Der var sket så meget det sidste års tid, og alligevel så lidt. Hun havde fundet sig selv på gaden længere end hun havde ønsket. Rejst fra ø til ø, for at undgå at tiltrække for meget opmærksomhed. Få gange havde hun endt med at flygte for sit liv, da hun ikke havde undgået de mennesker, der ønskede hende ondt. Eller måske nærmere, havde befundet sig i så desperate situationer at de troede hun var sidste udvej.

Og nu var hun så her, i diamantbugten. Igen på gaden, uden tag over hoved eller hjælp og hente nogen steder. Hendes tøj var i laser, hun lugtede fordi hun ikke havde haft tilgang til bad. Generelt var hun ved at være rigtig træt af sin situation. Hun ønskede bare at finde det sted hun hørte til.

Tåre fra hendes øjne, gled ned af kinderne. Hun prøvede febrilsk at fjerne dem, men det var svært at undgå man kunne se hun havde grædt. Da hvide striber ned af kinderne, viste hvor tårerne havde løbet. Hun havde siddet forenden af trapperne til et tempel, og debatteret med sig selv; skulle hun gå op og bede om husly eller finde et sted inde i byen, piraternes by. Hun ønskede virkelig ikke at gå derind. Og pludselig mærkede hun de første regndråber imod hendes ansigt. Hun kiggede op, lyse ravgule øjne kiggede op. Den blå himmel forvandlede sig på splitsekunder til mørke faretruende skyer. Vinden tog til, og hun vidste med det samme hvad dette betød. En storm ville snart ramme dem. Frygten for piraterne var større end stormen, og hun kastede sig op af trapperne imod templet.

Det tog længere tid end hun havde regnet med. Hendes ben syrede, og hendes ånde stak i lungerne. Stormen havde virkelig taget tid, og hendes tøj piskede omkring hende. Samme med det helt plantinblonde hår. Hendes blik rettede sig op, hun var der snart. Bare nogle, få, skridt, endnu.

 Oppe på toppen af bjerget, mærkede Kai de første par dråber, som de ramte ham midt i hans meditation, og brød den stilhed og ro han ellers for en gangs skyld havde fundet i sig selv. Vinden havde i lang revet og slidt i ham, men det var først regnen der fik ham til at åbne de havblå øjne og kigge udover horisonten. De mørke skyer kunne han se over sig, og horisonten så også ud til at være lettere udtværet, som regnede det allerede derude.

De få munke der var udenfor, selv i det kraftige blæsevejr, var allerede på vej ind, og den ene af dem kaldte da også på Kai om at han nok snart måtte gå med ind, da de mente stormen ville blive ganske kraftig heroppe. Nede ved vandet, ville den nok ikke være ligeså kraftig, men når man var så langt oppe, så var vejret en ting man tog væsentlig mere hensyn til.

Til trods for advarslerne blev han siddende, indtil hans tøj og hår var gennemblødt, og han kunne mærke kulden suge sig ind i hans knogler. Og han ville nok være blevet siddende der lidt endnu, hvis det ikke var fordi han hørte et åndedræt. Ikke tæt på, og nærmest uhørligt over den pivende hulen, men det var nok til at han rejste sig og kiggede sig rundt. Og der, ovre ved trappen, kunne han nærmest ane toppen af en munk.
Der var da ikke nogen der var dum nok til at begive sig op af trappen så tæt på en storm var der? De fleste af munkene, ville enten søge ly nede ved stranden eller byen, eller spæne op af den, uanset hvor lang den var.

Hvor hans første skridt var usikre mod den glatte sten, med hans våde fødder, var hans andet og tredje skridt mere bestemt, som han bevægede sig hastigt mod trappen, og personen kom til syne. Hun var ikke en han kendte, men det var næppe noget han bekymrede sig om.
"Er du okay?" udbrød han. Der var mange ting han ville spørge hende om. Hvad lavede hun her i dette vejr og hvem var hun. Men det var ikke det vigtigste. Han rakte ud mod hende, som hun nærmede sig toppen, så han kunne tage hendes hånd. Hun så ud som om at hun ville falde et hvert sekund det skulle være.

