Laurenne vidste ikke selv helt hvordan, men hun havde formået at kæmpe sig tilbage til sin hest, og op på den, efter Thanos havde forladt hende. Det havde ikke været nemt, dog. Hendes ene arm var fuldkommen ubrugelig, og hvert eneste skridt sendte lyn af smerte igennem skulderen. For ikke at tale om hvordan resten af hendes krop havde det. Men hun ville ikke bruge et sekund mere end højest nødvendigt i Lazura.
At komme op på hesten havde været nær umuligt, og hvis hun havde troet, at det var smertefuldt at gå, var det en helt anden verden af smerte som mødte hende, da hun langt om længe kunne ride afsted. Hun tvivlede faktisk på, at hun ville kunne nå hele vejen hjem. Bare det at sidde ned gjorde ubeskriveligt ondt.

Solen havde stået på himlen i et par timer, da hun endelig kunne ride ind på den brolagte plads foran borgen. Ride var måske for meget sagt, det sidste lange stykke havde hun mere eller mindre hængt over hesten hals og håbet på, at den selv kunne finde vej. Der var allerede en god aktivitet på pladsen, og hun havde ingen måde at gemme sig på, så efterhånden som hesten skridtede ind på pladsen, vendte flere og flere sig om for at kigge på den slemt tilredte grevedatter.
Hun magtede ikke engang at styre hesten, så den fortsatte med at gå mod stalden med rolige skridt. Den vidste tydeligvis, at der ville vente både vand og mad til den derinde.

Selvom hun efterhånden knapt var ved bevidsthed ønskede hun brændende, at ingen ville sladre til hendes far om hende tilstand. Hun vidste dog godt, at de første tjenere allerede var på vej op til ham. Mange af tjenerne på borgen frygtede hende, men de frygtede greven endnu mere, og hvis det blev fundet ud af, at de kendte til hendes tilstand uden at fortælle ham det, ville der uden tvivl falde en hård straf. Ude af stand til rigtig at bruge hverken ben eller arme lod hun sig mere eller mindre falde ned i armene på tjeneren som have grebet fest i hestens tøjler. 

Det havde været en forfærdelig nat. Han var kun lige nået at gå i seng aftenen før, da første stik af smerte gled igennem ham. Først troede han, at han havde fået en nerve i klemme i siden, det stak sådan lidt. Men ikke så længe efter kom det næste. En øm smerte i hans højre kind, lidt som efterdønningerne af et slag. Han satte sig op i sengen med et sæt. Laurenne. Hans hjerte hamrede hårdt i brystet på ham, som han blev siddende og ventede på, om der ville ske mere. Det varede ikke længe, inden en lidt mere skarp smerte ramte hans ansigt. En svag lyd kom fra ham. Noget slog på Laurenne. 

Han vidste, at hun ikke var hjemme. Hele borgen vidste det, for greven havde haft et mindre anfald, da han fandt ud af, at hun havde sneget sig ud og havde taget en hest. Hun var uden tvivl taget ind på Lazura for at finde nogen til at holde hende varm natten igennem. Og det virkede til at være gået galt.
Han svingede benene ud over sengekanten med et frygtsomt udtryk i ansigtet. Han kunne ikke gøre noget. Andet end at håbe, at hun ikke blev slået ihjel.

Ventetiden var uudholdelig. Var hun sluppet væk? Var det det? Men nej. Pludseligt begyndte han at hoste. Hans svælg og hals brændte og hans lunger føltes som om, at de ikke fik nok ilt. Han kunne ikke stoppe med at hoste, og han havde det som om, at han var ved at blive kvalt. Hvad blev der gjort ved hende?! Det var som om, at det lettede lidt, men straks kom det tilbage.
Da det endeligt blev bedre, stod han bøjet over stolen ved kaminens ryg, svagt gispende efter vejret. Endeligt. Det havde været ubehageligt.

Og så måtte han lukke øjnene. Det gjorde svagt ondt i hans underliv. Hans hofter føltes varme. Åh. Det tog ham ikke mange sekunder at regne ud, hvad der nu skete. Noget han næsten bare havde ventet på, ville ske. Det kunne ikke undgås med hendes opførsel. Han trådte rundt om stolen og satte sig i den, mens han ikke kunne gøre andet end at vente. Havde han ondt af hende? Ja, men samtidigt var det også bare sådan, at det var. Måske hun ville lære noget af det.

