I udkanten de enorme træer, gik en enlig bredskuldret skikkelse rundt. De tunge fletninger svingede sløvt frem og tilbage, og fulgte hendes ligeså rolige gang. Græsset var en anelse fugtigt, men selvom små dugdråber satte sig fast i kvindens sko og tøj, påvirkede det ikke hendes humør der idag var vældig højt. Fordi over ryggen hang et mindre bundt fasaner som den nordboende kvinde havde jaget i nogle dage nu, og den vellykkede jagt betød god betaling når hun kom tilbage til hovedstaden. 
Hun holdt sig dog i udkanten af den enorme skov, gerne et par meter fra skovgrænsen. Hun brød sig ganske godt om skove generelt - se det var ikke problemet. Men den her skov var ikke ligefrem... et sted hun følte sig velkommen. Selvom nordboen ikke havde haft mange interaktioner med elvere, havde hun sine grunde til at optrappe eller opsøge en konflikt. Og slet ikke på grund af nogen misforståelse, det var bare ikke det værd. 

Den knirkende lyd af læder holdt dog op da Alvilde gjorde holdt. De lyseblå øjne gled undersøgende over de solide stammer, inden hun med et skuldertræk genoptog den rolige gang igen. Et øjeblik havde det føltes som om at der var noget imellem de store stammer... men hendes fantasi spillede hende nok et puds.  

Alavara havde en stille og rolig dag, hendes røde hår fejede i vinden, hun havde lige været hjemme i Elverly og var nu på vej væk, hun havde været her i et par dage og det var rigeligt syntes hun. Hun hadede at være hjemme, det var derfor hun sjældent var det, men igen så havde hun nogle søskende hun skulle se til en gang imellem.

Det var længe siden hun var hjemme sidst, der var ikke rigtig noget der havde forandret sig, de samme folk, de samme rutiner, hun var ved at blive sindsyg af det. Den eneste grund til hendes humør ikke var resideret dårligt var fordi hun kom længere og længere væk.

Hun var næsten nået helt ud af skove da en skikkelse fangede hendes blik. (Et menneske, så tæt på skoven) tænkte hun, hun så sig hurtigt omkring, der var ingen vagter, hun besluttede sig for at følge efter, hvad mon vedkommende skulle her. 

Hun opdagede fasanerne på rykken af denne fremmede, (var de mon fanget i skoven) hun var helt sikker på at ingen var så dum så de kom ind i elvernes skov, men der var nu noget ved denne person. 

Alavara havde egentlig haft planer om at skifte form så hun kunne komme væk lidt hurtigere, men denne person måtte undersøges lidt nemmere, om ikke andet for at være sikker på at vedkommende ikke gik ind i skoven, hun fulgte efter skikkelsen, stadig inde i skoven men lige tæt nok på til at hun kunne se hvad den fremmede foretog sig

 Der var noget ved skoven. Selvom det sagtens kunne være hendes egen fantasi der spillede hende et puds, fandt Alvilde det en kende ubehageligt og kunne ikke stoppes sig selv i at skæve til skovkanten en gang imellem. Oprindeligt havde hun ikke tænkt sig at være så tæt på træerne, men vinden havde været voldsom længere ude på græsset og træerne bragte hende en form for ly. Med det sagt, havde en god omgang blæst aldrig skadet nogle permanent. 
Nordkvindens øjne blev knebet en anelse sammen imens hun spejdede ind imellem træerne. Nah, selvom hun prøvede kunne hun ikke helt undgå den nagede følelse i baghovedet og ryggen, og det slog hende, at det måske ikke engang var helt unormalt at have en sund bekymring ved elverland. 

Imellem de høje trækroner, svævede en falk på stille vinger. Dens gule øjne gled opmærksomt og rykvis hen over skovbunden, og skiftede en gang imellem til at se imod himlen over den, bare for en sikkerheds skyld. Det skarpe blik dyret besad, delte det med Alvilde.
Forbindelsen imellem dem var stærk, og derfor var det også grunden til at Alvilde med et næsten umærkeligt ryk, fik af vide at nogle skyggede dem. Eller hende, nok mere specifikt. Den slanke falk udstødte et hæst skrig idet det roligt gled ned imellem stammerne, for at nærme sig den hurtige skygge der bevægede sig i ly af skoven. 

Alvildes mund sitrede i et kort smil, førhen hun gjorde holdt. Blikket var stadig vendt imod den retning hun var gået, men den mentale kommunikation imellem hende og Jarko, falken, foregik i stilhed og koncentration. Det virkede ikke som om at elveren - noget hun bare gik ud fra at skyggen var, havde intention om at angribe. I hvert fald ikke endnu. Med en kort brummen hankede Alvilde op i fasanerne som hang over skulderen, førhen hun drejede skarpt til venstre og drejede ud imod eng området. En smule distance skadede aldrig... og udover det, var hendes primære våben langbuen over hendes skulder. Havde den anden intention om at angribe, holdt hun gerne sin afstand. 
Imellem de mange træer landede falken på en gren ikke langt fra den fremmede, gule øjne opmærksomt og fastlåste på hendes kvikke skikkelse. 

