Med tunge skridt kom han ned af trappen til fangekælderen og stillede sig uden for kvindens celle. De røde øjne rettede sig mod torturmesteren "Nu Azaic... Så må du lege med dine møgdyr senere" brummede han og ventede utålmodigt på cellen blev åbnet. Han puffede til Azaic og trak celledøren fra og gik ind. Uden så meget som at rette blikket mod torturmesteren bad han om at få cellen låst og han ville give besked, når han skulle ud. Med en dyb knurren tog han et par skridt tættere på væsenet og ventede på der kom en eller anden kommentar fra hende, hvis ikke ville han blot tage endnu et skridt mod hende.
Nyxx 19.01.2020 00:38
Endnu en dag var nærmest fløjet forbi som havde den blot været to timer lang. Køteren havde nærmest ikke lavet andet end at træne med Lykke og Eretreya, hvilket altid var en hyggelig, eller mangen på bedre ord, speciel oplevelse. Aften havde bragt yderligere kulde med sig til Kzar Mora, hvor der i forvejen var køligt. Den store pels kappe havde Køteren alligevel ladet blive på hans kammer, han var alligevel dækket i en tyk, hvid pels, der hjalp ham med at holde på en god del af den indre varme. Han var kommet i tanke om han havde en fra Lysets hær der ventede på ham i kælderen. Det var ikke en person han selv havde indfanget, men han havde fået "æren" af at skulle få information ud af dette væsen. Alt han vidste var at det var en kvinde, blandingsrace af formodet satyr og mørkelver. Køteren havde taget opgaven med ordene om der ikke skulle være forskelsbehandling, trods det var en kvinde. Det havde som regel været et problem ved nogle af mændene på stedet, de havde været for blide, men de vidste Damien ikke ville vise nåde.Med tunge skridt kom han ned af trappen til fangekælderen og stillede sig uden for kvindens celle. De røde øjne rettede sig mod torturmesteren "Nu Azaic... Så må du lege med dine møgdyr senere" brummede han og ventede utålmodigt på cellen blev åbnet. Han puffede til Azaic og trak celledøren fra og gik ind. Uden så meget som at rette blikket mod torturmesteren bad han om at få cellen låst og han ville give besked, når han skulle ud. Med en dyb knurren tog han et par skridt tættere på væsenet og ventede på der kom en eller anden kommentar fra hende, hvis ikke ville han blot tage endnu et skridt mod hende.
Vuze 19.01.2020 01:04
Det kunne kun være et mareridt. Et af de tilbagevendende mareridt, hvor Elora igen var tilbage i sin gamle celle, tilbage i mørket. Men det var ikke et mareridt. Hun var alt for bevidst om, at hun var helt vågen. Siden hun var vågnet i cellen, havde hun været ved at gå i panik. Selvom hun var blind kunne hun stadig se lys og skygger, så hun var ikke i tvivl om, at der var mørkt. Hun hadede mørket. Hun kunne knapt nok sove uden at have en eller anden form for lys. Hun havde ikke engang kunne fokusere nok til at fremkalde en skygge, så hun måske kunne se, hvor hun var.Hun vidste ikke engang helt, hvor hun var endt der. Hun havde været ude på et ærinde, hvor hun så pludselig havde mistet bevidstheden. Da hun var vågnet, havde det været i den fremmede celle. Var der mon overhovedet nogen som havde opdaget at hun var væk?
Hun lå krøllet sammen i et hjørne af cellen. De blanke øjne stirrede tomt ud i luften, mens hendes krop rystede ganske svagt. Hendes tanker var domineret af ubehagelige minder fra hendes opvækst, hvor hendes liv havde handlet om cellen, mørket og smerten.
Hun reagerede ikke, da hun hørte celledøren blev åbnet, og nogen trådte ind i hendes celle. Selv den dybe knurren fik ikke fremkaldt nogen reaktioner. Hun var gået i baglås, hendes tanker var optaget af de ubehagelige minder, og hendes krop bar nærmest fastfrossen.
