Et skib var på vej ind til land, som Deavás stod med armene over kors og ventede på det. Han trippede ganske let med højre fod, som skibet havde været længe undervejs og faktisk var forsinket. Det havde tvunget ham til at skaffe et sted at sove i Fristavn. En by han normalt ikke ville begå sig i, men nu var han havnet der og ærligt så tvivlede han på at støde på nogen, han havde mødt før. Skibet havde et langsomt anløb til havnen, som vinden var blid og rolig. Der var ikke meget vind til sejlene, hvilket nok havde kategoriseret hele deres tur, men frem skulle de jo. Særligt når han stod og ventede.

Bang.. Klunk.. Gangbroen blev hejst op og smidt ned imod perronen, som kaptajnen stod klar. Han bukkede hovedet imod Deavás, som han gjorde tegn til at han nok skulle være der inden længe. Så forsvandt han bag ved rælingen og lod til at rumstere i nogle trækasser. Der gik noget tid, hvor Deavás faktisk var begyndt at gå ombord, før at kaptajnen dukkede op med en lille trækiste. "Beklager ventetiden, Hr." lød det lettere hæst fra kaptajnen, som han rakte kisten frem imod ham. Deavás skævede kort til kisten, før at han mødte mandens blik. "Jeg går ud fra, at det ikke var et problem at skaffe sagerne" konkluderede han med et hævet øjenbryn, før at han rakte ud og tog imod trækisten. Kaptajnen rystede ihærdigt på hovedet, før at han lod Deavás gå ned af gangbroen igen. Pirater kunne få fat i de mest besynderlige ting, på deres mange togter, så Deavás var heldig.

Med kisten under armen bevægede Deavás sig langs med havnefronten. Blikket var rettet imod hans omgivelser, som han holdt godt fat i trækisten og sikrede sig, at ingen skulle snyde sig til at lirke den ud af hans greb. Et velkendt lys nåede ham lige pludselig, som han stoppede op midt på pladsen og spejdede rundt efter skikkelsen. En kærkommen ven og modstander efterhånden. Der var gået længe siden sidst, de var stødt på hinanden. Blikket var stålfast, som han søgte dæmonen i mængden.

Selvom turen hele vejen fra Kzar Mora havde været lang, var den heldigvis forløbet uden problemer. Han havde endda lokket endnu en kunde til banken, så skulle turen til Fristavn vise sig at være forgæves, ville han da ikke komme helt tomhændet hjem.
Liam, den lille splejsede kusk for banken, var forsvundet og Agarés havde ikke været i stand til at finde ham. End ikke hans mange sindsslaver havde været i stand til at finde nogle oplysninger om, hvad der blev af ham. Som altid var Agarés bestemt ikke tilfreds med ikke at vide noget, men det ændrede ikke på, at han skulle bruge en ny kusk.
For et stykke tid siden havde han sendt besked ud til alle under sig, at de hellere end gerne måtte holde udkig efter en egnet. Han brugte gerne længere tid på at finde en, da han helst skulle være sikker på, at han kunne stole på vedkommende. Derfor var han nu havnet i Fristavn.

Agarés havde lige fået afsluttet en samtale, med en lidt ældre herre, der ikke ønskede at arbejde på den lille kro om hjørnet længere. Han havde fortalt om sine unge dage, der vist havde været alt andet end lovlydige og var endda gået med til at skrive under på kontrakten, så Agarés altid ville være forbundet til ham, hvis han altså fik jobbet.
Inden de skulle hver til sit, vendte Agarés sig mod den ældre herre og gav ham hånden.
"Du høre fra mig," afsluttede han. Fyren takkede og traskede tilbage mod kroen. Agarés blev stående og så efter ham. Hans gang var ikke helt let længere. Det måtte han hellere tage med i sine overvejelser. Han var trods alt langt fra den eneste mulighed.

Næste mål var at finde den kvinde, han havde handlet med flere gange her. Hun solgte de små flasker med blod, som Agarés ofte brugte til de kunder, der kunne lokkes lidt med den slags. Selvfølgelig kunne han finde dem andre steder, tættere på Kzar Mora, men med handlen fulgte også en god whisky og en hyggelig snak. Det var vel efterhånden blevet en lille tradition at mødes med hende, når han en sjælden gang imellem fik lettet sig helt hertil.
Men hvem han søgte, var ikke hvem han fandt. Agarés stoppede op, idet hans blik faldt på Deavás gennem folkemængden, et godt stykke derfra. Han sukkede tungt. Havde han lyst til at blive konfronteret med det faktum, at han var blevet domineret af den møgunge? Egentlig ikke. Han var stadig lidt fornærmet. Meget fornærmet. Men det kunne han jo ikke vise. Så han fortsatte, tættere og tættere på Deavás, klar på at høre en flabet kommentar som det første, så snart han kom tæt nok på.

Deres blikke mødtes uden hindring, som Deavás godt kunne fornemme på Agarés at han ikke nødvendigvis var fan af situationen. De var begge to gået en smule i stå og stod blot og stirrede en smule på modparten. Han havde bestemt ikke glemt deres første møde efter alle de år, men det der nok stod klarest i hans hukommelse, måtte være deres sidste møde.. Noget der bestemt ikke var endt til Agarés fordel, en tanke, der også bragte et triumferende smil frem på hans læber. Da gik det også op for ham at den gamle ven kom tættere på, som han selv begyndte at gå imod ham. 

Der var ikke langt imellem dem mere, som Deavás lagde armene over kors, da Agarés var indenfor hørevidde. "Ivrig efter en ny omgang?" spurgte han køligt med et let hævet øjenbryn, som han dog strammede grebet om trækisten under hans højre arm. Det ville da være helt forkert af ham, ikke at udnytte hvad der var sket tidligere imellem dem. Deavás var dog godt klar over, at han ikke ville være i stand til at snyde ham på samme måde igen, så han ville få svært ved at dominere ham igen, derfor måtte han også træde varsomt, så Agarés ikke lige pludselig lagde op til noget, han ikke kunne stoppe. I det mindste befandt de sig på et åbent sted, så ingen af dem kunne rigtig tillade sig at slå den anden. Eller jo de kunne godt, det ville nok bare starte et større slagsmål i Fristavnen i blandt piraterne.. Langsomt lod han blikke dale over Agarés skikkelse. Han så ud til at være kommet sig helt og han stod endnu en gang stolt foran ham. Han kunne fornemme hans frustration.

