Mørket var så småt begyndte at falde på, Rosalyn havde løbet igennem skoven i noget tid efterhånden. Hun følte lidt at der var noget som jagtede hende, derfor var hun også endt på ukendt grund, som hun kunne mærke hvordan jorden gav efter under hende. Sumpen var ikke et sted, hun normalt ville bevæge sig hen, men måske den fremmede ikke ville følge efter hende derhen. Rosalyn var i sin ulveskikkelse, hvilket ofte var tilfældet, når hun ikke hjalp sin mor i plantagen. Det var bare langt nemmere at komme rundt, når man hurtigt kunne løbe frem og tilbage. Hun var dog blevet en anelse forpustet det sidste stykke og kiggede nu efter en kilde, så hun kunne få slukket sin tørst.

Tungen hang langt ud af hendes mund, som hun forsøgte at trække vejret dybt ind og ud, blot for at kontrollere hendes vejrtrækning og sin hjerterytme, der ikke havde været rolig i noget tid nu. Rosalyn stod med hovedet rettet ligeud og ører bevægede sig frem og tilbage for at se om hun kunne lokalisere lyden. Forhåbentlig var den snart væk, så hun atter kunne vende hjemad. Hvis hun altså kunne finde ud af den skumle sump. "Først noget at drikke" mumlede hun imellem de skarpe tænder, som hun løftede venstre pote og begyndte at bevæge sig fremad. Hun vendte snuden imod jorden, for at lugte efter vand. Jorden var særdeles fugtig, så hun havde svært ved at skelne imellem det og en ordentlig kilde til vand.

Der gik noget tid, før at Rosalyn fik øje på en mindre vandhul. Vandet så ikke rent ud, men hun var nød til at drikke af det, hvis ikke hun skulle løbe helt tør for kræfter. Hun gik forsigtigt hen til vandkanten, kiggede lidt på sit spejlbillede og lyttede efter til om der var noget i nærheden eller nede i vandet. Vandet var mørkt, så hun kunne ikke rigtig se noget. Dog valgte hun at stikke tungen frem for at smage på vandet, før at hun begyndte at drikke ordentligt. Der skulle en del væske til, for at slukke hendes tørst.

Så kunne man vidst ikke komme længere væk fra havet. William gik ved siden af Maximillian og anede ikke hvor han var henne af i verden. Han vidste bare at han var langt  væk fra havet og sit hjem. Ikke at det gjorde ham noget for han ville gerne udforske verden. Der var så meget han ikke vidste om overfladen, om end at han rent faktisk havde fået en del undervisning. Det var bare lidt mere sjovt at undersøge tingene selv. Desuden så var der helt sikkert nye ting han sagtens kunne lære. Det var jo ikke fordi at han var uvidende omkring ting han var bare nysgerrig anlagt.
Maximillian havde i hvert fald ført dem på vildspor og hvis det stod til William ville han gerne have noget vand omkring sig. Og hvad var bedre end en sump. Ikke at vandet var rent eller at der måske ikke var ret meget vand i det, men lidt havde vel også noget at sige. Så længe han kunne tage sin halskæde af og få vædet halen bare en anelse.

Han var ikke særlig muskuløs anlagt og slet ikke på benene, men det var kun pga halskæden omkring hans hals at han havde ben. Det var et af de mange smykker den royale familie havde for at kunne komme op på overfladen. Dem der havde formået at lave det smykke var særdeles kloge! Sumplandet lå under hans føder og han fik trådt lidt forkert så han var lige ved at vælte med hovedet først ned i mudderet. Det var kun for Maximillians hurtige reflekser at han havde grebet fat i William for at han ikke skulle vælte og ødelægge sit ellers så fine tøj. For selvom man var prins på landjorden kunne man sagtens være pæn i tøjet. For tøj skulle man da have på af en eller anden mærkelig årsag!

"Max kan vi ikke snart finde noget vand af en art. Jeg trænger til at stikke disse ben ned i vandet og få vædet min hale." kom det fra ham og prøvede så vidt muligt at få foden ud af dette mudder han stod i. "Jo vi skal bare lige igennem dette her" kom det en anelse tøvende fra Maximillian og bukkede sig ned for at hjælpe med at få foden ud af mudderet.
Dette her sted var i hvert fald ikke et sted han gerne ville hen til igen, han ville bare væk og gerne langt væk fra det. Det var et beskidt sted, ikke at det gjorde noget af det helt store, for han kunne da bare vaskes, men ikke på dette sted! Foden kom endelig fri og han var helt mudret til på benet. Så var det godt at tøjet kun vaskes, ikke at han selv gjorde den slags, for det gjorde en prins altså ikke.

