I alt for lang tid havde Zoey siddet under et træ ved festivalpladsen, og hun havde siddet og kigget rundt på alle de folk som der var. Det så ikke ud til, at hun kendte nogle eller havde set nogle af menneskerne før. Hovedet lagde hun på skrå, og lod hendes blik glide op mod himlen. Et smil kom frem på hendes ansigt, der var godt vejr idag, solen skinnede og der var ikke så meget vind. Hun lukkede øjnene og nød vejret lidt mere, før hun så rejste sig op. Børste sig lidt af og kiggede ned mod hendes hånd der holdte en kniv. Det var tid til at gå igang med arbejdet. Hun var blevet sendt hen til festivalpladsen for at finde frem til personen hun skulle udspionere. Dog som hendes øjne gled rundt kunne hun ikke finde ham.

Hun havde ikke fået en specifikt beskrivelse af manden. Kun at han skulle befinde sig i Medanien, så hun var nød til at holde ekstra øje. Hun var iklædt det sædvanlige, mest for at blende sig ind med alle de andre folk. Så hun havde ikke behov for uniformen, og som hun betragtede omgivelserne opfangede hendes øjne noget. Hun kiggede en ekstra gang for at se, om det kunne være den person hun ledte efter. Zoey lod smilet vokse på hendes ansigt, og hun strammede grebet en smule om kniven. Så listede hun tættere på, men hun var nød til at holde sig på afstand. Hvordan kunne hun bedst gøre det, skulle hun klatre op i et træ måske. Ja det var en god idé, så hun klatrede op i det nærmeste træ, og kunne se personen nærmede sig træet hun sad oppe i. Hun så chancen, og hoppede ned imod ham for at overfalde ham"Fik dig!"råbte hun som hun satte sig over ham med et ben på hver side, og skar ham lidt på kinden. 

Men efter som hun studerede personen lidt nærmere gik det op for hende, at det ikke var ham hun ledte efter. Hun kiggede med store øjne på personen under hende"Theo... Åh gud Theo!"råbte hun overrasket og bekymret hvorefter hun skyndte sig at rive et stykke stof af hendes kjole for at begynde at tørre blodet fra hans kind væk"Det...Ehm..."var de eneste ord der kom ud ad hendes mund. 

Theo var blevet bedt om at rende et par ærinder af gårdens herre, der havde følt sig lidt sløj den sidste uge. Han var på vej mod markedspladsen, men var nødt til at gå igennem festivalpladsen, for at komme dertil. Det gjorde ham intet, for Theo elskede når foråret kom og pladsen blev fyldt med boder, musik og dans. Han brugte det meste af sin fritid her, på denne tid af året.
Han kunne sagtens bruge flere timer her. Han ærgrede sig lidt over ikke at have taget sin lut med, eller den han lånte, siden hans egen blev smadret i en slåskamp, men han havde ikke tid til at blive stående. Han var ikke kommet for at lytte til den fornøjelige musik, men for at passe sit arbejde.

Solen var begyndt at komme frem, men Theo var stadig klædt godt på, med de lange bukser, støvler, en trøje og en tyk jakke ud over. Han havde tasken om skulderen, som han gik over marken og mod landsbygrænsen. Som han kom tættere på byen, tyndede det også gevaldigt ud i mennesker, for de fleste befandt sig på marken, hvor alle festlighederne foregik.
Han nåede bare ikke længere, før han blev væltet omkuld og ramte jorden med et bump og kneb øjnene sammen. Theo havde aldrig været god til forsvar, så han udbrød et hurtigt, forskrækket skrig og greb af ren refleks fat om kvindens håndled, klar til at gøre brug af sin evne af forrådnelse. Skulle han dø nu, så ville han have sin morder med i faldet.