Det tog sin tid. Derefter skete der intet, som den lette smerte langsomt forsvandt. Han frøs, men ikke fysisk. Så de måtte være et koldt sted. Udenfor. Halskæden var kold. Han lagde armene om sig selv og sank endnu mere ned i den blød stol. Forhåbentligt var det slut nu. Han håbede det. Og der gik så lang tid, at han var lige ved at tro det. Indtil han satte sig op med et smerteudbrud og greb sig til skulderen. Smerten var intens. Brækket? Af led? Det var svært at sige, men han havde pludseligt svært ved at styre den, den føltes slatten. Og smerten blev ved, omend knapt så slem efter lidt tid.
Og så kom smerten fra maven tilbage. Værre end før, og han krøllede sig lidt sammen med lukkede øjne. Nu måtte det da snart ende.

Og det virkede det også til at gøre. Ud over smerten fra skulderen, skete der ikke mere. Det var ikke søvn, at Wolfram fik den nat. Skulderen gjorde ondt, og selv den smertedæmpende te hjalp ikke. Til sidst åbnede han et vindue og lukkede en af sine ravne ud med besked om at komme tilbage, når Laurenne kom hjem. Hun måtte komme hjem. Han vidste ikke, hvor hun var henne og kunne ikke gøre noget for at hjælpe.

Solen havde været oppe et par timer, og Wolfram havde overladet sine pligter til en anden tjener, for hans arm ville ikke virke ordentligt. Han sad og hvilede sig i sin stol, træt og med ondt i skulderen, da det hakkede på hans vindue. Ravnen var tilbage. Laurenne måtte være kommet hjem. Han åbnede vinduet og ravnen fløj mod borggården, og han smækkede hurtigt vinduet i, inden han greb sin jakke og hastede den samme vej igennem borgens gange.

Da han kom ud, sad ravnen på stalden og Wolfram hastede derhen. Laurennes hest stod ikke mange skridt inde, og en meget bleg stalddreng stod med en slap grevedatter i favnen. Han så lettet ud, da han fik øje på Wolfram, næsten helt grædefærdig.
"Hun faldt af hesten, jeg nåede kun lige..."
Wolfram nikkede og gjorde tegn til, at han skulle ligge hende ned. Han havde fat i hendes skulder og smerten skar igennem Wolfram.
"Det er fint." Hurtigt undersøgte han hende. Hun trak vejret. Hun var bare besvimet, eller i hvert fald tæt på. Han skulle have hende med ind. Han ville måske til nøds kunne have løftet hende med begge arme i brug, men nu... staldknægten var ikke stor nok. Hurtigt vendte han om og så ud i borggården, hvor han fik øje på en af grevens soldater.

"Terris, kan jeg få dig til at løfte Laurenne ind på hendes værelse?"
Soldaten nikkede og smed, hvad han havde i hænderne. Det var ikke et problem for den store mand at løfte hende, og det gik hurtigt med at komme til hendes værelse. Ravnen landede på Wolframs gode skulder for at komme med ind. Der blev stirret noget på dem, og Wolfram var ikke i tvivl om, at greven vidste, at der var noget galt. Det måtte han håndtere bagefter, nu skulle Laurenne væk fra de nysgerrige blikke, så han kunne få kigget på hende. 

Soldaten virkede lidt benorvet over at være i en kvindes sengekammer, men fik placeret Laurenne i sengen. Wolfram takkede ham og sendte ham af sted igen, inden han lukkede døren og låste den. Han brugte et øjeblik på at få ravnen tilbage i huden, inden han satte sig på sengekanten og så på hende.
"Mylady? Laurenne?"

Det var mere eller mindre et mirakel, at tjeneren formåede at gribe Laurenne, for da hun ramte hans arme, var hun allerede ved at miste bevidstheden, og var derfor ren dødvægt. Alt omkring hende virkede en smule tåget, og kanterne af hendes synsfelt var allerede begyndt at blive mørke. Hun var så udmattet, og alt gjorde så ondt. Hun ville bare gerne have lov til at sove. Hun nåede svagt at opfatte end bekendt stemme i nærheden af sig, inden verdenen endelig blev helt mørk, og hendes krop blev helt slap.
Som hun blev båret op mod sit værelse genvandt hun bevidstheden for at kort øjeblik. Kun lige hirtigt nok til at registrere, at nogen bar hende, og så var hun sikker på, at hun så Wolfram let genkendelige skikkelse. Før hun nåede at kigge ordentligt efter, mistede hun dog bevidstheden igen.

