Davian havde ikke haft heldet med sig længe. Kødet var så småt ved at være opbrugt på kroen i Skovfortet. Det var tid til at få friske forsyninger. Han klarede alt på kroen selv, og selv jagten om at skulle møde finde noget vildt klarede han selv. Han kunne købe det, men hvorfor skulle han det når han var en dygtig jager. Men på det sidste havde han ikke haft meget held. Dog vidste han at foråret var på vej og det var da også lidt lunt i vejret, blomsterne og bladene var så småt ved at springe lidt ud, så chancen for at møde en hjort ville nok være stor. Som han bevægede sig igennem lysningen havde han buen i hånden og en pil lå klar på buen. Han var villig til at nedligge alt det havde bevægelse af dyr. Han bukkede sig ned for at kigge lidt på de spor der lå på jorden. "Hmm.. Stort, været her for nylig.." mumlede han for sig selv og rejste sig op. Han bevægede sig lidt længere frem i lysningen. Han var godt nok et stykke væk fra Elverly, men han skulle nok klare sig. Desuden kunne han være væk fra kroen i nogle dage Aurelia hans lærlig skulle nok passe godt på kroen mens han var væk. Han var sikker på at kroen stadig ville stå der når han nu kom tilbage. Han stoppede op på ny for at tage åbne sin taske han have på skulderen. Han trak et par kaniner op af tasken og der efter sin vandsæk som han hurtigt fik åbnet for at tage en tår af den. Buen blev placeret på hans skulder efter følgende og han lagde hovedet tilbage for at vurdere hva tid på dagen det var. Den var ikke meget mere end middag hvad han lige kunne bedømme på det lys der kom ned fra træerne.

Lianna kom gående gennem skoven. Det var nogle dage siden hun havde forladt gården og sin familie, for at drage ud og finde ud af, hvad der var sket med Alf, hendes ældste bror. Hun havde fulgt et spor, fra hvor jægergruppen havde udpeget som værende det sidste sted de så Alf, og dybt ind i skoven. Hun vidste ikke længere, præcis i hvilken retning hun gik, men sporet af knækkede grene og sporadiske fodspor ledte hende denne vej. Om det var Alfs, måtte tiden vise.
Hendes mave rumlede, og hun så op på himlen. Det var omkring middagstid, kunne hun se på solens lys. Hun mærkede sulten gnave, og overvejede om hun skulle tage noget af det forråd, hun havde med. Hun tog en lille luns af et brød op, og stoppede i munden, inden hun besluttede sig for at forsøge at jage. Ganske vidst var hendes erfaring med det meget begrænset, men det kunne jo være hun var heldig alligevel. Hun så sig omkring efter spor, og fik efter lidt tid øje på nogle. Hun bukkede sig ned og undersøgte dem. Der var et sæt små spor der gik i den ene retning, kaninspor, ret friske. Det andet sæt spor var større, men Lianna genkendte dem ikke umiddelbart. De var tilsyneladende lidt ældre end kanin-sporet. Hun besluttede sig til at følge efter kaninen, da hun for det første ikke kunne genkende de andre spor, og for det andet var kanin-sporene friskere.

Fodsporene han gik efter blev mere og mere friske, men hvor længe det ville vare ved vidste han ikke. Hvis han var heldig stod hjorten og drak vand ved en bæk. Men det var vel bare spørgsmålet om hvor langt ind i skoven han skulle gå for at finde det. Han lyttede godt efter, for han havde jo ret god hørelse. Han satte sig på hug på ny og lod hånden glide hen over det nye spor han havde fundet. Kanin eller en ræv. Det kunne være en af delene, men sporet var tværet så meget ud af det større dyr at det var svært for ham at se. Han ville hellere end gerne gå efter de store dyr, men det ville han ikke komme ret langt med på kroen. Nogle gange var der mange elvere og halvdyr der skulle spise der. Så det var bedre med et større dyr, og så var han da også sikker på at det holdte lidt længere. Hans fingre forlod sporene på jorden og han rejste sig op for at bevæge sig lydløst igennem skoven. "En kilometer længere fremme, måske to hvis jeg er heldig." mumlede han for sig selv og lod buen hvile på hans skulder. Der var ingen grund til at tage den ned fra armen endnu. Så længe han ikke var så langt væk var der ingen grund til at tage den af. Dog stoppede han op da han hørte en lyd længere væk. Spørgsmålet var bare om det var et dyr eller et andet væsen.

