Det var ikke med hans gode vilje, at Phillippe befandt sig i Tusmørkely. Han havde fornyligt slået sig ned i Dianthos, det var et godt stykke væk fra Katarina, men ikke så langt væk at rejsen frem og tilbage tog alt den tid han havde til at være væk fra hende. Han havde fået en bestilling, på nogle noget så specielle varer, og dagen hvor det skulle være færdigt, lå bare rigtigt træls i forhold til hans mønster i livet. Derfor havde han været nødt til at søge til Tusmørkely før end han plejer.
  På turen fra Dianthos til Tusmørkedalen havde han tænkt meget over ordren, hvad det var, hvad det skulle bruges til og hvordan han skulle lave det. Mange af spørgsmålene gav lidt sig selv, hvis man tænkte sig om. Det var fra et bordel, det var i hvert fald der tingene skulle leveres. Ideen om hvad det skulle bruges til havde givet ham varme følelser i kroppen, specielt omkring underlivet, så han var kommet frem til det nok var bedst han ventede med at tænke for meget over det, til han var tilbage i Dianthos. 

 Hesten der havde transporteret ham, var blevet opstaldet ved en lille kro, hvor han havde fået sig et værelse. Ikke tale om at han skulle bruge mere til hos Katarina end højest nødvendigt. Nu stod han foran den lille sølvtøjs butik, og drejede lidt rundt med ringen på fingeren. For en gang skyld havde han det ikke vanvittigt skidt, han prøvede altid at trække den så langt ud han kunne, men det gjorde det ikke nemmere eller skønnere at være ved butikken. Et tungt suk forlod hans læber, inden han åbnede døren og trådte ind i butikken.
 " Kat..?  " lød det svagt opgivende fra ham, som han kiggede lidt rundt i butikken. Det havde ikke ændret sig særlig meget siden sidst han var der.

For et kort øjeblik siden havde en ældre dame været inde i den lille butik og afleveret en fin æske i træ, indeholdende alt det sølvtøj hun ejede. Æsken var fint indgraveret med damens navn, en gave hun havde fået af sin afdøde mand, fik Katarina så pænt at vide. Flere gange, endda. Det tunge sølvtøj kom herfra, men var blevet købt for mange år siden og trængte virkelig til at blive pudset. Den ældre dame havde bare ikke fingerkræfter til at gøre det ordentligt selv og det var en af de ekstra servicer, som Katarina tilbød enhver med sølvtøj og krystaller.
Som damen forlod butikken, bar hun æsken ind i det lille baglokale og stillede den på bordet. Til en hurtig pudsning af et smykke ville Katarina bare bruge det sædvanlige pudsemiddel, men til sølvtøj der trængte så desperat, ville hun tage det med hjem og gøre brug af bagepulver. Det krævede også noget kogende vand og salt, hvilket hun ikke kunne skaffe i butikken.

Katarina havde for længe siden vænnet sig til, at Phillippe kun kom tilbage når han havde brug for det. Hun havde nærmest skemalagt det for hver gang, så hun dermed også kunne sørge for at være hjemme, når han dukkede op. Men denne gang var hun ikke forberedt på hans ankomst og derfor registrerede hun slet ikke, at det var hans stemme der kaldte.
"Fru Jahnson, om jeg må bede!" Rettede hun den uhøflige fyr, idet hun kom gående ind fra baglokalet og først dér opdagede, hvem det var. Det bestemte udtryk hun havde i ansigtet løsnede sig straks og et lille, lusket smil lagde sig i mundvigen.
"Peppe. Jeg forventede ikke at se dig endnu. Du savnede mig måske for meget?" Spurgte hun, lidt for sukkersødt. Det var hendes sædvanlige tone over for Phillippe, for hun vidste udmærket godt hvad det sande svar ville være, men hun forventede derimod at høre det modsatte. Som hun bevægede sig tættere på, kunne man kun lige ane spidsen af de små sko under kjolen, når hun trådte frem. Først da hun kun stod en halv meter fra ham, stoppede hun op og strakte hun halsen lidt. Så ventede hun pænt, i stilhed på at han skulle hilse ordentligt på hende med et kys.

 Et fnys forlod Phillippes læber ved hendes jamren, og han så sammenbidt i retningen af lyden. Det frydede ham bestemt ikke at hun brugte hans navn. Det var forkert. Især fordi hun ikke havde gjort sig fortjent til det. Hun havde snydt sig til det, og nu var han fanget. Han var bestemt ikke tilfreds! 
 Det sammenbidte udtryk blev til en grimasse da hun kaldte ham Peppe. Han hadede det kalde navn. Eller i hvert fald måden det kom ud mellem hendes læber. Så sukkersødt og.. Kunstigt. Han rystede lidt på hovedet. Savnet til hende var på ingen måder blevet for meget. Det eneste han savnede der involverede hende var hans frihed. Han valgte ikke at svare hende med andet end nikket, da han var sikker på der ikke ville komme noget pænt ud lige nu. Han var altid mest irriterende over det hele, lige når han ankom. 

 Blikket fulgt hende som hun kom tættere på. Han sukkede svagt da hun stoppede foran ham og strakte halsen op mod ham. Han vidste han ikke slap udenom. Hun ville blive ved til han kyssede hende goddag, eller begyndte at blive voldsomt irriterende, så han kunne lige så godt bare få det overstået. Han lænede sig det sidste stykke ned mod hende, og pressede blidt, og en smule kort læberne mod Katarinas kind. Ville hun have et kys på munden måtte hun arbejde mere for det. Kunne han slet slippe uden om, så gjorde han det.
 " Jeg har et arbejdsopgave der ligger dumt.. Så var jeg nødt til at komme før tid...  " forklarede han så endeligt, mens han rettede sig op igen. Hans lod blikket hvile ned på hende. Der var ingen kærlighed at se. Kun opgivelse og svag irritation. Han følte altid at deres samvær virkede som et virkelig dårligt skuespil.