Der var den igen, den bekendte stemme. Den forsøgte at hive hende ud af at behagelige mørke, som hun befandt sig i. Hun havde ikke lyst til at vågne, men det virkede ikke som om hun havde noget valg. Langsomt begyndte hun at kunne mærke smerterne igen. Hun klynkede svagt, som hun kæmpede for ikke at glide tilbage i ubevidstheden. Da hun langt om længe var nogenlunde vågen slog hun øjnene op og så op på Wolfram med store, skræmte øjne. Det tog hende lige et splitsekund at opfatte, at det ikke var Thanos som hun så på. Næsten med det samme fyldtes hendes øjne med tårer. Hun var glad for, at det var Wolfram, som sad der sammen med hende.
"Wolfram.." Hendes stemme var tør og sprukken, hvilket fik den til at lyde endnu mere ynkelig. Hun kunne ikke engang få flere ord over sine læber før gråden fik overtaget og sendte smertefulde hulk og rystelser gennem hendes medtagede krop.

Hvor så hun ud. Wolfram kunne ikke huske, at han havde set hende så beskidt, ikke engang som barn. Hendes tøj var flået, hendes hår sad ud til alle sider og man kunne godt se, at hun var blevet slået. Det gjorde et eller andet sted ondt at se. 
Det virkede til, at hans stemme trængte igennem, for hendes øjenlåg vibrerede lidt, inden hun slog øjnene op og så på ham. Han kunne næsten ikke genkende hende stemme, som hun sagde hans navn, inden hun begyndte at græde.

Lige for et øjeblik vidste Wolfram ikke, hvad han skulle gøre. Han havde set hende græde før som voksen, men af frustration og vrede, ikke fordi hun var ulykkelig som nu. Han sad lidt og så på hende, tydeligvis træt og lidt fortabt, inden han rakte ud og lagde en hånd på hendes underarm. Og gav den et blidt klem for at fortælle hende, at alting var bedre nu. Han ville sige noget, men vidste ikke hvad, så han var bare tavs. Lod hende græde, mens han tænkte over, hvordan han skulle forklare greven dette. Og at han burde sende bud efter borgens healer.

Han nåede ikke så langt i sine overvejelser, før det bankede på døren. Han rejste sig og gik hen for at åbne den på klem, med lyden af hendes gråd efter sig. Det var en af de ældre tjenere, der stod udenfor.
"Greven vil vide, hvad der er sket," mumlede han. Wolfram nikkede og kom ud på gangen og lukkede døren bag sig.
"Fortæl ham, at jeg nok skal forklare ham situationen senere. Og du kan også godt sige, at jeg har sagt, at kommer han herned, bliver han ikke lukket ind. Det gælder alle. Mylady har brug for lidt tid. Hun er ikke i livsfare." Wolframs stemme var bestemt og den anden tjener bøjede kort hovedet som accept, selvom han ikke så glad ud ved beskeden. Han gjorde tegn til at gå, men Wolfram greb ham i armen.
"Vil du sende bud efter Teresa for mig?"
Den anden ældre mand nikkede og Wolfram lod ham gå. Han stolede på ham, de havde trods alt kendt hinanden hele deres liv.

Endeligt lukkede han sig selv ind på værelset og låste døren igen, inden han vendte tilbage til Laurenne og satte sig på sengekanten igen.

Hånden på hendes underarm fik Laurenne til at spjætte i kroppen. Thanos var den sidste, som havde rørt hende. Altså, hvis man så bort fra tjenerne som havde taget imod hende, da hun red ind på borgen, men der havde hun trods alt knapt været ved bevidsthed. Uanset var hendes første instinkt at stikke af fra berøringen, men udover det lille spjæt rørte hun sig ikke. Hun tvivlede faktisk på, at hun overhovedet ville være i stand til at rejse sig op og stikke af, så øm som hendes krop var. Allermest havde hun lyst til bare at sove. Eller måske et bad. Bare et eller andet, som kunne få trætheden, forvirringen og ømheden til at forsvinde.

