Det var klamt, og fugtigt. Tara satte sine lette fødder, en efter hinanden, ned langs de mørke, nu, ruinerede gange. Hun huskede det, lod sin lugtesans følge hende vej, som var det igår, at borgen havde stået i alt sin pragt. De lunefulde lanterner, der engang havde oplyst enhver gang, en varme, der havde fulgt en på vej, fordi borgen var ens hjem, fordi borgen var der man hørte til, var der en lun og hjemlig følelse der endnu guidede en vej fremad. Dette på trods af, at der nu intet lys var at følge. Det var en følelse der nu fulgte en hjem.
Var ens sinds så vanvittigt som Taras, ville man uden problemer kunne følge hendes fodspor, hendes følelse af at komme hjem til sin herre, komme hjem til et trygt og lunt sted.
Dette var dog langt fra tilfældet, Borgen, der i sin tid havde tilhørt Ritulus Tauris, var nu faldefærdig og ødelagt, den var de sidste mange år forfaldet til ruiner, som ingen ville være i stand til at kalde hjem.... Og dog...
"Jeg har fået nok Samson" Stemmen var spinkel men dog bestemt. Tara knugede taget om spandens håndtag, den var tung, især for en elver af hendes statur. "Det er nu, det er på tide". Tara gik de sidste skridt ind i hulens dyb. Det var her han befandt sig, og havde gjort det de sidste mange måneder... Måske endda år. Hun kunne ikke engang selv huske det længere. Den seneste tid var smeltet sammen, som var det varmt glas. Alt omkring dem var forladt og ligegyldigt. Historien havde udspillet sig, som havde det blot været sand igennem livets tidsglas.
"Jeg har just været i byen, ingen lader til at huske os mere"  Elveren gav et støn fra sig, ordene havde i sig selv været hårde at udtale, hvornår havde hun sidst benyttet sig af sin fysiske stemme? Hvornår havde hende og Samson sidst kommunikeret via. rent fysisk kontakt og ikke gennem hendes mentale krafter? Et årti?
Hun stønnede hæst.
"Jeg har været i byen? Ingen husker os! Vi er ikke engang på de efterlyste-tavler mere... Der var sågar en bonde..." Tara holdt en pause, det var hårdt, ulideligt, at bruge sin fysiske figur, men hun var træt og havde fået nok! Hvis man snakkede om at nå sit 'breaking-point' så var Tara nået dertil nu . "Der var en bonde der spurgte mig, om jeg var diplomat fra Elverly"
En svag hæs latter gennembrød mørket. "Kom, min kæreste ven, kom med mig... Det er på tide, det er på tide at jeg ser dig som den du er, den du altid har været" 
Den slanke elver rakte træskaftet frem, frem imod den skyggelignende store skikkelse i mørket, træskaftet der sad på en ny og frisk badebørste.
"Kom med mig, vi går til floden, jeg vil lade dens kolde bølger fremkalde hvem du er..."  Tara bøjede sig nu ned, ned imod skikkelsen der udgjorde langt over fem hundrede procent at hendes egen kropsvægt. Hun lagde sin pande imod hans, kold og klam, som den var. 
"Kom med, jeg heler dig" Hun lo, hæst, groft, ingen stemme der hørte til den slanke elverskikkelse. Den spinkle hånd gled ind i hans, den var stor som en bjørnelap, enorm, som ville den konsumere hendes hånd, på ingen tid. 
Bestemt, men direkte kærligt, trak hun i ham, hun trak ham med, ned mod det lune hav der omringede øen de befandt sig på. Tara var fuld, fuld af luneheder og fremtidige planer. Hun var færdig med at være  i ingemandsland. Hun var vant til at være nogen, nu var hun ingen. En skæbne intet væsen med uendeligt liv kunne se sig tilfreds med. 
"Lad mig gøre dig hel" 

Borgens dybeste kroge var det perfekte skjulested, og ikke mindst, det mest hjemlige. Gemmesteder havde der været rigeligt af gennem de sidste 4 års tid. Det er dog et stykke tid siden at faren lurede af for ivrige krystalisianere, der havde fået guld i øjnene efter at se opslaget om dusøren på den hårdt eftersøgte mand, samt tidligere berygtede bandeleder.

