Outfit

Af alle steder hun kunne have holdt ferie, så valgte hun Rubinien? Hvad filen havde hun lige tænkt på? Han boede jo der, så det ville jo være nemt for ham at kontakte hende.
Victoria refererede til Fyrst Sephyran IV af Kazimi. Navnet i sig selv fik det til at vende sig indvendigt. Hun kunne virkelig ikke udstå den mand. Ikke nok med at han tidligere havde afpresset sig til sex ved at true med at afsløre hende som spion, så havde hun også født to af hans unger, som hun aldrig havde fået lov at have kontakt med. Hun havde kun set dem i få sekunder, da hun havde skidt dem ud.

Det var efterhånden mange år siden, hun havde set Fyrsten sidst. Hver gang hun havde været i Rubinien, havde hun holdt lav profil nok til ikke at blive opdaget, og oftest havde hun holdt sig ude af Balzera. Var hun blevet for tryg, siden hun ikke havde gjort det denne gang? Hun vidste det virkelig ikke, men hun havde indset fejlen med det samme, hun modtog brevet fra ham. Hun havde været for uforsigtig, og hun havde nu gået en dags tid og overvejet, hvordan hun skulle gribe det an. Han nævnte ikke noget specifikt i brevet, det havde blot været en formel information om at komme på besøg, men hun kendte ham godt nok til at vide, at der måtte ligge noget bag. Hvad vidste han? Hvis han vidste for meget, og hun ikke mødte op, ville det få store konsekvenser. Selvom hun var blevet ældre og derved klogere, var der stadig den samme, barnlige (det var sådan, hun så det) frygt for ham og hvad, han kunne finde på. Hun lod sig normalt ikke styre af frygt, men minderne om ham og hans trusler sad stadig i hende. Det, og minderne om hvad han gjorde ved hende. Hun havde vel intet valg.

Som aftensolen truede med at sænke sig under horisonten, steg Victoria ud af kareten foran det store slot. Den stod klar udenfor kroen, da hun kom ud. Selvfølgelig gjorde den det. Mandens sporingssanser havde uden tvivl kun forbedret sig over årene.
Et suk forlod hendes læber, som hun begyndte at gå op ad trappen. Hun lukkede kort øjnene, som de sidste stråler blev forvandlet til skygge, som hun nåede den kæmpe port. En tjener stod og ventede på hende. En slave uden tvivl. Fyrsten var trods alt lidt for glad for dem. Hun blev lukket ind, men hun blev bedt om at aflevere kården. Meget modvilligt afmonterede hun sværdbæltet og gav det til vagten indenfor. Uden tvivl var det også noget, Fyrsten havde tænkt over.

Victoria var bevidst gået uden om kjolen, da hun valgte påklædning for besøget. Det var ikke så fint, som det kunne være, men hun ville ikke give Fyrsten den tilfredshed. Hun kendte udmærket hans holdning til kvinder, og på det punkt havde hun tænkt sig at trodse ham. Heldragten var derfor blevet fundet frem og udover det, havde hun iført sig en lang, ærmeløs, stram trøje med guldkanter. Armene og skuldrende var prydet med rustning (også guldfarvet), men det var tydeligt, at de mest var til pynt. Til sidst havde hun taget de mest langskaftede støvler på, hun kunne; De sluttede først midt på låret. Intet var overladt til tilfældighederne, og hvis han ønskede det, hun troede, ville hun sikre sig, at hun gjorde livet så surt som muligt for ham.

Victoria blev ledt ned ad hallen, igennem flere rum, til hun kom til en lukket dør. Der blev banket på og en lavmælt stemme bød indenfor. Igen vendte det sig indvendigt i hende, da hun genkendte stemmen, og da hun fik øje på Fyrsten faldt temperaturen i rummet også ti grader. Afskyen var tydelig i de blå øjne, der blev knebet en anelse sammen.
"Hvad skyldes æren din gamle, liderlige stalker?" spurgte hun, da hun var kommet helt ind i rummet og stod foran ham, med en stemme, der ligeledes osede af afsky.

Victoria Garreau. Det var årevis siden, han havde set hende, men det havde ikke afholdt fyrsten af Rubinien fra at holde øje med hende i ny og næ. Hun havde trods alt født to af hans mange børn, og hendes nye forfremmelse interesserede ham i særdeleshed, da det endelig var lykkes ham at opsnappe nyheden. 

Da hans nærmeste spioner rapporterede, at hun var vendt tilbage til Balzera, blev brevet omgående sendt, efterfulgt af karreten, der bragte hende til hans imponerende palads af et hjem. På trods af beliggenheden i det varme ørkenland, var det omgivet af smukt anrettede haver med sprudlende springvand, kun overgået af bygningen der overså den med sine skinnende gyldne tage. Kazimi-familien havde altid holdt af at udstille deres rigdom.

Han vinkede slaven væk med sin hånd beklædt af glimtende ringe, som Victoria trådte ind i rummet, og hans ansigt brød ud i et smil, der aldrig helt nåede øjnene. Sikker i sine hjemlige omgivelser, bar han et væld af dyre silkeklæder og skinnende smykker. Det bølgende, blåsorte hår var nyredt og det guldskinnende overskæg omhyggeligt snoet.

"Victoria Garreau. Hvilken udsøgt fornøjelse." Han trådte et enkelt skridt frem mod hende, bringende hende tæt nok på til at dufte parfumen, der omgav ham. Blikket, der så op og ned af hende afslørede tydeligt hans tanker: var hendes krop lige så ung og spændstig, som den havde været, da hun var blot tyve år gammel?
Tonefaldet blev en smule mere lavmælt og ubehageligt. "Hvilken ubehagelig mund, har din position ikke lært dig mere høflighed? Det må være fordi du mangler en mand til at holde styr på dig.." 

At det var hende, og ikke den gamle, erfarne Corvus Corax der var endt med stillingen, forstod han ikke. Men så igen, landet var styret af en kvinde, og kvinder havde det med at sætte andre kvinder i magtpositoner. En ufatteligt dårlig vane, mente han. Det gik altid galt, når kvinder fik for meget magt.

