Det havde allerede været en aften, som slet ikke var gået den vej som Innogen havde ønsket. Hun havde ellers været sig glad da hun var vågnet! Hendes evner synes at være under kontrol, og hun var blevet leder for en patrulje der skulle ud om få dage. Hun sammen med fire andre lysets kriger, skulle sørger for at skubbe nogle af de mørketskriger der var kommet lidt for tæt på byen skulle skubbes tilbage igen. Faktisk, så havde denne kvinde, der for nogle år siden havde haft svært at finde sin plads blandt krigerne. Nu var hun et velset medlem, og hun blev taget alvorligt. På trods af at hun ikke var højere på i rangstigen, havde hun alligevel imponeret hendes højere befalende nok til at hun havde fået sin helt egen patrulje.

Også var hun her, hendes står var blevet flettet i flere tygge og smalle fletninger, de gik hende nu ned til lænden. Selvom at håret var sat op med en stor knold på hoved. Så havde hun nu så meget hår, at det ville blive for tungt for hende, skulle de sidde samlet et sted. Så der hang tre store fletninger, der nåede hendes lænd. Og så var der en masse små og smalle fletninger der var blevet samlet på midten af hoved. Desuden var hun iført en flaskegrøn kjole, i det fineste letteste silke. Der smøg sig ganske smukt omkring hendes veltrænede kvinde krop. Og selvom hun ganske givet, så umådelig smuk ud. Var hun bestemt ikke glad! Derfor havde hun også fået et par eller to glas vin for meget, til maskeballet hendes veninde havde hævet hende med til. Det bliver sjovt Innogen, vi kommer til at danse og hygge os hele aften. Om få dage er du væk i længere tid, også ser jeg dig jo ikke. Gør det for mig!

Og hvad havde hendes veninde så gjort? Hun havde forladt hende! Til fordel for en eller anden pompøs mand, der havde lovet hende den bedste nat i hendes liv. Føj. Innogen der stadig havde hendes uskyld intakt, havde stadig ikke fundet en mand, eller kvinde. Som hun ønskede at dele seng med. Så derfor, havde hun endt med at drikke. Hun var også ret sikker på, hun havde slået en mand i ansigtet da han havde prøvet at kysse hende? Hun var ikke helt sikker?


Innogen vågnede op fra hendes tankes trance, da hun kom gående ned af en grusvej. Da et par dråber ramte hendes ansigt. Regn? Havde hun ikke lige været indendørs? Hendes blik grænsede hendes omgivelser, det halve svin? Jo, hun kunne vel godt drikke noget mere! Hun åbnede døren, stadig iført det fineste tøj. Var det ganske naturligt at hun tiltræk opmærksomhed, som hun banede sig vej igennem patronerne op til baren. “øl!” erklærede hun med en glad stemme, ikke mere af det ulækre honning vin de havde drukket til festen. Hun mærkede en arm der snog sig omkring hendes liv. “Hvad laver så skøn og flot en dame, dog i dette etablissement?” hun vente sin opmærksomhed på en ganske pæn halvork, der følte han havde ret til at røre ved hendes. Det var tydeligt at hun var fuld, da hendes hoved lavede et ufrivilligt slag bag ud. Hun brugte dog tyngdekraften hun fik fra det, til at nikke orken en ordentlig skalle. “Fingrene væk fra varerne!” grinede hun, som orken bukkede under for smerten, dog valgte han bare at gå sin vej. Innogen tog imod øllen med et stort smil, ganske ligeglad med en lille stråle blod der gled ned af panden. Hvad man ikke huskede, ville gøre ondt i morgen.

Judah rykkede uroligt på sig, da han hørte regnen falde imod krostuens vindue. Han blinkede, sukkende en anelse opgivende da han opdagede mørket havde lagt sig over riget. Hvor længe havde han siddet i kroen? I mange timer nu, kunne han kun gætte. Det havde været lyst udenfor da han havde vadet indover dørtærsklen til Det Halve Svin. Faktisk huskede han det som, at det kun ganske let overskyet - og det havde været henad eftermiddagen. Han plantede sit ansigt i sine hænder, gnidende sig selv i øjnene, i et ynkeligt forsøg på at vække lidt liv i sig selv. Han lød sine øjne titte ud imellem sine fingre, hvortil han måtte realisere den hårde sandhed. De mange ølkrus der fandtes foran ham, talte næsten for sig selv. Et af krostuens service folk passerede ham, samlende dem op - for blot at placere et nyt foran ham. Han hørte en stemme i baggrunden, tydeligvis talende til ham. 
"For de gamle dages skyld, Herre Judah - du har vidst gjort dig fortjent til den."
Han genkendte den som Det Halve Svins ejer - et menneske han havde haft et kendskab til gennem mange år. Et bekendtskab der var dannet alene på grund af varulvens tidligere profession, indenfor Lysets Hær. Hvad var det han hed igen? Judah huskede det ikke på nuværende tidspunkt - det var nok alkoholen der tyngdede hans hoved, mere end det var godt. Ikke desto mindre overraskede det varulven da han hørte krofatterens tonefald. Han ikke ænsede andet end venlighed i hans stemme. Det var derfor, en anelse sløvt, at han løftede det nye krus med øl i hans retning, skålende. Han lod ikke sine øjne mødes med hans, takkende som han burde. Han havde intention om, at møde hans blik; han ønskede ikke at lade ham se, hvilket niveau han i sandhed var sunket ned på. 
Det var ganske tidligere den dag, at Judah havde begivet sig ind i Dianthos. På grund af et arbejde selvfølgelig - ellers havde han ikke turde sætte sine fødder indenfor byens grænser. I takt med han havde nærmet sig byen, agerende guide for en handelsmand og hans familie helt fra Tusmørkedalen, havde han mærket hvordan han begyndte at ranke sig selv op. Måske ville det ikke være så slemt? Måske mødte han endda nogle bekendte, sympatisøere med lyset, som han selv havde arbejdet med imens han var i hæren. Måske ville de ikke se på ham, med granskende, fordømmende øjne. Måske vidste de ikke hvorfor, at han var blevet afsat sin post? Og måske ville de endda byde ham velkommen med åbne arme.
Dette havde ikke været tilfældet. Som de passerede byporten, og dermed også nogle enkelte byvagter, havde han ænset deres vedvarende blikke - han havde hørt deres lavmælde stemmer, og hans navn imellem deres hvisken.
Han havde formået at holde sig ædru i mange uger inden han færdiggjorde sit arbejde i Dianthos. Det havde været hårdt, næsten uudholdeligt. Men dette, konfrontationen med den virkelighed han havde prøvet at undgå lige siden hans afskedigelse - han var faldet direkte tilbage sin gamle vane. Det var som om han aldrig havde forladt Tusmørkedalen, sådan som han sad, dér ved et bord helt alene.

Judah løftede kruset og satte det for munden. Han begyndte blot at drikke, uden at gøre holdt, indtil han nåede halvvejs igennem øllen. Han satte den ned, idet scenariet i kroen ændrede sig drastisk. Han nåede blot at opfatte, en kvindelig skikkelse vandre igennem kroens lokaler. Det var umiddelbart hendes flaskegrønne kjole, som tiltrak hans opmærksomhed. Han rynkede brynene, nikkende anerkendende imens han blot konstaterede for sig selv (efterhånden godt beruset) at han synes det var en flot kjole. Han nikkede lidt endnu, tømmende den sidste del af sin øl, som han hørte en situation udvikle sig drastisk. Han vendte øjnene op imod baren, netop tids nok til at se hvordan bæren af den grønne kjole, satte en alt for nærgående halvork på plads. Han kunne ikke tilbageholde et akavet, men tydeligvis underholdt smil, tilbage. Han havde aldrig set noget lignende. Men lige så hurtigt som smilet havde formet sig på hans læber, så aftog det. For netop som den kvindelige skikkelse vendte sig om, med øllen i sin hånd, og med fronten imod ham så genkendte han hende. Der var ingen tvivl - deres blikke havde uundgåeligt krydset bånd.
Han genkendte Innogen - og nu håbede han blot på, at hun var fuld nok til ikke at kunne genkende ham.

Hun betragtede lidt tåget manden som hun havde fået kontakt med. Først genkendte hun slet ikke personen, hvordan kunne hun? Måske havde han ikke ændret sit udseende synderligt meget, men det var måde han bar sig selv på. Den fulde mand, der havde siddet formentligt i lang tid. Sådan som han lidt hang med hoved. Hans tjavsede hår, og det følelses forladte ansigt. En mand der var besejret på alle fronter, og mest af alt bare lignede en der havde givet op. Det var så langt væk fra det glorificerede billede hun havde af Judah, den tydligere lysets general – som hun havde set så unægtelig meget op til. Det var vel ikke manden der sad og stirrede på hende i dette øjeblik, vel?

Efter deres intime møde, hvor de havde kæmpet imod hinanden. Hvor han havde siddet med hende i hans arme, ind til hun havde grædt færdigt. Havde ønsket hende godnat, og havde givet hende mere håb den aften, end nogen nogensinde havde gjort. Kunne det virkelig være manden foran hende? Hun stod lidt og måbede, vente sig væk fra ham og rystede på hoved. Nej, det kunne passe. Hun tog en tår øl, også vente hun sig alligevel forvirret tilbage. Var det virkelig? Kunne hun være så heldig?