Det var ikke fordi Rosalyn var begyndt at blive skør, men hun var overbevist om, at hun kunne høre nogle stemmer ikke langt fra hende. Hun knurrede lidt af det, men vidste også godt, at hun måske slet ikke skulle gøre dem opmærksom på hende. Det kunne sagtens være for sent og så var det måske bedst bare at se dem an? Rosalyn stak tungen ned i vandet én sidste gang, som hun tog den sidste tår vand og rettede sig op på forbenene igen. Hun slog tungen rundt om sin kæbe for at tørre vandet af, så det ikke hang i hendes pels. Et hurtigt ryk på hovedet var nok til at fjerne det sidste vand fra hendes snude. Langsomt bevægede hun sig væk fra vandhullet, som hun satte kursen imod de fremmede stemmer. De lød i hvert fald ikke som dem hun kendte, det var også ganske få, så hun tvivlede på at møde hverken hendes mor eller søster i området. Furry kunne nok godt forvilde sig derhen, men hun havde det med at jage mod nord.

Med lette bevægelser bakkede hun væk fra vandhullet og brugte de mange træer til at skjule sig. Den mørke pels var heldigvis ikke nem at få øje på. Men det gule øje ville måske være nemmere at se, hvis de kiggede direkte imod hende. Hun havde gemt sig i nærheden af et ældre træ, hvis roder stak over jorden flere steder. Det var stort nok til at hun kunne kravel under rødderne og ud på den anden side. Hun kunne høre, at de, som hun havde gjort, ledte efter vand. Hun løftede hovedet og kiggede tilbage mod vandhullet, hvis de fik vand, så gik de måske? Eller måske de kendte vejen tilbage til Amazonitskovene? Hun lagde sig næsten ned i mudderet for at skjule sig for skikkelserne, indtil hun havde taget en beslutning om, hvad hun mon skulle stille op. Rosalyn befandt sig dog ikke særlig langt væk fra dem, så hvis de kiggede rundt, kunne de nok godt få øje på hende.

Det var ikke fordi det var særlig nemt at få foden ud af dette mudderhul. Men han ville bare gerne væk her fra og måske hjem til sig selv i Aquarin. Han havde ikke været hjemme i nogle dage, og han nød at være væk der fra, men at være i sådan noget sumpet vand var næsten for meget af det gode. Det kunne lige så godt være at man kunne fare vild her inde. For dette her var ikke vand, det var det rene mudder, og der kunne man altså ikke få vædet en hale, det skulle gerne være noget rent, og han var allerede beskidt nok. Næh hvis de nu var kommet forbi en kro så havde det hele været meget bedre, de havde som regl et kar med varmt vand han kunne hoppe i. Tænk engang varmt vand, det var ikke det han var vant til, men det var faktisk lækkert at mærke en gang i mellem. Det var i hvert fald noget helt andet end det vand han plejede at være i, det kunne både være koldt og mørkt.

Landjorden var bare bedre på nogle punkter. Eller det var ikke bedre lige på dette her sted, men det kunne da heller ikke blive meget værre end det var lige nu. Det var først da de havde bevæget sig en smule længere at han på ny sank ned i et nyt mudderhul med begge ben og var ved at falde med hovedet først at han skreg op. "Det er simpelthen for meget dette her!" han flåede og hev i det tynde ben og drejede sig om i Max for at krtissere ham. "Få mig så op og væk her fra!" han var vred og det kunne høres på ham, men dette her sted var ikke et sted for en prins. Det var ulækkert og slet ikke hele denne her latterlige tur værd! Det var omme bag Maximillian at han så det gule øje at han hev endnu mere i det ene ben. "Få mig så op inden jeg bliver spist af det der over." han var for ung til at dø, og han havde ikke engang en mage! Nej det var for tidligt, det kunne ikke være rigtigt, det måtte ikke ske så han flåede lidt mere i benet og rev hul på de benklæder han havde på. Maximillian vendte sig om imod det som William havde udpeget men lagde ikke helt så meget mærke til det som William havde gjort, så han vendte sig om for at hjælpe William ud af mudderet... igen.

Det gav et sæt i Rosalyn, som hun var travlt optaget af at beskue de fremmede skikkelser foran hende. Hun havde ikke forventet at den ene ville råbe op på den måde og derfor endte hun også med at skubbe til den rod hun havde gemt sig under. Hun mumlede lettere irriteret over sig selv, som hun dog hurtigt forsøgte at dukke sig, så de ikke lige pludselig fik øje på hende. Rosalyn kiggede ned på mandens fod, som efterhånden havde sat sig godt fat i mudderet. Vidste han ikke, at han skulle være rolig og ikke vrikke foden sådan, for så ville den bare grave sig længere ned? Manden var tydeligvis klodset, som han var gået fra det ene mudderhul til det næste.

Rosalyn fik lige pludselig øjenkontakt med den fremmede skikkelse, som han fik øje på hende. Hun bakkede en smule under roden for at skjule sig, men det var tydeligvis for sent, da han havde set hende. Egentlig havde hun lyst til at knurre af dem, men som han gav udtryk for, at hun ville spise dem endte hun med et springe frem i stedet. ”Jeg spiser ikke fjollede mennesker” mumlede hun lettere henkastet, som hun ikke kunne tro, at de overhovedet ville smage godt. Hun rystede sin pels en smule for at skubbe mudderet af og vandet fra tidligere. Hun stod på alle fire, som hun kiggede på de to mænd, der forsøgte at få hinanden fri. Eller det var nærmere drengen, som sad fast og den anden, som forsøgte at få ham fri. ”Måske du skulle lade vær med at vride dig så meget.. Du kommer bare til at sidde mere fast” kommenterede hun med en svag brummen. Hun tænkte ikke lige over, at hun stadig var ulv, fordi det var mest naturligt for hende at forblive ulv, når hun stod overfor fremmede. Derfor havde hun også en stor afstand til dem, så hun kunne nå at løbe væk, hvis én af dem lige pludselig kom efter hende.

