Det var midt på dagen, måske et dumt tidspunkt at færdes i hovedstaden på, men Orcus havde ikke rigtig noget valg. Desuden hvis man turde bevæge sig rundt i hovedstaden på dette tidspunkt, så kunne byvagterne da umuligt tro, at man var i færd med at skaffe midler til ens knap så lovlige forretning? Det var i hvert fald Orcus forhåbentlig, som han gik forbi nogle byvagterne på hans vej. Han sænkede ikke blikket, men turde heller ikke møde deres blik. De havde sikkert også andet at se til end at rende efter en knægt som ham. Nok var han gammel og så ikke sig selv som et barn eller teenager, men hvis man skulle dømme ham på hans udseende, så kunne han godt virke en smule barnlig. Særligt, når han var høj, som bare Zaladin.. For ikke at blive fanget med rusmidler på sig, havde han valgt at indtage det, før han nåede byporten, det var så småt begyndt at virke, som han kunne mærke jorden skælve let under ham. Det blev aldrig til mere end det, så han bare holdt sig til sin sædvanlige mængde. Det kunne sagtens blive vildere, men det ville være dumt i storbyen.

Orcus bar en lang mørk frakke, hvid skjorte og et par sorte bukser. Skjorten var så vidt muligt proppet ned i bukserne, men den stak lidt ud foran, ikke at han havde bemærket det, som han gik med blikket nede i noget papir, da han nåede den gade, han mente, skulle være den rette. Et opgivende suk forlod hans læber, da han måtte indse at kortet ikke passede med den gade han havde fundet. "Ih altså!" mumlede han lettere frustreret, som han mest af alt havde lyst til at krølle kortet sammen og spørge om vej. Men så ville folk da først finde ud af, at han ikke hørte til i hovedstaden. Han skulle være varsom med, hvem han spurgte om vej, hvis ikke han bare satsede og gik en tilfældig vej.

Kjolen klamrede sig nærmest til Xillas krop, hvorfor er folk også så fucking dumme. Hvorfor drikker de sig fulde midt på fucking dagen, og ender med at slås, så på en eller anden måde spilder alt på Xilla igen. En af grundende til hun sjældent tog tjener job i den dårligere del af byen, det endte bare altid på samme måde. En snerren forlader Xillas læber, som egentlig kommer fra ulven. Heldigvis kan man sige, det var blot vand denne gang, men det er også første gang hun har været så heldig. "Jeg burde bare fucking lade vær, med at tage de jobs," mumler hun irriteret til sig selv. Xilla hiver elastikken ud af det lange hår, imens hun bare forsætter mod hvor hun oftest har et værelse at sove på. "Man skulle tro folk var mere kloge, men de nærmere idioter," snerre Xilla, imens hun overvejede om hun nogensinde burde tage et job nede i den del af byen igen, det var virkelig ikke det værd hvis man spurgte hende.

Hun boede endda mest på et værelse der lage midt i det hele, hun hadede oftest nogle af dem der befandt sig i den nedre bydel, troede virkelig nogle gange de kunne tillade sig alt. Ja okay, nogle gange havde Xilla det fint med det, nogle gange blev det bare alt for meget og alt for hurtigt. Det tog også Xilla noget tid at komme frem og tilbage, ikke ligefrem altid det værd. Hun var tjener fordi hun kunne li andres selvskab, men når hun fik hældt drinks over sig, så gik grænsen. Xilla drejer rundt om et hjørne, hun fokusere ikke, tænker sig overhovedet ikke om. Hvilket gør hun løber direkte ind i en person, hvilket får Xillas ulv til at komme med et svagt fnis inde i Xillas hovede over mennesket kunne være så dumt.

Det sekund, der var en som dumpede ind i ham, tabte han kortet ned på jorden, som det landede i en vandpyt. Han nåede ikke at registrere personen, som han straks prøvede at fiske pergamentpapiret op fra vandet for at redde det der var tilbage. Orcus fik fat på et hjørne af kortet, som han trak det op af vandpytten, kun for at se pergamentpapiret blive delt i to, så han endte med at stå med et mindre hjørne af kortet. "Ups.." mumlede han lettere fortabt, som han forsøgte at hive resten op af vandet, men det gik bare i flere stykker, så han til sidst stod med i kort delt i 5 små bider. Det ville blive svært at samle det på midt på gaden og han følte ikke rigtig at han havde hoved til at danne sig et overblik midt på gaden heller. "Hvordan finder jeg nu butikken" mumlede han opgivende, som han smed kortet tilbage i vandpytten og rejste sig op igen. Det var der han kom i tanke om, at der var én, som var gået ind i ham.