Selvom Katarina langt fra var den mest tålmodige kvinde, ventede hun stadig pænt på det kys. Så snart det fesne kindkys var givet, trak hun hovedet lidt til sig igen og det lille smil forsvandt. I stedet så hun kortvarigt på Phillippe med afsky i øjnene. Kun fordi det selvfølgelig irriterede hende, at hun ikke fik lige nøjagtig det hun havde forventet. Og netop derfor lod hun det ikke gå.
"Urgh, du kunne i det mindste lade som om, det ikke var så forfærdeligt at være her," lød det noget utilfredst fra hende. Hun kendte ham jo efterhånden så godt, at det ikke var svært for hende at ane hans opgivende og irriterede attitude.

Det ramte hende langt hårdere end hun ville indrømme, for hun ville da ikke nævne hvor meget hun holdt af ham og virke svag, når hun udmærket godt vidste, at hendes følelser ikke var gengældt. Så hellere skubbe det på afstand og være sit modbydelige jeg. I det mindste var han jo ikke forsvundet helt.
"Før min besværgelse var der trods alt et tidspunkt, hvorpå du virkelig holdt af mig." Hun skulle lige sørge for at minde ham om, at hele deres forhold på en eller anden måde ikke var bygget på en løgn, som hun havde forårsaget. Bare for at hentyde til, at hans tydelige irritation over hele situationen måske ikke var helt så retfærdiggjort, hvis man spurgte hende. Så strakte hun halsen lidt igen.
"Skal vi lige prøve den hilsen en gang mere?" Spurgte hun, endnu engang alt for sødt, dog stadig lidt mere bestemt. Han måtte jo være klar over, at gjorde han ikke som hun ville, var der ikke kun en lussing i hans fremtid. Og nu måtte han også kunne se i hendes øjne, hvor utålmodig hun var ved at blive. Hun havde trods alt stadig et par ting hun skulle ordne i butikken, før hun kunne lukke for i dag og tage ham med hjem til sin sædvanlige eftermiddagste.

 Det var umuligt for Phillippe at holde en omgang rullen med øjnene inde, over Katarinas utilfredshed. Han havde håbet på hun havde så travlt, og så forvirret over hans tidlige besøg, at hun ville være tilfreds med kindkysset, men så heldig skulle han ikke være. Han slog ud med armene og sendte hende et stort, kunstigt smil.
 " Eiiij Kat, hvor er det bare deeeeejligt at se dig! Det er alt for længe siden! Hvor har jeg dog saaavnet dig! Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skulle have gjort hvis jeg ikke havde mødt dig!  " snappede han lidt efter hende, og holdt det store, falske smil smurt over læberne lige ind til han var færdig med at snakke.
 " Bedre...? " brummede han en smule irritereret. Han regnede ikke med hun ligefrem fandt det bedre, for det var ganske tydeligt at høre sarkasmen i alt det han sagde. 

 Et fnys fandt vej til hans læber da hun sagde der en gang havde været ægte følelser mellem dem, men Phillippe var ret sikker på de var dukket op lige så pludseligt som de var forsvundet, hvilket selvfølgelig virkede meget mistænkeligt. 
 " Bliv du ved med at bilde dig selv det ind..  " mumlede han lidt. Selvom det virkede mistænkeligt, kunne Phillippe ikke benægte at det stadig havde virket ganske ægte, hvilket også var derfor han ikke direkte benægtede hendes kommentar. Han havde da også været en smule interesseret i hende i tidernes morgen, men slet ikke til en grad hvor han ville giftes med hende.. 
 Phillippe brummede irriteret da hun tydeligvis ville have et ordenligt kys. Han stod lidt og betragtede hende med et følelsesløst udtryk som hun stod der og strakte halsen igen. Han var bestemt ikke fan af at gøre som hun ville, og følte det næsten som en overgreb hver gang, selvom det altid endte med at være noget han gjorde frivilligt. Til sidst sukkede han tungt og opgivende.
 "Fint... " han trådte et lille skridt frem, så de stod helt tæt. Hvis han skulle gøre det ordenligt, kunne han vel lige så godt gøre det, så han også fik noget ud af det. Han lænede sig det sidste stykke ned, mens armene lagde sig om hendes lænd. Da deres læber ramte hinanden, var det i et dybt kys. Phillippe trykkede Katarina tættere på sig, og lukkede øjnene ens han holdt kysset lidt. 

Mens Phillippe sarkastisk opremsede sit skuespil, så Katarina bare til. Hun lagde armene over kors og selvom hun ikke fandt hans ord den mindste smule tilfredsstillende, så var hun godt klar over, at han bestemt ikke forventede hendes accept baseret på de ord. Hun tænkte, at det måske endda ligefrem ville irritere ham, hvis hun rent faktisk spillede med på den i stedet. Så mens hans talte var der ingen følelse at se i det kolde ansigt, men lige så snart han var færdig, bredte der sig et alt for venligt smil over hendes læber.
"Meget bedre, Peppe. Var det så svært?" Provokerede hun og smågrinede lidt.
"Selvom du vidst lige fik navnet forkert," tilføjede hun hurtigt efter. Han vidste hvor meget hun hadede kælenavne og hun skulle selvfølgelig lige påpege hans lille, egentlig ubetydelige fejl, kun for at træde lidt på ham, når det ikke var nødvendigt.