Bare nogle få skridt endnu, bare lidt længere. Den unge kvinde måtte virkelig holde fast i sig selv, for at hun ikke bare kollapsede på trappetrinene. Selvom det var fristende blot at give op, havde hun alligevel levet for længe med modgang i hendes liv. Modgang der nu fik den gennemsyret krop til at adlyde hendes tanker, og fortsætte ufortrødent. Hendes tanker lå ikke længere i, om de mon ville give hende husly. For hvem ville dog være så modbydelige at sende en sølle kvinde tilbage ud i dette vejr.

Stemmen nåede hende ikke med det samme, det var først da han var tæt nok på hende. At det gik op for Chilam at nogen havde spurgt om hun var okay. Hun betragtede hånden foran hende, skulle hun tage den? Ture hun? Så fangede hendes blik ham, hun gispede efter vejret. Både fordi det var svært at få vejret, men også fordi personen der stod foran hende. Var han topalis? Men hans hud. Hendes eneste hånd greb ud efter hans, selvom han var kold efter at have siddet så længe i kulden. Den hylende vind og genstridige regn. Så var der alligevel en varme i hans gestus som hun ikke havde oplevet længe.

“Ja… Ja” første ja, var tøvende; for var hun okay? Men næste ja, var en del mere overbevisende. Et forsigtigt smil bredte sig hen over hendes læber. Hun slap hans hånd for at trække hætten væk fra hendes ansigt, så han kunne se bedre hvem, eller hvad hun var. Hendes våde kridhvide hår piskede rundt omkring hendes ansigt. Det som havde sluppet fri fra fletningerne hun havde lavet.

“Kan jeg.. Tror du.. Må jeg blive ind til stormen er over?” råbte hun over vinden der piskede imod dem. Hendes øjne næsten tryglede ham om, at komme ind i varmen og sikkerhed. Hun forberedte sig allerede på en afvisning. Det var nemmere at vende sig til skuffelsen, end altid at håbe på det bedste.

Kai var vant til at udsætte hans egen krop for det mere ekstreme, og måske var det også lidt blevet en leg efter han kortvarigt havde været i Rubinien, hvor han var blevet udsat for det yderste hans krop kunne tåle. Det var også derfor han ikke var så opmærksom på at han var kold, men mere på at pigen foran ham var okay. Hun så anstrengt ud, og kold.

I det øjeblik han havde hendes hånd, trak hun ham tættere på, længere op af trappen, han ville ikke risikere at hun mistede fodfæstet nu og ville falde til sin visse død i det her uvejr. Det var nemmere at se det farlige ved vejret, når en anden også blev udsat for det.

Selvom hun slog hætten ned, så virkede Kai ikke til at reagere umiddelbart på hendes udseende. Han kunne godt se at hun var ganske bleg, men han havde hørt om dem der blev født med lys hud, og han så det som noget mere normalt end hans egen plettede hud.

"Selvfølgelig. Tror du virkelig jeg ville lade dig blive udenfor i det her vejr," råbte han tilbage, og greb fat i hende i et fast tryk. Ikke nok til at gøre ondt, men nok til at han havde fat i hende, så han kunne være sikker på at hun ikke gled fra ham, eller knækkede sammen uden han vidste det, før han begyndte at lede hende mod templet, stadig med det ene øje på hende, og ikke hurtigere end hvad hun kunne overskue at gå. Selvom hvis det blev for langsomt, så ville han nok bare bære hende.

Templet foran dem, som ellers var svært at se, havde en smule lys kommende indenfra, og var mørk op mod klippevæggen, så det var umuligt at se hvor templet startede og hvor klipperne begyndte, for dem der vidste hvordan det var bygget, kunne så også informere en om, at det var fordi templet var indhugget i klippen.