Da Wolfram forlod lokalet forsøgte hun at kæmpe sig op at sidde, så hun, forhåbentligt, kunne komme op og stå, og følge efter ham. Hun havde ikke lyst til at være alene. Bevægelsen fik dog smerten til at skyde gennem hendes skulder, og tvang hende ned at ligge igen. I stedet kæmpede hun sig om på siden, så han kunne krølle sig sammen, eller i hvert fald så meget, som skulderen tillod. Stille og roligt aftog hendes gråd, men hendes krop blev ved med at ryste. Hun følte sig kold helt ind i knoglerne. Hun bemærkede, at Wolfram kom ind på værelset igen, og atter satte sig på sengenkanten. Hun kiggede dog ikke på ham. I stedet lå hun bare og så tomt ud i luften.

"Du må ikke gå, Wally" Ordene blev hvisket ud, hun var ikke engang sikker på, at han ville kunne høre det. Det var lang tid siden, at hun havde kaldt ham Wally. Hun havde brugt det dengang hun var lille, og Wolfram havde været alt for svært at sige. Men det var en form for tryghed i det. Det mindede hende om bedre tider. 

Det var lidt en lettelse, at hun var holdt op med at græde igen, Wolfram vidste stadig ikke helt, hvad han skulle gøre ved det. Børn var nemmere, de ville trøstes og have nærhed, noget der for det meste var nemt at give dem. Men var det, hvad man gav en voksen kvinde? Endda en fra herskabet. Han vidste det ikke.
Hun hviskede så lavt, at han næsten ikke kunne høre hende, men han fangede nu hendes ord alligevel. Wally. Det bragte minder frem, om en lille pige, der stavrede af sted ned af gangen efter ham og ville have hans opmærksomhed. Ikke et kælenavn han ligefrem var tilfreds med, men han havde tolereret det, da hun var lille.

Han endte med at række ud og lægge en hånd på hendes side. Egentligt ville han heller have rørt ved hendes arm, men det var den dårlige skulder. Så han placerede trøstende sin hånd på kjolens beskidte stof.
"Jeg går ingen steder, Mylady." Han forsøgte at lyde beroligende. Hun rystede. Han kunne både mærke og se det, det var nok en blanding mellem kulde og chok. Han rejste sig kort og fik fat i et af de skind, der lå der til at holde varmen med om natten, og lagde det over hende, inden han satte sig igen.
"Jeg har hidkaldt Teresa, så hun kan se på dine skader." Han flyttede lidt af hendes hår, så han kunne se mærket på hendes kind. Det gjorde ham vred. Nogen havde slået på hende. Gjort hende ondt. Og han ønskede at se personen straffet for det.

"Hvem har gjort det ved dig?" Hans blik var mørkt og hans stemme alvorlig, og man kunne måske skimte vreden i hans træk, hvis han kendte ham godt. Men han var rolig, næsten for rolig, som han sad der ved siden af hende med hænderne i skødet. Han spurgte, fordi han gerne ville vide det, men også så han måske havde noget at fortælle greven senere. Hvis det var en mand, der var let at finde, kunne greven måske finde på at sende nogen ud efter ham. Og der ville forhåbentligt komme en straf. Wolfram ville i hvert fald håbe på at se den udført.

Løftet om at Wolfram ikke ville gå nogen steder, fik Laurenne til atslappe bare en smule mere af. Wolfram var nok en af de få personer, som hun følte sig tryg ved. Selv Merric følte hun sig ikke rigtig tryg ved, han var alt for tilbøjelig til at gøre dumme ting for at beskytte hende. Nej, den ældre tjener så måske ikke ud af meget, men hun valgte at håbe på, at hvis det endelig kom til det, ville han beskytte hende. Hvis ikke af omsorg så af pligtfølelse. Det havde altid været ligegyldigt for hende, om han følte den mindste smule omsorg for hende, men lige nu havde hun brug for en, som reelt bekymrede sig om hende. Ikke om hendes navn, titel eller krop, men bare hende.

