Af alle de steder Maralinda til nu havde besøgt på baggrund af Beons minder om bøger, så havde palæet i Dianthos vist sig som det mest besværlige at komme i nærheden af. Det var heller ikke fordi Beon havde været derinde, men blot at han havde vist der fandtes bøger der. Noget de tidligere ejere havde samlet og med bygningens størrelse og alder næppe nogen dårlig samling.
Problemet var bare hvem der havde overtaget det.
Maralinda havde intet ønske om at træde flere ældre skabninger over tæerne og at bryde ind i deres private områder havde det med at blive opfattet sådan. Meget upraktisk! Englen her havde også familie på stedet, hvilket kunne gøre det endnu sværere at forudse dens reaktion på en ubuden gæst. Noget der havde efterladt den unge dæmon med et dilemma og lidt af en knude at løse.
Om ikke andet til hun så den ene søn af huset og fattede håb om en vej ind.

Følgende muren adskillende palæet fra gaden, samlede Maralinda den mørkegrønne kappe tættere om sig. Vinteren havde samlet sit greb om Dianthos med kulde og klart vejr efter en nat fyldt med sne. Det hvide lag knasede nu under hendes fødder som hun gik og fremhævede hendes skridt så meget som alle andres. Hendes blik var da også på de sneglatte brosten foran hende.
Om ikke andet til hun nåede porten i muren til palæet og bevidst krydsede lige ind foran den unge søn af Englen.
Hun så ikke på ham, men lavede en kun for ham synlig bevægelse med den højre hånd samlende en skygge op, formende den og kastende den til ham som en bold, som hun fortsatte videre. Ved kastet så hun sig over skulderen på ham med et drillende blik.

Nat havde på ingen måde opdaget, at han var i nogens søgelys. Han begik sig i verden i den tro, at han selv var det vigtigste i den, og derfor skulle der også noget til, for at aflede hans opmærksomhed fra sig selv eller Dag - Dag, som han, på en måde også betragtede som en del af sig selv. 

Så da en bold af skygge blev sendt hans vej, greb han den, eller hans skygge gjorde, og han så sig forvirret omkring, mund åben og øjne store, indtil han fik øje på rødhåret pige med et kækt blik. Han havde ingen erfaring der gav ham grund til at tro at hun ville ham noget ondt, så han smilede tilbage til hende, inden han løb efter hende, over sneen der knirkede under hans støvler, og med en kappe, der hvirvlede efter ham. 

"Du tabte den her," erklærede han med et smil, der talte om hvor god en gentleman han så sig selv som, på trods af at den legende dreng, der også stadig var i ham, ikke kunne modstå at kaste den tilbage til hende i en høj bue. 

Det drillende glimt i Maralindas øjne blev kun mere muntert, som hun så det var den unge mands skygge der greb hendes bold og ikke den unge mand selv. Særdeles interessant. Også at se overraskelse overtage hans ansigt over det. Maralinda kunne ikke andet end le lydløst og gøre et hidkaldende lille kast på hovedet. Et han heldigvis slet ikke fandt nødvendig for at fjerne sig fra sig vej og slå følge med hende.

Maralinda sænkede sine skridt til et mere behageligt tempo, som han kom op på siden af hende og besvarede smilet underfundigt. "Det gjorde jeg også..." Hun rakte en hånd ud og fangede den lille skyggebold, som den faldt ned mod hende. Bolden ophørte med at være en bold, som den rørte hendes håndflade og blev i stedet til en ilder-lignende skabning der snoede sig rundt om den udstukne hånd og arm, for at løbe bag om nakken på hende og vende ansigtet tilbage mod den unge mand fra lyet af hendes hætte. To pletter af lys fanget som øjne i ansigtet.

Selv drejede Maralinda sig helt imod ham og skubbede hætten nok tilbage til at to røde lokker faldt fri. "Tak fordi du greb hende. Der kunne være blevet en farlig ballade hvis hun var sluppet væk." Hun lod taknemmelighed strømme frem i ordene, som hun sænkede blikket let. Alle tegn på en som havde haft den form for ballade tidligere.

Nat havde været fanget fra første øjeblik, lokket af pigens store røde hår og hendes skyggebold og hendes umiddelbare legende opførsel, men i det sekund, han så bolden gå fra at være en bold til at være en ilder, eller noget der lignede en ilder, gik han fra interesseret til fuldstændig betaget. Han var nødt til at vide hvem og hvad hun var. 