Agarés fik ikke skubbet sin fornærmede mine helt til side, før han nåede ind for hørevidde af Deavás. Det undrede ham ikke det mindste, hvis han stadig frydede sig over, at have vundet sidst. Men lige meget hvor muggen Agarés blev over det spørgsmål, formåede han stadig at bringe et lille smil frem, som han stoppede op lige foran Deavás.
"Du forventer måske at få chancen igen?" Han løftede det ene øjenbryn og rystede en anelse på hovedet. Han havde ikke i sinde at give ham den chance igen og hvis det endelig skulle ske igen, så var han da forberedt på hvad han ikke skulle gøre. Det var en dum idé at blande sig i Deavás' labyrint i hovedet. Den fejl måtte han indrømme, trods han egentlig langt hellere ville glemme det hele. Det ville han vel næppe få lov til.

Der skulle som regel en god del til at irritere Agarés, men Deavás havde et talent for det, selv uden at prøve. Han gjorde ikke andet end at lade blikket falde, betragte ham, som han endnu engang stod oprejst efter sit uheld. Og det irriterede ham noget så grusomt, for det mindede ham kun om hvor hjælpeløs han havde været i situationen. Selvom de stod midt på havnen og her var fyldt med pirater, ville Agarés ikke have noget imod lige at plante en næve mod Deavás' pæne kind. Det var nok ikke en god idé.
"Hvad laver du overhovedet her?" Spurgte han og skubbede jakken mere åben, for at stikke hænderne i bukselommerne. Han lød lidt bebrejdende, for selvom der egentlig var gået lang tid siden sidst, så var han stadig ikke forberedt på at skulle indrømme sit nederlag. Han kunne heller ikke lade være med at skæve lidt undrende til trækisten, som Deavás lod til at holde den meget tæt til sig.

Stemningen imellem dem virkede en smule trykket, men det var vist kun på sin plads efter deres sidste sammenstød. Deavás havde følt sig nødsaget til at give igen efter deres første møde, for han ville bestemt ikke lade Agarés slippe så let fra at dominere ham. Nu var de i det mindste kvit omend Agarés så ud til at virke en smule mere såret over det. Smilet på mandens læber, bragte en undren til hans blik, som han ikke helt forstod hvor det kom fra. Havde han allerede noget i planerne eller skulle de bare se at gå hver til sit, før det gik helt galt? "Man ved aldrig, hvad der kan ske i Fristavn" svarede han en smule henkastet, som det da bestemt var muligt at Agarés ville blive lige så svækket som sidst, hvis ikke han passede på. Piraterne var ude efter mange ting og hvis Agarés først så ud til at have nogle krystaller på sig, så kunne han da godt havne i problemer.

De lignede nok to mænd, der stod og kiggede indegående på hinanden midt på gaden. De forbigående kunne være tilbøjelig til at råbe dem an og bede dem finde et værelse, til at håndtere spændingen imellem dem. Deavás kiggede skævt til ham, som han sukkede over situationen og himlede en anelse med øjnene. Hvis Agarés gjorde tegn til at slå ham, så ville han nok reagere hurtigt i håbet om at undgå et nederlag på åben gade. Han rynkede dog på brynene, af hans bebrejdende ord. "Det er jo ikke fordi du ejer stedet.." kommeterede han køligt og flabet, som han ikke forstod, hvorfor han udtalte sig på den måde. Dog valgte Deavás at træde nærmere, som han gik op på siden af ham og med vilje valgte at puffe sin skulder imod hans. "Hvordan har røven det?" spurgte han drilsk, som han løftede venstre hånd og forsøgte at klappe Agarés i røven. Blot for at få en fornemmelse af, hvor indbrændt han kunne være.

Agarés var godt klar over hvorfor Deavás havde gjort, som han havde. Han havde trods alt ikke glemt hvordan deres første møde forløb sig, tværtimod. Han havde bare ikke regnet med, at Deavás nogensinde ville få chancen for at give gengæld og at han alligevel havde fået sin hævn, faldt bestemt ikke i dæmonens smag.
"Siger du, at jeg bør være bekymret?" Smågrinede han. Han kunne vel aldrig vide om Deavás havde flere ting i ærmet, men han var helt ærligt ikke så bekymret for de små, svage mennesker. Trods Agarés ikke havde valgt at følge sine forældres opdragelse helt, kunne han stadig høre sin fars stemme, der mindede ham om at dæmoner var den ene race, der betød noget. De slaskede mennesker holdt jo ikke til meget og selvom Fristavn helt sikkert husede mange andre væsner, var det ikke værd at bekymre sig om. Desuden kunne langt de fleste problemer afskaffes med krystaller.

Den bebrejdende tone havde som sådan ikke været møntet på Deavás, men mere på hans egen bitterhed.
"Nej, det er det ikke," mumlede han. Selvom han var fristet til at svare tilbage med en flabet kommentar, så havde Deavás jo ret. Den trykkede stemning var nok udelukkende hans egen skyld, fordi han var bedre til at bære nag end han ville indrømme, der var vel ingen grund til at gøre det værre.
Agarés lagde vægten over på venstre ben, som han fulgte Deavás med blikket, da han kom nærmere. Spørgsmålet fik ham til at rynke brynene og et noget anstrengt suk lød fra ham, idet han mærkede hånden mod røven. Han knyttede den ene hånd i lommen. Han hadede når nogen kom for tæt på den del af ham.

