Tid: Op til skumringen
Sted: I den fjerneste ende af palæets have
Beklædning: Som på hendes billede, med en sort kappe med en hætte.
Vejret: Mild brise, lunt vejr, lettere skyfrit
Melodien hun spiller: Musik

Dagen var ved at gå på held, solen bevægede sig imod jorden og kastede de smukkeste røde nuancer op på himlen ude mod horisonten. Coffey befandt sig, længst væk fra palæet for at kunne finde en ro indeni sig selv, til at fordybe sig i det harpespil, hun yndede så meget. Hun havde med en smule besvær fået båret den store harpe, der virkede alt for stor til det unge halvdyr, ned i havens afkroge, under et stort træ, selvom det hele virkede så trist og dødt omkring hende, vidste hun at livet snart ville blomstre op på ny igen, hvis blot man havde tålmodigheden til at vente og nyde naturens gang. Hendes blik vandrede rundt over græsset under hende, med et svagt smil dansende om hendes læber. Lyset ville snart være så svagt at hendes syn ville svinde ind til kun de svageste skygger, men hun kendte hver en streng på harpen, når først hun gik i gang behøvede hun ikke længere sit syn for at kunne spille.

Hendes lange hale, svang sig igennem græsset, mærkede hvordan det kildede hendes bløde skæl. Mærkende efter vibrationer, men der syntes helt forladt i havens afkrog, hun snoede halen let op omkring sig, så hun næsten kunne hvile sig ovenpå den, inden hun vippede harpen ind imod hendes skulder. Et øjeblik lukkede hun blot øjnene, mærkede dens vægt imod hendes krop, mens hun let vuggede en smule, til hun fandt balancen med den. Med en dyb vejrtrækning, lod hun sine fingre glide over harpens strenge, omhyggelig med at lytte til hver en tone, efter den mindste fejltone. Hendes øjne forblev lukkede, mens hun fik den indstillet helt. Harpen var ganske følsom overfor varme og kulde, så uanset hvor hun måtte spille skulle den altid justeres en smule, for at få den reneste klang derfra. Hun sad længe, mens hun mærkede solens sidste stråler varme hendes kappe, da den store hætte skjulte hendes ansigt godt. 

Hun lod sine fingre glide over de spændte strenge en sidste gang, inden et tilfreds smil gled over hendes læber, hver tone ramte præcis som de skulle. Hun tog sig tiden til en sidste gang at rette lidt i kroppen hvor hun kastede blikket op imod den røde himmel over hende. Hun lukkede atter øjne, inden hun gav sig til at øve melodien. Et suk slap over hendes læber, som man kunne se hvordan hele hendes krop begyndte at slappe af, mens hun spillede. Hendes fingre gled ubesværet over de mange strenge, uden hun behøvede at kigge på dem.

dagen havde gået stille og roligt. en melodi kunne høres ude for der den blev spillet. en sort kat, med hvidt hoved, bryst og sokker, gik mod lyden. stoppede ved en mur og så op på  toppen musiken kom over denne lyd. med et hoppede katten oven på muren, den hev sig op og så ned på en kappe klædt skikkelse der spillede harpe. det var alsår der musiken kom fra. katten lagde sig på muren og så ned på personen der spillede. katten lagde hovedet på skrå imens den lyttede.

da personen  havde spillet lidt tid hoppede katten ned i haven helt lydløst. katten satte sig ned og så mod harpen. katten havde aldrig set sådan en tæt på. gad vide hvor tung den var?

Katten hed Hisashi, dens gule lysene øjne faldt på kappen endnu en gang. den sagde ikke en lyd lige nu, faktisk ville den bare høre musiken. efter han blev fri ville han helst bare gerne kunne nyde sådan noget som musik. men der var mange ting han stadig ikke forstod. som det faktum at han havde brudt ind i en andens have. men hvad kunne en kat dog vide.

"du spiller godt" lød en stemme pludseligt. en blid og alligevel uhyggelig klang i stemmen.