Han kæmpede for at komme fri, og jo mere han kæmpede for at få fødderne fri jo mere sank han i, lige ind til han stod i mudderet til hoftehøjde. "Max din udulige hjælp er ikke til at sætte pris på. Jeg skulle op og ikke længere ned!" kom det fra ham og tog en hånd op til den halskæde han havde rundt om halsen. Han kunne tage den af, men så ville han bare blive langt tungere, og han ville helt klart synke hurtigere i. Nej det ville bare være en stor fejltagelse og Max ville aldrig kunne få ham op af det hul han var ved at synke helt i. Dog havde han hele tiden et vågent øje med det han havde set henne i busken. Han var ikke engang sikker på hvad det var, men han var for ung til at dø. Han havde ikke engang en mage endnu, og det var det han manglede i sit liv. Ikke at han var klar til den slags, men han ville nu heller ikke have noget imod at få en, når den rigtige en gang dukkede op.

Max var fast besluttet på at få William op af det hul han sad i, og han var mere fast besluttet på at hjælpe frem for at beskytte William som egentlig var hans job. Så da en stemme lød bag ham trak han sit sværd i mens han vendte sig om imod stemmen. William var overrasket over hvad der skete og ha kæmpede endnu mere at komme fri fra dette mudderhul han sank længere ned i. "Ikke spist. Nå jamen så noget andet da." kom det fra ham og vendte blikket hen imod Max der allerede stod kampklar for at beskytte prinsen for den ondskab der lurede på dette sted. Men da hendes næste ord ramte ham sænkede han sværdet og vendte sig om for at hjælpe William på ny. "Så sid dog stille, hør hvad der bliver sagt" kom det fra Max og en anelse hårdt. Max var den eneste der kunne snakke sådan til William i hvert fald på landjorden. William tog nogle dybe indåndninger og lukkede øjne. "Kan I ikke bare få mig fri og ud af dette her mudderland!?" han ville ikke længere være på dette sted, nu ville han bare gerne hjem. For de her ben han rendte rundt med ved hjælp af magi var helt klart ikke til nogen hjælp!

Drengen var virkelig besynderlig. Rosalyn vidste ikke rigtig hvad hun skulle synes om ham, for han var da for underlig sådan at beordre den anden mand til at gøre alt for ham. Kunne han ikke klare sig selv, eller skulle han virkelig have hjælp til alt? Hun trak snuden opad, som forsøgte hun at rynke på næsen, men det var en smule svært som ulv, derfor lignede det også mere at hun blottede sine tænder foran dem. Men hun lod ikke til at virke faretruende, som hun stille trådte nærmere. Manden havde trukket sit sværd, som hun var klar til at forsvare sig selv. En mindre flamme viste sig i hendes mund, men den forsvandt hurtigt, da manden lagde sværdet fra sig og atter forsøgte at hjælpe drengen. Rosalyn havde lyst til at himle med øjnene, men følte ikke det ville have den samme effekt, som ulv. Hun knurrede dybt nede i halsen, som hun stoppede op nogle meter fra dem. "Så lad ham dog hjælpe dig" mumlede hun lettere frustreret, som drengen fortsatte. Kunne han slet ikke se problemet? Manden kunne da.

Hun satte sig ned på røven, som halen strøg let hen over jorden, imens at hun ventede på at manden ville finde en løsning. Det lød næsten, som om at drengen gerne ville have hende til at hjælpe også. Hun så sig lidt omkring, før at hun rullede sig i mudderet og rejste sig op igen. Så forvandlede hun sig tilbage til menneske. Rosalyn havde ikke taget noget tøj med, men mudderet kunne gøre det samme som stof lige nu. Så satte hun sig på hug ved siden af drengen og begyndte at skubbe mudderet til siden, så det ville være nemmere at få ham fri. Utroligt, at han skulle have så meget hjælp.

Han havde lyst til at skrige op om at han var prins og man skulle hjælpe de kongelige og adelige, men han gjorde det ikke. For han havde aldrig rigtig sagt at han var prins når han var på landjorden, og alle kendte jo til lysest dronning i Dianthos og hun havde ingen børn. Men Aquarin var lidt glemt i folkemunde af hvad han havde erfaret med tiden han havde gået her på landjorden. Så når han endelig var villig til at sige han var prins så skulle der også være en grund til det og lige nu så han ingen.
Dog blev han mere irriteret over denne piges udtalelse om ham. Stod denne ulv lige frem og dømte ham?! Det var for meget, hvis hun bare vidste hvad han var så skulle han nok forklare hende en ting eller to.