"Du ved tilfældigvis ikke hvor urmageren har butik henne.." svarede han med et skævt smil, pupillerne var store og havde svært ved at fokusere på kvinden foran ham. Han kunne sagtens se hende, men han var tilbøjelig til at kigge forbi hende også. Der var andre ting at kigge på. Orcus forsikrede sig selv om, at der ikke var andre, der havde opdaget hans mindre uheld og det faktum, at han spurgte en fremmed om vej uden rigtig at tænke sig om, hvem hun mon var. Eller hvad hun var. Orcus selv var halvdæmon, en blanding af dæmon og menneske, men dæmoner var ikke særlig velset i byen mere, så han skulle være en smule varsom med sin fremtoning. Derfor var de svage vinger og skjult under frakken, som de alligevel ikke kunne bære ham, medmindre at han forstærkede dem med metallet, som han havde i venstre lomme af frakken. Det var metalstøv, som han kunne bruge til at forme, hvad end han havde brug for, så længe det ikke var mad.. Det havde han forsøgt én gang, da han var virkelig høj på rusmidler og han kunne stadig mindes smerten i sine tænder.

"Så stop dig selv," vrisser Xilla af ulven, da hun hurtig har forsikret sig om personen ikke er særlig opmærksom på hende. Hendes ulv kommer med en lyd igen som skulle være et grin, åh gud altså. Men det først der Xilla begynder opdage hvad personen foran hende laver. Hun vipper hovedet på skrå, imens hendes ulv også lure lidt med på den person foran dem.  Han ser nærmest opgivende ud som han prøver hive hvad end det var op ad vandpytten, det bliver bare ved med at dele sig. Xilla overvejer om hun bare skal forsvinde, men tænker det nok ikke lige det man gør når man vandre direkte ind i folk, selvom det virker lidt væk fra det hele i hovedet.

Xilla fokuser på hans ansigt, da han virker til pludselig at komme i tanke om der var en anden tilstede. Hun rynker lidt på brynene imens hun tænker et kort øjeblik, inden det går op får hende igen hvor det nu lagde henne. "Det gør jeg tilfældigvis," vælger hun at svarer ham, hun kunne også have sagt nej. Men igen kom det krybende frem for hende hvordan hun bare manglede lidt selvskab igen. Hvordan man hele tiden kan føle man nærmest mangler selvskab, det stadig Xilla selv lidt af en gåde, hun følger bare med flowet af det åbenbart sådan hun har det. Xillas ulv titter lidt frem igen, men ikke nok til at afsløre sig selv, men nok til at hun opfanger der ikke er nogle fare ved denne person i dette øjeblik. Havde set nok, da hun kunne fornemme der ikke var det meste fokus fra denne person. "Kom med," siger Xilla, da hun fornemmer hendes ulv ligger sig til ro igen, inden hun knepser med fingeren som hun vender rundt på hælene. Xilla stopper hurtig op, bare får at være sikker på han faktisk opfatter han skal følge med, han burde ikke rende rundt herinde imens han nok var påvirket af et eller andet. For Xilla var det ligegyldigt, men hvorfor ikke hjælpe, no matter om han er påvirket eller what ever der gør han knap kan fokusere alt for længe af gangen. 

Der var en del, som gik forbi Orcus næse, som han var fokuseret på at redde kortet. Det var ikke ligefrem noget der lykkes ham, som han endte med at stå med al for mange stykker af kortet og måske i virkeligheden mistede den vigtigste del, der hvor pergamentpapiret blev revet over. Han var lettere frustreret over situationen og bandede sig selv langt væk over, at han ikke havde en bedre stedsans end det. Det var en smule skuffende, at han ikke selv kunne finde vej, men måske det havde været nemmere, hvis hans kontakt bare havde givet ham en beskrivelse frem for et punkt på et kort. Hvis han havde fået at vide, at der ville være et symbol eller en bestemt farve, han skulle lede efter, så havde han nok ikke mistet modet lige så hurtigt. Derfor måtte han også opgive og vende tilbage til 'virkeligheden' om at han var faret vild i hovedstaden.

Orcus lod blikket hvile på den fremmede kvinde, som han lagde hovedet let på skrå, hvem mon hun var? Det var egentlig ikke vigtigt, hvis bare hun kendte vejen, så kunne han faktisk være lidt ligeglad. Orcus var noget så overrasket over, at hun kendte vejen til denne urmager. "Fedt!" han lød en smule for begejstret, men kunne ikke lade vær, da han følte, at han havde gået rundt i evigheder og fortjente at få bare lidt tilbage efter sin indsats. Det våde pergamentpapir blev hurtigt krøllet sammen i hans hånd, som han vred vandet ud af det og selvfølgelig endte med at ødelægge papiret yderligere. Hans blik flakkede lidt, så han nåede ikke at opdage at hun allerede var vendt rundt og begyndt at gå. Blikket blev rettet imod hende, da hun atter krævede hans opmærksomhed. Han satte næsten i løb for at komme op på siden af hende. "Beklager" lo han en smule barnligt, som han kløede sig i nakken og rettede blikket fremad. Hans blik veg mod jorden igen, da han fik øje på endnu et par byvagter, det var bedst at komme udenfor deres rækkevidde snart.. Måske de kunne tage de mindre befærdet gader? Ikke at han kunne have nogen indflydelse på kvindens hjælp.