Opslugt af følge melodien, havde Coffey ikke bemærket den fremmede duft der sneg sig nærmere, da en kat sprang op på muren, hun hvilede blot på den kraftige hale, med harpen støttende imod hendes højre skulder. Først da hun mærkede en svag vibration i jorden, blev hun klar over hun ikke længere var alene. Skjult bag hætten på sin kappe, lod hun tungen flakke lidt i luften mens hun fortsatte sit spil. Der var uden tvivl nogen som havde nærmet sig, men duften virkede ikke bekendt for hende, men hun havde heller ikke længe boet hos Valtor, så det kunne være en hun ikke kendte.

Hun valgte at forholde sig helt rolig, med solen på vej ned var hendes syn ikke til megen hjælp, slet ikke ude i haven, som hun endnu ikke kendte særlig godt. En stemme trængte igennem lyden fra harpen, og fik hende til at rette sig en smule op i kroppen, inden hun drejede blikket imod lyden og duften. Stemmen kendte hun heller ikke, men hvem ville dog trænge ind hos en slavehandler? "Tak..." svarede hun roligt, med den hvislende lyd fra hendes kløvede tunge. Hendes blik vandrede rundt i haven, men hun måtte anstrenge sig for at kunne se noget, duften hjalp hende dog lidt på vej og hun fandt en skikkelse i den begyndende mørke som bevægede sig. Det lignede et dyr, og duften mindede hende om en kat, men katte kunne da ikke tale? Hun rynkede eftertænksomt panden, inden hun vendte sin opmærksomhed tilbage imod harpen, da hun ramte den forkerte streng. Hele hendes krop spændtes et øjeblik, som en reaktion på fejlen, men det var en gammel vane, da hendes tidligere Herre havde været meget konsekvent i sin afstraffelse når hun fejlede.

Et lille suk slap over hendes læber, før hun lod hænderne glide ned langs hendes sider under kappen, men hun samlede sine tanker igen. Hun var fri af den Herre og tilhørte nu Valtor, og han virkede ikke til på samme måde at ville presse hende eller forvolde hende smerte for en lille fejl, selvom hun altid ville kæmpe for at spille fejlfrit. Hun gned hænderne let imod hinanden, inden hun genoptog sit spil, denne gang med den rette streng. "De er en kat, ikke sandt?" hvislede hun dæmpet ud i luften foran sig, for hun følte sig ganske sikker på den stadig befandt sig i nærheden af hende.

katten lagde hovedet på skrå da hendes blik fløj forbi ham. hun kiggede sikkert efter et menneske. katten hisashi gik lidt tættere på så måne lyset landte på den og lyste dens hvide hoved op. den slikkede lidt på poten og vaskede sig ansigt. den virkede utrolig rolig. men det var den også den så ingen fare i en der spillede harpe. vis det havde været kamp lyde havde det været noget andet.

da hun igen begyndte at spille smukt lagde katten sig ned og lyttede til hendes spørgsmål. "det kan man sige. og man kan også sige nej. jeg er et halvdyr, med katte gener" sagde stemmen. blid som en kats spinden men uhyggelig som en slave der aldrig havde været andet. den forkerte tone hun havde spillet havde gået igennem marv og ben i katten. det havde ikke været rart for de sarte ører. 

de gule øjne lyste op i nattens mørke. de hvide områder på katten vis den til at se mindre farlig ud. måske fordi at de fleste så helt sorte katte som fanden selv. men han var jo sort og hvid så han var jo ikke ond var han vel? det kunne man aldrig vide jo.
katten gik tættere på hende ganske roligt. den øjne var rolige og dens krop elegant og smidig. den stilte sig roligt foran harpen og så på imens hun spillede. hun var god. det måtte han indrømme.

