Mørket havde endnu engang sænket sig over Krystallandet, og det betød at de fleste gik til ro. Almindelige mennesker som Alvilde, havde sjældent noget fornuftigt at tage sig til i tusmørketimerne, og ligesom mange andre, fandt man ro ved hvor end man havde hjem. I byerne betød det ofte i huse. Her under den sorte himmel, slog man lejr. 

Og det havde hun gjort. Den blonde Nordbo var på vej imod Dianthos, men havde ikke tænkt sig at gå i blinde. På trods af sine ret så fine sanser, var hun næsten blind i mørket og utrolig klodset dertil. Oveni i det, skulle hun ikke nyde noget overraskende møde med hvad end der valgte at vandre i natten fremfor dagen - nej! Derfor var aftenen fordrevet med at samle brænde, sætte telt op og tilberede maden, der i momentet spredte sin søde, stegte duft rundt i området.
Nu hvor alt det praktiske var ordnet, så Alvilde i den grad frem til at sætte tænderne i det mindre hjortedyr hun havde skudt tidligere på dagen. I skæret af flammerne ventede hun tålmodigt imens varmen tilberedte det røde kød. Mon der går længe endnu? En halv time måske?

Tusmørket var tæt, månen var ikke mere end et lille sejl på himlen og stjernerne overdækket af skyer. Men ved Alvildes lejrplads var der varme, mad, forsyninger og sikkerhed. Den blonde kvinde lænede sig tilbage med et veltilfreds suk. 

Sikke en opgave Saida havde påført sig selv. At finde sin far, var som at finde en nål i en høstak, specielt når Krystallandet var så stort. Der var ingen sikkerhed i at hun ville kunne finde ham, men hun håbede bare på at hendes far, som var bjergelver, havde søgt til bjergene, hvor han brude høre til. Turen fra Thal’Elor til Krystalbjergene var lang, men hun var nået over halvvejs! Mørket var til gengæld ved at have strukket sig langt over ørerne på Saida og hun burde helt klart finde et træ at sove i, inden hun faldt om at søvnmangel. Man kunne tydeligt se på hende at søvn ikke var noget hun var gode venner med. Hendes øjne var blodskudte, som var hun kun lige vågnet fra en lur. Det grønne i hendes øjne virkede derfor meget intenst, selv i mørket. I en kamp om at holde sig vågen, rynkede hun lidt brynene, hvilket ikke ligefrem fik hende til at se sød ud.  Hendes hår var ikke blevet klippet i noget tid, og var derfor bundet sammen med en tyk snor i nakken, og hendes lange øre stak pænt ud over hver sin kant af hårstilen og viste den hugtand der stak igennem et hul i det ene øre. På ryggen bar hun en lille slatten læderrygsæk, med en pakke til en på vejen til krystalbjergene. Det ville være synd at sige at Saida havde haft heldet med sig på noget som helst tidspunkt i livet. Hun havde ikke nogen forældre til at tage sig af hende, og hun havde altid måtte sørge for sig selv. Hendes tøj hang heller ikke helt sammen – det var tøj hun havde på var ting hun havde stjålet på vejen nord på. Hun bar altså nogle tykke bukser og en lille top.

Med lange skridt listede hun mellem træerne. Hendes næse havde nemlig opfanget en lækker duft af stegt mad. Saida kunne mærke hele munden løb i vand ved duften. Det var længe siden hun sidst havde fået kød i sig. Hun levede oftest på brød som var blevet helt tørt.
Det varede ikke længe før hun kunne se træerne danne en skygge grundet et bål længere fremme. Saida valgte derfor at finde en vinkel som var mest sandsynlig at hun ikke blev opdaget fra. Hun havde nemlig lagt mærke til at ved bålet lige nu kun sad en enkelt skikkelse, og ville derfor trænge sig op bagfra. Hendes skridt var blevet langsomme og forsigtige.  Som hun nærmede sig siden af teltet glemte hun lidt hvilken slags bund hun gik på. Flere års erfaring på sand og sten gjorde nemlig ikke gavn på en bund af jord, grene og enkelte blade. Hun fik nemlig trådt på nogle grene, som fik det hele til at larme lidt under sine fødder. Som lyden lød under hendes fødder standsede hun brat op med hænderne let forskudt ved brystet. Hun bad til at skikkelsen ikke havde hørt hende, og at hun kunne bevæge sig tættere på skikkelsen og kvæle hende, med det reb der havde bundet hendes hår. Rebet ville nok ikke holde særlig længe alligevel – men det var værd at give et forsøg.