Der kom en latter fra Xilla, da han havde nået at blive nået uopmærksom igen, som han kommer næsten løbende op til hende. Hun ryster lidt på hovedet, men holder øje med ham, det går heller ikke han bare vandre af, hvis nogle andre skulle opdage ham, tror nok nogle ville snakke med vagterne, når han er så uopmærksom og let at distrahere. Xillas ulv ryster lidt på hovedet, men er yderst enig med hende. Af en eller anden grund, selvom de typisk ikke kender folk, så hjælper hun dem, medmindre de fornemmer de vil gør skade på dem, så nægter hun at hjælpe.

Xilla opdagede alt der var at se, han gjorde i hvert fald sit for at vagterne ikke fik øje på ham. Xilla rynker lidt på næsen, hvilket hun absolut tit gør når hun virkelig tænker sig om. Hun tager fat i hans skjorte, får at hive ham med ned af en sidegade, da hun valgte at dreje ret pludseligt, vidste hun han ikke ville opdage det før han var gået flere blokke ned, også ville han være ret fortabt igen, hvem siger der ikke er nogle som faktisk ikke var så flinke. Xilla ved det er godt delt, med hvem er ligeglade, og hvem der tænker bare lidt om at hjælpe. Det err delt op, nogle tør ikke hjælpe og andre gider ikke hjælpe. Nogle vil gerne hjælpe, men det er da virkelig de færreste som gider.

Xillas ulv sprinnger frem på få sekunder, hvilket får Xilla til at slippe ham som om hun var blevet brændt. Hun aner virkelig ikke hvorfor hun pludselig reagere, så Xilla skubber hende irriteret tilbage, den ulv skal lærer at styre sig selv. Det ikke alle som vil gøre os noget, selvom det er nået hendes ulv regner med nærmest, eller måske det fordi hun ikke helt kan finde ud af den her person, men Xilla lukker ulven ude, da hun ikke vil have flere åndsvage reaktioner fra hende, for hun magter det da virkelig ikke.

Kortet blev lagt ned i lommen til metalstøvet, som han ikke længere havde brug for det. Så var det måske også nemmere at holde fokus på kvinden, som faktisk havde valgt at hjælpe ham. Hun var jo slet ikke tvunget til at hjælpe en fremmed skikkelse, som ham, men hun gjorde det alligevel. Orcus havde måske forventet, at hun ville kræve nogle krystaller af ham for at hjælpe med at finde urmageren, men det var nok nærmere ham, der ville opkræve den slags for at hjælpe nogen. De måtte være modsætninger, hvilket normalt ikke fungerede for mange. Alligevel havde ham og Xilla ikke snakket meget sammen og mon ikke de gik hver til sit, når først han nåede frem til sin destination? Så var det ikke sikkert, at de overhovedet kom til at snakke mere..

Med ét pludseligt ryk blev Orcus hevet ud af sine tanker, som hun drejede ned af en mindre gade og valgte at hive ham med. "Hey!" mumlede han lettere irrriteret og frustreret over hendes pludselige bevægelse. Kunne hun ikke have advaret ham først? Han havde jo nær angrebet hende. Metalstøvet i hans lomme var allerede svævende ved siden af ham, som det havde formet små nåle, klar til at angribe hende. Heldigvis nåede han at opfange, hvad hun havde gang i, så de ikke forlod hans side, men nu var han da i hvert fald vågen igen. Der var tydeligvis ikke plads til at blive distraheret, når man var i hendes selskab. Han lagde hånden imod sin skjorte, tog fat og hev til, for at få hende til at give slip.

Kvinden når dog at slippe selv, som han ser lettere uforstående på hende. Orcus kigger sig over skulderen imod den større gade og så tilbage imod den lille gade, hun havde ført ham ned ad. Var hun igang med at føre ham ind i en fælde? Umuligt.. Han ånder lettet op, som han kiggede retur på kvinden. "Beklager.. Jeg blev bare en smule forskrækket" mumlede han lettere undskyldende, ikke at han mente, at det var ham som skulle undskylde i en situation, som denne.