Katten skulle være glad for at Coffey, ikke havde den store hang til sine naturlige instinkter, for en lille kat ville ikke have været nogen udfordring for hendes kraftfulde hale, at klemme livet ud af, og et enkelt bid fra hendes spidse tænder, ville have udløst et smertefuldt endeligt for dyret, der var dog intet ondt i det unge halvdyr, hendes væsen lige så blødt som harpens søde klang. Hendes tunge vrikkede uset lige over hendes læber, skjult under hætten, for at vide hvorhen den lille kat bevægede sig. Nok var hendes syn svagt mens hendes lugtesans og følesans var begge eminente. Det billede hendes øjne ikke kunne skabe, formåede duftende at skabe for hende.

Da katten forklarede sig selv, lo hun dæmpet, med kinden hvilende imod harpen ved hendes skulder. "De må hellere passe på Herren ikke ser Dem.." svarede hun stille, selvom hun nød tilværelsen som slave var det ikke ensbetydende med at hun ønskede den skæbne for andre. Hun vidste mange slaver havde det værre end hende, på det plan følte hun sig vældig priviligeret, men hun kunne heller aldrig drømme om at modsætte sig Herren, eller hun kunne i hvert fald ikke tænke sig til et scenarie vigtigt nok til at hun ville gøre det. 

Med overkroppen i fuldkommen ro, snoede hendes flere meter lange hale sig imod katten, drillende prikkede hun til den med halespidsen, inden hun lod blikket glide ned på den skygge der havde bevæget sig foran hende. "Hvis De har et ønske til et stykke, vil jeg gerne spille det for Dem.." lød det mildt fra hende, nu havde hun trods alt forsøgt at drille katten, så måtte hun hellere være høflig, som hun trak halen til sig, og lod sig selv hvile ovenpå den igen, mens spidsen vippede op og ned bag hende. 

Hisashi var ikke bange af sig. da hun sagde at han skulle passe på at herren ikke så ham fniste han inden i. han havde aldrig sagt han var katten jo. stemmen kunne lige så godt ha været bag muren. han vaskede hovedet imens at hun talte. og da hun var færdig sagde han roligt imens han vendte hovedet mod huset med de gule øjne. "jeg er ikke bange" sagde stemmen standhaftigt. katten så mod pigen igen. dens gule øjne lyste klart og elegant .

med et rørte noget den på ryggen og den hoppede op og vendte sig mod det der vidste sig at være en hale. dens øjne så bare på halen og lagde hovedet på skrå. en slange hale. han havde aldrig set en slange halvdyr. han vendte hovedet mod hende og gik om ved siden af hende og satte sig ned ved hende og så på harpen og hvordan hendes fingre kørte elegant over dem. det var flot.
hun spurgte om om et ønske til et stykke.... men Hisashi kendte ikke nogle numre, han havde været slave det meste af hans liv og fik ikke lov at høre musik. så det gjorde han heller ikke den dag idag.
han så op på hende og lagde sig ned ved siden af hende og spandt. han gav udtryk for at han godt kunne lig det hun spillede nu. han lukkede øjnene kort i og så mod huset med sit nattesyn. det var helt sikkert en herres hus. for hvorfor skulle hun ellers ha talt om en herre. hun var sikkert slave. han havde selv været det men ikke noget han sagde. ikke fordi han var glad for at være fri. fordi han savnede at ha en at tjene.

Hun brummede eftertænksomt over hans svar, mens et lille smil bredte sig om hendes læber. Katten behøvede heller ikke være bange for Valtor, hun havde endnu ikke set en side af Herren som vakte frygt hos hende, men igennem sit liv havde hun lært at halvdyr havde en tendens til at blive slaver, men hun kunne selvfølgelig ikke vide om det måske kunne være kattens intentioner, siden den havde forvildet sig ind i haven. Det var svært for hende at se den klart, men hun kunne dog fornemme dens bevægelser. "Behøver De heller ikke være.." svarede hun ganske mildt.