Fyrsten gjorde absolut ikke noget, der fik Victoria til at tænke bedre om ham. Hans elevatorblik fik det kun til at vende sig indvendigt endnu engang, og hun skulle virkelig kæmpe for at holde sin positur og ikke være ved at knække sig. Det lykkedes dog, som hun ikke fortrak en mine. "Fornøjelsen er helt på din side" svarede hun spydigt, som hun absolut ikke tøede op ved hans ord.
Nok var hendes krop stadig spændstig - hun havde kunne træne sig fra graviditeterne - men kroppen var trods alt også blevet 13 år ældre. Den ville absolut ikke se ligeså ung ud som dengang. Desuden ville der nok være flere ar. Victoria selv var ikke den store fan af de menneskelige fejl hendes krop havde; Hun ville ønske, hun kunne stoppe sin kropslige alder, som elverne gjorde. I det her tilfælde var det dog nok ikke så skidt en ting. Måske hun ville være hæslig nok til, at Fyrsten ikke ville have hende? Hun tvivlede.

Victoria havde ikke forventet, at hendes fornærmelser ville røre ham. Han havde vist hørt det hele i forvejen. Det forhindrede hende dog ikke at komme med spydige kommentarer, og hans svar fik hende til at fnyse hånligt. "Jeg taler pænt til dem, der fortjener det. Mænd fortjener det. Kujoner, derimod, fortjener ingen høfligheder" sagde hun med en stemme, der om muligt var mere fyldt med foragt end før. "Men det var ikke svar på spørgsmålet" kommenterede hun, som hun lagde armene over kors og flyttede vægten til den ene fod. Egentlig havde han jo givet hende svaret, men det var ikke nok bare at kigge på hende. Desuden havde hun på fornemmelsen, at han godt vidste, at det ikke ville være så nemt at få hende med i seng. Hun frygtede dog samtidig, hvad han nu havde fundet ud af. Kunne han vide om hendes forfremmelse? Hun vidste ikke hvordan, men manden havde virkelig evner til at finde ud af alt om alle.

Sephyran løftede et øjebryn af hendes vrede udbrud. Havde én af hans egne undersåtter talt sådan til ham, kaldt ham, der havde deltaget i flere slag og som styrede familien med hård hånd, en kujon, ville han sandsynligvis have fået dem øjeblikkeligt henrettet.
Men Victoria tilhørte tronen, - desuden havde han allerede rigeligt på hende og forventede, at hun snart skulle skifte tone. Han ville måske endda tilgive hende for udtalelsen - hun var jo trods alt blot et oprevet kvindfolk.

Han vendte sig fra hende med et snøft, skridtede gennem rummet og klappede højt i hænderne. Et par slaver kom omgående løbende frem med fade, der blev placeret på et lille, lavt bord omgivet af farverige, silkebetrukne siddepuder.
Fadene tilbød et lækkert udvalg af friske og tørrede frugter, heriblandt figner fra fyrstens egen have. Der var også kander med kølig vin og tilhørende ædelstensdekorerede glas, som Sephyran skænkede op i, inden han løftede det ene til sine læber.

"Tag plads, Victoria, vi har så meget at tale om.. Man skulle jo næsten tro, at det ikke glædede dig at se mig igen, sådan som du skræpper op.." Han gjorde en armbevægelse mod puderne og bordet, hvor han selv tog plads, anrettende silkeklæderne omkring sig.
Med fingeren strøg han over sit overskæg - de gyldne hår var stivere, end hvad man normalt ville forvente, men de havde ikke helt mistet deres bøjelighed efter brugen af hans evne på dem. De var heller ikke så tunge, som man kunne forvente, men klippede man dem af og undersøgte dem nærmere, ville der ikke være nogen tvivl om, at de bestod af det reneste guld.

"Jeg kan forstå, at du er så heldig at have fået en lille forfremmelse.." Sagde han til sidst, da slaverne var uden for hørevidde igen. Han smilede et varmt smil til hende, som ikke nåede hans safirblå øjne. Han var spændt på at se hendes reaktion, når hun hørte, at han vidste det.

Victoria stod i mange stille sekunder og undrede sig over, hvorfor hun ikke havde fået en lussing. Hun kunne se, at Fyrsten absolut ikke var tilfreds med at blive kaldt en kujon. Det lod til, at hun endelig havde fundet et ømt punkt. Det blev, for hende, kun mere tydeligt, da han vendte sig fra hende og snøftede. Det virkede som et tegn på, at han lige skulle have sit temperament under kontrol. Hun fulgte ham med øjnene og hævede et bryn, da han klappede. Først forstod hun ikke hvorfor, men det gav straks mening, da et par tjenere (hun nægtede at kalde dem slaver) kom ind med fade. Som hun så maden, begyndte hendes mave med det samme at rumle, og hendes kinder blev et øjeblik lyserøde, fordi det tydeligt kunne høres i hele rummet.

Victoria flyttede fokus fra sin mave til Fyrsten, da han talte til hende og et spottende smil trådte frem på hendes læber. "Virkelig? Hvad får dig dog til at tro det?" spurgte hun med en stemme, der tydeligt dryppede af sarkasme. Afskyen var stadig tydelig i hendes øjne, men hun tog alligevel plads ved siden af ham, selvom hun holdt lidt luft imellem dem. Det irriterede hende, at hun nød duften af hans parfume. For Victoria var overskægget ikke noget nyt. Hun havde set på det for mange gange. Tanken om den kildende fornemmelse fra det mod hendes bare hud, fik det endnu en gang til at vende sig indvendigt, men hun formåede at holde sin positur og ikke afsløre, at hun, for Isari ved hvilken gang, var ved at kaste op bare ved tanken om ham. Det tog dog så meget fokus, at hun absolut ikke kunne skjule, at hun foragtede manden med alt sit væsen.

Sephyrans udmelding fik Victoria til at stoppe midt i en bevægelse mod det ene frugtfad, og al farve forlod hendes ansigt, som hun overrasket så på ham. Svagheden var dog kun at finde et ganske kort øjeblik, som hun sekundet efter fuldførte sin handling, inden hun rettede sig op og så på ham. "Tsch. Selvfølgelig ved du det. Jeg går ud fra, du vil have noget til gengæld for ikke at sladre? Det ville være langt nemmere, hvis du lod være med at lege katten om den varme grød og bare fortalte mig, hvad det er" svarede hun. Selvom hun absolut ikke så tilfreds ud, var hendes stemmeføring alligevel blevet mildere. Det var tydeligt, at hans information havde skræmt hende. Lige nu havde hun glemt alt om den magt, hun selv sad på, og at hun, hvis hun ønskede det, kunne få ham ryddet af vejen ved et fingerknips. Mindet om fortiden med ham fyldte hende med så meget frygt, at hun slet ikke kunne tænke klart, og det tog al hendes energi bare at holde en rolig facade. Hun tog dog sig selv i at være ved at løsne spændet til den ene armskinne, for egentlig vidste hun godt, hvad det var, han ville have. Hun stoppede dog sig selv og gav sig til at tage en bid af æblet i stedet for at aflede opmærksomheden.

