Det var sent på natten, og den kolde forårsluft fik Altairons ånde til at stå ud som små hvide skyer imens han behændigt og roligt bevægede sig afsted på den snoede lille sti for foden af de nordlige tusmørkebjerge. Mod øst kunne man ane de første tegn på at himmelen snart ville lysne og bringe solen med sig, men der var endnu et stykke tid til.
Det var blot et par dage siden han havde forladt sit lille tilholdssted lidt syd for Dianthos for han savnede udfordringer, men mest af alt savnede han bjerge. Når man var født og opvokset i Azuriens bjerge, men pludselig befandt sig i det flade lavland gik det pludselig op for en hvor meget man kunne savne de stenede klippevægge og bidende vinde. Det var i hvert fald gået op for Altairon og han var sikker på at han ikke var den eneste bjergelver som fik en smule hjemve efter så lang tid i fladlandet.
For at få lidt afløb for sin hjemve var han derfor draget afsted mod de nærmeste bjerge for at se om der ikke skulle være noget godt bytte at finde. Sent i går aftes var han faldet over et spor, som så sjældent at han et øjeblik ikke havde troet sine egne øjne. Det var et enkelt skinnende hvidt hår og hvis hans øjne ikke bedrog ham var det håret fra en enhjørning. Sådan en har jeg aldrig set før, tænkte han ved sig selv, og at chancen så skulle byde sig netop nu ... det er ikke til at tro. Oprindeligt havde han tænkt sig at fange lidt småvildt, for skindene solgte godt i Dianthos, men en enhjørning var en helt anden sag. Han var ikke helt sikker på hvad bare et par enkelte hår ville kunne indbringe ham på det sorte marked, for slet ikke at tale om hornet. Men, tænkte han tilfredst ved sig selv, det vigtigste bliver Irithiels ansigt når jeg fortæller hende at jeg har fanget en enhjørning. Hans søster skulle altid blære sig med sine evner til at opspore sjældne dyr, men end ikke hun havde nogensinde været på sporet af en enhjørning.

Hans tankestrøm blev dog afbrudt og stoppede op og han rynkede irriteret brynene. Han var sikker på at den her sti var den enhjørningen havde fulgt, men nu blev den pludselig afbrudt af en lille kløft. Ikke for bred til at et sådant magisk væsen ville kunne springe over den, men ham selv? Det var en anden sag. Det var stadig kort tid siden han havde brugt sin evne, så han var ude af stand til at forvandle sig lige nu. Irriteret sparkede han til en sten som skramlende trillede ud over kanten. Skønt, tænkte han irriteret, nu har den sikkert hørt mig og jeg skal på en eller anden måde finde vej over den her kløft... jubii... Men så hankede han op i sig selv. en jagt var ikke sjov hvis den ikke indebar udfordringer.

Gående på en smal sti i disse nordlige tusmørkebjerge havde Leah gået og kigget sig omkring, hun havde hendes bue og pil med sig. Over den ene skulder hang der den lille brune taske, hvor hun havde noget mad, og drikke og diverse få hjælpemidler til hvis hun kom til skade, eller andre gjorde. Der var koldt her om natten, så hun holdte rundt om sig selv med den frie arm. Hun var ikke iklædt noget passende tøj til det her slags vejr. Hendes beklædning bestod af det samme, nemlig en to, nederdel og nogle flade sko. Hendes brune hår bølgede ned over ryggen og brystet, og hun havde et smil på ansigtet. Hun var ikke helt sikker på, hvad hun faktisk lavede her i bjergene, for det var ikke et sted hun normalt ville være. Men nu var hun altså endt her, så hun kunne vel ligeså godt nyde omgivelserne en smule. Hun gik lidt mere hen ad stien hun gik på, og prøvede at varme hendes overkrop med den frie arm. Kort skævede hun ned til hendes bue og pil, hun var enlig klar til at skyde og jage nogle væsner heromkring. Ikke at det skete tit, men lige i nattens mørke var hun ude efter at få skudt et væsen. 

Hun havde fået at vide fra ham der havde bedt hende om at gøre det, at der ville være en god belønning til hende, hvis hun fik ordnet det. Som hun nærmede sig lidt højere op ad bjerget mærkede hun noget der nærmest kom fra himlen? Hun blev ramt i hovedet, og var ved at vælte bagover, men prøvede at få styr på hendes balance. Da hun endelig mente at nu var der styr på balancen endte hun alligevel med at vælte bagover"Aav!"lød det højt fra hende som hun tog sit til hovedet og ømmede sig. Var hun landet ovenpå noget, det føltes sådan, så hun rejste sig op og børstede sig lidt af. Hendes øjne gled ned ad hende, og hun skævede hen til den store sten hun havde været tæt på at lande ovenpå. Men hun havde blot landet på en mindre sten. Hun ømmede sig lidt mere, og tog sig til panden, hun var blevet angrebet. 

Men hvem havde kastet stenen, hun kiggede rundt og syntes ikke rigtigt at hun kunne se noget. Hun drejede hovedet, og tog buen og pilen op fra jorden. Så gik hun tættere ud til kanten ved køften, og kiggede op hun kunne straks se en skikkelse. Det var byttet, hun kunne mærke glæden indei, og selvom hun ikke kunne se så meget derfra, hvor hun stod besluttede hun sig for at løbe længere op ad stien for at nærme sig denne mystiske person. Da hun nærmede sig stod hun lidt væk fra ham, men tog et skridt tættere på, imens hun holdte buen op og satte pilen ind i strengen"Nu har jeg dig!"råbte hun og fik affyret pilen hen imod personen. 

Den sten som trillede ned af skrænten ramlede noget mere end Altairon havde forventet - som om den pludselig blev større eller havde væltet noget. Vagtsomt spidsede han ører, for man kunne ikke være for forsigtig her i bjergene. Selvom han var en dygtig kæmper og stolede fuldt ud på sine egne evner, betød det ikke at man bare kunne lalle rundt og være overmodig. På trods af sit skarpe nattesyn kunne han intet se i kløften, da mørket der nede var dybere en her oppe hvor han befandt sig. Så opfangede hans ører en uventet lyd, lyden af en stemme. Avs, tænkte han forvirret, hvem bevæger sig dog rundt herude og siger avs på dette tidspunkt af døgnet?. Han kortvarige forvirring og spekulation havde dog fjernet hans opmærksomhed på hvem det end var som havde sagt ordene var forsvundet.