Hun blev helt forvirret over hans kontakt til hende. Den måde han hæv hende tættere på, og holdte godt fast i hende. Og selvom hun ikke var den store ekspert i, hvad der var venligt og hvad der ikke burde være velkommen af berøringer. Så var hun slet ikke i tvivl om, at manden der havde fat i hende. Bestemt ikke havde noget ondt i sinde. Det føltes næsten helt komfortabelt, den måde han prøvede at hjælpe hende. Så hun ikke ville ende med at vælte i stormen. Hendes blik kastede sig da også kort ned af trapperne. Her sank hun en smule mundvand, da det gik op for hende hvor langt der egentlig var ned. Reaktionen var også, at hun trådte væsenligt tættere på den hjælpende person.

“Man ved desværre aldrig med folk” råbte hun tilbage, som de begyndte at bevæge sig væk fra trapperne. Dog var det ikke helt uden komplikationer, for da han havde fat i hendes eneste arm hun havde. Var det lidt sværdet for hende at holde balance, især med sådan et vejr der rasede omkring dem lige nu. Hun prøvede at sætte farten op, da han virkede opsat på at få hende indendørs. Det gjorde dog bare, hendes bare fødder imod det våde sten smuttede for hende. Hendes krop tumlede ind imod hans, dog formåede hun at få fodfæstet igen igennem hans støtte ganske hurtigt. “Undskyld!” hun prøvede at være mere forsigtig med hendes måde at sætte fødderne, og tempoet blev da også sat lidt ned. Både på grund af udmattelsen, men også fordi hun var bange for at falde igen.

Kai var så vant til at være omkring hjælpende folk, når man var som ham, opfostret i et tempel, at han ikke engang overvejede at folk var mindre behjælpelige andre steder i landet. Han havde da oplevet det på sin ene tur ud i verdenen, men det var hurtigt glemt ligeså snart han var hjemme igen.

Da Chilam skvattede, og generelt virkede usikker på benene, og det ikke gik nær så hurtigt som Kai gerne ville have, stoppede han op. Der var stadig et stykke ind til selve templet, og vinden syntes nærmest kun til at blive værre.
"Det her kommer til at gå hurtigere," råbte han til hende, før han vendte sig mod hende, og bøjede sig ned, før han svang hende op i hans arme, til trods for højdeforskellen der egentlig var imellem dem. Han virkede til ikke at have nogen problemer i at bære hende.
Det var også først nu at han egentlig opdagede at hun manglede noget som burde have været der, en arm. Et øjeblik tøvede han som han kiggede ned, forbi hende og hvor armen skulle have været, før han blot satte i gang med at gå hurtige, faste skridt mod templet. Han var tydeligvis mere vant til den glatte vej, men han sendte alligevel et opmuntrende smil ned til hende.

Komme til at gå hurtigere? Hun vente sig forvirret imod ham, havde han et andet alternativt? Det spørgsmål fik hun hurtigt svar på, da hun mærkede hvordan hans arme snogene sig omkring hende og hæv hende ind i hans favn. Heldigt for ham, var hun en meget spinkel kvinde. Men hun måtte også give ham, på trods af hans højde måtte han havde styrke i i sig.

Hun blev dog en smule påvirket af at have så tæt kontakt til en fremmet. Hele denne dag var ved at udvikle sig ganske anderledes end hun havde regnet med. Hendes blik fulgte hans, da han betragtede stumpen. Det der skulle have været hendes venstre arm, hun gav ham et forsigtigt smil. Og overvejede kort at sige han bare skulle sætte hende ned, men da han begyndte at gå i et ganske rask tempo valgte hun at holde det i sig. Hun måtte også indse at de stod i en situation, hvor de måske ikke kunne vente på, at hun selv nåede ind i hulerne, ind i templet.

Det varmede hende på en måde hun ikke kendte, da hun så hans smil. Og det var nemt for ham at lokke et oprigtigt smil frem på den unge piges læber.

“Tak” hviskede hun sagte, og tog sig den frihed at lukke øjnene. Bare for at et lille øjeblik.

Til trods for at de var så tætte, så var det svært at høre noget så lavmeldt som Chilams tak, og derfor faldt det desværre også for døve ører, men det var heller ikke noget Kai nødvendigvis følte at han havde behov for at høre. Han ønskede blot at hjælpe hende, og sørge for at hun ikke frøs ihjel herude i det våde vejr.

