Han kom to dage for sent.

Beccan havde aldrig besøgt sin far før, og det havde mildest talt været en stressende oplevelse for ham at tage til Azurien. Hans fars assistent, der mest af alt fungerede som butler for Beccan, havde nægtet at tage med, under påskud af at skulle passe deres hjem i Dianthos, og han havde også nægtet at give ham nok midler til at tage en vogn, så han var endt på hesteryg i langt længere tid, end hvad han fandt behageligt. Han kunne sagtens læse et kort, men havde alligevel formået at fare vild, og hans sædvanlige gode humør var forsvundet da han endelig var ankommet til Anoriam Gården i en støvregn, der ikke havde generet ham til at starte med, men som langsomt havde gjort ham gennemblødt, og som gjorde kulden fuldstændig uudholdelig, på trods af den tykke jakke og støvler han havde på, forret med det fineste pels krystaller kunne købe.

Han sad af sin vallak på gårdspladsen, og stod et øjeblik blot dér, indtil det gik op for ham, at der ikke kom nogen og tog sig af ham eller hans hest. I et pludselig endnu dårligere humør, hev han sin hue af og begyndte selv at gå mod stalden med vallakken, kun for at stoppe i døråbningen og stirre direkte ind, hvor en hest var spændt fast i gangen, som den ville være hvis den skulle strigles eller sadles op. Selvfølgelig skulle han ikke bare kunne komme direkte ind i varmen.

"Gider du fjerne dit grimme bæst?" spurgte Beccan, så snart han fik øje på ham, han gik ud fra tog sig af hesten, men var lige ved at æde sine ord igen, da han fik set ham rigtigt an. Ham her ville han gerne have gjort et godt indtryk på, men det var for sent nu, og desuden var Beccan træt og våd, og så ikke den mindste smule frem til at finde ud af, hvorfor hans far havde hidkaldt ham til Azurien i stedet for at komme til ham i Dianthos, som han plejede.

Det var en regnfuld dag, da Luca var ankommet til en herregård. Vinterens sne lå stadig i klatter over det hele og der var spejlglat mange steder. Luca forudså, at der ville komme mere sne, der var stadig lang tid til forår. Kold og våd havde han trasket op til herregården og var gået i stalden for at finde nogen, der kunne fortælle ham, om der var noget arbejde at komme efter. Staldmesteren brummede og kom op med et par ting. En halt hest, en hingst, der skabte sig og skulle kastreres, og så var der et pænt stort hvepsebo på høloftet, der skulle fjernes. Hvepsene var selvfølgelig væk for længst, men ingen havde haft lyst til at fjerne det alligevel. Og så kunne han måske finde noget mere i løbet af dagen.

Det endte med, at Luca fik en skål varm mad til at få varmen på, inden han fik fremvist de to heste og stigen op til høloftet. Og så blev han efterladt til sit arbejde, mens der åbenbart var fællesfrokost for tjenestefolket. Det passede ham fint, han kunne bedst lide at arbejde alene. Han tog sig først af den halte hest, der tydeligvis havde ondt og var vag. Det tog ham ikke lang tid at finde frem til synderen, hele indersiden af hendes ene bagben var hævet op. Noget sad under huden på hende og betændt væske havde lavet en stor byld. Han bandt hende af ude på gangen, tæt ved indgangen, for det ville blive blodigt, så han skulle have mulighed for at gøre rent efter sig.

Med en blid mumlen gav han hende den lille hårde kugle af urter at spise, mens han strøg hende over panden. Det var ikke sikkert, hun ville klare det, hun var meget mat og feberramt. Snart virkede hun endnu mere mat. Urterne tog effekt, og han rodede rundt i sin taske, der hang i en krog ved siden af, da en stemme gled igennem stalden fra åbningen på den anden side af hesten. Luca flyttede sig, så han kunne se den talende, der kaldte hoppen for et grimt bæst. Både ordene og tonefaldet fik ham til at bide sammen, men da han så det dyre tøj og den dyre hest, nikkede han bare. Han ville ikke skændes med en rig, når han stod her med en hest, der desperat havde brug for hjælp. Så han begyndte at skubbe til hende, for at få hende til at flytte sig. Det tog lidt tid, men endeligt fik han hende til at slæbe hovene nogle skridt til siden, så rigmandsungen kunne komme forbi med sin hest. Luca ignorerede ham. Hesten var vigtigere end hans vrede over behandlingen.

Men hun var klar og han trak sin kniv - de fleste ville nok tænke, at den var for fin til sådan et arbejde, men den var skarpere end noget andet, han havde haft mellem hænderne, så den brugte han til noget som dette. Den var ren og klar, og han bukkede sig ned under hestens mave og lavede et fint hurtigt snit. Der kom en lyd fra hoppe, der dog var for træt og bedøvet til at flytte sig, og det væltede straks ned af hendes ben med blod og pus. Det stank, og Luca fik en bekymret rynke i panden, uden at tage sig af lugten, der ville få de fleste til at få brækfornemmelser. Det var slemt. Han var ikke sikker på, at hun ville overleve uden en rigtig healer. Lidt bekymret lagde han kniven væk og begyndte, stadig lænet ind under hende, i stedet at massere benet lidt for at få så meget at skidtet ud som muligt. Og synderen dukkede op, et mindre stykke metal, han ikke kunne identificere. Hvordan mon hun havde fået det i inderlåret?

