Lucy havde leget ude i den store have, der lå bag palæet, hun havde lavet sne engle i den dyne sne, og moret sig kosteligt med det. Hun var sluppet ud fra sin undervisning, lidt tidligere end beregnet, efter hun havde fået alle papirene til at flyve ud af vinduet, og Hr. Crigler for ikke at miste fatningen havde sendt hende afsted. Den milde latter, som kun et barn kunne præstere lød fra hende, som hun forsøgte at rejse sig op fra den 3. sne engle hun havde lavet, da en tanke lød i hendes hoved. Det måtte være en af tjenestefolkene i nærheden, men det var kun et brudstykke hun havde hørt. Med et kort blik ned på sne englen, gjorde hun et energisk lille hop, inden hun børstede sneen af sin finde frakke af skind, ikke et hår sad forkert på det velplejede skind, selv den hue der var blevet syet til hende var af samme standard som frakken. 

Nysgerrig efter at finde ud af, hvad det lille brud stykke havde været, sprang hun afsted igennem sneen imod det store palæ, det var altid spændende når tjenestefolkene begyndte på den slags snak i krogene, for hun endte altid med at få nogle hemmeligheder hun senere kunne bruge til at få en ekstra kage, eller deres krystaller hvis hun selv følte hun manglende nogle. 

Da hun kom nærmere palæet og kom indenfor, smed hun hensynsløst både huen og frakken fra sig på jorden, så tjenestefolkene kunne samle op efter hende, inden hun også fik fodtøjet sparket af. Et øjeblik stod hun helt stille, lyttede til de mange tanker hun begyndte at spore sig ind på. Spencer? Hendes øjne sprang op, da hun blev klar over hendes ene storebror var kommet på besøg! Hun havde ikke vidst noget om det, og forventnings glæden var ikke til at dulme, som hun sprang afsted i sin fine hvide kjole, med det store skørt der flagrede omkring hendes ben. Hendes hår sad stadig nydeligt opsat med små nåle skjult hist og her, trods den hue hun havde haft på. 

Hele tiden lyttede hun efter hans stemme, hvor mon han var? Smilet om hendes læber var ikke at tegne fejl af, hendes øjne strålede på en uvant måde som hun pludselig fornemmede hans tanker. Ville han lade hende vente?! Som hun nærmede sig hans dør, brugt hun sin evne til at svinge den op lige inden hun nåede derhen. Lettere forpustet stoppede hun op i døren, for at sikre sig det nu også var ham. Spencer, hendes elskede bror. "Spencer... Spencer..." Jublede hun glad, inden hun løb over imod hans seng, klar til at kaste sig op i hans arme. 

Det var ikke længe Spencer nåede at ligge på sengen og slappe ordentligt af, men på den korte tid nåede han alligevel at falde lidt hen. Ikke nok til at være faldet helt i søvn, men nok til, at han ikke registrerede lydene fra Lucys skridt i gangen. Først da døren blev skubbet op, åbnede Spencer øjnene i et let chok og løftede sig lige op på albuerne, tids nok til at se Lucy komme løbende. Han var forberedt på, at hun først ville stoppe så snart hun ramte ham, så for at være sikker på ikke at få et knæ i maven om lidt, skubbede han sig op at sidde.

Fordi Spencer ikke helt var forberedt på den ekstra vægt Lucy havde skaffet sig de sidste tre år, udbrød han en lidt anstrengt lyd, som om han mistede lidt luft, så snart hun kastede sig i hans arme. Han lagde stadig armene omkring hende i et ordentligt kram.
”Du er godt nok blevet stor,” sagde han lettere overrasket, i en lidt hæs stemme. Han klemte lidt mere til i krammet og tog en dyb indånding, som et smil bredte sig over hans læber. Åh, hvor havde han dog savnet hende.
”Jeg lover at komme til dig lidt senere, men måske du kunne lade din gamle bror få lidt ro først?” Spurgte han, da han slap hende og trak armene til sig. Han skævede lige mod en af taskerne, som han lige kom i tanke om den gave, han havde bragt med tilbage til Lucy. Den måtte han ikke glemme at give hende.

