Det var efterhånden et stykke tid siden, Alicia havde haft ordentligt fri. Lyset krævede en del af deres folk lige i øjeblikket. Det generede hende egentlig ikke, det var rart at føle, at man var nødvendig og kunne bruges til noget, men det var temmelig hårdt til tider. Derfor havde hun til fulde tænkt sig at nyde, at hun var blevet bevilget en uges ferie.

Alicia kunne godt lide Medanien. Der var så dejlig frodigt her, og det gav et rart afbræk fra det ellers så stenede Dianthos med deres mange bygninger. Det var måske ikke meget, men det føltes for hende som om, at naturen var mere løssluppen her i forhold til så mange andre steder i Krystallandet. Måske bortset fra skovene, men der var det selvfølgelig også svært ikke at have løssluppen og vildtvoksende natur.

Hun var i øjeblikket på vej til vesterdalene, men der ville gå endnu en dags tid, inden hun kom frem. Hun ejede ingen hest, så hun var nødt til selv at gå for at komme derhen. Det var ikke det store problem, hun var vant til at gå, men det ville være både nemmere og hurtigere på hesteryg.

Hun var klædt i en enkelt, hvid skjorte, hvor ærmerne var løse ved overarmene, men stramtsiddende ved underarmene, en mørkebrun vest, et par tætsiddende bukser og de sædvanlige brune læderstøvler med metalspænder. Ved siden havde hun sit sværd hængende og de beskyttende hvirvler af metal, der omkredsede håndtaget, glimtede i eftermiddagssolen. En lille brise fik det ildrøde hår til at flagre en smule og en tot af pandehåret, der ellers havde været samlet i en fletning uden på det andet, havde løsnet sig og drillede nu ved at dingle foran hendes øjne. Det fik hende til at stoppe, løsne fletningen og samle pandehåret igen, nu i en hestehale i stedet.

Midt på en vej i Medanien, var ikke et sted Lunan normal befandt sig. Det med at kunne teleportere rundt som man ønskede, havde det med at begrænse den tid man brugte på Krystallandets veje.
Ikke desto mindre, var det der Lunan fandt sig selv en kølig vinter eftermiddag.

Hvordan Lunan var nået dertil, var en længere historie. En historie der involverede et årtusindende langt had, nøgenbadning og et glas vin der aldrig blev udtømt. Det var dog endt som det altid gjorde, i blod.

Det var således at Lunan dukkede op, åndende tungt, og smurt ind i blod. Dæmonens form var, som altid et forvirrende syn. Ansigtet var tydeligt maskulint, med tydelige kindben og hårde kanter. Men det stod i skarp kontrast til den store, højgravide mave. Lunan var klædt i lag af silke, det ene ført over det andet i nærmest utællelige lag. Smykker i guld og sølv hang fra arme, ben, hals og horn.

Trods synet var lugten af blod ikke så kraftig som den burde. I stedet var den overdøvet af en kraftig parfumeduft, der hang i en tung aura omkring dæmonen.

"Vent.. det her er ikke Dianthos.."

Alicia havde i et stykke tid gået i sine egne tanker, men hun stoppede brat op, da hun blev opmærksom på, at noget materialiserede sig længere fremme. Med langsomme skridt gik hun tættere på med en hånd på sværdskæftet og øjnene let sammenknebne. Hvad var det? Det lignede en mand på ansigtet, men... han var gravid? Og dækket af noget, der umiskendeligt lignede blod. Alicias næse var ikke kraftig nok til at kunne lugte blod, men hun tog ikke fejl af parfumen, der lå tungt over væsenet. Det var dog en spøjs kombination. Gad vide hvad der var sket?