"Hvordan går det med vores børn?" spurgte hun, da hun havde fået tygget af munden. Victoria havde, som sagt, aldrig fået lov til at se dem, så den eneste måde at finde ud af hvordan det gik dem var ved at spørge Fyrsten ad. Det var tydeligt at se, at tanken om dem rørte hende dybt, for da hun nævnte dem, var hendes ansigt betydeligt mildere, og hendes stemme var meget lavmælt og høflig, nærmest bedende. Hun holdt dog på tårerne ved tanken om, at hun aldrig havde fået lov at være mor for dem. Bitterheden over dette faktum havde ofte fået hende til at få raserianfald i løbet af hendes liv. Der var flere gange, hvor hun havde raseret sit soveværelse på grund af frustrationen frustrationen. Lige nu var hun dog tvunget til at holde sig i skindet, følte hun. Hun tvivlede ærligt på, at hun ville blive tilgivet, hvis hun begyndte at tæve på Fyrsten. Ud over det ville hun heller ikke få svar på sit spørgsmål, hvis hun ikke holdt sig i skindet, og lige nu var nysgerrigheden (i mangel af bedre ordvalg) større end vreden.

Sephyran smilede et behageligt, men køligt smil til Victoria, som hun tog plads ved siden af ham. Havde hun været en ulydig tjenestepige, havde han sat hende på plads for længst, men hendes position alene beskyttede hende langt mere fra hans vrede, end han ville indrømme.
Han og hans familie havde trods alt brug for alliancen med Lyset. 

Men det betød ikke, at hun ikke kunne manipules, I sit stille sind takkede han sig selv for, at han i sin tid havde været snu nok til at få hende til at bære et par af sine børn. Hun havde været yngre dengang, og sandsynligvis noget mere naiv - en ung spion fra Lyset sendt på en opgave til Balzera. Hans vrede havde været stor, da han opdagede, at de havde vovet at sende spioner ind på hans område, men han havde valgt ikke at afsløre hende tilgengæld for en lille "tjeneste"..

Det lille øjebliks tøven fra hende, da han nævnte hendes stilling, var alt hvad han havde brug for. Smilet blev bredere: "Man skulle næsten tro, at du af og til glemmer, at vi er på samme side.." Sagde han bebrejdende. "Vi tjener begge Lyset og ønsker det bedste for vort Land.. Jeg kunne naturligvis ikke finde på at gøre din position offentlig kendt. Men jeg kunne godt udbede mig en lille tjeneste i ny og næ.."

Han havde så langt mere at bruge hende til nu, hvor hun havde magt bag sig. Nuvist, han fandt hende stadig tiltrækkende, men at få hende til at underlægge sig hans krop, ville mere være en magtdemonstration end noget andet. Han havde andre ting, at bede hende om..

Han betragtede hende, mens hun spiste. Uroen i hende var tydelig, nærmest som en synlig mur imellem dem. Synes hun virkelig, at han var så frygtelig en mand? Var hun bange for ham?

"Vil du gerne se dem?" Spurgte han efter at have ladet stilheden hænge et kort øjeblik efter hendes soørgsmål. Det glædede ham, at hun stadig tænkte på børnene. Det var endnu et bånd, han havde på hende, og de vidste det begge. Han var spændt på, hvordan hun ville reagere på tilbuddet..

Victoria var udmærket klar over, at hun var sluppet billigt for sine fornærmelser. Hun var dog også sikker på, at det kun var fordi, Fyrsten ville have noget af hende, og at han kun holdt sig i skindet, fordi han kunne presse hende på andre måder. Hun hadede tanken, men lige nu var der ikke noget, hun følte, hun kunne gøre andet end at rette sig efter ham.

Fortiden mellem dem lå stadig i Victoria, hvilket også var grunden til, at hun ikke helt kunne ryste frygten af sig. Det var fra en anden tid. Hun havde mere magt nu, men hun havde rent glemt det i denne situation, fordi han altid havde haft magten over hende. Det var også derfor, at hun var sikker på, at hans ord betød, at han ville have hende til at ligge med ham igen. Ikke at hun havde lyst, men hun følte ikke, hun havde andet valg.

Victoria følte aldeles ikke, de var på samme side, og hun stolede ikke på hans ord. Som hun sank den sidste klump æble, lagde hun skroget fra sig og så ham i øjnene. Nok var hun bange, men hun havde ikke tænkt sig at vise ham det. "Det kunne jeg forestille mig. Hvilke tjenester skulle det så være?" spurgte hun, selvom hun var overbevist om, at hun allerede kendte svaret, og igen tog hun sig i at være ved at løsne den ene armskinne. Denne gang stoppede hun dog ikke sig selv, men hun skyndte sig heller ikke ligefrem. Efter adskillige minutter lod hun den dog falde til gulvet med et blidt *dunk*, inden hun fortsatte med at løsne pladen ved skulderen oppe over.

Her stoppede Victoria dog ved hans ord med et tydeligt overrasket udtryk i ansigtet, mens hun samtidig lyste op. Hun kunne ikke gemme sig bag en facade ved glæden om at få lov til at se sine børn. "Meget gerne!" udbrød hun lidt for ivrigt, inden hun fik kontrol over sig selv. "Undskyld. Jeg mener, hvis Herren tillader det" sagde hun mere afdæmpet og meget høfligt, som hun fortsatte med at løsne pladen, der til sidst også blev lagt på gulvet. Så startede hun forfra på den modsatte arm.