De nåede dørene ind til templet, der var både de store, men også en lidt mindre ude i siden, tydeligvis mere til brug for munkene, når de skulle rende hurtigt ind og ud af templet, end til tilbederne. Som de nærmede sig det, blev den også åbnet. Nogen havde holdt udkig, nok fordi de havde opdaget at de ikke var fuldtallige, men også bare for en sikkerhedsskyld. Man vidste aldrig hvem der kunne finde på at søge ly i et uvejr som dette.
Desværre var døren også lidt smal, så han gik sidelæns ind med Chilam, for at være sikker på at hun ikke kom til skade.

Allerede inde i templet, var det langt varmere. Man kunne stadig høre blæstens tuden, men ligeså snart døren blev lukket af den midaldrende mand bag dem, var der helt vindstille, og ikke helt så indelukket, som man kunne have frygtet.
”Tak,” sagde Kai med et smil og nikkede til manden, som så lidt undrende ud over den ekstra person der var kommet ind, før han nævnte at der var tændt op i den vestlige stue, for dem der var kolde.
Salen de stod i var stor, nok det primære rum for tilbederne af templet. Der var gjort ekstra ud af statuer af Aladrios og Thatos, men et par mere af de yngre guder var også at kunne se derinde.
Kai gik dog med faste skridt længere ind, hen til et hjørne, hvor han skubbede endnu en dør åben, som ledte til en gang, som han gik lidt længere af, før han endnu engang skubbede en dør op, som allerede stod på klem.
Herinde var der varmt, og der sad nogen herinde, og langt de fleste var ældre, med tæpper, og som allerede var døset hen.

Kai tog Chilam, stadig med hende i armene, da han ikke engang havde overvejet at sætte hende ned, og satte hende endelig ned ovre ved pejsen, som brændte varmt.
”Uhhhmmm… her,” sagde han som hans øjne havde kigget rundt, før han greb en af stolene der ikke var brugt og hev over til pejsen så hun kunne sætte sig på den. Den var ikke noget specielt, ligesom meget andet i rummet. Det var meget spartant.
Han var allerede mentalt ved at overveje hvad han ellers skulle hente. Et tæppe, måske noget varmt at drikke og spise. Samtidig ignorerede han fuldstændig hvordan han stadig efterlod et spor af vand, og han måske var blevet lidt blå af kulden.

Hun prøvede virkelig at holde sig ved bevidsthed, men hun kunne godt mærke det hele var svævende nu. Hvor længe var det siden, at hun sidst havde spist? Hun opfangede at de kom indendørs, at manden som hun stadig var i armene på, sagde tak. Hendes blik lagde sig på manden der lukkede døren. Hun kunne mærke en sitren af frygt der begyndte at sige til i hendes krop. Men for nu, prøvede hun at forholde sig så roligt hun kunne, hun regnede ikke at det ville ende godt; hvis hun begyndte at vride sig i armene på hendes redningsmand.

Igen lukkede hun kortvarigt øjnene, hun tog en dyb indånding og følte nu hvordan kulden rigtig greb fat i hendes legemer. Læberne var begyndt at blive blå, og hendes fingre var næsten røde af kulde. Nu kunne man jo hellere ikke påstå, at hun havde det mest praktiske tøj på. Og nu når man var kommet ind i lyset, var det meget åbenlyst. Åbenlyst at hun ikke havde fået nyt tøj i flere år, det var laset, og møg beskidt. Det var næsten utroligt at hendes hud og hår stadig så så blegt ud. Hvilket bare vidende til, hvor hvid hun ville blive, fik hun et bad.

Hun åbnede øjnene igen, da hun mærkede hans brummen fra brystkassen da han snakkede. Hun åbnede øjnene og så flammerne i pejsen. Hun stod lidt forvirret ved pejsen, ind til der blev sat en stol frem til hende. Hun lagde armen omkring selv selv, og næsten krøb sammen i sig selv. Bedst beskrevet, som når man så en hund der var blevet tæsket lidt for mange gange. “Tak” sagde hun igen, med en meget hæs stemme. Hun betragtede de andre der var i rummet. “Er du sikker på det okay? Jeg.. jeg kan også vente ved porten, bare ind til stormen er forbi.” sagde hun meget forsigtig, nu ikke længere i stand til at kigge ham direkte i øjnene.