Theo slap dog sit greb ret hurtigt, da han åbnede øjnene og så Zoey, der sad over ham. I sin panik havde han slet ikke registreret snittet med kniven mod kinden, så den lette svigen da hun lagde stoffet mod for at tørre blodet af, kom lidt bag på ham.
”Zoey?! Åh, det er bare dig.” Han lød helt lettet, men direkte efter sendte han hende et lidt irriteret blik.
”Hvad laver du? Jeg kunne have slået dig ihjel!” Han var tydeligvis ikke tilfreds, men ikke fordi han var sur over, at hun havde angrebet ham, men fordi han var frustreret over, at han rent faktisk kunne have dræbt hende, hvis det ikke var gået op for ham, hvem hun var. Det var jo ikke fordi de kendte hinanden vildt godt, men han ville da ikke miste et venskab på den måde. Han blev liggende på jorden, indtil Zoey selv flyttede sig.

Enlig burde hun hoppe af ham, men hun blev bare siddende og kiggede bekymret på ham. Blodet fortsatte hun med at tørre af, det var heldigt hun ikke havde skåret ham dybt. Hun kunne slet ikke forstå at hun faktisk havde angrebet ham. Hvordan kunne hun have gjort det, og tænkt på det. Hun kiggede på blodet og tørrede det lidt mere væk. Så fjernede hun stoffet fra kinden, og lænede sig lidt tilbage så hun kunne kigge bedre på ham. Da han nævnte at han kunne have slået hende ihjel endte hun bare med at overfalde ham i et kram, uden at tænke på at hun endnu engang burde have rejst sig op eller hoppet af ham. Men det var bestemt ikke en mulighed lige nu"Theo!"råbte hun glad og krammede ham lidt mere.

Hun var virkelig glad for at se ham igen, selvom hun havde angrebet ham og at han faktisk havde været tæt på at dræbe hende. Hun gav slip på krammet efter nogle minutter og endte så endelig med at hoppe af ham. Hun satte sig på ad træet og kiggede på det blodige stof i hånden. I det mindste var der ikke så meget blod, men hun måtte kigge ned i græsset af skam over at have skadet ham"Du må virkelig undskylde at jeg angreb dig"sagde hun og studerede stoffet lidt. Hvorfor hun lige skulle sidde og betragte det blodige stof i hænderne var hun ikke lige sikker på. Men det blev hvertifald betragtet meget, og studeret meget. Så løftede hun hovedet op, og kiggede hen på Theo. 

Hun sendte ham et stort smil, og havde allerede lyst til at kramme ham igen, for det var godt nok lang tid siden sidst. Hun var ikke sikker på, hvor lang tid siden sidst, men lang tid det var helt bestemt. Selvom de ikke kendte hinanden så godt, så var hun da glad for at han ikke havde dræbt hende. Hun lagde stoffet fra sig, og rakte ud efter hans hænder. Hun tog dem i hendes og lagde hovedet på skrå som hun smillede"Jeg troede du var ham jeg skulle spionere på, men jeg tog fejl"sagde hun og kiggede ned i græsset igen af ydmygelse. Hvordan kunne hun have taget fejl, det var typisk. Hun kunne dog ikke lade være med at smile lidt, og gav hans hænder et blidt klem før hun gav slip på dem"Jeg er glad for du ikke dræbte mig"grinede hun så og lænede sig tilbage så hun sad lænet op ad træet. 

Theo havde egentlig forventet at Zoey ville have flyttet sig, men i stedet måtte han udbryde et overrasket gisp, da han blev overfaldet af et kram fra hende. Han var godt nok blevet forskrækket før, fordi han ikke ville risikere at skade hende med sin evne. Han ville ikke være i stand til at stoppe den skade igen. Men han lagde stadig armene omkring hende og klemte let til, som han krammede tilbage. Det var da rart at se hende igen, så var han også sikker på, at hun stadig var okay. Theo satte sig op, som Zoey fik flyttet sig og så smågrinede han lidt.
"Det går nok. Jeg er bare glad, for at der ikke skete noget," sagde han og strøg lige et par fingre hen over kinden. Okay, der skete næsten ikke noget, men det var bare en lille flænge, ingen større skade sket.