Dog kom hun til hjælp og snart var han fri. Han kom i hvert fald så meget fri at han kunne komme op af mudderet han sad fast i. Selv Maximillian virkede glad for at have ham fri. William lagde sig bag over og kiggede op i himlen med pustede ud for at finde vejret. "Du skal have tak for hjælpen for at hjælpe prinsen, er der noget vi kan gøre for dig?" spurgte Max til den mudrede pige og det fik William til at sætte sig op med et sæt. "Så Max, jeg vil ikke høre dig omtale mig som prinsen, nok er jeg prins men jeg har et navn." kom det fra ham og rejste sig op på de to tynde ben. Han børstede det værste mudder af, men det ødelagde bare tøjet endnu mere end hvad godt var. Han skulle så meget finde et vandhul eller en flod han kunne hoppe i, og gerne så langt væk fra denne her mudder mark han netop var i. "Jeg hedder altså William Zan'jatar. Men de fleste kalder mig Will" kom det fra ham og rakte en muddert hånd ned imod pigen som ikke virkede til at være ret gammel.

Drengens opførsel fik Rosalyn til at rynke en smule på brynene, som hun ikke var helt sikker på, hvor gammel han mon kunne være. Hvis hun skulle være ærlig, så følte hun lidt at han måtte være meget ung, for han opførte sig virkelig barnlig. Værre end hendes egen søster til tider, hvilket bestemt ikke skulle ses som et kompliment. Blot for at undgå hans brok og jammer, valgte hun da også at hjælpe ham fri, som hun gravede mudderet væk fra hans fødder i håbet om at han snart kunne komme op. Jo mere han kæmpede, jo dybere ville han falde i. Hun så noget så overrasket på ham, da han var fri og straks lagde sig på ryggen. "Bliver du ikke mere beskidt?" lød hun lettere forbavset, som han da tidligere havde givet udtryk for at mudderet var noget møg? Rosalyn selv var dækket af det, men det var fordi hun helst ikke ville stå nøgen overfor fremmede.. Men nu hvor han var fri, overvejede hun faktisk at forvandle sig tilbage til ulv..

Tjeneren takkede hende og som hun skulle til at give udtryk for et svar, valgte prinsen straks at afbryde, som det gav et helt sæt i hendes krop. Hun hvæste helt naturligt, da hun var blevet forskrækket. Ørerne havde lagt sig ned og halen var stille. Hun skævede til hans hånd, som han rakte den frem imod hende. Skulle hun tage imod det? Stille bed hun sig i underlæben og forsøgte at finde modet frem. Der gik lidt tid, før at hun rakte hånden frem imod hans og gav den et svagt klem. "Rosalyn.. Men min søster kalder mig Ros" svarede hun med hovedet let på skrå, som hun ikke var helt sikker på, om det var hvad han havde ment med Will. Måske William var for svært? "Jeg behøver ikke noget som tak" fortsatte hun, da hun slap drengens hånd og kiggede imod Maximillian igen. Hun strøg håndryggen over sit øre, før at hun kiggede sig over skulderen, imens vandhullet, der hvor hun var kommet fra.

Han var udmattet og han ville bare have lidt vand, var det så meget at forlange? Han have allerede fået nok af dette her sted og han ville ikke længere være i det. Han var beskidt og nu dømmede denne her lille pige ham lige frem om at han blev mere beskidt. Men hvad gjorde det i det hele taget når han rent faktisk var mudret helt til omkring benene. "Ja ja visse vasse." kom det fra ham og viftede lidt med hånden. Han ville faktisk bare væk her fra og så slippe for at ryge i mere mudder, for det var ikke lige frem fordi dette her sted så særligt sikkert ud, men tydeligtvis kunne denne pige godt lide stedet sådan som hun så ud. At han forstod man ville være så beskidt. Han var da ellers altid så renlig, men dette sted havde i hvert fald ikke noget rent over sig, og med alle de sumphuller der var, så ville han i hvert fald ikke kunne finde sikkert igennem den uden hjælp.

Selvom hun stod lidt og tænkte over om hun overhovedet skulle tage imod hans hånd skulle han til at trække hånden til sig da hun endelig tog fat i hans hånd. Så hun havde altså lidt manere når alt kom til alt. Så var hun altså opdraget på en god måde. Ikke at han forstod forskellen på hvordan han selv var blevet opdraget til den på landjorden, hvis der overhovedet var nogen forskel. "Rosalyn, tak for hjælpen. Virkelig. Jeg have aldrig kommet op af det hul hvis du ikke havde hjulpet." kom det fra ham og kiggede på hende med et smil. han var langt fra sikker på at Maximillian overhovedet kunne finde ud af denne her mark af sumphuller. "Hør kan du ikke hjælpe os ud af dette her sted, eller i det mindste et rent vandhul?" spurgte han lidt og stak sin mudderet hånd i lommen. Han ville hellere i et rent vandhul end at skulle ned i mere mudder. For det havde han ikke brug for. De skulle bare lige igennem denne her sump og ned til det nærmeste havn, så skulle han nok kunne finde helt hjem og Max ville kunne tage hjem til sig selv.

