Der var absolut intet nyt i, at Merric havde brug for at komme væk fra borgen og få tankerne på hvad som helst andet end hvad der foregik hjemme. Der var heller ikke noget nyt i at han søgte kroen i Lazura når dette behov dukkede op. Det hjalp som sådan ikke på problemerne, men som regel gjorde det ham da i stand til lige at tænke på noget andet for en aften og var han heldig fandt han selskab han kunne bruge både aftenen og natten med som kunne få ham på helt andre tanker. Lige denne aften havde han nu ikke rigtigt søgt andet end et par timers underholdning bestående af en venskabelige snakke og spil på kroen med folk han efterhånden havde kendt i en rum år. Der var ikke blevet drukket tæt, selvom han da ikke kunne udelukke at have opnået en vis grad af beruselse. Heldigvis ikke til et punkt hvor han ikke vidste hvad han lavede eller hvordan han skulle finde sin hest og komme hjem.

Noget havde dog føltes underligt mens han på ryggen af hesten havde trasket sin vej ud af byen. Han havde ikke kunne sætte en finger på hvad det var og havde i første omgang bare slået det hen som en ærgrelse over ikke at have drukket sig fra sans og samling for at glemme rodet i hans hoved. Følelsen blev dog kun stærkere som han kom ud af byen og til sidst gik det da også op for ham, at det ikke var tilfældig bevægelse der var et stykke bag ham.

"Undskyld mig?" Han fik stoppet hesten og drejede sig en anelse i sadlen for at se bagud. "Er De på vej et specielt sted hen?" Selvom der var en vis mistro i hans stemme, der bestemt kom af den underlige følelse han ikke kunne kaste af sig, så formåede han at holde den primært høflig. Det kunne jo være det bare var en tilfældig rejsende, der skulle i samme retning. Hans intuition sagde godt nok noget andet, men det var ikke altid han ligefrem var god til at lytte til den.

Det var efterhånden nødvendigt for tilhængere af mørket at træde varsomt, men det var ikke ligefrem en stil, som passede til Yotul. Hun var virkelig ikke typen til at gå stille med dørene og når det så endelig skete, så kunne hun ikke holde den kørende særlig længe ad gangen. Men sådan var det nu bare og denne aften var bestemt ingen undtagelse. Oprindeligt havde hun valgt kroen for at få noget at spise, men samtidig havde hun også en bagtanke om at overhøre en samtale eller flere, som hun forhåbentlig kunne bruge til noget. Eller mørket kunne bruge til noget. Det betød ikke det store mere, men hun havde da ikke planer om at vende tomhændet hjem til øen, så hun måtte heller finde noget, der kunne bruges. Måske bare for hendes egen skyld, mørket skulle nødig tro, at hun var begyndt at tvivle på deres intentioner og ikke mindst magten, de skulle have haft for længe siden. Hun havde faktisk siddet på kroen længe, før der dukkede en skikkelse op, der så bare lidt interessant ud. Men andre kvinder fandt ham også interessant, så hun endte blot med at observere ham fra afstand, imens at snakken gik. Uniformen havde hun ladet ligge hjemme, i stedet bar hun en lang kjole, tætsiddende og med bar ryg. Der var mere stof en hvad hun normalt ville gå med. Men hun skulle jo helst ikke skille sig for meget ud. Alligevel havde kjolen en langs slids på ved højre ben, blot så hun havde mulighed for at bevæge sig. Kjolen var mørkeblå og lignede mest af alt en mørk nattehimmel. Der var ingen ærmer i kjolen, også selvom vejret sagtens kunne få andre til at dække sig mere til. Det ene ben var lagt over det andet, som huden fik lov til at ånde på hendes ben, imens at hun havde vendt fronten imod mandens selskab.

Yotul bevægede sig ikke fra sin plads ved bordet, hun drak heller ikke, som de grønne øje blot hvilede på skikkelsen. En gang imellem lod hun blikket vandre, så han ikke fik øje på hende. Da han først valgte at gå, ventede hun en rum tid før at hun selv rejste sig op og gik ud af døren. Der gik ikke længe før hun havde færden af ham og hans hest. Så hun satte roligt kursen over brostenene og ud af byen. Det passede hende fint, så kunne hun altid få arbejdsro, hvis han var typen til at skrige efter hjælp. Man vidste jo aldrig med de højere stående. Nogle kunne forsvare sig selv, andre kunne bestemt ikke.

Træerne på stien var med til at give hende bare lidt dække, som hun dog ikke gik skjult hele tiden. Hvis han først opdagede hende, så ville det ikke være smart at gå og gemme sig hele tiden, så kunne han jo hurtigt få den forkerte ide omkring hvad hun var ude på, omend den nok var rigtig. Alligevel irriterede det hende grueligt, at han havde bemærket hende, som hun sukkede opgivende og himlede med øjnene. Dog ville han umuligt kunne bedømme hendes humør på den afstand der var imellem dem. "Hvorend De går hen, Sir" svarede hun med et lystigt smil på læben. Hun gik roligt tættere på ham og strøg de korte lokker om bag ved hendes ører. De spidse ører var ikke til at tage fejl af, det måtte være nemt for ham at konkludere hendes race om ikke andet.