Intet kunne stoppe den unge energiske pige, fra at kaste sig i armene på sin bror, hun satte af i et spring imod ham, og greb om hans nakke med sine små arme, inden hun knugede sig tæt ind imod ham. Det var så mange år siden hun sidste havde set ham, og selvom han var blevet ældre var hun ikke et øjeblik i tvivl, det var hendes bror og han var endelig hjemme igen! Hendes klukkende latter virkede endeløs som hun puttede sit lille ansigt ind imod hans hals som hun havde gjort den dag han var draget afsted imod hovedstaden. Det havde været nogle flygtelige uger for alle tjenestefolkene efter hans rejse, for hun havde været både vred og ked af det, fordi hun havde følt sig efterladt, men nu var han her endelig igen. Hun ville vide alt, vise ham alle sine kjoler og hvor dygtig hun var blevet til at kontrollere sin telekinesiske evne. 

Hun trak sit ansigt en smule til sig, for bedre at kunne se på ham med de store lyse øjne, der strålede af glæde. "Du har os været væk alt for længe!" Der var en let bebrejdelse at spore i hendes stemme, for det havde ikke passet hende at blive efterladt på den måde af ham, de var alle sammen rejst uden hende. Utilfredsheden voksede dog stødt som han forsøgte at slippe af med hende blot for at hvile sig?! Hun klemte læberne let sammen, som man kunne se hele hendes krop puste sig lidt op over hans ønske om fred. "Men Spencer...." bønfaldt hun dæmpet, inden hun rystede det af sig og i stedet fandt et stort smil frem og blinkede let med øjnevipperne efter ham. Hun greb om hans hænder inden hun hoppede ned på gulvet, hun kunne ikke vente, ville ikke vente! Hun hoppede glad på stedet som hun igen begyndte at grine, det mest strålende og lokkende grin hun kunne præstere for at overtale ham. "Kom nu, du skal se mit værelse..." lo hun mildt. 

Spencer nikkede svagt og sendte Lucy et lettere undskyldende blik, som hun pointerede at han havde været væk længe. Det havde han, og trods det selvfølgelig havde været af egen fri vilje, var det en del af hans uddannelse. Sådan havde det altid været og sådan ville det også blive for hende, når hun blev gammel nok. Han var godt klar over, at Lucy ikke havde været yderligere tilfreds da han rejste. Hun var stadig så ung og forstod sig måske ikke helt på hvorfor alle hendes ældre søskende forlod hende. Det var sikkert langt sværere at være den lille efternøler i flokken, end han lige tænkte over.

Lucy klemte læberne sammen og hun pustede sig lidt op. Man kunne se nervøsiteten i Spencers ansigt, som øjenbrynene lige rynkede sig en anelse. Han var godt klar over hvad der fulgte efter. Den bønfaldende tone ramte ham direkte i hjertet, som den altid gjorde, men han ville ikke give efter. Nej, ikke denne gang. Han var blevet ældre, klogere og langt mere standhaftig, end han var før.
”Men Lucy…” Han lød langt fra lige så kær som hende, men han forsøgte da at efterligne tonen bare lidt. Hvis det virkede for hende, måtte han vel også give et forsøg den anden vej, selvom han godt var klar over, at hun sikkert kun ville finde det noget så morsomt. Han nåede heller ikke længere, før hun hoppede ned og greb hans hænder. Årh, hun var jo ligefrem blevet bedre til at lokke, end han huskede. Han havde aldrig været i stand til at sige nej til det kære, lille ansigt.
”Hnng, selvfølgelig skal jeg det, men… lidt senere, okay?” Bad han, som han alligevel ikke kunne lade være med at smågrine over hendes begejstrede hop på stedet. Men den tydelige dovenskab, der altid havde hvilet dybt i Spencer, var ikke blevet mindre med årene, tværtimod. Han var stadig forfærdelig doven. Det var bare et sidste forsøg på at få en lur inden, for blev Lucy ved med at lokke med sin generelle personlighed, ville han ikke være i stand til at stå imod. Det var hun udmærket også godt klar over.

