Alianne_ 14.01.2020 21:33
Bæstets skulderhøjde går til dværgens skuldre, og som den springer frem og langer ud med skarpe klør, strækker den sig over dobbelt så lang. Den ellers rynkede hud hives i af de tydelige, underliggende sener, og truer næsten med at sprænges som et overgarvet skind. De snerrende tænder er vædet med dyrets savl - en savl, der lyser grønligt i solens skarpe stråler. Et par dråber rammer sneen, og det viger for dets ætsende egenskaber.
Efter en undvigelse må tigerbæstet trække sig lidt tilbage og finde den næste åbning den kan drage nytte af. Øjnene fortæller det hele: Sulten har overtaget væsnet, og alle instinkter skriger på at sætte tænderne i det saftige dværgekød.
"Stop!" lyder det til højre for de dansende kæmpende, og tigeren stopper en smule op i sine bevægelser, men fortsætter sin snerren.
"Stop, sagde jeg," lyder stemmen igen, og en mand kommer småløbende hen til dem og griber fat i bæstets hårløse hale.
"Uanset hvor sulten du er, er den dværg tydeligvis en udfordring. Den smager sikkert heller ikke godt, så fald så ned!"
Manden er høj og slank, senet af bygning og uden megen hårvækst. Det hår, hans hoved bærer, ser tyndt ud i den milde vind, og skægstubbene er friskt afbarberede. Tøjet er tætsiddende og praktisk, men ikke uden at være prangene og vise alle beskuere, at han er en mand med stil. Nok er støvlerne tætnet ekstra i sålen, så sneen ikke trænger ind, men læderet er indgraveret og spænderne pudsede. Nok er frakken varm og vindtæt, men nogen har brugt tid på at lægge sirlige sølvgraveringer i alle kanter.