Nyxx 19.01.2020 01:06
Damien stirrede ned på væsenet, der var fuldkommen sammenkrøllet i hjørnet af cellen som han havde trådt ind i ”Azaic? Hvor længe har den lagt sådan?” sagde han som han kastede blikket over skulderen og så på torturmesteren ”Siden hun vågnede…” derefter forsvandt Azaic ud i mørket, formentlig ud til en eller anden fange han havde på en pinebænk. Damien gik til porten og stak så vidt muligt armen gennem tremmerne og forsøgte at få fat på en af faklerne der hang uden for, hvilket lykkedes. Igen vendte han sig mod væsenet i hjørnet af cellen og sukkede før han rakte ind over det og satte faklen i den holder der var et stykke over hende, blot for bedre at kunne se hende, da han havde synsproblemer selv og havde fået at vide hun var blind, eller næsten i hvert fald.Damien satte sig på hug foran hende og bemærkede hvordan hele hendes krop rystede ”Ynkeligt… Bevares så havde jeg ikke regnet med andet fra en der hjælper Lyset” sagde han hånligt som han satte hånden på sit sværd, klar til at hoppe op og trække det, om det var nødvendigt? Næppe, taget i betragtning hvor meget væsenet lå og rystede. Han greb fat i hendes venstre horn og holdt hendes hoved op, i hvert fald hvis hun ikke strittede i mod, dog var han forberedt hvis hun skulle angribe.
Vuze 19.01.2020 02:21
Lys. Det var svagt, men hun var sikker på, at der var lys. Og et væsen, hvis stemme hun ikke genkendte. Hun var fristet til at fremkalde en skygge for at få bekræftet, at der faktisk var en lyskilde i cellen, men det fremmedes væsens tilstedeværelse stoppede hende. Nok vidste hun ikke hvem et var, men hun var sikker på, at det var en som ville hende ondt. Hun kunne kun komme på to scenarier: enten var hvem end der havde mishandlet hende i hendes barndom klar over, at hun ikke var død, og havde fanget hende igen. Ellers var det nogen fra mørket, som mente, at de kunne bruge staldmesteren fra lyset til noget. Det var nok det mest sandsynlige. Ganske kort efter bekræftede hans ord da også hendes mistanke. Hun var næsten glad for, at det var mørket hun var endt ved.Hun sagde ikke en lyd, da hun blev hevet op i hornet. Hun havde lært, at i sådanne situationer var det ikke tilladt a sige en lyd, medmindre man fik en direkte ordre. Og selv der kunne det være risikabelt.
Hendes blanke øjne stirrede lige ud i luften. Nok kunne hun se meget slørede omrids, men ikke i cellens dårlige belysning. Hendes krop holdt stille og roligt op med at ryste, så i stedet hang hun fuldkommen slapt i hans greb. Hun ville ikke engang forsøge at forsvare sig. Hun var ikke stærk, og selv hvis hun formåede at få fat i en form for våben, ville hendes manglende evner indenfor våbenbrug gøre, at våbenet næppe ville hjælpe meget.
Nyxx 19.01.2020 02:24
Damien fik ingen respons fra væsenet og sukkede nærmest opgivende ”Azaic? Du er sikker på det lille dyr er levende? ” kom det brummende fra ham som han slap hendes horn og rejste sig og så ned på hende. Han rakte ind over hende og greb faklen inden han satte sig ned på hug endnu engang. Han vidste ikke hvor meget hun kunne se, men nu var der i det mindste lidt mere lys, så kunne hun vel se hans skygge og ane hvad der skete. Lidt gentleman var han vel? Azaic kom op til tremmerne og grinede hånligt af Damien, som havde taget faklen med ned til det skræmte væsen ”Viser du ligefrem en eller anden form for nåde? Hold kæft hvor er du svag” kom det fra ham. Damien vendte hovedet og knurrede af ham ”Hvis du kommer med flere dumsmarte kommentarer, så flår jeg dig levende… ” kom det brummende fra den store dæmon inden han atter rettede blikket mod væsenet i cellen.Damien hævede faklen over hende og brummede. Hun var så småt begyndt at stoppe med at ryste, men det kunne sikkert hurtigt laves om på. Hans frie hånd greb atter fat om hendes ene horn og han lænede sig ind mod hende ”Hvis du ikke siger en lyd, bliver det blot værre for dig selv… Så fortæl mig lille skat….” sagde han og lod sin tunge glide over sine hjørnetænder før han fortsatte ”Hvad vil du helst have som straf, hmm? Hænges op og piskes til blods af Azaic, eller vil du hellere have kløerne fra mig? Hvis du ikke besvarer mine følgende spørgsmål, så bliver det realitet.. Forstår du hvad jeg siger så sig det” brummede han mod hendes øre, nærmest som en hvisken. Efter Azaic’s kommentar om han viste nåde, havde han i og for sig fået blod på tanden og havde ikke tænkt sig at holde tilbage.