Sephyran tog en appelsin fra frugtfadet og begyndte omhyggeligt at fjerne skrællen. Frugterne var særdeles velsmagende, for kun de bedste sorter og de mest fejlfrit udseende frugter blev sendt op til paladset. 
Stilheden lå tungt mellem dem et øjeblik, mens hun løsnede armskinnerne. Sephyran stoppede hende ikke - skulle han måske sige nej, hvis hun villigt tilbød sin krop? I stedet fulgte hans blå øjne interesseret hendes bevægelser. Hun var lidt ældre nu, end hvad han typisk foretrak i kvinder - ikke nødvendigvis på grund af deres kroppe, men fordi de havde en irriterende vane med at blive mere bedrevidende med alderen. Fyrsten foretrak at kvinder adlød hans mindste vink og aldrig talte ham imod.
Af samme grund var hans nyeste kone knap fyldt sit attende år, da hun blev viet til fyrsten. Hun havde heldigvis vist sig at være ganske frugtbar, og havde hastigt derefter båret ham et par børn.

Han færdiggjorde appelsinen og tørrede omhyggeligt fingrene i et klæde. "Godt, Victoria, det er dén tone, jeg gerne vil høre. Min tålmodighed bliver så frygteligt kort, når du kaster skældsord i min retning.." Der lå en slet skjult trussel i tonefaldet. Nu hvor hun havde afsløret, at hun gerne ville se børnene, måtte hun vare sin mund, hvis det skulle ske,.

Han lod hende klæde sig så meget af, som hun ønskede, før han rejste sig og gjorde tegn til hende om at følge med. De gik fra audienssalen til et af hans mere private kamre - et sted, som hun havde set før, da han havde bragt hende til som ganske ung. Stedet hvor deres to børn var blevet til.

Han dvælede dog ikke ved de silkeovertrukne puder, men åbnede i stedet døren til endnu et privat kammer, som hun ikke tidligere havde besøgt. Belysningen herinde var dæmpet, for tunge gardiner var trukket for vinduerne og kun et svagt skær fra en olielampe, var placeret ved døren, som han omhyggeligt lukkede bag dem.
I midten af rummet var en lille forhøjning, og på den var der placeret en krystalkugle. Sephyran berørte den let med fingrene, og et billede begyndte at tone frem. En frodig have - to teenagebørn, en dreng og en pige, øvede fægtning. Koncentrationen mellem dem var dyb, og det var tydeligt at se, at det langt fra var første gang, de trænede. I udkanten af billedet kunne man fornemme en form for læremester, der vågede over dem.

Et lille smil dansede om Sephyrans læber under det gyldne overskæg. "Som du kan se, mangler de intet, og de bliver naturligvis oplært, som det passer sig.." Det var første gang, han havde vist hende sin evne til at spionere på andre, og det var et ganske bevidst valg. Hun ville være klar over, at han til enhver tid kunne gøre det samme mod hende..

Victoria udnyttede stilheden til at befri den anden arm for panseret. Panser ville nok ikke helt være det rigtige ord at bruge, efter som armskinnerne - som sagt - mere var til pynt end praktisk brug, da de nok ville bule efter selv et halvhjertet slag. Hun var ved at åbne den lange vest, da hun hørte Fyrsten tale igen, og hun lod øjnene glide over på ham for at give ham sin opmærksomhed. Ydmygt nikkede hun med et skyldbetynget ansigt. Egentlig havde hun stadig lyst til at slynge fornærmelser efter ham, men hun vidste, at hun ville risikere ikke at få sine børn at se, hvis hun blev ved med at være trodsig. Hun vidste dog også, at han vidste det, og det irriterede hende, at han havde fanget hende som en lus mellem to negle. Heldigvis var hun trænet i facader, og det var ganske tydeligt, at hun var langt mere medgørlig nu. "Jeg håber, De kan tilgive mig, Herre. De har min dybeste undskyldning for at have været så uhøflig. Jeg vil ikke prøve at bortforklare" svarede hun i en yderst høflig tone, som hun lod fingerspidserne fra den ene hånd glide over hans knæ. Det var en blid berøring, der næsten ikke havde kontakt med stoffet, men han ville være i stand til at kunne mærke det alligevel. Hun vidste dog bedre end at have større fysisk kontakt uden at have fået lov.

Victoria fik åbnet vesten, og hun lod den langsomt glide af skuldrene. Det var helt bevidst for at få ham til at være mere interesseret i hende. Heldragten under var stramtsiddende, og selvom den dækkede hende fra halsen og ned, overlod den ikke meget til fantasien, fordi den afslørede alle konturer på hendes krop. Hun havde dog kun nået at få den ene støvle af, inden Fyrsten rejste sig op for at gøre tegn til hende om at følge med. Hun nikkede og befriede sig hastigt for den anden støvle, inden hun hastigt rejste sig for at følge med. Det var en lidt mærkelig følelse med de bare tæer mod gulvtæppet, men hun nåede ikke at dvæle ved følelsen, da hun mødte trægulv kort efter.

Synet af det velkendte værelse bragte ikke ligefrem lykkelige minder frem i Victoria, men hun formåede at skjule sin afsky, selvom hun heller ikke kunne frembringe et smil. Det var nærmest som om, det slet ikke rørte hende at gå igennem her, selvom hun indvendigt kæmpede med ikke at lægge sine hænder om hans hals for at kværke ham, så hun kunne tage sine børn med hjem. Ville de overhovedet være i stand til at genkende hende, hvis hun gjorde? Hun var ikke sikker.

Victoria så overrasket til, da Sephyran åbnede døren til en tilstødende gemak. Hun havde set døren før, men hun havde aldrig været derinde. Hun måtte dog kvæle et gisp, da hun så, hvordan han fik noget til at springe til live i glaskuglen. Så det var altså sådan, han havde været i stand til at holde øje med hende. Hun tog sig selv i at beundre hans evne, og et øjeblik trådte et lettere flabet smil frem på hendes læber. "Så det er altså sådan, De har holdt øje med mig i årenes løb" sagde hun i et tydeligt imponeret tonefald. Det var sjældent, en spion afslørede sine metoder, så hun følte sig samtidig en smule beæret over at få lov til at se det.