Den store mand sad i et hjørne, dopet på den sidste indtagelse af svampe. Et behov der havde tilfredsstillet ham de sidste mange år. Et behov, der snart skulle arbejdes på at tage fra ham, hvis han skulle fungere til noget som helst igen. Det var dog ved at være nogen timer siden, at han havde taget de sidste.

Omgivelserne var klamme, fugtige og der var en tung lugt af noget råddent.
Øjnene var lukkede og han sad og hang op af den klamme kolde væg i en halvsovende ubevidst tilstand.

Små lyde gav genlyd i Borgens gange, fra Tara der begav sig afsted mod ham.
Han åbnede øjnene en lille smule, så han kun havde en lille sprække åben. De hvide øjne var tydelige i mørket. Blikket var tomt som døden selv.

Det sorte skæg havde vokset sig til en uigenkendelig længde på den store mands hoved. En længde der mest af alt kunne måle sig med en halv meter i længden. Godt nok var skægget vokset, men hvad der var endnu værre, var at det på ingen måde var blevet behandlet i al den tid. Det havde den styggeste lugt, da det gennem tiden har indeholdt madrester fra... ja, lidt af hvert. Svampene var nok det mildeste skægget havde været i nærheden af. Det var værre med menneske- og rotteresterne samt den forrådnede luft, der havde sat sig fast i ham. Hans madforråd på Borgen var udløbet for en månedstid-siden. Nok havde han været forberedt til en tid som denne, men han havde ikke forudset hvor svært det kunne være at rejse sig op igen fuldstændig afhængig af sit svampeforbrug.

Tara... er det.. dig?  Samson drejede hovedet. Tale virkede så fjern. Tankekraft var noget af det eneste han havde brugt det sidste lange tid, når Tara havde været så heldig at kunne finde frem til ham, på et tidspunkt hvor han havde været ved bevidsthed. Svampene havde i al den tid gjort det vanskeligt at få kommunikation imellem dem. Det havde forhindret dem i kommunikation, helt uden at Samson havde haft den fjerneste idé om dette.

Den varme pande mod sin, fik ham til at "vågne" op med et spjæt. De hvide øjne blev udspillede, og kiggede direkte ind i elverens. Øjne der var så velkendte, synes alligevel næsten fremmede.
Han blinkede.. Fraværende var han åbenbart kommet valklende på benene med en arm omkring Tara.

Sv-sv…  Svampe!.. jeg dør uden.. Tara… Tara..  Mumlede han, snublende over ordene.

Er det.. ? Han nåede ikke at fuldende sætningen før hovedet hang igen, lettere fraværende. Det kunne ikke være meget værre for Tara at skulle døje med.. ja, hvad der mest af alt mindede om en levende død.
Da de var kommet tættere på søen vågnede han lidt op igen, stadig fjern. Han havde tydligvis underbevidst opfattet noget med "hele".

Hele.... svampe? Øjnene så søgende og desperate ud. Det var nok det sidste han burde få mere af. Samson havde brug for en seriøs hjælpende helende hånd, hvis han overhovedet skulle komme på fode igen.

Det var et fuldkommen absurd skue, at se på de to, Tara lignede en kvist ved siden af den store krop. Dette på trods af, at hans muskler var svundet under årene som zombie. Det var ikke underligt at det havde været lettere, lettere end alternativet for at leve videre. Det var ikke fordi Tara selv skulle pudse glorien, tiden hun havde brugt i Morgoths gamle palæ have ikke just finpoleret hendes psyke. Sandheden om de to var efterhånden at den ene var mere skingrende sidnssyg end den anden. Tara fnøs, hun var ikke gal, og det var Samson heller ikke... Det kunne i hvert fald have været meget værre. 
Elveren gav et støn fra sig, det var hårdt, hun prøvede at balancere det store uhumske brød mens hun slæbte på diverse badeartikler. Hun var selv snavset og beskidt, de brune posebukser hang i laser, mens et læderbælte der aldrig havde set skyggen af læderfedt desperat prøvede at holde dem oppe på de fremspringende hofteknogler der ragede ud under huden.
Den friske luft slog imod hende, hun var ikke rigtig klar over, om hendes lugtesans bare havde lidt en knæk under bekendtskabet med den brogede bandeleder, eller om hun ikke længere tænkte over den stank der sprang fra ham.
"Klap i med dig. Du har fået dine sidste svampe!" Stemmen var en hæs hvæsen, mens hun beskuede landskabet, det var endnu vinter, men klimaet på øen gjorde at det aldrig rigtigt blev koldt. Det kolde vand ville dog nok være lidt af et chok, forhåbentligt kunne det lede hans tanker væk fra afhængigheden. Hvornår var han overhovedet sidst blevet vasket? Elveren snøftede, han lugtede surt. Det var tydeligvis ikke noget der skulle tænkes for meget over, hun ville ende med at kaste op. Hvor fanden var Zidiac når man skulle bruge hende? Den lille dæmon plejede at skure ham, nu lod det til at Tara selv måtte gøre det, heldigvis kom hun beredt.
'Jeg er færdig med at leve som en rotte Samson... Jeg vil have det tilbage, jeg vil have det hele! 