Rosalyn kunne ikke lade vær med at finde manden en smule besynderlig, for han lod da slet ikke til at kunne tage en beslutning. Først ville han fri, da han endelig kom fri, så var han tæt på at rulle sig i mudder og nu opførte han sig bare flabet overfor hende. Normalt var det hende, der tog den rolle, men som han var stædig nok til at holde fat i den, endte hun bare med at rynke på næsen. Stille lagde hun armene over kors, både for at beskytte sin nøgne krop, men også fordi hun ikke forstod hans personlighed. Faktisk blev hun bare mere forvirret over ham, som han var flabet overfor hende. Derfor endte hun også med at fnyse en smule af ham, som hun skævede tilbage imod det vandhul hun havde fundet tidligere. Skulle hun lade ham vaske sig selv og så bare komme videre? Men hun skulle også selv finde hjem..

At tage imod hans fremrakte hånd var svært for hende. Furry var bange for nærkontakt, men hun var ikke selv bange for det, alligevel kunne hun ikke lade vær med at blive bare en smule bekymret for, hvad den kontakt kunne betyde for hende senere hen. Rosalyn slap derfor hånden meget hurtigt, som hun trak den til sig og atter lagde armen omkring sig selv. Måske det var bedre i ulve skikkelse, der følte hun sig ikke helt så sårbar igen. Hun lagde hovedet let på skrå, som William valgte at takke hende, han lod til at mene det, som hun stille nikkede til hans tak. Der var vel ikke mere at sige i den sammenhæng. Lettere usikker bed hun sig i underlæben, som han bad om hjælp til at finde ud. Hun måtte ryste på hovedet, hun var selv fanget i sumpen. Men da han fortsatte endte hun med at nikke. "Jeg kommer lige fra et vandhul" indrømmede hun, som hun straks pegede i retningen af den rod hun havde gemt sig ved tidligere. "Der er ikke så langt, så skal jeg nok vise jer derhen" fortsatte hun med et smil, som hun straks begyndte at gå. Det var underligt at gå med bare fødder i mudderet, som hun følte at hun kunne falde hvornår det skulle være.

Nok var William gammel i menneskeår men det var han langt fra som havmand. Han var kønsmoden og det betød stadig at han havde en lidt barnlig side og slet ikke kunne tage nogle beslutninger helt for sig selv. Der var så meget han gerne ville på så kort tid, at han slet ikke vidste hvilken retningen han tog til tider. Det var måske bare ham der var lidt mærkelig, men han var sikker på at der ville komme en løsning på den ene eller den anden måde, på et eller andet tidspunkt. I hvert fald når han kom ud af dette mudderhul han var i. Det var også bare Max der havde forvildet dem ind her og så kunne han ikke engang finde ud, han var en virkelig dårlig bodyguard lige nu.

"Et vandhul? Perfekt!" kom det fra ham og kiggede lidt på hende. Intet ville være bedre end et vandhul til at få dette mudder af kroppen, for slet ikke at nævne tøjet der også skulle vaskes. Og så var det forhåbentligt stort nok til at han kunne svømme lidt rundt i det, bare sådan for sjovs skyld. Alt ville være bedre end dette her mudder. "Du må virkelig gerne vise vej, jeg sætter pris på det." kom det fra ham og klappede lidt i hænderne. Han var måske en anelse barnlig. Han fulgte blot med den lille pige og med Max lige ved siden af sig. "Hvor stort er det vandhul?" spurgte han lidt tid efter. Han ville så gerne svømme lidt rundt og mærke vandet på hele kroppen. For at svømme med ben var ikke lige frem særlig nemt. De var mere til besvær end de var til en hjælp, det var i hvert fald sådan han tænkte lige nu. Men hvis det ikke var stort nok til at han kunne svømme rundt, så måtte han vel bare vente til han kom ud til havet. Og det kunne åbenbart tage tid, måske dage?! Det ville hans forældre i hvert fald ikke sætte særlig stor pris på.

Det var svært for hende at bedømme alder, fordi hun faktisk kun selv var omkring 1 år, men havde hurtigt indtaget en mere voksen rolle for at passe på sin tvilling. Derfor var hun heller ikke helt sikker på, hvor gammel han kunne være. Det ville også være en smule malplaceret at spørge ham om hans alder, for så ville han sikkert tro, at hun var interesseret i noget helt andet.. Derfor valgte hun blot at fokusere på hans ønske lige nu. Han var i hvert fald langt mere interesseret i vandhullet end noget andet lige nu og det kunne hun sagtens give ham, så fik hun måske også chancen for at skylle mudderet af igen. "Så skal I bare følge med mig" svarede hun med et nik, som hun straks begyndte at gå imod vandhullet. Hun var i hvert fald sikker på, at det var den vej hun kom fra. Hun havde jo lige været der..