Han anstrengte sin hørelse, og kunne svagt fornemme lyden af noget, eller nogen var det jo, som bevægede sig tættere på. Han var på vagt og priste sig pludselig lykkelig for de mange timer brugt på at lege jæger og bytte hjemme i klanen. Det var en leg hvor man skiftevis var det som jagtede en anden eller den som blev jagtet. For dem havde det bare været tidsfordriv og underholdning, men efterhånden som Altairon var blevet ældre havde han indset vigtigheden af den. Det gjorde ham i stand til at holde hovedet koldt og fokusere på jægeren, den endnu ukendte person, som var på vej imod ham.
Pludselig fangede hans øjne skikkelsen af den person som var kommet med udbruddet nede i kløften. Vedkommende var tæt på nu, faktisk alt for tæt i forhold til hvad Altairon brød sig om og han bevægede sig stille og roligt baglæns imens han fiskede en lang slank kniv frem fra bæltet. Det stoppede han dog brat med da hun løftede buen op, han krummede sig forover og gjorde sig klar til at springe til siden. Han var pinefuldt bevidst om hvor tæt personen stod på ham og hvor små hans chancer ville være for at undvige på så tæt hold. Idet hun, for han kunne høre på stemmen at det måtte være en kvinde, sagde noget sprang han mod højre og han hørte buestrengens brummende smæld da den sendte pilen afsted. 

Ikke så snart var han veget til siden før han sprang frem imod den fremmede. Angreb er det bedste forsvar, havde hans far igen og igen banket ind i hovedet på ham. Han kunne mærke en skærende smerte i venstre overarm hvor pilen havde skåret en flænge. Han havde ikke kunnet undvige den helt, men i det mindste sad den ikke plantet i hans brystkasse. Såret fra den måtte være mindst et par centimeter dybt og næsten 8 centimeter langt. "Død og pine" fik han arrigt mumlet, men han ignorerede smerten og fortsatte fremad mod den fremmede. Al hans opmærksomhed var rettet mod buen. Hvis hun fik sat endnu en pil på den inden han nåede frem vidste han ikke om han ville klare den, men han håbede presset fra den stressende og truende situation det var at have en bevæbnet fremmet løbende direkte imod sig var nok til at forsinket hendes skud. Eller endnu bedre, man kunne håbe hun bare er en vildt dårlig skytte, tænkte han, men det var han nu ikke så sikker på.
Fik hun ikke sat pilen på var hans bedste chance at få armen om halsen på hende. Han havde ikke lyst til at dræbe denne fremmede bare sådan uden videre, for en del af ham var nysgerrig efter at vide hvorfor hun havde skudt efter ham. Var hun blevet forskrækket eller var nogen efter ham?

Uden at hendes øjne nåede at opfange, hvad der lige skete var personen hun havde haft målet på, på vej hen imod hende. Hun havde slet ikke regnet med det, og stod blot stille som hun overvejede at sætte endnu en pil på buens streng og affyre den. Men denne person her var hurtig, som han pludselig nærmede sig hende. Hendes bevægelser var for langsomme, så hun nåede slet ikke at få sat en ny pil fast til strengen på buen. Et overrasket udtryk kunne tydeligt ses på hendes ansigt som personen pludselig havde lagt en arm rundt om hendes hals. Automatisk stoppede hun hendes bevægelser, som hun lod hendes øjne betragte ham en smule. Han var en elver men ikke samme slags som hende, eller var han? Leah blev pludselig i tvivl, men var nød til at skubbe de tanker lidt væk. Lige nu skulle hun fri fra denne fremmede persons greb, men hvordan skulle hun gøre det. Hun skævede ned til hans arm, hvor det virkede til at hendes pil havde skabt en flænge. Det overraskende udtryk blev kun tydeligere ved at se flængen, for det havde hun ikke regnet med. Hun havde regnet med at ramme ham et andet sted. Enlig havde hun slet ikke troet at hun ville ramme noget som helst.

"Hvordan...Hv"var de eneste ord der kom ud ad hendes mund, som hun undrede sig over, hvordan han havde været så hurtig lige pludselig. Hun var næsten sikker på at hun ville ramme ham, men måske hun heller ikke skulle have råbt at hun havde ham. Hun skulle slet ikke have advaret ham, så ville hun måske have ramt ham. Leah drejede hovedet ned imod flængen og tænkte lidt som hun lagde hovedet lidt på skrå det var godt nok lidt svært med hans greb om hendes hals. Hun kunne ikke engang løfte buen op for at sigte på ham igen. Men hun ville ikke give op, men hun havde intet andet våben, men hun havde været hurtig nok til at spotte hans kniv. Hun løftede begge hendes hænder op til hans arm der var rundt om hendes hals. Lod hendes hænder røre ved hans som hendes blik fangede hans. Et bredt smil bredte sig over hendes ansigt som hun tydeligvis havde en lusket idé. Hvor god den ville være vidste hun ikke, men måske det ikke skadede at finde ud ad det. Hun valgte ikke at sige noget, og gav slip på hans hænder med den ene hånd, og løftede pilen en smule op. Måske hun kunne skade ham med pilen, selvom hun enlig ikke var typen der angreb andre medmindre det var fjender. Men hun havde jo fået at vide at der ville være en god belønning, hvis hun ordnede denne person her. Det måtte da være ham, var det ikke? Hun lod hendes øjne hvile sig på hans ansigt lidt bare for at blive enig med sig selv, om at denne person her var den hun ledte efter. 

Leah lod så hendes blik glide ned over ham, og hun fjernede så hånden fra hans som lå rundt om hendes hals. Hun gav ham et skub for at få ham væk, men det blev ikke et hårdt et men et ganske blidt et. Hun var ikke så stærk fysisk som man skulle tro, og som hun gerne ville ønske. Så han blev ikke skubbet særlig langt tilbage"Hvad laver du!"råbte hun overraskende og en smule undrende som hun hurtigt løftede pilen hen imod buen for at sætte den fast til strengen igen. Hun løftede buen op foran sig, og gjorde klar til at affyre en pil afsted, men hun gjorde ikke noget endnu. Hun stod bare og kiggede på ham, for at holde øje lidt øje med hvad han ville gøre. Enlig havde hun ikke tænkt sig at affyre en pil lige nu, en hun stod klar. Men pludselig blev hendes fokus flyttet hen på hans flænge, og hun fik faktisk lyst til at hjælpe ham med at pleje det og give forbinding på. Den frie arm lagde hun rundt om sig selv for hun var nød til at holde på varmen lidt. Der var jo koldt herude om natten. 