Xillas ulv kommer med en snerren, da den har opdaget hvad der skete, hvad han gjorde. Xilla vælger at ignorer hendes ulv, der skete ikke nået, det var deres egen skyld om ulven ville indrømme det eller ej. Xilla ryster på hovedet, "nej jeg burde undskylde, jeg skulle ikke have reageret så pludseligt. Havde glemt et øjeblik der var en sidegade at tage," siger Xilla, med et svagt smil, som hun trækker på skulderne. Nok var Xilla den mest uskyldige af hende og hendes ulv, men hendes ulv ville aldrig undskyld for noget, den har virkelig et for stort ego til det. Hvilket også gør hun i hendes hoved prøver skulle hende væk, så hun ikke afslører sig selv, selvom hun hele tiden prøver på, fordi hun vil vise hun ikke er svag.

"Jeg har ikke engang præcenteret mig, mit navn er Xilla," siger Xilla, imens hun ser frem for sig. Måske det hjælper lidt på hvad der lige skete, hvis hun vælger at tage den lidt mere med ro. Xilla burde ikke være så vildfaren som hun nogle gange er, hun må lærer lige at trække vejret og snakke med ham, istedet for bare flyve rundt og regne med han følger med. Xilla kan fornemme hendes ulv er skuffet over hende, at hun bare giver navnet væk til en der kunne have gjort meget skade, hendes ulv er ikke imponeret over Xilla. Men så igen, det sker ikke så tit ulven bliver imponeret over Xillas valg, men det nok mere fordi hun altid vil gøre alting mere anderledes. Modsætninger om man kan sige, uheldigvis nogle gange.

Kvinden kunne da umuligt forvente, at alle var med på at blive hevet rundt på den måde? Når var mørkets hær fortrængt, men det betød ikke at alt åndede fred og ro. Orcus selv kunne godt mærke hvordan de fleste af hans forbindelse forsøgte at opruste til krig eller i hvert fald sikre sig, at de ikke løb tør for varer, hvis en krig skulle bryde ud og forhindre bønderne i at skaffe mad til landet. Det var også derfor han var så forsigtig omkring sin opførsel. Men hun havde forskrækket ham og derved helt ubevidst aktiveret hans evne, som metallet dog langsomt opløste sig selv og svævede ned i hans lomme igen. "En anden gang, ville det være rart med en advarsel" mumlede han en anelse fortvivlet, som der var et eller andet underligt med hende. Hun sagde muligvis ikke så meget, men hendes ansigtsudtryk blev ved med at forandre sig. Som om hun var i konflikt med sig selv, hvad foregik der egentlig? Havde han misset nogle klare tegn på fare og var hendes undskyldning i virkeligheden for at dække over noget andet? Han kunne ikke lade det ligge, som han tænkte over hendes bevægelser og forsøgte at finde frem til en konklusion. Der var intet som gav mening.

Kvinden præsenterede sig, som Orcus så en anelse skeptisk på hende. Der kunne sagtens være tale om en løgn, men samtidig så var der vel intet i vejen med, at han kendte hendes navn, for det sagde ham virkelig ikke noget. "Orcusellus" svarede han tilbage med et nik, som han rakte hånden frem, så de kunne være mere end bare fremmede for hinanden. Det var da kun høfligt at række hånden frem, ikke sandt? "Må jeg spørge, hvad du laver til dagligt?" spurgte han en smule indadgående, da det måske kunne besvare nogle af hans spørgsmål. Hvis hun var lang tid om at svare, så skyldtes det måske, at hun skulle forsøge at lave en historie omkring sit erhverv og derved løg overfor ham. Hvis ikke, så måtte hun da tale sandt? Hans ben bevægede sig fortsat ned ad sidegaden, som han forventede at hun stadig var interesseret i at vise ham vej til urmageren.

Xilla tager hænderne op et kort øjeblik som han siger han vil gerne have en advarsel næste gang, mere for også at vise hun ikke ligefrem mente noget ondt med hvad hun gjorde. "Skal nok sørge for en advarsel en anden gang," svare hun roligt, imens hendes ulv laver en grimase af hende. Nogle gange hadet Xilla hvordan hun altid kunne se hvad hendes ulv gjorde, det ville være nemmere hvis hun ikke kunne, så kunne hun ikke direkte give hende blikket, som var blikket der sagde hun var direkte skuffet over et valg. 

Xilla tager imod hans hånd, giver den et kort klem inden de forsætter videre frem mod urmageren. Dog kommer Xillas ulv med en lav knurren igen, noget der næsten giver hende en hovedpine som den opfører sig fuldstændig åndsvagt. Hvorfor kan den ikke bare slappe af? Det ikke ligefrem fordi han har overfaldet os, eller prøvet at slå os ihjel. Når det var tænkt, så giver ulven hende et blik, om hun allerede havde glemt hvad der skete for nået tid siden.

