarsløs ud, men de små knive spændt om højre lår fortæller andet.

Der var stadig en smule liv rundt omkring i Tusmørkedalen, en hver gyde puslede, et par rotter sprang ud her og der og blev jagtet af en mager kat. Det var typisk ikke her til folk søgte, hvis de ville have et værelse for natten, men alligevel var der nogle der havde nosser af stål og tog en nat eller to. Tusmørkely havde aldrig været den bedste by, der var altid et eller andet i farvandet, en vampyr om næste gadehjørne, en varulv i gyden der sad og gnaskede på et eller andet.

Lyden af et forfærdet skrig kunne høres i det fjerne, godt tre gader fra kroen. Nede af en af gyderne kunne man svagt skimte en skikkelse i mørket, en stor skikkelse. En dyb brummen kom fra skikkelsen som den så mod kvinden der var faldet sammen og græd. Med langsomme skridt gik skikkelsen mod kvinden og satte sig på hug foran hende og med en hurtig bevægelse blev der grebet ud efter kvindens hals og hun blev trukket lidt frem, for blot at få smadret hovedet imod muren bag hende, ikke en, ikke to men hele tre gange, før kvinden faldt sammen som en slatten kludedukke. Dette var Anthony’s værk, det store skideskur af en varulv. Et dystert smil kom frem på hans læber og de lysende blå øjne rettede sig mod kvinden som han trak hende ud af hjørnet og fik hende til at ligge på ryggen foran ham. En dyb brummen kom fra ham, som han rev kjolen fra hinanden for at få adgang til kvindens nøgne krop ”Og så har hun sådan en krop… Ak ja” sagde han med et smil på læben inden han lænede sig ned over kvindens lig og slikkede noget af blodet af, der var løbet ned over hendes ansigt som han havde smadret hendes hoved ind i muren. Hans hænder fik revet kjolen ordentligt i stykker og så nu på den komplet nøgne krop og lod en negl glide over kvindens mave, lige ved solarplexus. Han pressede lidt til og fik lavet et større mærke inden han trak armen et stykke væk og med fuld kraft begravede sin arm i kroppen på kvinden og lå sig nærmest ned på hende for at kunne få armen længere op. Han greb om hjertet og rev med alle sine kræfter hjertet ud igennem det hul han havde lavet og smilede for sig selv. Tilfreds smilede han som han satte hjertet op til hendes mund og tog en bid. Folk der kom forbi ville ikke være i stand til at se ret meget andet end en kæmpe sort skikkelse, men de ville kunne høre lyden af en tilfreds brummen.

En normal person ville nok have vendt om og løbet skrigende væk, ved første puslen fra nærmeste. Der lå en general tung fornemmelse af for tabte sjæle og dem som manglede snerten af en sjæl.
Det sidste Fielthena var var normal, lydene og duftende virkede alle så velkendte, ja næsten som hjemme, hvis altså hun nogensinde oprigtig havde kunnet kalde noget sted hjem. Hun var jo ikke mindre end et produkt af sin fortid, nøjagtig som alle andre!

Ukendt med byen og dens mange gader, fik hun ved en fejl drejet ned af en gade lidt fra hvor kroen befandt sig. Fra en tilstødende gyde til gaden lød et skrig, det var et af dem som kunne få hårene i nakken til at rejse sig, et der ikke var til at tage fejl af,- skriget fra en person som vidste han eller hun ikke ville leve til at se endnu en dag.
Skriget eller den efterfølgende tumult fik hende ikke til at rette blikket ind i guden, det var nærmere den tilfredsstillende brummen. En brummen hun kun havde hørt komme fra dyr, men den store mørke skikkelse var for stor til at være et af disse dyr, som kunne passe til lyden.

Lydløs som en kat der sneg sig ind på sit bytte trådte hun nærmere, men stadig med en afstand der ville kunne give hende tid nok til at reagere, hun var jo ikke direkte dumdristig, men blot nysgerrig på hvem eller hvad der kunne lyde sådan?
Den metalliske lugt ramte hendes næsebor længe før hun var tæt nok på, til bedre at kunne se liget og den anden person.
Hvis ikke det havde været fordi kroppen afslørede det, ville det have været svært at gætte den livløse krop var en kvindes. Det var dog ikke dét som fangede de grønne øjne, de flyttede sig fra hullet hvor hjertet var blevet revet ud fra og hen til hjertet.
Før hun kunne nå at stoppe sine ord, slap det anerkendende fra hende “Imponerende..” det var første gang hun havde set et hjerte blive flået ud, på den måde.

Anthony havde alt for travlt med at mæske sig i kvindens hjerte, så han bemærkede ikke ret meget af hvad der skete omkring ham, men da der var en der begyndte at nærme sig brummede han dybere. Der var ikke nogen der skulle komme imellem ham og hans bytte og hvis det var en der ønskede kamp, var Anthony mere end klar til at knække flere knogler. Han rettede blikket mod gydens indgang og spottede en kvinde et stykke fra ham. Hun virkede ikke som en trussel, men stod blot der og så på. Han tog endnu en bid af hjertet og sendte kvinden et dystert smil, samt en knurren, en varsel om hun ikke skulle komme tættere på, men mindre hun ønskede at blive en del af hans middag. Som hun talte hævede han undrende et øjenbryn mod hende, men sagde ikke et ord selv, men satte i stedet tænderne i hjertet.

Efter de sidste bider af hjertet blev taget, blev armen atter stukket ned i kvinden og han rev leveren ud. Det var også noget af det finere spise, hvis man spurgte ham. Han brummede selvtilfreds som han bed ned i leveren og nærmest sukkede, da den metalliske smag igen ramte hans tunge. Det mørke blik rettede sig ned mod kvindens lig foran ham og derefter mod kvinden foran ham "En du kendte?" kom det nærmest hæst fra ham. Selv om der stod en i gyden med ham, stoppede det ham bestemt ikke i at tage for sig. Leveren blev også ret hurtigt konsumeret og han lænede sig derefter ned mod den døde kvinde og lod tungen glide over den kolde hud og op til brystet, hvor han lod tungen glide over brystvorten. Han satte tænderne i hendes kød og trak en luns kød af og satte sig til at tygge på det.

Den dybe knurren fik hende til at stoppe op, for selvom hun var yderst fascineret over mandens metoder, så gik knurren klar i gennem, et skridt og hun kunne gøre kvinden på jorden selskab.
Døden skulle nok komme en dag, men bare ikke denne.

I en kølig mine lod hun endnu engang blikket falde ned på den livløse kvinde. Skaden han havde forvoldt hendes ansigt gjorde det svært at genkende hende, hvis det da havde været første gang man havde set en person den tilstand.
"Mhm, nej.. Men selv hvis jeg havde kendt hende, så er der intet jeg kan gøre ved.. det der.."

Nonchalant støttede hun den ene skulder imod sten muren, hvis kulde med let hed træk gennem stoffet på skjorten "Desuden kender jeg jo heller ikke baggrunden for at dræbe hende." hun holdte en eftertænksom pause, før hun tilføjede "ikke at jeg tror du i forvejen havde nogen god grund, på nær du var sulten?"
De fleste ville nok på nuværende tidspunkt have rendt skrigende væk, men hun valgte at blive da hun stadig ikke helt havde kunnet regne ud hvorfor denne mand var i færd med at æde sig vej gennem kvinden.

//Lukker tråden da der er sket en del i min karakters udvikling/plot, men du ved jeg altid er åben for en ny tråd med dig, når du er tilbage <3