I den knitrende lyd fra det varme bål, var der ikke mange lyde udefra der nåede den blonde nordbo. Nej, hun var egentlig et åbent og let offer, da både lugte, syn og høresansen var begrænset af bålet, og dog alligevel ikke. Fordi i et af de mange træer omkring den lysning hun havde fundet, sad der en slank og brun falk. Dens øjne, gyldne og opmærksomme fulgte opmærksomt med i alt hvad der foregik omkring nordboen, og derfor fulgte Alvilde også med. 
Og da den slanke skikkelse af en ung elver nærmede sig hendes ryg, var det med et overvågent blik Alvilde fulgte med. Udadtil forsatte hun ret så stille - udadtil lod hun ikke den snigende farer påvirke hende, og forsatte med det hun var igang med. Den stille venten, og nu også en afventen på hvad der ville ske. Det var først da falkens blik fixerede på den snor hun havde imellem hænderne, at Alvilde med et stille suk rystede næsten umærkeligt på hovedet.

Så det var med den indstilling. Den brune falk udstødte et hæst advarselskrig.

I takt med at elveren nærmede sig hende bagfra, lod Alvilde forsigtigt magien sive igennem sig og ned i sine hænder og arme. Hun hærdede dem, lod dem blive hårde som sten, og ventede. Og ventede. Og da hun var tæt nok på, tog hun aktion. 
I en hurtig, glidende og utrolig trænet bevægelse, kastede nordboen sig sidelæns og bagud i et forsøg på at sende et slag imod den fremmede. Hendes stenhårde hænder var knyttede, og i fremdriften fra hendes slag, rejse Alvilde sig op.

"Det er ikke særlig høfligt at snige sig ind på en siddende person, Musling"
Alvildes stemme var hård, kølig og vagtsom idet hun tog bestik af hvem hun havde foran sig. Med et fnys rullede den blonde nordbo en anelse med skuldrene for at løsne dem, men ventede med flere slag, så den anden havde en mulighed for at forklarer sig. 

Skikkelsen reagerede ikke på grenene der larmede under hendes fødder. Hun forsatte tættere på og løsnede snoren i sit hår og strammede det mellem sine hænder. Lige inden Sai kunne trække armene ned over hovedet, på det der var en kvinde, rejste kvinden sig, med en næve i fuld fart mod Saidas ansigt. Saida var slet ikke forberedt, og nåede ikke helt at trække sig væk, og blev derfor snittet på kæben. Slaget var til gengæld kraftfuldt og sendte Saida ud af balance, så hun snublede.

Hun lå nu med begge albuer i jorden og det ene ben bukket. Kvinden havde et godt slag i sig. Saida, som ikke var nær så stærk, utrolig høj og tynd kiggede op på kvinden. Hun kunne ikke se mange detaljer, eftersom flammerne bag kvinden gjorde hende mørk. Saida lå dog lidt i lyset af flammerne, og man ville måske kunne se hendes blodskudte øjne. Generelt så Saida ret ynkelig ud.

Kvinden snakkede til hende, i et sprog som virkede til at være krystalliansk. Hun forstod ikke meget af det, men det var vidst noget om at være høflig, snige og at sidde ned. Hun regnede med at kvinden prøvede at fortælle hende at hun ikke skulle prøve at snige sig ind på folk. Saida snakkede ikke meget, og havde i den grad ikke læst meget op på forskellige sprog. Så hun prøvede så godt hun kunne at snakke krystalliansk – det burde vel kunne forstås, medmindre udtalen var helt håbløs.

”Sult,” hun klappede sig på sin tynde mave. Saida vidste udmærket godt at hun ikke havde en jordisk chance for at slås mod kvinden. Saida var meget bedre til snigmord og at stikke af. Men den sidstnævnte havde hun ikke mange kræfter til med en mave der ikke havde fået noget ordentligt at spise længe.

I lyset af bålets flammer, så hendes angriber ikke ligefrem farlig ud. Overraskelsen havde været på Alvildes side, og med et lille snit havde hun alligevel formået at sende den ranglede skikkelse tilbage og ned på jorden. Kvindens blå øjne mødte de blodskudte grønne elveren besad, og stilheden der fulgte var intens. Nordboens blik var hårdt, men det blik hun mødte var ligeså hårdt, hvis ikke mere end hendes. Dog ikke på den fjendtlige måde hun havde forventet, men mindede mere om det blik et liv af strabadser dannede. Ved alle guderne, hun var jo ikke andet end skind og ben!