Victoria trådte langsomt hen til glaskuglen, og denne gang kunne hun ikke holde et gisp tilbage af glæde. Hun havde med vilje stillet sig med ryggen til Kazimi, som hun betragtede børnene øve. Selvom hun kunne spotte nogle småfejl hist og her, var de virkelig dygtige, og et par enkelte glædestårer gled ned ad hendes kinder. De blev dog hurtigt fjernet, som hun rettede sig op. Hun kunne stå her og se på dem resten af sit liv, men det ville Fyrsten nok ikke tillade. I stedet drejede hun hovedet og sendte ham et imponerende varmt smil. "Tak" sagde hun, inden hun drejede hovedet væk fra ham. Så lod hun langsomt den ene hånd glide om i nakken.

Langsomt løsnede hun samlingen, så heldragten åbnede sig; det afslørede også, at der ikke var andet, der holdt den sammen på ryggen helt ned til bunden af lænden. Så vrikkede hun lidt med armene for at få overdelen til at glide ned over skuldrene. Hun havde med vilje valgt at stå med ryggen til, så han fik det hele med, når hun bukkede sig ned for at frigøre heldragten fra anklerne, da hun havde fået den helt ned.

Ryggen viste tydelige spor efter flere piskesmæld. Da hun vendte sig rundt, ville han også kunne se et temmelig bredt ar ved det ene kraveben og flere små på resten af overkroppen og lårene. Ved lysken var der også et rundt et, og hvis man vidste bare en smule om tortur, var det tydeligt, hvad netop dette sår havde været til for: at skabe smerte. Selvom hun havde trænet sin figur tilbage efter graviditeterne, var der stadig små spor af alderen; brysterne hang en anelse mere i forhold til for ti år siden, og der havde samlet sig lidt mere fedt ved hofterne. Det var ikke meget, men det var nok til, at man kunne se, at hun ikke var tyve længere.

Victoria gik mod Sephyran med langsomme skridt, hvis han skulle ønske at stoppe hende. Hvis ikke han stoppede hende, ville hun stoppe foran ham med få millimeters mellemrum imellem dem. Så ville hun tage blidt fat i hans trøje ved midten af brystet, mens hun så ham dybt i øjnene. "Jeg er Deres" sagde hun og ville så blidt trykke sine læber mod hans.

Hvis han stoppede hende undervejs, ville hun gøre, som han sagde og ikke sige noget men i stedet vente på, at han tog en handling.

"Et af mine små tricks, ja.." Sagde Sephyran med et let smil om læberne. Han lod billedet være i krystalkuglen et kort øjeblik, før han med et let slag af fingrene lod det forsvinde igen. Han fortalte hende ikke om evnens begrænsninger, lige som at kamptræningen mellem børnene ikke afslørede, at de også var under træning til noget ganske andet - nemlig  at blive en del af hans personlige spionstab.
De ville naturligvis ikke få at vide, at Victoria var spionmesteren for Lysets Hær. Det ville blot bringe komplikationer, og Sephyran agtede også at holde på hendes hemmelighed. Han havde trods alt ingen interesse i at lægge sig ud med Lyset..

Sporene af tårer gik ikke hans opmærksomhed forbi, heller ikke det varmeste smil, hun nok nogensinde havde sendt ham. Det fortalte ham alt, hvad han behøvede at vide: så længe han havde deres børn, havde han den nødvendige magt over hende.
Nu skulle han blot sikre sig, at de var under nødvendigt opsyn.. han stolede ikke på, at hun ikke kunne finde på at prøve at finde dem, nu hvor hun befandt sig i Rubinien.

Sephyran selv holdt naturligvis også af sine børn. Han var ikke i stand til at være en nærværende far for dem, men han havde fra en tidlig alder sværget, af ingen af hans blod skulle mangle noget. Selv om de aldrig ville have et krav til fyrstemagten, ville Kazimi-familien altid sørge for dem, så længe Sephyran var fyrste - og forhåbentlig længe efter.
Det var hans hovedformål i livet. At sørge for sin families velstand.

Han blev stående ved siden af soklen med krystalkuglen og betragtede hende, mens hun klædte sig af. Hun var ældre nu, end de kvinder han normalt foretrak - men det var ikke så meget på grund af deres alder, som deres naivitet. På trods af de børn, hun havde båret og de mærker, hendes krop bar, var hun stadig en attraktiv kvinde, og fyrsten kunne tydeligt mærke sin krop reagere i forventning på synet af den bare hud og den muskuløse kvindekrop. Han holdt hendes blik et øjeblik, før han besvarede hendes kys med tydelig grådighed, hans stadigt muskuløse arme trækkende hende ind mod sig.

Da deres læber slap hinandens, lod han med en forsigtig bevægelse pegefingeren løbe ned langs hendes rygsøjle. "Du har fået nye ar.. har din tid i Lysets tjeneste været hård?" Spurgte han med blid stemmeføring.
Hans egen krop havde selv adskillige - mærker efter de kampe, han havde deltaget i.

Victoria nikkede til Fyrstens ord, men hun sagde ikke noget. Yderligere ord var overflødige lige nu. Da billedet forsvandt, havde hun allerede vendt sig rundt, men hun så det forsvinde ud ad øjenkrogen. Hun gik ud fra, at hans evne måtte have en begrænsning, men hun vidste ikke, hvad det var, eller om det var det, der var skyld i, at billedet nu forsvandt. Hun vidste heller ikke, hvad planen var med børnene, men hun vidste, at det var almindelig kotume for adelige at blive oplært i fægtekundskaber, så det overraskede hende ikke, at Kazimi lod dem træne.

I dette øjeblik havde Victoria ikke tænkt tanken at hive børnene væk fra ham. Hun var mere fokuseret på, at Sephyran havde givet hende den største gave af alle, og at hun ønskede at gengælde tjenesten. Selvom hendes hoved stadig var frastødt ved tanken om ham, følte hun samtidig, det var hendes pligt at gøre gengæld. Det var også grunden til, hun havde overgivet sig så nemt. Hun var udmærket klar over, at børnene aldrig ville kunne få samme status, som hvis de havde været ægte, men for hende var det stadig nok at vide, at de på ingen måde manglede noget.

Victoria lod sig villigt trykke ind mod Fyrsten. Selvom hendes hjerne stadig var i højeste alarmberedskab over Kazimi, reagerede hendes krop med det samme, hun mærkede de stærke arme om sig, og hun mærkede med det samme varmen brede sig i de nedre regioner. Hun kunne tydeligt mærke hans grådighed, hvilket absolut ikke hjalp på kroppens reaktion, som hun allerede var begyndt at trække vejret tungt. Grebet i hans klæder strammede sig yderligere, og hun lod ham bryde kysset.