Så snart manden begyndte at flytte på hesten, kunne Beccan se, at der var noget i vejen med den, men han sagde ikke noget, gik blot forbi dem begge i stilhed, med sin egen vallak på slæb, og fik den med sig ind i en magelig størrelse boks. Havde han været lidt friskere, ville han have flirtet med den fremmede, men han var stadig våd og kold, og stadig sur og ængstelig over at skulle ind til sin far og hans nye familie.

Som det var forsøgte han så vidt som muligt at ignorere den anden mand i stalden, og fokuserede i stedet på at få sadlen af sin egen hest. Sadel og hovedtøj blev smidt op over boksens dør, og uden at se væk fra sin hest, mumlede han irriteret; "Hvor er staldknægtene henne? Skal man gøre alting selv her?" Han var selv våd, men hans hest var også våd, og han havde aldrig været på en herregård før. Hans far havde efterladt ham i et hus i Dianthos. Han havde ingen ide om, hvor tjenestefolkene hørte til, eller om der overhovedet var nogen. Han ville ikke risikere at komme indenfor og så blive bedt af sin far om at efterlade sin hest våd i stalden. I værste tilfælde risikerede han at den ikke kunne få ham hjem igen. Dét var hans største frygt, indså han straks. Ikke at kunne komme hjem, ville være værre end at dukke op i sin fars stue våd og beskidt, med halm over det hele.

Så han tog en håndfuld halm og begyndte at tørre vallakken, ved at massere det i cirkler om dens våde pels. Det var monotomt arbejde og hans blik landede hurtigt på den fremmede, der stod bukket ind under hesten i gangen. 
"Hvad er der i vejen med hende?" spurgte han, højt nok til at der ikke kunne være tvivl om at han snakkede til ham og forventede, nærmest krævede, et svar. Han skulle trods alt arve herregården en dag i fremtiden. 

Det blev ved med at vælte ud af såret, men jo mere tid der gik, jo mere rent blod blev det. Det var ikke fordi, at hun skulle forbløde, men hellere lige lidt for meget end for lidt, for så kunne han starte forfra dagen efter. Så han ventede lidt endnu.
Den unge rigmandssøn stemme lød igennem stalden, og Luca overvejede lidt, om han gad at prøve at forklare det, men det kunne nok ikke skade.
"Hun har fået noget i benet, så der er gået betændelse i. Måske blodforgiftning." Okay, ikke så meget måske, han havde kunne se de sorte streger, men de var ikke nået så langt, så forhåbentligt var det nok at dræne bylden og lade hende bløde lidt.

Han gav såret et sidste tryk, inden han rettede sig op og rakte ud efter en træskål fyldt med noget grønt snask og en las stof, inden han bukkede sig ind under hesten igen. Med kluden tørrede han såret rent, inden han begyndte at smøre det grønne pasta på såret. Det ville stoppe blødningen og holde det rent. Der var urter i, som tog betændelse, og han håbede det var nok til at få hoppen rask igen. Det bedste ville være, hvis han kunne komme forbi dagen efter eller måske to dage efter, men det kom an på, hvad staldmesteren sagde til det. Det handlede altid om krystaller.

Endeligt rettede han sig op. Der var ikke mere, han kunne gøre lige nu. Nu skulle hun have lov til at stå lidt, og så ind i en boks. Han stillede skålen fra sig og så på sine hænder, der var klistret ind i blod, pus og grønt snask. Efter at have kastet et blik på hesten, gik han ud i støvregnen for at finde en pumpe, så han kunne gøre hænderne rene og fulde en spand med vand, så han kunne vaske blodet af staldgulvet.

Blodforgiftning lød ret alvorligt og Beccan gad ikke længere lade som om han ikke var nysgerrig. Det eneste han kendte til blodforgiftning var, når hans lektioner i fægtning gik over gevind og han blev sendt ud for at rense sine sår eller skifte forbindinger. Den slags var der helbredere til. Når man ikke manglede krystaller, var der ikke de store ting man behøvede bekymre sig om, slet ikke i en by som Dianthos, hvor det var nemt og hurtigt at få fat på en dygtig helbreder.

Han blev færdig med at tørre sin vallak i det varme halm og trådte ud af boksen, for i stedet at stille sig op af døren til boksen, med sin albue ind over døren og kroppen lænet op af den, al hans vægt hvilende på ét ben og op mod boksdøren. Al hans selvtillid lå som sædvanlig i hans kropsholdning.
Han så tavst til, imens manden arbejdede videre, og da han gik, brugte han sin evne lidt mere bevidst, til at lade hoppen stole på ham, så hun straks hvilede sin mule i hans hånd, da han rakte den frem til hende. Hun sov nærmest allerede, men det gjorde ham ikke noget.