Alavara så nysgerrigt efter skikkelsen, hun kunne endnu ikke se hvilken race det var, det eneste hun vidste med sikkerhed var at det ikke var en af dem der boede i skoven. Hun gik tættere på for bedre at kunne se, men stadig langt nok væk til ikke at blive set, hvis nu skikkelsen valgte angribe.

Hendes opmærksomhed blev brudt fra skikkelsen da en falk svævede over treeren, dens opførsel virkede en smule forkert, mon skikkelsen havde noget med det at gøre. Hun kikkede tilbage på skikkelsen som så ud til at forsvinde længere væk. Hun besluttede sig for at følge efter, også selvom det betød hun skulle forlade skovens tryghed. Hun skulle jo alligevel den vej så.

Falken satte sig på et træ i nærheden af hende, hun kikkede på falken og sagde ”hvad så, er det din herre der går der ude, skal vi ikke gå der ud sammen ?” Alavara tænkte at hvis falken var skikkelsens ville det virke bedre hvis den kunne li hende, måske ville det give et bedre signal om at hun ikke havde tænkt sig at angribe.

Alavara forlod skoven og gik tætere på skikkelsen, nu måtte hun bare vente på hvad skikkelsen gjorder og se om falken fulgte trop eller om hun måske havde taget fejl, det gjorder hun ellers sjældent når det kom til dyr og deres adfærd, især i hindens skov. 

Elverens øjne mødte falkens egne, og et hæst skrig steg fra ham da hun snakkede. Omend Jarko ikke forstod kvindens ord, var Alvilde ikke en fremmed med sprog og hendes direkte indgangsvinkel fik hende til at brumme en anelse fornøjet for sig selv. Den brune falk svævede med et lille hop tættere på den slanke elver, førhen den med observerende, gule øjne fulgte hendes bevægelser ud af skoven, førhen den selv lettede og fløj med.

Græsset var ikke decideret højt, men alligevel formåede hun at kamuflere sig utroligt godt. Havde Alvilde ikke haft Jarkos øjne til at følge med hende fra foroven, havde hun næppe set den slanke skikkelse nærme sig med hastige skridt. Den blonde nordbo forsatte frem i samme tempo, men lod dog elveren indhente hende nok til at hun var indenfor hørervidde. Derpå gjorde hun holdt, og vendte sig langsomt om. 

"Eh, hvorfor er det du følger efter mig, pigebarn?"
Sagde hun langsomt, og lod den ene hånd hvile på hoften imens hun strammede grebet om fasanerne med den anden. De blå øjne observerede det hun kunne se af hende opmærksomt, men indtil nu forholdt hun sig passivt og afventende. En forkert bevægelse, og den blonde nordbo var klar til at trække våben, fordi hun følte sig relativt udsat herude. 
Over dem cirklede den brune falk dovent på vinden, men med et ligeså opmærksomt blik på den unge elver. 

Alavara kig tættere på skikkelsen, det var en kvinde, hun var ikke sikker på hvor hun kom fra men hun var i hvert fald menneske, hun kunne se at damens greb blev strammere om fasanerne og hun virkede til at være i kamphumør, eller i alarm beredskab.

Falken fløj dovent over dem, Alavara vidste den ikke opførte sig normalt. Kvinden spurgte hende om noget, det gjorde hende faktisk en smule irriteret, det var da ikke kvindens vej, hvis nogle skulle spørger om det var det da Alavara der skulle spørger hvad hun lavede så tæt på elvernes skov, men hun bed irritationen i sig og svarede høfligt, hun havde nemlig også spørgsmål til kvinden og hvis hun svarede sødt til hende kunne det jo være kvinden ville svare.

”for det første skal jeg selv denne her vej og for det andet tror jeg at jeg er meget ældre end dig” hun satte tempoet en smule op så hun komme tættere på kvinden, ”nu er det min tur til at spørger dig om noget, er det din falk der svæver der oppe ?” Alavara pegede op i luften på falken, hun så nysgerigt på kvinden og håbede virkelig at hun ville svare på endens spørgsmål, hun kunne godt høre at det der med alderen var lidt flabet, men hun kunne ikke lade være, det var jo kvinden der havde været uforskammet først. Nu måtte hun bare vente og se om kvinden svarede på hendes spørgsmål.  