Vuze 19.01.2020 03:46
Lige så snart Eloras horn blev sluppet, faldt un igen sammen på gulvet. Hun havde ikke stykre til t holde sig selv oprejst. Eller var det blot viljestyrke, hun manglede? Uanset nægtede hendes krop at lystre. I hvert fald indtil lyskilde blev ført ned til hende. Nu var hun ikke spor i tvivl, der var noget lys i cellen! Hun rykkede sig en lille smule for at komme nærmere lyset, hun stoppede dog lige så snart nogen snakkede. Ordene gav hende ikke ligefrem håb om at slippe hurtigt væk, eller et håb om, at der ville blive vist nåde, hendes sølle tilstand taget i betragtning.Et lavt klynk kom fra hende, da der igen blev grebet fat i hendes horn. Det gjorde ikke ondt, men et satte i den grad gang i smertefulde minder.
Hans trusler fik en kulde til at bredde sig i hendes krop. Han ville uden tvivl have oplysninger om lyset. Oplysninger, som hun aldrig ville kunne give ham. Både fordi hun var opsat på at være loyal, men også fordi hun egentlig ikke vidste så meget. Spørgsmålet var, om han ville tro på hende.
"Jeg forstår" Hendes stemme var rolig, især taget hendes åbenlyse skræk i betragtning. Hun var vant til at adlyde dem form for ordre, og helst med fast og sikker stemme. Noget opdragelse ville hun aldrig glemme.
Nyxx 19.01.2020 04:18
Damien lå mærke til hun rykkede på sig, hvilket fik et lettere forstyrrende smil frem på hans læber, netop så hans skarpe tandsæt kunne ses "Nej, tænk en gang... Den er skam levende" sagde han og lod et hæst grin undslippe. Ikke det var et muntert grin, nærmere hånligt og nedgørende. Lige siden han havde trådt ind i hendes celle, havde hun ikke bevæget sig det mindste, ikke sagt en lyd, men da lyset var blevet ført ned til hende, kunne hun bevæge sig. Det hjalp ikke med hendes klynken, for det virkede i og for sig som en musik i hans ører. Hvad der ville være hans højre øjenbryn, hævede sig da hun talte. Så hun kunne rent faktisk tale? Perfekt... Et dystert smil kom frem på hans læber som han slap hendes horn og greb ud efter den ene hånd, så hun selv kunne holde faklen, på trods af han vidste det ville fungere som et våben, men han havde et sværd og han havde set hvor begrænset hun bevægede sig, så det kunne nærmest kun være minimal skade hun kunne lave, om ikke andet, måtte hun lade livet "Hold den... Og forsøger du på det mindste... Mister du hånden... Forstået?" sagde han som han stadig holdt omkring hendes håndled og faklen i den anden hånd.