Igen takkede Altairon alle sine mange timers kamptræning og leg hos bjergelverne. De var et mere krigerisk folk end de andre elvere, og selvom han aldrig havde været mindre og langt fra den bedste til våbenbrug, havde hans lille størrelse dog givet ham én fordel. Den gjorde ham hurtigere og det var den hurtighed som nu gjorde ham i stand til at nå frem til skikkelsen inden personen atter fik lagt en pil på strengen. Han havde ikke tid til at se vedkommende ordentlig inden han fik lagt armen sikkert om den andens hals.
Han svarede ikke på spørgsmålet, men han havde ikke forventet at høre en kvindestemme. En elverkvinde, tænkte han forvirret, og tilmed en som ikke ser ud til at være påklædt til bjergenes til tider barske vejr... hvad laver hun dog her?. Hans undrede sig meget, men lod det ikke skinne igennem. Hans ansigt var lagt i neutrale folder, men han noterede sig hvordan hendes blik undersøgte ham. Det kunne godt være et tegn på at hun ledte efter nogen og ikke bare var kommet til at skyde ham ved et uheld. Om det var ham hun ledte efter var han ikke sikker på, men han vidste at enkelte personer havde et had til ham efter hans tid i Fristavn.
Alle disser tanker, fik ham til at slække på sit forsvar, og han lod hende blot slippe fra sit greb. Han vidste ikke hvem hun var og han vidste endnu mindre hvad hun ville. Men hendes næste ord gjorde ham irriteret. Hans stemme var skarp og mørk da han svarede hende "Det er mit spørgsmål: hvad laver du og hvorfor er du efter mig?", på trods af sit hårde tonefald var hans stemme stadig blød og havde en melodisk klang over sig. Det var en ting som irriterede ham, at lige gyldigt situationens alvor kunne at ikke skjule sin stemme blødhed eller den melodiske dialekt som bjergelverne havde.

Han noterede sig både hendes løftede bue og hendes lettere ynkelige forsøg på at holde varmen. Det fik hende til at virke sårbar og han vidste det ville gøre hendes skud med buen langsommere. Han sænkede dog ikke paraderne. Han var meget opmærksom på det skudklare bue hun holdt i sin frie hånd og gjorde sig klar til endnu en undvigemanøvre hvid hun valgte at angribe igen. 
Han håbede dog at de ville kunne løse dette uden at skulle kæmpe, at det hele blot havde været en misforståelse. Hun var smuk, og en del af ham havde lyst til at finde den ekstra jakke han havde taget med sig og slynge den om hendes skuldre så hun ikke skulle stå der og fryse. Men han havde mere end én gang næret disse forhåbninger uden det var kommet til at ske, så han turde ikke være den der tog det første skridt før han var mere sikker på at hun ikke ville gennembore ham med en pil så snart han stak kniven i skeden igen.

Med de blikke der blev vekslet imellem dem, og med hendes bue foran sig valgte hun at prøve at varme sig selv igen med den frie hånd. Kulden var slet ikke noget hun var vant til, og hun var ikke sikker på at det overhovedet ville hjælpe at hun bare stod og kælede for hendes arm. Hun var klar til at affyre en pil imod ham selvom hun på samme tid slet ikke havde lyst til det, hun ønskede ikke at skade ham. Men var han ikke den person hun ledte efter? Leah var i tvivl som hun kunne mærke hele hendes krop rystede takket været kulden. Hendes bue og pil løftede hun ned så hun ikke pegede den imod ham, hun havde ikke lyst til at kæmpe imod ham. Enlig vidste hun heller ikke, hvem han var og hun var sikker på at hun ikke havde set ham før. Men han var en elver, men var han mon den samme slags som hende? Hun lod hendes øjne studere hans ansigt bare for at se om hun kunne gætte sig frem til hans race. 

Efter ganske få sekunder kiggede hun ned ad sig selv, og bøjede sig lidt ned i knæene for at lægge buen og pilen fra sig. Hun lagde begge ting på jorden ved nogle sten, og rettede sig op igen. Hans spørgsmål fik hende til at tænke, måske var denne person her ikke ham hun ledte efter. Men beskrivelsen havde da passet lidt på ham, og dog så var der noget der ikke passede på beskrivelsen. Med begge hænder frie begyndte hun at lade dem glide op og ned over hendes arme, og rundt om sig selv for at prøve at varme sig selv. Hendes øjne hvilede sig imod hendes fødder og hun kunne mærke hendes krop begyndte at ryste endnu mere. Hun bed tænderne sammen inden de ville klapre imod hinanden"Jeg vidste ikke der ville være så koldt heroppe"lød det fra hendes mund i en rystende tone. Det var virkelig ikke den bedste tilpassende påklædning hun havde på til dette vejr og omgivelser. Hun løftede hendes blik op, så hun kiggede på ham igen. Han var ganske flot, og hun havde lyst til at gå tættere på ham for at finde forbindingen frem i hendes taske og give ham den på. Men ville han angribe hende igen hvis hun gik tættere på? Hun holdte sig på afstand indtil hun var sikker på at han ikke ville angribe hende igen, men han tænkte sikkert det samme.

"Jeg blev sendt herud for at jage en elver, for at få en god belønning"svarede hun ærligt som hun lod hendes blik hvile sig på ham. Hun gned hendes hænder op og ned over hendes arme. Efter at have ladet hendes blik hvile sig på ham lidt kiggede hun væk fra ham. Et tænkende udtryk spredte sig på hendes ansigt, og hun betragtede omgivelserne lidt. Enlig kunne hun ikke se andre end hende og denne mystiske elver her foran sig. Så måske den person som hun skulle jage og finde slet ikke var ham. Hvorfor var hun kommet så meget i tvivl"Hvad laver du selv her"spurgte hun som hun vendte spørgsmålet tilbage på ham imens hendes øjne fulgte med, så de endnu engang hvilede sig på ham.

Opmærksomt fulgte Altairon den fremmede elverkvindes bevægelser. Hun rystede ret voldsomt og det var også koldt herude i bjergene om natten. Hendes hun havde også føltes meget kold det øjeblik han havde fat om hende, men han var stadig ikke sikker på om det blot var et trick, om hun i virkeligheden prøvede at lulle ham ind i en falsk tryghed med sin sårbare facade for så blot at angribe ham når hans opmærksomhed aftog. Han vidste der fandtes elvere hvis magi gjorde i stand til at hæve deres temperatur, og en sådan fjende kunne måske finde på at lades som om de frøs. Eller måske, tænkte han forsigtigt, er hun bare en kvinde som er ved at fryse sig selv ihjel fordi hun ikke havde tænkt over sin påklædning. Det lød mere sandsynligt.
Han stivnede let og gjorde sig klar til spring da hun bevægede sig, men da han så hun lagde buen fra sig rettede han sig op og slappede en smule mere af. Nu var den så langt uden for hendes rækkevidde at han ikke længere var bange for at blive spiddet hvis hans parader sænkedes blot et øjeblik. Et strejf af medlidenhed ramte ham igen da han hørte hende brokke sig over kulden. Han vidste hvor gennemskærende den kunne være under disse forhold. Men der var også en del af ham som ikke tog del i medlidenheden. Hun skulle måske have taget noget varmere tøj på, hvis hun havde planer om at skyde en pil i den eneste som kan hjælpe hende, tænkte han irriteret. Hans dystre tanker var til dels en reaktion på den skærende smerte som strømmede op igennem hans venstre arm. Han kunne stadig mærke blodet pible ned af armen, men undlod at tage om såret - det ville bare vise hvor påvirket han var af det.