Lianna fortsatte med at følge sporene et stykke, og lagde kortvarrigt mærke til en lyd i nærheden, efter lidt tid. Hun så sig omkring, men kunne ikke umiddelbart få øje på noget væsen eller dyr, og gik videre. Sporene blev friskere, og efter et par yderligere skridt, fik hun øje på kaninen. Den var ca. 40 meter længere fremme, og sad med ryggen mod hende. Hun satte sig på hug med det ene knæ i jorden, tog lydløst den lille kasteøkse frem, sigtede på kaninen og kastede så. Øksen missede, kaninen flygtede, og Lianna satte sig i græsset, ærgerlig til mode. ”Pokkers…” Mumlede hun stille for sig selv. Ganske vidst vidste hun ikke meget om at jage endnu, men hun havde da været ude med sine brødre et par gange, og set hvordan de gjorde. Langt de fleste foretrak godt nok at bruge bue til at jage med, men hun var endnu ikke en særligt dygtig bueskytte, så hun havde øvet sig i at bruge de små kasteøkser i stedet.

Nå, hun fik jo ikke noget mad af at sidde her og glo, så hun rejste sig op igen, fandt vandsækken frem og tog en tår. Hun tørrede sig om munden med bagsiden af hånden, lagde vandsækken tilbage i tasken og begyndte at begive sig tilbage af samme vej, hun var kommet. Måske hun kunne følge de større spor, og være heldig at nedlægge et stort bytte. Hun fandt stedet hvor de store og små spor krydsede, og bemærkede at der nu også var spor fra et andet væsen, der ikke havde været der før. De fulgte de større spor, så det var tydeligt, at en anden jæger havde udset sig det store bytte. Lianna fulgte alligevel sporene, hvis hun var heldig førte sporene måske ned til en bæk eller et vandhul, hvor der kunne være andre dyr, hun kunne jage.

"Hmm..." kom det fra ham og kiggede ned i jorden. Dog var han fuldt ud fokuseret på hans mål og der der muligvis var længere fremme. Måske ved en bæk hvis han var heldig. Måske stod og fandt lidt at spise. Uanset hvad så var han den perfekte skytte og ville aldrig kunne misse sit mål ikke efter at han havde mødt det gamle væsen Fae. Han forstod stadig ikke hvorfor det var han havde mødt den person, ej heller hvorfor lige netop han var udvalgt til at aldrig at misse sit mål. Men på det sidste havde der ikke været meget mad at hente i elverly. Også selvom det ikke var kød der blev spist mest af hos elverne. Men halvdyrene var vældig glad for det, og han var der jo kun for at give sine kunder det de gerne ville have. Endnu en lyd bag ham fik hm hurtigt til at trække sin bue og spænde den i løbet af få sekunder. Han strakte den helt ud og affyrede et advarsels skyd i håb om at det måske kunne være et dyr der var på vej imod ham. Måske det endda ville løbe forbi og ind i hans synsfelt for at han kunne nedlægge det. Hvem vidste, og hvem vidste om det i det hele taget var til hans fordel. Men pilen ville aldrig ramme et mål, men i stedet ramme et træ i nærheden af der kom imod hm med et DUNK.

En pil kom susende og satte sig i et træ ved Liannas venstre side. Hun udstødte en lille, forskrækket lyd, og stoppede op. Den anden jæger måtte have hørt hende. Hun så i retning af, hvor pilen kom fra, og fik svagt øje på noget der bevægede sig langt fremme. Hun kunne ikke vurdere, hvilket væsen det var, men højden fortalte hende at der nok var tale om enten en elver eller et menneske. Hun stod stille et kort øjeblik og overvejede sit næste træk. Jægeren foran hende var nok ikke interesseret i at blive forstyrret i sin jagt eller at hun skræmte dyrene væk, så at råbe til ham ville være dumt. Hun kunne forsøge at snige sig tættere på og følge efter ham, men risikoen for at få en pil i hovedet hvis han hørte hende igen, ønskede hun ikke at løbe an med. Hun så sig derfor omkring efter andre spor at følge. Der var ikke nogle at se lige hvor hun stod, så hun gik ned på hug og sneg sig forsigtigt og lydløst lidt længere frem, i håb om at finde et spor hun kunne gå efter. Et stykke fremme fik hun øje på noget, lidt til venstre for det spor de begge fulgte nu, løb et lidt mindre spor der drejede væk fra de store. Hun kunne ikke umiddelbart genkende de her spor heller, men de mindede lidt om en eller anden type hjort. De var heller ikke helt så friske som de store spor, men hun håbede alligevel at de ville lede hende til noget interessant. Hun rettede sig op igen og fulgte sporene, og efter et lille stykke kunne hun svagt begynde at høre rislen, fra en bæk eller et andet vandløb et stykke derfra.