Alicia nåede ikke at stille sin nysgerrighed tilfreds, da væsenet talte. Det var egentlig en smuk stemme, men situationen gjorde, at hun ikke lod sig dvæle ved det. Hun stod stadig på sikker afstand, da hun egentlig heller ikke ønskede at forskrække manden eller kvinden, eller hvad den nu var. "Nej, det er det ikke. Lige nu befinder De Dem i Medanien, cirka en dagsrejse fra vesterdalene" sagde hun. Selvom Alicias stemme var rolig, og hun ikke talte særlig højt, var den stadig tydelig, og hun var sikker på, at hun kunne høres. Hånden sænkede sig fra sværdskæftet igen. Hun ønskede ikke at fremstå som en trussel.

Lunans røde øjne fikserede på væsenet der talte, og blev smalle. "Medanien?! Ugh, af alle steder" kommenterede dæmonen med et opgivende suk, tydeligt irriteret over situationen. Der lå dog en anspændthed i stemmen også som Lunan ikke helt kunne skjule. En anspændthed bragt frem af smerte.

Der var noget galt. HELT galt. Det var årtusinde siden Lunans evne havde fejlet at nå sit ønskede mål, og det var ikke fordi der var blevet skudt i blinde heller.

Lunan rettede sig op, eller rettere, forsøgte på det. Bevægelsen blev afbrudt af et smertefuldt "UGH!" der fik dæmonen til at synke i knæ igen, og tage sig mod ryggen, dog uden at nå kilden til sin smerte.
"Isaris forbandelser" bandede Lunan sammenbidt, og måtte støtte sig til jorden med den ene hånd, mens den anden rystende forsøgte at nå længere om, mod kilden til smerten, men kunne ikke andet end famle om koldt metal.

Som dæmonens skikkelse blev foroverbøjet, var kilden til dens smerte tydelig. En lang syl stak ud af dens ryg, og for enden af sylen skinnede en krystal med gyldent lys.

Alicia vidste ikke, hvorfor væsenet var så frastødt af Medanien, men hun kendte det selvfølgelig heller ikke. Hun gik ud fra, at væsenet havde sigtet efter at ramme et andet sted, men var blevet forhindret i det. Hun havde dog ikke tænkt sig at stille spørgsmål lige nu. Det tog mere fokus, at mandedamen så ud til at være i store smerter. Var den på vej til at føde? Så udbrød væsenet forbandelser, og Alicia trådte et skridt tilbage over forskrækkelsen. Hun fik dog hurtigt øje på kilden til mandedamens smerter, og et voldsomt gisp forlod hendes læber. "Ved Aladrios" hviskede hun med et tydeligt forfærdet ansigtsudtryk.

Uden overhovedet at tøve trådte Alicia de få skridt hen for at lukke afstanden til væsenet, og hun knælede ved siden af det (det var stadig svært at finde ud af, om det var en han eller hun). "De er svært tilskadekommen. Jeg er ikke sikker på, De er i stand til at rejse i Deres tilstand. Jeg kan fjerne den tingest og kauterisere såret, men det bliver meget smertefuldt, uanset hvordan jeg bærer mig ad" forklarede hun og lagde en hånd på mandedamens skulder. Hun fjernede den dog meget hurtigt, da hun tydeligt mærkede et væld af følelser - primært irritation og vrede - skylle ind over sig. Følelser, der absolut ikke var hendes egne. Hvad skete der lige? Så mærkede hun, hvordan livskraften langsomt var ved at forlade hende, og hun kiggede med tydelig overraskelse på væsnet foran hende. Hvad foregik der lige? Så blev hun bevidst om, at mandedamen stadig havde brug for hjælp, og hun lagde hånden på skulderen igen. Denne gang skete der intet. En flamme sprang til live i Alicias frie hånd, og hun gjorde klar til at tage fat i sylen. "Klar?"

Lunan drejede hoved og så sammenbidt på kvinden. Åh hvor var hun øvertæveindbydende med sin omsorg og medmenneskelighed! Af alle folk der skulle krydse dæmonens vej, skulle det lige være sådan en!
Men, hvor irriterende hun end var, kunne Lunan ikke benægte at hendes hjælp var nødvendig, og snart. De røde øjne flakkede ind og ud af fokus, som Lunan kæmpede for at holde sine tanker samlet. Det var en sælsom situation. Lunan stolede ikke på kvinden, især ikke med sit liv, men alternativerne var få. Teleportation var udelukket, og trods Lunans had til kvinden, var hun stadig et bedre alternativ end at bløde ud, og senere stå overfor Ishtar-Helias vrede og skuffelse.