Selvom Katarina blev lidt fornærmet over Phillippes mumleri, så valgte hun alligevel at lade den kommentar gå og ikke reagere på den. I hvert fald ikke med mere end et rynk på næsen. Der var jo også grænser for hvor ubehagelig hun kunne blive over for ham, når de stod så offentligt et sted.
Som Phillippe trådte helt ind til hende, fjernede hun armene fra foran sig, lod dem falde ned langs siden og samlede i stedet hænderne på ryggen. Hun ønskede selv et dybt kys, men vidste godt at det næppe ville være sådan et han gav. Derfor var hun forberedt på at acceptere et helt almindeligt, fladt kys.
Hun blev da også noget overrasket, da hun fik lige nøjagtig hvad hun ville have. Hans arme omkring sig og den slags kys fra ham, der fik hende til at falde helt hen i det. Hun lukkede øjnene og straks fandt begge hænder om i hans nakke. Den ene blev der, mens den anden flyttede sig lidt længere op og viklede sig ind i hans lange hår.

Katarina holdt ham fast i det perfekte kys, lige indtil klokken over døren lød og den ældre dame fra før trådte ind.
"Ung kærlighed. Det er så svært at holde sig fra hinanden. Velkommen hjem, hr. Jahnson," kommenterede den lille dame med et stort smil, da hun stoppede op ved siden af dem. Ingen skulle kende til Katarina og Phillippes rigtige forhold, så Katarina havde selvfølgelig sørget for en dækhistorie. For dem i byen der kendte lidt til dem, var Phillippe ofte på forretningsrejse og aflevere træarbejde. Katarina trak sig lidt fra Phillippe og fandt de høflige smil frem mod damen.
"Sådan er det, når man elsker hinanden. Jeg må jo tage hvad jeg kan få, når han endelig er hjemme," svarede hun, som hun lige skævede mod Phillippe med et drillende blik, for hun var sikker på, at det svar ville ramme ham.
"Phillippe, min kære. Vil du ikke pakke det testel ud, der står i kassen dér og stille det frem i glasskabet?" Som hun talte, gestikulerede hun kort mod kassen på disken og glasskabet i midten af butikken. Det var udelukkende kun spil for galleriet, for den fremmede dame skulle ikke ane mistanke. Katarina gav ham derfor ikke tid til at svare, men forventede bare at han ville gøre som hun bad, inden hun rettede sig mod damen, der havde trukket et par skeer frem fra sin taske.
"Jeg fandt lige et par mere. De er nok faldet ud af æsken. Kan De nå at få dem med?"
"Selvfølgelig. Jeg skal sørge for at have det hele klar til i morgen," smilede hun, som hun tog imod skeerne. Damen sagde tak og vendte sig. Hun nikkede lige kort mod Phillippe, inden hun tøffede ud af butikken igen. Hun gik så langsomt, at Katarina nåede ud bagved, lægge skeerne i trææsken og kom tilbage, lige som døren blev lukket efter den gamle dame.

 En grimmasse gled over Phillippe, og han smallede øjnene som han så på Katarina. Han fnøs kort, og flyttede lidt uroligt på sig. Han havde utroligt meget lyst til bare at gå hans vej. At efterlade hende med blot det sølle kindkys, og måske snige sig ind om natten for at sikre sig at han fik så meget tid med hende som muligt, uden at have noget med hende at gøre. Desværre vidste han ikke hvordan hendes magi virkede, og han turde ikke tage chancen. Så hellere lide lidt, og komme væk så snart han var sikker på det ville være okay. Han skulede lidt til hende.
 " Det gjorde du vidst også.. Kat..  " Hans stemme var kold og lettere hvæsende. Det kunne godt være Katarina var utålmodig, men Phillippe havde også en grænse for hvad han ville finde sig i, og hun var meget tæt på at den blev overtrådt. 

 Et lille smil fandt vej til Phillippe læber, da Katarina tydeligvis blev en smule overrasket over hans kys. Ikke fordi han som sådan nød kysset, men fordi det gjorde ham ganske tilfreds at han stadig kunne overrasket hende lidt. Så havde han da altid dét at lege med. Phillippe lod sig falde lidt hen i kysset, forstillede sig han stod med en anden. Så var det hele også noget nemmere. 

 Da dørklokken ringede trak Phillippe hovedet fra kysset, og måtte bide et irriteret suk i sig. Det var irriterende nok at være i rum med Katarina alene, sammen med andre var det endnu værre. Han sendte den ældre dame et venlig smil, og nikkede hilsende til hende. 
 " Mange tak skal De have, det er godt at være tilbage.  " Han foldede hænderne bag ryggen da Katarina trak sig væk. Da hun skævede til ham, sendte han hende et meget kort skulende blik, inden han så på den ældre kvinde med at svagt leende smil, og trak på skulderne. Han havde ikke rigtig noget at sige til det, ikke noget pænt i hvert fald. 
 Selvom Phillippe ikke ønskede at være sammen med Katarina, ønskede han endnu mindre at resten af byen skulle vide at han ikke ønskede det. Det ville ikke blive set godt på, og inderst inde frygtede han lidt hvad Katarina kunne finde på, hvis han ikke opretholdt den facade hun havde sat op. Derfor gik han med til at være et elskende ægtepar blandt andre. At han altid havde et værelse på kro, så han kunne være så lidt sammen med hende som muligt, undskyldte han altid med at han ikke ville forstyre Katarina når han havde arbejde han skulle ordne. Det var dog sjældent han fik lov til at være på værelset, men det lettede lidt på hele situationen at han havde det. 
 