Nu når der også blev rettet opmærksomhed mod ham selv, måtte han indrømme, at måske var han også lidt kold. Han kunne lidt mærke en prikken alle steder, og hans tøj var meget koldt. Måske noget frisk tøj ville heller ikke være skidt, for nogen af dem, selvom nogen var lidt sarte omkring at skifte i nærheden af andre.

Alligevel kunne han ikke koncentrere sig om det, når pigen nu så endnu mere utilpas ud. Hun så også sølle ud i sit lasede tøj, og kolde udseende. Måske hvis han kunne få lov til at trække et varmt bad til hende, ville hun have det bedre. Han kunne i hvert fald godt trænge til det hvis han skulle være helt ærlig.

”Nej, du har behov for varme,” sagde han og knælede lidt ved hende, så han kunne kigge op på hende, og forhåbentlig fange hendes øjne. Deres øjne var så markant anderledes. Hans var blå som havet, og hendes lignede næsten det rav man til tider kunne finde ved stranden. ”Hvis du venter her, så henter jeg et tæppe og noget tørt tøj…. Vil du også have noget at spise eller drikke?” Munkene var ikke kendt for at lave fantastisk mad, men den var næringsfyldt, noget som hun så ud til at have behov for lige nu.

Hun satte sig lidt fortvivlet end i stolen, og følte sig pludselig meget lille og utilpas. Hendes lyse rav øjne, kiggede ind i hans flotte blå øjne. Hun gav ham et meget forsigtigt smil, mens hun hæv hendes klæde lidt tættere omkring skuldrene hvor hendes arm manglede. Eller, under armen. Da mændene havde hugget den af, havde de fjernede den lige over albueledet. Stunder som disse, kunne hun virkelig mærke smerterne i ledet. Hendes blik vandrede kort rundt i rummet, inden de igen lagde sig på manden foran hende.

Hun nikkede så, og måtte virkelig holde igen. For hun kunne pludselig mærke svigen i hendes øjne, det som der gjorde det klart at hun holde tåre tilbage. Men det var svært for hende, at tage imod så åbenlys en venlig og omsorgsfuld handling. “Det ville være virkelig rart.” hun prøvede at give ham et lille forsigtigt smil. “Hvis det ikke er for meget at bede om!” var hun alligevel nød til at tilføje, selvom han havde spurgt. Så kunne hun ikke bare tage imod sådan en venlighed, uden at være helt sikker på at det var okay.  “Og noget at spise, og drikke ville være …” hun sukkede næsten uden hun tænkte over det. “Virkelig rart.” var han gud gave til mennesket? For det var han lige nu, for hende.

Kai kunne lidt mærke panikken vælde op i ham, da det så ud som om hun skulle til at græde overfor ham. Det var han ikke parat på, han ville jo bare være venlig, og sørge for at hun ikke døde af kulde eller det der var værre.
Heldigvis så hun bare ud til at hun var lidt følelsesladet, muligvis fordi hun var træt og kold. Det havde også været en lang tur, så han kunne tildels godt forstå hende.

”Det er ikke for meget at bede om. Hvis du giver mig…” han prøvede at beregne mentalt hvor lang tid det ville tage. ”10 minutter, så er jeg tilbage, bare… bliv her, og varm dig,” sagde han endelig og prøvede at smile opmuntrende til hende, selvom han også kunne mærke hvordan han ligeså stille var begyndt at ryste. Frisk tøj til ham selv var vidst første prioritet.