Vandet i søen stod stille, kun en blid brise over overfladen dannede små krusninger, vandet i søen var så klart at man kunne se ned til bunden. 
"Af med tøjet og ud i vandet med dig" Tara sukkede og smed spanden fra sig i vandkanten, hun var forpustet, det havde ikke været nogen let tur. Nu måtte han selv arbejde lidt på sagen. Hun bukkede sig og fiskede et stort stykke gult sæbe op ad spanden, sammen med badebørsten, som hun rettede næsten truende imod kæmpen, som var det en kommandostav - det her skulle overstås. 

Kønt så det ikke ud, da han vaklende med benene tog et skridt ad gangen.

Sidste... svampe? Han skulede dovent mod hende. Han gad dårligt nok at holde sit eget hoved oppe. Der gik noget tid inden han opfattede, at hun rent faktisk mente det. Tara var heller ikke lige en der smed om sig med jokes - og det var åbenbart heller ikke noget hun var begyndt på i dag.

 Jooo... jo jo da! Kom det fra ham - nok mest for at berolige sine egne tanker. Han var den der bestemte af de to. Sådan havde det jo altid været, så hvorfor i alverden skulle det ændre sig nu?
Ånden havde bestemt også haft sine renere dage - på trods af at den aldrig helt havde været god. Den var så hæslig som den overhovedet kunne være. Lugtede mildest talt af død og ødelæggelse - men det gjorde resten af ham nu nærmest også, så det kunne være svært at skelne imellem.

De syle spidse tænder, der engang havde været kridhvide, var det bestemt ikke længere. Tiden med svampene havde ledt til tandmangel, men det havde dog ikke forhindret ham i at bruge resten af de dårlige ,let rådnede tænder, til at gnaske sig igennem det kød han nu havde været i nærheden af.

En hvæsende latter undslap klukkende fra hans strube og en gnist gik op i hans øjne. Tara ville være nogen. Han frydede sig over, hvorfor hun netop nu gjorde sig det besvær for at opnå sit mål, ved at slæbe ham igennem det helvede der nu engang ventede ham, for at hun kunne opnå sin drøm. 
Der var engang, Tara.. En hosten undslap ham. Det var tydeligt at hans ære var knækket oven på den hårde tid. Han troede ikke på det. Det var så længe siden nu. Han vidste dårligt hvor lang tid det egentlig var siden, og hvad havde hans sidste store triumf egentlig været? Svampene havde været hans hverdag i al den efterfølgende tid - det var det eneste der havde fyldt hans liv. Rimelig sørgerligt. Og Brutus.. Han havde ikke haft kræfter til at følge sin evig fantastiske tyr. Var han i live? Måske fandt han ud af det en dag, og ellers.. så så han vel nok dyret i et andet liv, eller hvad end der nu ventede i tiden efter denne udkørte krop.