Selvom han havde overvejet muligheden for at nogen var efter ham, overraskede svaret ham alligevel, "Så de er begyndt at sende folk afsted" snerrede han lavmeldt og irriteret. Ikke så snart havde ordene forladt hans mund før han bandede indvendigt. Hvorfor kan du ikke bare holde mund? Du behøver ikke lade alle og enhver vide at du har fjendskaber, tænkte han. Han håbede ikke elverkvinden havde hørt ordene og hvis hun hørte dem, vidste han ikke helt hvad hun ville tænke om ham - måske det ville bekræfte at han kunne være den hun ledte efter? Ikke at han overhoved var sikker på det var ham, men der var nogle enkelte folk som ikke brød sig videre om ham.
Han bemærkede hendes skift i ansigtsudtryk og hans anspændthed forsvandt atter en lille smule da hun fjernede blikket fra ham og afsøgte omgivelserne. Det ville en fjende sjældent gøre, selvom det dog også kunne være en måde at få ham til at føle sig tryg og sænke sit forsvar. Hvor er det i grunden irriterende at den slags kan være så svært at tyde, tænkte han.
Hans blik mødte hendes øjne da hun kiggede tilbage på ham. På trods af mørket så de ud til at have en brun farve, formentlig lysebrun siden de ikke så sorte ud på trods af manglen på lys. Han holdt øjenkontakten et øjeblik før han svarede, med et neutralt tonefald. "Jeg havde lyst til at gå en tur i bjergene" sagde han. Hans stemme var ikke længere hård og fjendtlig og dens dybde og blødhed skinnede tydeligere igennem. Han betragtede hende, noterede sig hvordan hun stadig rystede af kulde, men på trods af dette besad elvernes elegance og lethed. Der var ingen tvivl om at hun ville være smuk når hun ikke længere lignede en som var ved at dø af kulde.
En del af ham havde stadig lyst til at tilbyde hende den varme jakke han havde med, men han var endnu ikke sikker på hvor han havde hende. 
"Hvad hedder du?" spurgte han så. Normalt ville han have præsenteret sig selv først, for det var langt høfligere, men han følte ikke for høflighed lige nu - det sørgede den dunkende smerte i armen for. Men måske hun bare havde skudt ham ved et uheld, og i så fald var der ingen grund til ikke at tage chancen for at få en snak med en smuk kvinde. Det var trods alt en ting han sjældent sagde nej til når han havde været alene så længe uden ordentligt selskab.

Lige nu var det svært at fjerne blikket fra ham som de begge to stod og kiggede på hinanden, og han var bestemt en flot mand, så det var svært at kigge væk. Dog løftede hun et øjenbryn som hun lod begge hendes arme kærtegne hendes krop i håb om at kunne varme sig selv en smule. Den lille smerte fra stenen før kunne hun ikke mærke længere, men det var underligt hvordan den sten pludselig var faldet ned fra himlen. Medmindre det var denne person her foran hende der havde kastet den. Leah lagde hovedet på skrå, som hun betragtede ham, og kunne ikke undgå at lægge mærke til blodet der kom frem på hans arm. Uden at sige noget, eller tænke nøje over noget som helst løb hun nærmest hen til ham. Et bekymret udtryk bredte sig over hendes ansigt og hun rakte ud efter hans arm med hænderne. Lod hendes øjne glide hen over blodet, og hun tænkte lidt. Det var sikkert hendes skyld at han var blevet skadet, og det gjorde hende en smule trist. Selvom hun ikke kendte ham"Undskyld"lød det kort fra hendes mund, som hun sendte ham et bekymret blik. 

Så lod hendes øjne hvile sig på ham lidt mere, før hun kiggede væk. Hun lod hendes øjne hvile sig på tasken hun havde med, og begyndte at lede efter forbindingen hun havde deri. Men først var hun nød til at tørre blodet væk, dog var hun slet ikke sikker på at han ville bryde sig om det. Hun var jo en fremmed ligesom at han var en fremmed. Hun kunne bare ikke undgå at føle en skyldsfølelse for at det var hendes skyld at han var kommet til skade, også selvom han ikke så ud til at være påvirket af det. Som han nævnte at de var begyndt at sende folk afsted gav hun et nik fra sig, som hun endelig fandt forbindingen i den brune taske, og hun løftede det hen til hans arm. Hvordan skulle hun få blodet væk, det så ikke ud til at hun havde noget hun kunne tørre det væk med, men måske hun kunne bruge nogle af de stof stykker hun havde i tasken. Det var en god mulighed, og hun fik hurtigt fat i et stort stykke og hun begyndte at lægge stoffet imod blodet for at tørre det væk. Dog var det ikke noget hun tit gjorde, og hun kunne også fornemme hans blik var på hende, så hun blev en smule genert. Det var generelt ikke tit hu stødte på andre elvere, men hun var ikke sikker på om han var af samme slags som hende selv, eller en anden slags. Hun begyndte at tørre blodet væk fra hans arm med stoffet, og sørgede for at tørre det hele væk så der ikke ville være noget tilbage.