"Selvfølgelig, det ikke ligefrem nogle hemmelighed hvad jeg laver. Jeg er tjener, men er ikke noget fast sted overhovedet, det keder mig ret hurtig kun at have et job," svare Xilla med et træk på skulderne, og et svagt smil der bryder frem. Nok irritere nogle kunder hende, men hun kan nu godt li de kunder som er høflige. Xilla kan bedre li høflige mennesker, men kan også undskylde folk selvom de er knap så høflige, fordi hun tror på det bedre i folk, lige meget hvem de er. Xillas ulv derimod, hun tror på det værste i alle, lige meget hvem det er.

Kvinden opførte sig altså en smule underligt, men Orcus kunne ikke helt forklare hvordan og hvorfor. Det var svært at se på hende, at hun faktisk diskuterede med en anden skikkelse i sit indre. Orcus kendte ikke til den slags problemer selv, så han fik ikke rigtig øje på tegnene, selvom de uden tvivl var der, han skulle bare være en smule mere opmærksom. Men han var jo stadig godt påvirket af stofferne, så han tænkte ikke helt klart endnu. Desuden når først stoffer aftog, så ville han bare få det dårligt, så kvinden ville aldrig komme til at opleve ham ædru og upåvirket, da det bare var den måde han levede på, for at kunne fungere ordentligt. "Tak" mumlede han let, det var ikke fordi han følte at hun fortjente et tak, da det var lidt forventet af hende, men det kunne Xilla tydeligvis ikke se. Hendes ulv var vist også mere end bare uenig med hende.

De havde nu præsenteret sig for hinanden og derfor var de ikke længere helt fremmede. Han vidste stadig ikke meget om hende, men det var da et skridt i den rigtige retning, så de måske kunne komme lidt mere på talefod. Hvis ikke hendes ulv endte med at få færden af noget lusket omkring ham. Foruden hans lugt af rusmidler, så måtte ulven havde opfanget noget, som kvinden ikke selv kunne få øje på, fordi hun måske valgte ikke at bemærke det? 

Orcus rynkede en smule på brynene, som hun forklarede sin profession. Han forstod ikke hvordan et tjenerjob kunne blive kedeligt så hurtigt, men han skulle næppe dømme hende på det. Hans arbejde var i hvert fald ikke kedeligt, hvad enten det var en tabt last eller en forsvunden vare, så skete der næsten altid noget nyt. Særligt i disse tider. "Er du så imellem job nu?" spurgte han en smule uddybende, som hun ikke lod til at have noget at give sig til lige nu, medmindre hun altså havde fri og derfor godt måtte slappe lidt af. Så længe hun ikke stillede ham spørgsmål, kunne han vel godt fortsætte, så det ikke blev til en akavet stilhed imellem dem indtil hun havde vist ham frem til urmageren? Orcus havde det i hvert fald underligt med al for megen stilhed omkring sig. Det var nok at grotten var stille.

Xilla er bare glad for lige nu, at han tydeligvis er så beruset, at han ikke ligger mærke til den evige kamp hun lige har med hendes ulv. Xilla mener den ulv kunne irritere en hver person som hun ville, men det tror den ikke selv på, et alt for stort ego. I det mindste er den ikke begyndt bare at tænke, mig, mig og mig hele tiden. Åh gud, hun kunne allerede fornemme den dag det kunne ske, hvor irriteret hun kunne blive. Hun ser sig lidt omkring, inden hun opdager hvor de skal dreje igen, bare for at følge gyderne lidt, ingen grund til at satse alt for at vise ham vejen.

"Den her vej," siger Xilla, inden hun drejer noget tid efter, så han faktisk selv kunne nå at reagere på det, håbede hun i hvert fald. Der var et håb, han var blevet mere opmærksom, men så igen hvad aner hun overhovedet. Orcusellus var bare et stort spørgsmål for hende, men alligevel gik det hende ikke rigtig på. Xilla ryster lidt på hovedet over hans spørgsmål, "lige nu har jeg fri, men hvem ved om jeg tager til en anden by i morgen," svare hun, med et enkelt skuldertræk. Et smil er stadig til at finde på hendes læber, Xilla er ikke typen som hurtig bliver slået ud af kurs. Hun kan fornemme stilheden ikke er nået for ham, det passede hende også fint, samt lige nu virkede det selv til han bare begyndte at spørge om en masse, men heller ikke noget der ligefrem kunne irritere hende særlig meget.

Xillas vidste hendes ulv havde opfanget noget, men ikke noget hun selv kunne opfange. Ulven er kvik, mere kvik end mennesket, men det burde hun også være med hendes instinkter. Xilla kan bare se den store fluffy ulv i sit hoved, hvordan dens nakke hår står højt, imens vingerne sidder tæt til kroppen men klar til at blive spredt ud, bare for at virke lidt skræmmende, hvilket Xilla kan underskrive på hun overhovedet ikke er på nogle måde. Hun er bare en stor fluffy ting, som nogle gange opfører sig om en hundehvalp, andre gange ja hvad kan man sige.