Han var knap så bevidst om at evnen også ville virke på manden, når han kom ind igen - lige nu fokuserede han godt nok på hoppen, så den virkede stærkere på hende, men den virkede altid om ham i en radius. Var hans mentale udholdenhed i orden, kunne han måske modstå det, hvis han var klar over hvad der skete, men Beccan var ikke vant til at tænke over konsekvenserne af noget som helst - hverken af hans handlinger, hans ord eller hans evne. 

"Hvad var det grønne snask?" spurgte han nysgerrigt, da manden kom ind i stalden igen. På trods af de to dages forsinkelse, havde han ikke den mindste smule lyst til at skynde sig indenfor til sin far. 

Luca gav sig god tid til at vaske sine hænder og skylle sin kniv. Han havde lært af Halfdan, at snavs på hænderne var en dårlig ting. Betændelse kunne smitte videre. Det var altid bedst at vaske hænder og holde sine ting rene. At resten af Luca kunne trænge til et langt varmt bad godt med sæbe, var en anden ting, resten af ham skulle ikke i kontakt med åbne sår. Det var ikke fordi, at han ikke ville bade, men varmt vand var ikke ligefrem let tilgængeligt, når man rejste rundt på landevejene, og han brugte helst ikke krystaller på kroer. Men den ene gang om måneden, han var hjemme, lå han altid i blød i et par timer. Og det skete da, at han blev inviteret ind et sted og fik et bad der, men det hørte mere til sjældenhederne.

Endeligt var han tilfreds og han gik ind i stalden igen. Hesten havde ikke flyttet sig, men ved siden af hende stod den unge herre, der var ankommet midt i det hele. Luca vidste ikke, hvem han var, ud over at han var en af de rige, hvilket straks gav ham en naturlig modvilje i mod ham. Der var også noget over ham, sådan som han stod, hans udstråling og de blå øjne over opstoppernæsen. Nej, det var ikke en, Luca havde lyst til at bruge for meget tid i nærheden af, men forhåbentligt kom stedets stab snart tilbage fra frokost og kunne tage over.

Det sære var, at da han kom tættere på den unge mand og hesten, følte han alligevel, at han kunne stole på den lyshårede knejt. Han virkede jo fin nok, altså. Luca kunne ikke lide ham, men han stolede alligevel på ham. 
Ikke at han lagde mærke til forandringen, han var mere koncentreret om hesten, og det første han gjorde var at se efter, at den ikke blødte. Nej, det grønne pasta sad fint fast over såret, som en prop i en tønde. 
"Det er en blanding af urter, lidt mineraler og fedt, der holder såret lukket og renser. Forhåbentligt er det nok til at betændelsen ikke tager ved." Ordene væltede ud af ham, og han rynkede svagt panden over sig selv. Ikke at det gjorde noget, den unge mand virkede jo... han rystede kort på hovedet og koncentrerede sig om hoppen igen. Hun var næsten ikke vågen. Han skulle egentligt have hende ind i en boks, så han kunne komme videre til hingsten, men han tvivlede lidt på, at hun kunne gå nogle steder lige nu. Hun var godt bedøvet.

"Lyder rimelig ulækkert," svarede Beccan helt ærligt, men afspejlede alligevel hvad den fremmede gjorde, og lænede sig ned for at se på det igennem hoppens forben. Det så ganske rigtigt ikke så lækkert ud, men det så bedre ud end betændelse gjorde, det vidste han da. 

Da han rettede sig op igen, så fyren ud som om han var færdig, eller i hvert fald som om han var i gang med nogle overvejelser, som Beccan ikke havde nogle kvaler med at afbryde ham i. "Arbejder du her? Ved du noget om familien der bor her?" Beccan gjorde et nik mod selve herregården på den anden side af gården. Han havde aldrig før set en natmand, og anede ikke, at fyren her på ingen måde lignede de fastansatte. 
Han havde ikke lyst til at fortælle at han var nervøs for at gå ind, så han forsøgte at spille det af som at han ikke selv kendte sin fars familie. På den måde ville han forhåbentlig også få lidt mere information. 

Lyder rimeligt ulækkert. Luca så kort på ham med rynkede bryn. Hvorfor var det lige, at han stod her og forklarede ting til en rigmandsunge? Selvfølgelig syntes han, at det var ulækkert. Faktisk var det ret underligt, at han var i nærheden, mens Luca udførte sit job, de fleste skyede ham og hans opgaver som pesten. Det var jo grunden til, at han fik æren af at gøre dem, fordi ingen andre ville. Hvorfor ville denne unge mand snakke med ham?
Men selvom han tænkte tankerne, gjorde han ikke noget ved det, for han følte jo, at den unge mand var helt okay. Han kunne godt stole på ham, han virkede jo interesseret nok og opførte sig nogenlunde.