Han lukkede øjnene lidt igen, og da han endelig åbnede dem igen, så han søen foran sig. Han fik nærmest et chok af synet ved den. Han havde blindt fulgt Tara i hvor end hun nu ville tage ham hen, uden at tænke over hvad der måtte vente ham. Han havde tydeligvis ikke opfattet hendes snak omkring bad.
Tøj??? ....  Han gloede misfornøjet mod hende. Kunne det nu være rigtigt?
Han orkede dårligt at tænke to tanker, før han blindt adlød hende.. Nok gik det langsomt. Et stykke klæde efter det andet. Han snublede så snart han trak bukserne af sig selv - eller gjorde et forsøg på det samme. Da det lykkedes ham at kravle ud af bukserne (liggende på jorden), kravlede han videre ned mod søen og satte sig i vandkanten og stirrede blindt ud mod søen og ventede på Tara.

Elveren gav et suk fra sig ved synet af Samson der begyldte at vælte rundt i et miserabelt forsøg på at afklæde sig, hvor længe havde det overhovedet været siden at han havde haft tøjet af? Et sted dybt inde kunne hun ikke lade være med at lade sig fascinere over, at det endnu ikke var groet sådan helt fast. 
"Det er helt fint, tag du dig bare god tid" Der var en snert af dyb sarkasme, i elverens stemme, som hun med badebørsten begyndte at slå ud efter nogle tørre kviste fra en busk der var gået ud. 
Det gav et brag, den store mand var væltet, som en stamme i skoven. Det høje klask gav genlyd i landskabet, som en stor fisk havde ramt det grusede, hårde underlag. Tara pillede nogle tørre blade af busken, mens hun betragtede ham. Skulle hun virkelig til at trille ham ned i søen? Den kæmpe store mand lignede en sæl der var op og slås med sig selv. 
Til sidst, endelig, lykkeds det ham at komme ud i vandet, Tara åndede lettet op. Hun havde heldigvis været forudseende, og hendes kommanderstok, som endnu bare udgjorde den splinternye badebørste, sad på en pind, på en halv meter. Hun havde i byen taget beslutningen om at få Samson ud af sit hul, allerede der havde hun kunne tage sine forholdsregler, da det var ret åbenlyst, at dette absolut ikke ville blive noget kønt syn.
I en langsom bevægelse dybbede hun børsten i vandet, inden hun gned den imod sæben som omgående begyndte at skumme hidsigt. Så er det nu. I hidsige bestemte bevægelser startedeh un fra en ende af. Samson blev skrubbet, børsten blev dybbet, Samson blev skrubbet mere samme sted. Til sidst var han helt sæbet ind på stort set alle dele der var over vandet. Hun klikkede med tungen. 
"Jeg fjerner skægget!"  Hun var bestemt, så han vidste, at der ikke var nogen vej udenom. Hun nikkede, nærmest for at overbevise sig selv, mens hun tørrede sveddråber af panden. Hendes fingre var allerede rynkede af at have været fugtige så længe.
Med dovne skridt traskede hun hen til spanden, som hun skulede ned i, hun trak en splinterny ragekniv op fra dybet. Sådan en var ikke billig, men Tara kendte heldigvis efterhånden mange tricks til at omgå sig. 
"Du kan starte med at vaske det selv" Efter nærmere besigtigelse havde hun vurderet, at det uden tvivl ville være det bedste træk selv, at lade ham soignere det ufatteligt klamme, lange, lange skæg inden hun gav sig til at barbere ham. For det første så han ikke blev inficeret, hvis han skulle få en minsdre rift under barberingen, for det andet, så det værste blev vasket ud, inden hun skulle til at rode i det 

De hvide øjne stirrede tomt ud mod vandet. Det var ikke den varmeste dag, men temperaturen var nu heller ikke så tosset. Samson havde ikke set lyset i lang tid, så bare det at han var udenfor, var næsten som fremmed. 

Blikket flyttede sig dårligt nok, som Tara skrubbede alle tænkelige steder, hun kunne komme til. Det var lidt hårdt for huden, for der skulle skrubbes MEGET. Snavset havde fundet alle de gode steder at gå hen, og ikke mindst så var det et lag snavs på et andet lag snavs.

Skægget, var heldigvis ikke noget Samson gik op i. Det kunne rage ham om han havde det eller ej, så der var ingen former for protest, da Tara dybt besluttet, tydeligvis ville have det væk i en fart.
Han sukkede dybt.. 

Så kommanderende.. 