 Phillippe så i retningen der blev gestikuleret, inden han nikkede lidt og gik hen til kassen. Han så mod Katarina.
 " Jo, selvfølgelig, min egen.. " .. heks. Blikket han sendte Katarina viste tydeligt at han forsatte sætningen i hovedet, og det ikke var pænt, men smilet var skævt og drenget. Han skulle jo stadig virke glad. Blikket blev vendt tilbage til kassen og han begyndte at sætte det ind i glasskabet, som han var blevet bedt om. Så snart dørklokken ringede og døren smækkede i igen, stoppede Phillippe med det han havde gang i, og rejse sig op. 
 " Jeg har noget arbejde jeg skal ordne.. " Sagde han, selvom det ikke helt passede. Han havde masser af tid til at tænke over designet til bestillingen, men hvis han kunne slippe for at være i nærheden af Katarina, gik han gerne igang allerede.
 " Så jeg tænker at tage over på kroen, og se på det.. Jeg ville bare gøre dig opmærksom på at jeg var her.. " Han begyndte at gå mod døren, uden at vente på et svar, for han regnede ikke med at hun ville blive glad. 

Katarina var ikke spor i tvivl om, at Phillippes grænse var ved at være nået, da hun bed mærke i hans hvæsende tone. Men i stedet for at tage det til sig som en advarsel, udviklede hendes smil sig til en let latter. Nej, hun fik helt bestemt ikke navnet forkert, lige meget hvor meget han hadede, at hun kaldte ham det. Lige netop derfor, fik hun altid navnet helt rigtigt. Undtagen når andre var til stede, der tiltalte hun ham altid ved hans rigtige navn. Ikke fordi hun ikke ville kunne tillade sig også at bruge kælenavnet i offentligheden, men fordi hun vidste, at hun ikke var i stand til at sige det, uden at lyde den mindste smule nedladende overfor ham.

Det var altid så rart for Katarina at se Phillippe opfører sig sådan, når de ikke var alene. Det var jo i realiteten sådan det skulle være hele tiden. Det var ikke fordi hun elskede deres dårlige skuespil overfor resten af verden, men det var da langt bedre end ingenting. Og hvis hun ikke vidste, at det hele bare var løgn fra hans side, ville hun også have følt varmen over ordene 'min egen'. Hun kunne bare godt se det på det blik han gav hende, at resten af den sætning ikke var helt så indbydende. Han skulle være glad for, at hun hverken vidste præcis hvad han sagde, eller at hun intet kunne gøre ved det lige nu.

Straks som Phillippe nævnte, at han ville gå over på kroen flyttede Katarina på sig. I fuld fart gik hun mod døren, stillede sig foran den med ryggen til den og lænede sig mod den, så han ikke ville kunne åbne den uden at tvinge hende til at flytte sig først. Hun så bestemt ikke glad ud.
"Der er vel ingen grund til, at du ikke kan se på det arbejde derhjemme?" Sagde hun sammenbidt. Hun anstrengte sig nærmest for ikke at hæve stemmen det mindste.
"Og du vover på at sige mig," skyndte hun sig at sige kort efter, for selvom han mente at hun helt klart var en grund til, at han ikke kunne gøre sit arbejde hjemme, så ville hun ikke høre det. Hun ventede ikke på hans svar, før hun fortsatte:
"Gør nu dit arbejde færdigt og så går vi hjem sammen," beordrede hun og lavede et kort hovedkast mod testellet. Hun blev stående mod døren og ventede på han endnu engang gjorde som der blev sagt. Ellers måtte hun jo ty til trusler og måske en lille smule vold. Det kunne godt være at det slet ikke var meningen, at han skulle være kommet endnu, men nu hvor han var her, skulle han med hjem.

 Phillippe nåede ikke langt hen mod døren for Katarina stormede mod den. Han stoppede op, med et højt suk, og vippet anstrengt hovedet lidt bag over. Hun havde en evne til på magiskvis at give ham hovedpine. Den ene hånd gned opgivende ned over ansigtet. Det var som om alt hans energi bare blev suget ud af ham, men ikke nok til at han bare ville give hende det hun ville have. Han åbnede munden for at svare, men da hun sagde han ikke skulle sige, trak han blot på skulderne og lukkede munden. Så var der vel ingen grundt til at sige noget. Da hun sagde han skulle gøre han arbejde færdigt, løftede han det ene bryn, og så mod kassen. Nu ville hun også have han lavede hendes arbejde? Han fnøs og så tilbage på hende. Armene lagde over kors på brystkassen.
 "Mit arbejde? Mit arbejde har intet at gøre med din butik.. " lød det spydigt fra ham. Det kan godt være det hjalp hinanden med butikken før mens han stadig boede her, men det var den gang. Hans slog ud en smule opgivende ud med armene.
 "Jeg skal nok komme over når du er færdig her.. Du kan vel lukke butikken om en time.. " sukkede ham inden han kløede sig i nakken. Det irriterede ham, hun skulle være så besværlig.. Nu havde hun endda fået et ordenligt kys af ham, og så forsætter hun med at brokke sig. 

Phillippe så lidt overvejende på hende. Mon han kunne udnytte at hun havde et ømt punkt for ham? Han gik langsomt over til hende, og lod armene falde ned lang hans side.
 " Det har været en lang rejse.. Jeg kunne bare godt bruge en.. pause.." Han stoppede foran hende, og lod den ene hånd ae hende blidt på kinden.
 " Jeg lover at komme over når du har lukket.. Du kan endda komme over og hente mig, hvis det er.. Be om? " Han lagde hovedet lidt på skrå, og lod tommelfingeren nusse hendes kind blidt. 