En latter slap over hendes læber, da den lille kat sprang op i luften, da hun havde prikket til den med halen. Den virkede overraskende frygtløs, som den blot kom hen til hendes side og lagde sig ned ved hende. Vibrationerne fra den gav sig til at spinde, kunne tydeligt mærkes i hendes hale, og gav en kildende fornemmelse. "Hvad hedder De?" spurgte hun afslappet, mens hun fortsatte sit spil. Hun havde øvet i så mange år, at hun sagtens kunne holde sit fokus andre steder uden at miste takten eller ramme de forkerte strenge, så hun tillod sig at betragte den lille kat indgående. Han måtte være et halvdyr ligesom hendes selv, men med en evne til at skifte form? Eller måske han blot havde mange flere træk efter dyret end hun selv havde fået, trods hendes menneskelige overkrop nærmest var det eneste menneskelige ved hendes selv. Hendes syn, tunge  ja selv hendes tænder bar lidt præg af slangen i hende. 

Mørket var begyndt at lægge sig over haven, som de sidste røde farver på himlen langsomt svandt væk i horisonten. For et kold blods dyr som hendes selv, betød det hendes krop begyndte at blive mere kold at røre ved, trods hun havde den store kappe til at varme sig i. 

han var rolig da hun sagde han ikke behøvede være bange. var det ikke det de fleste slaver var for deres herre? han vidste at det han frygtede mest var vand. pryyyyyh vand altså. han så på halen da hun havde prikket ham. hun var altså også et halvdyr. han havde lagt sig til rette da hun pludselig spurgte ind til et navn. hans blik faldt ned på hans hvide sokker på poterner.

hans navn. havde en slave endelig et rigtigt navn. men han havde altid været hisashi så måske  han bare skulle sige det. hans spinden forsvandt kort da han svaret. "jeg bliver kaldt Hisashi" han var ikke glad for navnet mere. mest fordi det var hans slave navn. han havde aldrig haft et fri navn. han så op p himlen da den så ud til at blive helt mørk. han nød mørket. det gjorde han kunne bevæge sig frit.

han så på hende og kunne godt fornemme noget ikke var som det skulle være med hende. som om hun ikke havde kunne fornemme hvordan han så ud. han var jo lige for tiden mest en kat. mest fordi at han ikke ville ha at folk dømte ham for at være et halvdyr. en kat blev sjældent dømt for noget. de blev mere set som nuttede og kære. hvorfor kunne han ikke være det? han lagde hovedet på sine poter og tænkte på det halsbånd han en gang havde haft. et symbol på han havde været ejet af nogle.

Hisashi vippede lidt med ørene for at lytte til ting omkring sig. han vidst dog ikke hvad han kunne forvente her ude i en fremmes have. Hisashi selv var faktisk lidt sulten, men han kunne ikke fornemme nogle små dyr i nærheden. hvilket jo var lidt ærgeligt for så kunne han så en hurtig snack.

Coffey fornemmede den pause katten gjorde sig, hvilket fik hende til at rynke en smule i panden, da han virkede til noget trykkede ham. Var det navnet? Et øjeblik stoppede hun med at spille, for i stedet at dreje lidt i overkroppen, mens hendes blik søgte efter katten ved hendes side. Da han stoppede med at spinde også, lagde hun hovedet ganske let på skrå, inden hun med den ene hånd lod hætten glide en smule tilbage, så hendes ansigt trådte frem under den. Hendes smil bredte sig stille om hendes læber, i en opmuntrende mine. Hun havde en fornemmelse af han måske ikke var så glad ved navnet, måske han foretrak at blive kaldt noget andet? "Hyggeligt at møde Dem..." svarede hun ganske stille, bevidst undlod hun navnet da hun ikke ønskede han skulle være trist.