Kulden glemte hun helt som hun stod og var gået igang med at lægge forbindingen rundt om hans arm, der hun havde ramt ham, og hvor blodet kom fra. Hun kunne mærke hvor koncentreret hun blev, og hun havde bare begyndt at binde hans arm uden at spørge ham, eller vide hvad han tænkte om det hele. Som hun blev færdig med at lægge forbindingen rundt om hans arm, lod hun nogle fingre stryge hen over hans arm"Jeg beklager virkelig meget at jeg har skudt dig, jeg var sikker på at du var ham elveren jeg leder efter"sagde hun og kiggede op på ham. Hun tog nogle skridt tilbage for hun vidste ikke om han kunne lide at hun stod så tæt. Hendes blik gled hen over forbindingen hun havde lavet, og var sikker på at det nok skulle hjælpe lidt med at holde blodet inde, om det ville hjælpe på hans smerter vidste hun ikke men hun håbede det ville hjælpe"Der er også flot heroppe, jeg har aldrig været her før"sagde hun som hun endnu engang lagde hendes arme rundt om sig for at varme sig en lille smule. Hun skulle virkelig have tænkt på hendes påklædning, for kulden i de her bjerge var ikke godt imod hendes varme krop og hud. Det var nok også derfor at hun aldrig kom sådanne kolde steder som det her, men det var næsten trist for her var faktisk ganske flot, på trods af kulden havde hun ikke noget imod at være her. Der var virkelig en ro nærmest som hun tit kunne savne, så det var virkelig rart at stå her i bjergene overfor denne elver som hun ikke kendte. Hun lagde hovedet på skrå, og lod hendes øjne hvile sig på ham som de stod overfor hinanden med lidt afstand. Da hun hørte hans spørgsmål sendte hun ham et stort smil"Leah, hvad hedder du"spurgte hun med en blid stemme. Hun ville bestemt ikke klage over at have mødt denne elver her, han var jo ganske flot. Det var noget af det som kendetegnede elvere sikkert, og hun holdte blikket på ham. Inden han ville svare hende tænkte hun lidt over om den elver hun ledte efter ville være heroppe i bjergene med dem. 

Altairon fik et fjendtligt glimt i øjnene og han stivnede i kroppen da hun pludselig gik hen imod ham. Hans ummidelbare indtryk var, at hun ikke ville ham noget ondt, det havde det bekymrede udtryk i hendes øjne overbevist ham om, men man kunne aldrig være for sikker. Så rystede han på hovedet af sig selv. Han var Altairon Haldori, som om han ikke kunne klare en lille skravlet og frysende elverpige hvis hun først var inden for hans rækkevidde og besluttede sig for at gøre noget. Magi eller ej, så var han overbevist om at han nok skulle kunne få overtaget hvis hun besluttede sig for at prøve på at skade ham igen.
Hans genfundne selvtillid hjalp en smule på det fjendtlige humør, som ellers havde ramt ham, og han nikkede som svar på hendes undskyldning. Han kunne mærke hvordan adrenalinen stille og roligt var ved at forlade hans krop, og i takt med at den forsvandt blev smerten fra armen mere og mere tiltagende. Før havde det bare været en dunken, men nu var smerterne begyndte at skære igennem ham for hvert hjerteslag og han var ikke sikker på om hans stemme ville afsløre det hvis han svarede hende lige nu.

Han fulgte hende interesseret med øjnene imens hun rodede sin taske igennem og sendte igen jakken i sin egen taske en tanke. Det må vente, blev han enig med sig selv om, jeg skal lige have styr på den her arm først. For det var en flot flænge kvinden havde lavet. Han var ret sikker på at den måtte være dyb når den stadig dunkede så meget. Hans tanker blev dog distraheret fra smerterne imens han betragtede hende, lagde mærke til hendes fine, men dog stadig stærke krop, som de få tynde stykker tøj ikke gjorde meget for at skjule. 
Følelsen af hendes kolde fingre mod hans hud fik det til at kilde op af hans arm, men ikke så snart var den kildende fornemmelse startet før smerten tog over. Han udstødte en frustreret snerren dybt nede fra brystet, men hverken sagde noget eller rørte sig ellers imens han lod hende udføre sit arbejde med forbinding. Hun virkede til at være helt opslugt af det, og på trods af sit ubehag kunne han ikke lade være med at beundre hendes fingre imens de arbejde med stoffet. Hun er god til det hun gør, tænkte han en anelse beundrende. Omend han var stolt var han ikke bleg for at indrømme andre elveres evner.
"Det er okay" svarede han hende hurtigt "Du behøver ikke undskylde mere". Hans stemme var ikke længere helt neutral, et venligt tonefald havde sneget sig i i den og han smilede et let skævt smil til sidst, for at understrege sine ord. Et eller andet ved situationen her gjorde ham i godt humør. Måske var det stadig eftervirkninger af adrenalinen, måske det faktum at han havde en smuk kvinde tæt på sig, eller det faktum at de dunkende smerter i armen var aftaget en smule efter forbindingen var kommet på. Han var ikke helt sikker, men et muntert glimt spillede i hans øjne imens han igen betragtede elverkvindens øjne. Nu da hun var meget tættere på var han helt sikker på at de havde en smuk lysebrun farve.

Ved hendes ord lod Altairon blikekt glide ud over de forrevne klipper og stjernerne på himlen. Det var i sandhed et smukt syn, Han havde altid elsket det vilde landskab i bjergene. "Det er virkelig smukt ja", svarede han hende "Måske kan jeg vise dig rundt" sagde han så med et skævt smil, og hans stemme var nu kun venlig. Den neutrale og lidt kølige tone havde helt forladt ham, for han var blevet enig med sig selv om at det i sandhed havde været et uheld, så nu var han opsat på at få det bedste ud af dette ... anderledes møde.
Han mødte hendes blik da hun præsenterede sig. Leah, tænkte han, det er kort, men smukt, blev han enig med sig selv om. "Mit navn er Altairon" svarede han hende. Så løsrev han blikket fra hendes øjne og blev atter opmærksom på de rystelser af kulde som skar gennem hendes krop. Hvordan kunne han have glemt det? Nu havde hun været så venlig at forbinde hans arm, selvom det godt nok var hende som havde forårsaget sovet, og han havde endnu ikke tilbudt hende den ekstra jakke han havde båret med sig.
En smule kluntet på grund af smerten i den venstre arm, fik han kantet rygsækken ned fra skuldrene og fandt hurtigt jakken frem. Den var fremstillet i bløde skind, og var den han brugte når kulden bed ekstra hårdt. Den var specielt god når vindene og regnen besluttede sig for at gå sammen om at fordrive al varmen fra ens krop. Og selvom det slet ikke var koldt nok til at han selv ville bære en så kraftig og varm jakke lige nu, måtte den være perfekt til Leah. Hun var formentlig underafkølet og havde brug for al den hjælp hun kunne få for at få varmen tilbage.
Han rakte hende den med højre hånd og et venligt og lidt bekymret udtryk i øjnene. Jo hurtigere hun fik varmen jo bedre.