Katarina lagde betydeligt mærke til Phillippes ændring af attitude, da han fnøs og lagde armene over kors. Selv med hans spydige kommentar, formåede hun at holde det samme, ikke specielt glade udtryk mod ham.
"Jeg gav dig en opgave, som endnu ikke er udført, så indtil den er, har det noget med dit arbejde at gøre," svarede hun, stadig lige så sammenbidt som før. Hun fandt det selv utroligt, at hun stadig ikke havde hævet stemmen den mindste smule endnu. Hun fik en anelse blidere udstråling, som hun lyttede til hans ord, men øjenbrynet blev hævet så snart han var færdig. Hun stolede tydeligvis ikke på ham.

Fordi Katarina som det sidste havde forventet, at Phillippe ville komme tættere på hende, helt frivilligt endda, lænede hun også hovedet tilbage mod døren og skævede undrende mod hans hånd, der nærmede sig kinden. Så hånden ramte hendes kind, vendte hun blikket tilbage på ham, nu langt mindre muggent end før. For en gang skyld lyttede hun reelt til hvad han ville, men kun fordi hun samtidig nød, at hun ikke havde været nødt til at tvinge ham til at gøre det han gjorde.
Hun smilede svagt, noget der lignede et helt oprigtigt smil og lænede sig så lidt frem. Hun stillede sig helt ind til ham, lagde en arm omkring ham og strakte halsen lidt for at lægge op til et kys. Hun forsøgte så vidt muligt, at lade som om hun faktisk havde tænkt sig at gå med til hans forslag.
"Dine løfter betyder lige så lidt for mig, som mine gør for dig," sagde hun lavt, næsten hviskende, før hun hurtigt kyssede ham på halsen, slap ham og rykkede et lille skridt bagud igen. Hun vidste jo udmærket godt, at var hun kommet med sådan et forslag, ville han ikke tro på hende. At det hele bare var skuespil for at få det man gerne ville have. Det var trods alt sådan hele deres forhold fungerede.
"Du er kommet tidligere end du plejer. Hvad forhindrer dig i bare at stikke af, inden jeg dukker op for at hente dig?" Spurgte hun direkte. Skulle hun overhovedet overveje hans tilbud, måtte hun have en garanti for, at han overhovedet var der, når hun dukkede op. Hun ville ikke snydes og hun ville ikke gå forgæves.

   Det generede Phillippe grænseløst at Katarina bare antog, at Phillippe ville gøre som hun sagde. Som om han var hendes barn, der skulle gøre sine pligter, men Phillippe havde ikke nogen pligter her, ikke i butikken i hvert fald. Han rystede blot lidt opgivende på hovedet over hendes kommentar.

 Læberne skilte sig let fra hinanden, som Phillippe var klar på at kysse hende igen. Ikke fordi han havde vildt meget lyst, men hvis det ville hjælpe hans sag, så gjorde han det gerne. Desværre mødte deres læber aldrig, og i stedet sagde Katarina noget som egentlig var ganske sandt. Han gryntede en anelse irritereret over hendes kys på hans hals, inden han så efter Katarina. Han lyttede til det hun sagde og og løftede det ene øjenbryn over det. Samtalen var pludselig blevet meget mere interessant. Phillippet havde forstået det som om han var nødt til at blive ved hende længe. Hvis hun ikke vidste hvorfor han skulle blive der, var dette måske ikke helt sandt. Phillippe blev stående lidt og så overvejende på hende uden at sige noget. Kunne han mon snyde hende til at sige mere? Eller var det bedre at lade det ligge, så hun ikke opdagede hendes lille fejl. 
 
 Endelig trak han på skulderne og trådte et skridt tilbage. Han lod  blikket glide ned over hende, inden så hende i øjnene igen.
 " Dig..? " spurgte han. Det var vel sandt på flere måder. Først og fremmest fordi hun havde fået det til at lyde som om hendes magi krævede han blev der længere, selvom hun lige havde modsagt det lidt, for det andet fordi hun nok ikke ville lade ham gå allerede alligevel. 

Katarina registrerede overhovedet ikke, at det hun sagde afslørede lidt mere end hun burde afsløre over for Phillippe. Hun var alt for fokuseret på ikke at miste besindelsen, hvilket hun ville have gjort, hvis de ikke befandt sig et sted hvor enhver kunne komme ind, når som helst.
Hun valgte også ikke at kommentere på det faktum, at han stadig ikke havde gjort som hun bad og givet sig til at sætte det testel på plads! Hun tog en dyb indånding. Det var jo ikke fordi hun ikke selv ville, det var trods alt en del af jobbet. Men hun havde ikke kun bedt ham om det, for at få det til at se ægte ud for den ældre damen, eller for at irritere Phillippe, men også fordi hun helst ville være tidligt færdig og dermed kunne få lidt mere tid med ham. Det ville hun bare ikke sige, for så kunne hun meget hurtigt fremstå som den lidt for desperate kone og det ville hun bestemt ikke.