Et sug greb hende i maven, ganske voldsomt og gik igennem hele hendes krop. Det var ham, det var virkelig ham! Men hvordan skulle agere? Hun bed sig i læben, vente sig imod krofatter og fik bestilt to nye øl. Hun bundede den hun havde, satte det fra sig med et ordentligt dunk. Tog imod de to nye og kejtede sig hen til hans bord. Ikke særlig pænt, da hun efterhånden var lidt påvirket af alle de promiller der pumpede igennem hendes åre.

“Judah..” sagde lidt lavtmeld da hun kom over til hans bord, hun satte sine øl fra sig. Og kiggede på ham med ømhed i øjnene. Hvad var der sket? Hun troede - hun havde aldrig betvivlet at han var blevet afsat. Fordi, der var jo altid en grund. Og hvis han ikke kunne orke det ansvar der lå i det, så var det jo helt okay. Men den aften – den aften hvor han havde været der for hende, havde betydet alt. Så hun havde været ked af over hun aldrig fik chancen for at sige farvel. “Shit hvor er det godt at se dig!” hun grinte helt forvirret, og gik let ned i knæ og slog armene om manden foran hende. Et rigtigt kram, sådan et der symboliserede alt det hun lige havde stået og følt. Hun begravede uden hun helt tænkte det, hendes næse i hans hår. Han var alt, tryghed og varme i en person. Det var i hvert fald hvad hun følte da hun krammede ham, totalt uden at tænke over; om han havde lyst til at kram eller ej. Hvad var der sket med ham?

Med et blev varulvens tankecenter komplet overvældet. Det var et enormt virvar af tanker, paniske som direkte benægtende. I et øjeblik fuldt anerkendte han situationen, i vild panik over det faktum Innogen måske havde genkendt ham. I det næste var han på grænsen til at være ligeglad, men så også igang med at benægte det faktum at det i sandhed var Innogen der befandt sig under samme tag som ham selv. Og med ét kunne han høre sig selv, med sin indre stemme til alles held, råbe af sig selv at han skulle gribe alt hvad han ejede og bare løbe. Storme kroens lokaler, forsvinde ud i mørket og aldrig blive set igen. Det ville hun sikkert ikke ligge mærke til, ville hun?
Med andre ord: der var droppet en bombe oven i hovedet på Judah. En bombe der både eksploderede og imploderede på en og samme tid. Han mærkede hvordan hans krop bedrog ham, hvordan han følte sig lammet og ude af stand til at give efter for sine paniske tanker. Måske var det også for det bedste; han havde brugt snart år på, at flygte. Men som han sad der, med hånden om sin øl og øjnene da begravet i det beskidte trægulv under hans mindst lige så beskidte støvler - så huskede han ikke længere, hvad han præcist flygtede fra. Varulven åndede tungt ind: han kunne godt klare det her. Det måtte han.
Judah løftede hovedet idet han ænsede Innogens skikkelse nærme sig. Hendes flaskegrønne kjole skjulte hende ikke ligefrem - for ikke at tale om hendes, helt tydeligvis, påvirkede gågang. Før den berusede elverkvinde nåede ham kunne han blot konstatere, at hans øjne var ikke de eneste der lå på hende. I kroens lokaler var flere samtaler, der livligt havde været igang inden Innogen havde trådt ind i Det Halve Svins lokaler, ladet sig selv sænke af deres føre. Det var istedet blevet til en vag summen, der rungede rundt ved de halvfyldte borde; en summen hvis stemmeføre, opmærksomt fulgte hans tidligere underordnedes skikkelse. Hvordan var det de så på hende? Det knugede ham i maven, da han konstaterede det ikke var med vellidte øjne. Nogle var måske endda for vellidte.
Han rynkede brynene, mødende nogle af blikkene der fulgte Innogens skikkelse. Han vidste ikke om det var fordi, at der var mindre end to døgn til den næste fuldmåne, eller det var alkoholen der fyrede op for hans iltre temperament - men hans øjne, og det blik de udstrålte, fik straks nogle enkelte skikkelser til at vie fra Innogen. Judah nåede dog ikke at gøre yderligere, da han pludselig mærkede Innogens arme omkring sig. Han mistede kortvarigt sig selv - og den vrede han havde følt boble i sin krop. Han løftede sine arme tøvende, som om han skulle tage sig et enkelt øjeblik til at gengælde hendes omfavnelse.
"Innogen - jamen, jeg -"
Han fald lidt henover sine ord, velvidende hvad han virkelig følte - og hvad han virkelig ønskede at fortælle hende. Det kom bare ikke så let til ham, trods han ønskede det brændende. Men til sidst kom det:
"I lige måde, Innogen. Det er også godt at se dig."
Han knugede hende ganske let, understregende sine ord, inden han klappede hende lidt på ryggen. Han slap hende, idet han trak sig en anelse tilbage. Han gestikulerede imod stolen ved hans side:
"Vil du sidde ned?" 

Hun gav ham det største smil, da han gav slip på hende. Og dertil spurgte om hun ikke ville sætte sig ned, hvilket hun med det samme gjorde, dog en smule kluntet da stolen måtte have flyttet sig. I virkeligheden var situationen, at Innogen havde grebet omkring stolens ryg og skubbet den væk som hun havde prøvet at sætte sig ned på den. Men hun kom da ned og sidde til sidst!

Hun grinede igen, aften var pludselig blevet meget bedre. ”Det godt nok længe siden var..” sagde hun med et smil, og tog en slurk af hendes øl. Hendes blik gled rundt i lokalet, uden at lægge mærke til at flere af patronerne i kroen havde øjnene på hende. Måske en blanding af lyst fra deres side af, men også fordi hun stak ud som en fakkel i mørket. Hun så ud som om hun hørte til på det fineste bal, hvilket jo også var det hun var klædt på til – nuvist. Hvor resten af folket der drak i dette etablissement, var lidt mere snusket at se på. Hvilket også var dem vældondt, da de jo typiske var arbejderklassen der brugte deres hårdtjente penge her.

Hun fugtede læberne, og vente sin lidt omtåget opmærksomhed tilbage på Judah. “Mmmmh – hvordan har du det så? Jeg nåede aldrig at sige farvel til dig, hvilket faktisk gjorde mig lidt ked af det – vi havde aldrig et tæt bånd.. men den aften – betød virkelig meget for mig.. Og… og… undskyld jeg snakker virkelig meget lige nu.” hun grinede igen, og faldt så ned af stolen, hvordan – det vidste hun virkelig ikke. Denne gang blev hendes latter en helt igennem lykkelig latter. En af de gange, hvor man bare gav slip og fik lov til at bruge sine mavemuskler på at vise hvor glad man var. Eller hvor sjovt man sige noget var. “Hov.. må prøve og se om jeg kan blive på stolen den her gang.” fik hun sagt, lige som hun ganske uelegant kravlede tilbage på stolen. Hvilket resulterede i, at hendes røv blev sendt i vejret, og hendes arme lidt kæmpede med at få vendt hende den rigtige retning. Hvilket lykkes efter et forsøg eller to. “Så! Tænker ikke du havde troet det ville være så stort et nummer der blev gjort ud af, at du spurgte om jeg ville sidde ned.” hun greb sit øl krus, og bundede det. “En mere!” råbte hun af kroværten, der sendte hende en tommel op og et stort tand smil. Det var sandt og sige, at Innogen fuldstændig og aldeles gjorde sig selv til grin denne aften. Og hun var fuldstændig ligeglad.