Imens de for en stund stod og kiggede på hinanden, glemte hun et kort øjeblik at hun havde skadet ham. Men der gik dog ikke lang tid før bekymringerne nærmede sig, og væltede ind over hende. Hvordan kunne hun også have skadet ham, det var langt fra noget hun ville. Men dem der havde sendt hende herud for at angribe en elver havde nok regnet med at hun ville gøre, uanset om beskrivelsen passede på personen eller ej. Hun lod hendes blik hvile sig lidt mere på ham, for han var jo alt for flot til at kigge væk, hvilket kun gjorde hende en lille smule mere genert end hvad hun allerede var. Hun rystede på hovedet og klappede sig hurtigt på kinderne for at tage sig sammen. Hun kunne bare ikke stå og dagdrømme når han jo snakkede til hende, så hun sendte ham et smil som han fik præsenteret sig"Altairon"gentog hun med hovedet på skrå for at få navnet printet ind i hendes hoved. Det var et utrolig flot navn, og det lød også specielt. Det lød mere specielt end hendes eget navn, og hun lod hendes øjne fange hans kort, hans øjne var utrolig flotte. Han var generelt ganske flot, hvilket kun fik hende til at føle sig endnu mere genert. 

Hun måtte endnu engang klappe sig på kinderne for at tage sig sammen. Hun stoppede også da hun kunne se jakken han rakte hen imod hende. Det overraskede hende som hun kiggede på ham med et løftet øjenbryn. Men hun tog imod den og tog den på, og hurtigt kunne hun mærke hvordan varmen langsomt spredte sig til hendes krop og indeni i hendes krop. Det var virkelig rart, og hun havde det allerede bedre i forhold til kulden"Jeg er ikke vant til at nogle er så søde imod mig"sagde hun som hun kiggede ned i jorden imens hun lod et bredt smil brede sig på hendes ansigt, og hun løftede en hånd op til hendes ansigt, hvor hun strøg nogle hårtotter væk fra ansigtet. Hun var slet ikke vant til at nogen ville være så sød imod hende, når man tænkte på det hun var, så behandlede de fleste hende bare som var hun ingenting, og noget der ikke var særlig vigtigt. Leah kunne virkelig godt lide varmen og løftede hendes hoved så hun kiggede på Altairon igen. Det var virkelig sødt af ham, det var i hendes øjne noget en sand gentleman ville gøre, selvom hun faktisk ikke vidste om det ville passe på ham. Uanset hvad var han sød imod hende, og hun kunne godt lide det.

Som han nævnte at han kunne vise hende rundt holdte hun blikket på ham og tog et skridt tættere på ham, men der var stadigvæk lidt afstand imellem dem. Hun holdte blikket lidt før hun drejede blikket væk fra ham. Hendes øjne betragtede omgivelserne, og hun skulede hen til hendes våben, det var nok også en god idé at tage dem med, så hun ikke ville glemme dem. Tænk hvis de skulle møde nogle fjender så var hun nød til at have hendes bue og pil med så hun kunne angribe, hvor godt det ville blive vidste hun ikke. Men hun behøvede vel heller ikke tænke på det lige nu, for hun var jo også i selskab med denne flotte elver foran hende"Det vil jeg rigtig gerne, for her er virkelig interessant"sagde hun som hun fortsat lod hendes blik glide rundt. Tænk at hun aldrig havde været her før, hun fortrød det næsten, men den eneste grund til hun sikkert ikke havde været her før var kulden, den holdte hende væk. Men eftersom hun lige nu havde hans jakke på kunne hun ikke lade være med at grine lidt"Ser det helt dumt ud"grinede hun som hun drejede overkroppen en smule imens hun kiggede ned ad sig selv. Hun kunne ikke se sig selv så godt i hans jakke, og hun kunne ikke lade være med at spørge om om det så helt galt ud. Det var rart at mærke varmen igen, og hun kunne godt lide følelsen af varmen der spredte sig mere og mere til hendes krop, og langsomt varmede hende. 

Hun stoppede kort med at dreje lidt rundt som hun så alle stjernerne på himlen, og hun fik et stort smil frem på ansigtet. Hun lagde hovedet bagover en smule og lod hendes øjne studere stjernerne lidt mere. Det var noget hun sagtens kunne bruge lang tid på, bare at kigge på stjerner"Stjerner er noget jeg nyder at kigge på, de er så flotte og hvis man er heldig kan man se stjerneskud"sagde hun med en glad stemme og nærmest håbede at der ville komme et, eller flere. Det var nok nogle myter, og noget magikere havde skabt eller fortalt om, men Leah håbede der ville dukke nogle op"Men måske det bare er myter eller sladder"sagde hun og tænkte lidt som hun stak den ene hånd i jakkens ene lomme, og lod hendes øjne glide hen over den stjernefyldte himmel. Hun havde helt glemt alt om hendes bue og pil i øjeblikket, og havde heller ikke tænkt at hun stod foran denne tiltrækkende mand som sikkert kiggede på hende, bare han ikke troede hun var alt for skør eller underlig. 

Han kunne lide måden Leah sagde hans navn på. Hvorfor kunne han ikke lige sætte sin finger på, men måske det var fordi hendes stemme i sig selv var pæn og rar at lytte til. Og den måde hun så på ham kunne han bestemt også lide. Det var et genert blik, men på en måde som fik ham overbevist om at hun brød sig om det hun så - og tanken fik ham til at smile skævt.
Det var lidt nuttet at se hende klappe sig på kinderne på den måde. Det fjernede lidt af elegancen og han mærkede hvordan de sidste rester af anspændthed og adrenalin langsomt forlod hans krop. Denne kvinde virkede helt bestemt venligtsindet, og han var glad for at hun også tog imod hans jakke da han rakte hende den. Så havde han også givet hende en tjeneste til gengæld for den forbinding hun havde lagt på ham ... på trods af at hun jo rent faktisk havde forårsaget såret.

-ved hendes ord lyste hans ansigt op i et muntert smil. Han havde regnet med at hun ville takke ja til hendes tilbud, men man kunne aldrig være helt sikker når det gjaldt elverkvinde,r for en del af dem var slet ikke til at regne ud. Det tog alverdens mærkelige beslutninger og blev altid rasende på en uden man havde gjort noget. Du har ydmyget mig, det er din skyld blah blah blah som de jo siger, tænkte han glad. At de blev sure gik ham ikke så meget på, de kunne jo bare lade være med at gå så højt op i ligegyldige ting. Han løsrev tankerne og svarede Leah "Jamen så er det en aftale, jeg viser dig rundt".
Imens hun lod blikket glide rundt over landskabet betragtede han hende nysgerrigt, og noterede sig endnu en gang hvor smuk hun var. Selvom hun bar hans jakke som var en hel del for stor til hende og skjulte hendes former, blev hun ikke mindre køn at se på. Han havde aldrig helt forstået hvorfor kvinder skulle gå i så lidt tøj. Frysende og blottede som de ofte var forsvandt en stor del af deres kønhed for ham, han kunne bedre lide dem i varmt tøj og med den mere fri holdning som Leah havde fået i takt med at hun stille og roligt fik varmen.
"Nej du ser slet ikke dum ud" svarede han ærligt "Den klæder dig selvom den er lidt for stor". Han var ikke en person som ofte løj overfor folk for at tilfredsstille dem og det gjorde han heller ikke i denne situation. Han kunne godt lide at se hende iklædt sit tøj og selvom hun ikke udstålede den klassiske kvindelige elegance havde hun dog en skønhed som der skulle mere end en jakke til at fjerne.