Lucy havde haft det svært dengang de alle var rejst fra hende, hun havde måtte skulle finde sin plads i hjemmet igen uden dem, hvilket ikke havde været let, for ingen kunne lege som de havde gjort, ingen kunne få hende til at grine eller more sig, som hendes brødre havde fået hende til, men han var her nu! Hendes Spencer! Og hun var ikke villig til at lade sig vente blot fordi han følte sig doven, hun kendte alt til hans dovenskab. "Men Spencer...... Vil du da ikke gerne gøre mig glad?" spurgte hun med en helt stille, såret stemme, hendes øjne blev helt store som et såret dådyr, inden hun trak læberne lidt sammen i en let bævren, det næste skridt ville være at få tårerne frem, de virkede altid, når alt andet fejlede, om det så var deres forældre eller hendes brødre. 

Hun knugede hans hånd i sine små hænder, inden hun trådte helt tæt hen på ham. Der var ikke det trick i bogen, som hun ikke var villig til at bruge imod ham, for at få sin vilje. Hendes øjne var lige på nippet til at fyldes med tårerne. "Spencer kom nuuu...." plagede hun stille med den bævrende underlæbe. Hun kravlede stille op på hans skød, inden hun kastede armene omkring nakken på ham, knugede sig helt tæt ind imod hans overkrop. 

Spencer hørte den dybt sårede stemme fra Lucy. Han sukkede, som han mentalt klaskede en hånd direkte i ansigtet og lod den glide helt opgivende ned over kinden. Åh nej. Den blævrende læbe gik i gang og derfra kunne han mærke den hårde knude, der altid satte sig i maven, når Lucy var på randen til at græde. Han ville altid gøre hende glad, eller i hvert fald altid prøve. Hun havde altid været mester i at få sin vilje, og det havde ikke ændret sig det mindste. Der lød en lille, anstrengt lyd fra ham. Den lyd han altid kom med, når han var så tæt på at knække og give efter. Han var bare så træt. Så doven.

Lucy plagede en sidste gang og sprang op i hans skød, hvor hun lagde de små arme om hans nakke i et kram. Han sukkede lavmælt. Han havde tabt. Så han lagde armene omkring hende og klemte en anelse til.
"Okay, Lucy. Så vis mig dit værelse," sagde han og smågrinede. Det var dog utroligt, som den unge kunne få en voksen mand til at adlyde. Han rejste sig, stadig med et godt greb om hende, og så vendte han sig om for at kaste hende blidt ned på sengen. Det var et hurtigt forsøg på at få hende til at grine lidt, i stedet for den blævrende underlæbe, for den var da helt hjerteskærende at se på.
"Oh, jeg må ikke glemme denne her," mumlede han hurtigt, som han lige gik hen til tasken på gulvet, satte sig på hug og åbnede den. Han rodede lidt nede omkring bunden, før han trak en fin, hvid pels frem. Pelsen var foldet pænt sammen og den gemte på en lille, lyseblå kjole, broderet med tråd i guld og hvide bånd i silke hele vejen op ad hvert ærme. Han kommenterede ikke på pelsen eller den skjulte kjole, men vendte sig bare smilende mod Lucy.
"Hvem kommer først?" Med de ord udfordrede han hende til et lille kapløb mod hendes værelse.

Hun vidste det! Hans tanker afslørede ham så let, hun havde ham i sin hule hånd, præcis hvor hun ønskede det, og hun måtte anstrenge sig en smule for ikke at afsløre sig selv for tidligt, alt skulle som altid times perfekt med hende, og da hun mærkede hans arme knuge hende tæt ind til sig, med ansigtet udenfor hans synsvinkel bredte hendes læber sig i et lusket smil, inden hun trak tilbage i sin sårede grimasse for at se på ham, sikre sig at han virkelig ville accepter. Og hun skulle ikke vente længe som han sukkende overgav sig, han var næsten blevet lettere at overtale med årene væk fra palæet. “Virkelig?” Jublede hun glad, som om hun ikke havde forventet hans overgivelse.