"Eh?"
Kvindens stemme var vagtsom, men dog lyttede hun til det ene ord den fremmede fik sagt. Sult? En anelse sløv i optrækket var hun dog, og forstod ikke i første omgang hvad elveren mente, hvilket fik en irriteret rynke til at danne sig imellem hendes øjne. Jah, sult sad i maven, det vidste de fleste dog. Men da det gik op for hende at det var elveren der var sulten, ændredes hendes ansigt sig kortvarigt til mild forbløffelse. 

"Så du er bare... sulten?"
Spurgte hun efter nogle minutter i stilhed, dog stadig med næverne hævet og kroppen spændt som en bue. Hendes stemme emmede af skepsis, men hun lod i øjeblikket tvivlen komme elveren til gode. 

"Så du angreb mig... for mad?"
Fulgte hun nu op, stadig med en ligeså skeptisk panderynke som før. Dog sænkede kvinden armene en anelse, og tog et skridt tilbage for at skabe afstand og plads imellem dem. Mest for elverens skyld, havde hun i sende at rejse sig fra den kolde jord og liggende stilling. Alvildes blik flakkede kortvarigt imod det stegte kød hun var ved at tilberede over bålet, førhen det igen landede på elveren foran hende, opmærksom på hvad end der måtte komme ud af hendes tørrer mund. 

Saida rynkede endnu mere på brynene, eftersom kvinden ikke forstod det, ligesom kvinden selv gjorde. Der var da heller ikke nogen der forstod noget som helst. Men ud af det blå kunne hun se at kvinden fik et ændret udtryk, og Saida fik hævet det ene af de anstrengte øjenbryn. ’Sulten’ bøjningen lød til noget der godt kunne give mening i forhold til rumlen i maven på elveren, så hun valgte at nikke, mens hun langsomt strakte sine arme, så hun komme mere op og side.

Som kvinden snakkede igen kunne man se på det anstrengte ansigt, at der blev tænkt. Hun valgte dog ikke at svare eftersom det både kunne give et positivt og negativt udbytte. Kvinden trak sig lidt tilbage, hvilket fangede Saidas blik. På et øjeblik stod Saida op. Hun kunne mærke at der både var grene, blade og måske endda noget mos der havde sat sig på hendes arme og ryg efter faldet. Selvom kvindes blik var på bålet i et øjeblik, og var åben for angreb, vidste Saida bedre. Saida havde ikke nogen chance længere, og måtte se om hun kunne tigge noget mad ud af kvinden, selv med sprogbarrieren.

Hun valgte dog at pege på sig selv, ”Saida,” hvorefter hun klappede på sin bare mave igen, ”Sulten,” hun valgte at udnytte den bøjning af ordet hun lige havde lært. Det måtte vel give bedre mening for kvinden. Saida viste også hendes fingre som formede en cirkel, som derefter var ført op til munden i form af at drikke; "Vand" fik hun bagefter sagt. Hun bandt efterfølgende sit hår med den tykke snor, hvorefter hun viste sine tomme hænder, for at vise at hun ikke havde noget våben på sig. Selvfølgelig lå der en kniv til at skinne dyr med i hendes taske, men det var noget helt andet. Saida tog langsomme skridt mod kvinden, mens hun holdt øjenkontakt, for at være sikker på hun ikke overskred nogen grænser, for hun vidste som sagt hun ikke ville have en chance for at tage en kamp mod kvinden.

Der gik ikke lang tid, førhen at det gik op for Alvilde hvad elveren havde i sinde. Det var ikke første gang norboen var blevet overrumplet af sultne tyve, tiggere og dets lige, og derfor var overvejelserne allerede i gang i hovedet på hende. Hendes godhed løb ofte af med hende, og Alvilde kunne ikke udelukke, at hun ikke brød sig om at være selvisk. Specielt ikke når hun havde ressourcerne til at dele. Desuden, var det lang tid siden hun havde set nogen så tynd... og så forpjusket. Selvom hun aldrig selv havde fået et barn, kunne hun mærke en lille trang til at... tage sig af elveren? 

Nordboen sukkede en anelse irriteret over sig selv, og sænkede de hævede næver. Hendes blik fulgte elveren vagtsom, førhen hun med endnu et suk vendte sig om, og gestikulerede at hun kunne komme tættere på bålet og varmen. Pokker tage gavmildhed, eh? 