"Det har de, ja" svarede hun ydmygt, og en rød kulør trådte frem på de ellers forholdsvis blege kinder. "Hvis det ikke behager Dem, Herre, skal jeg nok dække kroppen til, så De ikke behøver at se på den under akten" sagde hun. Hendes blik talte dog sit tydelige sprog om, at hun ikke havde tænkt sig at trække sig nu. En ting hun understregede, da hun nu langsomt begyndte at befri hans overkrop for de mange, fine klæder. Da hun var nået ind til den bare hud, lod hun begge hænder glider over hans brystkasse med fingerspidserne, mens hun lod læberne kysse og nappe ham på halsen. Ganske langsomt, så han kunne nå at stoppe hende, hvis han havde lyst, lod hun den ene hånd glide ned ad hans overkrop og bevæge sig på indersiden af hans buksekant med målet om at lade den kærtegne hans manddom i blide strøg.

Da hendes læber nåede det nederste af Fyrstens hals, lod hun kyssene fortsætte ned over hans bryst. Hun bevægede sig med vilje aldeles langsomt. Den frie hånd lod hun blidt gribe fat i buksekanten, hvor hun prøvende trak i den for at se, om han ville lade hende fjerne dem.
Hvis ikke det var tilfældet, ville hun lade hånden ved hans underliv fortsætte sine kærtegn, mens hun rettede sig op, så hun kunne kysse ham.
Hvis han derimod lod hende fjerne bukserne, ville hun lade sine kys fortsætte ned over hans mave i takt med, at hun langsomt ville synke på knæ. Når hun så nåede hoften, ville hun lade munden overtage håndens arbejde.

Det var mange år siden, de sidst havde mødtes på denne måde. Første gang Sephyran havde mødt Victoria, havde han været rasende over den uforskammethed Lyset udviste ved at sende en spion til Rubinien uden hans vidende - og han fandt, at det gav ham en form for hævn i stedet at lokke hende til hans seng. Hun havde været ung og smuk, og akten havde behaget ham - tilmed havde det ført noget med sig, da hendes mave snart efter begyndte at vokse med hans barn.

Barnet, og det næste der blev født, havde han beholdt i Balzera. Han så dem som en slags betaling for, at hun havde spioneret mod ham i første omgang, og han fandt en vis tilfredsstillelse i selv at oplære dem i spionagens kunst - noget hun naturligvis ikke ville få at vide.
At hun nu, hvor hun igen var vendt tilbage til Balzera var steget i graderne, var umådeligt fordelagtigt for Sephyran - hun havde ikke udvist den største glæde ved at se ham, men villigheden var alligevel kommet, da han havde vist hende børnene .. han overvejede, hvor meget magt, han ville være i stand til at have over hende.

"Det går an.. de giver dig karakter." Svarede han hende. Fingeren stoppede med at stryge langs arret og hænderne greb i stedet om hendes nøgne krop. Det var beklageligt at hendes fine hud var sådan ødelagt, men hun havde nu engang selv valgt et erhverv, man sjældent kom fra uden ar.
Han lod hende selv arbejde for at fjerne klæderne - fra silken, der prydede hans overkrop til bukserne, der blev løsnet og gled ned om hans ben. Hans krop viste stadig tydeligt muskuløsitet, selv om den ikke var nær så veltrænet som dengang, han selv gik forrest i kamp.

Han lod hende være på knæ en tid, hans dybe stemme givende udtryk for, at han kunne lide, hvordan hun tilfredsstillede ham. Dog greb lysten efter mere ham, og han hjalp hende igen på benene for at lede hende tilbage til værelset med den silkeovertrukne seng. Vinduet stod på klem og tillod en let brise at berøre deres afklædte kroppe efterfulgt af den fjerne støj fra Balzeras gader. Døren ind til kammeret med krystalkuglen faldt i bag dem, igen skjulende sine hemmeligheder.


Da akten i sig selv var overstået, rejste Fyrsten af Rubinien sig igen fra sengen, og gik over til vinduet, som han åbnede på vid gab. Duften af fra blomster og frugttræer i haverne, som omgav hans palads, blev båret ind i værelset, og han skænkede vand til dem begge fra en karaffel, der så ud til af usynlige hænder at være placeret i værelset, mens de endnu havde været optagede af hinanden i de tilstødende gemakker.
Han vendte tilbage til sengen og rakte hende glasset. I lyset fra vinduet kunne man se sveden, der glinsede let på hans solbrændte overkrop og i hårene, der dækkede hans bryst. Der var et udtryk af tilfredshed i de klare, blå øjne - og ikke blot fra den fysiske velvære, hun havde givet ham.

Victoria var faktisk overrasket over, at Sephyran lod til at acceptere hendes ar. Hun vidste, hvordan han havde det med kvinder, der valgte et noget mere... aktivt liv. Hun havde faktisk forventet, at han ikke ville billige, at hendes ellers perfekte hud sådan var blevet ødelagt, men det var ikke tilfældet. Var han helt okay? Eller var han bare venlig, fordi han ville have mere ud af hende? Det var ikke til at sige. Det kunne selvfølgelig også være, at han havde været nødt til at acceptere, at hun nok aldrig blev en kvinde, som han gerne ville have det. Hun nikkede dog til hans ord og endte med at sende ham et smil. "Tak" svarede hun i en tydeligt mere munter tone i forhold til, hvad hun ellers havde fremvist i løbet af tiden, hun havde været der.



Da akten var overstået, blev Victoria liggende. Det vendte sig faretruende i maven på hende. Kroppen havde reageret modsat i forhold til, hvad hendes hoved ville, så det havde været en lidt mærkelig oplevelse. Desuden var det kun ham, der var blevet færdig, og hendes krop hungrede stadig efter klimaks, selvom hendes hoved havde fået rigeligt. Det var denne konflikt, der igen fik det til at vende sig i hendes mave, og denne gang kunne hun absolut ikke holde det tilbage. Hun så dog sit snit, som han stod med ryggen til, og hun tiltede halvt ud over sengen for at finde natpotten under den. Så lod hun ellers sig selv kaste op så lydløst som overhovedet muligt. Hun var trods alt ikke uden anstændighed. Hvis Sephyran opdagede hende, ville hun til gengæld se tydeligt flov ud over det, og hendes undskyldning ville nok være, at hun ikke havde tygget æblerne grundigt nok. Der var ingen grund til at lade ham vide, hvordan hun havde en indre kamp lige i øjeblikket.