Theo møvede sig hen ved siden af Zoey og satte sig i skrædderstilling rettet mod hende. Han rettede lige tasken lidt til, så den ikke sad helt omme på ryggen af ham og vendte så blikket mod hende, idet hun tog hans hænder i sine. Han betragtede hende, som han kunne se ydmygelsen i hendes ansigt. Hun slap hans hænder og smilet på hans læber blev en anelse bredere, som han løftede en hånd og lagde den blidt mod hendes kind.
"Jeg er bare glad for at se dig igen," sagde han, men trak så straks hånden til sig igen.
"Åh, undskyld. Det var lidt direkte af mig," smågrinede han lidt flovt. Man lagde jo ikke en hånd på en kvinde på dén måde, uden at kende hende ordentligt. Han var bare lidt mere begejstret for at se hende igen, end han måske ville indrømme, og det kunne også ses i hans lettere lysende øjne. Forhåbentligt ville hun ikke tage det alt for forkert, at han, en næsten fremmed mand, havde rørt hende så uformelt.

Det var også alt for lang tid siden at hun havde set ham, ja alt for lang tid siden de begge to havde set hinanden. Hun huske godt sidste gang de var sammen, og havde virkelig savnet ham. Det var rart at han krammede igen, og endnu tættere. Hun lod smilet vokse sig på hendes ansigt, og lod hendes hænder kærtegne hans ryg kort før de begge to sad foran hinanden. Hun kunne ikke undgå at lade hendes blik hvile sig på hans kind, det var godt blodet var væk. Bare det ikke ville efterlade et ar, men det kunne det vel ikke for så skulle hun have skåret dybere. Hun fik gemt kniven væk igen, og kunne mærke hvordan hendes kinder blev røde. Det begyndte pludselig at blive varmt i hele ansigtet, og hun skulle til at løfte hænderne op til hendes ansigt før hun kunne mærke hans hånd imod hendes kind.

"Jeg er glad for der ikke er sket dig noget, jeg kunne også have dræbt dig"sagde hun med et trist udtryk på ansigtet. Kort lukkede hun øjnene for at nyde hans hånd imod hendes kind, men da han fjernede den og nævnte at det var direkte af ham kunne hun slet ikke lade være med at grine. Hun trak benene op under sig og lagde hænderne rundt om dem. Det var intet ondt at hu grinede, det var kun fordi det var typisk Theo sådan at opføre sig sådan når han var i selskab med hende. Zoey lagde hovedet på skrå og lod hendes blik møde hans, og hun rakte så en hånd frem imod ham. Lod den finde vej hen til hans bryst og hun lod et stort smil brede sig på ansigtet"Jeg er virkelig også glad for at se dig igen, det er alt for lang tid siden sidst"sagde hun og holdte blikket på ham. 

Dog efter få minutter kiggede hun væk fra ham. Hvis det ikke var ham hun skulle fange og angribe hvem var det så. Det så ikke ud til at der var andre der kunne passe på beskrivelsen. Måske havde dem som ville have hende sendt herud på pladsen ikke helt nogen anelse, om hvem personen var. Om det faktisk var rigtigt at det var Theo hun skulle angribe. Zoey rakte så ud efter hans hånd og løftede den op til hendes kind, hvor hun lod den anden hånd følge med. Så sad hun og holdte om hans hånd der nu lå på hendes kind"Du skal ikke undskylde jeg er altid glad for at du rører ved mig"sagde hun og kort tid efter lige måtte tænke over den sætning nogle gange. Hun kunne mærke hvordan kinderne pludselig blev mere og mere rød. Hun vendte straks blikket ned imod hans lår, og bed sig en lille smule i underlæben"Jeg mener... Ehm.."var blot de eneste ord der kunne komme ud ad hendes mund, for hun følte sig pludselig mere og mere genert. 