"Mit navn er Alvilde. Alvilde Alhaug" kom det en anelse vrissende fra hende, imens hun gik over imod nogle af de tasker hun havde på den anden side af bålet. Kort pegede hun på sig selv da hun understregede navne. 
I en af taskerne trak nordboen en skindvanddunk op, som hun uden at vende sig om kastede imod elveren, imens hun rodede videre. Hun følte Saidas intense blik på ryggen, men havde lagt sin lid til at elveren ikke ønskede at skade hende. Kort efter vendte hun så om, nu med en mindre træ-tallerken i den ene hånd, og en lille skindkappe i den anden. "Maden..." kvinden pegede på det kød der var ved at være klart over ilden. "... er klar om lidt tid. Kappen..." Alvilde løftede armen med kappen. "Er til låns" Afsluttede hun, usikker på hvorvidt hun var blevet forstået, men kastede alligevel kappen over til hendes tynde skikkelse. 

Nordboen bevægede sig igen tættere på bålet, og gjorde mine til at sætte sig. Dog stoppede hun, og så afventende på Saida, i forventning om at hun satte sig ned først. Bare for en sikkerheds skyld.. 

Saida nærmede sig bålet, og stod nu i afstand at hun blev varmet af ilden. Hun kiggede over på kvinden, det virkede som om hun præsenterede sig. Alvilde. Saida snakkede sjældent med folk, særligt grundet det begrænsede sprog og fordi hun generelt ikke brød sig om at snakke om mennesker. Saida vidste ikke om navnet var almindeligt eller meget underlig, eftersom hun tæt på aldrig fik andres navne.

Alvilde var gået væk fra bålet og over til nogle tasker, hvor der efter et kort øjeblik fløj en vanddunk mod Saida. Heldigvis fik hun grebet den. Med nogle hurtige bevægelser fik hun åbnet den og begyndte at drikke. Som hun sænkede vanddunken igen, kunne hun se kvinden havde fundet en kappe frem. Sprogmæssigt var Alvilde gået ned på et langsomt niveau, højst sandsynligt for at sikre at Saida forstod hvad der blev sagt, og det var nemt nok.  Det ville tage noget tid før maden var klar til at blive spist, og kappen skulle blive i nærheden af Alvilde. Saida fik pludselig travlt med at få sat vanddunken væk, så den ikke væltede, og gribe kappen. Det gik næsten, Saida fik blot kappen på hovedet i stedet for grebet i hænderne. Hun tog kappen ned fra hovedet og svang den rundt om sig. Saida var en del højere end Alvilde og derfor var kappen noget kort til Saida, men den kunne vel fungere til at holde hendes overkrop varm og i læ for vind.

Som Alvilde nærmede sig, valgte Saida at sætte sig med lidt afstand til hende, blot for at være sikker på at hun selv ville kunne nå at reagere, hvis nu Alvilde ville give hende bank. Da hun sad ned kiggede hun ind i bålet, betragtede flammerne. Hun var ikke rigtig van til at bruge bål til at varme sig på, eftersom Rubinien var rigeligt varm for sig selv. De hårde grønne arbejde kiggede så over på Alvilde, ”Du på eventyr?” spurgte hun. Hun var ikke meget for at føre samtaler, men hun måtte vel forsøge at få det bedste ud af hendes pitstop.

Hun drak af vandet og tog imod kappen i stilhed. Den blonde kvinde havde ikke nødvendigvis forventet en tak, og stillede sig tilfreds med det udtryk hun kunne fornemme omkring denne fremmede elver. Taknemmelighed kunne vises på mange måder, og med en stille brummen satte Alvilde sig ned efter hende, og respekterede det umiddelbare ønske om afstand imellem dem. Sådan fandt hun det også bedst lige i øjeblikket.
I stilhed betragtede de begge de dansende flammer foran dem, førhen hendes hæse stemme afbrød den knitrende lyd af brænde, og Alvildes blik flakkede hen imod hende. Tænkende overvejede Alvilde spørgsmålet, og endte med at smile en anelse hemmelighedsfuldt for sig selv. Kunne man kalde det eventyr i den her alder?