Grebet om tøjlerne blev strammet en smule over den fremmede kvindes svar. Det var ingen hemmelighed, at Merric bestemt brød sig om alverdens slags opmærksomhed, men den følelse han havde i kroppen over dette gjorde ham noget skeptisk. Han følte sig ukomfortabel nok til ikke engang at rette på den titel han blev tiltalt med, selvom det var noget han normalt gik op i; det kom med opdragelsen.  "Jeg takker for interessen," formåede han ganske langsomt at få over læberne i hvad han selv syntes var en overbevisende rolig tone. Hesten under ham rykkede dog en smule uroligt på sig, da den uden tvivl kunne mærke hans utilpashed. "Men jeg søger ikke selskab til min tur, beklager." Selvom han ikke havde drukket sig fra sans og samling var han alligevel påvirket nok til ikke at kunne tænke helt klart. Måske det også var hvorfor han ikke bare havde sat fart på hesten og på den måde undgået problemer. 

Han lod øjnene hvile på den fremmede kvinde og lod sig denne gang lægge mere mærke til hvordan hun så ud fremfor blot det faktum, at hun var der. Han kende hende ikke, så meget vidste han da. Selv i mørket kunne han også gætte ud fra hendes form hvilken race hun tilhørte. Det hjalp dog ikke rigtigt på hvordan han havde det og det var også lidt en kamp for ham at blive siddende relativt rolig i sadlen. Det var umuligt for ham ikke at tænke på hvorfor hun mon havde fulgt med ham ud af byen, hvilket desværre også vækkede en nysgerrighed, der bestemt ikke var velkommen lige nu. 

"Hvad er Deres navn?" Hvorfor spurgte han overhovedet? Han fik lyst til at slå sig selv hårdt i panden over ikke at kunne styre den forbandede nysgerrighed, men heller ikke denne gang rykkede han specielt på sig. Tværtimod kunne han mærke hvordan det efterhånden krampede en smule i hans hånd af det hårde tag i tøjlerne, hvilket så tvang ham til at løsne det en smule. Heldigvis lod det da også til at det gjorde hesten under ham en smule mere rolig.

Den fine herre var tilsyneladende ikke overbevist om Yotuls uskyld, men det kom egentlig ikke bag på hende. Hun kunne narre de fleste, men ikke alle ville falde i hendes falde og måske han slet ikke var påvirket nok til at hun ville være i stand til at lege med ham. Hun virkede dog forholdsvis rolig omkring situationen, som hun så en anelse afventede på ham og bemærkede hvordan han strammede grebet om tøjlerne, hvis han havde i sinde at stikke af, så skulle hun nok finde en måde hvorpå hun ville kunne følge ham. Men det behøvede han selvfølgelig ikke at vide. Lige nu skulle hun jo bare ligne en kvinde på tur.. En meget målrettet tur, som hun også havde indrømmet overfor ham, men hvad? Kunne han brokke sig over hendes interesse? "Sikke en skam" kommenterede hun lettere skuffet, som om hun var såret over hans svar. Ikke at det var sandt. Til tider kunne det også være sjovt at jagte.. Selvom hun foretrak selv at være den der blev jaget, men så skulle hun vist have valgt en anden fremgangsmåde.

Egentlig havde manden givet udtryk for, at hun godt måtte finde noget andet at lave, men Yotul valgte alligevel at bevæge sig tættere på ham, som kjolen svagt slog imod hendes ben for hvert skridt hun tog. Hun smilte endnu roligt og afslappet, der var ingen grund til at lade ham vide, hvad hun havde af tanker. I hvert fald ikke endnu. Endelig stoppede hun op et stykke fra ham og hans hest, men der var ikke langt imellem dem, som hun bukkede hovedet lettere høfligt. Det skete fra tid til anden, at hun tog en mere høflig tilgang til tingene og han lod ikke til at ville stikke af lige med det samme, så måske hun bare skulle være lidt forsigtig.
"Mit navn.." kommenterede hun lettere overrasket, som hun rettede blikket imod ham. Mon hun havde læst ham korrekt? "Er De virkelig typen til at bekymre Dem om kvinders navn?" spurgte hun endnu overrasket over at han overhovedet kunne vise den form for interesse. Mon hun havde læst ham forkert? Det var da sjældent at adelige havde nogen former for interesse i hvem kvinderne var? "Men siden De spørger.. Navnet er Yotul, Hr." svarede hun med endnu et buk, før at hun strøg fingrene let op af sin overkrop, imens at de grønne øjne søgte hans.

//Forlader tråden, men vi kan sagtens genoptage den, hvis det skulle have interesse! :D