Spørgsmålet fortalte bare Luca, at den unge mand slet ikke vidste, hvem han var. Hvad han var. Når han spurgte, om han arbejdede der. Det burde være let at se, at han ikke gjorde, han tøj var lavet til at færdes udenfor, og han havde ikke en udstråling, der sagde fastansat på en herregård. 
"Nej, jeg arbejder her ikke, jeg er her kun for i dag." Han lagde en hånd på hestens bagdel, som for at vise, at han var der for hende. Den anden del af spørgsmålet var var sær. Om han vidste noget om familien, der boede der? Spørgsmålet burde få ham til at stille spørgsmålstegn ved den unge mands gøren i stalden, men den undren kom slet ikke frem i ham.

"Familien? Ikke så meget. De har boet her i nogle år, før boede her et ældre ægtepar uden børn. Konen flyttede hjem til noget familie, da manden døde. Solgte gården til herren, Anoriam, der kom fra Dianthos." Det var faktisk alt, han sådan lige vidste, for han gav sig ikke sådan med sladder. Men lidt viden om de gårde, han kom forbi var altid godt.
"De har en lille pige, jeg vil gætte på, at hun er en fem-seks år gammel. Og fruen er gravid igen." Den lille pige var kommet løbende ud tidligere, hvor moren havde været ude at hente hende ind igen, tydeligt gravid med en stor mave og besværet gang.

Beccan så undersøgende på manden foran sig, men han havde ingen ide om, hvordan man så ud, når man arbejdede på en herregård, eller hvilke jobs der overhovedet var brug for på én. Han havde selv boet i Dianthos hele sit liv, og som barn havde hans far da fra tid til anden taget ham med ud på forretningsrejser, men han kunne ikke huske meget af det. Den slags rejser var stoppet allerede inden hans mors død.
Meget i Beccans liv kunne deles op i to dele; før og efter Helenes død. Men forretningsrejserne med Adam Anoriam var stoppet den dag Adam havde set Beccan med tungen i halsen på deres stalddreng. Han kunne komme med igen, når han kunne introducere en pæn kæreste for dem, af det modsatte køn, selvfølgelig. Men Beccan havde allerede været teenager, med alle dets betydninger, og han havde valgt at gøre mere oprør, frem for at leve op til sin fars krav. 
Nu var han her, og havde aldrig mødt sin stedsøster eller set sin fars herregård. 

"Gravid?" Beccan kunne ikke stoppe ordet fra at vælte ud af ham. Han gik forbi manden og hesten, og hen til stalddøren, som han længselsfuldt skævede ud af, op med hovedhuset, hvor varmt lys spildte ud af vinduerne. Han havde mest af alt lyst til at springe op på sin hest og stikke af igen, men både ham selv og hesten var færdige for i dag, og før eller senere skulle han alligevel snakke med sin far, ellers ville straffen uden tvivl blive, at der ikke blev sendt flere krystaller op til ham. 

Beccan tog en dyb indånding og da han vendte sig mod fyren igen, var der et roligt, men pivende falsk, smil på hans læber. "Har du brug for en pause?" Beccan vædede sine læber, der straks efter spredte sig i et smil igen, imens hans blik gled ned over fyren, der jo alligevel kun arbejdede for Adam en enkelt dag. Hvis der var noget, der kunne få Beccan til at være ligeglad med, hvad hans far tænkte om ham, så var det alkohol og mænd, og han havde intet alkohol på sig lige nu. 

Luca rynkede panden igen, som det tydeligvis kom bag på den unge herre, at fruen i huset var gravid? Hvem var han? Han havde slæbt sin hest ind som hørte han til, men han vidste tydeligvis ikke ret meget om familien, der boede der? For et øjeblik ville Luca ønske, at staldmesteren kom tilbage fra frokost og tog sig af gæsten, men han kom frem til, at det ikke var hans ansvar og derfor ikke hans bekymring. Han var her bare for de to heste og det tomme hvepsebo oppe på loftet. Så han brummede bare bekræftende og så efter den unge mand, der gik hen til staldporten og så ud på hovedhuset.

Luca skubbede lidt til hoppen for at se, hvor stabil hun var, og besluttede sig for, at han ville prøve at få hende ind i en boks. Han bandt rebet op og begyndte at hive, skubbe og lokke med dæmpede ord.
"Kom, smukke, bare lige et par skridt," mumlede han til hende, mens han langsomt fik hende til at flytte sig. En opgave, der blev afbrudt som den unge herre ved porten. Et eller andet havde ændret sig, for Luca fandt ham ikke så pålidelig som før. Der var noget slesk over ham, noget i hans blik og det falske smil, han havde klistret på ansigtet. Den måde han stillede spørgsmålet på og så på ham. Luca var ikke i tvivl om, hvad det var, han ville, og han fik en lille kold klump i maven, samtidigt med at et strejf vrede gled igennem ham.