Vuze 19.01.2020 04:58
Det var svært at vide, præcist hvordan hun skulle reagere, så Elora forholdt sig passiv og slap, så længe han havde fat i hendes horn. Ikke at der var meget andet hun kunne gøre. Hun var ingen kriger, og det vildeste hun kunne bruge sin evne til var, at besætte en rotte og lade den bide ham i storetåen. Det ville næppe tjene noget andet formål end at gøre ham gal.På en måde var hun irriteret på sig selv. Hun havde svoret, at hun aldrig skulle tilbage til mørket. Hun havde været uforsigtig.
Det gibbede let i hende, da han pludselig greb fat i hendes hånd.Tøvende greb hun rundt om faklen. Tanken om at bruge den som våben faldt hende knapt ind. Hvad skulle hun også gøre - forsøge at sætte ild til ham? Hun var i hvert fald ikke stærk nok til at slå ham ud. Faklen føltes næsten unaturligt tung. Ville det også medføre straf, hvis hun tabte den? Hun havde jo fået en ordre på at holde den.
"Ja, det er forstået" igen var stemmen unaturligt klar og blottet for følelser. Hun havde dog fuldt ud forstået hans trusler. Hun havde ingen interesse i at miste hånden, hvordan skulle hun så arbejde i stalden?
Nyxx 19.01.2020 05:25
For Damien var dette barnemad. Hun kæmpede ikke imod ligesom alle de andre fanger ville gøre, måske fordi hun inderst inde vidste, at det ikke ville nytte? Fordi hun kunne fornemme at han var væsentligt stærkere og større end hun selv? Uanset hvad, ville hun ende med at blive knækket i to, hvis hun forsøgte på det mindste. Som hun greb fat om faklen og talte endnu en gang, kom et dystert smil frem på Damien's læber "God pige" sagde han næsten hviskende som han rejste sig og så ned på hende. Ak så skrøbelig og han selv var tårnhøj og voldsom... Det arme væsen ville ende med at dø hvis det havde været Azaic, der var hos hende, bevares så kunne Damien være nok så voldsom, men han var lidt bedre end torturmesteren selv.
Damien tog nogle skridt bagud, nærmest betragtede hende som hun lå der foran ham med faklen i hånden "Fortæl mig tøs... I har en halvdæmon i blandt jeres krigere..: Korrekt?" sagde han næsten knurrende.
Vuze 19.01.2020 13:32
Nervøst rykkede Elora lidt på sig i et forsøg på at komme væk fra ham. Hun var efterhånden ved at have en fornemmelse af, hvor stort væsnet af hende var. Hun kunne godt nok kun gå ud fra de få skygger, hun kunne se. Hun kunne selvfølgelig ikke være helt sikker, men hun følte sig nu alligevel ret sikker på, at det ikke var et menneske, som var i cellen med ham. Hverken den smule kontur hun kunne se af ham ellers han knurrende stemme virkede menneskelig. Eller for den sags skyld som noget andet væsen, hun nogensinde havde set.Hun tøvede, da hans første spørgsmål kom. En halvdæmon? Hun var ikke sikker. Hun forsøgte så vidt som muligt at holde sig for sig selv. Jo, hun havde da hørt rygter, men om de var sande.. ja, det kunne hun ikke sige med sikkerhed. Hvorfor var han overhovedet interesseret i at vide det? Det virkede som relativ harmløs information.
"Jeg ved det ikke. Jeg mener, jeg er ikke sikker. Jeg hører kun rygter, ingen fortæller mig den slags information" Hvem skulle dog også fortælle hende, at der var en halvdæmon blandt dem? Hun var jo bare i stalden! Og det var jo ikke ligefrem fordi hun kunne se racen på deres udseende medmindre hun havde sine skygger omkring sig, men den evne kunne han vel næppe kende til? Medmindre nogen havde sladret til ham.