Theo kunne godt se triste udtryk hos Zoey, da han også kunne have været så uheldig, at hun kunne have dræbt ham. Men han smilede bare, i et forsøg på at vise hende, at det ikke gjorde noget.
"Det skal du ikke tænke på. Jeg skulle nok have klaret mig," sagde han og smågrinede. Det kunne hun jo selvfølgelig ikke vide, men selvom Theo ikke fandt det specielt interessant at dø, så havde han prøvet det en gang før og han skulle da nok komme tilbage igen. Derfor var han ikke så bekymret for sit eget liv, som han var for hendes. Han vendte blikket mod hendes hånd, som hun lagde den mod hans bryst og trods han egentlig var blevet rimelig god til at få styr på den slags følelser gennem sin lange levetid, kunne han alligevel ikke lade være med at få en let rød kulør i kinderne.

Lige som Theo havde trukket hånden til sig, tog Zoey fat om den og lagde den tilbage mod hendes kind. Han så lidt overrasket på hende, for han havde ikke helt regnet med, at hun ville være så åben overfor hans lidt direkte berøring. Theo måtte bide sig i læben, som han hørte Zoeys ord, så han ikke smilede alt for stort. Hun havde åbenbart meget mindre imod hans berøring, end han først havde troet, som hun ligefrem var glad for det. Han kunne godt se hvor pinlig berørt hun blev over hvad hun selv havde sagt, så han valgte ikke at gøre det værre for hende, ved at kommentere på det. I stedet trak han hånden til sig og skiftede emne.
"Ham du skal spionere på... Du har ikke tilfældigvis fået at vide, at han var en af de fire ryttere?" Spurgte han med lidt dæmpet stemme og lænede sig let ind mod hende. Det var ikke et emne han som regel ville bringe op, men han var nødt til at vide, om hun rent faktisk var blevet sendt ud for at gøre det af med ham. Selvom han havde holdt informationen om sin race så tæt som muligt, ville det stadig ikke være usandsynligt, at det var smuttet ud i nogle kroge.

Da han lænede sig ind imod hende fulgte hendes øjne ham, og hun lagde mærke til den røde kulør på hans kinder. Det fik hende til at smile, og skulle lige til at kommentere på det for at drille lidt men hun lod være. Enlig havde hun faktisk heller ikke noget imod at han kom tættere på, men hun var måske lidt for genert til at ville indrømme det. Zoey lod hendes blik hvile sig på ham, og efter få sekunder kiggede hun væk fra ham. Hun tænkte lidt over hans spørgsmål som hun studerede de mange forskellige folk der gik rundt. Det var enlig et godt spørgsmål, og hun havde næsten været sikker på at det var Theo hun skulle dræbe men beskrivelsen passede ikke helt på ham. 

Hun følte sig lidt forvirret, og lagde hovedet på skrå. Hun lagde hovedet bagover så det rørte træet, og hun fik et undrende udtryk på ansigtet"Nej der har ikke været noget om en af de fire rytter"sagde hun og kiggede på ham som hun lænede sig ind imod ham. Et mistænkeligt blik blev sendt til ham før hun hurtigt lod det forsvinde for at sende ham et stort smil. De fire rytter, det havde hun ikke hørt om, og vidste ikke hvad det var. Zoey løftede et øjenbryn og kiggede på ham, og uden at tænke for meget lagde hun bare en hånd ovenpå hans pande, og holdte øjenkontakten med ham"Har du fået feber Theo, siden du nævner noget med nogle fire ryttere"sagde hun og kunne ikke lade være med at puffe blidt til ham. 

Enlig troede hun bare det var noget han fandt på, og fortalte starten på en røverhistorie, men hun var da også nysgerrig efter at vide mere. Hun lagde pludselig mærke til at hun havde lænet sig alt for meget ind imod ham, men lige nu trak hun sig ikke tilbage. Hånden hvilede fortsat på hans pande"Måske den røde farve i dine kinder har steget dig til hovedet"spurgte hun i en drillende tone og kunne slet ikke lade være med at grine en smule. Intet ondt hun havde bare savnet at drille ham, men det ville sikkert forsvinde hvis hun fandt ud ad at rytterne faktisk fandtes. Især at Theo var én af dem, men det vidste Zoey jo ikke endnu. Hun burde måske også snart rejse sig og gå sammen med Theo rundt efter noget mad, hun havde slet ikke fået noget mad endnu, og hendes mave ville snart rumle det var hun sikker på.