Han lignede ikke en, der havde tænkt sig at gå igang med noget som helst, som han sad der. Han sad der i et par øjeblikke, og så var det som om at han tog endnu et suk, trak hånden frem, og fremanede en ildkugle og tog den op til ansigtet. Der gik ikke to sekunder, før der var ild i skægget. 
En rynken på næsen kom frem, og et smil bredte sig over hans læber. Lugten var tydelig. Lugten af ild og noget der brænder. 
Det går hurtigt med at brænde den slags hår, så der gik ikke lang tid før han tiltede til siden, med hovedet først ned i vandet - og vupti, branden fra skægget var slukket.

Hvis ikke man var i besiddelse af sådan en slags evne, var det nok ikke ligefrem den bedste fremgangsmåde at have, når skægget skulle fjernes.
Der var ikke meget skæg tilbage, men det var ikke just jævnt, det der var tilbage af det, så det skulle nok lige have en lille finjustering.

Der gik et par øjeblikke nede i vandet, hvor han bare betragtede bunden af havet. Det var som om at det hele var gået lidt i stå. Pludselig spjættede han, da han kom i tanke om at det der luft, var også noget der var livsnødvendigt. Han begyndte at plaske lidt, og fumle efter fæste med hænderne, indtil han til sidst skubbede sig selv op fra vandet, og satte sig op igen mens han hev efter vejret.

"Du tager livet af mig!" Vræssede han arrigt. Det var helt sikkert ikke Taras skyld, at han var i denne tilstand, men derfor kunne det sagtens gå udover hende alligevel.

Taras blik fjernede sig ikke mange øjeblike fra Samson, på trods af at han endnu virkede rimelig dopet på de sidste svampe, var han kendt for at være umådeligt utilregnelig. Det ville faktisk ikke undre hende, at han kunne finde på at tage flugten for at finde flere svampe, eller måske bare for at slippe væk fra badebørsten.
"Hvor længe er det ærligt talt siden du sidst er blevet vasket?" Tara selv var beskidt, men det var fra dagen på markedet, Samsons kaliber af klam var hun faktisk i tivvl om at hun selv nogensinde var i stand til at opnå.
"Samson sto..." Mere nåede hun ikke at sige, før at skægget brød i brand, det brændte overraskende godt, men stank, lige præcis det, som Tara havde prøvet at undgå. Hun sukkede igen. Så væltede han i vandet. Elveren pustede en lok væk, det nyttede ikke den var klistret fast til hendes kind, grundet sveden fra det hårde stykke arbejde. Flere steder var Samson blevet helt rød på huden, efter alt skrubberiet. Det var dog nok meget godt, det betød dog at huden kom frem under alt snavset. 
Elveren fandt en lille børste frem, den gik til ragekniven, resultatet af at sætte ild til sig selv var næppe noget kønt syn, end ikke for Samson der kontrollerede ildelementet. Elveren sank kort, et eller andet sted prisede hun sig pludseligt lykkelig for, at hun havde valgt at starte hans afrusning i det våde element, selvom hun selv var hundeangst for vand. Hun kunne bare ikke lide det, alt i hende skreg at hun skulle skynde sig væk, men heldigvis var der ikke så dybt, umiddelbart kunne der ikke komme noget utilregneligt op fra dybet.
At der ikke var ret dybt lod dog til at komme bagpå den store mand der lå og plaskede rundt som en fisk på land, han var arrig da han kom op, snerrede af hende. Tara spidsede læberne i en utilfreds mine og kneb øjnene sammen til smalle sprækker. "Jeg slår dig ihjel? Nu er det simpelthen nok, du har skabt dig som et spædbarn de sidste mange år, og hvem har ikke lavet andet end at opvarte dig, eller sørge for at du havde tøj på kroppen? Hvis det da endeligt passede herren at lade sig finde! Nej - du har næsten slået mig ihjel" Elverens spinkle stemme blev sylespids, nej, det her skulle simpelthen overståes. Så snart den værste rus havde fortaget sig fra Samsons sløve sind, kunne hun med sine manipulerende mentale kræfter forsøge at slette afhængigheden, selvom at det ikke blev let. Nu skulle han først og fremmest renses ordentligt.
Med den lille børste skummede Tara sæben op, inden hun dækkede de sørgelige rester af hans nu korte, men ujævne skæg. Så fandt hun ragekniven frem og satte sig på knæ ved siden af manden, ladende vandet gennembløde hendes egne bukser. Det tog hende ikke længe, hun havde et overraskende garvet tag på ragekniven, og blot efter få minutter var skægget helt væk. Hun smilede kort, dér var han.
"Dér er du jo!" Hun hvinede næsten manisk, stirrende ind i Samsons knap så livlige øjne. Nu manglede hun kun en enkelt ting. I et hurtigt sving, skar hun det nederste af hans lange sorte hår af, kun spidserne, håret nåede ham endnu langt ned ad ryggen, længere end hendes faktisk. Så skummede hun det sidse sørgelige stykke sæbe op og vaskede håret der havde hængt i store fedtede klaser.
Mange ville undre sig over Taras villighed til at samle Samson op af støvet, men det handlede i virkeligheden også om hendes egne interesser, hun var farlig, de færreste kunne stå til måls med hendes magiske evner, men når det kom til fysisk råstyrke, ville hun knække som en pind, uden en titan som Samson, han gjorde hende hel.