Da han rejste sig op, slap hun grebet om hans nakke og hvilede i stedet sine hænder på hans skuldre, hun var forberedt på turen ned i hans seng og hun klukkede højt og hjerteligt, imens hun så op på et af sine helt store forbilleder. 
Hun blev dog overrasket, han havde formået at skjule gaven for hende fordi han oprigtigt næsten glemte den, hun følte sig et øjeblik utilfreds, men hun var alt for spændt som hun sprang ud af sengen og løb hen til ham med stålende øjne. Hun elskede alt der havde med skind at gøre og hun måtte overtale sig selv til ikke bare at folde den ud med det samme, i stedet knugede hun den bløde pels ind til sig da hun hørte hans stemme. “Jaaaa!” Jublede hun højlydt inden hun sprang afsted ud af døren for at komme først ned til det store overdådige værelse der var fyldt til randen med dukker og legetøj i alle afskygninger og det store dukkehus deres fader havde købt til hende da Spencer var rejst for at løfte hendes humør.

Spencer havde ellers været helt overbevist om, at han sagtens ville kunne modstå overtalelsen fra Lucy. Så ung en pige, skulle jo ikke have lov til mere eller mindre, at bestemme over en voksen mand. Trods han stadig kunne være noget så barnlig og måske ikke prioriterede helt som en voksen i mange tilfælde, så var han da stadig blevet det klogere de sidste par år. Måske folk ville være noget så uenige, hvis de kendte til hans lille problem med vin. Og nu han kom i tanke om det, kunne han egentlig godt bruge et glas. Men det måtte vente til maden blev serveret lidt senere.

Det så ud til, at Spencer havde ramt helt rigtigt, da han havde valgt at pakke den skjulte kjole ind i den hvide pels. Lucy sprang mod døren og løb afsted og Spencer satte i lidt luntende løb, for at lade hende komme først ned til værelset. Han forfalskede en let forpustet vejrtrækning, da han stoppede op i døren til hendes værelse.
"Du er nådesløs, kære lillesøster. Du må huske på, at din bror er ved at blive gammel. Jeg kan slet ikke løbe så hurtigt længere," løj han grinende, mens han lod blikket glide rundt i det store værelse. Han fik lidt store øjne, som han blev mødt af et overvæld af dukker og legetøj. Samlingen havde jo formeret sig gevaldigt siden sidst.
"Hold da op... Hvordan finder du gulvet i alt det her?" Spurgte han, selvfølgelig ironisk ment, selvom antallet af ting var uoverskueligt. Han trådte ind i rummet og stoppede op ved dukkehuset, hvor han bukkede sig lidt ned for at se ind af de små vinduer, i det ellers store hus. Han glemte helt gaven til Lucy igen, men nu vidste hun, at den var der og så kunne hun vel selv finde ud af, hvornår hun ville folde pelsen ud.

Lucy løb så hurtigt hun kunne ned igennem den store gang imod sit værelse, og sprang glad op i luften af hun kom først, med et triumferende smil om læberne, vendte hun sig rundt for at se op på sin storebror, den ene af hendes første store kærligheder. Med pelsen knuget imod sit lille bryst, med begge arme, brugte hun sin evne til at skubbe den massive store dør op til sit værelse, inden hun gik ind med fjerlette fodtrin. Hun rystede dog på hovedet over hans ord, for i hendes øjne var han ikke gammel, men hun måtte medgive ham at hun kunne være nådeløs når det faldt hende ind. "Men ikke for gammel til at lege med mig.." lød det fra hende, som hun sendte ham sine største dådyr øjne og blinkede let med øjenvipperne efter ham. 

Hun gik stille over til sit bord, hvor hun sad hver morgen når tjenestepigerne gjorde hende klar, foran det store runde spejl. Hun stivnede et øjeblik foran spejlet, da hun så en ganske lille tot af hendes hår havde løsnet sig fra den ellers så sirlige opsætning. Hendes kæber spændte sig let, inden hun kom i tanke om Spencer og løsnede hurtigt op igen. Hun lagde pelsen fra sig på bordet, inden hun omhyggeligt rettede sit hår til, så det sad fejlfrit igen. Hun måtte huske den tjenestepige som havde sat det til morgen, det skulle ikke gå ubemærket hen fra hendes side at det ikke havde holdt og hun SELV måtte rette det. 