Theo sukkede helt lettet, som Zoey svarede. Han måtte jo hellere lige være sikker på, at han stadig havde været så diskret at ingen kendte til hans race. Han var jo udmærket godt klar over, at de fleste mennesker ikke brød sig ret meget om det ukendte, fordi det brød det billede de havde af verdenen. Hvis han blev afsløret som en af de fire ryttere, ville hans liv ikke være helt det samme mere, som folk hurtigt ville begynde at se på ham med foragt og ikke den venlighed, som han var blevet så vant til her. Han skævede mod hånden, som Zoey lagde mod hans pande og så smågrinede han lidt.
”Nej, det tror jeg heldigvis ikke,” sagde han, stadig med en let latter, som han rystede en anelse på hovedet.

Det gik ikke rigtig op for Theo, hvor tæt de egentlig sad, nu hvor de begge havde lænet sig ind mod den anden, så Theo blev siddende sådan. Han valgte ikke at uddybe hvorfor han havde spurgt, fordi han ikke ville risikere at Zoey reagerede negativt, hvis han sagde, at han rent faktisk var en af de fire ryttere.
”Jeg tror du har ret,” sagde han, idet den røde farve kun blev tydeligere. Han skævede lige mod hendes læber og smilede så svagt, inden han endelig trak sig lidt væk, for ikke at fremstå alt for nærgående. Han ville jo helst ikke gøre noget forkert, men Zoey havde gjort ham lidt forfjamsket, da hun havde sagt, at hun var noget så glad for hans berøring.
”Åh, jeg må hellere komme videre. Jeg er jo sådan set stadig på arbejde,” skyndte han sig at sige og gjorde tegn til at rejse sig.
”Jeg skal hente lidt småting for herren på gården. Vil du med?” Spurgte han, idet han rejste sig og tilbød hende en hjælpende hånd, til at komme op. Han ville da ikke have noget imod Zoeys selskab mens han løb sine ærinder, og valgte hun at tage med tilbage til gården, regnede han ikke med at Gordon ville have noget imod det, siden hun havde været på besøg før.

Som han nævnte at han skulle videre var hun lige ved at blive trist for hun ønskede ikke at han skulle forlade hendes sid lige nu. Men da han hurtigt nævnte at han skulle tilbage på arbejdet som han havde, og spurgte om hun ikke ville med smillede hun til ham. Hun tøvede ikke da hun tog imod hans hånd som han tilbød hende. Som hun kom op at stå kiggede hun rundt, og tilbage på Theo. Hun børste sig lidt af og tænkte lidt. Det var lidt tid siden at hun havde været på gården, hun kunne godt huske den. Gordon kunne hun også svagt huske. Hun savnede helt at være der, for det var så hyggeligt sidst. Hun havde virkelig hygget sig i Theo's selskab. Hendes tanker kørte rundt om det og hun stod bare i hendes egen lille verden, men som hun stadigvæk holdte Theo i hånden rødmede hun og burde give slip men det gjorde hun ikke.

"Jeg vil meget gerne med"svarede hun og lagde hovedet på skrå som hun sendte ham et smil. Hun lod ham vise vej, som hun gik sammen med ham. Hun lod hendes blik hvile sig på de mennesker de gik forbi, og heldigvis var vejret godt. Sidste gang regnede det, men selvom det regnede sidst havde hun hygget sig. Theo var bare godt selskab, bestemt ikke noget hun kunne klage over. Jo mere de gik sammen på vej mod gården, hånd i hånd fordi Zoey selvfølgelig ikke havde givet slip men som de fortsatte gav hun slip. Hun vidste ikke hvordan han ville have det med det"Det er lang tid side jeg sidst har været på gården"grinede hun blidt, som hun drejede hovedet hen imod ham, så hun kunne nyde synet af ham. 