"Det er - ja det er meget længe siden."
Hans tanker kunne ikke helt samle sig. Judahs olivengrønne øjne kunne ikke helt slippe Innogen - der var så mange spørgsmål der udsprang fra hende. Først og fremmest hendes tøj udstrålede ikke just et kro-besøg - og da slet ikke denne kro. For det andet så var hun tydeligvis beruset, mere end hvad helt godt var. Ikke at han betvivlede hendes evne til at passe på sig selv, han havde for få øjeblikke siden set hende afmontere en fulderik fra hendes side (ganske effektivt endda). Men hvis hun fortsatte med at drikke i det tempo, som hun opretholde på nuværende tidspunkt - så var han ikke sikker på, at hun ville være i stand til at uddele syngende skaller i samme grad, som hun netop havde gjort det.
Havde varulven blot selv være et bedre sted, så havde denne aften måske endt ganske anderledes. Men han - han havde allerede taget turen ned på sit allerlaveste niveau af selvhad. Og han var ikke færdig med at dykke lavere ned endnu. Det kunne et (tydeligvis) fantastisk selskab ikke standse ham i nu. Innogen var blot med til, at gøre han selvdestruktive adfærd underholdende. Måske var hun i stand til, at få dette øjeblik til blot at ligne en dum, meget fuld aften?
Judah kunne have holdt inde med drikkeriet selv - om nok havde han drukket hele eftermiddagen (og snart aftenen) væk, men han kunne holde til en god del endnu. Der var få fordele ved at være underlagt det at være varulv, og dette var en af dem. Judah kunne have stoppet, for Innogens skyld endda. Men han valgte blot, at sætte ølglasset for hans læber. Tømmende den sidste del af dets indhold i et enkelt drag.
Han var ved at tabe sit glas, da han så hende tilte. Han hørte udmærkede hendes ord, men nåede ikke at skænke dem et dybere tanke, før han måtte reagere. Han støttede hende så godt han kunne - en støtte der tydeligvis ikke gjorde andet, end blot at holde hende oprejst. Han kunne ikke lade være med at smile varmt imod hende - hun opfattede det ikke engang, gjorde hun vel?
Da Innogen atter var placeret på stolen ved hans side, denne gang forhåbentlig mere end et par sekunder, omfavnede stilheden dem. Han rømmede sig, idet han endelig brød den:
"Innogen - hvis jeg havde kunne, havde jeg -"
Han satte hånden for munden, afbrydende sig selv. Han slog blikket ned, dette tydeligvis hjælpende på hvad han ville sige til hende: "Hvis jeg kunne, så havde jeg sagt farvel. Det ved du godt ikke?"
Judah nåede netop at stille spørgsmålet, inden to middelaldrende menneskeherre havde omringet hendes stol. Hvad varulven nåede at notere, før han trak sig tilbage i sin stol, var emblemet der hang om deres hals. De var begge byvagter, tydeligvis ikke på arbejde; dette sagde både deres mundering, og deres ånde. 
"Jeg og min makker her - Martyn, slap af jeg kommer til det - Martyn hedder han! Og jeg Ramund,"
Startede den enkelte af af dem, gående under navnet Ramund, imens han lænende sig indover bordet, fuldkommen blokere Innogens syn til Judah, der sad til Ramunds højre side. Martyn placeret på den venstre side af Innogen, kastede et enkelt blik imod Judah, ganske uimponeret ved hans tilstedeværelse. Dette blik besvarede Judah med et fuldkommen udtryksløse øjne, og et lige så udtryksfuldt smil, tiltende hovedet spørgende imens han ikke flyttede blikket en millimeter. Martyn, tydeligvis en anelse ramt af varulvens døde øjne, vendte atter opmærksomheden, en anelse mere begejstret, imod sin kammerat imens denne tale:
"Vi sad bare derovre-" Aamund gestikulerede sløvt, imod hvad der havde været hans og Martyns forhenværende sidepladser "Og undrede os over, hvad sådan en smuk kvinde laver med en gammel drukkenbolt - når hun kunne blive overdynget af komplimenter, af to, unge soldater?"
Judah endte med at åbne øjnene stirrende, men seende nedad imod sine ben istedet for mændene der havde valgt at gøre dem begge selskab. Han begyndte lige så langsomt, at fortryde mere og mere, at han havde valgt at besøge Dianthos igen.

Hendes latter døde lidt hen, da hun så hans udtryk. Brynene knyttede sig imod hinanden, for det hun så i hans udtryk. I hans øjne, det ødelagde hendes hjerte fuldstændig. Hun var så tæt på at række sin hånd ud, lægge den imod hans kind. Spørger om han var okay, vel vidende at det ikke var sagen; han var ikke okay. Men også for at spørger ham, hvad kunne hun gøre? Var hun i stand til at hjælpe ham, være der så han fik det bedre? Men på den korte tid, hvor alle disse følelser rumsterede rundt i hende, blev hun også konfronterede med hendes egne tanker. Hun var jo slet ikke i stand til at hjælpe nogen, i hvert fald ikke i den forstand Judah måske havde brug for en. Hendes hånd der havde rakt ud imod ham, knyttede sig og hun tog sit krus op til munden. “Ja, jeg forstår godt der ikke var mulighed for det. Men derfor var jeg stadig ikke glad for den måde det blev gjort på.” sagde hun ind i kruset, men det gik så op for hende at der ikke var mere øl i. Hun havde jo lige bestilt en ny af en grund.

“Ikke at jeg nogen sinde bebrejde dig!” sagde hun så med store øjne, og kiggede over på ham, da det gik op for hende hvordan det måtte have lydt det hun havde sagt. “jeg har fuld forståelse for hvad der - -” mere nåede hun ikke at sige, da hendes syn for alvor blev blokeret af en mand der stillede sig ind foran Judah. Hvad fanden lignede det? Innogen fik næsten en dobbelthage, som hun trak hoved ind imod sig selv. Hun kiggede bebrejdende op imod de to herre der stod foran hende.

Hendes øl blev stillet foran hende, og hendes krus blev taget. Hun ænsede slet ikke personen der gjorde, tog bare sit krus og satte det foran munden. Innogen fjernede på intet tidspunkt blikket fra de to herre foran hende. “Så Rasmus og Martin —” – “Ramund .. og Martyn” Hun lavede et aldeles irritabelt udtryk da hun blev irettesat “Så dum og dummer” hun rejste sig op i hendes fulde højde, hvor den ene af mændene var et helt hoved lavere end hende.”Troede de kunne komme her og fornærme min ven, og derved tro jeg pludselig havde lyst til at komme hjem hejse op i skørterne så før den ene kunne tage mig ude bag ved, og den anden kunne stå og gokke den and til synet?” hun tog endnu en slurk af hendes øl. Hun kiggede ned og overvejede kort at banke det ind i mandens hoved, men overbevidste sig alligevel at det nok ville være en rigtig dårlig idé.

“Hvis nogen skulle have lov til at gøre NOGET som helst i den stil, vil jeg hellere bruge min aften.. med den så kaldte drukkenbolt end nogen af jer. Pis af.” hun rullede sine skuldre tilbage, der viste hendes ganske veltrænede og tonede muskler. Så for at vise, at hun mente helt seriøst hun ikke gad deres såkaldte komplimenter.

Judah tvivlede ikke det mindste på Innogens ord; han tvivlede ikke på, at hun talte sandt idet hun udtrykkede sin frustration omkring hans aftrædelse. Men han havde heller ikke løjet, da han sagde han ikke havde kunne sige farvel - fordi det var en mulighed, han aldrig nogensinde blev givet. I takt med, at hans aftrædelse blev mere og mere officiel, blev der gjort alt hvad der stod i dronningens magt for, at den egentlige grund til hans opsigelse ikke nåede længere ind lysets hærs inderste kredse. Det var derfor at han henover ganske kort tid, blev bedt om at forlade Krystalpaladset, uden at nærme sig sine underordnede for at viderelevere beskeden. Han huskede, desværre ganske tydeligt, at alt dette foregik henover mindre end halvandet døgn, efter hans fratrædelse af posten som Lysets General. Og det halve døgn, det var en af grundene til han drak. Han drak i forsøget på at glemme Maknus; for at glemme hvordan han havde slået ham ihjel, hans bedste ven. Han drak for at glemme, hvordan Maknus' bror blev tilbageholdt af riddere, hans egne underordnede, hans brødre og søstre, imens han skreg hans døde brors navn og forbandende Judahs og hans ugerning. Han drak for at glemme det blik han så i Maknus' brors øjne. 
Han kunne ikke lade være med at unde Innogen, at bebrejde ham - for hvordan kunne hun ikke? Hvis hun vidste hvad han havde gjort; hvad han var sluppet afsted med, uden den mindste konsekvens for sine handlinger. Om nok var han blevet afsat sin rang, men det var ikke en straf der tilpassede sig den ugerning han havde begået. Hvordan var det retfærdigt, at han måtte leve et frit liv, når han havde frataget et andet menneske deres.

Judah tydeligvis i sine egne tanker, skubbede det tomme ølkrus fra sig. Det gibbede lidt uroligt i ham, da hans opmærksomhed blev draget imod Innogen - der for anden gang den aften, denne gang mere frivilligt end den første, forlod sin siddeplads. Han spærrede øjnene en anelse op, med sit blik helt fikseret imod hende, en anelse bekymret idet han ænsede hun var tydeligt irriteret over deres nye selskab. Men han standsede hende ikke, de fortjente tydeligvis at blive sat på plads. Han kunne ikke tilbageholde en varm latter, i takt med at hun talte. En latter der få sekunder inde, blev kvalt i en hosten, idet hendes talestrøm gik fra at forsvare hans person - til en lidt mere grafisk en af slagsen. Hosten udviklede sig dog yderligere til den forhenværende latter, dog endnu højere og tydligere. Den greb om sig i takt med, at hans øjne opfattede hvordan Ramund og Martyn klappede i som to østers - med øjnene ved at poppe ud af deres hovedskaller.
Judah måtte dog bremse sin latter, da Innogen afsluttede sin talestrøm. En afslutning han responderede på ved, at se vurderende imod hende rystende en anelse på hovedet - dog fortsat smilende, med en fin farve i sine kinder. Var det mon øllen, eller noget andet der havde fremmanet denne farve?
Varulven rejste sig fra sin plads, ved hjælp af Ramunds ene skuldre. Han vandrede bagom ham, gribende Innogens tomme ølglas, imens han klappede ham lidt for hårdt på ryggen:
"Så, jeres plads var -"
Han pegede med ølglasset, nu med det passivt aggressive tandsmil malet henover hans læber, imod pladsen som Ramund tidligere havde henvist Innogen til.
"Derhenne, ikke sandt?"
Ude af stand til, at kunne tage sig af de to yngre byvagter - der meget hurtigt fik samlet sig selv sammen, for at vende tilbage til deres sidepladser, vendte han øjnene imod Innogens. Han vippede lidt med ølglasset i sin hånd: "Én til, til dig? Drukkenbolten giver."

Det var nemmere at få mændene til at gå deres vej, end hun lige havde regnet med. Hun vidste ikke helt hvad hun havde håbet, eller troet på. Men da de en smule slukøret nærmest krøb tilbage til deres plads. Som to hunde der var blevet slået af deres mester. Hun fugtede sine læber, som hun betragtede dem hele vejen. Hun greb hans øjne, hans flotte varme lysegrå øjne. Og gav ham et taknemmeligt smil, det var nok meget godt at situationen ikke var eskaleret mere end den kunne have gjort.

