Solen var delvist på vej ned, selv over Balzera, trods det nok var det sted der fik solen sidste stråler. Der var ikke engang koldt, trods det var vintermånederne der herskede. De mørke øjne missede op mod solen og skar en irriteret grimasse før blikket blev rettet mod Balzera by. Baghera havde været et lille stykke undervejs, men nu var han endelig kommet frem. Opgaven der var givet, var at finde en mand ved navn Ayad, eller det var i så fald det han blev kaldt. Hvad personen der havde givet informationen ikke vidste, var Baghera allerede kendte denne Ayad, men det var efterhånden længe siden han havde både set ham og hørt fra ham, hvilket sikkert også var for det bedste alligevel. Han lod en hånd glide gennem det mørke pandehår som han sukkede og gik gennem porten til byen. Blikkene blev hurtigt vendt mod ham, måske fordi nogle vidste hvem han var? Måske fordi han var så dyster, som han nærmest kom gående alene i ”tusmørket” uden hest eller andet dyr til at have fået ham frem. Den mørke påklædning hjalp ham sikkert heller ikke med at se specielt venlig ud, men nu kendte han til de fleste af de folk der levede i Balzera og vidste at der var nogle rådne æbler i pøblen.

De mørke øjne skimmede en hver person han kom forbi og en irriteret brummen kom fra ham, men ud af nærmest ingenting, spottede han en person han nærmest ikke kunne genkende længere. Med faste skridt satte han mod manden og som han nærmede sig, trak han hætten ned og afslørede hans identitet ”Ayad…. ” sagde han med den dybe stemme som han lå armene over kors og sendte mennesket et lettere dystert smil ”Kom” kom det fra ham inden han begyndte at gå mod den baggård han havde passeret på vejen. Han stoppede et lille stykke fra Ayad og kastede blikket over skulderen for at være sikker på han fulgte med, hvis ikke ville Baghera begynde at gå tilbage for at smide ham over skulderen og løfte ham hele vejen, for han var alligevel stærkere end mennesket.

Til trods for et godt udsyn var det egentlig ikke så meget Ayad holdt øje med, som han havde placeret sig selv lænet op ad en husmur med blikket rettet ud foran sig. Han ventede på på en bestemt handelsmand skulle komme forbi som han havde tænkt sig at tage fat i på vegne af sin arbejdsgiver. Der var dog gået længe nu og han begyndte at mistænke at manden havde fået kolde fødder. Aftalen havde ihverfald været, at hvis Ayad var på pladsen før solen gik ned ville han kunne finde ham. Nu var den lige så stille på vej og Ayad havde ikke fået synet af manden. Han havde ikke mødt ham før, men havde fået at vide hvad han skulle kigge efter; og ingen passede på beskrivelsen. Han havde dog alligevel besluttet sig for at blive hængende til solen var nede. Havde det ikke været fordi han ikke havde holdt øje med andet end folk der kunne passe på beskrivelsen ville han da nok også have opdaget den dunkle skikkelse nærme sig, men det var først da hætten blev trukket ned at hans opmærksomhed flyttede sig mod manden. En mand han genkendte og som fik ham til alt læne hovedet lidt spørgende på skrå.

Han rynkede brynene over ordren og lod så blikket spejde rundt. Han vidste bedre end bare at blive stående, så der var også kun tale om et kort øjebliks tøven inden han fulgte med, klar til at trække en kniv skulle det blive nødvendigt og indvendigt bandende over ikke at have et sværd på sig. 

"Baghera," hilste han endelig, da de kom om i baggården. Hans stemme var kæk som altid. "Længe siden jeg har set dig heromkring. Jeg håber du er klar over du forstyrrede mig." Det var ligegyldigt hvor farlige han vidste dem han talte til kunne være, den flabede attitude var bare hans naturlige måde at tale til folk på. Dog fyldte en vis undren også hans stemme, da han ikke kunne regne ud hvad den anden ville ham. Han kunne ikke huske præcis hvor lang tid siden det var han havde set ham, men han huskede ham da. "Hvad skyldes æren?" Han sørgede for at holde en fornuftig afstand til Baghera, da han virkelig ikke vidste hvad situationen kaldte for.

Baghera hævede et øjenbryn som Ayad kom over til ham i baggården ” Neeej…. Sikke da en skam” sagde han brummende og lå hovedet på skrå ”Men du ved lige så godt som jeg, at der ikke er nogen grund til at lade mig vente… Og derfor er du dum nok til at følge med” sagde han som han trak på skuldrene. Det var bestemt ikke hans gode vilje at han skulle opsøge Ayad, men hvis det var det der skulle til for han fandt frem til den person han skulle, så var det det han gjorde. Baghera hævede et øjenbryn som det gik op for ham, Ayad stod et stykke fra ham, som om han forventede at blive slagtet. Et suk undslap ham som han gik tættede på Ayad, uden at tænke over han havde hånden placeret på en kniv ”Forventer du jeg er dum at overfalde dig? Du er et af de gode stykker legetøj, på trods af du er menneske” kom det fra Baghera, der havde et yderst slesk smil på læberne. Det havde ganske vidst været noget tid siden Baghera og Ayad havde mødtes og havde boltret sig rundt i en seng, men hvem sagde den tid var forbi?