Han stod med let åben mund, da hun vendte sig helt mod ham, og det var først da hun takkede ham, at han blev opmærksom på det og i stedet brød ud i et selvsikkert smil. "Stikker hun ofte af?" spurgte han og nærmest hoppede tættere på hende, så meget energi var der i hans skridt, som han udlignede afstanden mellem dem og så nærmere på både det lille dyr og hende. "Hvad er det?" spurgte han med en skeptisk tone, men en nysgerrighed og glæde over fundet af noget nyt, som han ikke kunne skjule. Han viste sig fra sin bedste side, men kun fordi hun ingen grund havde givet ham til andet. 

Maralinda så op på Nat gennem stadig sænkede vipper og nikkede bekræftende. "Hver gang hun se nogen interessant..." Hendes tone der havde startet beklagende endte med en antydning af munterhed. Han var interessant og alt hun havde hørt om ham antydede at vejen til hans opmærksomhed gik rundt om hans ego. "Er du interessant?" Hun hævede vipperne helt og betragtede ham med store gyldenbrune øjne.

"Hun er en Natfrost-fritte." Løftende en hånd op til siden af hætten, fik hun det lille skabte skyggevæsen til at smyge sig over på hånden, rundt om den og armen, før den med hvad lignede poter holdende fast i ærmet tittede  frem bag hånden og over på Nat. Maralinda bevægede armen ned vandret, så skyggen sad behageligere for at ae og strøg en hånd ned over den, mens hun styrkede dens fasthed. "Meget nysgerrige og venlige." Hun holdt armen lidt tættere på ham, så han kunne stryge ned over den, hvis han ville. "Men kan forsvinde i en skyggefold, hvis de blive forskrækkede eller skræmte."

Nat kunne på ingen måde skjule, den tilfredshed han fik af at høre, at skygge-dyret havde fundet ham interessant. Det havde selvfølgelig ret, for Nat var en af de mest interessante personer i hele Dianthos, hvis du spurgte ham, men det gav ham stor tilfredshed at høre, at andre var enige med ham, selv når de 'andre' var underlige dyr han aldrig havde set lige før. 

"Selvfølgelig," svarede han med et stolt fnys og mødte hendes blik i et langt øjeblik, inden hun fortalte ham, hvad dyret var, og hans blik vendte tilbage til den. Han var dybt betraget af det lille væsen og da han fik det indirekte tilbud, løftede han også en hånd og strøg forsigtigt ned over den. 
"Der er ingen grund til at være bange for mig," lovede han smilende uden at tage blikket af dyret, og helt uden forståelse for, hvor stor en løgn hans ord var. Han havde gjort masser af familie, tjenesteskab, venner og fremmede, og selv dyr, fortræd, men i hans øjne var alle hans handlinger retfærdiggjorte og af samme grund så han dem ikke som at gøre nogen fortræd. Natfrost-fritten havde jo intet gjort for at fortjene en straf.

"Har du lyst til at komme indenfor og vise den til min søster?" røg det ud af ham. Det var sjældent filter på hans ord og også nu, havde han haft tanken, at Dag ville værdsætte et sødt dyr og at han kunne blære sig med, at et dyr fandt ham interessant, og derfra var han gået direkte til at invitere den fremmede pige indenfor. 

Maralinda kunne se hvordan hendes ord ramte hvor de skulle og strøg Nats selvforståelse med en bekræftelse den unge mand virkede til at ønske så uendeligt højt. Nogle var bare så dejligt enkle at arbejde med og med lidt held kunne hun holde hans interesse længe nok til at opnå hvad hun ville. Hvis ellers han fandt hende så interessant som hun angav at finde ham.
Hun lod en let fnisen undslippe sig ved hans forsikring og mødte hans blik med munterhed så meget som underspillet beundring.

Skygge-fritten stivnede let ved hans berøring og gjorde anstrøg til at forsvinde til Nat lod ord følge. Det var en leg for Maralinda at få skyggen til at virke så levende som muligt. Med hans ord lod hun den slappe af under hans berøring og endda række ud og smyge sig rundt om hans arm, som et køligt bånd af fløjsblødhed. "Hun kan lide dig. Interessant og skygge-venlig... så helt usædvanlig." Hun smilede til ham og lod det lille væsen, slippe ham og som en flydende skygge løbe tilbage om bag hendes hoved ind i hætten, hvor øjnene atter så ud.

"Ind?" Maralinda så et øjeblik forvirret på ham, før hun drejede sig og fandt lågen med blikket. Forståelse lyste op i hendes træk som hun vendte sig tilbage mod ham. "Ind i palæet? Du bor der? Åh gerne! Det ser så storslået ud! Selv større end det gods jeg voksede op på..."