Hun nikkede først. “Ja tak” men før han gik greb hendes hånd alligevel ud, og tog fat i hans overarm. “Du er mere end det.” hun gav ham et forsigtigt smil, som hendes mose grønne øjne betragtede ham. “Bare så du ved det – lige meget hvad der er sket, eller hvad du er nu. Er du mere end bare en drukkenbolt, i hvert fald i mine øjne.” hun gav slip på hans arm, og gav ham et varmt smil. Et der fik de fine små rynker til at blive tydelige omkring hendes øjne. Inden hun satte sig ned ved bordet igen, hun blev pludselig gjort opmærksom på den opmærksomhed de havde tilegnet sig. Da flere blikke var rettet hendes vej, hendes smil stivnede lidt, og hun blev pludselig gjort ubehageligt mindet om hendes tøj. Hendes blik gled ned, viste hun for meget bryst? Hendes tænder greb fat i underlæben, og brynene knyttede sig imod hinanden.

Men i stedet for at prøve at begynde at prøve at gemme sig selv væk. Greb en fanden i vold hende, det skulle være løgn at hun ikke kunne sidde her, og se fantastisk flot ud. Og føle det godt med sig selv! Ingen skulle have lov til at få hende til at føle, at hun var grunden til den uønsket opmærksomhed. Hvis folk ikke kunne tåle det, var det deres problem. Ikke hendes.

Hun sad og vippede lidt frem og tilbage med hendes fødder mens hun ventede på at Judah kom tilbage. Hun havde så mange spørgsmål hun gerne ville stille ham, og de andre folk der var i lokalet blev glemt igen. Som hun blev en smule utålmodig på hans tilbagekomst.

Judah gjorde holdt idet han mærkede Innogens hånd ved sin overarm. Han bremsede hele sin krop komplet - helt fra hans fødder til hans øjne, hvis blik fæstnede sig imod Innogens mosgrønne. I takt med hun talte, falmede det varme tandsmil fra hans læber og blev erstattet af et vemodigt, næsten lidende et af slagsen. Judah anede ikke hvordan han skulle bearbejde hendes varme, al den venlighed hun ubetinget gav ham. Og hvordan kunne han det? Han følte sig ikke værdig; ikke værdig til den tillid Innogen tilsyneladende udviste ham. Han beundrede hende for den egenskab, en egenskab kynikere vil beskrive som 'naivitet'. Denne egenskab havde varulven med tiden lært, at betegne som 'godhed'.
Han nikkede til sidst imod hende, hviskende et sagte 'tak', idet han vandrede de sidste skridt der var op til baren. Han lænede sig ganske roligt op imod bordpladen, netop kun lige i stand til at bestille to nye krus øl - før døren til krostuen vil slået op. Ind ad døren vadede fire nye skikkelser - skikkelser, der både var genkendelige for både Innogen og Judah. Men det var til (Judahs held) Innogen, den enkelte af skikkelserne lagde mærke til. En opmærksomhed, personen ikke lagde den mindste skjul på, idet et højt, skingert glædesvin rungede igennem de opfyldte lokaler.
"Iiiih! Innogen, tænkt at finde dig her - også helt alene?"
Glædeskaldet stammede fra Karin - en kvinde, der stormede frem og nærmest kastede sig over halsen på hendes veninde. Hendes krøllede, rødbrune krøller hvirvlede omkring hendes og Innogens ansigt, da hun kindkyssede den kvindelige elver - måske en kende mere ivrigt, end hun normalt ville have gjort det. Det var ganske tydeligt, at Karin var i lige så god en tilstand som hendes veninde - hvis ikke mere. Den sidste del af hendes sætning virkede underligt nysgerrig, næsten pirrende som hun betragtede Innogen. Hun rettede sig op, vendende fronten imod de tre øvrige skikkelser som langsomt, men ganske sikkert, vandrede i deres retning. Hun vinkede kraftigt imod dem: "Kirgaf - Bram! Skynd jer nu lidt!" inden de to mandlige skikkelser kom for tæt på, lænede menneskekvinden sig ned imod Innogen, hviskende: "Så er det heldigt, at jeg har to - hvis jeg selv skal sige det - pragteksemplarer, at nogle mandfolk, med mig. Du kommer ikke til at kede dig!" Hun fniste, afgjort ikke liggende skjul på hvilke intentioner hun havde for aftenen - og nu heller ikke for sin veninde.
Judah havde i dette øjeblik ikke ænset meget andet end øllen, der blev skænket op for ham. Det var først da han, inden det sidste glas øl blev placeret foran ham, slog blikket over sin ene skuldre, at han så hvordan deres lille selskab voksede stødt. Han rynkede brynene, ikke synderlig påvirket ved synet af Karin. Han genkendte hende umiddelbart ikke, og lod sig derfor ikke bekymre. Men da hans øjne fald imod de to mandlige skikkelser, nu placeret henne ved bordet han netop havde forladt, mærkede han hvordan hans mave strammede sig sammen i en nådesløs knude. De var begge riddere af Lyset; unægteligt to riddere, der havde arbejdet under ham. Han mærkede pludselig hvordan han blev ganske, ganske tør i munden, idet han drejede sig hurtigt tilbage således hans front var vendt væk fra Innogen.
"Herre Judah - er du okay?"
Judah rykkede blikket op imod krofatteren, nikkende imens han fandt mønterne frem, således han kunne betale for drikkevarene: "Ja. Ja selvfølgelig - og undskyld mig." 
Han skubbede mønterne frem imod krofatteren, gribende øllene. Det føltes som en evig før, at han vendte sig om for at stavre ned imod bordet. Han prøvede for så vidt muligt blot, at holde blikket imod Innogen som han nærmede sig bordet, rækkende hende den enkelte af øllene. 
Måske var det nu, tiden var til at stikke halen mellem benene? En underlig vrede, tillod ham det ikke. Var det mon stædighed, stolthed? Han anede det ikke. Han anede ikke hvad han skulle gøre.    

Hun havde siddet så meget i sine egne tanker, og om hvor glad hun var at hun igen havde set Judah. Så meget, at der var krøbet et fjoget smil hen over hendes læber. Så da en kvinde pludselig udbrød hendes navn, og stormede hen imod hende. Rystede hele hendes krop næsten, både fordi hun havde vært så tæt på at gribe vinden og kaste hende i gulvet.

“Du kan da ikke bare overfalde mig på den måde!” grinede Innogen, da det endelig gik op for hende, hvem hun havde med at gøre. Den altid boblende personlighed Karin. En kvinde, der virkelig havde hjulpet Innogen, med at komme ud af hendes skal. Hun havde taget Innogen ud og shoppe, og selvom hun var iført den samme kjole som hun sidst havde haft på; da de var ude til et bal. Og Karin da også højlydt havde brokket sig over det, da hun allerede havde købt en ny kjole til hende. Så havde Innogen fint pakket den purpur lilla kjole sammen, og sagde hun ville bruge den så snart at den grønne kjole ville gå i stykke. Når man var vokset op, med meget lidt penge. Var man god til at sætte pris på de få ting man havde, og hendes mor havde altid sørget for at hendes børn vidste hvad næstekærlighed var. Da de altid delte ud af den mad de ikke selv behøvede, til dem der ikke selv kunne jage eller havde familie der kunne tage sig af dem.

Innogen fugtede sine læber nervøs, da det gik op for hende Karin ikke var alene. Hen rejste sig op, og tornede over den lille velformede kvinde. Karins hoved gik til Innogens skulder, hvilket virkelig satte de kvinder i perspektiv. Den ene fin, virkelig smuk med hendes store brune hår der slangede sig ned over skuldrene. Nogle piercende blå øjne, og virkelig store flotte læber. Og Innogen, der var en smuk kvinde nuvidst. Men med hendes højde, og fremtrædende muskler; Så hun en smule intimiderende ud. Hvilket af en eller anden grund, ikke havde skræmt mændene væk denne aften. Var det kjole? Ikke desto mindre, drog Innogen et dybt suk ind da hun så hvem det var. To ridder af lyset, den ene. Og et smil kom hurtigt frem på hendes læber, da hun så Kirgaf. En mand hun virkelig holde af, og gav ham et anerkendende nik da han kom hen til bordet sammen med, Bram. Et aldeles surt udtryk gled hen over Innogen da han kom hen til bordet. Et minde brød frem fra hendes tanker, meget uvelkommen. Det havde været en aften, hvor hun havde presset sig selv til det maksimale. Hun havde fået skæld ud af hendes træner den dag, og de havde sagt hun måske skulle overveje om hun overhoved hørte til i lyset. Bram var pludselig dukket op, lænende op af en pæl som han betragtede hende. De ord han havde sagt, den måde han havde lydt som om at han smigrede hende men havde i virkeligheden fornærmet alt hvad hun stod for. Den måde han havde tvunget sig ind i hendes private område zone. Nærmest tvunget sig selv på hende, og hun havde tæsket ham så hårdt, at hun var blevet straffet for overtræde reglerne. Mens at Bram var gået der fra, med en brækket næse og flækket øjenbryn. “Innogen” Brams stemme fik det til at løbe koldt ned af ryggen på hende. Den måde han kiggede på hende, det var så tydeligt at den tur hun havde givet ham. Ikke stoppede ham fra, at kigge på hende der fik hende lyst til at banke hans hoved ned i bordet. Og hvad værre var, hun kunne se hvordan Karin kiggede på ham. Hun havde lyst til at kaste op.