"Nej. Jeg vil gerne være færdig." Den svage, påtagede venlighed fra før var væk, og han afviste ham blankt. Både fordi, at han faktisk gerne ville være færdig hurtigst muligt - folk ville ikke have ham til at være på deres ejendom for længe - og fordi, at det han fik fra den unge knægt var noget, han ikke var interesseret i. Nok så han pæn ud, men han var ung og tydeligvis en rigmandsknægt, og det ville Luca helst ikke blandes ind i, hvis han kunne blive fri. Og så var der bare noget over ham, som Luca ikke kunne lide. Sjovt han ikke havde set det lige før.
Endnu et par tunge, sløve skridt fra hesten og den var på vej ind i boksen.

Beccan tog et nej for et nej. Mange grimme ting kunne siges om ham, de fleste af dem sande nok, men han respekterede et nej. Også selvom det var sagt som om at hans ansigt lignede den klat af betændelse manden lige havde fået ud af hoppens ben. 

"Så skal du blive fri," svarede han, med begge hænder hævet i overgivelse. Mest af alt provokerede det ham, at det var så tydeligt, at Beccan var for fin til ham. Som Beccan vendte sig og gik op mod hovedbygningen, gik det op for ham hvor paradoksalt det var, når hans far tydeligvis syntes at han ikke var fin nok. Støvregnen landede på hans skuldre og hår, og hans lemmer var kolde og stive af en lang rejse på hesteryg. Ind ad vinduerne kunne den lykkelige familie ses, og galde steg op i munden på ham, da han indså, at han ville forstyrre deres hjemlige hygge.
Endnu værre blev det, da han så sin lillesøster. Halv-lillesøster. En pige der uden tvivl var ældre, end det var år siden Beccans mor var død. Den lille bastard, resultatet af at Beccans far havde forladt ham og hans mor.

Med ét vendte Beccan rundt på de ujævne brosten og travede tilbage til stalden, hvor hesten var tilbage i sin boks, og Beccan gik direkte op til Luca og slog ud efter ham med en knyttet næve.

Til Lucas store lettelse, accepterede rigmandssønnen hans nej. Det skete, at han ikke blev hørt, især kvinder forstod ikke, når en mand sagde nej til dem. Altså, han var ikke i tvivl om, at mænd havde lige så svært ved at forstå et nej fra en kvinde, men heldigvis gled det lidt lettere ind, når det var en stor muskuløs mand som Luca, der sagde nej.
Men det var stadig en lettelse, da den unge mand slog ud med hænderne og vendte om for at gå. Endeligt fik Luca fred til sit arbejde, og han fik hoppen trukket helt ind i boksen, hvor han strøg hende lidt over halsen og så hende lidt i øjnene for at sikre sig, at der var liv derinde, inden han gik ud af boksen og lukkede den.

Mere nåede han heller ikke, før lyden af skridt kom tilbage i stalden, hastige skridt rettet mod ham. Han vendte sig rundt mod lyden, og nåede lige at opfatte, at det var rigmandssønnen, der kom tilbage, da en knyttet næve kom imod ham. Rent instinktivt trådte han et skridt tilbage, hvilket fik ham væk fra næven. Han reagerede helt uden at tænke, da han greb fat i armen bag næven og hårdt vred den rundt, så Beccan ville blive nødt til at snurre rundt for ikke at få armen revet af led, hvorefter han, nu hvor Beccan havde ryggen til ham, trak den lidt op ad ryggen på ham. Ikke for at gøre ham ondt, men for at forhindre ham i at slippe fri.

Hjertet bankede allerede hårdt, men roligt, i brystet på ham, som det gik op for ham, hvad han lige havde gjort. Med en indvendig banden vinkede han farvel til sin løn, for han var ikke i en position, hvor han kunne røre en rig knægt sådan her. Men nu havde knægten startet det. Og nu afsluttede Luca det. Forhåbentligt.
”Jeg vil ikke slås med dig. Og du vil ikke slås med mig.” Hans stemme var advarende, men man kunne svagt høre, at han var rystet over det pludselige angreb.
Luce skubbede ham fra sig med det samme og håbede, at den yngre mand var fornuftig nok til at indse sin fejl og gå, men han var også klar på, at kampen ikke var ovre endnu. Hvorfor i alverden rigmandsknægten ville slås med ham, havde han ingen anelse om.

Beccan burde have vidst, at han ikke kunne vinde over en eller anden beskidt landevejsrøver, der garanterede havde været i mange flere slagsmål end han selv havde. Et deja vu til da Asad hev ham ind over et bord og slog på ham, til han ikke kunne mærke sit ansigt længere, gik igennem hans sind, og han var nærmest lettet, da der ikke skete andet, end at der blev grebet fat om hans arm og den blev vredet om på hans ryg. Den kortvarige smerte det gav, var ingenting i forhold til skammen over at blive overvundet så let. 
Beccan bildte sig selv ind at det ville være gået bedre hvis de havde fægtet.