Skindene gjorde ikke meget for at dæmpe hendes rysten, de gjorde ikke engang meget for at holde hende varm. Hun var vant til de kolde temperaturer i Azurien, men den her kulde var ikke som noget, hun tidligere havde mærket. Det føltes næsten som om, at det kom indefra og ikke udefra. Generelt føltes alt bare underligt.
"Du må ikke se.. når hun kommer.. Du skal vende dig om" hun vidste, at hun havde skader, som tøjet dækkede. Skader, som hun ikke ønskede, at han skulle se, også selvom han formentlig allerede havde en ide om, hvilke skader hun skjulte. Hun anede ikke, hvordan det mon havde føltes for ham, den åbenlyse forskel taget i betragtning, men han måtte uden tvivl have en ide om, hvad der var sket. Nok havde han set hende uden tøj på før, men det havde været helt andre omstændigheder. Hun havde ikke engang lyst til at skulle smide tøjet for at skaderne kunne blive undersøgt.

Navnet.. havde hun fået navnet på ham, som havde overfaldet hende. Hun lukkede øjnene, som hun prøvede at komme i tanke om det. Det gjorde dog ikke andet end at få tårene frem i hendes øjne igen. Denne gang formåede hun dog at holde dem tilbage.
"Jeg ved ikke.. hans navn, jeg tror ikke han sagde sit navn" hun tøvede mens hun forsøgte at undgå at gå i panik igen. "Han havde et ar i ansigtet, andet ved jeg ikke"

Der var ikke så meget, Wolfram kunne gøre for hende. Når healeren havde været der, ville han lave noget te. Han havde en beroligende blanding liggende, der var som skabt til nu. Det krævede godt nok, at han gik ned til sit værelse, men måske det kunne lade sig gøre, mens healeren var der.
Han nikkede beroligende og endte med at flytte den ene hånd, så den lå oven på hendes krop uden på pelsen. 
"Selvfølgelig, Mylady." Han ville ikke have kigget, selvom hun ikke havde bedt ham om ikke at gøre det. Det var ikke passende, og desuden vidste Teresa ikke, at han kendte sin Myladys krop ganske godt. Han kendte sin plads, og det var ikke med øjnene på sin frøkens nøgne krop, medmindre hun selv fik ham til det. Og han vidste, hvad der var sket med hende, hvilket gjorde, at han endnu mindre havde lyst til at se på hende.

Hans spørgsmål virkede til at berøre hende, og han frygtede kort, at hun ville begynde at græde igen. At hun ikke kendte mandens navn var ærgerligt, det ville have gjort en eftersøgning efter ham nemmere. Han gav hendes side et let klem igennem pelsen.
"Det er okay." Hans stemme var dæmpet og beroligende. Trøstende. Han så kort mod døren, nu måtte Teresa godt komme. Hans skulder føltes som om, at den var fyldt med glasskår, også selvom Laurenne nu lå stille. Hun måtte have meget ondt. Og han kunne ikke gøre noget, for at gøre det bedre. 

"De er i sikkerhed nu. Der sker Dem ikke noget her." Han var sikker, da han sagde det. For hvem skulle kunne komme helt ind i borgen og ind på grevens datters værelse uden at blive opdaget? Nej, hun var hjemme i sikkerhed. Alle ville passe på hende. At Wolfram havde fået opgaven med at tage sig af hende, var ikke overraskende, men han ville næsten ønske, at en af tjenestepigerne kunne tage opgaven. Han var lidt ude, hvor han ikke kunne bunde, for han vidste ikke, hvad han skulle sige eller gøre. Det lå ikke til ham at trøste. Og han havde en lille knude af frygt i maven over, om hun ville begynde at fortælle, hvad der var sket. For hvad skulle han sige til det? Nej, Teresa måtte gerne komme, så Laurenne forhåbentligt kunne få hvilet lidt og alting blev bedre. Når Wolfram havde håndteret greven. Der vidste han i det mindste, hvad han skulle gøre.

Hvor mon healeren blev af? Hun tvivlede på, at hun kunne holde til den smerte meget længere. Det føltes som om, at hun langsomt var ved at gå fra forstanden. Uanset hvordan hun forsøgte at ligge skar det igennem skulderen. Selv Wolfram blide hånd fik det til at gøre helt ubeskriveligt ondt, men hun ville ikke bede ham fjerne hånden. Hun havde brug for den smule nærhed, som han gav hende. Tavst måtte hun indrømme overfor sig selv, at hun lidt fortrød den måde hun havde behandlet ham på. Hun havde brug for nogen som kunne holde om hende, forsikre hende, at det hele ville blive okay. Hun havde brug for en far, og det tætteste hun nogensinde havde haft på det, var Wolfram. Altså indtil det var blevet ødelagt.