"Gør det" beordrede dæmonen fast, og satte hænderne i jorden for at støtte sig. Lunan havde oplevet mange typer smerter igennem sin tid, og var ikke et sekund i tvivl om, at dette ville blive en oplevelse der sent ville blive glemt.

Alicias spidskompetence var på ingen måde healing, men hun vidste, hvordan man stoppede en blødning. Hun kendte ikke til væsnets race, så hun kunne ikke sige, hvor meget det led af blodmangel, men hun var samtidig godt klar over, at det virkede til at være temmelig kritisk.

Selvom mandedamen ikke sagde noget, da den kiggede på Alicia, mærkede hun med det samme en følelse af irritation skylle ind over sig. Irriterede det ham, at hun forsøgte at hjælpe? Det virkede sådan. Hun kunne selvfølgelig ikke være sikker på, at det var fra dette væsen, hun fik tilsendt de mærkelige følelser, men hvem pokker skulle det ellers være? Hun havde ikke haft fysisk kontakt med nogen et stykke tid, og det var først kommet, da hun havde rørt ved væsnet, hvilket skabte hendes konklusion.

Så talte mandedamen, og Alicia forstod tydeligt ordren. Hun nikkede mest til sig selv. Så lukkede hun fingrene lidt hårdere om væsnets skulder, som hun langsomt lod hånden med den hvidgyldne flamme nærme sig pinden. "Jeg tæller til tre" forklarede hun. "En... to... tre!" sagde hun og satte hånden på pinden. Flammen varmede den med det samme, og som hun trak til, lod hun flammen skyde ind mod såret, så det blev brændt lukket. Hun vidste, at det på ingen måde var optimalt, men det var langt bedre end ingenting, og det ville forhindre, at væsnet ville forbløde yderligere.

Lunan havde oplevet mange smerter igennem sit lange liv, og få kunne måle sig med følelsen af, at få ens sjæl flået ud af kroppen, og fremtvunget ved hidkaldelse af det Sande Navn.
Alligevel var der et øjeblik, mellem lettelsen fra sylen der blev trukket ud, og den sydende, brændende smerte der fulgte, og fyldte dæmonens sind fuldstændigt, hvor Lunan tænkte dette alligevel måske kunne måle sig med de værste.
Tanken forduftede dog hurtigt igen som kvinden fik lukket såret, og ilden fortog sig, sammen med toppen af smerten. Det gjorde stadig ondt, mere end de fleste normale væsner ville kunne tolerere, men Lunan var ikke noget normalt individ.

Sammenbidt gispede dæmonen, og med stakket åndedræt åbnede de røde øjne sig igen. Der var få ting Lunan ønskede så meget som bare at falde om på ryggen og ligge et øjeblik med sine lidelser, men at ligge sig på såret var nok det sidste der burde gøres. I stedet væltede den blå dæmon først til siden, og fik sig sat ned.
Med stadigt tunge, gispende åndedræt rakte Lunan frem mod kvinden, mod våbnet der indtil for lidt siden, havde siddet i ryggens banesår. "Giv mig... den..." beordrede Lunan, som den gennemsyrende sky af smerte løftede sig nok til at lade de første tanker igennem.

Alicia var tydeligt imponeret over, at væsenet foran hende ikke var besvimet af smerten. De fleste væsner ville ikke kunne udholde det. Den måtte have oplevet en hel del, siden den sådan kunne vride det af sig (hun kunne stadig ikke finde ud af, om det var en mand eller dame, så indtil videre refererede hun til mandedamen som "den"). Det tog den tydeligt et stykke tid at komme sig, og hun ventede blot tålmodigt på den næste reaktion. Den kom dog inden længe, som mandedamen så ud til at vågne lidt op igen. Hun havde stadig i baghovedet, hvad der var sket tidligere, men det var ikke det væsentlige lige nu.