Hun lod harpen, vippe ned så den ikke længere hvilede imod hendes skulder, inden hun rykkede lidt på den kraftige hale ganske let, så hun kom lidt længere ned og bedre kunne fornemme katten ved hendes side. Ganske forsigtigt strøg hun den nu kølige hånd imod hans kind, måske hun kunne spille et nummer for ham, der kunne opmuntre ham lidt igen? Hun vidste ikke hvad hun ellers kunne gøre for ham, stedet var nærmest lige så fremmed for hende, som den var for katten, da det var første gang hun havde bevæget sig ud i haven, vejret havde været for koldt for hende, så hun havde foretrukket at være inde hvor hun kunne holde sig varm foran pejsen. Hun rettede sig igen en smule op, og trak harpen tilbage imod hendes skulder. Hun vippede eftertænksomt med hovedet, inden hun kom på en melodi hun selv yndrede at spille og lytte til, der var noget i den som altid formåede at gøre hende glad. Lyt

Hendes hale, snoede sig ganske let bag hende til melodien, dog kun det yderste stykke. Hun havde altid drømt om at danse, men det var ikke til med en hale, i stedet bevægede den sig i glidende bevægelser til melodierne.

hisashi ville ikke indrømme det vis nogle spurgte men han var ked af det med at han havde et slave navn men ikke et fri navn. han så op på hende da hun stoppede med at spille. hans øjne så hvordan hun trak hætten lidt væk og kom nærmere ham. da hun kørte ham forventede han faktisk at blive slået så han spændte i kroppen og lukkede øjnene.

men han blev ikke slået? han så op på hende da hun begyndte at spille igen. hun spillede smukt. han lagde hovedet ned på siden, på sine poter. han så på hendes harpe imens hun spillede. så hurtigt kunne han ikke bevæge sine fingre.

"hvad hedder De,?" han anede ikke hvorfor men han troede det var sådan en general præssention var. han lå roligt og så på hende. hendes spil var afslappende. han spillede mere cool end han inden i. han lukkede øjnene lige så langsomt i og mærkede hvordan hans mave begyndte at knurre.
han slikkede sig om munden af sult og håbede lidt en mus eller rotte ville komme løbene forbi ham. ja han var virkelig sulten. han havde ingen herre og intet job til at få penge.

Det skar i hendes hjerte da hun mærkede hvordan katten havde stivnet under hendes lette berøring. Hvorfor mon han var så frygtsom? Var han blevet slået mange gange? Hun kendte ikke svarene og vidste ikke rigtigt om hun kunne tillade sig at spørge ind til det. Men da katten spurgte om hendes navn løftede hendes humør sig straks. “Jeg hedder Coffey..” svarede hun med en munter hvislende tone.

De ganske små vibrationer og lyden af en knurrende mave fik hende til at skæve ned imod katten, han måtte virkelig være meget sulten. Hun skævede op imod palæet, måske hun kunne hente en bid mad til ham? Men hvad spiste han mon? “Skal jeg hente lidt mad til Dem?” Spurgte hun med et smil om læberne, hun håbede ikke Herren ville blive sur over det, for hvor meget kunne en lille kat egentligt også spise før den blev mæt? Det kunne ikke være særlig meget.

han ville ikke virke frygtsom. han var bare van til berøring betød at blive slået. han så op på hende da hun sagde sit navn. var det et slave navn eller hendes ejet. han nikkede til hende og kunne godt høre hun hvislede. hun måtte være slange. hvordan skulle han ellers forklare at der havde været sådan en hale. han nikkede til hende."det er en fornøjelse frøken Coffey" sagde han roligt.

han havde lagt sig uden at vide hun kunne føle vibrationer. for uden dem ville lyden ha været svag jo. han så mod dhende da hun talte. hun ville hente mad? men ville hun ikke få ballade med sin herre?"De skal ikke få ballade pga mig Coffey" sagde han roligt og stædigt. han skulle bare finde en mus eller rotte så var han mæt i nogle dage. han var jo van til at sulte i lang tid. sådan havde hans herre været mod ham. 
han vidste dog ikke helt hvordan ffrie personer fik mad. hvad med det de kaldte et job skaffede det mad på bordet? han vidste intet om den frie tid så han var faktisk lidt fortabt. han havde brug for en herre.

Hun smilede lidt over kattens ord, hun vidste ikke om hun burde være så formel overfor ham, men var det ikke altid bedre at være på den sikre side, altid at udvise høflighed overfor et andet væsen. "Fornøjelsen er helt på min side.." Svarede hun lettere fornøjet, men hans knurrende mave blev dog ved med at distrahere hende en smule. "Har De en menneskeskikkelse?" Spurgte hun stille, det ville nok være lettere at finde mad til en der kunne spise almindelig menneskelig føde, omend hun da regnede med at kunne finde et eller andet alligevel.