Hvordan kunne han egentlig vide, at hun var i sikkerhed? Hvis ham der havde haft fat i hende øbskede et, ville han ikkert kunne trænge ind på borgen. I det mindste var et en trøst, at han ikke havde fået hendes navn. Hun var ikke ligefrem lsket af tjenestefolkene, sp hvis nogen aktisk endte med at trænge ind ville de kun beskytte hende af pligt, og så måske frygt. Det var ikke nogen et god motivation.

Men nogle smertefulde klynk, kæmpede hun sig op at sidde. Det gjorde ondt i skulderen at bevæge sig, og selv på den bløde madras gjorde det ondt at sidde. Hun havde lyst til at rykke tættere på ham i et forsøg på at finde lidt mere tryghed, men taget i betragtning af hun knapt kunne bevæge sig, var det nok ikke nogen god ide.
"De så mig alle sammen, da jeg red ind. Alle tjenerne. De har uden tvivl sladret til min far" Hun så ned og pillede ved det beskidte skørt. Hun havde efterhånden brug for at komme ud af det.
"Han kan ikke være blevet glad for det. Han vil uden tvivl forlange at snakke med mig" Hun havde ingen forventninger om, at hendes far ville have nogen sympati med hende.

Wolfram flyttede sin hånd, så hun komme op at sidde. Det gjorde ondt, også i hans skulder, men ud over at musklerne i hans ansigt var spændt en smule op, viste han ikke smerten. Hun vidste, at han kunne mærke den. Det bånd halskæden gav dem, havde de udforsket for flere år tilbage. Mere eller mindre uvilligt fra hans side, men han havde ikke haft så mange valgmuligheder. De vidste begge, at den smerte den ene følte, dukkede op ved den anden i en lidt mildere grad. Derfor var Wolfram ikke i tvivl om, at Laurenne havde ondt. 

"De skal ikke bekymre Dem om deres far, før healeren har været her, og De har hvilet. Jeg skal nok tage mig af ham." Han sagde det roligt, men med en overbevisning der fortalte, at han troede på det, han sagde. Nej, greven ville ikke blive et problem. Det skulle han nok sørge for. Han var ikke bange for greven, ikke når det kom til en ting som dette. Han vidste, at manden kunne ødelægge hans liv bare ved at vippe med en finger, men han vidste også, at han havde mere snor end alle andre, især når det kom til Laurenne. Og så havde han et par enkelte ting, han kunne bruge mod greven, hvis han var helt umulig.

Han lagde en trøstende hånd på hendes knæ, men fik ikke sagt noget, som det bankede på døren. Et dæmpet, lidt forsigtigt bank, der tydeligt fortalte, at det ikke var greven. Wolfram gav hendes knæ et klem, inden han rejste sig og gik over for at åbne døren på klem. Teresa stod udenfor og så bekymret ud. Der var kun hende og han trådte tilbage og trak døren op, så hun kunne komme ind. De nikkede kort til hinanden, inden hun fortsatte over til sengen og Laurenne. Wolfram og Teresa var ikke ligefrem perlevenner, faktisk havde de en tendens til at komme op at skændes. Hun var yngre end ham, men middelaldrende, og noget skrap i det, undtagen når hun havde med de syge at gøre. Så var hun blød og omsorgsfuld. Og det var også den tilgang hun havde, da hun nejede for Laurenne og kom op til sengen.

Wolfram rømmede sig, inden de kom for godt i gang, og så på Laurenne.
"Vil det være i orden, at jeg kort forlader Dem, mens Teresa er her?" Fik han et ja, ville han kort bede Teresa om at låse døren efter ham, inden han forlod rummet for at gå ned til sig selv. Fik han et nej, ville han gå ned i den anden ende af rummet og stå med ryggen til dem som han havde lovet.

Langsomt forsøgte hun at vende sig med Wolfram. Smerten kød og igennem kulderen og stoppede bevægelsen. Hun kunne se på Wolfram, at selvom han ikke fik den fulde smerte, måtte det stadig gøre ondt på ham. Der var ikke nogen grund til at påføre dem begge unødig smerte. Wolfram havde trods alt været unaturligt sød overfor hende, det havde hun ikke lyst til at ændre ved at gøre ham ondt.
Hun nikkede langsomt til hans ord. Hun havde aldrig selv formået at tale sin far til fornuft.
"Jeg ville ønske, at jeg også kunne få ham til at være bare en smule fornuftig. Han vil give mig skylden for det hele, uden tvivl" Hun kendte sin far godt nok til at vide, at det ikke var fra ham hun skulle forvente trøstende ord.