Men i stedet for at reagere med aggression, som han mest af alt var fristet til, så lænede han hovedet lidt tættere på Deavás. Hvis folk var tilbøjelige til at råbe dem an før, havde han da kun gjort det værre nu, som han egentlig lignede en der skulle til at snave Deavás i jorden, og forhåbentligt ville han falde for det.
"Bedre end din, formoder jeg," svarede han lige så drillende tilbage, som han ikke kunne lade være med at prikke lidt til ham også. Han skulle jo nødigt glemme, at han kun havde vundet fordi Agarés var såret.
Stille og roligt trak han hånden op af lommen, håbede at Deavás bare ville se det, som at han var i gang med at lægge op til et eller andet, så han ikke ville flytte sig alt for meget fra den albue, Agarés rettede direkte mod hans mellemgulv.
"Opfør dig ordentligt, Deavás. Man kan ikke sådan gå og rage på folk, på åben gade," sagde han, idet han stak hånden tilbage i lommen og smilede noget så tilfredst, om han så havde ramt eller ej.

Der var ingen dæmon i hele landet, som ville lade sig kue på den måde, derfor var Deavás heller ikke så overrasket over at Agarés reagerede, som han nu gjorde. Det var ikke særlig overraskende, men han kunne alligevel ikke lade vær med at smile en smule af det. For det var ganske morsomt, at det var lykkes ham og at Agarés muligvis ikke havde forventet det af ham. Sådan var det vist at være den yngste i deres flok. Men han havde ikke tænkt sig at blive ved med at finde sig i det. Derfor havde han også udnyttet chancen den gang..
Deavás rystede svagt på hovedet af hans spørgsmål. Nej, det var vel ikke nødvendigt, for Deavás så helst at han kom til skade fra egen hånd og ikke en fremmed. Men lige nu ville det være dumt at lægge op til noget, som han ikke ville kunne stå indenfor. Agarés var trodsalt ældre og desværre mere erfaren på det punkt. ”Måske en anden dag” svarede han lettere henkastet, som han muligvis ikke var lige så interesseret, som han havde givet udtryk for, for få øjeblikke siden.

Dæmoner kunne tydeligvis bære bag i mange år, ellers havde der næppe være dæmonkrigene og hvad ellers de kære dæmoner kunne finde på. Deavás holdt sig dog gerne fra emnet, så længe det var ham muligt. Lige nu forholdt han sig roligt omkring ham, men han var godt klar over, at han skulle holde nøje øje med hans bevægelser, hvis ikke han skulle blive fanget som første gang. Forhåbentlig kunne han lægge fortiden bag sig, så han kun skulle se fremad, men at stå tæt med dæmonen var som altid en udfordring for ham. Måske han skulle have søgt væk fra ham i stedet for at opsøge ham direkte på denne måde. Deavás forblev tavs i situationen igen, som han dog formåede at ryste lettere opgivende på hovedet. Henvendt til ham selv, men sådan ville det næppe blive opfattet.

Det gav et mindre sæt i Deavás, da Agarés valgte at læne sig tættere på ham. Han havde forventet en knytnæve eller en hurtig kommentar til hans berøring af Agarés allerhelligste. Blikket blev vendt imod ham, som han forsøgte at stirre på ham, advare ham om at komme for tæt på, for så ville han virkelig få problemer. Ikke at han vidste hvordan lige nu, men det skulle han nok finde ud af, hvis det blev nødvendigt. En hurtig rødmen viste sig i hans kinder, som Agarés omtalte deres første møde. Han vendte hurtigt blikket i den anden retning, som rødmen forsvandt og han bare sendte en brummen imod Agarés.
Da han vendte blikket retur var han langt mere fattet over situationen, før at han bemærkede Agarés hånd, det gav et sæt i ham, men han nåede ikke at reagere før at han mærkede albuen i sit mellemgulv og straks måtte tage sig til maven for at bukke halvt sammen på åben gade. Hvad fanden bildte han sig ind? Han hvæste irriteret af hans ord, som han fik rejst sig igen og sendte ham et irriteret blik. ”Du drømmer” hvæste han køligt, som han bestemt ikke kunne være interesseret.

Den tykke luft af bitterhed, der hele tiden havde hvilet over dem, lettede sig stille og roligt, som Agarés løsnede lidt op. Han kunne ikke lade være med at smile over det svar, Deavás kom med. Han fremstod ikke helt så rapkæftet som før og det frydede Agarés noget så vidunderligt. Så kunne han måske stoppe med at have det så latterligt irriterende over, at Deavás selvfølgelig havde udnyttet chancen sidst.
Han tog uden tvivl det opgivende ryst på hovedet som en lydløs kommentar til ham, men valgte ikke at reagere på det. Nu måtte han jo lige holde lidt fast i den lidt for triumferende følelse, når Deavás allerede valgte at trække i land med de flabede kommentarer. Han forventede dog ikke, at det ville fortsætte sådan. Han regnede med flere stikkende ord, for sådan fungerede deres forhold.

Med ansigtet så tæt på Deavás, kunne han ikke undgå at lægge mærke til den hurtige rødmen i hans kinder. Smilet bredte sig endnu engang. Han havde tilsynladende stadig en eller anden effekt på ham. Det tilfredse smil over at se Deavás bukke sammen i fuld offentlighed. Smilet førte over i en kort latter, da et par rimelig fulde pirater passerede dem og morede sig noget så gevaldigt over det, grinede højlydt, inden de gik videre.
"Nej, mine drømme om at du en dag kan opføre dig ordentligt, stoppede for mange år siden," sagde han, selvfølgelig kun for at drille Deavás, da han udmærket godt var klar over, at det ikke var dét, han mente. Han trak hænderne op af lommerne og gjorde et hurtigt hovedkast, som tegn til at Deavás skulle følge med.
"Kom. Jeg har en lille handel at gøre og det indbærer som regel alkohol. Du ligner en, der kunne trænge til det." Det var måske bare en lidt pænere måde at sige, at han ikke så helt godt ud efter en albue i mellemgulvet. Han gik et par skridt i samme retning han var på vej tidligere, men stoppede lige op for at se om Deavás nu også havde tænkt sig at følge med.