Hun skævede kort til pinden, inden hun roligt rakte den frem mod væsenet. "Så længe du ikke har tænkt dig at bruge tingesten mod mig" svarede hun alvorligt. Hun havde ikke ligefrem lyst til at skulle igennem samme behandling, og hun var ærligt i tvivl om, om mandedamen kunne finde på det. Den virkede ikke rigtigt til at billige, at hun ville hjælpe, så hun følte sig faktisk ikke helt sikker. Hun gjorde dog ikke noget for at virke defensiv lige i øjeblikket. Der var ingen grund til at antage, at den havde tænkt sig at være fjendtlig.

Lunan gjorde ingen mine til at gøre andet end at blive siddende, og bide smerten i sig. Ved Zaladins mest indgroede tånegl hvor gjorde det ondt! Det var mere refleksivt end af tankens virke da den blå hånd lukkede sig om sylen, og armen sænkede sig igen, til den hang slapt.

"Jeg er næppe i nogen tilstand til at starte noget med en der betvinger ildens magt" svarede Lunan bare fladt. Under andre omstændigheder havde et forrædderi måske virket ganske tiltalende lige omkring nu, men Lunan havde simpelthen hverken energien eller viljen til det lige nu.

"Og tingesten er en magineutralisator.. eller noget i den stil" sukkede Lunan og løftede den Zalens ting, der stadig var dækket af dæmonens blod. "En ualmindelig spydig inkarnation af den, hvis jeg selv skal sige det" tilføjede Lunan, som de røde øjne faldt over de små modhager langs sylens æg.

Alicia rejste sig igen, som hun igen blev opmærksom på vreden, der ikke var hendes egen, buldre i hende. Det var en virkelig underlig følelse, og hun fik mere og mere det indtryk, at det kom fra den blå mandedame foran hende, men hvordan? Og hvorfor? Hvad havde hun gjort?

Alicia blev dog brudt i sin tankestrøm, da hun hørte væsnet tale igen. "Tilgiv min forsigtighed. Det føles blot som om, du ikke er særligt glad for mit selskab, så jeg er lidt påpasselig" svarede hun ærligt og fremviste en tydelig evne til at sige tingene ligeud uden at pakke det ind. Der var dog et svagt smil på hendes læber.

Mandedamens ord fik en grimasse til at glide over Alicias ansigt. "Sikke dog en fæl ting at gøre brug af" sagde hun tydeligt frastødt ved tanken. Så fik hun øje på modhagerne. "Der må virkelig være nogen, der ikke bryder sig om dig" konstaterede hun, inden hun forsigtigt trådte et skridt tættere på. "Mit navn er Alicia. Jeg er klar over, at du er frastødt ved tanken om hjælp, men vil du tillade mig at yde dig støtte, til du i det mindste er nogenlunde på benene igen?" spurgte hun alvorligt. Hun havde ikke tænkt sig at hjælpe ham/hende, hvis den sagde nej, for hun ønskede trods alt at respektere valget. Hun var dog samtidig overbevist om, at den ikke ville komme langt ved egen hjælp.

Lunan mærkede et væld af forvirring, men var ikke sikker på hvor det kom fra. Der var ikke noget over situationen der burde forvirre den gamle dæmon, og alligevel flød følelsen uhæmmet, overvældende. 
"Forsigtighed er en dyd når du står overfor nogen dæmon, men mest af alt hvis de virker som behageligt selskab" svarede Lunan, med et lille træk på skuldrene. 

"Man kunne gå så vidt til at sige de hader mig, ganske passioneret" svarede dæmonen med et bredt, tilfreds grin. Deres had var som sød nektar for dæmonen. For trods Lunan bare Frådserigets byrde, var dæmonen et barn af Had mere end noget andet.