“Innogen!” Kirgaf stemme, var varm og velkommen. Og det hjalp på de dystre tanker som hun havde fået, især da den store mand lagde armene omkring hende og gav hende et kram. Hun gengældte det. “Godt at se jer.” hun gav et forsigtigt smil, da hun ikke nødvendigvis mente alle. Hun vente sig imod Karin, og hæv hende ind til sig. “jeg er her altså sammen med en anden, og jeg tror ikke det er et godt selskab med de to.” hun kastede diskret hoved imod mændene, eller hun troede selv det var diskret. Alkoholen gjorde ikke noget godt for hende på dette punkt. Dog nåede hun ikke at gøre mere, da Kirgaf havde lagt mærke til Judah, og gav ham en velkomst; dog med tydelig overraskelse i stemmen for at se den tidligere lysets general på vej hen til bordet. Bram der imod, lignede en der lige havde fået presset en sur citron ind i munden.

Det var som om, at Innogen havde fremsagt en besværgelse; Karins øjne lyste op i et brændende lys, hendes smil snoede sig som en saglig slange, komplet uforudsigelig for dem der ikke kendte hende. Men Innogen kendte hende, og dette var nok ikke en af hendes allerførste gange med menneskekvinden i byen. Hun havde nok en anelse om hvad der var ved at ske, idet hendes veninde krøb tættere ind imod hende liggende armen omkring hendes hofter.
"Sammen, her? Med en anden?"
Karin løftede brynene op og ned, imens hun langsomt løsnede sit greb omkring hendes veninde. Hendes opmærksomhed listede sig imod hendes to følgessvende, idet hun fortsatte: "Vi har da intet problem med et ekstra selskab, vel?"
Karin havde på nuværende tidspunkt ikke set skikkelsen, der havde placeret sig ikke langt fra hende. Judah havde på nuværende tidspunkt heller ikke skænket hende en tanke - det var nærmere de to riddere, hvis øjne havde placeret sig imod ham, der fik hans uforbeholdne opmærksomhed. Han huskede dem begge; begge for ganske, ganske forskellige ting. Kirgaf var en af de riddere, foruden Maknus, Judah havde knyttede et tættere bånd med. Han var også en af de riddere, der havde sagt Judahs navn højest idet, Lyset stod uden en general. Han var ikke til stede idet, at Judah blev afsat sin post - faktisk var han sket ikke i Dianthos, idet han var mission langt fra hovedstaden. Judah nåede aldrig at finde ud af, hvordan han havde reageret på hans aftrædelse; han havde aldrig nået at sige farvel. Han huskede Kigraf som en mand af få ord, men utrolig hjertevarm og loyal. Men ikke desto mindre overraskede det varulven, at Kigraf strakte armen frem for at hilse. Judah placerede øllene på bordet, herefter gribene menneskets hånd i et fast håndgreb.
"Kigraf - Bram,"
Han nikkede imod Bram, slippende Kigrafs hånd idet han strakte den fremad imod ham. Bram trådte et halv skridt tilbage, tydeligvis ikke interesseret i hans hilsen. Judah rynkede brynene, trækkende sin hånd tilbage. Bram var en person der var svær at glemme. Ganske sandt, han var en formidabel kæmper - ellers havde han aldrig placeret sig så højt på ranglisten i hæren, som han var på nuværende tidspunkt. Men hans personlighed; der var ækelt ved ham; slimet og øretæve indbydende. Det sidste viste sig i særdeleshed, at være et karaktertræk der var yderst fremtrædende denne aften.
Judah nåede blot at dreje sig en anelse, seende imod Innogen, før han mærkede en hånd imod sin brystkasse. Han hævede brynene, overrasket tydeligvis, da han så hvordan Karin havde kantet sig ind mellem de to skikkelser.
"Hvad? Havde du troet, at du kunne undgå at præsentere dig for mig?"
Judah kunne ikke tilbage et forsigtigt tandsmil, som han skævede imod Karin - han åbnede munden, blev netop afbrudt af Karin som placerede en finger foran hans læbe. Hun skævede imod Innogen, imens hun fortsatte sin talen:
"Nej nej, du siger ikke et ord - Innogen, hvor har jeg set ham før? Og hvorfor har du ikke vist ham frem før nu?"
Judah, tydeligvis sat på plads og ude af stand til at måtte ytre ét eneste ord (noget han satte pris på, på nuværende tidspunkt) begyndte at kante sig ud af armen på Karin - imod stolen ved siden af den, Innogen om muligt ville placere sig på. Karin fangede ham hurtigt i hans tankegang, rystende dramatisk på hovedet. Hun pegede på sædet én tand længere til venstre: "Nej nej, denne Herre slipper ikke for mig lige foreløbigt. Jeg vil have dig på én sidde, og du - Innogen - på min anden. Drenge hent nogle øl!"
Judah kunne ikke afholde sig selv fra, at hæve brynene imponeret, idet han så Kigraf og Bram parere ordre. Han undgik ikke Brams sammenknebne øjne, imens de langsomt stavrede op imod baren - men begyndte blot istedet langsomt, at indtage øllen han netop havde hentet. Han vidste allerede nu, at han fik brug for langt mere end blot denne enkelte øl, for at komme igennem aftenen. Hvad end den måtte udvikle sig til. 

Hun åndede lettet ud, det var slet ikke gået op for hende at hun havde holdt vejret. Da hun så at Kirgaf i det mindste, opførte sig som et ordentligt menneske. Men en irritabel tanke blev da sendt Brams vej, faktisk ønskede hun bare at han forsvandt helt. Men hun regnede ikke med hun ville være så heldig. Hun greb hurtigt øllen der var blevet bragt hende, og fik taget nogle slurke. Dog fortrød hun hurtigt, da hun hørte Karin der snakkede til hende; da hun fik øllen galt i halsen. Derfor nåede hun hellere ikke at svare på spørgsmålet, før at Karin allerede havde besluttet sig for; ja hvad end den tossede kvinde nu havde sat sig for. I hvert fald var det meget tydeligt, at Karin ville have hun skulle sidde ved siden af hende, og Judah på den anden. Og hun kendte hendes veninde godt nok til at vide, at der ikke ville være nogen mulighed for at overbevise hende om; at Innogen altså helst ville sidde ved siden af Judah. Mest i den betrækning, at hun ville sikre sig at han var okay. Det her var virkelig ikke det scenarie, hun havde forestillet sig. Og hun måtte indrømme, hun måske var en smule skuffet over, at hun ikke kunne få Judah for sig selv.

“Karin” sagde Innogen en smule advarende, imod kvinden hun satte sig ved siden af. Karin trak på skuldrene, som om det skulle hun slet ikke blande sig i. Derfor nåede Innogen også at gribe fat i Kigraf’s arm. “Tag en flaske mjød med Kigraf… ellers overlever jeg ikke Karin” hun blev mødt af en af de rareste smil hun længe havde set, da hun ville fiske nogle krystaller op til ham. Blev hun mødt af en hånd der viftede afvisende “Se det som en gave, til at lykønske dig at du skal ud på din egen patrujle i overmorgen” kom der med hand dybe rungende stemme. Også forsvandt han sammen med Bram til baren.

“Du finder altid på de bedste idéer Innogen! Selvfølgelig skal vi have noget rom!” Innogen rullede med øjnene over Karins udbrud “ja ellers overlever jeg ikke dine løjer i aften Karin.” brummede hun surt, og gjorde præcis det samme som Judah og tog hendes krus med øl og drak. “Nå!” Karin klappede sine hænder sammen “ Du svarede aldrig på mit spørgsmål” hun løftede et udfordrende øjnebryn, og kiggede skiftevis på Judah og Innogen. “Har han fået æren af at tage din mødom Innogen? Er det derfor du ville have ham helt for dig selv?” denne gang, formåede Innogen ikke kun at få øllen galt i halsen, men også at spytte det ud over træbordet de sad ved. “Karin!” råbte hun forfærdet, og kiggede med store, ja næsten bange øjne imod Judah. “hvad? Jeg er nysgerrig!”

Innogen sad lidt med åben mund, fuldstændig forfærdet over drejningen af aften. Hvorfor sagde hun altid sådan? Hvorfor formåede hun altid at gøre Innogen så pinligt berørt, at hun kunne grave sig ned og aldrig komme op fra hullet igen. Hvorfor blev hun ved med at ses med denne kvinde? Nå jo, fordi hun elskede hende. Men lige nu, kunne hun virkelig slå Karin ihjel.

“han er tidligere lysets General, det er slet ikke sådan!” snerrede hun forfærdet af sin veninde, der gjorde store øjne. Innogen fik et lille tændt håb om at Karin ville undskyldeL; “Nåååå det er der jeg kender dig fra!” Karin slå Judah hjerteligt på armen “Men det svare stadig ikke på mit spørgsmål, har i rullet rundt i høet eller hvorfor vil hun have dig helt for dig selv.”


“hvor er min rom.” nærmest græd Innogen mens hendes øjne spejdede efter Kargif. Hun havde brug for mere alkohol, nu!