I det øjeblik han blev sluppet tog han et par hurtige skridt væk og masserede straks sin ømme overarm, hvor fyren havde strukket den.
"Du ved ikke hvad jeg vil," svarede han irriteret, men han var overvundet. Han kunne ikke vinde her, ligesom han ikke kunne vinde inde i sin fars hjem. Han var en taber ligegyldigt hvor han gik hen. En flot, rig taber, men en flot, rig taber, der ikke ville være rig meget længere, hvis ikke han tog sig sammen og gik indenfor. 
Han vidste at han burde trække sig, men i stedet så han trodsigt på sin modstander og forventede på en måde at blive smidt ud. 

Til Lucas lettelse så det ikke ud til, at den yngre mand ønskede at forsøge at slå igen. Godt. Han ville virkeligt ikke slås med ham, ikke bare på grund af hans position i samfundet, men også fordi det ville skabe en bunke problemer så stor, problemer han havde været igennem før og ikke havde lyst til at skulle døje med igen. Nej, han ville bare udføre sit arbejde og få sin løn, så han kunne komme videre i livet. Der var ikke andre grunde til, at han stod i en herremands stald, hvor han ellers ikke hørte til.

Da knægten sagde, at Luca ikke vidste, hvad han ville, snøftede han ind og lod blikket glide over ham.
"Nej, det har du ret i," sagde han lavt. I samme øjeblik kom staldmesteren ind i stalden fra den anden ende, hvor en dør gik ind til den del af bygningen, hvor tjenestefolkene boede. Bag ham kom de to andre fra stalden, en mand på Lucas alder, og en staldknægt. Staldmesteren havde en rynke i panden, som han kom hen mod dem.
"Er der noget galt?" Hans blik gled fra Lucas sammenbidte ansigt til den unge mand, der tydeligvis var af mere fornem byrd. Deres gæst. Han skyndte sig at bukke en anelse.
"Åh, De må være den yngre Anoriam. Vi har ventet Dem. Lad mig vise Dem op til hovedhuset." Han sendte Luca et blik, og man kunne se på ham, at han ærgrede sig over, at det havde været ham, der havde været i stalden til at tage af herrens søn. Ikke at han som sådan havde noget i mod Luca, men han hørte ikke til på gården.
"Jeg håber ikke, at De har haft problemer med natmanden? Han er her kun for at se til et par af hestene." Staldmesterens stemme blev svagere, som han ledte Beccan ud af stalden mod huset. Luca knurrede kort for sig selv, inden han begyndte at gøre klar til at kastrere hingsten. Medmindre han blev smidt ud.

Det gjorde han ikke, og han fik både kastreret hesten og fjernet hvepseboet uden problemer. Det blev besluttet, at han skulle blive natten over, for at holde øje med hoppen. Hun ville ikke rigtigt live op igen, og han kunne rense hendes sår igen senere. Staldmesteren ville gerne, at han gjorde, hvad han kunne, for at redde hende, siden det var fruens ridehest. Også selvom det krævede at have en natmand boede i stalden for en nat eller to.
Så han fik lov til at sove i en bunke hø i en åben boks i enden af stalden, der gav ham udsigt ned af staldgangen og til boksene med de to heste, han havde skåret i, efter han havde fået serveret sin aftensmad derude. Han var ikke velkommen i tjenesteboligen, men det rørte ham ikke så meget. En stald var fint, og maden var god.
Så da resten af de ansatte havde fortrukket sig til boligen, nussede Luca lidt om hestene i stalden, inden han til sidst lagde sig i høet og inden alt for længe faldt i søvn, klar til at vågne, hvis noget føltes forkert med hestene.

Et øjeblik nåede Beccan at tro, at de ville komme til at stirre på hinanden i stilhed længe, men inden han vidste af det, blev de afbrudt. Beccan genkendte ikke staldmesteren, men staldmesteren genkendte tydeligvis ham; hvilket selvfølgelig også var lettere, når han lignede sin far og desuden var en ventet gæst.

Han rettede straks ryggen og skævede til natmanden, inden hans ansigt blev blankt og han mentalt forberedte sig på at se sin far og hans nye familie.
"Nej, ingen problemer," svarede Beccan, uden selv at føle at han løj, og glattede sin jakke ud, imens han blev ført op mod hovedbygningen.

Indenfor havde han præcis lige så dårlig en oplevelse som han havde forventet. Hans lillesøster var larmende og energisk, og hver gang Beccan hørte hendes stemme, var hans tanker tvunget over på sin fars sidespring. Det gjorde det svært at føre en samtale med faderen, der udtrykte forventning om at Beccan ville komme ned og bo hos dem i Azurien, og at han, hvis han ikke havde tænkt sig at lære mere om livet på herregården, lige så godt kunne skrives ud af hans testamente, for han forventede at det var en søn, hans nye kone bar på.
Det føltes som om at aftenen kun blev værre og værre, og selvom han gjorde sit bedste for at smile pænt og love sin far alt det, han kunne love ham, uden at skulle ende med at bo med ham, fik han alligevel at vide hvor utaknemmelig og doven han var. Han smilede igennem det hele og ønskede de to medlemmer han aldrig havde mødt før, godnat, inden hans far hev ham til side for at nyde et glas cognac og en cigar.
Derfra trak aftenen sig kun endnu længere, og Beccan ønskede intet andet at kravle op i seng, da hans far endelig slap ham, men bare tanken om at skulle vågne op og gøre det hele om igen endnu en dag var mere end nok til at få ham til at tage sin jakke på igen, smide sin sadeltaske over skulderen, og kravle ud af vinduet.