Da han var sikker på at hun forstod hvad han sagde, og at hun kunne blive her alene (selvom her var nogle andre mennesker), så strøg han ud af rummet. Første sted han rendte ned, var på hans værelse, eller dele værelset han havde, hvor han straks smed sine våde bukser af sig, og fandt noget at tørre det værste vand af sig. Han kæbe klamrede stadigvæk, men han fik hevet et par andre bukser på, og endda en trøje han hev over hovedet, det ville han nok få behov for. Han kiggede lidt mere anklagende på sokkerne og skoene, som han til sidst også trak i.
Han samlede noget mere rent tøj, sokker, bukser og en trøje, og stoppede det ned i en taske, plus et par overskydende tæpper. Det ville være nemmere at bære det på denne her måe.
Derefter gik turen til køkkenet, hvor han fik to skåle med stuvning, og to kopper varm urte te, og en lille kande med vand, bare for at være sikker.

Der var nok gået lige over 10 minutter, da han kom gående ind ad døren igen.

Hun nikkede igen, da han fortalte at han ville være tilbage om ti minutter. Så var der vel ikke andet for, end at hun måtte blive siddende her og vente. Hvilket, hvis hun skulle være ærlig – bestemt ikke gjorde hende noget. Hun begyndte at tage nogle af de våde klæder af sig selv, og lagde dem hen foran ilden.

Hun satte sig ned på gulvet, i stedet for at sidde på stolen. Hun kunne mærke hvordan hendes ben dunkede, efter hun havde taget den stejle vandring op af trapperne. Hun klædte sig så meget af, at hun til sidst sad i en enkelt bomulds kjole, der var alt for kort til hende. Da hun sad der på det fine sten gulv betragtede hun sine fødder. Fuldstændig sorte af skidt og møg. Men de var så holde, at hun stak dem førest imod de knitrende flammer.

Hun sukkede tungt, da hun mærkede hvordan hendes krop langsomt begyndte at slappe af. Det var så længe siden, at hun sidst havde været et sted, hvor hun følte sig nogen lunde i sikkerhed. Hun havde virkelig taget den rigtige beslutning, da valget havde stået mellem pirat byen og templet. Hun mistede alt form for tids fornemmelse, som hun sad der og nød varmen som flammerne gav hende.

Hendes blik gled lidt dovent hen imod døren, da hun hørte skridt bevægede sig hen imod hende. Hun gav ham et lidt mere afslappet smil end før. Og det blev endnu bredder, da hun så han faktisk havde mad med til hende.

Hun så ud til at hun havde fundet sig til rette foran pejsen, og han kunne ikke lade vær med at smile lidt af det, hun havde også afklædt sig en del, og han kunne også se det lasede tøj ikke så langt fra hende. I virkeligheden trængte hun nok til et godt varmt bad, så hun kunne blive ren igen, men det kunne de overveje senere, når hun var en anelse varmere, og mæt.

Han kom over og satte fadet ned på gulvet, så det stod ved siden af hende, før han satte sig på den anden side, med fronten vendt mod hende.
”Jeg har stuvning, urte te og lidt vand med som ekstra,” sagde han, før han tog fat i tasken, og hev tæpperne op. ”og så et tæppe til os hver, og jeg tænkte, at du måske også gerne ville skifte over i noget varmere tøj, som ikke var vådt, så tog noget mere tøj med til det. Det passer nok ikke, men det var lige hvad jeg havde liggende,” tilbød han og viste det frem, forsigtig med ikke at lade det falde ned i maden der stod mellem dem.
Han var heller ikke helt sikker på om hun ville tage imod det, men det skadede ikke, og om ikke andet ville hun nok værdsætte tæppet.

Hun betragtede sulten maden der blev sat ned foran hende, især da hun blev konfronteret med hvornår hun sidst havde spist ordentligt mad. Hun var desværre ret sikker på, at det var dage siden. Men hun var faktisk ikke helt sikker, da der havde været så mange dage på det sidste. Hvor hun bare havde spist lidt frugt og grønt hun havde fundet på sin vej.

Faktisk løb hendes mund i vand, da han fortalte hvad han havde med til hende. Selvom det måske ikke var noget, der var super spændende. Så var det for hende, som det var for normale mennesker; når de fik rigtig lækkert mad. “Det ser helt fantastisk ud” fik hun endelig frem, hvor efter et storslået smil præget hendes læber da hun kiggede op på ham. Hun blev igen berørt, da han fortalte hende; ikke nok med at han havde tæpper til hende, så havde han også taget noget tøj med som hun kunne tage på.