Når det kom til at finde sig en sengeparter, havde Sephyran nok ikke aktivt gået efter at vælge Victoria - for år tilbage, jo, men nu var hun arret og ældre, end de kvinder, han som regel foretrak at kaste på silkelagnerne.
Men fyrsten elskede også, når en magtfuld kvinde kom villigt til hans seng - og der kunne ikke være tvivl om, at hun kunne kaldes magtfuld nu. Det handlede ikke blot om sex, som han til enhver tid kunne kræve af en slave i sin husstand - men derimod at vise den magt, han stadig havde over hende.

"Her er vi igen.. så mange år efter." Lød hans dybe stemme. Han rynkede brynene, da lugten af opkast ramte hans næsebor, en skarp kontrast til blomsterduften fra haven. Han afskyede den lugt - en af de mange grunde til, at al håndtering af syge småbørn, blev overladt til kvinder og tjenestefolk.

"Hvad er det .. er du dårlig?" Forlangte han at vide. Det tilfredse udtryk var forsvundet fra hans ansigt, som en sky for solen. Gående uden om hende i en stor bue, fandt han vej til et skab, smukt udskåret i træ, hvor han fandt en silkekåbe, som han kastede i hendes retning, inden han selv iførte sig en. Den var blå som en dyb nattehimmel med gyldne broderinger ved ærmerne.

Snørrende den omkring livet, gik han til døren, hvor han med myndig røst påkaldte sig slaverne, der havde holdt sig i nærheden for at springe til, når fyrsten havde brug for dem. De måtte se til oprydningen.

Victoria brugte kun et øjeblik på at komme sig, og ved Sephyrans ord så hun op på ham med et bedende blik. "Tilgiv mig, Herre. Jeg må have spist for hurtigt tidligere, og min mave har så ikke kunne holde til... ophidselsen" svarede hun med meget lav stemme, som hendes kinder blussede en anelse. Sidste del var dog evnen, hun brugte, og det var kun en detalje, der skulle fuldende skuespillet. Hun havde ikke ligefrem tænkt sig at indrømme, at han frastødte hende på det groveste, det ville kun gå ud over hende selv.

Victoria var gået ud fra, at Fyrsten ville kræve sex af hende, så hun var blevet enig med sig selv om, at det var bedre at få det overstået hurtigt, så hun kunne komme videre. Hun havde ikke skænket det en tanke, at han måske havde tænkt sig at forlange mere af hende. Hun sendte ham dog et smil ved hans ord. "Så meget forandret... og dog alligevel ikke" sagde hun med en mere kælen stemme, selvom hendes øjne stadig lyste af underdanighed. Kåben, der blev smidt til hende, tog hun forsigtigt på, som hun tillod sig at nyde det bløde stof. I modsætning til ham lukkede hun den dog ikke. En gestus til ham, så han stadig havde mulighed for at nyde udsigten, hvis han ønskede. Så rejste hun sig fra sengen og gik lidt forsigtigt og prøvende hen mod ham. Hvis han ikke stoppede hende, ville hun lægge hånden på hans bryst og give ham et forsigtigt kys på kinden. "Det var stadig lige vidunderligt" forsikrede hun, som hun sendte ham et smil. "Hvad ønsker Herren mere af mig?" spurgte hun så. Hun var godt klar over, at han ikke var færdig med hende, for ellers ville han med det samme have vist hende bort efter den lille scene.

Sephyran betragtede Victoria et langt øjeblik hen over sengen. Han havde sjældent oplevet kvinder brække sig efter akten, men måske havde alderen gjort, at hun ikke holdt så godt til det, som hun engang havde .. Og i det mindste havde hun været varsom nok til at bruge natpotten. Han ville have afskyet det, hvis der var kommet opkast på hans gulv eller sengetøj.

Et par af hans slaver trådte ind i rummet og gik hastigt i gang med at fjerne natpotten og redde sengen. Sephyran, som foretrak at holde en vis afstand til slaverne - medmindre de var af den kvindelige slags, og han var i dét humør, lagde blidt en arm omkring Victoria, for at føre hende ud af rummet.
Han var ganske tilfreds med, at hun ikke havde lukket kåben helt til, lige som hendes tilsyneladende underdanighed over for ham, var en opførsel, der glædede ham. Han var spændt på at se, om det ville holde, når det kom til det næste, han ville bede hende om..

"Kom med.. lad os nyde lidt frisk luft og køligt at drikke.." Tilbød han, førende hende til en lille balkon med udsigt ned over de smukke, velholdte haver, der omgav hans hjem. På mystisk vis, var der fremtryllet en flaske nedkølet vin, et par glas og en skål med friske dadler. Han skænkede endnu engang op til dem begge.

"Nu hvor fornøjelserne er overstået, håber jeg, at vi kan studere lidt .. forretninger." Sagde han smilende. "Det er en stor magt, du har fået nu.. spionmester." Det sidste blev sagt ganske lavt, som var det en hemmelighed, de to havde sammen.

Victoria var lettet over, at han godtog hendes undskyldning, men hun holdt alligevel sin facade, mens hun i sit stille sind prisede sig lykkelig over den grundige træning, hun havde været igennem. Hun gjorde sit bedste for at ignorere, at hendes krop stadig skreg efter mere, men hun kunne ikke skjule de små signaler hendes krop sendte, og selvom kåben delvist dækkede for hendes bryster, var det stadig meget sigende, at to prikker mistænkeligt stak ud fra den midt i det hele. Hun tvivlede dog på, at Sephyrans... udstyr ville kunne give hende den tilfredsstillelse, hun ville have. Det havde ikke ændret sig over årene, og han var på ingen måde blevet mere imponerende i sengen.

Victoria fulgte villigt med Sephyran udenfor. Hun sendte ham et nyt smil, inden hun taknemmeligt nejede kort for at tage imod glasset. Hun lod "tilfældigvis" kåben flagre lidt til siden, så hun afslørede mere af sig selv. Så nippede hun en gang til vinen, inden hun ganske forsigtigt tog en dadel for at se, om hendes mave ville tillade hende at spise igen. Det var heldigvis tilfældet. Så gled der en skygge over hendes ansigt. Selvfølgelig.