Nyxx 19.01.2020 15:29
Damien stod blot og stirrede på hende som hun rykkede på sig, sagde ikke et ord, men tårnede blot over hendes yderst skrøbelige figur. Han havde aldrig haft meget til overs overfor dem der valgte at følge lyset, specielt ikke efter de mange forsøg han der havde været på at slå ham ihjel, dog havde Mørket's healere altid været godt til at gøre deres job, hvilket også var derfor han opførte sig pænt over for især Yadrial, som havde fikset hans øje. Måske var det en nødvendighed at have Yadrial på sidelinjen alt efter om Damien fik de svar han ville. Damien kom af med en brummende lyd som hun kom med et svar "Lad nu være med at gøre det værre for dig selv... " sagde han og kom af med noget der mindede om et suk. Som om hendes tilstand ikke var dårlig nok i forvejen. Damien trak på smilebåndet, ikke et specielt rart smil, for tænderne kom igen til syne som han gik mod hende og stoppede foran hende. Hans fod, der egentlig mindede mere om en pote, blev placeret på håndledet af den hånd hun havde faklen i og han knurrede "Nu prøver jeg igen... Jeg ved godt du kryber rundt i staldene... Men du er i hvert fald ikke døv... Så sig mig... Hvad laver en halvdæmon blandt jeres mænd, hmm?" sagde han og begyndte at ligge lidt tryk på hendes håndled med foden. Hvis Damien besluttede sig for det, kunne han sikkert brække hendes håndled på denne måde.
Vuze 19.01.2020 21:51
Det kom egentlig ikke som nogen overraskelse for Elora, at han ikke lod til at acceptere hendes svar. Det var jo trods alt ikke det svar, han havde ønsket. Og hvordan skulle hun overhovedet kunne bevise, at hun ikke løj? Det var jo heller ikke helt sandt. Hun kendte krigere, som sagtens kunne være halvdæmoner. Hun tog sig af deres dyr i stalden. Men hun kunne jo ikke sladre om den.Især ikke, når hun ikke var helt sikker på, at de faktisk var halvdæmoner. Så mange racer lignede hinanden.Hun klynkede lavt da han placerede sin fod.. pote?.. på hendes håndled. Hun vidste fra erfaring, hvor nemt det var at brække et håndled. Og langt de fleste andre knogler i kroppen, faktisk. Hun vidste så også nøjagtig, hvor ondt det ville gøre.
"Jeg ved det ikke" hendes stemme var begyndt at skælve ganske svagt af frygt for smerten, som uden tvivl måtte være på vej. Hun glemte øjnene hårdt sammen og spændte op i kæben. Ville det være tilladt at skrige, eller ville det medføre mere straf? Han virkede ikke som typen, som gik op i sådan noget, men det var svært at skille sig af med gamle vaner og frygte.
Nyxx 10.02.2020 12:19
Damien kom af med en dyb brummende lyd som hun talte, men det var bestemt ikke det svar han havde regnet med. Et opgivende suk fulgte op på den brummen der var kommet fra ham. Langsomt kom der mere pres på hendes håndled. Det var som om han næsten kunne mærke hvordan hendes håndled langsomt gav efter under hans massive vægt. Om hendes ord var sande, var Damien i teorien ligeglad med, for et eller andet måtte hun vide om denne halvdæmon. Han skulle lige til at beskrive halvdæmonen for hende, men kom i tanke om hun var blind. Damien var som regel ikke en af dem der gav op, men dette kunne måske godt gå hen og blive lidt af en opgave, taget i betragtning af at dette væsen der var foran ham, var blind og ikke havde en jordisk chance for at kunne sige om hun havde set ham nogensinde. Han skar svagt tænder ”Hans navn er Xaphan… Hvis ikke det ringer bare en lille klokke…” sagde han med en knurren og gav mere pres på håndleddet og ventede blot på hendes svar. Var svaret ikke tilstrækkeligt, ville han give det sidste styrke i håb om at brække håndleddet på hende. Man kunne tydeligt høre hvordan folk i fangekælderen beklagede sig, nogle fordi der var mørkt, andre fordi de var sultne de sidste… Grundet en uendelig spiral af smertehelvede samt endeløse nætter med Azaic, der bestemt ikke stod til side når det kom til at torturere hvileløse sjæle. Damien holdt af at være i fangekælderen, mest af alt fordi han ikke behøvede at holde sig tilbage ret ofte, om ikke andet kunne han bare sende healeren ned, hvis der var behov for det.