Atter tilfreds med sit udseende, vendte hun sin opmærksomhed ned imod pelsen, hun ville se hvad det var, og omhyggeligt foldede hun det ud, hendes øjne blev store da kjolen inden i kom til syne for hende. Den slags hun elskede, de store livlige skørter der ville svinge omkring hendes ben når hun lavede piruetter eller løb igennem palæet. Hun holdt den op foran sig, så sig selv ind i spejlet med helt blanke øjne, inden hun vendte sig imod Spencer. "Jeg elsker den... Tak storebror!!" jublede hun inden hun løb over til ham, med kjolen stadig i hendes favn inden hun trykkede sig ind imod hans krop, og vippede hovedet let tilbage for at kunne se op på ham. Hendes ansigt var et stort smil.  

Spencer så de store dådyr øjne sammen med Lucys kommentar og så kunne han da ikke lade være med at grine og ryste let på hovedet.
"Nej, aldrig for gammel til at lege med dig," forsikrede han. Han havde en forestilling om, at han stadig ville give efter for hendes mindste ønske, når han var ved at være for gammel til overhovedet at bevæge sig.
Han rettede sig op og fulgte hende med blikket, som hun stillede sig foran spejlet og rettede på den vildfarende lille hårtot. Den lille pige var jo mindst lige så forfængelig, som han selv var og det overraskede ham egentlig mere end det burde. Han var udmærket godt klar over sin egen, ekstreme forfængelighed, men så slem havde han da ikke være, da han var på hendes alder. Eller måske havde han?

Som Lucy gav sig til at folde pelsen ud og dermed fik øje på den fine kjole, der lå gemt inden i, satte Spencer sig til rette på den stol, der stod lige ved siden af det store dukkehus. Han måtte lige flytte en dukke fra den, inden han satte sig. Som hun stod der, med kjolen holdt op foran sig og så sig i spejlet, lod det vist til, at han havde ramt helt rigtigt med stilen. Han gengældte det muntre kram han fik, som han betragtede det store smil, hun havde i hele ansigtet.
"Det er jeg glad for, Lucy. Husk lige at finde ud af om den passer, ellers må vi have fat i en skrædder," sagde han, i en tone som kun en storebror kunne komme med, når han mindede hende om lidt praktisk. Idet han slap hende igen, sørgede han lige for at prikke hende kildende i siden.

Godt tilfreds med hans forsikring om aldrig at blive for gammel til at lege, kunne hun roligt gøre sig færdig foran spejlet. Der var ingen tvivl om den unge pige helt bestemt ønskede tingene på hendes måde, og dårligt tålte et nej fra nogen som helst, hun var blevet forkælet på alle leder og kanter, da hun havde været det sidste barn i hjemmet, hvad hun pegede på fik hun, hvilket hendes værelse også bar tydelige tegn på. For hun havde et helt værelse tilstødende sit eget hvor den ene kjole efter den anden hang sirligt sammen med flere skind jakker, huer og vanter og ved siden af et badeværelse der var hendes helt eget hvor hun hver morgen fik er varmt bad klargjort som det første inden hun overhovedet ville vise sig udenfor værelset.

Med kjolen i sin favn, i tæt omfavnelse af sin storebror, lyttede hun til hans ord inden hun pludselig lyste helt op. Prøve tøj? Hun hoppede glad på stedet mens hun hvinede glad. “Vil du snøre op?” Spurgte hun glad inden hun snurrede rundt om sig selv med ryggen til ham, hendes krop var stadig blot som et barns selvom hun så småt var begyndt at udvikle ganske små ubetydelige bryster, men det var tydeligvis intet hun bekymrede sig om i hans selskab som hun trippede en smule utålmodigt for at komme ud af kjolen så hun kunne prøve den nye på, den var også meget smukkere så hun håbede blot inderligt på den ville sidde ordenligt så hun kunne vise den frem til middagen senere. 