Han fandt vej ud i stalden uden at tænde lys og lod stalddøren stå åben, så månen kunne lyse op for ham. 

Luca sov sjældent ret tungt, det var, hvad det at overnatte ude det meste af livet gjorde ved en. Og i nat var han meget bevidst om de to heste, især hoppen, der stadig havde set noget vag ud, da han lagde sig. Men de første par timer var fredelige, og han sov i duften af høet, pakket ind i sine tæpper.
Da han slog øjnene op, var der mørkt. Stalddøren var åben, og hans gode nattesyn gjorde det let for ham at se ned igennem staldgangen. Han troede først, at det var hesten, der havde lavet en lyd, men der stod en skikkelse i staldgangen. Luca blev liggende for et øjeblik, usikker på, om det var noget, han skulle reagere på, men selvom han kun kunne se personen som en silhuet, var han ikke i tvivl om, at det hverken var staldmesteren eller hans hjælper. En boks blev åbnet. En hestetyv måske?

Langsomt og så stille som muligt skubbede Luca tæppet af sig og kom på benene. Kniven havde han allerede i hånden, som den havde ligget inden for rækkevidde, mens han sov. Han havde sovet uden støvler, faktisk var han kun iklædt bukser, og hans bare fødder var lydløse mod staldgulvets sten, som han i ly af mørket bevægede sig ned mod skikkelsen. Han forventede at blive opdaget og var klar til at løbe efter personen, for nok var der mørkt, men nattens lys fra små vinduer og stalddøren lyste en smule op. Men alligevel nåede han faktisk helt ned til boksen.

Hurtigt sprang han frem og greb fat i nakken af personens tøj og rev ham tilbage, ud af boksen, hvor hesten reagerede forskrækket og kom med et hvin og sparkede ud mod boksvæggen. Hårdt flåede han ham rundt og hamrede ham med ryggen først ind i væggen. Hans ene hånd lukkede sig om stoffet ved hans skylder og pressede ham ind mod væggen, mens han førte kniven op til hans hals, for at lægge kniven mod den.
Og først nu fik han set på personens ansigt. Det lyse hår. 
"Dig?" udbrød han en smule hæst efter søvnen. Herremandens søn, havde staldmesteren forklaret ham senere. Forskrækket slap Luca ham og trådte et skridt tilbage. Lort. 
"Ved Isari, jeg troede du var en tyv." Han førte armene ud til siden og viste sine åbne håndflader, stadig med kniven i den ene, for at vise, at han ikke ville gøre ham noget. Adrenalinen pumpede igennem hans krop, og han var glad for, at der var længe til fuldmåne, for så havde han måske gjort noget dumt. Han var mere forskrækket end vred lige nu, men det kunne sagtens komme.

Luften blev slået fuldstændig ud af Beccans lunger, da han ramte væggen bag sig, uden at have forstået, hvad der foregik. Hans adamsæble pressede mod det kolde metal fra en kniv, da han hev efter vejret, og hans hjerte sprang også straks op i halsen på ham, da det langsomt gik op for ham, at han var i reel fare.

Han genkendte ikke umiddelbart natmandens stemme, men det gik op for ham, hvem det var, der lige havde truet ham på livet, da han slap ham og han fik set ham ordentligt an. 

"Tyv?" spurgte han med et fnys. "Jeg ejer nærmest stedet." Det var der ingen grund til at påpege, det var tydeligt på fyrens ansigt, at han fuldstændig forstod, hvilken brøler han havde begået ved at smide sådan rundt med Beccan, der skubbede sig væk fra muren og dermed tvang natmanden til at træde et skridt bagud eller acceptere at stå helt tæt på herremandens søn. 
"Sover du herude?" Beccan var udmærket klar over, hvilke problemer han kunne få sin nye ven i nu, og han havde ikke tænkt sig at lade chancen passere uden at udnytte den. 

En svag panik huserede i Luca, som han stod der i mørket og så på den lyshårede unge mand, der uden tvivl kunne ødelægge hans liv med et enkelt knips med fingrene. Luca havde fået med stokken for mindre end det, han lige havde gjort – at han i og for sig ville have gjort herremanden en tjeneste, havde det været en tyv, det behøvede ikke at betyde så meget for nogen med magt, for han havde lige truet hans søn. Været voldelig mod en fra et højere samfundslag. Nej, det kunne sagtens ende ud med en tur med stokken. Eller værre. Tanken fik ham til at synke en klump. Forbandet!