"Du kan kalde mig... Lunan" bød Lunan, for træt til at finde på noget andet navn at binde hende på ærmet, for træt til at formane hende om faren ved at give sit navn ud til fremmede, og endnu mere så til dæmoner. "Og hvad end du gør er dit valg. Jeg har tænkt mig at blive siddende, lige her, og komme mig til kræfter".

Alicia fik bekræftet sin mistanke om racen ved mandedamens ord. Hans ord fik hende dog til at hæve et bryn. Det lød som om, væsnet talte af erfaring, men også om sig selv? Spøjst. "Jeg er generelt ikke stødt ind i mange dæmoner, der var rart selskab, men nogle få har da... overrasket" svarede hun ærligt, som brynet kravlede længere op mod det røde pandehår.

Den pludselige glæde, der sprang frem i Alicias bryst, bragte hende igen ud af fatning et øjeblik. Det var altså virkelig spøjst, det her. Hans ord fik hende dog til at trække på smilebåndet. "Jeg underdrev også en smule..." svarede hun med et hint af dril i stemmen. Det var tydeligt, at det korte pust af glæde havde smittet af på hende.

"Lunan" gentog hun med et nik. Det var rart at få et navn på, så hun ikke behøvede at referere til mandedamen som en "den". Hun var dog bevidst om, at det ikke var det fulde navn, og hun var ikke engang sikker på, det var en del af det sande navn. Hun kendte til det at binde en dæmon, så hun kunne udmærket forstå, at de gerne ville holde det hemmeligt. Lunans ord fik hende til at lægge armene over kors, mens hun så lidt tænksom ud. Lunans ord sagde et, men hans (navnet fik hende automatisk til at referere til den som en mand på trods af den udspilede mave) tidligere handlinger fortalte en anden historie. Desuden var der stadig hendes eget ønske om at hjælpe. Desuden var hun nysgerrig efter andre ting... "Så gør jeg dig selskab" svarede hun bestemt og plantede sin bagdel lige ved siden af ham med et afdæmpet bump. "Så... hvorfor i al verden er det, jeg kan mærke, hvad du føler?" spurgte hun ligeud. Nu havde hun tænkt over det et stykke tid... der var ikke andre til stede end dem, og det var ikke hendes egne følelser, hun havde registreret. Derfor var hun kommet til den konklusion, at det måtte være Lunans, og han måtte vel have en evne, der gjorde dette? Det ville hun i al fald gå ud fra.

Lunan løftede et uimponeret øjenbryn "Nogle få har udnyttet dig, mener du. Dæmoner er ikke rare væsner, med mindre de vinder noget ved at være det. Det er i vores natur" forklarede Lunan, og trak på skuldrene. Hvis hun havde i sinde at tro på 'det bedste i alle væsner', så var det hendes tab.

Trods det brede grin var den glædelige følelse fra mindet en kort lettelse fra den intense smerte, men mærkværdigt nok var det som om den glædelige følelse kom igen, om end svagere. Som et ekko. Fulgt af en mærkværdig lethed. Lunan fnøs "Underdrivelser gør ingen gavn her. Deres had er kultiveret over generationer! Stadig, så var det alligevel overraskende at de allerede nu skred til handling". Lunan trak på skuldrene igen. Det var ikke af nogen større betydning. Tværtimod ville det kun komme dæmonen til gavn, nå tåberne så at selv deres bedste forsøg var slået fejl.

De røde øjne lå Alicia som hun satte sig, med et flat blik, og trods smerten gjorde Lunan et nummer ud af at flytte sig en anelse væk fra hende, som hun satte sig. 
Hendes ord fik de slanke øjenbryn til at hæve sig igen. "Jeg tvivler på du kan mærke hvad jeg føler lille dame". Hvis det var tilfældet ville hun have lagt på jorden og grædt af smerte! Men hendes ord såede et lille frø af usikkerhed, og gjorde det sværere at skubbe de mærkværdige følelser dæmonen selv oplevede til side som blot blodtab og sindsforstyrrelser.