Hun så afventende på ham, forventede egentlig at han ville forsøge at overtale hende på en eller anden måde, men det skete ikke.
"Hm," mumlede hun og smilede. Hun var egentlig rimelig tilfreds over hans svar. Han havde jo helt ret. Nu hvor han var dukket op, så skulle han helt klart ikke have lov til at smutte allerede. Men var ikke nok. Selvom han ikke kendte til brugen af hendes evne, så kunne hun jo ikke tage chancen. Siden han var dukket op tidligere end han plejede, kunne han jo heller ikke have det helt så dårligt, som han ellers altid havde, når han endelig valgte at komme tilbage. Han kunne sagtens nå at forlade stedet og komme tilbage nogle dage senere.
"Hjælp mig med at sætte stellet på plads, så skal jeg følge med dig til kroen." Det var hendes forslag, hvis han altså så gerne ville forbi den kro. Han kunne vel lige så godt affinde sig med, at hun ikke havde i sinde at forlade hans side, så længe han befandt sig i byen. Og han slap selvfølgelig heller ikke for at komme med hjem efter kroen, for Katarina havde da under ingen omstændigheder tænkt sig, at overnatte på en luset kro.

 Phillippe blev bare stående og så på hende. Der var ikke rigtig noget at sige. Han ville ikke kunne overtale hende, det var han godt klar over. Da hun begyndte at smile fnøs han, for så at dreje rundt og begynde at gå over til kassen igen. Da han stod foran det viftede han ligegyldigt med hånden i hendes retning.
 " Bare glemt det..  " mumlede han irriteret inden han gik i gang med med at sætte stellet på plads. Hele pointen med at være på kroen, var han kunne være væk fra hende. Hvis hun tog med der over, ville han jo ikke kunne være alene. 

 Det gik meget langsomt med at sætte stellet på plads. Han havde bestemt ikke travlt med at blive færdig. Bestemt ikke når der ikke var særlig meget der skulle sættes på plads. Han overvejede at skynde sig, udelukkende for at kunne gøre det voldsomt, men det ville sten stikker ikke falde i god jord hos Katarina. 

 Det sidste blev sat ind i glasskabet, inden han lukkede det efter sig og rettede sig op. Phillippe gned ansigtet lidt, inden han brummede. Åh hvor ville han bare gerne være fri. Eller i det mindste holde en kort pause for hende på kroen. Bare lige en lille pause. Så han kunne holde hende ud lidt længere. 
 " Så.. tilfreds, Kat... Skal vi gå..  " mumlede han træt. Det havde været en lang rejse, og så bliver han sat i arbejde. Det var vel og mærke ikke hårdt arbejde, men det var stadig arbejde. 

Det første øjeblik Katarina hørte Phillippe give op og tøffe over mod kassen på disken, bredte der sig et lidt triumferende smil hen over hendes læber. Hun var jo vant til at få tingene som hun gerne ville have dem, så det frydede hende da kun, at det endnu engang lykkedes. Men som hun fortsat stod lænet mod døren og betragtede Phillippe sætte testellet på plads, kunne hun ikke lade være med at dvæle en anelse i tristhed. Det kom pludseligt og lagde sig lidt tungt om hendes skuldre, da hun på en eller anden måde alligevel fik det bare lidt dårligt over, hele tiden at være sådan over for den mand hun elskede. Men hun følte sig nødsaget til at være sådan, ellers ville han forsvinde. Og det var jo ikke en ting hun nogensinde ville nævne. Stod han ikke med ryggen til, var hun ikke blevet stående og faldet hen i sin egen, patetiske tristhed.

Katarina skubbede det straks til siden, så snart Phillippe var færdig med at sætte stellet i glasskabet. Det sædvanlige, lidt falske, venlige smil kom tilbage, da hun rettede sig op og bevægede sig over mod disken og ham. Hun lagde en hånd mod hans skulder, klemte lidt til og strøg den hen over hans ryg, som hun passerede ham og derefter tog fat i kassen.
"Nu ikke så dvask, Peppe. Nu går vi hjem og så laver jeg en dejlig kop te til dig," smilede hun, som hun tog kassen med sig om i baglokalet, hvor hun stillede den fra sig på gulvet. Jo, lidt sød kunne hun da godt være! Hun tog sin lange jakke på, knappede den og placerede den sorte hat på hovedet. Til sidst samlede hun trææsken fra den gamle dame op og tog den med sig under den ene arm.
"Jeg går ud fra, du har en oppakning et sted? På kroen?" Gættede hun. Et eller andet måtte han jo have med sig fra rejsen. Hun møvede den frie hånd ind under hans arm og tog let fat om hans overarm, så hun kunne trække ham med sig mod døren. Hun rakte æsken til ham, så hun lige ville kunne få fat i nøglen fra lommen og låse butikken af, uden at skulle slippe ham.

Blikket fulgte Katarina som hun kom igennem butikken. Phillippe løftede det ene øjenbryn let til det hun sagde. Sikke heldig han var. Armene løftede han op i hovedhøjde, hænderne knyttet og så blev de svagt rystet mens han sagde;
 " Hurra..  " med en ikke specielt begejstret tone. Selvfølgelig var han da glad for hun gad lave ham en kop te, men det var svært at værdsætte det ordenligt, når han havde det lidt som en hund der blev belønnet med en godbid for at gøre et godt stykke arbejde. Armene kom ned langs siden igen, og Phillippe fulgte hende lidt med blikket, inden han kort trak på skulderne.
 " Det står helt fint der, og det ved du..  " Han lod altid tingene blive på kroen. Han skulle ikke nyde noget af at hun pludselig gemte tingene eller noget, så det havde plads der, når han var i byen. Det forhindrede hende selvfølgelig ikke i at prøve at få ham til at tage dem med hjem til hende hver gang. 
 Han løftede armen lidt så hun kunne få hånden ind på plads, og gik med hende. Da blev rakt imod ham tog han imod den og betragtede den lidt mens hun låste døren.
 " Du har jo masser du skal lave.. Du har da ikke tid til at jeg forstyrre dig.. " prøvede han. Han tvivlede stærkt på hun lod han slippe, men han kunne lige så godt forsøge.