Det gik langsomt op for Orcus, at hun var en underlig sag og han ikke helt vidste, hvor han havde hende henne. Derfor blev han også enig med sig selv om, at han nok skulle være lidt mere opmærksom på sine omgivelser, så han ikke lige pludselig faldt i en fælde. Ikke at hun lod til at kunne have stillet noget an, men han kunne jo have dømt hende forkert ved første øjekast. For hun havde sikkert heller ikke set igennem hans ydre, hvis hun vidste, at han normalt handlede med væsner og gerne fragtede dem fra en slavehandler til en anden, så ville hun næppe spilde tiden på at hjælpe ham, som hun gjorde lige nu. Dertil kunne han sagtens finde på at slæbe hende med, hvis hun fandt ud af det og ville melde ham til byvagterne. Alt det krævede var at dreje en nøgle i en tilfældig dør og så ville de ikke længere være i hovedstaden. Men at den fare lurede lige under hendes næse, havde hun ikke opfattet endnu. Orcus var også mere fokuseret på at finde frem lige nu.. En forretning ad gangen.

Pludselig skiftede de retning igen, men denne gang valgte hun at advare ham før, han nær havde ramt en tønde på hjørnet af gaden. Han nikkede til hende, som han fulgte efter og smilte ganske roligt til hende. Skulle han spørge hende eller ville det virke fuldkommen malplaceret lige nu? Hvad ville hun ikke tænke om ham? "Hvis du alligevel drager afsted, så kan du da sagtens tage til dødens kløft" kommenterede han henkastet, som det ikke var sikkert at hun overhørte ham. Han kunne nemt få hende derhen og der var kamre nok til at hun kunne sove der også, indtil hun ikke ville arbejde på det store palæ mere. Selvfølgelig lignede han ikke én, der havde mange krystaller, som frakken var hullet og lettere slidt i kanterne, men det skyldtes hans brug af metal, når tingene var ved at brænde på.

Hun begynder at tænke over det han siger, imens hendes ulv begyndet bide ud i luften og opføre sig som en åndsvag. Mener tydeligvis ikke vi skal nogle steder med ham, men de er absolut to til at bestemme det, medmindre det fordi Xilla ender i fare, så vil ulven have ene ret over at bestemme. Specielt nu når, Xillas ulv er den eneste der ordentlig kan beskytte dem, for det er ikke Xillas speciale.

"Aldrig været der før, så det var altid en mulighed. Men spørgsmålet er mere, er der et sted deromkring jeg faktisk kan arbejde?" Spørger hun, imens hun rynker et øjeblik på næsen, imens hun overvejer det. Xilla ser sig et øjeblik omkring for at være sikker på hvor de var, imens hun tvinger ulven tilbage som hun ser væk fra ham. Man skulle virkelig tro det gjaldt hendes liv så aggressiv hun begyndte at være, men Xilla ved også, hvis deres liv var i fare, så kunne hun ikke gøre meget for at stoppe ulven. Nok kunne hun fornemme der var et eller andet med ham, men hun overvejer det ikke mere. Xilla lader hendes ulv om at tænke over det, det altid hende som tænker over alt ting, prøver finde ud af hvem folk er, hvilket væsen og hvad de har gjort i deres liv. Xilla er lidt mere afslappet med det, ingen grund til at dømme folk på hvad de er eller hvad de har gjort engang. Spørgsmålet er nærmere hvordan de behandler hende, hvordan hun ser reagere mod dem. Xilla følte hvordan de kom ind i de mere smalle gyder, men var også klar over der ikke var så langt igen, hun kunne nemt komme rundt stadig, men hun tjekke lige om Orcusellus faktisk kunne komme med, i tilfælde gyden var ved at være alt for smal. 

Orcus kunne sagtens vende situationen til noget værre, men nu hvor hun var i færd med at vise ham vejen til urmageren, så var han mere modtagelig for at vise sin lidt bedre side frem. Hun kunne nemt have skubbet ham i den forkerte retning eller bare lade ham vandre afsted selv, så kunne det være at han ville finde frem om nogle dage.. Hovedstaden var jo et stort sted, så det var ikke så underligt, at man nemt kunne fare vild, som han følte at han stadig gjorde, selv når hun viste ham vejen. Orcus var dog ikke overrasket over at Xilla aldrig havde været i dødens kløft før. Det var klart, for mange vidste ikke, at der var noget at komme efter, byen var også blevet forladt for mange år tilbage og der var faktisk kun ham og Philotanus tilbage i den store by. Måske hun faktisk ville komme til at kede sig, når der ikke var så meget gang i den, men det havde han ikke lige tænkt over, da han først havde nævnt det for hende.