Han trådte lidt tættere på hende og fulgte hendes blik op mod stjernerne. Himlen var klar i nat, hvilket også havde været med til at gøre temperaturen endnu lavere, men det gjorde også at man nu kunne se alle stjernerne. "De er i sandhed smukke ja" gav han hende ret. Han havde selv brugt en stor del af sine yngre år på at kigge på stjerner, for det var noget man ofte fik mulighed for i bjergene hos hans klan. "Og stjerneskud er ingen myte, jeg har set dem selv" fortalte han hende. De mange nætter under åben himmel som han havde tilbragt under sine utallige jagter havde givet ham mulighed for at se dette smukke syn nogle enkelte gange. Men man skulle være heldig og det var noget som kun skete yderst sjældent. I stedet for at kigge efter stjerneskud foretrak han faktisk at kigge efter formationer i stjernerne. Hvis man brugte sin fantasi lidt skabte de mange stjerner ofte billeder af elvere, drager og alverdens ting. Men det var nu noget han sjældent fortalte andre, for han følte at det fik ham til at fremstå som en af de der svage kunstneriske typer, som aldrig tænkte på andet end blæk og papir - og den type var han bestemt ikke.

Han så hende ind i øjnene og rakte så ud efter hendes hånd for at mærke den. "Er du ved at få lidt varme i kroppen?" spurgte han hende, og der var en bekymret undertone i hans stemme. Han vidste kun alt for godt hvad denne kulde kunne gøre ved kroppens sårbare fingre, for han havde set en fra sit folk miste en del af førligheden i sin gode hånd på grund af kulde. Kvinden her havde formentlig slet ikke været så kold at en sådan ting ville ske, men hellere være på den sikre side.

Lige nu havde Leah slet ikke lyst til at kigge væk fra Altairon, som deres øjne mødte hinanden, og de stod en smule tættere på hinanden. Men hendes blik flyttede sig kort væk fra ham som hun kunne se at han havde rakt ud efter hendes hånd for at mærke den. Hun prøvede at undgå at blive genert ved synet af ham, men det var da svært når han var så flot. Hun plejede slet ikke at blive så genert, men det skete bare lige pludselig. Hendes øjne hvilede sig lidt på hendes hånd han havde taget, og hun lyttede til hans spørgsmål. Hun smillede lidt for sig selv men løftede så blikket op på ham og hun gav ham et nik. Det var virkelig rart at have fået varmen igen, og hun kunne takke hans jakke for det. Den havde virkelig varmet hende rigtig meget, og det rart. Hun burde måske også have tænkt på en varmere jakke, men det havde hun ikke gjort, enlig burde hun bare have tænkt og sørget for at have taget noget varmere tøj på. Men hun ejede ikke engang noget varmt tøj, hvilket fik hende til at kigge ned i jorden. Hun kunne pludselig dufte hans duft på jakken, og det fik hendes kinder til at blive en smule røde. 

"Det er jeg glad for at du synes, det var meget pænt af dig at låne mig din jakke"sagde hun og løftede hendes blik op så hun kiggede på ham igen. Hun løftede den frie hånd op til hendes ansigt og strøg lidt af håret ombagved det ene øre. Som de stod tæt foran hinanden kunne hun ikke undgå at undre sig en smule over, hvad slags elver han var, og hun følte sig mere og mere nysgerrig efter at vide det. Hendes tanker blev afbrudt af at han nævnte at stjerneskud ikke var en myte, og hun sendte ham et stort smil og lagde hovedet bagover for at kigge op på himlen. Der var utrolig mange stjerner, hun havde selv kigget meget på stjerner, og hun havde altid fundet det meget afslappende og hyggeligt. Sommetider lyste det hele himlen op med alle de stjerner, og Leah var sikker på at hvis der ville være alt for mørkt kunne stjernerne helt sikkert være lyset. Hun kunne ikke huske hvornår hun startede med at kigge på stjerner men hun havde altid kunne lide det. At det ikke var en myte fordi han selv havde set et lagde hun hovedet på skrå, og lænede sig lidt ind imod ham. Hun spredte læberne for at skulle til at sige noget til ham, men kort skulede op imod himlen igen. Hun plejede også at finde stjernebilleder, for det var tit hyggeligere end bare at kigge på selve stjernerne"Jeg håber der kommer et"sagde hun med en blid stemme som hun trak sig lidt tilbage så hun ikke virkede alt for direkte overfor ham. Det kunne jo være at han ikke kunne lide det, så for at være sikker havde hun trukket sig tilbage og kiggede rundt på omgivelserne. Her var faktisk ganske flot, og hyggeligt, og det havde hun slet ikke troet fordi hun plejede ikke at være her. Når hun hørte noget om disse bjerge havde hun aldrig troet de ville være så flotte og med en fantastisk udsigt. 

Det kunne nok godt være svært at finde skønheden i disse bjerge, men det var ikke noget problem for hende. Hun lod hendes blik hvile sig på Altairon, og hun kunne mærke hvordan varmen inden i hende begyndte at stige. Hendes kinder begyndte at blive en smule røde i nuancen, og hun ville ikke kigge væk fra ham. Han var så flot at se på, så flot det gjorde hende genert og det skete ellers aldrig. Hun kunne så mærke hvor spændt hun blev på at se omgivelserne, han virkede til at have godt styr på bjergene og disse omgivelser de var i. Leah holdte blikket lidt mere på ham, og hun kunne virkelig godt lide hans øjne. De flotte lyseblå øjne, de var utrolig flotte. Endnu flottere tæt på end de var langt væk, og hun tog sig selv i at stirre ind i dem i alt for lang tid før hun løsrev sig"Undskyld jeg stirrede hvist lidt for meget"sagde hun efterfulgt af en blid latter. Hendes øjne gled hen på forbindingen hun havde lavet på hans arm, selvom hun havde givet ham forbindingen på for den skade hun selv havde lavet var det ikke hendes mening at skade ham. Men dog blev hun en smule bekymret for om den elver hun skulle være heroppe i bjergene hvor de var, eller om personen ville være et andet sted. 