Samson var kendt for sin - ja, onskab og selvtilfredshed var nogen af tingene, en af de andre var hans stædighed. Det var ikke så underligt at Tara var vagtsom, men inderst inde vidste Samson, at han havde brug for Tara for at komme på rette lag - så halvdelen af tiden med Tara, gjorde han det nemt for hende. Den anden del var det svampene der handlede for ham. 

De hvide øjne skulede langsomt til Tara, mens hun holdt knivbladet mod hans ansigt. Det ragede ham dårligt at hun havde kniven til struben på ham. Han følte sig allerede død, eller.. måske var døden bare et bedre alternativ til situationen lige nu. Det ville være nemmere.

Alt hvad Samson hørte fra Tara var brok. Det var jo slet ikke fordi at han brokkede sig - det kunne han da aldrig finde på i sin ego-centrerede verden.

Samson hævede overrasaket over Taras udbrud over at hun synes at hun havde fundet ham, bare ved at fjerne noget af alt det klamme hår han havde groet i ansigtet. Øjnene var lige så døde i blikket som før. Udtrykket sagde mere end ord.
I det mindste havde hun da ikke opgivet ham, det var mere end han kunne sige om sig selv.
Så snart Tara var færdig med det sidste skrab, faldt han bagover, splitter ragende nøgen, og lå og stirrede op i himlen.
Heldigvis lå hovedet tæt nok på bredden til at næsen i det mindste ikke var under vandet. Ørene var dækket af vand, og kunne kun høre havets hvisken og summen. Der var noget helt befriende over det. Men så kom de.. 

Pletterne svævede nærmere på ham fra himlen. Han kneb øjene sammen, og forsøgte at tyde hvad det var. 
En plet, to pletter, tre.... De kom pludselig så mange, at han ikke kunne tælle dem. Han var ikke i tvivl. Det var alle de svampe, som han normalt skulle tage efter et rums tid, for at forblive i rusen. 
Øjnene blev mere vilde, da det gik op for ham og savlen begyndte at vige frem for mundvigen.

Tara! Ser du dem?!? De kommer tættere på! Du skal prøve at smage dem! De får dig tættere på himlen! Han rakte ud i luften og forsøgte at tag et greb om den der var tættest på ham. 
Det var tydeligt at afhængigheden var styg. Han var decideret ynkeligt, at det var sørgeligt. På trods af hans trang og ivrighed for at få fat i dem, han troede at han kunne se, var hans krop så doven at han antog af de nok skulle finde vejen til ham, så de kom inden for hans rækkevidde.