"Det skal De ikke tænke på, er sikker på Herren vil have forståelse.." svarede hun opmuntrende, til trods for hun faktisk ikke vidste det med sikkerhed. Hun kunne godt forestille sig Herren ikke ville bryde sig om det, men måske han ville kunne bære over med hende, ellers måtte hun udstå den straf han ville byde hende for det. Roligt rettede hun sig en smule op, kappen fulgte med hende og afslørede mere af den kraftfulde hale, der før havde lagt skjult under kappen. "Jeg kommer tilbage om lidt.." kom det roligt fra hende, inden halen snoede sig over jorden og førte hende væk fra katten og harpen op imod palæet. 

Halen efterlod et zigzag mønster i det begyndende fugtige græs, da duggen var ved at lægge sig over haven, men hun bemærkede det ikke selv længere, i stedet fortsatte hun roligt op og ind ved køkkenet. Der var ingen at se nogle steder, men hun fandt lidt frugt til sig selv og et stykke kylling, der ikke var blevet spist i løbet af dagen, det måtte kunne bruges, inden hun forlod køkkenet og trak sig tilbage til baghaven, hvor harpen, og forhåbentligt den lille sorte kat ventede på hende.

Katten opfattede sjældent sin mave mere. han så på hende imens hun talte. da hun spurgte til menneske skikkelsen sukkede han inden i sig selv.. han havde ikke været halvdyr i lang tid. han så efter hende da hun lige pludselig havde efterladt ham. han lagde hovedet på skrå og satte sig som kat op. han så efter hende. *håber ikke hun for ballade for noget mad* tænkte han roligt da han jo ikke ville skabe et andet halvdyr problemmer på halsen.

han så hendes hales zigzag mønster og fulgte det med øjnene til hende og mod palæet. han så på harpen og pludselig blev de hvide sokker på katten til hænder og føder, den sorte hale blev længere og tykkere, den sorte krop blev til tøj og voksede med ham det hvide ansigt blev større og mere menneskeligt, og det sorte på hovedet blev længere og blev til sår. nu sad et halvdyr med gule øjne istedet for katten på pladsen. han sad med benene i skræder stilling og hænderne ned på jorden foran sig. han snussede ind og kunne ikke fornemme andre i nærheden, de gule katte øjne faldt på harpen som han så klart for sig med sit katte syn. han så på den intens, løftede en hånd og tog hånden mod harpen, en finger ramte en streng og han tog hurtigt hånden til sig. den var ikke levene men når hun brugte den lød den godt.

han vippede med ørene og kunne høre noget over græsset komme mod ham. det var sikkert pigen Coffey, han så mod lyden og så hvordan hun kom mod ham. han var lidt spændt på hvordan hun ville reagere over for ham nu hvor han ikke var en kat.

Coffey havde ikke været væk længe, men hun havde hørt harpen spille en enkelt tone. Hun kunne ikke lade være med at smile let over det, for hun havde været på præcis den samme måde første gang hun blev introduceret for den, nysgerrig. Hun måtte bruge sin lugtesans mere end før, for at kunne finde vej tilbage, for solen var ikke længere at se og mørket havde lagt sig, og taget den sidste smule af hendes syn med sig, tilbage var der kun helt skygger der trådte svagt frem i månens skær. Hun kneb øjne let sammen, men det hjalp hende ikke ligefrem, i stedet måtte hun stole på sine instinkter, hun ramte da også lidt små ting i ny og næ, hun ikke fik opdaget, inden hun nåede tilbage til havens bagende.