Der ville ikke gå længe, før at Deavás atter ville genfinde sin gejst, som han dog lige skulle sluge situationen og ryste følelsen af kroppen igen. Han brød sig virkelig ikke om at være den mindste, men kunne ikke helt lyve sig fra det heller, som han lidt følte at Agarés tårnede sig over ham lige nu. Var han blevet højere eller var det hele bare steget ham til hovedet nu, hvor han havde fået slaget ind? Han kunne stadig fornemme smerten i sit mellemgulv, som han også var nød til at trække vejret mere anstrengende for at smerten ikke skulle brede sig yderligere i hans krop. Han vrissede lidt af Agarés, men sagde ellers ikke noget til ham. Måske han bare ignorerede ham lidt, imens at han genfandt sin attitude.

Endnu et hvæs undslap hans læber, som han forsøgte at se Agarés i øjnene, men faktisk ikke rigtig havde lyst til at se fryden i hans blik. Det tilfredse smil var ved at give ham kvalme, som han egentlig var klar på at gå sin vej. Deavás skævede til piraterne, som han egentlig var klar til at gå efter dem for at stikke dem en flad, men Agarés ord nåede ham først. "Du ønsker slet ikke, at jeg opfører mig ordentligt.." bed han ganske let tilbage, som han mindes at Agarés havde nydt det bare en smule. Selvom han måske aldrig ville indrømme det, så vidste Deavás det skam udmærket godt. Derfor var han også nød til at prikke til ham. Han rynkede let på næsen over Agarés hentydning, som han himlede let med øjnene over hans ord. "Som om det gik særlig godt sidste gang.." mumlede han for sig selv. Egentlig ville han ikke med, men hans ben lystrerede ikke, som de straks fulgte med Agarés og fik ham til at overgive sig. Han skævede ned til trækisten under sin arm.

Agarés havde egentlig forventet en eller anden reaktion på de grinende pirater, for til enhver anden tid ville Deavás helt sikkert ikke have fundet sig det. Han havde regnet med, at hans kommentar var blevet ignoreret til fordel for, at stikke efter piraterne. Måske endnu mere nu, hvor de alligevel befandt sig et sted, hvor det ikke var unormalt at folk endte i skænderier og slåskampe over de underligste ting.
"Hm..." Brummede han let under sit smil, som Deavás bed lidt tilbage. Nej, han ville ikke helt indrømme det, men han måtte vel indse, at Deavás kendte ham bedre end nogen anden. Han kunne ikke helt skjule noget for ham og havde egentlig heller ikke haft lyst til det, i deres yngre dage. Det var noget andet nu. Nu hvor de begge var blevet det ældre og havde fået ansvaret der åbenbart fulgte med voksenlivet. Det var derfor han nød at stikke til Deavás. Han blev mindet om dengang, for mange, mange år siden, hvor alt var lidt lettere. Dengang det ikke handlede om overlevelse og nødvendigheder.

Deavás lød ikke yderligere interesseret i at skulle følge med og da Agarés vendte sig rundt, for lige at se om han var med, ville det ikke have undret ham, hvis han så ryggen af Deavás, på vej væk derfra allerede. Men hans ord matchede ikke hans handling, for han fulgte alligevel med.
"Og alligevel følger du med," konstaterede han, idet han begyndte at gå videre. Han ville vel ikke have valgt at følge med, hvis det virkelig havde været så slemt? Agarés rystede en anelse på hovedet, som svar til sig selv. Selvfølgelig ikke. Selvom Deavás gav udtryk for noget andet, kunne han vist heller ikke selv løbe fra, at han faktisk havde nydt det. Så skævede han selv mod trækisten, som Deavás stadig holdt tæt til sig.
"Det er måske dén, der er grunden til, du er her?" Han gik ikke ud fra det ragede ham det mindste. Han var stadig bare lidt nysgerrig på hvorfor Deavás var her, så han kunne vel lige så godt gætte.

Det ville være under ham, hvis Deavás endte med at løbe efter piraterne, når nu Agarés befandt sig i samme by. Det ville måske endda være tåbeligt at opføre sig på en lettere barnlig måde ved at udse sig piraterne som afløb for den voksende frustration til Agarés. Nej, det var langt bedre at holde sig i skindet, så kunne han altid håbe på at vennen ville dumme sig i fremtiden, så skulle der nok ske noget forhindring, særligt så længe at Deavás bare valgte at føje ham en smule ved at undlade at give rigtig igen. De spydige kommentarer var dog ikke langt væk, som han bestemt ikke ville finde sig i hvad som helst. Heller ikke fra nogle sølle pirater, der lod til at tro, at de ejede stedet. Enhver kunne da forsøge at overtage byen, når den i forvejen var henlagt i slåskamp og usle forhold. Det var ikke et sted, han ville blive særlig længe ad gangen. Måske derfor tilbuddet om at gå et andet sted hen, tiltalte ham bare en smule.

Deavás mødte ikke Agarés blik, da hans egne ben åbenbart havde forrådt ham og sendt ham i samme retning som manden selv. Han fnøs ganske let over udviklingen, som han egentlig ikke brød sig om at være den 'mindste' i selskabet, men så længe Agarés var der, så ville det ikke kunne ændre sig. "Det er vel stadig bedre end stanken her på gaden.." lød det en smule henkastet, som Agarés bestemt ikke skulle tro, at han gik med af nogen anden årsag, selvom det ikke nødvendigvis var hele sandheden. Manden måtte bare indse, at alt ikke drejede sig om ham. Langsomt førte han dog hånden over toppen af sin mave, som han skar en grimasse. Det slag ville uden tvivl give ham et blåt mærke. Han brummede lettere frustreret, før at han atter vendte blikket imod Agarés.

Blikket gled atter ned på trækisten, som han kunne se at Agarés selv kiggede imod den. Et svagt nik efterfulgt af et skuldertræk var svaret lige med det samme, som han tyggede lidt på et verbalt svar. "En sending fra havet" svarede han med et nik, for at understrege, at han ikke ville kunne skaffe kistens indhold på anden vis. Han var ligesom nød til at tage turen til Fristavn hver gang, at han havde brug for genopfyldning. Han skævede lidt til Agarés, som han kom i tanke om hans ord. "Hvilken handel skal du slå af?" spurgte han, blot for at dreje samtalen imod ham. Skridtene var lettet imod brostene, som han nemt kom op på siden af Agarés.

