Hun var på flugt fra det hun mente var en frygtelig fjende. Men enlig ville de folk der var i nærheden nok undre sig over, at der faktisk ikke var nogen efter hende. Luna kravlede videre, og med halen godt gemt inde under kappen, og hun nærmest var dækket nåede hun frem til en by. Hun løftede et øjenbryn, og nærmede sig en bænk. Men at sætte sig ovenpå bænken var slet ikke en mulighed, nej hun placerede sig ved siden af imens hun sukkede"Fjender alle vegne..."lød det utilfreds og opgviende fra hende, og hun lagde hovedet lidt bagover. Alle de mennesker, og dyr der var her og der, hun kunne da umuligt kæmpe imod dem allesammen. Måske det bare var lettest at give op, men det ville hun jo ikke, nej nej hun var bestemt ikke typen der gav op. Selvom hun ikke havde en særlig stor chance for at vinde, så var det fuldstændigt ligemeget. Hun surmulede lidt over at være endt i denne by, som hun ikke engang anede hvad var. Armene lagde hun over kors og satte sig i skrædderstilling"Hmmpf!"lød det snerrende og irriterende fra hende.

It's never my fault, only 90% of the time but shh...