Tara sukkede forpustet, det havde ikke været nogen let opgave at bade Samson, og hendes dårlige form havde ikke just gjorde besværet meget lettere. I nogle tunge prust forsøgte hun at få vejret, hun kneb øjnene en kende sammen og funderede et kort øjeblik over sin situation, hun var nok den elver i dårligst form i hele riget. Det måtte der også laves om på. "Hey..." Mere nåede hun ikke at sige, før et springvand af vand overmandede hende, hun gik kortvarigt i panik, sådan skulle vand ikke gøre, med mindre der var noget faretruende i det. Så gik det op for hende, det var intet søuhyre, det var Samsons fuldfede krop var var landet pladask ved siden af hende. Hun skulede mod ham, men rettede hurtigt blikket væk igen, der var noget helt forkert ved Samson uden tøj på. Hun vrængede munden i en utilpas mine, det havde ikke slået hende ud før, for hun havde været så opsat på opgaven at det havde været ligemeget, nu fik hun faktisk tid til at tænke. 
Så begyndte det igen, noget ævleri, hun rettede blikket meget bevidst ned mod hans ansigt, han så næsten vild ud, på den der sølle jeg-gider-ikke-gøre-noget-for-det måde. Hun kiggede op, hvad fanden så han? Nej hun så ikke noget, så ramte det hende, han hallucinerede igen. 
En vældig vrede overmandede elveren, hun svang et ben henover hans brystkasse og satte sig pladask ovenpå den brede bringe, så de nu efterhånden gennemblødte posebukser klaskede imod hans hud, så tog hun et fast greb i hans lange lokker, som man normalt ville ryste skjortekraven på én, der havde tøj på.
"NU ER DET NOK" Den spinkle stemme udviklede sig til en reel hvæsen, mens hun gjorde alt hvad hun kunne for at trække hans ansigt tæt på hendes, hvad end han så, så gjorde hun hvad hun kunne for at stå i vejen. Hans grødhoved var hårdt at løfte, arrigt kastede hun lokkerne fra sig, inden hun stak ham en syngende lussing, eller, hun gjorde i hvert fald hvad hun kunne, selvom hun var reelt slap, så håbede hun, at det kunne rive ham ud af drømmeland. Hun ømmede sig kort over den nu brændende håndflade efter lussingen. "JEG ER SÅ TRÆT AF DET HER" De honningbrune øjne stirrede sammenknebent ind i hans hvide. "Stop med at ynke, det er ulideligt dit store grødhoved, ikke flere svampe, ikke mere alkohol, alt hvad der venter dig, min fine ven, er en LØBETUR!" Arrigt pegede Tara i retning af borgen, hun måtte jo starte et sted med at få ham tilbage i form, og at ligge her og soppe rundt hjalp ikke på andet end lugten.
I en hurtig bevægelse rejste hun sig op fra hans brystkasse og vadede henover hans hoved, så de våde bukseben slaskede imod hans kinder. Så gik hun over til spanden og trak et nyt sæt bukser og en ny hvid skjorte op derfra, det var de sidste ting hun havde med ham, men han ville få brug for det, med mindre han havde i sinde at løbe nøgen tilbage til borgen, hvor hun havde planlagt, at han skulle igang med at slæbe murbrokker. Borgen opbyggede ikke just sig selv. 

Midt i drømmeland af svampede dukkede Taras knap så kønne ansigt op. 
Jo, altså.. Hun var normalt køn, men lige nu så Samson ikke andet for sig end svampe som det mest tiltrængte. Han kom ganske vidst til at blive ganske ulidlig (igen), så snart han kom af med den rus. Han havde jo dårligt været i nærheden af nogen med en puls, mens han har kunnet udrette noget som helst. Så det betød at der var andre trængsler der har måttet lide i al den tid.

Taras vilde øjne og arrigskab blev ikke desto mere endnu tydeligere, når hun kom så tæt på ham at hun rev ham i lokkerne.

Av av, syge kvindemenneske! Vrissede han hurtigt, men øjnene synes alligevel overraskede et kort stykke tid efter. Han vidste ikke helt hvordan han skulle reagere til en vred og træt Tara. Træt af hele situationen de var havnet i. 
For en gang skyld klappede han endelig i som en sømusling, og klempte læberne bestemt sammen, som om at Tara omsider havde syet munden sammen på ham. Så hvem havde egentlig taget i hvem, når alt kom til alt? 

Ikke flere svampe.. Tanken var fremmed efter så lang tid med dem. Zidiac havde sørget for ham i så mange måneder - men det var tid han ikke havde styr på. Han vidste reelt ikke hvor lang tid det hele havde stået på, og han ville helt sikkert benægte hvad som helst andre ville påstå. 