”Ikke ligefrem, stump. Jeg er på arbejde, men jeg kan godt li’ at se det lidt som et eventyr” forklarede hun og smilede skævt til den slanke pige. Nordboens blik blev en anelse drømmende ved de sidste ord, og roligt lænede hun sig mere tilbage, med hænderne strakt bagud til støtte. Blikket løftedes kort imod himlen, men skyerne spærrede i øjeblikket for stjernerne. Blikket faldt tilbage på Saida, og Alvilde tippede hovedet let på skrå. ”Hvad med dig, er du på eventyr?” spurgte hun med mild nysgerrighed glimtende i de blå øjne. De unge fandt ofte frihed i eventyr, og selv var hun en stærk fortaler for at alle måtte opleve verdenen på deres egne præmisser. 

Omkring dem genoptog nattens insekter deres svirrende lød og i trætopperne raslede enkelte fugle med fjerene. Dog var de stadig alene, det var Alvilde sikker på. Hun rakte ud efter spyddet med kødet, drejede det en smule men besluttede at det skulle have lidt mere endnu.

Stump. Så vidt Saida kunne huske var det noget man kunne kalde små folk. Og som hun vidste af det, var hun da næsten et hoved højere end kvinden der havde tilbudt hende vand og kappe. Sai prøvede dog at virke interesseret i kvindens var, og gav et lille og meget kort smil, som hun forklarede det var arbejde. Gad vide hvad hendes arbejde handlede om? Saida vidste ikke hvordan hun skulle formulere sit spørgsmål rigtigt, og valgte derfor at holde munden lukket. Saida undrede sig et øjeblik over hvor gammel kvinden kunde være. Hun så ikke ud til at være helt ung. Hun kunne måske godt have afkom, men man kunne aldrig bide sig sikker. Saida selv var jo over de 70 og havde ikke engang tætte venner. Ingen mulighed for om hun overhovedet havde haft muligheden for at tænke på børn. Som kvinden kiggede op mod himlen, kiggede Sai med op. Overskyet. Hun kiggede så ned i flammerne igen. Hun kunne ikke se hvad der var så spændende ved en overskyet himmel. Spørgsmålet blev nu vendt tilbage til Saida. Hun rømmede sig.

”Finde min far,” svarede hun så kort, og kiggede over på Alvilde, stadig med det hårde blik. I forhold til hendes normale udtryk var hun faktisk ret afslappet. Alvilde kunne virke som en tank, hvis der skulle komme nogen efter dem. Saida? Ja, hun kunne stikke af eller prøve at snige sig om bag dem. For Saida havde folk hun mødte på sin tur ikke den store betydning. De var blot en brik i det store puslespil. Enkelte gange var de måske en vildfaren brik, som bare skulle skilles af med.

At Alvilde havde en dårlig vane med kælenavne, var intet nyt. Det havde efterhånden været hendes signaturtræk i nogle år, og det blev givet til venner, fjender, bekendte og familie – og alt imellem. Nordboen var nået til et punkt hvor hun næppe lagde mærke til det, når det skete. Derfor lagde hun ikke mærke til Saidas studsning over ordet, men forsatte blot med at kigge ind i de knitrende flammer med undtagelsesvis korte blik på elveren. 

Hun vidste egentlig ikke hvad hun havde forventet da hun spurgte, men det svar Saida kom med, havde ikke været en af mulighederne. Derfor løftede Alvilde overrasket det ene øjenbryn, men nikkede dog med en overvejende trækning om munden. Forældre eh? Hun kendte ikke meget til elvisk kultur, men hun vidste at de trods alt ikke plejede at efterlade deres børn til sig selv. Dog fortalte det hårde blik der fulgte med hendes ord en historie, der med intensitet vovede hende at betvivle sandheden i at hun ville lykkes – noget hun ikke gjorde da hun brummende lod hænderne kærtegne græsset under dem. ”… vil han gerne findes?” endte hun derfor med at spørge, imens hun med rolig mine rakte ud efter det stegte kød. Triumferende smilede hun bredt da hun så det var klart, og trak det hen til sig for at anrette det i mindre portioner til dem begge.

”Nogle fædre kan gemme sig satans godt, hvis de ikke vil findes” tilføjede hun med et undersøgende blik i de blå øjne. Trænet trak nordboen en kødkniv op fra en af taskerne ved siden af hende, og skar med præcise bevægelser igennem fedt, kød og sener i tilberedningen af maden.