Det burde ikke komme bag på Spencer, at Lucy ville blive noget så henrykt over at skulle prøve den nye kjole. Alligevel så han bare en anelse overrasket ud, som det lille ansigt lyste helt op. Han måtte lige lukke øjnene i et øjeblik, som den hvinende lyd fra pigebarnet skar dejligt meget i ørene. Det var nok ikke værre end det plejede og normalt kunne han godt håndtere det, men måske trætheden lige havde gjort ham lidt mere sart i dag. Han kommenterede ikke på det, men rystede det bare af sig, som han åbnede øjnene igen, stadig med et smil på læberne.

Lucy vendte ryggen til ham og bad om hjælp til at komme ud af kjolen. Han rømmede sig lidt.
"Jep," svarede han kort, idet han tog fat om snoren og gav sig til at binde op. Det tog lidt af en krig, fordi der var så forfærdelig meget bindearbejde, men det afslørede da også, at det ikke var det Spencer havde brugt mest tid på. For ikke at sige intet tid. Så snart han var færdig, trak han hænderne til sig og rejste sig.
"Jeg skal nok gå ud, så du kan skifte," sagde han og bevægede sig mod døren. Det var ikke fordi det ville være akavet at blive, for det var trods alt hans lillesøster, men hun var stadig en ung dame og den respekt skulle hun da have. Det var lige så meget for hendes egen skyld, så han kunne vise hende, at mænd generelt ikke skulle have lov til at blive, mens hun skiftede sine klæder.
"Kald mig ind, når jeg skal binde den anden til," sagde han og drejede lige om hjørnet, så han stod lige ude foran hendes værelsesdør.

Hun kunne slet ikke vente med at prøve kjolen, hvilket havde resulteret i hun ikke havde tænkt over hvordan hun burde have reageret, men som altid var hendes storebror en gentleman der kunne minde hende om det. Hun rødmede svagt i de små kinder, mens han bandt kjolen op for hun kunne fornemme på hans tanker hvor besværligt det måtte være for ham, men hun lod ikke utålmodigheden tage hold i hende. Da han endelig var kommet igennem, holdt hun den ene hånd for sit bryst mens hun drejede blikket efter ham, et blik der strålede af beundring. 

Hun måtte hurtigt ryste på hovedet inden hun lagde den smukke nye kjole fra sig på sengekanten, hun brugte sin evne på at få ryggen til langsomt at snøre sig lidt op på den nye kjole mens hun fik sig selv ud af den gamle, det var lettere med en tjenestepiges hjælp men den formløse krop hjalp nu også gevaldigt på hvor let det til sidst gik hende med at få den af. Hurtigt trak hun den nye over hovedet og skulle lige til at binde den selv da hun kom i tanke om Spencer. 

Med en hånd for brystet, gik hun over foran det store spejl så hun ville kunne se hele kjolen på. Den var lige så fantastisk som hun havde forestillet sig. “Spencer, kom nu....” kaldte hun med en utålmodig men mild latter, mens hun så imod døren igennem spejlet. 

Så snart Spencer hørte Lucy kalde, trådte han ind på værelset igen. Han så hende stå foran spejlet, så hun kunne se hele kjolen. Han smilede. Det så da ud til, at han havde gættet rigtigt med størrelsen.
”Sidder den, som den skal?” Spurgte han lidt overvejende, som han rykkede stolen hen bag hende og satte sig. Han lænede sig let frem og gav sig til at binde snøren i kjolens ryg. Havde Lucy nogle kommentarer til hvor stramt, rettede han sig efter dem undervejs. Endnu engang tog det ham et par øjeblikke, det kom jo næsten bag på ham hvor meget snor der kunne være i så lille en kjole.

Spencer rejste sig op, stillede stolen tilbage hvor den stod før og rettede sig igen mod hende.
”Nå, Lucy. Hvad skal vi finde på at lave de næste par timer? Gemmeleg? Sneboldkamp i baghaven? En ridetur rundt i byen, hvis vi kan låne fars hest?” Kun fordi han egen skulle have en velfortjent pause, efter den lange rejse. Spencer foreslog ting, som de to havde gjort mange gange før, inden han var rejst. Men det skulle ikke undre ham, hvis Lucy havde planer om at lave ballade i stedet.