Hun rynkede let på næsen, da manden spurgte om hvor stort hullet var. Hun var ikke helt sikker, men hun var overbevist om at hun i hvert fald godt kunne nå bunden. Eller få hele sin krop under. Men hvor bredt det var, var ikke noget hun havde fokuseret på, da hun blot havde været tørstig. "Måske på størrelse med et stort kar?" svarede hun lettere tøvende, som hun ikke var sikker på, at det var det svar manden ville have. Hun løftede nogle grene, som de nærmede sig de høje træer og hun helst ikke ville have dem i hovedet. Så vidt muligt forsøgte hun at holde dem indtil Max og William havde passeret hende, før at hun slap og grenen svang rundt. 

Han kiggede lidt på hende og fulgte blot med hende. Han glædet sig virkelig til at se et vandhul han kunne pjaske rundt i. Lade halen få lidt vand og han slap for disse ben der egentlig kun havde været til besvær på hele denne her tur. Det ville være langt nemmere hvis havet var lige i nærheden og han bare kunne springe i det. Så kunne han da i det mindste også komme hjem. Ikke at han lige savnede sit hjem, men han skulle vel også hjem før eller senere. Det var bare spørgsmålet om hvornår han kom hjem. Forhåbentligt ville der ikke gå alt for lang tid. Han var ikke sikker på hvor langt de skulle gå, og han håbede inderligt på at der ikke var alt for langt, eller at han faldt i endnu et nyt mudderhul. Men hvis han bare gik der hvor hun gik så var det hele meget bedre. Så slap han da også for at de skulle samle ham op et eller andet sted i et eller andet nyt mudderhul han ville have svært ved at komme op af.

Som hun nævnte hvor stort vandhullet var ærgede han sig lidt. Så ville han ikke engang kunne ligge der med hele sin hale, men så måtte han vel bare få det bedste ud af det hele, eller så godt som han nu kunne selvom det ikke var helt nemt at forstille sig. "Hmm..nå det er vel bedre end ingen ting." kom det fra ham og kløede sig lidt på en af sine spidse ører. Han ville gerne have denne halskæde af. Den virkede tungere end den plejede at gøre. Ikke at det gjorde ham noget, men fødderne gjorde også ondt, og han ville virkelig gerne have den af lige nu. Men så skulle han bare kravle afsted, det ville ikke være så godt. Da hun fjernede grenen og han kunne træde igennem sammen med Max vidste han stadig ikke hvilken vej de skulle gå. Så han vendte blikket hen på Max. "Hun skal virkelig have et eller andet for hendes hjælp" mumlede han mest af alt til Max men han anede ikke om hun kunne høre det. Max nikkede dog af ham og trådte op på siden af William for at lade hånden hvile på sit sværd.

Et vandhul var vel et vandhul? Så længe man kunne slukke tørsten, så var der vel intet i vejen med størrelsen af den? Rosalyn forstod i hvert fald ikke hvorfor han spurgte efter hvor stort det var, for hun kunne da godt tænke sig til, at han godt kunne få vasket kroppen eller tøjet for mudder. Men nu kendte hun ham heller ikke, så måske hun bare skulle lade vær med at forsøge at forstå ham og så bare vise ham hen til vandhullet. Hun sendte ham et stille smil, som han ikke lod til at være helt tilfreds. "Jeg tror godt du kan få kroppen vasket" uddybede hun, som han virkede skuffet og det så ud til at han faktisk overvejede at gå en anden vej. Men hun viste endnu vej til det vandhul, hun havde fundet tidligere, som hun også trådte til siden for at holde grenen for dem. Han lod til at være en høj herre eller dreng, så hun måtte heller opføre sig bare lige ordentligt. Særligt nu hvor hun havde været så flabet overfor ham. Rosalyn var bare tilbøjelig til at sige, hvad hun tænkte.

Hun valgte ikke at overhøre deres indbyrdes samtale, som hun vendte blikket rundt i deres omgivelser, for at mindes hvor hun var kommet fra. Så røg hendes blik ned, som hun kunne se fodsporene fra hendes ulveskikkelse. Så var det langt nemmere at vise dem vej, som hun vinkede til dem, da de lod til at være fanget i deres egen samtale. "Den her vej" lød det, som hun skulle sikre sig at de også havde set hende, før at hun drejede rundt på hælen og gik videre, der var et mindre stykke hen til vandhullet, som hun dog hurtigt fandt frem til det og vendte blikket imod dem. "Måske det er lidt større end et kar" måtte hun indrømme med et lettere forlegen smil på læben, som hun muligvis havde husket forkert. Hun havde også været fokuseret på at få vand og ikke størrelsen på vandhullet tidligere.