Agarés var godt klar over, at Deavás nok ikke havde den største lyst til at følge med. Selvom Agarés bestemt heller ikke havde været begejstret for sit eget forslag, var det vel lige nøjagtig det, der skulle til. Trods han havde fået sit slag ind og løftet den trykkede stemning lidt, kunne han jo ikke helt lægge skjul på, at han stadig havde lidt ondt i røven over sit tvunget nederlag sidst.
Agarés trak let på skuldrene og nikkede svagt. Deavás havde helt sikkert ret i, at det var bedre end stanken på gaden. Den underlige blanding af alkohol, fisk og... Noget klammere. Det var heller ikke hans eget foretrukne sted at være og han var glad for, at han ikke tog denne tur oftere. Men selvom han gav Deavás ret, kunne han ikke lade være med at smile skævt, som han stadig ikke kunne lade være med at tænke, at han valgte at gå med af en helt anden grund.

Det var et lidt vagt svar Agarés fik og det gjorde ham egentlig kun mere nysgerrig. Normalt ville han respektere sådan et svar og forstå hentydningen om, at indholdet ikke kom ham ved. Men nu var det jo ikke en forretningsforbindelse, det var bare Deavás. Så han åbnede munden for at spørge mere ind til det, men blev hurtigt afbrudt af et emneskift.
"Jeg skal bruge blod," svarede han kortfattet, ikke fordi detaljerne skulle holdes hemmelige, men fordi flere detaljer på åben gade kunne give ham besvær med at skaffe det.
Der gik ikke længe, før Agarés nikkede mod en kvinde klædt i sort. Hætten på kappen var trukket op, så hendes ansigt ikke var til at se, men Agarés vidste, at det var hende, for hun stod næsten altid samme sted. I skyggen i udkanten af en gyde.

Uden ord blev både Agarés og Deavás gennet om i baggården og ind af bagindgangen, til baglokalet af en lille smykkeforretning. Agarés havde været her mange gange før og fandt sig hurtigt til rette på en af de fire stole om det lille, runde bord. Kvinden skubbede hætten ned, afslørede det kønne ansigt og det lange, lyse hår, som hun gav tegn til Deavás, at han skulle tage plads ved bordet.
"Du kommer ellers altid alene, Agarés. Hvem er din ven?" Spurgte hun, allerede i gang med at finde en flaske whisky og tre glas frem. Siden Deavás var med Agarés, antog hun straks at han ville drikke med. Agarés smilede, måske lidt for meget, som han skævede mod Deavás. Han havde perfekt mulighed for at mobbe ham lidt ekstra med et svar på det spørgsmål. Men han måtte hellere lade være.
"Deavás er en gammel ven," svarede han og lænede sig frem for at hælde væske i glassene, der lige var blevet placeret på bordet. Kvinden gik udenom Agarés og direkte hen foran Deavás, hvor hun rakte en hånd frem, ikke for at give hånden, men forventende en ordentlig hilsen fra mand til kvinde. Et kys på håndryggen.
"Velkommen til, Deavás. Mit navn er Amelia," præsenterede hun sig og smilede svagt.

Der var vel ingen grund til at dvale ved indholdet i trækisten, som Agarés muligvis ville ende med at få chancen for at se det senere. Det kom selvfølgelig an på udviklingen af deres samtale og om de ville være i stand til at kunne holde hinanden ud så længe. Han valgte dog at flytte kisten under den modsatte arm for at armen ikke ville ende med at krampe, sådan som han sørgede for at holde godt fat i den. Piraterne kunne jo nemt tro, at han stod med en større skat i armene og så ville de hurtigt få lirket den ud af hans favn. Blikket blev dog vendt imod Agarés da han fortalte, hvad han skulle. Blod? Den mand havde også en besynderlig lyst efter blod.. Ikke at Deavás kunne se sig fri for det heller, men at gå så langt for at skaffe det, så måtte det da være noget særligt.
Blikket fulgte Agarés, som han nikkede imod en kvinde. Så de var allerede i gang med at klargøre tingene til handlen? Han valgte blot at følge med, uden rigtig at sige et ord, som de tydeligvis havde gang i noget. Måske det ikke havde været i planen at tage ham med, det kunne godt ske at Agarés faktisk havde satset på, at Deavás ville gå sin vej, men så nemt skulle han bestemt ikke slippe. Ikke efter al den tid..

Baggården virkede som det mest oplagte sted at gøre en handel, men det lod ikke til at være tilfældet, som de snart blev guidet imod en indgang. Deavás skævede til sin ’ven’, før at han fulgte efter uden at sige en lyd. Han havde selv indgået flere aftaler, som begyndte på denne måde, så han var efterhånden van til situationer, hvor der ikke blev sagt et ord, før at omgivelserne passede begge parter. Han skævede rundt i lokalet, som han dog lagde armene over kors, skubbede kisten imod sin brystkasse og sikrede sig, at den ikke kunne lirkes ud af hans greb. Agarés satte sig, som Deavás dog holdt lidt igen, før at han fandt en stol ved siden af ham. Trækisten blev sat på gulvet, som han dog placerede en fod ovenpå. Måske det var kvinden, Agarés var kommet efter, for hun var bestemt rar at kigge på.
Blikke gled over på Agarés, som kvinden spurgte indtil hans rolle i selskabet. Lettere sammenbidt mumlede han for sig selv, som han lagde armene over kors og skævede imod Agarés. Nu måtte han heller passe på, ellers ville der bare komme nogle flere sandheder på bordet.  Han nikkede dog af ordene. ”Rart at møde Dem, Amelia” svarede han med et høfligt nik, før at han rakte ud efter hendes hånd, tog imod den ganske let, før at han lænede sig frem i stolen for at placere et kys imod hendes håndryg. Sikke et fint selskab, Agarés kunne begå sig i. Så lænede han sig roligt tilbage i stolen, efter at have sluppet hendes hånd.