Var det pinligt at spørge ham hvad arbejde han skulle lave? Kunne hun overhovedet huske det. Det var så lang tid siden sidst, og hun vidste jo stadigvæk ikke alt omkring ham, ikke at hun skulle det. Men hun ville stadigvæk gerne lære ham bedre at kende. Zoey nød den friske vind der kom hen over dem, og hun prøvede at holde kjolen lidt nede med en hånd så den ikke ville blæse alt for meget op og afsløre hendes undertøj for ham. Tanken gjorde at hun rødmede igen, og var nød til at kigge væk fra Theo. Men hun smillede bredt som hun gik ved siden af ham på vej hen til gården"Tror du Gordon har savnet mig"sagde hun med et smil som hun ikke kunne lade være med at blinke til ham.

Theo fik hjulpet Zoey på benene, men det faldt heller ikke ham ind at slippe hendes hånd derefter. Så han holdt stadig fast. Han smilede stort, næsten lidt for begejstret, som hun sagde ja til at komme med tilbage. Zoeys selskab ville da helt sikkert gøre resten af arbejdsdagen langt bedre. Så skulle han heller ikke kede sig helt så meget, når han rendte rundt og ordnede sine pligter alene i stalden. Selvom Theo nu ellers var blevet rigtig god til at snakke med hestene, der kun svarede igen med et prust.

Som de gik mod gården og passerede de mange mennesker, var der flere af dem Theo hurtigt hilste på. Blandt andet de to små piger, der altid dansede til hans musik, når han sad på markedspladsen og spillede lut.
”Det er jeg sikker på han har,” svarede han med et lille grin.
”Han nævnte dig faktisk for lidt tid siden. Det gik op for ham, at jeg godt kunne bruge noget hjælp i stalden, så han sagde, at jeg skulle tilbyde dig et job. Kun hvis du er interesseret i at arbejde under mig, selvfølgelig,” sagde han og sendte hende et lidt undskyldende blik. Han ville jo endelig ikke have, at det skulle se ud som om han forventede, at Zoey ville være interesseret i at arbejde under ham. For Theo, som staldmester, ville selvfølgelig fungere lidt som hendes chef.

Synet af de to små piger Theo hilste på fik et stort smil frem på Zoey's ansigt, hun lod hendes øjne hvile sig på pigerne. De så begge to virkelig søde ud, også selvom hun ikke havde set dem før eller kendte dem. Hendes smil voksede sig kun endnu mere som hun så, hvordan Theo var overfor pigerne. At hun heller ikke havde givet slip på hans hånd var ikke noget hun tænkte på lige nu. Faktisk kunne hun godt lide at hendes hånd var i hans. Hun lagde hovedet på skrå og som pigerne skulede til hende sendte hun dem begge to et af de store smil. 

Som Theo nævnte at at Gordon havde nævnt hende for lidt tiden kiggede hun overrasket på ham, for hun havde slet ikke troet at den flinke mand havde nævnt hende for Theo. Men det gjorde hende glad at høre det, og hun lod hendes blik hvile sig på ham, før hun fik vinket farvel til pigerne for at gå videre sammen med ham. De var sikkert også snart henne ved gården"Jeg vil med glæde hjælpe dig, men hvad gør jeg hvis jeg syntes min chef er sød"sagde hun og kunne mærke hvor røde hendes kinder blev, som hun kiggede lidt væk fra ham så han ikke kunne se det. 

Dog gav hun ham et blidt puf som hentydet til at hun snakkede om ham, og hun løftede en hånd op til hendes ansigt for at stryge nogle hårtotter væk, så hun bedre kunne se hvor hun gik. Det var slet ikke fordi hun ikke kunne lide at kigge på ham, for det kunne hun bestemt godt lide. Men lige nu var hun bare blevet genert endnu engang, og det var bare ikke nemt når Theo var så flot en mand"Jeg er altid klar til at hjælpe"sagde hun så med et stort smil og en blid stemme.