Samson skulede langsomt mod den retning Tara fabrilk viftede i. Ham, løbe? Hun måtte da være helt ude af fatning.. Langsomt fandt de hvide øjne tilbage på Tara med et blik der sagde noget alla: er du helt sikker på det? 
Han rynkede på næsen, svært utilfreds, men velvidende om at det nok var for det bedste, hvis der skulle være noget håb for fremtiden - om ikke andet deres fremtid.

Et klask af hendes våde bukser fik ham til at blinke hårdt med øjnene et par gange. Han forstod ikke helt hele situationen, men rigeligt til at vide at han skulle til at løbe (åbenbart).

Samson væltede rundt og kom op at stå på knæene, splitterragende nøgen. Der gik en 8 sekunder før han overhovedet begyndte at lange ud efter tøjet og fik klemt sig i det. Det var længe siden at han havde haft så rent tøj på, at han nærmest følte sig helt formel. Med et blik ned af sin krop betragtede han hurtigt sig selv. Det hele snurrede rundt et par gange og langsomt begyndte det at stå lidt mere stille. De hurtige bevægelser var noget han lige skulle kæmpe lidt med.

Et skridt foran det andet begyndte han langsomt at lunte. Det så meget underligt ud.. Han slængrede, det var en ting.. En anden ting var at han små snublede nærmest hele vejen, indtil han efter 20 meter faldt og rullede rundt med hele den store krop. I det mindste stopper sådan en krop rimelig hurtigt. Han rullede videre rundt så han til sidst lå på ryggen og kiggede op på himlen med spredte arme som en sprallemand. Ja jo, det var en start. Der var dog lang vej endnu.

Giv mig lige.. 10 minutter! prustede han. Svampene dansede stadig rundt om hovedet på ham, men der blev i det mindste færre og færre af dem. Han skulle lige lære at acceptere, at svampene ikke rigtigt var der.

Tarasika så næsten lettet ud, som Samson endelig kom i tøjet, hun beskuede ham indgående. Han lignede sig selv næsten, selvom årene på svampene havde sat sine spor. Utroligt som et væsen der havde mange århundrede at se frem til, kunne længtes efter noget så få år tilbage, allerede. Men det gjorde hun, og dér stod han, næsten helt prægtig. Hun nød øjeblikket, for hun var klar over, at det var en begrænset fornøjelse, hvis ikke Samson selv fik sig svinet til, ville hendes planer for ham uden tvivl få grisset tøjet i en hulens fart. Hvad hun nøs endnu mere var de få øjeblikkes ro der indfandt sig, hans mund var lukket for en gangs skyld, hun tog en dyb indånding og lod øjeblikket med en ren Samson og komplet ro falde til bunds.
Så skete endnu et mirakel, Samson satte i løb, det var godt nok ikke nopget kønt syn, generelt kunne hun kun huske meget få gange, at den mand faktisk havde anstrengt sig med at løbe, og når han havde var det vist primært efter Brutus... eller damer. 
Den store krop slingrede fra side til side med hvert skridt, Tara slog de store brune vinger ud, inden hun gjorde klar til at sætte efter ham, men just som hun gav det første vingeslag væltede kolossen i sandet og måtte hive efter vejret. 
Næh, nej, hvis han troede at han kunne slippe udenom, måtte han tro om igen. Elveren skævede imkring i landskabet, det var tørt og varmt, men under et lille træ fandt hun straks en pind, den var tynd, et perfekt våben til en spinkel elver som hende.
Med en kraftanstrengelse, jog hun pindens ende ind i siden på Samson, i håb om at det var nok til gene, til at få ham op at stå igen, men ikke nok til at han ville kværke hende. Pinligt nok var hans mange år med forsømmelse ikke nok til, at han ikke ville være i stand hun at knække hende som en pind. På den anden side, ville de færreste nok være i stand til denne, måske endda... Nogle veludviklede børn.
"Kom så dit dovne læs! Der er EN vej fremad!" Tara stak pinden ind under armen som var det en kommandostok, inden hun igen pegede mod borgen, hun kunne ikke selv bygge borgen, det kunne Samson nok hellere ikke i hans nuværende tilstand, men det måtte han sørme komme til!