Elveren dukkede op foran hende, og med et vurderende blik lod Alvilde øjnene glide over hende. Tynd og slank var hun - noget Alvilde aldrig selv havde været, og med store øjne der i momentet syntes at lyse af irritation. Dog var det ikke noget man kunne hører på hendes stemme der havde en høflig klang til sig. Skeptisk løftede nordboen det ene øjenbryn ved hendes ord, og brummede for sig selv. Ældre end hende, jah det var hun nok. Men derfor lignede hun stadig en lille pige i hendes øjne. Med det sagt, så gjorde de fleste elvere nu engang det ifølge Alvilde. 

"Mmmh.... måske. Nok er du ældre, men du er stadig ung i forhold til evigheden, eh, Knivøre?"
Svarede hun skarpt igen med let rynkede bryn. Hendes blik fulgte hende opmærksomt da hun nærmede sig, men ellers forholdt norboen sig passivt; hun havde ingen intention om at være direkte fjendtlig, omend hun var vagtsom. 
Dog blødte blikket i hendes øjne en anelse op da elveren pegede imod Jarko, og med et anerkendene smil nikkede Alvilde til hende. 

"Min er han ikke, han er sin egen. Men vi følges ad, jah... det har vi gjort i nogle år". 
Brummede hun og fulgte hendes finger op imod luften. Den slanke falk cirklede roligt, men foldede i et ryk vingerne sammen til et skarpt dyk imod jorden, og landede på en sten lidt væk fra dem begge. Som bekendtgjorde den sin enighed, udstødte den en hæs skræppen. 
Alvildes blik faldt tilbage på elveren, og afventende skiftede hun vægten over på det andet ben. Hun vidste ikke hvad den mørkhårede ville, og hun tvivlede på at hun rent tilfældigt skulle samme vej som hende, på samme tidspunkt. Men for nu, holdt hun den tanke for sig selv. Den

Alavara kunne se kvinden ikke just var begejstret for hendes tilstedeværelse, hun kunne se kvinden var en smule skeptisk og så syntes hun at kvinden var decideret ubehøvlet. Kvinden gav hende en rap replik igen (knivøre, hvor kom den lige fra) tænkte hun, hun blev mere og mere irriteret men valgte at lade den gå, det virkede som om hun havde fået kvinden lidt ud af fatning og det huede hende glimrende.

Kvinden svarede på Alavaras spørgsmål og hun lyste op i et stort smil, hun var glad for denne kvinde ikke havde samme opfattelse som de fleste andre, man kunne ikke eje et dyr syntes hun. Alavara blev mere og mere fascineret af falken, den var så flot og majestætisk syntes hun.

Alavara kikkede igen på kvinden og spurgte ”hvad hedder du egentlig og er det okay jeg følges lidt med dig ?” hun var ikke helt sikker på kvinden ville svare, men igen så skulle de jo samme vej og hun ville elske at følges med kvinden, mest fordi hun havde falken med og den fascinerede hende så meget, hun havde selv venner i skoven men hun fik sjældent tid til dem da de var i skoven nær Elverly.

Den blonde nordbo kunne være nok så grov i munden, og havde et ordforråd der kunne få en kirketjener til at sukke skuffet. Og dele ud af det gjorde hun gerne. Det var ikke for ingenting, at hendes skepsis afspejlede det kælenavn hun nu engang fandt på og hun havde også vænnet sig til de studsende blikke der engang imellem blev sendt hendes vej. Hun kunne måske ikke løbe uden om, at hun fandt det ganske underholdende at se den forargelse der spredte sig over deres ansigt ved et lidt for næsvist modsvar - men ikke denne gang. Elveren lod det gå forbi hende, og lyste i stedet op i et smil omtalen af Jarko. 

Det fik Alvilde til en anelse forvirret at vippe hovedet på skrå, imens hun afventede hvilken ny overraskelse der kunne komme ud af hendes mund. "Følges med mig?" gentog hun undrende for at bekræfte elverens ord. Følges, med hende? Hun forstod ikke hvorfor knivøret ville det, og derfor lod hun undersøgende blikket glide over hende igen med tanken om rejse i mente. Jah, hun lignede trods alt en der faktisk var på vej ud og ikke bare tilfældigt var begyndt at følge efter hende. 
Ved siden af hende skræppede Jarko gentagende gange, førhen han med endnu et falkeskrig steg til vejrs. Nordboen fulgte ham med blikket... jah hans mening var tydelig. 

"Nuvel da. Mit navn er Alvilde Alhaug" tilføjede hun efter lidt tid, og lod et smil skille den tørrer mund. Et kort nik fulgte med hendes introduktion, og nordboen fik et overejende udtryk i ansigtet. "Jeg er på vej til Dianthos... er det også der du skal hen?" Fulgte hun op, og drejede sig langsomt omkring for at gå videre. Både hendes og Jarkos blik hvilede stadig opmærksomt på elveren bagved hende, men det virkede ikke til elveren spandt løgne for hende,og med en skuldertrækning inviterede hun hende med. 

Lukket grundet inaktivitet. Ping mig hvis du vil tråde igen.