Som Judah lænede sig tilbage i stolen, og scenen mellem Innogen og Karin udfoldede sig - kunne han ikke afholde sig selv fra, at smile et lille forsigtigt smil. Han betragtede Karin, seende hvordan hun tydeligvis morede sig over hendes venindes reaktion på hendes ord. Om nok morede hun sig på Innogens bekostning i dette øjeblik, men det var ganske tydeligt, at der intet ondt var skabt i menneskekvinden. Det var derfor, at hans olivengrønne øjne vandrede imod Innogen, der desperat søgte hjælp hos Kigraf, inden han og Bram forsvandt helt op i baren. Han hævede brynene, idet han hørte Kigrafs ord - tydeligvis imponeret over informationen. 
Judah vendte atter opmærksomheden imod den kvindelige elver. Han tiltede hovedet en anelse, smilende varmt imod hende da han lykønskede hende: "Tillykke med din egen patrulje, Innogen." 
Han løftede ganske let ølkruset, skålende imod hende. Han satte da herefter øllen for læberne, ude af stand til rigtigt at slippe hende af syne. Hvad end for et blik han havde sendt i hendes retning, var dette et Karin hurtigt opfattede idet hun skævede ganske imponeret mellem de to parter. Det kom derfor ikke som en kæmpe overraskelse for varulven, idet Karin atter åbnede munden for at tale. Han havde, på forhånd, allerede fjernet kruset fra sine læber - placeret det ganske sikkert på den grove træplade, der formede deres bord. Han hævede den enkelte af sine bryn, skævende imod kvinden der stirrede med de største tekopper af nogle øjne, idet Innogen reagerede - tydeligvis forfærdet over hendes venindes ord. Karin vendte lynhurtigt sin opmærksomhed imod ham, seende afventende på hans respons. Han slog hurtigt blikket imod Innogen, sættende ølkruset lige så hurtigt for munden. Han kunne blot høre Karin ved sin side, imens han grænskede elverkvindens øjne: "Se, han siger ikke engang noget; og alligevel formår han, at gøre det helt rigtige. Hvor har du støvet ham op henne, Innogen?"
Han kunne da ikke lade være med at slippe Innogens blik, seende imod Karin. Han rynkede brynene, idet han placerede ølkruset på bordet igen. Denne gang kunne han ikke tie: "Nu sælger din veninde mig vidst bedre, end hvad jeg fortjener det."
Han løftede lidt på smilebåndet, smilende næsten forsikrende imod Innogen. Han virkede ikke synderligt påvirket af Karins ord - hvilket normalt ikke ville have været tilfældet. Måske var det alkoholen der distraherede ham - måske var det noget ganske andet?
Innogens ord satte ham ud af den ro, der for en kort stund havde placeret sig over hans krop. Smilet blegnede på hans læber og kontakten med hendes øjne blev brudt. Han skævede imod Karin, forventende det allerværste i verdenen, idet Innogen bekendtgjorde hvem han var. Men istedet for hvad han forventede ville være en afvisning, mærkede han Karins hånd imod sin arm. Han smilede en anelse akavet, idet han stadig ikke var helt færdig med at bearbejde hvad der netop skete. Han nåede længere end, at måtte åbne munden i ren forbløfelse over Karins ord. Han rystede på hovedet, ikke i stand til andet i de næste få øjeblikke, som han skævede imod Innogen, spørgende. Hvor kom alle disse ideer dog fra?
Han kunne ikke holde igen, som han brød Karins (tydeligvis) dramatiske stilhed: "Have mig helt for sig selv? Jeg tror ikke- jeg tror ikke jeg forstår."
Hans olivengrønne øjne fæstnede sig imod Innogen, søgende. Han vidste ikke helt hvad han så efter, men han vidste han ikke rigtig helt var i stand til at give slip længere.  

“Jo nu skal du høre - -” Karin lavede en spruttende lyd, da Innogen daskede hende hårdt i ribbenene. Og fik nogle ret intense øjne boret ind på sig. “Du er også så kedelig! Så siger jeg det bare som det er. Det er ikke tit jeg finder Innogen i færd med at hygge sig med mænd! Eller gerne vil sidde og snakke med dem selv. Så selvfølgelig antager jeg da, at det fordi at Innogen har skumle eftertanker” et stort smil var at spørger på Karin, hvor at Innogen mest af alt ønskede at gulvet ville sluge hende nu. Det var jo slet ikke sådan hun havde ment det! Hun fangede igen Judah øjne, og kiggede undskyldende på ham. “Jeg ville bare.. det var slet ikke sådan ment..” mumlede hun forlegent, og begyndte at drikke resten af øllen i kruset. Det var utroligt hvor hurtigt det forsvandt, og som kaldt fra himmelen; så blev en flaske rom sat ned foran hende, lige som hun satte kruset fra sig.

“Du er en engel Kirgaf” mumlede hun, og kiggede op. Han nikkede venligt til hende, og skulle til at sætte sig ved siden af hende. Dog blev han hurtigt stoppet af Bram, der satte øl til hele bordet ned på bordet. Eller til hele bordet, var for lidt at sige. Da han havde haft en helt fad med, som havde været fyldt med ti krus øl. Så to til hver. Bram satte sig hurtigt på stolen, Innogen kunne allerede mærke en ubehagelig fornemmelse der greb omkring hendes mave. Men da Kirgaf var en mand af få ord, og generelt ikke var typen der skabte konflikter. Satte han sig ved siden af Judah, der egentlig så ud til at det passede ham fint. Han sendte dog et undskyldende blik Innogens vej. Det undrede hende ikke, de fleste havde hørt om at hun var blevet straffet. Da hun havde brækket Brams næse. Det havde også været lige efter Judah havde trådt ned fra posten som Lysets general. De folk der troede på rygterne, eller valgte at han skulle straffes yderligere for hvad han gjorde. Var bare blevet en tand mere modbydelige end de normalt havde været.

“Så Innogen, skal du stadig afsted i overmorgen. Eller er du blevet mere fornuftig og indset du slet ikke er klar til det?” et iskoldt greb lukkede sig omkring hendes mave, og hun kunne mærke hvordan det løb koldt igennem hele hendes krop. Især da hun mærkede hans hånd på hendes lår.

Karin fangede dog hurtigst stemningen, og greb rommen. “Nå du deler vel rommen ikke?” hun begyndte at hælde op i de mindre glas der var givet med til rommen. Og passerede dem rundt til alle. Innogen prøvede meget bestemt at fjerne Brams hånd fra hendes lår. Men hvor hun før havde været i stand til, at fjerne mændene der prøvede for hårdt uden problemer. Blev hun grebet af en mild form for panik, hun vidste hvad han var i stand til. Hendes stilling kunne være i risiko hvis hun igen var for voldsom. Hånden fjernede sig da også, og blev lagt omkring hendes stoleryg

“Hold nu op Bram” kom det brysk fra Kirgaf, men Bram kiggede bare udfordrende på sin ven. “hvad?” Kirgaf rystede på hoved, og skulle lige til at sige noget, for at Karin afbrød. “Nå! Men siden jeg nu har fået nyt selskab, så vil jeg da gerne høre hvad du laver her Judah? Var det helt tilfældigt du befandt dig tilbage i Dianthos? Sidst jeg hørte havde du fundet et hjem i Tusmørkedalen? Hvordan er det derude?”

“Ja hvordan har du det min gamle ven?” Kirgaf gav Judah et varmt smil og nikkede lidt, før han begyndte at drikke af sin øl. “Ja hvordan går livet som den omvandrende drukkenbolt, det flot sådan som du drikker din samvittighed væk” brød Bram ind og gav Judah et udfordrende blik, mens han lagde armen lidt tættere omkring Innogen. Innogen havde helt mistet sin stemme. Det var noget af det mest ubehagelige hun havde været ud for længe. Og hendes frygt for at det ville blive noget møg alt det her, begyndte så småt at blive til virkelighed. “Ej Bram, jeg synes ikke du kan være det bekendt! Vi er her for at hygge os.. så jeg synes du skulle holde din kæft, hvis du ikke har noget pænt at sige.” brød Karin bestemt ind, og sendte ham nogle lynede øjne. Så det var nok ikke personligheden, at Karin havde trukket ham med. Tænkte Innogen stille for sig selv, men det undrede hende ikke. Karin havde en tendens til at finde de største røvhuller, noget med; men så har de så mange dejlige aggressioner de skal ud med. Det er altid lækkert i sengen. Men en eller anden dag ville det ende galt, det var hun helt sikker på. Innogen drak stille af sin øl, og fik også kørt ikke en, ikke to, men hele tre gange rom ned i halsen.