"Hos mig.." lød det roligt og en smule henkastet, som han helst ikke ville få det til at lyde af noget særligt. Det var ikke engang sikkert at hun ville tage hans forslag seriøst, for han kunne godt ligne en dreng, der ikke havde styr på mange ting i sidst liv. Det var dog kun fordi hun ikke kendte til hans erhverv og hvor meget han faktisk skulle holde styr på i hverdagen. Derfor var det meget rart, nogle gange bare at slippe alvoren og more sig lidt. "Er vi der ikke snart?" lød det opgivende og en smule barnligt fra ham, som han følte at de havde vandret byen tynd også selvom de ikke var kommet særlig langt fra udgangspunktet og han nok ville have brugt langt mere tid, hvis han selv skulle finde vej, for han var da faret vild i de smalle gader, når han først havde begivet sig i den retning.

Xillas ulv begynder knurre af Xilla, hvilket den ved giver hende en hovedpine. Bare fordi hun ikke kan få sin vilje nogle gange, så har hun det med at gøre meget for at pisse Xilla af, så hun vælger stoppe med hvad end hun har gang i, som ulven på ingen måde er enig med hende i. Xilla bliver dog lidt overrasket over svaret han kommer med hvor, men så igen, hun burde ikke dømme folk fra deres udseende, nogle kan have meget men ikke have lyst til at vise det, så hvad ved hun. Ulven kommer med en lav gøen, imens den giver hende et bestemt blik, men den burde allerede vide, nogle gange havde Xilla bare lyst til at gøre det modsatte af hvad den ville, velvidende om den nok skulle rede hende hvis det går absolut helt galt.

"Hm, hvorfor ikke, har været her noget tid og er ved at kede mig lidt igen her i Dianthos," Svare hun, som hun havde besluttet sig. Xilla er klar over hun nogle gange er lidt dum, ved bare at springe ud i alt muligt, men nogle gange skal man bare leve lidt, tage nogle chancer, især hvis man har en ulv som det meste af tiden i hvert fald kan hjælpe dig ud af alle de dumme situationer. Xilla kan ikke ligefrem sige hendes attitude havde ændret sig meget, trods hun har været engel nogle år, derved havde oplevet døden. Men hun stoler vel lidt på, hendes hjælpsomhed gør han ikke ligefrem gør noget helt vildt voldsomt personligheds skift når hun har sagt ja til at arbejde hos ham.

Et svagt grin forlader Xilla, da han begynder at lyde som et utålmodigt barn for et øjeblik. Hun ser på ham med et smil, inden hun ryster på hovedet. "2 minutter, så skulle vi være der," siger hun roligt, for hun ved de bare skal to blokke mere ned så skulle de faktisk være der. Hun kan kende forretningerne hun kan se på den større gade, som de engang imellem krydser en af vejene som hører til hovedgaden. Hun er heldigvis god til at huske steder, nok nærmere fordi hun har været så meget rundt omkring og altid selv har skulle finde altid.

Der gik noget tid, før at Orcus fik en reaktion fra Xilla, som han ikke var sikker på om hun var blevet fornærmet af hans ide eller om hun bare lige skulle have noget tid til at overveje det. Måske han ikke talte sandt, måske han var ude på at lokke hende i en fælde, eller måske han var træt af, kun at have Philotanus selskab i den forladte by i dybet. Egentlig havde han ikke overvejet hvad Philotanus ville sige til at han trak endnu en fremmed med sig hjem, uden at rådføre sig med ham først. Han ville sikkert beklage sig, men nu var det ligesom for sent, særligt da kvinden valgte at takke ja til hans tilbud. Han sendte hende et stort smil, som var han taknemmelig for hendes svar. "Jeg må advare dig lidt.. Min bror er ikke så glad for fremmede" indrømmede han en smule flovt, som Philotanus egentlig ikke var hans bror, men kroppen tilhørte hans døde tvilling, så hun ville nok få et chok over at de lignede hinanden så meget alligevel.

Orcus havde ikke glemt den opgave, han var på, så han var glad for at de var ved at være der, så han ikke skulle spilde for meget af hendes tid. For tænk hvis hun begyndte at kede sig, når hun skulle vente på at han blev færdig hos urmageren? Så ville hun sikkert smutte, hvis han havde læst hende korrekt. "Endelig" lød det en smule mere begejstret fra ham, som han begyndte at se sig omkring efter et skilt, der kunne guide ham i den rigtige retning. Der måtte da være noget, som kunne fortælle ham, at han snart stod ved urmageren. Måske et ur, noget metal eller et eller andet, ikke sandt?