Nats ego voksede i så stor stil, at det knap kunne være i hans krop, som det lille væsen smøg sig om hans arm. Han havde altid følt sig lidt bedre end alle andre, men Dag plejede at arbejde hårdt for at pille ham ned fra hans piedestal, og nu havde han fundet én, der gjorde præcis det modsatte af, hvad Dag altid gjorde. Der fandtes ikke ord for, hvor meget han nød det.

Nat var allerede i gang med at åbne lågen, da han hørte ordet 'gods' og vendte sig mod pigen med store øjne. "Gods?" spurgte han og så hende an igen. Hun havde på ingen måde set fattig ud, men til gods hørte der titler, med titler hørte der krystaller, med krystaller hørte der magt, og hvis der var noget Nat gerne ville have, så var det alle de ting. Allerhelst alle de ting, uden at skulle få nogle af dem fra Valkar. Han havde aldrig haft lyst til at være afhængig af sine forældre. 

"Nu jeg tænker over det, er det vist også kun passende at jeg introducerer mig selv, når nu jeg inviterer dig indenfor." Han gjorde et dybt buk og slog samtidig lågen helt op for hende, for at lade hende træde først ind. "Nat Tordenklinge, til tjeneste."

Maralinda trak blikket fra lågen og sendte den unge mand et undskyldende smil. "Rosenholm Slot. Det er ikke så stort, men det er hjem." Hun besøgte det stadig, når vejen førte hende forbi og sikrede sig det forblev et sted hun kunne søge hen. Et sted at være sikker og kunne fordybe sig. Familien hun havde givet lov til at styre de daglige, praktiske ting, var også varmet op til hende over de forgangne tredive år, som hun havde vist sig andet end ragende gal og destruktiv - deres syn på dæmoner og med grund.

"Du har ret.. Det ville være ganske passende." Munterheden i hendes blik var blevet tydeligere. Et godt tegn på at hun nød hans selskab og befandt sig vel i det. Han var bestemt et eller andetog hun kunne næsten ikke vente med at finde ud af hvad gemte sig bag facaden - af ham og palæet.
Som svar på hans buk, sank Maralinda ned i et perfekt nej. "Maralinda Bellerose" Hun rejste sig og fulgte hans opfordring til at gå først ind, kun for at sløve skridtene til han nåede hendes side. "Tordenklinge? Det lyder meget ambitiøst."

Nu havde Nat ganske vist ikke læst nær så mange bøger som hans intelligente søster havde, men gods og slot rungede på ingen måde ens i hans ører. Havde han med en prinsesse at gøre? Nat kunne næsten ikke tro sit eget held. 

Han tog også notits af hendes perfekte nej. Der kunne ikke være tvivl om, at hun kom fra den finere klasse og i Nats stille sind, besluttede han sig for, at han havde fundet en ny ven. Spurgte man ham, var han klar til at gifte sig på stedet, men selvom Maralinda havde opført som intet andet end en engel indtil videre, så han noget af sig selv i hende. I hendes blik eller i hendes aura - noget, der fik ham til at tænke, at de kunne blive gode venner; at de nok skulle kunne finde noget sjovt, de begge nød at lave, sammen.

"Det kan man godt kalde det," svarede han, da hun kommenterede på hans ambitiøse navn. "Det er min fars. Han er baron." Og Nat, hvad var han? Det foretrak han ikke at komme ind på. I stedet tilbød han Maralinda sin arm og gestikulerede imod hjemmet. "Hvad har du lyst til at se først?" Han havde glemt alt om at introducere hende for Dag. Pludselig ville han gerne have Maralinda for sig selv, bare lidt endnu. 

Maralinda lagde fint hånden på Nats arm og faldt i trit ved siden af ham. "Baron?" Hun burde have brugt lidt mere tid på at grave viden frem om beboerne i palæet, men samtidig havde det virket uimodståeligt at udnytte muligheden nu den gamle engel fra fraværende. Hun havde en sundt respekt for ældre væsner - hun havde generet nok af dem efterhånden til at have lært noget af det.
"Min mor var baronesse..." Hun lod den hænge der med en tone af tab i stemmen. I den tid deres udseender antydede de havde levet, havde Krystallandet været et omskifteligt sted med tab for alle.

Hun sugede underlæben let ind og så tænksomt på palæet. "Dit foretrukne sted?" Hendes vipper var halvt sænket som hun så op på ham. "Det må være noget helt specielt... eller betyde noget specielt?" Det ville sikkert også sige noget om ham. Var det et storslået rum eller et lille hjørne for samling af tankerne? Stedet hvor haven tog sig bedst ud eller hvor han gjorde? Hvad ville han vise frem?
"Jeg har hørt fortællinger om hvor storslået jeres bibliotek er. Det kunne jeg også godt tænke mig at se - hvis du vil vise det frem?"