Og med de få ord, understregede den yngre mand, hvad Luca lige havde tænkt. Gabet imellem deres placeringer i samfundet. Hans overmagt over Luca. Han ejede nærmest stedet. Luca trådte tilbage, væk fra ham, da han trådte frem, og samtidigt rettede han sig en smule op og lod hænderne lukke sig og falde ned langs siderne igen. Han havde ikke noget at sige til hans understregning af magtbalancen, og da han fik et spørgsmål, varede det kun nogle sekunder, inden han svarede.
”Staldmesteren og Deres far blev enige om, at det var bedst, at jeg blev natten over for at holde øje med hoppen, der stadig ikke ser så frisk ud. Det er åbenbart fruens ridehest.” Han drejede sig lidt for at se mod boksen, den lyshårede herremandssøn havde været på vej ind i. Det var hesten, han var ankommet på. Som han ville se tilbage mod ham, strejfede hans blik rejsetaskerne.

Så han var ved at stikke af midt om natten? Luca havde ikke fået så meget at vide af staldmesteren, men han vidste dog, at sønnen boede i Dianthos og det var hans første besøg på gården. Og at fruen i huset ikke var hans moder, men at en mand giftede sig igen, var vel ikke så sært. Og fruen var ganske køn, det lille glimt han havde fået af hende.
”Stikker du af fra familien midt om natten?” Overraskelsen fik ham til at glemme den rigtige tiltale, og fik ham til at stille spørgsmålet lidt for direkte. Egentligt kom det ham ikke ved, og han trak vejret ind for at undskylde og skyde spørgsmålet til side.

Beccan himlede med øjnene af natmandens svar. Fruens ridehest. Alt i hans kropssprog udstrålede at han ikke kunne være mere ligeglad med striglens ridehest. Ikke at hun som sådan havde gjort ham noget. Skulle han være helt ærlig, var det jo hans far, der havde været efter ham hele aftenen, men han kunne ikke lade være med at sammenligne sin far nu, med den far han havde haft, da hans mor stadig var i live. Det havde været bedre tider, også selvom det var mange år siden nu, og selvom han vidste, at det ikke kunne have været lige så godt som han lod til at huske det. 

Det følgende spørgsmål slog Beccan, som havde det været en lussing. "Hvem tror du, du er?" snerrede han og greb fat om fyrens håndled i rent instinkt, for at stoppe ham fra at stikke af. "Kommer her og laver det arbejde ingen andre vil have, men tror du kan blande dig i mine familieanliggender?" Det var en hysterisk reaktion, især for Beccan der som regel var afslappet, også med tjenestefolk, men der var blevet trådt på et ømt punkt, og oven det var det blevet gjort helt uden respekt.

Det var slet ikke meningen, at spørgsmålet skulle lyde sådan, Luca blev bare overrasket, for hvem tog væk midt om natten fra et familiebesøg, især efter så lang en rejse? Sådan som det så ud, havde den yngre mand ikke fortalt nogen, at han ville rejse, for så ville hans hest sikkert også være blevet gjort klar. Nej, knægten stak af, og Luca havde fanget ham i det.
Men Luca vidste godt, at han havde sagt noget, han ikke skulle. Det. Kom. Ikke. Ham. Ved. Men sagt var sagt, og han ville undskylde. Men det nåede han ikke.

Reaktionen kom så hurtigt, at Luca ikke nåede at undgå grebet, der pludseligt var om hans håndled. Nogen holdt fast i ham. Hvad Beccan ikke kunne vide, var at Luca havde en ting i mod at blive holdt fast i. Det bragte altid noget ubehageligt med sig, nogen der slog eller råben og skrigen og kamp. Nej, han brød sig ikke om at blive grebet fast i, og det gjaldt også denne lyshårede rigmandssøn.

Lucas kæbemuskler blev pludseligt hårde, og han spændte også op i resten af kroppen, som hans bryn trak sig sammen. Noget i ham skreg om at lade det fare, der var ingen grund til at komme i problemer, han kunne tale rigmandssønnen ned, lade ham sadle hesten og tage af sted, uden Luca skulle komme i problemer. Selvom det kom han måske alligevel, hvis herremanden blev sur over, at han ikke havde stoppet ham i at rejse. Men den tid, den sorg.

Den fornuftige stemme døde dog hurtigt under fornemmelsen af hånden om hans håndled, og han endte med at tage en mellemvej. I stedet for at stikke rigmandssønnen de par på hovedet, han tydeligvis fortjente, endte han med at skubbe ham tilbage ind i væggen, han havde haft ham oppe ad én gang før. Han havde stadig kniven i hånden, men selvom han havde placeret sin underarm hen over brystet på en anden, var kniven ikke i nærheden af hans krop, som han holdt den væk fra ham. Ingen grund til at komme til at stikke ham ved et uheld.
"Slip. Mig." Snerrede han næsten roligt af ham, lænet ind i mod ham og sit ansigt ikke så langt fra hans. Lucas mørkebrune øjne skød lyn og advarede om, at hvis Beccan ikke slap, ville han ikke nøjes med at mase ham.