Xilla vælger at nikke lidt, well, nogle mennesker kan jo bare ikke li fremmede, så det vel knap så mærkeligt. Hun trækker lidt på skulderne, "mon ikke det går alligevel selvom han ikke er så glad for fremmede," siger hun med et smil. Det ikke ligefrem sådan noget som kan slå hende helt ud af kurs, hun har kendt nogle efterhånden som ikke brød sig særlig meget om fremmede. Nogle gange endte de alligevel med at have det fint med hende, andre gange gik det knap så godt, men sådan er livet jo bare engang imellem. "Det den her vej," siger jeg, inden han går alt for langt væk, som jeg skal til at dreje for at ramme den store gade igen. 

Som Xilla kommer ud til den store gade, skimter hun hurtig rundt med øjnene inden hun får øje på det hun ledte efter. Urmageren var altid nem at kende for hende, der var nogle ure rundt i vinduerne ud mod gaden, som gjorde det var svært at undgå, sammen med skiltet der hængte over døren derind til. Xilla havde været her et par gange før, men der var altid noget nyt derinde. Hun tjekker om han også følger med, især når der pludselig er en masse mennesker at undgå som de skal til at gå over på den modsatte side end hvor de faktisk er. 

Det var ikke fordi Philotanus havde direkte noget imod fremmede, han brød sig bare ikke om at se andre i deres hjem, når de nu havde den forretning, som de havde. Orcus nåede da heller ikke at overveje faren ved at tage hende med hjem, for måske bemærkede hun underetagen, som var indrettet som et mindre fængsel, hvori de kunne holde væsner fanget indtil de skulle fragtes til deres endelige destination. Men forhåbentlig kunne han distrahere hende så meget, at hun slet ikke bevægede sig nedenunder? Først skulle han dog lige have afsluttet sin ærinde i byen. "Han kan godt lide at ting ikke ændrer sig" lo han en smule opgivende, for at forklare det yderligere for kvinden. Så kunne det være at hun ville forstå Philotanus reaktion bedre, når først de kom hjem til dem. Det gav et mindre sæt i ham, som hun var igang med at dreje rundt om et hjørne, og hvis han ikke havde været opmærksom på hendes ord, så havde han muligvis tabt hende af syne. Han nikkede og løb op på siden af hende.

Som de drejede ud på gaden, fik Orcus også straks øje på den forretning, han havde ledt så længe efter. Man kunne tydeligt spore glæden og begejstringen i hans ansigt, som han næsten sprang frem imod butikken. Han stoppede dog op foran døren, som han vendte sig om imod hende. "Tak for hjælpen" lød det muntert, som han nikkede til hende og vendte blikket imod butikken igen. "Gider du vente på mig, så kan vi følges til dødens kløft?" spurgte han en smule forventningsfuldt.

Hun nikker lidt som han forklare det, det giver mening på en eller anden måde. Hun burde i hvert fald vide der er nogle som bare ikke er til forandringer, eller bare generelt fremmede. Men det lyder mere til det er når ting ændre sig, men det vel også fint, stadig intet dybt seriøst hvis du spørger Xilla, hendes ulv er nok bare mere skeptisk. Det må Xilla alligevel indrømme, hendes ulv er nærmest skeptisk over alt, specielt personer hun ikke ved hvor er henne. Tydeligt hun ikke ved hvad hun skal gøre med Orcusellus, eller også ved hun bare noget Xilla ikke gør, det kunne også lige ligne ulven, bare at gemme på information uden at fortælle det.

Xilla begynder at grine af hans udtryk, aldrig har hun oplevet en være så begejstret for endelig at kunne finde frem til det sted de havde tænkt sig. Hun ryster lidt på hovedet, hvis alle kunne være så begejstret over de små ting. "Det var ingen problemer," siger hun med et smil, fordi for Xilla så var det for hende ikke noget problem at hjælpe andre, hun kunne godt li at hjælpe andre så længe de også kunne være taknemlige for hendes hjælp. Hun vipper hovedet lidt på skrå da han spørger om det sidste, hun havde nu tænkt sig at vente, for hun anede slet ikke hvor det var henne af. "Selvfølgelig," svare hun med et skævt smil, som hun vælger at følge med ind til urmageren selvom hun ikke selv skulle noget, men hun ville dog se sig lidt omkring i den lille butik, det skadet absolut ingen. Xilla plejer altid bare tage tilfældige veje når hun er rundt omkring selv, så hun syntes alligevel det rart der en som faktisk kender vejen, ellers ville hun være mange steder og alligevel ingen steder. Nok var hun god til at finde vej når hun kendte vejen, men når hun bare tog afsted uden at vide hvorhen, det var nogle gange lidt af en udfordring.