Alvildes spørgsmål havde Saida slet ikke overvejet. Hun vidste bare hun ville inde ham. Hvor han var, hvad han lavede, hvordan han så ud og om han stadig var i live vidste hun ikke. ”Ved jeg ikke,” svarede hun, med et lidt hårdere blik end lige før. Det var ikke fedt at skulle tænke over alle de tanker som hun lige havde vækket. Saida havde næsten altid været alene, og havde kun set hendes mor i nogle af hendes leveår før hendes mor blev forvist ud af Thal’Elor. Hendes mor var Saida næsten sikker på var død. Men igen vidste hun det ikke. Det kunne være hun skulle lede efter sin mor efterfølgende? Så kunne de endelig blive en glad familie sammen.

Det så ud til at maden var færdig, grundet måden hun kiggede på kødet på og begyndte at skærer i det. Det gjorde lidt ondt, at høre at hvis folk ikke ville findes ville de være svære at finde. Det var heller ikke noget Saida havde overvejet. Hun vidste ikke hvilke ord hun skulle sammensætte, for at fortælle at hun håbede hun kunne finde faren, og at de ville kunne genkende hinanden. Det var trods alt 70 år siden hun sidst havde set sin far, der var det jo bare heldigt at elvere ikke blev ældre særlig hurtigt. Dog var der dog en chance for han havde ændret udseende siden sidst, det og de mange år gjorde hende i tvivl om han stadig så ud som den gang.

Alvilde skar med erfarne fingrer igennem kødet og i løbet af få minutter var der to portioner på hver sin tallerken foran hende. Ved siden af hende rodede hun rundt i en taske, og fandt også noget brød. En anelse tørt, men stadigvæk spiseligt og bedrer en ingenting, eh? Imens svarede den unge elver hende, men det var utrolig kortfattet og hårdt. Alvilde mødte kort hendes blik, og forsatte så sin tilberedning af maden i eftertænksom stilhed.
Uden et ord rakte hun tallerkenen frem imod den udmagrede skikkelse, og begyndt med en selvtilfreds brummen selv at spise. Hun bad ingen bønner, men takkede i sit stille sind guderne for maden i aften. Hun lod derefter resten af måltidet forløbe i forholdsvis rar stilhed, hvor det kun var bålet og nattens dyr der kunne høres.

”Såh hvor skal du hen?” kom det efter lidt tid fra hende med et overvejende glimt i øjnene. Hun vidste ikke meget om elverne, det var som regel ikke et selskab hun nød da de alle var utrolig arrogante væsner. Så bedrevidende, så elegante… at sige Alvilde var jaloux var måske meget, men hun havde altid beundret dem fra afstand, men virkelig undgået deres selskab tæt på. Derfor var det en anelse fremmed for hende at være omkring denne Saida i aften, noget hun dog ikke lod mærke af sig åbentlyst.

Nordboen rakte ud efter endnu et stykke brød, og lod et spørgende øjenbryn glide over Saida. Ville hun have mere?

Saidas ord havde efterladt en tyk stilhed. Det var rart. Saida var vant til at være alene med sine tanker, hvilket hun egentligt også havde været det meste af hendes tur nord på. Til gengæld havde hun mødt en håndfuld mennesker. Gode som onde.
Alvilde var i gang med at anrette to portioner, en til dem hver, på en tallerken. Det varede ikke længe, før Saida tog imod tallerkenen, og langsomt begyndte at spise. Kødet var utrolig lækkert, brødet kunne sagtens have været bedre, men i det mindste var det mad som ville kunne få Saidas energi en del op, så hun kunne komme videre nord på.

Den dejlige tavshed, med kun lyd fra dyrene og bålet blev brudt af Alvildes stemme. Saidas blik for hen til Alvilde. ”Nord,” sagde hun og kiggede op for at se om hun kunne se stjerner, for at pege i retningen, ”Bjergene,” tilføjede hun så, og håbede det var forståeligt nok. Det var trods alt en bjergelver hun ledte efter, så han måtte vel beskæftige sig i bjergene? Saida ville for alt i verden være i andres sko. Hun havde aldrig levet et liv der var værd at leve – jo hun havde heldigvis ikke været taget til fange og solgt som slave. Men hvis hun var blevet født i middelklassen, var hun sikker på at hun ville have haft et bedre liv, end det liv med kriminalitet hun måtte begå hver dag, for at kunne brødføde sig selv og have et sted at sove.

Eftersom Saida tallerken næsten var tom, valgte hun at række ud efter mere brød, som hun lagde på sin tallerken, inden hun begyndte at tage endnu en bid af sin mad.