Der kom intet dyr frem efter hans affyret pil. Faktisk hørte han kun et hvin, hvilket sagde ham at det var en person. Men om hvem det var eller hvad de ville her vidste han ikke. Han var langt fra sikker på at ikke ville kunne have ramt personen. Men når alt kom til alt så havde han faktisk ikke haft hensigt til det. Hvis han ville kunne han have skudt direkte efter lyden han havde hørt før. Det var bare ikke det han ville. Det var nemmere hvis de kom tættere på, og det behøvede jo ikke lige frem at være en fjende der havde været her. Han sænkede buen da intet dukkede frem og han vendte sig om for at følge sporene han havde kigget efter før. Han var fast besluttet på at finde et større dyr han kunne få med hjem. Ja det ville være et stykke at gå, men han var lige glad. Han ville gerne kunne få føden frem til kroen, lige meget hvad. Dette handlede om overlevelse, og hvorfor skulle han gå til en jager når han var en god jæger i sig selv. Efter mødet med den Fae havde naturen været god ved ham, og han havde fået det mest perfekte kød hver gang han havde været på jagt. Det var ikke fordi at han var nervøs for at dyrene ville dø. Men han jagede jo heller ikke som så mange andre gjorde i disse tider.

Langsomt bevægede han sig længere frem og nød lyden af stilheden der var omkring ham. Jo længere han gik frem jo mere kunne han høre rislen fra en bæk, og det var den vej sporene han fulgte gik hen. Han fortsatte i sit lydløse tempo og sørgede for ikke at træde på nogle tørre grene der ville give kald på hvor han befandt sig.
Det var lyden og det at han kunne se bækken der fik ham til at sætte tempoet lidt op. Først da han kom til bækken satte han sig på hug ved bækken og lagde buen om bag ryggen igen. Han åbnede sin vandsæk og lod den dumpe ned i bækken for at fylde den med det klare og kolde væske.

Lianna fulgte fortsat sporene og kom efter lidt tid til en lille bæk. Desværre var der ingen dyr at se i nærheden, så hun fandt i stedet sin vandsæk frem og fyldte den. Hun mærkede sulten gnave, og hun vidste at en rumlende mave ikke var en god jagtkammerat, så hun satte sig ned ved bredden af bækken, og fiskede et stykke brød op af tasken. Det var stadig blødt, og lod brødets duft fylde sine næsebor som hun tog den første bid. Kort efter bemærkede hun, at der var bevægelse lidt længere nede langs bækken, og hendes sanser blev skærpet. Hvis det var et dyr, ville hun være parat til at pakke sin ting hurtigt sammen og jage det. Det viste sig dog at være en skikkelse der mindede om et menneske, eller måske en elver, det var svært at afgøre på den afstand. Lianna satte sig ned igen, og tog endnu en bid af brødet mens hun betragtede skikkelsen. Hun bemærkede buen han bar, og det gik op for hende, at det nok var denne skikkelse, der havde affyret pilen mod hende tidligere. Hun mærkede irritationen stige op i hende, og hun overvejede kortvarigt at gå hen og brokke sig over det, men lod være. Han havde nok bare hørt hende lave en lyd, og troet hun var et dyr eller en trussel. Hun undersøgte derfor i stedet den anden bred for spor, men der var ikke umiddelbart nogle at se, så det dyr hun havde fulgt efter var nok gået langs bækken et stykke vej. Hun besluttede derfor at gøre det samme i håb om at bækken måske ville munde ud i en sø, eller lede hende til andre spor. Hun begyndte at gå i den retning, hvor skikkelsen befandt sig, og så ned på jorden efter spor mens hun gik.