Hun kiggede nervøst mod døren, da det bankede på. Hun vidste godt, at et højest sandsynligt bare var Teresa, men rygten sad alligevel i hende. Hun nikkede kort til Teresa da denne kom ind af døren, inden hun kiggede ned i sengen igen. Hun forventede at finde medlidenhed i healerens blik, og det magtede hun ikke lige nu. Hun ville formentlig bare begynde at græde igen.

Med et lettere uroligt blik så hun på Wolfram. Han havde jo lige lovet ende, at han ikke gik nogen steder!
"Hvis det er absolut nødvendigt at su går, vil jeg ikke holde dig her" hendes stemme var nervøs. Hun havde ikke lyst til at gå, men hun ville heller ikke beordre ham til at blive, hvis han havde andet at se til. Man kunne jo håbe, at det var for at tale med greven. Det ville næppe vare længe inden hendes fars tålmodighed slap op.

Wolfram vidste godt, at han havde lovet ikke at gå, men han ville gerne lade de to kvinder alene. Måske der kunne blive gjort og sagt ting, hans tilstedeværelse ville forhindre. Og selvom han ofte kom på kant med Teresa, vidste han, at hun var eminent til at heale skader og snakke med de, der havde brug for at snakke.
”Jeg lover at være hurtigt tilbage.” Hans blik gled til Teresa. ”Lås døren efter mig. Og vær venlig ikke at lukke nogen ind.” Han mødte hendes blik, og de vidste begge, hvem der blev snakket om. Beroliget bukkede han let for Laurenne, inden han gik ud af døren og ned af gangen.

Nede på værelset satte han hurtigt en kande over, inden han fandt teen frem, der bestod af beroligende og let smertestillende urter. Han brugte den selv til at sove på, på de dårlige dage. Den smagte ikke fantastisk, men konen der solgte dem, havde dog haft omtanke nok til at putte mynte i, hvilket gjorde den drikkelig. Vandet kogte snart, og han lavede teen inden han med en tyk klud tog kanden med tilbage mod Laurennes værelse, sammen med en lille taske med en bog og lidt andre småting, han måske ville få brug for, skulle han være der længe.

Som han drejede ned af gangen med værelser, hørte han nogen dundre på en dør. Og der stod greven, høj og bred med det gyldne skulderlange hår hængende om hovedet, mens han med en knyttet næve bankede på Laurennes dør. Wolfram snøftede kort, det var ikke længe greven kunne styre sin utålmodighed denne gang. Manden drejede hovedet og fik øje på ham.
”Wolfram! Luk mig fluks ind! Jeg vil tale med min datter!” Han var tydeligvis vred over ikke at blive lukket ind med det samme. Wolfram gik hen til ham og rystede på hovedet.
”Deres datter har brug for hvile, min herre. Det er bedst, hvis hun ikke bliver forstyrret.” Hans stemme var rolig, men fast. Greven så lidt forkert ud i hovedet, da det gik op for ham, at hans tjener stod og sagde nej til ham. Det var som om, at han voksede lidt, mens han trådte et skridt hen i mod Wolfram, tydeligvis for at intimidere den spinkle mand med sin egen fysiske fylde.
”Jeg bestemmer, hvad der er bedst for hende! Hun har lavet en scene, alle på gårdspladsen så hende, selv folk, der ikke hører til borgen! Luk mig, ind, jeg vil vide, hvad der foregår!” Han hævede vredt stemmen, så den uden tvivl ville kunne høres inde på værelset. Wolfram blev stående og lod sig ikke skræmme. Greven havde slået ham før, men Wolfram var ikke bange for ham. Og lige nu lå hans sympati hos Laurenne. Han vidste jo, hvad der var sket. Og han var ikke i tvivl om, at greven ikke ville have den store medfølelse med hende, men lægge skylden ved hende.
”Grev Sinnett, Laurenne har oplevet noget ganske ubehageligt, og hvis De er blot den mindste smule interesseret i hendes velfærd, som en fader burde være, lader De hende komme sig, inden De braser ind og bringer hende mere ubehag.” Hans mørkebrune øjne så fast ind i grevens blå, som han sænkede stemmen, så den med sikkerhed ikke kunne høres på den anden side af døren. ”Og selvom De ikke har nogen som helst kærlighed for det stakkels pigebarn, så vender De om, går og bliver væk, til jeg fortæller Dem, at De kan tale med hende. Så meget skylder De både hende og jeg. Eller vil De hellere selv sidde ved hendes sengekant og trøste hende bagefter, når hun først er blevet ydmyget af en fremmed mand og derefter sin fader?” Hans stemme var sammenbidt og iskold. Greven rynkede panden og åbnede munden for at råbe videre, men noget fik ham til at lukke munden og stirre indædt på Wolfram for et øjeblik.
”Du er ikke så lidt fræk, Wolfram. Jeg burde få vagterne til at piske dig.” Han så lidt spekulativ ud, inden han snøftede ind. ”Du skylder mig for dette.” Han sagde det på en måde, der ikke efterlod meget tvivl om, hvad Wolfram ville skulle give for sin opførsel.
”Ja, min herre,” svarede han tonløst. De stod og så lidt på hinanden, inden greven fnøs og vendte rundt for at gå.
”Jeg regner med at høre, så snart jeg må tale med min datter. Og jeg regner med, at du melder dig inden alt for længe.” Han begyndte at trampe ned af gangen.
”Så snart Laurenne har det bedre, min herre.” Et svar til begge dele. Han blev stående og så efter greven, indtil han var drejet rundt hjørnet og lyden af hans skidt fadede ud. Inden han dæmpet bankede på døren, lukkede han kort øjnene. Den her familie blev hans død.
”Det er bare mig, greven er gået.”