Nordboen fulgte med i elverens indhug på maden der blev serveret, og havde en lidt tilfreds mine omkring sig. Jah, hun lavede måske ikke den lækreste eller mest eksotiske mad, men spiseligt var det! Og fuld af næring kunne hun også tjekke af ved. Det så i hvert fald ud til at blive nydt, og mere kunne man som midlertidig kok næppe forlange.
Alvildes øjenbryn hævedes en anelse overrasket derpå ved hendes ord, og brummende kiggede hun også op imod himlen, i den retning hun vidste nord lå. ”Bjergene siger du…” gentog hun mumlende for sig selv og kiggede på den sølle beklædning elveren havde med sig. ”Du vil op i bjergene, sådan der? Du ved godt at norden er kold, eh?” den blonde kvinde pegede med spidsen af gaflen på Saidas tynde tøj og havde en lettere vantro tone omkring sig. Hvis elverpigen ikke havde været der før, havde hun selvfølgelig ikke en jordisk chance for at kende til klimaet deroppe. Men som en der var vokset op i Norden, kunne Alvilde allerede se flere fremtidsudsigter, hvor Saida ikke nåede at finde sin far, før kulden fandt hende.

Nordboen lagde mæt sin tallerken fra sig på jorden, og satte sig så mere tilpas en anelse tættere på bålet i skræderstilling. Hun fattede en pind og rodede en anelse rundt i det for at dæmpe lyset og vende nogle af de varmere gløder opad, inden at hun igen kiggede op på Saida for at hører hendes svar. 

Saida så over på Alvildes ansigt da der blev kommenteret på Saidas påklædning. Saida overvejede et øjeblik hvordan hun skulle svare hende, men hun valgte at satse på at lægge kortene på bordet, ”Stjæle tøj,” fortalte hun og trak på skulderen. ”Ikke dit,” forsikrede hun så den lille same, som hun viste sine håndflader lidt, for at udtrykke sin respekt for hende. Eller respekt var det måske ikke, men Saida vidste jo udmærket at hun nok ikke ville slippe godt afsted med at stjæle fra nordboen der tilbød hende mad, vand og en kappe til låns. Hun tog en bid af sit brød, når hun mente det var sikkert at nordboen ikke ville hidse sig op.

Saida lå jo også til den tynde side, så der var desværre ikke nær så meget der kunne holde hende varm i forhold til de fleste andre. Saidas arme og ben var generelt også mere behåret end andre. Hendes krop forsøgte simpelthen på at holde hende varm med behåring. Som hun fik spist op lagde hun tallerkenen på jorden, med lidt afstand til Alvildes. Hun var stadig ikke tryg ved at komme for tæt på nordboen. Hun trak derefter kappen en anelse mere hen over sig.

Man kunne ikke løbe udenom at Alvilde var en borger med sine værdier i orden. Hun holdt sig på den gode side af loven, og selvom hun ikke nødvendigvis var enig med alle de regler der var sat op, overholdt hun som udgangspunkt størstedelen af dem. Samfundsvigtige regler - såsom normen om ikke at stjæle, eller overfalde børn samt ældre, eller lade værd med at lyve - det kunne hun nikke genkendene til. Derfor gled der en lidt irritabel trækning over hendes ansigt da elveren sagde hun ville stjæle sig til tøj. Det var de desperate der stjal.

Dog kommenterede hun ikke på det, og nikkede kort da elveren sagde at hun ikke ville stjæle fra Alvilde selv. Det havde ellers været en god tak, havde det ikke? Nordboens blik fæstnede sig ved de glimtende gløder, og i stilheden der fulgte skiftede Alvilde imellem trangen til at kommenterer hendes tydelige lovbrud, eller lade det go forbi hende. I sidste ende, vandt hendes eget moralkodex dog. "Hvad så med dem du stjæler fra?" kom det fra den blonde kvinde, hvis blik landede på Saida. 
Der var noget hårdt i hendes øjne, men samtidig også en dæmpet nysgerrighed. Alvilde ville ikke selv kunne stjæle, uden at tage dem hun stjal fra med sig i tankerne. Var elveren her ligeglad? 

Saida lagde straks mærke til den stramme mine i Alvildes ansigt. Det bekymrede Saida en anelse, hvilket gjorde at hun allerede nu var parat til at stikke af. Da Alvilde nikkede, kunne Saida lette spændingen der havde spredt sig i sin krop. Endnu en gang havde Saida bragt en stilhed henover dem. Det var rart at sidde i fred, men stilheden fik det til at pible i hende. Hun havde lyst til at forklare alt på elvisk, men hun vidste udmærket at det ikke ville hjælpe hendes sag, eftersom kvinden nok ikke kunne elvisk.