"Hvilke... forretninger, Herre?" spurgte Victoria så og imponerende nok, formåede hun at holde den underdanige tone. Oveni lagde hun et lystent blik, selvom hun indvendigt var super nervøs for, hvor denne samtale allerede var på vej hen. Hun vidste næsten instinktivt, hvad han ville spørge om næst. "Det er... noget af en forfremmelse, ja, og... et hårdt job til tider" indrømmede hun. "Jeg tager ansvaret meget alvorligt."

Sephyran havde aldrig haft interessen i at lære at tilfredsstille det modsatte køn. Seksuel kontakt foregik udelukkende for at tilfredsstille fyrsten og sætte ham selv i en magtposition. Af samme grund kom kvinder oftest til hans seng af to årsager: de var blevet beordret til det, eller de forsøgte at komme på hans gode side.
Efter alle disse år, var det tydeligt, at Vicotoria forsøgte på det sidste.

Han nød synet af hendes krop, mens han lænede sig mod balkonens rækværk, vendende sig for at betragte de smukke, frodige haver under dem - en perle midt i Rubiniens øde ørkenlandskab. Det krævede en del magi at holde haven ved lige, men Sephyran havde opdrevet nogle af de bedste, der kunne købes for krystaller.
En af hans eksotiske fugle fløj tæt forbi balkonen, mens han vendte sig mod spionmesteren, glasset i hånden og et smil bag det gyldne overskæg, der ikke nåede hans øjne.

"Naturligvis. Du har altid været meget .. pligtopfyldende. Jeg er sikker på, at Lyset er godt tjent med dig ved roret.." Ordene var som sådan ærlige nok, for ha"n var klar over, hvor seriøst hun tog sit arbejde. Og netop dét var også en af grundene til, at han gerne ville have magt over hende..
"Jeg håber blot, at du i din travle hverdag vil huske på børnene.." Sagde han, mens smilet blev bredere. "Skulle du falde over oplysninger, der kunne skabe problemer for Rubinien, ville det være i din store interesse at lade mig det vide, så jeg kan garantere deres sikkerhed.."

Der var det. Hans sande interesse for at se hende igen. Hans lyse øjne betragtede spændt hendes ansigt for at aflæse den mindste reaktion.

Victoria burde efterhånden vide bedre. Det var ikke første gang, hun havde ligget med Sephyran, så hun burde vel ikke være overrasket over, at han kun tænkte på sig selv i denne situation? Det hjalp dog absolut ikke på, at hendes krop stadig skreg efter den tilfredsstillelse, hun ikke havde fået, og egentlig irriterede det hende, for hun ønskede samtidig heller ikke at få den af ham. Det havde han på ingen måde gjort sig fortjent til.

Victoria tillod sig også at kaste et blik ud over haven. Det var en dejlig distrahering fra det ækle menneske, der stod ved siden af hende, og det gjorde, at hun ikke havde helt så svært ved at udholde hans selskab. Det var dog kun indtil, Sephyran åbnede munden, og hans ord fik Victorias ansigt til at fryse i en underlig grimasse. Som om hendes hjerne væmmedes sig, men hun ikke tillod sit ansigt at vise følelserne, så det nu sad fast i en mellemting mellem væmmelse og salighed over naturen nede foran balkonen.

Så drejede Victoria nærmest mekanisk hovedet mod Fyrsten, da han havde talt helt færdig, og hun kunne ikke længere skjule sin afsky. Hvorfor var hun i det hele taget overrasket over, at det var det, han ville? Hun havde været så sikker på, han kun ville bruge hendes krop, at hun slet ikke så den komme, men det værste var, at han ikke havde stoppet hende for at komme til sagen! Han havde tilladt, at hun lod sig misbruge i stedet for at tale rent ud ad posen. Det var afskyeligt! Som øjnene lynede, knugede hendes fingre lidt hårdere om glasset, inden hun kastede med armen for at tømme resten af dets indhold af vin i ansigtet på ham. "Din ækle bastard!" hvislede hun med sammenbidte tænder; hendes kæbemuskler talte sit tydelige sprog om, hvor hårdt hun egentlig bed sammen. Så satte hun glasset fra sig på bordet med et temmelig hårdt *klonk*. "Din feje kujon! Hvor vover du?! Jeg vidste, du var villig til meget, men det her er en ny grænse for bunden, selv for dig!" fortsatte hun, inden hun i vrede var ved at stikke ham en lussing. Hun stoppede dog hånden kort før, den ramte hans kind, da hun fik sig selv under kontrol. "Du er ikke det værd" spottede hun, inden hun drejede om på hælen og forlod ham. Hun besværede sig ikke engang med at hente sit tøj, som hun slog kåben om sig og begav sig videre for at forlade slottet. Hun var ikke engang nået ud, inden hun ikke længere kunne holde tårerne tilbage. Det her skulle han få betalt!

Victorias pludselige vrede kom alligevel som en overraskelse for fyrsten, på trods af, at han burde have forudset det. Hun havde virket så villig og ivrig efter at tilfredsstille ham for blot et øjeblik siden, men som sandheden kom på bordet, viste hun pludseligt hvad hun virkelig syntes om ham.

De azurblå øjne blev smalle og hans egen hånd løftede sig som en refleks for at forsvare imod slaget, der aldrig nåede hans kind. Hun var heldig, at hun ikke havde vovet at lægge en hånd på ham, for han havde fået hende til at fortryde det!
I stedet betragtede han hende løbe bort fra balkonen uden at stoppe hende. Hun var trods alt nu et hysterisk kvindfolk, og når hun havde haft tid til at køle ned, ville hun måske se fordelen i aftalen.

Ellers ville han blive nødt til at minde hende om, at det var hendes børns skæbne, der stod på spil. Måske ville han gøre det under alle omstændigheder, som hævn for at hun havde vovet at kalde ham en kujon.
En slave var dukket op med et friskt håndklæde, som Sephyran brugte til omhyggeligt at duppe resterne af vinen væk fra sit ansigt og skæg. Når aftenen faldt på ville han atter bruge sit spejl for at spionere på Victoria. Hvis hun plottede imod ham, ville han personligt sørge for at bruge alle hendes hemmeligheder imod hende!