Hans spørgsmål om hun havde fået varmen fik hende til at sende ham et stort smil og hun nikkede, som hun godt kunne lide følelsen af hendes hånd i hans greb, han var virkelig sød overfor hende, hun var slet ikke vant til det. Men det var rart, og hun holdte blikket på ham selvom hun ikke kunne undgå at skule en lille smule på forbindingen. Forhåbenlig ville den hjælpe på den smerte han havde haft, og hun håbede at blodet ville stoppe. Det virkede også til at han ikke så hende som en fjende længere, hvilket fik en lettelse frem inde i hende. Leah lod smilet vokse sig en smule som hendes brune øjne mødte hans blå øjne"Ja det hjælper meget at have din jakke på, og nu er jeg også klar til at udforske bjergene sammen med dig"sagde hun som hun puffede blidt til ham med hendes skulder.

Altairon havde aldrig betragtet sig selv som værende en mand der var overdrevet interesseret i kvinder. Men han var nu aldrig bleg for at nyde opmærksomhed fra en smuk kvinde, og han nød fornemmelsen af hendes krop, som lænede sig ind imod ham når hun snakkede. Hendes nærvær fik ham til at smile selvtilfredst, men han lod hende fjerne sig uden at lade sig mærke ved det. 
Selvom hun havde fjernet sig hurtigt fra ham, bemærkede han hendes blikke, og lod sig selv betragte hendes blik når hun søgte hans øjne - og så hvordan de lysebrune øjne så intenst ind i hans egne. Han var en tiltrækkende elver, det var han ikke i tvivl om, og han nød hvordan hendes blik bekræftede ham i det. Han lod dog ikke sin selvtilfredshed skinne igennem, men svarede hende bare med et grin.
"Bare rolig Leah, jeg skal nok sige til hvis dit blik bliver for meget for mig" svarede han drillende og sendte hende igen et lille grin.

Han bemærkede hendes gentagne blik mod forbindingen og blev enig med sig selv om, at det nok var bedst at berolige hende lidt. Han havde det overraskende godt når man tænkte på at han havde haft en pil igennem sig. Men, tænkte han, man er jo ikke født og opvokset som bjergelver for ingenting. Hvis sådan en skramme slog mig ud, ville det være pinligt, tænkte han og smilede ved sig selv inden han rettede opmærksomheden mod Leah.
Hendes pludselige opdukken havde fået ham til at glemme hvorfor han egentlig var taget op i bjergene. Dels for at få noget adspredelse, hvilket han var i fuld gang med, men jagten havde han helt glemt på grund af hende. Natten var efterhånden ved at gå på held, og han var ret sikker på at det ikke ville vare længe før det første dagslys tittede op på himlen i vest. Og år det skete ville stjerne begynde at forsvinde.

Han vendte blikket bort fra himlen og så igen på Leah med et smil. "Hvis du er sikker på at du er klar til at udforske bjerge, så er der noget jeg skal vise dig" sagde han hemmelighedsfuldt og vendte sig om for at gå mod sin taske. Han nåede dog kun at dreje halvt om på hælen, inden han kom i tanke om at håret jo ikke lå i hans taske. Det lå derimod i en af de indre lommer i jakken som Leah nu havde på. Han vendte sig i en elegant bevægelse om imod hende og lavede et bydene bevægelse med hånden imod hende. "Må jeg?" spurgte han. Det virkede lidt for uhøfligt bare at gå hende og begynde at rode i lommerne på den jakke hun bar, uden at spørge hende til råd først.

Tankerne om det mål hun enlig havde haft, ved at tage herop i bjergene og fik bekræftet sig selv at bjergelveren foran sig, ikke var ham hun var blevet bedt om at dræbe. Det betød vel kun, at personen hun skulle dræbe, eller have fat i ville være heroppe i bjergene sikkert. Spørgsmålet var bare, hvor for det virkede til at være et stort område. Så personen kunne være overalt nærmest, og hun grublede lidt over det, som hun et kort øjeblik nærmest stod og stirrede ind i Altairons brystkasse. Det var først ved lyden af hans stemme, at hun løftede blikket op, så hun kiggede på ham. Sendte ham et stort smil, som hun rystede tankerne om den mystiske person ud ad hovedet, for hun behøvede vel ikke tænke på ham lige nu. Mon ikke hun kunne finde ham, men ville hun kunne dræbe ham? Det var hun slet ikke så sikker på. 

"Det er jeg glad for at høre, for jeg vil nødig skræmme dig væk, eller gøre det ubehageligt for dig"Svarede hun med en blid stemme, før hun grinede lidt imens hun holdte hans blik. Efter at have holdt øjenkontakten med ham i nogle minutter, vendte hun blikket væk fra ham. Vendte sig lidt rundt, og betragtede ham som det så ud til, at han skulle hen i hans taske efter noget. Af ren nysgerrighed løftede hun et øjenbryn og løftede en hånd op til hendes ansigt, fjernede nogle flagrende totter væk fra ansigtet. Hendes øjne fulgte ham, og som han pludselig havde vendt sig imod hende lagde hun endnu engang mærke til hans kønne ydre. Hurtigt gav hun sig selv nogle få blide klap på kinderne med hænderne, det var ikke lige tidspunktet til at stå og beundre ham. Den bydende bevægelse og hans ord fik hende til at smile, og hun gav et nik med hovedet, som tegn på at det var helt iorden med hende. Det gjorde slet ikke noget, og det var som om hendes nysgerrighed kun voksede sig større, for at vide hvad han skulle finde frem. Det var noget han ville vise hende, og det gjorde hende nysgerrig, for hvad kunne det mon være.

"Selvfølgelig må du det, og jeg glæder mig virkelig til at udforske bjergene sammen med dig Altairon"lød det i en venlig tone fra hendes mund, som hun lagde hovedet lidt på skrå. Hendes krop var vendt imod ham, og hun havde fortsat varmen fra hans jakke. Den dækkede også en god del af hende, så hun behøvede ikke tænke på at fryse så meget, hun mærkede heller ikke rigtigt til kulden lige nu. Det var rart, og det fik også kun smilet på hendes ansigt til at vokse sig lidt mere. Som hun holdte blikket på ham lidt, skulede hun lidt forbi ham, lod blikket finde vej op imod himlen, og hun betragtede stjernerne lidt. De ville måske snart forsvinde, når lyset ville dukke op, så måske det var med at nyde udsigten af dem så længe de var der. Det var også noget der gik op for hende, og hun vendte blikket tilbage på Altairon"Hvis stjernerne forsvinder snart, er vi nød til at nyde synet af dem så længe de er der"sagde hun med en blid og glad stemme, som hun lade en arm ind over sig selv for at stå en smule afslappet.