Lucy stod længe og vendte og drejede sig foran spejlet, for at se kjolen fra alle vinkler, inden hun til sidst vendte et strålende smil imod Spencer. "Den sidder perfekt! Du er verdens bedste storebror!" jublede hun fornøjet, intet kunne formildne den unge piges humør, som at blive forkælet med noget, der samtidigt også så så flot ud på hende som kjolen gjorde, og alle deltaljerne i den. Der var hele tiden noget nyt at se på, som om detaljerne aldrig ville tage i en ende.
Da han kom hen bag hende med stolen, stod hun pænt stille imens han fik bundet kjolen helt ind, hun måtte dog undervejs bede ham om at stramme lidt ekstra ind, den skulle nødigt sidde og se løs ud på hende. Heldigvis var hun ikke nået alderen hvor hun behøvede et korset endnu, det var blot endnu en ting som skulle snøres ind dagligt, til punktet hvor det kunne være svært at trække vejret, men man måtte lide for skønheden, det var tankerne hun havde hørt fra nogle af de fine damer der fra tid til anden havde været på besøg.

Da han endelig var færdig, vendte snurede hun et par gange om sig selv, for at se hvordan skørtet bevægede sig omkring hendes ben. Der var intet ved kjolen hun kunne sætte en finger på, men da Spencer kom hen til hende, løftede hun blikket med et stort smil. Han foreslog så mange ting, og de kunne alle sammen være så sjove og selvom en ridetur kunne være fantastisk ville hun så nødigt gøre kjolen beskidt inden hun kunne vise den frem til middagen senere. "Hvad med at drille tjenestepigerne?" foreslog hun med et glimt af noget, der ikke helt passede sammen med det ellers søde strålende smil hun havde om læberne. 

Det var altid svært ikke at smile stort, når Lucys begejstring over en simpel kjole var så smittende. Han kunne selv kende følelsen, siden han selv gik noget så forfærdeligt op i sin påklædning og han vidste, at en ung pige i hendes position ville være mindst lige så forfængelig. Hvis ikke meget mere. Havde Lucy været meget ældre, var han heller ikke så sikker på, at han overhovedet ville have hjulpet hende med snorene i ryggen. Så ville han nok hellere have bedt en tjenestepige om at ordne det, ikke kun fordi Lucy ville være for gammel til at bede sin storebror om hjælp til den slags, men også fordi at Spencer ikke ville ane hvad han skulle gøre med et korset. Hans egen påklædning, mænds påklædning, var så utrolig simpelt, trods de mange, fine detaljer i stoffet. Et par knapper kunne han langt bedre håndtere.

Spencer nikkede let. Det kom overhovedet ikke bag på ham, hvad hun foreslog, men han måtte nu indrømme, at hans kære lillesøster havde et talent for at se en anelse skummel ud, som han bemærkede det lille glimt, der bestemt ikke passede til hendes søde smil.
”Du tror ikke, at jeg er blevet for gammel til at drille tjenestepigerne?” Spurgte han og løftede overvejende det ene øjenbryn. Måske det var dovenskaben, der talte igen.
”Hm… Men okay så. Nu har du forhåbentligt ikke noget alt for ondt i tankerne?” Han var jo alligevel godt klar over, at han ikke ville kunne sige nej, hvis Lucy først begyndte at plage lidt, så han kunne lige så godt give efter med det samme. Men han spurgte stadig, for som et voksent, næsten ansvarligt menneske, måtte han være i stand til at sætte grænser, hvis det var nødvendigt. Måske. Det var jo ikke let at sige den lille dame imod.

Hun tog sig forfærdet for brystet med et gisp, over hans ord, inden hun med hovedet let på skrå og det mest uskyldige smil hun kunne præstere, sammen med de store dådyr øjne svarede ham. "Men broder dog, det kunne aldrig falde mig ind at være ondskabsfuld..." hendes var stemme ungdommelige mild, som hun blinkede let med øjne efter ham. Hun indså dog også inderst inde, at selvom hun nok kunne få ham til hvad som helst, måtte hun også bremse sig selv lidt, de mange drillerier var nok bedst når hendes brødre ikke var hjemme, hvis nu hun endte med at spolere hvor meget de forkælede hende. At være familiens lille prinsesse, var en title der passede hende formidabelt, for det gav så mange friheder og goder.