I samme øjeblik Phillippe kom med sin mindre begejstrede kommentar, løftede Katarina en hånd, klar til at stikke ham en flad hen over kinden, men hun stoppede sig selv. Hun kunne ikke risikere at nogle så hende gøre det, gennem glasruden i døren. I stedet lagde hun forsigtigt hånden mod hans kind og strøg den ned over. Udtrykket i hendes øjne passede derimod langt fra til den blide berøring.
"En dag skal du nok lære at værdsætte din kærlige kone," sagde hun, lettere irriteret. Hun var klar over, at det højst sandsynligt ikke var sandt. Hun vidste godt, at han egentlig kun ønskede at slippe for hende. Men hun måtte undre sig over om det aldrig var faldet ham ind, at hvis han ikke altid skubbede hende så langt væk, ville hun måske heller ikke altid være så led. Hun var jo kun blevet værre, jo mere han havde søgt væk fra hende gennem tiden.

Som alle de andre gange, virkede det ikke for Katarina at spille lidt dum. Hun vidste egentlig ikke hvorfor hun altid prøvede. Lige meget hvordan hun spurgte, eller hvordan hun forsøgte at lokke, så tog han aldrig sine ting med hjem.
"Urgh, fint..." Mumlede hun surt og fnøs. Det var en af de få gange hun lod ham få sin vilje, men hver gang skulle hun selvfølgelig også give udtryk for, at det bestemt ikke huede hende.
Katarina drejede nøglen om og lagde den tilbage i jakkelommen, som hun vendte blikket mod Phillippe igen. Hun smilede lidt større end normal og førte igen hånden op og lagde den mod hans kind.
"Aw, Peppe. Når du er her, er intet vigtigere," sagde hun, næsten som om hun faktisk mente det, hvilket hun vel egentlig også gjorde. Hun ville ikke undvære ham. Hun hev lidt i hans arm, for at få ham til at læne sig lidt ned mod hende og så stillede hun sig på tæer, så hun kunne plante et hurtigt kys mod hans kind. Hun fjernede hånden fra hans anden kind og tog så æsken fra ham, inden hun trak ham afsted mod hytten. Den lå heldigvis ikke langt derfra.

 Phillippe vidste ikke helt hvad han havde regnet med reaktionen på hans kommentar ville være, men da Katarina løftede hånden, kom det ikke bag på ham, at det var hendes reaktion. Han kneb øjnene lidt sammen, og trak skuldrene lidt op, klar på slaget. Det Kom bare aldrig. I stedet blev hånden langt blidt mod hans kind. Han slappede lidt mere af igen, og åbnede øjnene for at se på hende. Som hun snakkede, blev øjnene smallet lidt, og han trak hovedet væk fra hendes berøring med et fnys. Han kunne måske godt være sødere og mere medgørlig. Det var bare ikke nemt når følte sig fanget. Når skal skulle fordi det var det hun ville have. 

 Phillippe var klar til at gå ned af gaden da hun havde låst døren, og skulle til at se lidt rundt på gaden, da hun i stedet lagde hånden på hans kind. Blikket blev derfor vendt mod hende i stedet, og en kort grimmasse gled over hans ansigt ved det hun sagde. Han måtte bide sig lidt i tungen for ikke at komme med en utilfreds kommentar til det. Han vidste det nok ikke ville være en god ide, når han allerede havde fået hende gjort så utilfreds, at hun var ved at slå ham. Han vidste godt hun ikke ville slå ham midt på gaden, hvor alle kunne se dem, men det ville ikke undre ham hvis hun lod det gå ud over ham når de kom hjem til hende i stedet. Derfor stod han bare og ventede på hun blev klar til at de kunne gå, og fulgte en smule trodsigt med.

 Han sagde ikke noget på den lille gå tur. Der var ikke noget at sige. Han var ikke specielt interesseret i at høre hvordan hun gik og havde det - kun hvis hun fortalte ham at hun var døende, men han tvivlede stærkt på han var så heldig. Ved den lille hytte ville han åbne døren og holde den for hende. Phillippe var godt klar over han hellere måtte opføre sig lidt bedre nu hvor der var mere privatliv, for at hun ikke skulle gå fuldstændig amok på ham. 

Phillippe sagde ikke et eneste ord på turen hjem og det passede egentlig Katarina fint. Så havde hun mulighed for at falde lidt ned igen og måske være bare lidt mere afslappet, når de endelig nåede hytten. På vejen lyttede hun i stedet til de mange folk på gaden og hilste pænt, med et smil og et lille nik, til de folk hun kendte eller havde mødt før i butikken. De fleste af dem hilste også på Phillippe.
Lige nu var hun mere glad for at have Phillippe med sig, end hun ville indrømme. Hvis hun gik alene, ville hun helt sikkert være blevet stoppet op til flere gange. Folk var så irriterende glade for hyggesnak og Katarina kunne ikke fordrage det. Hun gjorde det kun som et led i at opretholde den facade, hun havde stillet op for hele byen. Det ville være blevet en meget lang tur hjem.