Forvirringen i Judahs øjne forværredes i takt med, at han hørte Karins ord - men det lette tandsmil der prægede hans læber, blegnede ikke. Det var ganske simpelt; varulven forstod ikke hvor Karins tankegang ledte hen. Det var ganske tydeligt for Judah, at Innogen misbilligede alt hvad hendes veninde gjorde sig udtalelse om, i forhold til dem. Gjorde hun ikke? Han rynkede brynene, betragtende hende som forlegenheden tydeligt vaskede sig henover hendes ansigt. Han hørte ikke længere Karins ord, bed ikke mærke i at Kirgaf og Bram havde vendt tilbage til ordet. Hans olivengrønne bevægede sig henover hver træk af hendes ansigt. Var der noget han ikke så - var der noget ved hendes ord han havde misforstået? Han lod sig selv fange i sine egne tanker; tanker der blev afbrudt af Karin, der satte en let albue i siden på ham. Hun lænede sig let ind imod ham, hviskende - eller prøvende på at hviske - til ham: "Hun er smuk, er hun ikke?"
Han flyttede ikke øjnene fra Innogen, trods Karins opmærksomhed krævede det. Han svarede hende umiddelbart efter hun havde stillet ham spørgsmålet - uden at give det en eneste tanke: "Jo. Jo det er hun virkelig."
Det var første gang, at Karin klappede i som en østers. Hun kastede blikket imod Innogen, med stjerneøjne. Om det var på grund af varulvens ord, eller fordi hun blot beundrede sin veninde - det var ikke til at vide. 
Judah rykkede en anelse på sig, idet Kirgaf satte sig ved hans højre side. For en kort stund var Judah ganske taknemlig for sin nye sidepartner; det var virkelig det bedste udkom, af en allerede besynderlig situaiton. Denne taknemlighed var dog ganske, ganske kortvarig idet han så hvilket resultat der kom ud af, at Bram fik sin vilje - og dermed Innogen som sidepartner. Han ænsede ganske hurtigt hans bidende ord; der var noget i dem der ikke satte sig godt hos varulven - og generelt alle andre, der befandt sig ved bordet den aften. Judahs blik virrede frem og tilbage imellem Innogen og Bram; tydeligvis ignorerende Karins ord, der prøvede at løfte stemningen. Selv da Kirgaf brød ind, synes han ikke at reagere på deres ord. Han ønskede ikke at ignorere hvad der skete foran ham - han havde godt se hvordan Bram havde grebet omkring Innogens lår, en tilnærmelse hun ganske, ganske tydeligt ikke satte pris på. Hans øjne fæstnede sig imod Bram, da han brød ind i samtalen - fæstnede sig fast til hans øjne, der lovede alt andet end ro og besindelse. Det var ikke et blik han brød, selv da Karin prøvede på at slå hans ord af vejen. Dette vidste sig dog kun, at gøre tingene værre.
"Hvad mener du med 'pænt'? Jeg har intet pænt at sige, omkring sådan en - sådan en som ham. Prøv at se ham!"
Bram pegede på ham med sit ølglas, uden at tage hensyn til hvordan øllet flød over krusets kant idet han strakte armen fremad. Som Innogen var han tabt for ord; hans krop skreg på, at han skulle vare sin mund. Hans kæbe var spændt til bristepunktet, i et forsøg på at holde hans mund lukket. 
Men alligevel, alligevel hørte han sig selv sige - næsten helt opgivende, idet han talte:
"Så hvad har du at sige, Bram. Lad mig høre."
Han tømte ølglasset, ganske opmærksom på at der var ganske stillet omkring bordet. Bram var mundlam, i de ganske få sekunder det tog varulven at tømme sit glas. Men vreden i hans øjne blomstrede fortsat. I sådan en grad, at Judah var sikker på, at han ville eksplodere hvert øjeblik det skulle være.
"Du har min uforbeholdne opmærksomhed. Kom med det."
Karin og Kigraf vendte øjnene fra Judah, til Bram. Karin løftede hånden, for at gribe omkring hendes venindes. Nok i særdeleshed for, at være klar til at trække hende væk hvis Bram ikke kunne holde sig på den anden side af bordet. Hun var ikke den eneste der havde lagt mærke til ridderens sammenknugede næver, der dirrede af vrede. Varulven kunne mærke hvordan hans hjerterytme tog til. Og med et mærkede han det; han håbede på, at se mennesket flyve henover bordet og over ham. Han var ganske sikker på, at han var mere end ét ord fra, at det ville ske.

Brams mine trak sig arrigt, det var tydeligt at se at han gennemgik sine tanker. Skulle man slå manden foran sig, eller skulle man lide være? Hele stemningen omkring bordet, var ganske tydeligt tynget af de to mænd der udfordrede hinanden. Lige før alle glemte at trække vejret. Men så slog han i stedet en latter op; “Det var vel også bare for sjov.. jeg siger bare alt det alle andre tænker” han trak Innogen ind til sig, og nikkede udfordrende imod Judah.  Ingen han hviskede noget ind i hendes øre, der fik hende til at stivne fuldstændig.

“Vi er vel her for at drikke, så lad os drikke” kom der højtråbende, inden han gav Innogen lov til at glide sig tilbage i stolen. Han løftede sit krus og begyndte derefter at drikke grådigt af det.

Innogen greb omkring kruset, og hamrede det op i hans overmund. Et halvkvalt skrig hørtes fra Bram, som blod begyndt at løbe fra hans mund. Hun rejste sig op, og knyttede sin hånd og slog den et meget fokuseret slag lige i hans hoved. Han bukkede sammen over stolen, hun hamrede igen imod hans ansigt. Igen, og igen ind til at hendes hånd var helt følelsesløs og ru. Og Brams ansigt ikke længere var til at genkende, fuldstændig hævet og gennemblødt af hans eget blod.

“Innogen er du okay?” kom Karins sagte stemme,  Innogen blev hævet ud af hendes tanker, og stirrede forfærdet rundt om sig da det gik for hende hvad hun havde tænkt. Hun nikkede lidt sagte, og gav så et tvunget smil til gruppen. “Ha! Ja.. selvfølgelig” hun fugtede læberne, og kunne smage salt blandet med rommens søde smag. Hun rullede lidt med skuldrene. Mens hun ihærdigt prøvede at ignorer følelse af Brams arm omkring hende. Da han fjernede den et kort øjeblik, for at tage et nyt krus øl, åndede hun lettet op. Hun havde nu taget hele flasken og satte den for munden og begyndte at drikke. Hele aften måtte gerne bare forsvinde ned i et stort hul, og aldrig nogen sinde være noget hun huskede igen. Hans fingre omkring hende, hvordan – hun stoppede sig selv og kunne mærke hvordan det stak i hendes øjne. Hun lukkede dem, og blev ved. Det var først da hun mærkede nogle hænder der greb flaksen og hæv hende op af stolen at hun stoppede.

“Nå drenge, jeg tror lige jeg stjæler Innogen med ud, og sørger for at hun bliver frisket op!” sagde Karin med et besværet smil. Og kiggede så stift mellem de tre drenge. “Også opføre i jer ordentligt! Og måske sørger for at der lidt ekstra at drikke når vi kommer tilbage.” derefter trak hun afsted med den omtåget Innogen, der lagde en arm om den lavere veninde. Hun snublede halvt over hendes fødder og grinede så. “Jeg elsker dig Karin” mumlede hun, og Karin sukkede opgivende. Og trak afsted med hende.

Kargif kiggede imellem de to mænd han var blevet efterladt med, lidt uvidende med hvad han skulle gøre. “hvad med du går op i baren og køler lidt af” brummede han af Bram, der skulle til at protestere, men i blikket fik alligevel Bram til at rejse sig surt og taske afsted.

“han er blevet svære og styre efter du blev taget af stillingen” brummede Kargif stille, og hældte rom op til dem. Begge og rejste glasset imod Judah, og drak så den gyldne væske i et hurtigt sving.

Væmmelse som strøg henover varulvens blik, idet han hørte Bram tale, var tydelig for en hver der betragtede varulvens ansigt. Judah kunne betegne Bram som meget - men der var én ting, som der var altovervældende. Næsten i alt hvad han gjorde, i alle hans handlinger, hvori han havde anbragt sig selv i en situation han ikke kunne redde sig selv ud af. Mennesket var en kujon; en kryster, der havde hang til ting man ikke billigede indenfor hæren. I den tid Judah havde været hans overordnede, havde han været i stand til at tyngde ned på Brams opførsel. I hans fravær virkede det desværre til, at den havde fået lov til at blomstre.
Judah rettede blikket imod Innogens skikkelse; de brændende øjne ændrede sig drastisk, idet han først rigtig opfattede hendes tilstand. En tilstand der hurtigt blev opfanget af Karin, der med det samme trak sig imod sin veninde, gribende omkring hende. Han åbnede munden, for at tale, men afholdte sig selv for at gøre yderligere, idet han hørte Innogens ord. Om nok var han fuld, ganske fuld endda, men han kunne hurtigt tyde den løgn som elverkvinden prøvede at spinde for Karin. Han knugede sine næver, følende sig ganske magtesløs. Hvis Karin ikke havde skredet til handling, så havde han - men hun kom ham i forkøbet, gribende sin veninde for at trække dem begge op i en stående stilling. Som hun fik bakset sig selv og Innogen udenfor, fulgte han dem med blikket. Han havde allerede taget en beslutning - nu handlede det blot om, at han udførte den.
Judah ænsede næsten ikke, at Kirgaf sendte Bram væk fra bordet. Det var først da mennesket, tiltalte ham, at han lod sine olivengrønne omfavne hans næsten ganske, ganske sorte øjne. Han fnøs ved hans ord - rystende på hovedet, som han greb omkring glasset Kirgaf rakte imod ham.
"Det er der du tager fejl, min ven."
Han satte glasset imod munden, pausende sin bevægelse imens han rystede ganske sagte på hovedet. Næsten opgivende over sine egne ord: "Han har aldrig nogensinde været i kontrol; bliver det aldrig nogensinde."
Med disse ord drak han, mærkende varmen sætte sig i halsen på ham - trækkende ned i hans mave. Han rejste sig fra sin stol, passerende Kirgaf bagom. Inden han trådte helt fra ham, klappede han ham på skulderen.
"Det var godt at se dig igen, min ven. Karin ved tilsyneladende hvor jeg er opholder - kom og find mig, hvis du har brug for at få luft fra hovedstaden."
Kirgaf greb hans underarm, klemmende denne tavst. Han tilføjede dog inden, at Judah trådte helt ud af kroens indgang: "Til vi ses igen, Judah." Med et hævet glas i sin hånd.
Idet Judah trådte udenfor, blev han næsten overvældet af mørket - og ikke mindst regnen. Regnen der dryppede imod hans ansigt, væddende hver eneste krog af hans krop, der ikke var tildækket af hans rejsekappe. Til hans held ænsede han hurtigt de to kvindelige skikkelser i mørket - ikke meget langt fra kroens indgang. Han gjorde holdt et øjeblik, betragtende deres skikkelser. Det havde ikke været hans plan nogensinde at stikke af - men måske burde han? 