Det var usikkert hvad det var han skulle gøre her fra. Sporene han havde fuldt flød oven i hinanden, og de var ikke til t finde ud af om det var gået den ene eller den anden vej. Mest fordi nogle af sporene var tværet ud af vejeret der havde været den sidste tid. Han rejste sig op fra bækken og lukkede vandsækken for at pakke den væk. Han kiggede lidt rundt og så en anden der rejste sig for at bevæge sig væk fra ham. "Jeg ser jeg ikke er den eneste der er på jagt." kom det fra ham i den fineste bløde stemme. Han bevægede sig tættere på skikkelsen for at finde ud af om det var hende der havde været offeret for hans pil han havde affyret tidligere. Umiddelbart kunne det godt have været det, men på den anden side kunne det have været et større dyr han havde misset nogle spor fra. Det var svært at sige, men han havde ikke lagt mærke til nogle spor fra før. Han stoppede op foran hende og bevægede sig lidt rundt omkring hende for at finde ud af om det havde været hende. Det måtte det næsten have været. "Jeg beklager hvis jeg forskrækkede dig med min pil, du tog den tilfældigvis ikke vel?" kom det fra ham og stoppede op foran hende. Han ville selvfølgelig ikke forstyrre hendes jagt, for han havde selv en igang, men hvis han kunne hjælpe gjorde han det gerne. En kanin eller to var ingen ting, men han var ude efter noget der var større og langt mere kød på.

Skikkelsens stemme overraskede hende, den var blid og fløjlsblød, slet ikke hvad hun havde forventet af en skikkelse som hans. Det fik hende til at smile lidt, inden hun nikkede til hans ord. Hun fulgte ham med øjnene som han gik rundt om hende, og skulle lige til at spørge hvad han lavede, da han begyndte at tale igen. Hans ord fik kortvarigt irritationen til at stige op i hende igen, så det VAR altså ham der havde skudt efter hende?! Hun rystede dog irritationen af sig igen, han havde jo nok bare troet hun var et dyr, og det nyttede ikke at hidse sig op når man var på jagt, så ville man bare skræmme dyrene væk, så hun satte i stedet et lille smil op, og svarede ham. ”Det gjorde du, men den ramte heldigvis ikke. Lad det ikke ske igen.” Hun smilede kækt, inden hun rystede på hovedet ad hans spørgsmål. ”Nej, desværre ikke. Det beklager jeg.”

Hun bed sig i læben og overvejede sit næste træk. Hun havde svært ved at gennemskue ham, om han var en enspænder eller var typen, der ikke ville have noget imod selskab. Hendes egne evner hvad jagt angik rakte dog stadig ikke særligt langt, hvilket den nagende sult i hendes mave var et tydeligt bevis på, så hvis hun ville have andet at spise end den smule brød og frugt hun havde tilbage i tasken, måtte hun sluge sin stolthed og spørge om hjælp. Hun rømmede sig derfor, og så på manden igen. ”Ville du have noget imod at lade mig følge med dig lidt? Jeg er desværre ikke nogen særligt erfaren jæger endnu…”

Et kort grin kom på hans læber som hun snakkede. Der kunne være noget om det hun havde sagt. På,denanden side havde han vel egentlig bare regnet med at hun var et dyr. Men hvis det var et dyr han havde sigtet efter havde pilen ramt med det samme. Mødet med den Fea havde gjort hans jagt langt bedre, også, selvom han var en født jæger alligevel. Han havde nemt ved at finde spir og fra dyr, men efter mødet med den oldgamleskabning havde hans jagt været god ved ham, og hvad han søgte kom som regel til ham uden nogen problemer. “Jeg lover det ikke sker igen, men havde jeg sigtet rigtigt havde du haft en pil siddende i dig. Det havde bare været et sku i tilfælde af at der var et dyr.” Kom det fra ham og smilte. Egentlig gjorde det ham ikke noget at han ikke havde fået sin pil tilbage, han kunne altid lave nye hvis det kom til stykket, men hans pilekogger var stadig fyldt helt op, så en pil,fra eller til gjorde ingen ting. “Nå skidt pyt med det.” Ham trak lidt på skuldrende og satte buen på plads på ryggen.