Agarés forblev stille, som Amelia fik hilst på Deavás. Han var klar over, at hun ikke havde tænkt sig at fortsætte, uden at have hilst ordentligt på den fremmede, så i stedet udnyttede han tiden på at hælde væsken op i bunden af glassene. Han skubbede et af dem hen foran Deavás, et andet overfor sig til hende og beholdt selv det sidste foran sig.
Amelia trak hånden til sig og placerede den kortvarigt mod Agarès’ skulder, for at få hans opmærksomhed igen. Han havde kun lige nået at tage en lille tår af den billige whisky, før han skubbede glasset tilbage på bordet og rettede blikket mod hende.

Amelia gik over til kommoden, der stod op mod endevæggen i det lille baglokale.
”I kommer på en travl dag. Jeg har ikke meget tid, men I er velkomne til at blive. Whiskyen drikker jo heller ikke sig selv,” sagde hun og smålo, idet hun åbnede den øverste skuffe og fandt to små glasflasker frem. Agarés trak let på skuldrende.
”Jeg har ikke travlt.” Han vidste, at Amelia kun sørgede for alkoholen når hun fik kunder som Agarés, ellers drak hun egentlig aldrig den slags. Derfor ville hun også helst af med det, så det ikke fik lov at stå og samle støv i længere perioder. Han rettede kort et lidt spørgende blik mod Deavás. Hvis han ikke havde tiden til at blive, så havde Agarés heller ingen grund til at blive siddende, når først Amelia skulle gå. Han havde ikke i sinde, at sidde og være så sørgelig at drikke alene.

De to små glasflasker, indeholdende det blod Agarés var kommet efter, blev placeret på midten af bordet, før Amelia satte sig på stolen overfor og trak whiskyglasset til sig.
”Jeg har ikke haft tid til at skaffe mere end de to. Det vrimler jo ikke ligefrem med alfer her, og der er ikke meget blod i de små væsner.” Hun sippede lidt til den sprittede drik, mens Agarés stak en hånd i jakkens inderlomme og hev en lille stofpose frem. Man kunne høre krystallerne i posen banke mod træet, som han smed den på bordet, hen mod Amelia, der straks tog den til sig.
”Det er rigeligt. Jeg har heldigvis ikke mange kunder, der interesserer sig for den slags,” sagde han og smilede, som han rakte hånden frem, samlede de to flasker op og stak dem i samme inderlomme, han havde taget posen fra. Nu havde Deavás også hørt hvad Agarés brugte det blod til og hvilke væsner det kom fra, og trods deres lidt anstrengte forhold for tiden, så stolede han da stadig nok på Deavás til at tro, at han ikke ville sladre. Amelia vendte blikket mod Deavás.
”Hvad med Dem? Jeg kan klare alt andet end alfeblod.” Hun så afventende på Deavás, som hun ventede på at høre om han måske også ville gøre en handel. Enhver chance for at tjene lidt ekstra krystaller.

Det var en interessant aftale, de to havde med hinanden, for Deavás kunne hurtigt få øje på, hvordan Agarés reagerede på stemningen og blot følte sig hjemme med det samme. Han skævede imod glasset, der blev skubbet hen til ham, som han dog placerede hånden lige ved siden af og lod en finger skubbe let til det. Han tog dog ikke fat i glasset endnu, som de gyldne øjne hvilede på Amelias skikkelse og hendes samtale med Agarés. Han havde ikke problemer med at være observatør på et sådan møde, som han sagtens kunne holde sig til skyggerne. Det var jo lidt det, han faktisk var van til. Han fulgte hendes bevægelser imod kommoden med blikket, som han lyttede til hendes ord og efterfølgende vendte blikket imod Agarés. "Jeg kan sagtens være behjælpelig med at tømme flasken" kommenterede han roligt, som han skævede imod Agarés. Han havde dog planer om at holde hovedet koldt og eventuelt stoppe, hvis det gik for vidt, for han skulle nødigt føle sig fanget igen. Han løftede den ene fod, som han placerede den ovenpå trækisten og så ellers lænede sig frem for at tage glasset, løfte det op til munden og tage en mindre slurk af den let brændende væske.

Glasset blev sat tilbage på bordet, som han skævede imod de to glasflasker, hun havde fundet frem. Han kunne godt fornemme på den rødlige væske, at det næppe var vin og slet ikke i så små mængden. Men det var svært at fornemme tykkelsen eller lugten, når flaskerne var forseglet på den måde. Deavás hævede det ene øjenbryn, som han blev klar over, hvad der var i flaskerne, så vendte han forbavset blikket imod Agarés, som han dog nikkede ganske svagt. "Hvilke kunder omgiver du dig lige med?" lød det lettere overrasket fra hans mund, som alfer bestemt havde en udsøgt smag, men det var de færreste, der kunne opbygge en decideret smag for dem, fordi der ikke var nok blod til at blive rigtig afhængig af det. Eller så skulle man i hvert fald angribe alfelunden for at få smagen for det.

Han rettede sig op igen, som han vendte blikket imod hende og lod en håndflade hvile imod bordpladen. Hun havde spurgt ham og han kunne da sagtens være fristet til at tage del i handlen, men havde hun nu også alt på lager, eller skulle han forsøge at teste hendes udtalelse? "Hvad med Elemental blod?" han kunne ikke ligefrem prale af at have smagt det, men han var da bare en smule interesseret i at se, hvad hun kunne skaffe. Elementaler var en særlig art, så mon ikke det var svært at skaffe? Ellers skulle bjergelvere være nogle ensomme væsner, der ikke rigtig blandede sig med fremmede. Kunne hun skaffe det?