Et vandhul var ikke bare et vandhul, ikke for den unge prins. Han ville så gerne kunne svømme lidt rundt, og ville nyde at mærke vandet på hele kroppen. Men det var sikkert langt fra den størrelse han ville få at se. For et vandhul var vel egentlig bare en vandpyt, og så kunne han slet ikke bade. Hendes ord fik ham til at kigge på hende. Han ville have vasket langt mere end bare kroppen. Hans tøj skulle også vaskes, men det krævede jo så bare at han smed tøjet og fik det vådt på igen, men det måtte Maximillian jo klare for ham, for sådan noget gjorde han sig slet ikke i. Ikke at han var fin på den, men han brugte jo aldrig tøj, og Maximillian sørgede jo altid for at tøjet var pænt når han kom med det. Så han vidste helt sikkert hvad han skulle gøre med det tøj. "Nå, ja men så må jeg jo se." kom det fra ham og bed sig lidt i læben. Han ville hellere have en lille flod eller et vandfald, men det var der helt sikkert ikke et sted som dette her.

Selvom han havde stået og snakket med Maximillian var han stadig opsat på at holde øje med den lille pige. Han ville nødig blive endnu mere væk end hvad han allerede var. Han ville bare gerne væk fra dette mudderhul og så finde det vandhul hun havde snakket om. Så da hun på ny viste vej og sagde hvilken vej de skulle gå fulgte de begge blot med. Han overvejede lidt om han overhovedet kunne svømme rundt i vandhullet, eller om det var for lavt vand til overhovedet at dække noget som helst af hans enorme hale. Og dog som hun viste vej kunne han endelig se vandet foran sig. "VAND!" kom det glad fra ham og klappede lidt i hænderne. Men dog fik fanden taget ved ham og han små løb hen til vandhullet. Han hørte ikke engang hvad hun sagde og han hoppede direkte ned i vandhullet med begge ben først. Straks begyndte han at tage sin trøje af, og derefter prøvede han så vidt muligt at tage bukserne af. Det var lidt svært men af kom de da. Vandhullet dækkede ham til midten på maven og han smed tøjet op på bredden. Halskæden blev taget af og det skarpe blå lys kom rundt om hans ben for at forsvinde lige så stille. Straks begyndte de røde aftegninger at dukke op på hans brystparti og den røde og blå hale begyndte at dukke op. Det blå lys rundt om hans ben forsvandt og han havde nu sin fulde hale. Han kunne kun lige være der med halen, men det var bestemt ikke stort nok til at han kunne svømme rundt. "Her Max hold lige den." kom det fra ham og rakte halskæden ude imod ham, som han tog. William dykkede ned under vandet og prøvede så vidt muligt at svømme lidt rundt men det var svært. Der gik ikke ret lang tid før at han dukkede op til overfladen igen og svømmede hen til bredden, hvor han kunne se at Max allerede havde taget det beskidte tøj og var begyndt at vaske det lidt i vandhullet.

Mon hun havde sat hans forventninger til vandhullet for højt? Rosalyn var ikke sikker, som hun faktisk var en smule nervøs for, at han ville blive slemt skuffet, når de endelig nåede frem. Hun gik dog stadig lidt i sine egne tanker, som hun forsøgte at genkalde den vej hun var gået for at komme hen til sumpen. På en eller anden måde måtte hun finde tilbage til Amazonitskovene og hjem. Hendes familie ville bare blive bekymret for hende og hun kunne ikke have på samvittigheden, hvis Furry endte med at lede efter hende. Det kunne nemlig kun gå galt. Rosalyn rystede lidt på hovedet, næsten samtidig med mandens første ord, som hun dog forsøgte at glemme sin egen frygt for sin søster, der ville være fanget i et mudderhul, som ham. Dog uden nogen til at hjælpe sig fri.

Det gav et sæt i Rosalyn, da de nåede vandhullet og manden tydeligvis var særdeles begejstret for det. For han farede lige imod vandet og sprang i. Med tøj og det hele, som hun gispede en smule og holdt sig for munden, da han kom under overfladen. Kunne han godt svømme? Hun vendte hurtigt blikket bort, da manden lige pludselig begyndte at smide tøjet. Det var hun bestemt ikke gammel nok til at se! Som hun kiggede væk, fik hun dog øje på et skarpt lys og måtte derfor vende blikket imod manden igen. Var det ham der lyste og hvorfor? Hun tabte næsten kæben, da hun fik øje på halen. "Du har en hale!" udbrød hun tydeligt forvirret, som hun sank en klump og bevægede sig imod vandhullet. Vandet rørte kun lige hendes fødder og nåede hende kun til anklen. Rosalyn var som forstenet, som hun bare stirrede på den underlige fiske mand. Hvad var han? Hun anså slet ikke Max, der var i færd med at vasken Williams tøj.

Dette her var den værste dag han nogen sinde havde været udsat for. Det var ikke længere sjovt at være prins i et land man slet ikke kendte. Max burde kende landet bedre end hvad William gjorde, men det lod jo åbenbart ikke til det. Det var jo ikke fordi at William ikke kendte til lidt af landet, men det var bare så svært at vide noget når det han lærte var så forældet som det var. Han vidste ikke længer hvad der var ændret i landets historie, og ingen havde rigtig taget sig tid til at tage til overfladen for at ligge et nyt kort, eller for at finde ud af hvad der var sket i landets historie. Nogen gange forstod han bare ikke Aquarin og de lære der var der. Men kampteknikken den elskede han at have noget at gøre med. Desuden så var han glad for at kæmpe med våben. Så længe han ikke selv skulle lave dem, for det var han ærlig talt ikke særlig god til.