“jeg ville nødig gøre det beskidt.” sagde hun forsigtigt, mens hun kiggede med store øjne på tæppet og tøjet hun havde taget fra ham, da han rakte det hen til hende.  “Er du sikker?” hun kiggede lidt rundt, skulle hun bare skifte her? Det kunne hun jo selvfølgelig godt. Når man havde levet på gaden, så længe som hun havde gjort. Så var blufærdighed ikke det hun besad super meget af. Som hun begyndte at hive sin kjole af, hvis han nu tog sit tilbud tilbage med tøjet. Så ville det være bedre for hende, at være i bar hud inde i tæppet. Også kunne kjolen også blive hurtigere tør. “Mit navn er Chilam for resten..” præsenterede hun sig endelig, som hun var i gang med at afklæde sig.

Kai var vant til maden der blev givet her i templet, og selvom han ikke brokkede sig, så var det næppe noget at råbe hurra fra. Det var mad og det smagte fint, så der var intet at brokke sig over. Pigen overfor ham så dog ud som om han havde bragt gåsesteg med sig eller lignende. Ikke at Kai helt var klar over hvad der var fint at spise.

”Ja, det er helt fint, et ekstra sæt der skal vaskes, er ikke det store, og det er vigtigere at du ikke bliver kold,” nævnte han. Hun måtte også være frossen ind til knoglerne efterhånden, selv var han i hvert fald, så han greb det andet tæppe og lagde det om skuldrene på sig, før han tog fat i båndet der bandt hans hår sammen og hev den løs, så det krøllede hår kunne få frit løb på hans hoved. Han lignede lidt en langhåret hund, inden han strøg det tilbage.

At hun begyndte at tage tøjet af gjorde ham intet, som meget hurtig blev tydeligt. For ham var hendes krop som alle andres. Noget han havde set en del af, selvom kvinder, selv her i templet, havde en tendens til at være mere blufærdige omkring det.
”Kainalu af Thatos’ Orden,” det sidste blev sagt med en vis stolthed i stemmen. Selvom han havde været en officiel munk i et par år, så var han stadig meget stolt af det, så meget at han selv sad lidt mere rank. ”Men jeg bliver kaldt Kai af de fleste. Det er rart at møde dig, selvom omstændighederne… måske ikke var så gode,” sagde han med et smil, og rakte ud efter den ene skål med stuvning, så han kunne begynde at spise.

Hun trak kjolen over hoved, og trak derefter de varme tøjstykker på sig. Fuldstændig ligeglad med omgivelserne omkring sig, for følelsen af at have noget varmt på. Noget der faktisk passede hende bedre, end hendes eget tøj. Det var en følelse der var meget svær at beskrive.

Hun sukkede dybt, da hun satte sig ned. Hendes øjne gled i, som hun trak tæppet omkring sig. Hun kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde følt sig så komfortabel. Hun ville sige tak igen, men følte ikke det var nok. Hun var faktisk lidt usikker på, om hun nogen sinde ville kunne betale ham tilbage; for alt han havde gjort for hende i dag.

Hun åbnede øjnene, da han præsenterede sig. Nogle fine smile huller om frem i hendes ansigt, da hun hørte hans stolthed i stemmen. Han virkede til at være en person, der virkelig nød hans lod i livet. Hun tog den anden skål, da han havde taget hans. Hun betragtede det nøje, hun skulle virkelig holde sig selv tilbage. Ellers var hun nok begyndt at spidse lidt for hurtigt. Og dertil begyndte hendes mave også at knurrer.

“Kai..” hun tog en ske af maden ind i munden, og gumlede det hurtigt ned. “Det er også rart at møde dig…” sagde hun forsigtigt, og kiggede en smule forlegen ned i maden. Hendes hænder var begyndt at ryste af kulde, og hun kunne nu mærke hvor kold hun var. Efter hun havde fået det varme tøj på og tæppet omkring sig. “For mig, er det her den bedste dag jeg har haft i rigtig mange år.. Tak Kai.”