Agarés smilede svagt, som Deavás ikke lod til at have noget imod, at hjælpe med at tømme flasken. Han havde selv intet problem med at bruge et par timer her, for det var langt bedre, end at skulle rende rundt i lugten udenfor. Desuden havde han alligevel ikke regnet med at forlade Fristavn i dag alligevel, for møderne med Amelia kunne godt trække lidt ud, hvilket betød at Agarés som regel endte med at bruge en enkelt nat på en af kroerne. Ikke at han var helt vild for at skulle være på de lusede kroer. Deavás lød næsten helt overrasket, som han fandt ud af hvad der befandt sig i de to flasker og Agarés rettede småleende blikket mod ham.
"En vampyr jeg kender bliver næsten helt ekstatisk, bare af lugten fra disse," svarede han, som han fik stoppet flaskerne i inderlommen. Trods dæmonernes gode sans for blodlugten, kunne de ikke helt hamle op med vampyrernes. Den kvinde han omtalte, havde jo næsten haft besvær med at koncentrere sig, fordi Agarés havde haft sådan en flaske i lommen, da han besøgte hende første gang.

Agarés gav sig til at sippe lidt til alkoholen i sit glas, og forblev tavs, da Amelia henvendte sig til Deavás. Amelia var klar til at rejse og finde hvadend Deavás bad om, men hans spørgsmål kom alligevel bag på hende, som hun begyndte at le.
"Der fik De mig. Jeg har hørt rygter om blodelementaler, men desværre aldrig været heldig nok til at møde en selv. Måske jeg kan være behjælpelig med et alternativ?" Tilbød hun, som hun desværre måtte indrømme, at hun ikke ville være i stand til at skaffe blodet fra nogle elementaler. Agarés fjernede glasset fra munden, hvor det nu var hans tur til at se lidt overrasket mod Deavás.
"Noget du har fået smag for, eller..?" Spurgte han undrende og hævede let det ene øjenbryn. Han ville alligevel være rimelig imponeret, hvis Deavás om lidt fortalte ham, at det var. Elementaler kunne umuligt være de letteste væsner at få presset blod ud af.

Flasken kunne umuligt gøre det helt af med ham, selvom Deavás godt kunne mærke væsken brænde ned igennem hans hals, som han tog en slurk af glasset og atter stillede det på bordet igen. Han slog let med tungen, som han vendte blikket imod Amelia igen. Han måtte bruge noget tid på at overveje hendes tilbud, men var meget hurtigt låst fast på hvilken race, han gerne ville kunne dufte blodet af. Men han var samtidig også klar over, at det kunne være en udfordring, fordi de fleste elementaler var lettere hidsige væsner. Alligevel lød hun meget overbevisende omkring at hun kunne skaffe alt. Bortset fra alfeblod, fordi Agarés havde kløerne i den lille mængde, hun havde været i stand til at skaffe.
Hvorfor Agarés lige havde valgt alfeblod forbavsede ham dog en smule, da han ikke så ham, som typen til at tage en tår blod hver aften og drømme sig væk høj på blod. Men som Agarés forklarede sig, bredte der sig et smil over hans læber. "Her troede jeg, du havde en ting for alfer" lo han let for at prikke lidt til den gamle dæmon ved hans side. De havde efterhånden delt så meget, men han var nu glad for ikke at finde ud af, at Agarés havde en ting for de små kræ.

Foresprøgelsen var givet, som Deavás vendte de gyldne øjne imod Amelia og afventede hendes respons. Han vidste ikke, hvad han skulle forvente, særligt fordi hun allerede havde rejst sig imod kommoden fra tidligere, så måske hun kunne imødekommen hans ønske? Han lænede sig tilbage i stolen, som Amelia så sig slået, så løftede han hænderne foran sig og foldede dem med et drilsk smil på læben. "Det beklager jeg.. Men der var blot tale om en test" lo han stille, som han bukkede hovedet ganske let og rakte ind efter glasset for at tage endnu en tår af væsken. Men så lænede han sig også frem i stolen igen, som han lagde begge hænder på bordpladen. "Jeg er faktisk mere interesseret i de dragefødte.. Men er udmærket klar over at racen er ukendt for de fleste, så måske De endnu ikke har haft chancen?" fortsatte han, som han gerne ville skaffe noget information på de dragefødte og hvis han kunne skaffe noget blod ville der være en chance for at han kunne give det videre til en, der kunne analysere det.

En sådan konflikt, som den der var i Mørkets hær med de dragefødte, var oprindeligt ikke noget han skulle blande sig i. Men nu hvor hun havde tilbudt sin tjeneste, så kunne han ikke helt lade vær med at tage imod chancen. Måske han var heldig? Så vendte han blikket imod Agarés dog. "Troede du virkelig på det?" spurgte han tydeligvis i et vældig underholdende humør, som det kom bag på ham, at Agarés ikke havde set glimtet i hans blik. Havde han allerede drukket for meget til at gennemskue ham?

Agarés smålo og trak let på skuldrene, som det vel ikke ville have været usandsynligt, at få smag for de små væsner. Han satte glasset for munden og hældte allerede resten af indholdet i svælget. Som han satte glasset fra sig på bordet, rystede han alligevel svagt på hovedet.
"Nej, de er vist lige små nok," sagde han, idet han rettede blikket tilbage mod Deavás og lige kort skævede nedad. Den kommentar skulle helt bestemt misforstås, ikke kun perverst, men også som en direkte mobning, som han selvfølgelig ikke kunne lade være med at prikke yderligere til Deavás. Heldigvis så diskret, at kvinden ikke bed mærke i det.