Vandet virkede så dejligt, lidt beskidt måske men det var da til at leve med. Det kunne bare godt have været lidt dybere så han kunne svømme lidt mere rundt. Der var jo dårligt nok plads til hans hale, men han måtte da bare få det bedste ud af det hele. Så måtte han jo finde ud af hvordan han så skulle kunne klare resten af turen, og så finde vej ud af denne her muddersump. Om ikke andet så måtte de jo gå samme vej tilbage som de var kommet fra. Han var så lykkelig for vandet og at det omringede ham. Han lod en hånd ramme overfladen nede fra og han koncentrede sig om at danne et mindre våben som en dolk. Men lige meget hvad han gjorde så hjalp det ikke. Han var virkelig dårlig til det med vand, og det skulle nok blive bedre en eller anden dag, det var bare om hvornår.
Han hørte den unge piges udtalelse og han vendte blikket op på hende og nikkede ivrigt. "Ja er det ikke fantastisk?!" han var så glad for sin hale, den vidste han da hvad kunne frem for de der ben alle rendte rundt med oppe på overfladen. Han vendte sig helt om imod hende og svømmede lidt tættere på hende. De røde mærker på brystkassen var fremme og han gjorde intet for at ville gemme dem, for de var bare en del af ham. "Har du også en hale?" han sagde det i en nysgerrig tone, men det var nok et dumt spørgsmål, for hvem havde en hale her på landjorden? Ingen! Det var kun de der mærkelige dyr der var på landjorden der havde haler.

Rosalyn havde fuldkommen glemt det mudder, hun selv var dækket af, som hun stod i vandkanten og bare kiggede på manden, der svømmede lidt besværet rundt i det lille vandhul. Hun var lettere forbavset over den pludselig hale, der havde erstattet mandens ben, som hun skævede over imod Max, der tilsyneladende ikke var særlig overrasket. Men de kendte jo også hinanden, så det var måske helt almindeligt, at manden fik en hale en gang imellem? Stille rystede hun på hovedet, som hun gik længere ud i vandet for at få mudderet af sine egne ben. Hun gik dog kun ud til knæene, som hun godt kunne fornemme at manden skulle bruge al den plads, der faktisk var. Egentlig var hun nervøs for at han ville ramme ind i hende, hvis ikke hun passede på. Hun gispede ganske let, som hun vendte blikket imod manden igen.
"Fantastisk?" gentog hun lettere fortvivlet, som hun bed sig i underlæben og slog armene omkring sig selv. Hun viftede let med ørerne, som hun kiggede rundt om sig selv, hvor den lille hale hang ned uden rigtig at bevæge sig. Hun virkede en smule utryg ved situationen, da hun aldrig havde set et væsen med en sådan hale før. Rosalyn skævede til ham, da han spurgte om hun også havde en hale. "Ja, men slet ikke på samme måde.." mumlede hun lettere forlegen, som hun vendte ryggen til ham og lod han se den lille pjuskede hale, der var begyndt at svaje ganske let under hendes bevægelse. Hans hale var dog en tydelig større del af ham end hendes var.

Det var måske ikke så underligt at han havde en hale og hun ikke havde. Men på den anden side så vidste han det ikke rigtig. Han havde jo ikke kigget så meget på hende. Hun virkede så ung, så at flirte med hende ville være helt forkert gjort, og han ville nok blive banket oven i hovedet af Max hvis han gjorde det. Han vidste dog ikke helt hvad han skulle gøre ved sin egen hale som at der ikke rigtig var plads til ham i det lille vandhul, men det var jo noget han bare måtte nøjes med, i hvert fald til en start. Det var jo noget helt andet når han kom ud i havet, der var alt den plads man kunne ønske sig, eller hvis han nu kom til en flod, så kunne han da svømme rundt i den, for den ville sikkert komme ud til havet.

Han var ikke helt så sikker på hvad denne unge pige ville lige nu og her. Hun virkede en anelse skrøbelig, og slet ikke særlig snak salig, måske var det bare ham der var for frembrusende. Men Max havde jo ikke lige frem sagt noget til at han skulle tie stille. Så måske havde han ikke gjort noget galt alligevel. Som hun vendte sig om og viste ham den lille hale kiggede han på den. Den var jo meget anderledes end hans, hendes var også pelsede frem for hans. Den var jo bare fyldt med skæl. Han svømmede lidt tættere på for at nærstudere halen lidt bedre men stoppede op et stykke fra hende. For han ville jo nødig komme til at vælte hende når han vendte sig om med sin enorme hale. "Hvor er det sejt!" kom det fra ham og klappede lidt i hænderne. "Jeg har aldrig set nogen med en hale før. Ikke andre end mit folk."[/b kom det fra ham og lod hænderne bevæge sig ned til hans egen hale for at klø sig lidt. Han var langt fra sikker på at hendes hale kunne noget af det samme som hans, men en hale var vel en hale. Det var bare så interessant at hun også havde en hale, men pels og det hele!