Vuze 02.03.2020 14:13
Desværre lød navnet bekendt, ikke at Elora troede på at hun ville slippe for afstraffelse hvis hun ikke genkendte det. Men hun kunne stadig ikke svare sandfærdigt på hans spørgsmål. Uanset hvor meget hendes opdragelse dikterede, at hun skulle svare sandfærdigt, fordi det blev forlangt af hende, kunne hun ikke få sig selv til det. Hun kunne ikke, ville ikke, forråde lyset. De havde taget hende ind, hvor hun ikke havde andet og døden faktisk virkede som en lykkelig slutning. Det ville knuse hende at skulle svigte dem, som havde hjulpet hende. Hvis det betød, at hun måtte klare sig igennem den tortur som uden tvi l ventede hende.. ja.. så var det vel bare godt, at det langt fra var første gang, at hun blev tortureret."Jeg ved ikke, hvem det er" hun holdt vejret mens hun ventede på, at presset på hendes hånd blev øget indtil knoglen gav efter. Hun gjorde sit bedste for ikke at skrige da smerten begyndte at stråle op gennem hendes arm. Man kulle være stille, når man blev afstraffet, det var, hvad hun havde lært gennem så mange år. Men smerten blev hurtigt for meget, og især da knoglen endelig gav efter, holdt hendes selvkontrol ikke længere, og hun skreg højt af smerte.
Nyxx 04.03.2020 11:14
Damien så afventende ned på væsenet foran ham og øgede langsomt presset på hendes håndled og som hun sagde hun ikke kendte personen, lå han alt det pres han kunne og mærkede da håndleddet give efter. Lyden af den brækkede knogle blev ret hurtigt overtaget af hendes smertefyldte skrig. Et bredt smil kom frem på hans læber som han fjernede poten fra hendes arm og hurtigt kom ned og greb hendes ene horn og rev hende delvist op og stå. Damien’s knurren var nærmest dybere end før, hvilket fik cellen til at ryste let. Dette var et tegn på at han havde fået nok og for hans vedkommende var det nu det blev sjovt, men for hende… Det stik modsatte. ”Jeg troede kun du var blind og ikke snot dum” snerrede han, ganske få centimeter væk fra hendes ansigt. Hans tænder var kommet til syne, nu hvor han stod og snerrede og knurrede af hende ”En chance til… Hvad… Laver… Xaphan… Blandt jeres... Mænd!?! kom det igen snerrende fra ham og for hvert ord holdt han nærmest en lille pause, mens det sidste ord nærmest blev råbt direkte ind i hovedet på hende.
Vuze 18.04.2020 20:55
Det var underligt at gå imod en direkte ordre, og selvom bare tanken om ikke at adlyde gjorde Elora nærmest panisk, var der også noget befriende over det.. Altså lige indtil presset på håndleddet blev for meget, og en skarp smerte skød op igennem armen og fik Elora til at skrige skingert af smerte. Nok var det langt fra første gang, at hun oplevede den smerte, men hun ville aldrig blive vant til det. Desuden var det efterhånden år siden Elora sidst var blevet alvorligt skadet.Der ville komme meget mere smerte, det var Elora overhovedet ikke i tvivl om. Men det var langt fra første gang, at Elora oplevede tortur, hun var vokset op med det, og at svigte de folk, som hun havde kært, ville være markant mere smertefuldt end noget han kunme gøre ved hende.
"Jeg ved ikke hvem Xaphan er" hulkede hun. "Jeg arbejder bare i stalden! Jeg tager mig af hestene!"
Hendes øjne stirrede tomt ud i luften, mon det ville være risikoen værd at fremkalde en skygge, så hun i det mindste ville være i stand til at se ham?
Nyxx 03.10.2020 12:03
// Lukket efter aftale med Vuze <3 //Damien har forladt tråden.
Chatboks
IC-chat▽
Online nu:
Lige nu: 0 | I dag: 1
Lige nu: 0 | I dag: 1