Han var typen der elskede selskab, men det skulle man jo også være nr man havde sin egen kro. Det nyttede ikke noget at være den sure krofatter som mange andresteder. Nej det var bedre at være åben og holde et smil på læben, det fik i hvertfald elverne og halvdørene til at købe lidt mere. Han lyttede til hendes spørgsmål og fastholdte sit smil. “Ingen problem, hvad jager du?” Spurgte han og kiggede på hende, hvis ikke hun var den fødte jæger så kunne han da godt lærer lidt fra sig, det ville han ikke have noget imod når det kom til stykket.

Hans svar fik hende til at smile og en lavmælt latter rullede kortvarigt over hendes læber. ”Det er fint, så længe du lover det ikke sker igen, så er jeg tilfreds.” Godt nok havde hun temperament og kunne blive hurtigt sur, men der skulle også være en reel grund til det, og det var der jo på ingen måde her. Det havde jo blot været et uheld fordi han troede det var et dyr, og han havde jo ikke ramt hende. Så smilet fik lov at blive på hendes læber.

Så han ville gerne følges med hende, hvor heldigt. Forhåbentlig kunne hun lære lidt omkring jagt, så hun ikke var helt så håbløst stillet. Lageret af brød, frugt og grønt i tasken ville snart slippe op, så hvis ikke hun meget snart blev bedre til at jage ville hun begynde at sulte, og så var spørgsmålet hvor længe hun ville være i stand til at fortsætte sin mission. Men hellere sulte end vende tilbage til gården uden at bringe nyt om Alf og hans forsvinden. Den hån brødrene ville udsætte hende for, ville være ubærlig, de så hende i forvejen som en uduelig lille pyntedukke der kun duede til at lave mad og hjælpe deres mor i huset. Det her var hendes chance for at vise dem en gang for alle at hun var meget mere end det. ”Mange tak. Jah, altså, indtil videre har jeg forsøgt mig med kaniner og andre smådyr, dog uden det store held.” Hun bed sig i læben og overvejede et kort øjeblik, hvor meget hun skulle fortælle. Han virkede nu flink nok, så hun fortsatte ”Min ældste bror er rigtig god til at jage, og han har fortalt mig lidt om hvordan man gør, men det er noget helt andet når man står i det. Egentlig er jeg slet ikke i skoven for at jage, men noget skal jeg jo spise, så jeg må hellere få det lært hvis jeg ikke vil sulte” Hun satte et skævt smil op efter de sidste ord, i et forsøg på at undgå at stemningen blev for akavet eller underlig. Hun var stadig ikke specielt vant til at omgås andre end familien, så det med at føre en samtale med fremmede var ret unaturligt for hende.

Det kunne have været en lang og sørgelig dag hvis han havde vidst det var et dyr der havde stået hvor hun var. Hans pile ramte aldrig forkert længere takket være den Fae han havde mødt. På den anden side havde dyr også med at komme frit frem omkring ham, og der skulle ikke lang tids sporing til før at han fandt det han søgte. Det var i sandhed et besynderligt væsen han havde mødt på det tidspunkt. Men heldigvis var hun ikke kommet noget til, netop fordi han ikke havde sigtet direkte efter hende, men på det nærmeste træ han havde udset sig. "Jeg lover det. Desuden går du sammen med mig nu, så der skulle ikke ske noget." kom det fra ham og nikkede lidt for sig selv som han kiggede lidt på hende og vendte hovedet ned imod jorden. Egentlig skulle han gerne fange nogle dyr, helst en hjort. Men det var måske lige stort nok til hende. For han kunne da bare jage for hende, indtil hun fik det lært rigtigt altså?

Han lyttede til hendes ord og nikkede lidt for sig selv som han satte sig på hug og lod hånden køre hen over skovbunden. "Smådyr kan være deres egen herre og få sværre at få ram på" kommenterede han og rejste sig op fra jorden. "Hvilken måde har din bror lært dig at jage på? For som regl med smådyr handler det om snilde og ventetider. Med mindre man kan bruge en bue og har et godt øje" kom det fra ham og trådte lidt frem. "Kom med" sagde han og trådte forsigtigt og langsomt længere ind imod skoven. Han ville helst ikke træde på nogle grene der kunne knække og eventuelt skræmme dyrene væk der ville være i nærheden. Istedet bevægede han sig forbi de tørre grene der lå på jorden.