Hun sukkede opgivende over sig selv, inden hun stoppede op. Der sad noget ved harpen, gjorde der ikke? Hun lagde hovedet ganske let på skrå, det lignede ikke kattens skikkelse fra tidligere, den så større ud, men kunne det være rigtigt. Hendes tungt flikkede ganske let over hendes læber, duften mindede meget om hinanden, men noget var alligevel anderledes. Havde han forvandlet sig til et halvdyr?

Roligt bevægede hun sig det sidste stykke, inden hun placerede sig samme sted foran harpen igen, og rakte lidt kylling til ham, hun håbede ikke hun kom til at ramme ham med det, men chancen var der eftersom han gik så meget i et med alt andet i omgivelserne. "Jeg har taget lidt kylling med til Dem.." forklarede hun roligt, imens hun selv tog et bær og et par nødder i munden. Hun lod halespidsen glide imod harpen, så hun fik en fornemmelse af hvor den var henne i forhold til hende, uden at ramme strengene. Hun kunne ikke få sig selv til at fedte den til, nu hvor hun havde båret mad i hænderne til dem begge.

han sad roligt og studerede haven. her var mange steder at gemme sig for ham. især med hans anden evne. han snussede ind og kunne lugte hende komme nærmere. ja han var stadig nu og det var også fordi han havde gjort sig til halvdyrs form.  han så hvordan hun rakte kyllingen og måtte undvige den for ikke at så den i hovedet.
"tak.... er De sikker på Deres herre ikke giver Dem ballade?" han så på kyllingen og mærkede sulten gnave i sin mave, det føltes helt som kramper.

han så mod hendes hale der pludselig lignede den kærtegnede harpen. hun elskede den virkelig. han så mod hende ganske roligt men hans øjne virkede ikke just glade. faktisk mere tvivlsomme. de lyste også næsten helt op i  mørket. nok mere end noget andet i hans person. han så ned på kyllingen efter lidt tid og snussede. den duftede frisk??? han havde aldrig fået frisk mad før? ud over det han fangede. men dette virkede som fisk på en anden måde.

Coffey betragtede nysgerrig den mand, der var kommet frem i stedet for katten. For det var da en mand ikke? Hun var ikke sikker, det kunne have været hvad som helst, når man tænkte på hendes ringe syn om natten, men der var dog alligevel et noget ved ham der skilte sig ud, det var som om hun kunne fornemme hvor hans øjne var, hvis hun virkelig anstrengte sig, men hun opdagede det først da han måtte dukke sig for kyllingen. "Beklager, er så godt som blind i mørket..." forklarede hun med en undskyldende mine, inden hun tog lidt flere bær og nød dem. 

Hun løftede blikket let op imod himlen, hun kunne fornemme hvor de klareste stjener og månen var henne, men hun havde aldrig haft fornøjelsen af at se månen tydeligt, kun nogle enkle gange hvor den havde været synlig i dagstimerne, men stjernerne vidste hun ikke hvordan så ud, om de blot var prikker eller man som med månen kunne fornemme dens overflade i de forskellige nuancer.

"Det skal De ikke tænke på.." lød det afslappet fra hende, hvis Herren blev sur måtte hun tage straffen, men hun kunne da ikke lade ham gå så sulten rundt, desuden kunne Herren vel ikke vide om hun blot havde været lidt ekstra sulten, nu hvor dagene var så kolde, så hun håbede på det ville gå uset forbi. Hun sænkede blikket imod harpen foran hende, inden hun lukkede øjne, de var alligevel ikke til nogen nytte længere, så hun måtte betro sig til sine andre sanser.

han havde gættet lidt hun var blind. for ikke alle var så rolige omkring ham når de så hans øjne. han så hvordan hun så op og forstod ikke helt hvorfor. "det er okey. ikke alle har natte syn" sagde han roligt og  slikkede lidt på kyllingen da hun havde sagt god for det. han havde aldrig fået noget der var stegt til perfektion. han tog en bid og begyndte at spinde uden at tænke over det.

maven stoppede med at krampe. han kunne se hende fra sit øjenkant og kunne se på hende hun lukkede øjnene men spiste bær og nødder. han havde aldrig troet at en slave kunne være så rolig som hun var. men han skulle ikke dømme folk. Deaves havde været led og  ond. nogle gange fik han ikke mad fordi hans herre ikke mente han havde fortjent det. så det var jo bare underligt.