Først da de nåede døren, slap hun Phillippes arm. Hun nikkede kort som tak, da han holdt døren for hende og hun trådte ind. Jakken blev åbnet og hevet af, og hængt pænt på stumtjeneren lige til højre for døren. Hatten blev hængt på en ny knage og så smed hun de små sko. Derfra blev hendes skridt helt lydløse, som hun bevægede sig hen over det tykke, lidt for dyre gulvtæppe, der dækkede hele stuegulvet.
Egentlig var hele indretningen lidt finere, end hvad hendes månedlige budget tillod, men Katarina var efterhånden blevet alt for god til at løbe lidt om hjørner med folk. De to stole foran pejsen var i bordeauxrød velour, det lille bord mellem dem var i mørkt egetræ, og det samme var det lille spisebord og de 4 stole, der hørte til. Hytten var ikke stor og derfor var der langt fra plads til den indretning Katarina helst ville have, men de dyre møbler var da helt sikkert en god start. Få af tingene var også blevet skiftet ud siden Phillippes sidste besøg, men det kunne vel næppe komme bag på ham, at hun langsomt skiftede tingene ud til endnu dyrere erstatninger. Katarina skulle jo helst leve i luksus.

Katarina så sig over skulderen, bare for at være sikker på at Phillippe kom med ind. Så gik hun over mod pejsen, klappede lige på den ene stol på vejen, for lydløst at fortælle ham, at han skulle sætte sig der. Hun stillede æsken fra sig på det lille bord og det tog hende ikke lang tid at få gang i ilden, så kedlen med vand der hang over snart ville blive varmet op.
"Så er der te på vej, min egen." Hendes tone var helt normal igen, eller så normal den kunne være for hende. Den friske luft og deres mangel på ord havde givet hende plads til at skubbe vreden bort.
"Fortæl mig om det arbejde, du ville se på. Har du fået endnu en bestilling?" Spurgte hun lidt nysgerrigt, som hun vendte sig mod ham igen og førte en hånd op og løsnede håret, så det lange, røde, let bølgede hår faldt ned omkring skuldrene. Selvom han ikke var interesseret i at høre hvordan hun havde det, var hun stadig utrolig interesseret i at høre hvordan han havde det.

 Phillippe trådte inden for efter Katarina, og lukkede døren efter sig. Selv tog han jakken af, han havde haft på siden han kom, men havde ikke haft planer om at skulle blive i butikken, så han havde ikke taget den af. Støvlerne skulle spændes op, så han bukkede sig ned, og satte det ene knæ mod gulvet, så han kunne spænde snørren på den ene støvle op. Bagefter byttede han ben og spændte den anden støvle op. Til sidste rejste han sig op og tog dem af, og satte den pænt ved siden af Katarinas. Han havde for længst lært at han ikke bare skulle smide dem. 
 Blikket gled rundt i hytten som Phillippe gik længere ind. Han havde aldrig forstået Katarinas behov for at alt skulle være fint og luksuriøst. Det hang måske også lidt sammen med han altid havde rejst meget rundt, og aldrig havde haft et rigtig sted at bo før nu, hvor han havde skaffet sig en lille hytte inde i Dianthos, så han kunne have et sted at have værksted. Han så over på stolen, da Katarina klappede på den, og valgte bare at gå over og sætte sig. 
 Benene med det let stramme stof bukser blev lagt over kryds, og ærmerne på den lyse, løse skjorte blev trukket lidt op. Han pillede lidt i en løs tråd, inden han så efter Katarina. Hun lød til at være faldet lidt til jorden igen, det var altid noget. Da hun spurgte ind til den nye bestilling rømmede han sig kort, og kløede sig lidt tænkende i nakken. Han var ikke sikker på hvor vild hun ville være med at han skulle lave sexlejetøj til et bordel, så han skulle lige overveje hvad og hvor meget han skulle sige. Han trak lidt på skulderne, inden hånden blev fjernet fra nakken og så han på hende.
 " En arbejds plads der skal bruge nogle små redskaber.. Ikke noget vildt specielt..  " han sendte hende et kort smil, og håbede at den forklaring ville være nok. Hun havde vel ikke brug for at vide mere. Han betragtede hende lidt, som håret blev løsnet fra fangeskabet. Gid han kunne komme fri så nemt. 

Normalt ville Katarina ikke mistænke Phillippe for at holde noget skjult for hende omkring sit arbejde. Når hun spurgte, hvilket hun gjorde hver gang, så svarede han uden tøven. Men denne gang rømmede han sig og hans svar var lidt for vagt. Det gjorde hende da nysgerrig. Der måtte være en eller anden grund til, at han ikke var meget for at hun skulle kende til flere detaljer omkring den bestilling.

Katarina knappede lidt ned i kjolens krave, bare for at få lidt luft til halsen, der havde været dækket til hele dagen. Hun lod kedlen hænge over ilden i pejsen og bevægede sig stille og rolig hen mod ham. Hun bukkede sig lidt ned, lagde en hånd mod hans knæ, for at skubbe til hans ben, så han ikke længere kunne sidde med krydsede ben, og så vendte hun sig om og satte sig på hans skød. Kjolens underdel fyldte så meget, at Phillippe nærmest blev begravet under den.
"Hvilken arbejdsplads? Jeg kunne måske komme forbi og se dit håndværk." Hun ville ikke afsløre mistroen, men på den anden side var hun slet ikke klar over, hvad hun bad om. Heller ikke om det overhovedet lå i nærheden.
Hun lænede sig til siden og ind mod ham. Forsigtigt lagde hun en hånd mod hans brystkasse og åbnede en enkelt knap i hans skjorte. Så kunne hun lige stikke hånden ind under og give sig til at kærtegne ham hele vejen hen over brystkassen. Hun lænede sig lige den sidste tand tilbage og lænede hovedet mod hans skulder.