Måske hun alligevel skulle tage ham op på ideen om gemmeleg, hun overvejede for en stund sine muligheder, inden hun med et suk rettede sig lidt op. "Måske du har ret, gemmeleg er bedre! Jeg gemmer mig, og du tæller til 20!" lød det lettere kommanderede fra hende, inden hun uden tøven sprang afsted ud fra værelset. Hun løb ned af den lange gang, kiggede sig grundigt omkring mens hun ledte efter det perfekte sted at gemme sig.

Spencer forsøgte sig med et lille skeptisk smil, som han lyttede til sin lillesøster, selvom han alligevel ikke helt kunne skjule morskaben. Trods han aldrig havde oplevet Lucy ondskabsfuld, kunne han alligevel ikke lade være med at tænke over, om hun nu ikke alligevel havde bare et lille glimt af samme i sig. Ellers ville hun vel ikke være udspekuleret nok til at snog alle om sin lillefinger.

Det så ud til at hun lige måtte tænke sig om og Spencer forblev stille, mens hun kom frem til et endeligt valg. Gemmeleg.
”Okay, jeg tæller,” sagde han straks og vendte ryggen til døren, mens hun løb ud og gav sig til at lede efter et sted.
”1… 2… 3…” Han sørgede for at tælle langsomt og højlydt, så Lucy ville kunne høre det, hvis hun ikke løb for langt væk. Samtlige tjenestepiger der passerede værelset i mellemtiden fniste og Spencer hørte det hver gang. Det stoppede ham dog ikke i at tælle højlydt videre.
”17, 18, 19, 20. Klar eller ej, nu kommer jeg!” Som altid talte han hurtigere og hurtigere i sidste ende, hun skulle da ikke have alt for meget tid til at finde sit gemmested. Han vendte sig rundt og stak lige så forsigtigt hovedet ud på gangen, bare for at se om han mon kunne nå at få et glimt af Lucy, selvom han ikke regnede med det. Han stoppede lige en forbipasserende tjenestepige og hviskede;
”Psst. Har De set Lucy?” Spencer snød hver gang ved at spørge tjenestefolkene, når de kom gående forbi, men det havde vist aldrig virket særlig godt, for Lucy havde vidst det hver eneste gang.

Lucy havde for længst fundet sig et godt gemmested, i deres forældres gemakker, for i modsætning til hendes ældre brødre var hun stadig tilladt adgang til deres gemakker, fordi hun i perioder døjede med mareridt, hvor hun fik lov at sove inde hos dem. Som hun gemte sig bag døren, lyttede hun opmærksomt til tankerne og lydende ude på gangen, og den frygt som en tjenestepige følte da Spencer spurgte hende om hjælp, fik Lucy til at bide kæberne sammen, hun blev altid så vred når de snød i legen, hvilket fik hende til at lukke øjne og virkelig fokusere på tjenestepigen, hun trak vejret helt dybt ned og samlede al sin energi omkring hende, mærkede hendes krop inden hun brugte sin evne til at få tjenestepigen til at snuble, idet hun gik videre væk fra Spencer, så det ikke så alt for mistænkeligt ud. 
Et tilfreds fnys lød fra den lille pige, det skulle nok lære den tjenestepige ikke at sladre når hun legede med sine brødre, ellers måtte hun være grovere når Spencer igen rejste væk til Hovedstaden eller hvor han skulle hen næste gang. Hun skulle i hvert fald nok lære hende den lektie, det var hun helt sikker på! Et grumt smil bredte sig kortvarig på hendes læber, da hun mærkede Spencer komme tættere på, hun holdt vejret selvom han ikke burde kunne høre hende på nogen måde, døren var trods alt stor og lukket til som altid, men for en sikkerheds skyld tørrede hun alligevel det smil af læberne, og fandt den barnlige glæde frem igen, som et barn der glædede sig til jul, det var meget mere passende til øjeblikket.