Baghera vendte tilbage til Ayad’s spørgsmål om hvad æren skyldes. Svagt trak han på skuldrene ”Du har været i Balzera længe… Og kender formentlig en del… Korrekt?” spurgte han og lå armene over kors. Hvad var det nu manden hed han ledte efter.. Han kan blot huske hvad kvinden havde sagt, K, det var et eller andet navn med K… Mere kunne han ikke huske, dog var udseende på manden ikke ret besværligt at huske… Baghera løsnede en læderpose fra hans bælte og rakte den mod Ayad ”Mod betaling som du plejer, men kun hvis jeg får hvad jeg vil have” sagde han med et nærmest sulten smil på læberne. Baghera vidste Ayad kunne klare at blive prikket lidt til, eller det kunne han da i så fald sidst… Om ikke andet måtte Baghera kæmpe tilbage, hvis det gik så vidt.

"Jeg vurderede jeg ikke havde et valg," forsvarede Ayad sig selv over Bagheras udtalelse, mens han gjorde sit bedste for at forblive på vagt men uden at lade det være alt for tydeligt. Ordene var til gengæld fuldkommen sande; han var hurtigt kommet frem til, at det var for hans eget bedste at han fulgte med og nu stod han så her. Det var en indre kamp mod instinkterne at blive stående mens den anden trådte nærmere og han kunne ikke undgå at lade sit blik flakke en smule mellem Bagheras ansigt og en skæven mod vejen, der ledte ud fra gården. Da den anden så talte igen, rettede Ayad ryggen en smule og formåede så at lade et skævt smil finde frem til sine læber, faktisk ganske upåtvunget. Godt nok var det en kende under hans værdighed at blive kaldt legetøj, men han valgte at tage ordene som en kompliment. "Jeg er vant til ikke at stole på folk," kommenterede han da også bare ganske roligt, selvom denne del så godt nok var noget han var nødt til at koncentrere sig en smule om. Han tvang da også sig selv til at fjerne hånden fra kniven.

Da forklaringen på hvorfor Baghera havde opsøgt ham endelig kom, blev det noget lettere for ham at tage den med ro. Han havde ikke styr på hvem han havde mellemliggende med efterhånden, så han var vant til at forvente det værste og med en type som Baghera kunne det være risikabelt ikke at gøre det. "Korrekt," bekræftede han. Godt nok var hans primære beskæftigelse ikke længere at snappe oplysninger for at videresælge dem, men han holdt sig stadig orienteret. Det var både godt for hans egen og for hans arbejdsgiver skyld. "Jeg vil faktisk vove at påstå, at der næppe er en levende sjæl i Balzera jeg ikke kender til, eller kender folk som ved hvem er." Det var naturligvis en overdrivelse, men man havde vel ikke levet af at sælge uden at lære noget. I en hurtig bevægelse greb han læderposen og vejede den i sin hånd, mens han samtidigt vejede ordene Baghera tilføjede i sit hoved. "Det er modigt af dig at antage mit liv ikke ser anderledes ud nu end sidst," sagde han ganske bevidst i en tone der gjorde det svært at regne ud hvad han mente med det. Demonstrativt trådte han da også et skridt væk, men holdt blikket mod Baghera så han ikke skulle tænke han var ved at stikke af med krystallerne, som han gik ud fra var i posen. "Kom med det," han kastede posen fra én hånd til den anden, "hvad vil du have? Så skal jeg nok vurdere om jeg vil give dig det."

”Korrekt” sagde han kort med et slesk smil på læberne. Baghera var som regel ikke manden man lod vente, med mindre man ville forlade stedet med livet og lemmer i behold, så Ayad havde helt bestemt truffet det rette valg, ved at følge med. Baghera bemærkede det nærmest paranoide, flakkende blik der kørte mellem ham og vejen ud fra baggården. Dette var åbenbart den normale reaktion folk havde når de var ”fanget” sammen med ham et eller andet sted. Ayad var fri til at gå, men han skulle nok ikke regne med at Baghera ville blive ovenud tilfreds. Han hævede et øjenbryn som Ayad talte ”Uff… Den er jeg så vandt til at høre efterhånden… At folk ikke stoler på mig” sagde han nærmest i et suk. Alle folk var nærmest varsomme og paranoide når de var i hans nærvær også når han ikke havde planer om at skade personen, måske var det bare hans fremtoning? Hans udseende? Han kunne ikke lade være med at smile lidt over tanken, om den frygt han spredte i andre mennesker.

Baghera hævede et øjenbryn som Ayad talte ” Mhhm….” sagde han brummende og sukkede. Han vidste at mennesket kendte de fleste, trods hans ellers forholdsvise unge alder. Nu vidste Baghera så også at Ayad havde været vidt omkring, ikke rejse måden, men han kendte til menneskets tidligere erhverv, for Baghera havde selv været en af de betalende for menneskets nærvær og hvad end der fulgte med. Et kækt smil kom frem på hans læber efter hans kommentar ”Orh hold op Ayad… Er du begyndt at spille kostbar, eller har du kyskhedsbælte på?” sagde han som han sendte Ayad et kækt smil. Baghera vidste han legede med ilden, men Ayad var alligevel ikke stærk nok til at overrumple ham, selv hvis han gav alle de kræfter han havde i kroppen.