Amelia smilede morende, som Deavás afslørede, at han blot var ude på at teste hende. Hun var ligefrem forberedt på endnu en af slagsen. Hun åbnede den sorte kappe og smed den over stolens ryglæn, afslørede dermed den finde kjole under, der tydeligt sagde alt andet end 'pirat'. Længden på det lange, lyse hår blev vist ved samme lejlighed, som det bølgede så fint ned over hele hendes ryg og først stoppede ved lænden. Hun blev stående, som hun lyttede til Deavás og sendte ham så et lidt overlegent smil.
"Jeg rejste for nyligt gennem Azurien," startede hun, da hun begyndte at gå over mod kommoden igen. Hun trak stille og roligt skuffen ud og så de mange små flasker igennem.
"Jeg faldt over en af disse dragefødte, som uheldigvis var kommet grueligt galt afsted. Jeg nåede godt nok ikke meget, før de første, nysgerrige øjne dukkede op, men..." Hun brugte lige et øjeblik på at lede videre, før hun trak en flaske op. Hun holdt flasken op mellem to fingre, som hun vendte sig mod Deavás.
"Nu er det jo ikke det letteste at få fat i, så det kommer til at koste Dem. Stadig interesseret?" Spurgte hun og løftede afventende det ene øjenbryn.
Agarés fulgte stadig med i stilhed, som han smilede lettere imponeret over Amelias hengivenhed til sit arbejde. Han skævede kort mod Deavás, da han gav sig til at fylde bunden af sit glas op igen.
"Selvfølgelig ikke," mumlede han i et fnys, for at dække lidt over det faktum, at han havde overset glimtet i hans blik, som han ellers næsten ikke var i stand til generelt.

Agarés var ivrig efter at tømme flasken, hvor Deavás måske var en smule mere tilbageholdende, fordi han ikke var sikker på hvorvidt han kunne modstå styrken af alkoholen. Sådan som det havde brændt ned igennem svælget, var han overbevist om, at det kunne komme til at slå hårdt, hvis ikke han drak med måde. Men Agarés skulle endelig ikke holde sig tilbage, hvis han gerne ville drikke sig i hegnet. Deavás skulle nok hjælpe ham hen til en seng. Han hævede dog det ene bryn, som Agarés lagde op til noget helt andet, end hvad han havde ment. "Hvor gammel er du lige?" lo han lettere hånligt, som Agarés tydeligvis var i et fælt humør. Han vendte hurtigt blikket væk for i stedet at rette sin opmærksomhed imod Amelia. Hun var vist mere værdig til hans blik lige nu.

Så lænede han sig frem imod glasset og rakte ud efter det, som han førte det op imod sin underlæbe, imens at blikket hvilede på hendes skikkelse. Lige tids nok til at se hende smide kappen og blotte hendes figur yderligere. Et lystigt glimt viste sig i hans blik, som han dog skævede over imod Agarés. Han ville næppe bryde sig om, hvis han ødelagde endnu en kontakt for ham, så han måtte heller holde sig i skindet og derved fokusere på whiskyen, som han løftede glasset og drak en mindre slurk af den brændende væske.
Deavás hævede det ene bryn, som hun begyndte at tale om Azurien, men han lod hende fortsætte, før han ville stille spørgsmål til, hvor hun var på vej hen med sin forklaring. Det blev meget hurtigt klart for ham, at han måske kunne være heldig, at hun havde fået fingrene i en dragefødts blod. Derfor flyttede han sig også til kanten af stolen, som han hvilede albuerne imod bordpladen og foldede hænderne, som han hvilede hagen imod hænderne. Nu kunne Agarés bare forsvinde.. "Men du nåede lidt?" spurgte han for at sikre sig, at det var der, hun var på vej hen med sin fortælling. Forhåbentlig ville hun ikke lade det falde til jorden, som hun rodede rundt i skuffen. Hvad nu hvis en anden var kommet ham i forkøbet?

Blikket faldt på flasken, som et tilfreds smil gled over hans læber, som han nikkede til hende og rakte hånden frem. "Uden tvivl" svarede han, som hun bestemt ikke skulle tvivle på hverken prisen eller hans interesse. Han betalte glædeligt for indholdet i den flaske, hvis det kunne bringe Verbatim frem i konflikten. Blikket gled stille imod Agarés, som han rystede svagt på hovedet, fordi han ikke rigtig troede på hans ord. Han var faldet i med begge ben, derfor kunne man også fornemme et sejrig glimt i hans øjne.

Agarés tog sig ikke meget af den hånlige tone. Der bredte sig i stedet et lettere tilfredst smil over hans læber, som han nok morede sig lidt mere end Deavás gjorde. Han var altid tvunget til at være så alvorlig, så den slags kommentarer var uundgåelige, når han endelig kunne give slip på den professionelle facade han bar til daglig. Derfor tillod han sig også at nyde godt af alkoholen. Han var trods alt en stor mand, der skulle mere end bare et par bund sjatter whisky, til at påvirke ham. Måske det også stadig handlede bare lidt om, at han ikke kunne se sig selv i øjnene takket være Deavás, fordi han havde fundet sig selv så svag, trods han var såret. Nedladende ord var nok lige så uundgåelige, i hvert fald i den nærmeste fremtid, mens Agarés forsøgte at komme sig over nederlaget.

Amelia nikkede let til Deavás, som han fik afsluttet hendes sætning, inden hun vendte sig mod dem, med den lille flaske i hånden. Hun smilede fornøjet, da Deavás gav udtryk for sin fortsatte interesse og lige som hun tog det første skridt tættere på dem, skævede hun lige mod den lukkede dør, der førte ind til butikken. Der lød lidt oprevet stemmer derinde fra.
”Jeg er vist ved at løbe lidt tør for tid,” smålo hun, som hun kom tilbage til bordet og stillede flasken fra sig på midten. Trods hun følte, at hun var ved at få en anelse travlt, ville hun dog ikke skynde på nogen af dem.
”5 safirer og det er Deres. Efterlad dem på bordet, inden De går,” bad hun stadig lige så venligt som hun hele tiden havde været, inden hun rettede blikket mod Agarés, der satte glasset fra sig på bordet og rejste sig.
”Nu sørger du for, at din ven ikke snyder mig?” Sagde hun, som hun lige skævede mod Deavás, med et lidt drillende blik. Hun regnede da ikke med det, men man kunne vel aldrig vide sig sikker.
”Selvfølgelig,” svarede han og bukkede let for hende, inden hun gik mod døren og åbnede den. Inden hun gik, vendte hun sig lige mod dem og nejede så fint.
”De herre,” afsluttede hun og lukkede så døren efter sig, som hun forsvandt ind i butikken.