Hisashi fik spist kyllingen roligt og hurtigt på samme tid. han tog små bider men tyggede og slugte det hurtigt. han følte sig dejlig mæt. han så på coffey. "tak for maden.... det er ikke meget mad jeg for" indrømmede han og vidste at maden havde føltes som mere i katte form men hun havde bedt ham om at komme i hans menneske form så det havde han gjort.

Coffey vendte blikket imod ham, da han talte. En fornøjet latter gled over hendes læber, for han havde jo ret hun var stort set blind som en muldvarp. "Skal nok prøve ikke at tumle over Dem.." lo hun med en let drillende tone, for når hun bevægede sig rundt kunne hun sagtens komme til at ramme nogen og endnu være sno sig over dem hvis de lå ned. Hele det scenarie at sno sig over nogen, fik hende til at ryste ganske let på hovedet af sig selv, inden hun trak kappen lidt til omkring sig og vippede hætten længere op. Hun var nød til at passe på med ikke at blive kold, for en nat med frost kunne godt tage livet af hende hvis hun først mistede al varmen. 

Hun kunne fornemme at han var begyndt at spise, da han pludselig gav sig til at spinde. Han måtte virkelig have været sulten, og et øjeblik fortrød hun ikke at have taget mere med til ham. I stedet lod hun blikket glide ned på hendes sidste bær og nødder hun kunne mærke i hånden. Hun rakte dem over imod ham, for hun frygtede ikke at skulle sulte, så i hendes verden var det bedre at han fik stillet sin egen sult. Dagene ville fortsat være kolde, og hun vidste hvor meget energi kroppen havde brug for i det kølige vejr og når det var småt med maden.

Lyden af hans ord, bekræftede blot at hans behov for mad lige nu, var større end hendes eget, lige nu havde det jo kun mest været for hyggens skyld at hun havde taget noget til sig selv. En lille nat snack til den søde tand. "Har De ikke en måde at skaffe mad på selv?" spurgte hun stille, hvis han havde en Herre som hende selv måtte han da få mad, men hvis nu han ikke havde, hvis han aldrig havde haft en Herre men skulle klare sig selv? Det skar let i hendes hjerte, for hun ønskede ikke noget dårligt for nogen. Hendes tidligere Herre havde været god til at skærme hende fra alt ondt, det eneste smertelige minde hun havde, var mordet på sin egen moder der stadig hjemsøgte hende om natten.

Hisashi lyttede til hendes ord. hun var sjov. også selv om han ikek grinte højt. men det havde han altid fået at vide han ikke måtte. han  nød maden til fulde og det mættede også selv om han sagde hvad han sagde var det ikke en hentydning til at han ville ha mere bare at han fik lidt  for tiden.

 han sank skuldrene ved henddes spørgsmål og slikkede sin hånd ren. "vis jeg finder en mus eller rotte i min katte form for jeg mad. ellers.... ikke rigtigt" han lød ikke trist men inden i var han synderknust over hun havde en herre og han ikke havde. han så på hende med rolige gule øjne.  han stivnede dog da han kunne noget noget pusle i busken ved siden af dem. han forvandlede sig hurtigt til en kat og hoppede ind i busken. hans lugte sans var god og hans syn bedre i mørket. der var et lille dyr der inde. måske en vild hare. eller en rotte. 

han fik jaget det ud af busken og løb hurtigt efter det. og pludselig var han væk? men dukkede op foran rotten. han hoppede på rotten og havde en lille slåskamp mod den men vandt. han tog den i munden og gik over til hende ganske roligt. han lagde den ned og slikkede sin pote rotten havde fået bidt i. "det er sådan her jeg normalt skaffer mig selv mad.... når de er til at finde. mange gård ejer eller palæ ejer har en kat i iforvejen til at tage de små dyr" forklarede han og så op på hende.