Saida sank en klump ved det svære spørgsmål. Hun sænkede blikket til bålet. Saida var jo egoistisk og tænkte sjældent på dem hun stjal fra. ”De overlever,” svarede Saida så godt hun kunne. Hun vidste ikke hvordan hun skulle forklare, at hun kun tog fra dem hun var sikker på kunne overleve uden hvad end hun stjal. Hvis ikke de kunne overleve uden, eller ikke var lige til at stjæle fra, dræbte hun dem jo bare. Der var sjældent noget at tage stilling til. Det skulle bare overstås.
Blikket røg enkelte gange til de slidte og tørre hænder. Der var små sprækker i de lange tynde fingre. Hun pillede lidt ved dem og så så op på nordboen.

At sprogbarrierer var en ting, se det havde Alvilde ikke tænkt nærmere over. Hun opfattede måske den anden mere dum end hun reelt var, hvilket en dag ville lede til farlige misforståelser for nordboen hvis hun ikke rettede ind. På trods af det, havde hun dog sjældent noget til overs for de andre racer, og hendes generelle modvilje mod elvere handlede modsat mere om deres forfinede måde at sige og skrive ting. Det tog bare… for lang tid. De gjorde det atlid mere indviklet end det var! Sort var sort, hvid var hvid. Og det var træls at blive slået i hovedet - længere var den ikke! Saida gjorde dog det modsatte af sine artsfæller - hun forsimplede tingene.
Derfor løftede Alvilde skeptisk et øjenbryn ved elverens ord, og spidsede munden en anelse. “Jah, indtil de ikke gør…” mumlede hun lavmælt men dog stadig hørligt hvis Saida lyttede efter.

Nordboen virrede dog på hovedet, fordi noget nagede hende. Elveren virkede lidt som et vildt barn i hendes øjne - der var noget ungdommeligt over hende, på trods af det hårde blik hun havde. Men man kunne ikke skælde ud på noget vildt, hvis det gjorde som det havde lært… kunne man?
“Du skal finde noget fedt til de hænder der” endte hun med at pointere i stedet for at tænke nærmere over om hvorvidt hun skulle greje Saida. Det var ikke hendes ansvar, men hun blev ved med at snige sig ind i hendes tanker. “I kulden vil dine hænder sprække endnu mere, medmindrer du beskytter dem” fulgte hun op med, og holdt sin egen ubehandskede hånd frem imod lyset ilden afgav. I den flakkende lyskilde, kunne man se adskillige røde plamager og frostskader som hun havde skaffet sig i løbet af årene ved ikke at holde sig varm og sikker.

Nordboens kommentar fik Saida til at se op og hen på hende. Hun vidste vel godt at alle døde før eller siden, ikke? Saidas blik flakkede ned til bålet og tilbage op på nordboen. ”Alle dør,” sagde hun og trak på sine skuldre. Blikket gik igen til hænderne, og hun begyndte at pille lidt ved huden, men afbrød det, som Alvilde kommenterede på hænderne.

Hun rømmede sig lidt. Ja, hendes hænder havde det ikke for godt, og de ville nok kun få det værre, hvis ikke hun gjorde noget ved dem. Til gengæld vidste Saida ikke præcis hvad hun skulle gøre ved det, for hudpleje var jo ikke ligefrem noget hun brugte tid på, eller for den sags skyld havde forstand på.  Saida forstod alvoren, da Alvilde viste sin bare hånd. ”Tak,” Saida måtte i den grad finde noget fedt, inden længe. Det kunne være hun skulle lave et stop, i en lille landsby. Hun rømmede sig igen og rejste sig op. Hun svang den lånte kappe ned af skuldrene og rakte den tilbage til nordboen. ”Tak,” men sin frie hånd pegede hun på både kappen og maden, ”alt,” hun nikkede en gang. Hun håbede nordboen forstod at Saida måtte videre, og at hun takkede for alt som der var blevet tilbudt. ”Farvel,” hun gav et fast nik som hun havde fået afleveret kappen. Uden mere at sige begyndte Saida at gå væk fra Alvilde, samme vej som hun var kommet fra tidligere. Alvilde ville blive husket for hendes tilgivelse, godhed og råd, og med det forsatte Saida sin rejse efter sin far.