De brød nærmet ud af døren, da Innogen halvt mistede fodfæstet og skubbede den op. Vinden ramte hendes varme ansigt først, og først blev det hele meget værre. Som om alkoholen viste sit grimme ansigt, og slog hende lige i maven. Hun brokkede sig lavmeldt og gav slidt af Karin, for at støtte sig op af væggen. Hun havde op nuværende tidspunkt, slet ikke lagt mærke til regnen.

“Er du okay?” Karin spurgte det samme spørgsmål, som hun havde spurgt da de havde siddet inde i kroen. Den her gang, med en del mere omsorg end der først havde været. Innogen, vente nogle ufokuseret øjne hen imod kvinden. Hun knyttede sine øjenbryn imod hinanden, og tog nogle dybe indåndinger. “Giv mig lige et øjeblik” fik hun endelig sagt, og placerede begge hænder på væggene og lænede hoved først. Mens ryggen lavede en bue ned af, skulle hun kaste op? Der gik nogle minutter, og så kunne hun mærke regnen, hun kunne mærke hvordan hun blev mere klar i hoved.

“Tak.. nu har jeg det bedre” sukkede hun, og vente sig imod Karin med et halvt smil. Karin lagde armene over kors og sukkede en smule dramatisk. “Hvad fanden gik det stunt ud på?” brummede hun lettere irriteret, og det stod i stærk kontrakts til hendes normale; boblende personlighed. Innogen sukkede og slå let ud, med den ene af hendes hænder. “Bram er en nar, og du kunne gøre så meget bedrfe”

Karin trak hoved tilbage, og kiggede forvirrede på sin veninde. “Bram? Ja jeg ved godt han er en nar, handler det alt sammen om ham?” nu var det Innogens tur til at være forvirret. Ja hvorfor skulle det ikke handle om ham? Han havde været en nar fra det øjeblik de havde sat fødder ind i kroen. Og de ord han havde sagt. Hendes udtryk blev mere og mere forvirret, ja det handlede om? Hvem – tankerne stoppede, da det gik lige så stille op for hende. Hvorfor var hun blevet så sur til at starte med. Et sug greb fat omkring hendes mave, nej det var ikke derfor. Det måtte ikke være derfor.

“Innogen forhelvede, jeg ved da godt at Bram er en nar, det sgu da ikke derfor jeg har ham på slæb. Han ser godt ud, og har hørt fra de andre kvinder at han skulle være god i høet.” sagde veninden endelig, da Innogen havde været stille i et godt stykke tid. “Er du sikker på det her ikke handler om Judah?” Karins øjne havde fanget skikkelsen der havde trådt ud af døren, og hun gjorde da også et nummer  ud af at tale en anelse højer.

“Karin. Det…” hun tøvede, da der blev sat nogle tanker i gang. Hvorfor havde hun opført sig sådan? Hvorfor havde det været så voldsom en følelse, der havde bredt sig hos hende da hun havde set ham? Hun spilede øjnene op, var det sådan – forelskelses føltes? “Du sikker på, det fordi du ikke er forelsket i ham, og bare gerne vil beskytte ham? Hva?” Innogen begyndte at ryste lidt under regnen der efterhånden havde gennemblødt hendes krop. Karin havde været smart og stillet sig unde ret halv tag. Hvorfor var hende veninde, så fandens god til at læse menneske? Hun drog en tung indånding Inge, igennem skælvende læber. Hun havde på nuværende tidspunkt ikke lagt mærke til at Judah var kommet d af døren. Hvordan kunne hun egentlig tillade sig at være forelsket i nogen? Hun havde ikke fået styr på sine kræfter endnu, det gik ikke. Hun blev oprigtigt ramt af skræk, der lammede hende kortvarigt i hendes positioner. Karin klappede Innogen lidt på kinden, hun trådte væk fra hende. Hun gik hen imod døren Judah var ved. Hendes fingre lukkede sig omkring hans underarm, hvor nogle ganske gennemborende øjne betragtede manden foran hende. “Innogen er en af de stærkeste, smukkeste kvinder jeg kender. Men hun har en masse dæmoner hun kæmper med. Hvis du ikke kan være der, så anbefaler jeg at du siger farvel.” hun slap ham, og gav ham så et næsten undskyldende smil. “Jeg har selv gjort ting, som burde være blevet straffet hårde end de gjorde - - Du er ikke den eneste i verden, der lider under livets omstændigheder. Vi fortjener alle et værdigt liv - - Lad være med at lade det æde dig så du ikke længere har noget at eksistere for. Selv de værste af os, har lov til at blive tilgivet” med de ord, forsvandt Karin ind i kroen igen.

Regnen den aften var ganske nådesløs. Judah havde endnu ikke trukket sig helt ud i regnen, men havde stadigvæk fået en lille forsmag på vejret idet han havde trådt ud af krostuens hovedindgang. Han vidste at vejret med sikkerhed, ikke ville tage mange øjeblikke om, at tyngde hans rejsekappe. Foruden dette ville kappen ikke holde meget lang tid udenfor, ikke med den vind og det tempo regnen fald i. Trods regnen, den isende vind og det dybe mørke, kunne han ikke afholde sig selv fra at lukke øjnene i og ånde ind. Lyden af den faldende regn havde altid haft en beroligende effekt på varulven; den havde altid formået at trække hans sind indad, og holde ham i stilstand for en stund. Hvis det ikke havde været fordi, at han ikke blot kunne forlade den scene han netop var trådt ud i, havde han taget sig en gåtur i regnen. En lang, fredfuld gåtur. Det havde sikkert hjulpet på de tømmermænd, han vidste han ikke ville være i stand til at undgå den kommende morgen. 
Men Judah rørte sig ikke ud af stedet, han åbnede i stedet sine øjne, granskende de to kvindelige skikkelser i mørket. Lyden af den faldende regn overdøvede deres samtale, forvandlede den til en summen der bare gled ud i lyden af de mange, mange dråber som skabte regnen. Han skævede fra Karin til Innogen - hurtigt konstaterende, at elverkvinden var drivende våd. Han kunne ikke tilbageholde et lille smil, bekymret mere end noget andet. Hvorfor havde hun også valgt at placere sig alle andre steder, end under halvtaget? Han rystede lidt på hovedet, imens hans blik vandrede henover hendes ansigt - hun virkede ikke godt tilpas. Mon det var alkoholen? Idet han begyndte at spekulere over hvorvidt, at de måtte trække udenfor fordi hun havde fået det dårligt over alkoholen eller Bram, trak hans blik nedad. En bevægelse han hurtigt bremsede, seende en helt anden vej, idet han konstaterede at Innogens kjole var blevet ganske gennemblødt - og dermed også ganske gennemsigtig. Varulvens øjne spærrede sig op, seende nedad imod grunden under hans støvler. Han tror aldrig, at han havde stirret så intenst imod mudrede brosten før.
Judah måtte dog til sidst løfte blikket, idet han ænsede en skygge foran sig. Han løftede ansigtet, mødende Karins blik. Han svor hun kunne se lige igennem ham, idet han lod sine øjne mødes med hendes. Hendes første ord fik ham til, at hæve den enkelte af hendes bryn - åbnende munden for at forsikre hende om, at han ikke ville Innogen andet end godt, og var ganske uforstående for hendes ord. Men han fik aldrig muligheden; han bremsede fuldkommen da han hørte hendes næste ord. Hans ansigt blev vasket fri fra følelse, i takt med hun talte. Han vidste ikke hvad han skulle stille op med hendes ord, hendes undskyldende smil, som hun trådte forbi ham. Men han vidste, at hendes ord ikke ville forlade ham de næste lange, lange stykke tid. End ikke alkohol kunne ham få til at glemme, hvad hun havde sagt til ham den aften.
Judah rykkede uroligt på sig, idet døren til kroen lukkede sig bag Karin. Han løftede blikket, seende imod Innogens skikkelse i mørket. Han fnøs, hævende hænderne for at binde sin kappe op. Imens han løsnede båndene, trådte han fremad - ud i mørket og væk fra halvtaget under kroen. Som forudsiger, vædede regnen hans tøj ganske hurtigt. Han bed ikke mærke i kulden der omfavnede hans krop; faktisk virkede han ganske fattet, idet han nåede Innogen.
Han løftede armene, slyngende kappen omkring hendes skuldre. Som den lagde sig over hende, trak han i stoffet så hun rykkede tættere imod ham - således hun kunne høre ham imens han talte. Han bandt hurtigt kappen således, at den blev på hende idet han løftede hætten over hendes ansigt.
"Hvad nu, Innogen?"
Han slap ikke grebet omkring kappens vedhæng, seende imod elverens ansigt. Hans halvlange hår havde samlet sig omkring hans ansigt, drivende vådt og klæbrende. Han virkede ikke synderligt påvirket af dråberne, der drev ham ned af ansigtet og virkede ned i hans tøj, idet han talte.