Kai blinkede lidt af Chilam, som hun nævnte at det var den bedste dag i mange år. For ham gav det til at starte med ikke særlig meget mening, men til trods for hans egne omstændigheder, så havde han levet et godt liv, uden for mange problemer. Så for ham virkede dagen i dag som en relativ dårlig dag, men når han virkelige lod det vende i hovedet, så vidste han jo ikke hvilken slag liv hun havde levet. Hendes tøj tydede i hvert fald på et liv der ikke havde været let, og stumpen af en arm hun havde. Når han virkelig tænkte over det, så var den næsten for normalt seende, til at det nødvendigvis var en deformitet fra fødslen af. Dem havde han trods alt set et par stykker af.

”Det var så lidt, selvom jeg ikke mener jeg har gjort meget,” sagde han og han studerede hende lidt, overvejede hvad han vidste, men på den anden side, så virkede det uhøfligt at spørge ind til hendes arm og hendes liv. ”Det er altid ly her i templet for dem der har behov for det,” tilføjede han så. Hun skulle ikke føle at hun behøvede at tage af sted så snart som stormen lagde sig.

Han begyndte at fylde noget af maden i sig, som han også begyndte at mærke sulten gnave i sig.

Jo mere hun begyndte at spise, jo mere kunne hun mærke sulten gnave i hendes udhungret mave. Satte skålen lidt bedre tilrette mellem hendes fødder, da hun ikke havde en hånd mere til at hjælpe med at holde skålen som hun spiste. På trods af at hun ikke var blevet født med kun en arm, var hun efterhånden ret ferm med at bruge sine fødder som hjælp.

Hun gav ham et lille grin, da han sagde han ikke havde gjort særlig meget. “For fuglen var fjernen den mistet bare en fjer, men for mennesket var det et helt nyt skrive materiale.” hendes mester, som desværre nu var død og borte, havde alligevel fået banket en del filosofiske tanker ind i hendes hoved. Hun tyggede af munden, og betragtede hvordan hans blik flere gange lagde sig på hendes arm. “Landsbyboer huggede den af, fordi de håbede den ville bringe dem magiske helbredning til byens syge.” måske var det fordi, at han besad nogen af de samme egenskaber som hende selv. Det med at se lidt anderledes ud, der gjorde hun følte at hun godt kunne fortælle ham. “Jeg er født af to fuldblods topalis folk.. Men min hud er så fin og hvid som nylagt sne.. har jeg ladet mig fortælle – mindes ikke jeg har set sne før” mumlede hun og spiste resten af sin mad. Hendes blik blev fjern som hun kiggede ind i flammerne.

Kai havde været en anelse opslugt af den varme mad, så han kiggede lidt overrasket op da hun begyndte at smide filosofi rundt i rummet. Noget han kendte til, men ærligtalt, så han havde aldrig været speciel god til at forstå formålet. Han havde ikke behov for filosofi for at opføre sig som et godt menneske, for det håbede han alligevel at han var.

Han lyttede dog alligevel efter hvad hun sagde, især som hun forklarede om sin arm, noget han ikke havde turde spørge om. Det lød også forfærdeligt, men han undrede sig også lidt da han hørte Topalis navnet blive nævnt. Det var ikke et folkefærd der kom op ofte i templet, til trods for hans eget ophav, og derfor glemte han det også mere end han huskede det, at det var hvor han var fra.
”Det lyder fuldstændig barbarisk,” udbrød han. Healende egenskaber bare fordi man var lys i huden. Forfærdeligt. ”Bare fordi man ser anderledes ud, betyder det ikke at man har ret til at gøre hvad man vil med folk!”
Men hun var heller ikke den eneste der havde stiftet bekendtskab med Topalisfolket, selvom han ikke huske noget fra den tid, alligevel tilbød han sin egen historie. ”Jeg har fået at vide at det var en topaliskvinde der efterlod mig her i templet, da jeg var lille. Formegentlig min mor. Så jeg må indrømme historierne indtil videre ikke indikerer at det er et folk med meget til overs for andre,” sagde han. Han havde aldrig overvejet om der havde stukket noget under, at han var blevet efterladt. Han vidste blot at hans forældre havde efterladt ham.