Nervøst så Laurenne på Wolfram. Hun havde virkekig ikke lyst, at han skulle gå, men han mente åbenbart, at ved end han skulle udenfor værelset måtte være utroligt vigtigt. I det mindste var Teresa på værelset, så hun var ikke alene.
"Skynd dig" Det var ikke en ordre men nærmere en bøn. Hun havde ikke brug for at spørge hvorfor døren skulle låses, hun vidste nøjagtig hvem et var, de forsøgte at holde ude.

Det var en langsommelig proces for Teresa overhovedet at få lov til at røre ved Laurenne. Det havde været svært nok at lade Wolfram komme tæt på, og han var muligvis den på hele borgen,  hun stolede mest på i øjeblikket. Hun kunne dog acceptere at hun kom tæt nok på til at tage sig af diverse småskader. Bagefter fik hun lov til at sætte skulderen på plads. Smerten varede kun ganske få sekunder, men var nok til at få hende til at skrige skingert. Bagefter gjorde det stadig ondt, men sammenlignet med smerten før, var det absolut ingenting. Hun kunne faktisk bevæge sig, selvom armen føltes død, hvilket besværliggjorde en del bevægelser.

Langt sværere var et at tage sig af alle de andre skader, i særdeleshed fordi de krævede, at hun tog nederdelen af for at gøre healerens arbejde nemmere. Op til flere gange nægtede hun pure at tage tøjet af, det kunne hun alligevel ikke få sig selv til. Utroligt langsomt fik Teresa dog overtalt hende med løfter og opmuntrende ord. Netop som hun havde taget nederdelen af og lagt sig på sengen, lød der en dundrende banken på døren, hvilket sendte et ryk igennem hele hendes krop og fik hende til at udbryde et lille skrig. Hun var allerede på vej til at rejse sig for at finde et eller andet hjørne, hvor hun kunne krybe sammen, men med det samme var Teresa der og beroligede hende.

På en eller anden måde formåede healeren at få hende ned at ligge, så hun kunne fortsætte sit arbejde. Forsigtigt forsøgte hun at distrahere Laurenne ved at spørge ind til, hvad der mon var sket, men det var ganske umuligt at få hende til at sige så meget som et ord. Skaderne kunne nu heller ikke efterlade megen tvivl om, hvad der var sket.
Hun lå og lyttede efter stemmerne udenfor døren. Hun kunne uden problemer høre sin fars vrede ord, og de var faretruende tæt på atter at få tårerne til at strømme ned af hendes kinder. Hun ville aldrig indrømme det, men forholdet til greven var nok en af hendes største svagheder.

Næsten nøjagtig som Wolfram bankede på døren, var Terese ved at hjælpe Laurenne i en ren kjole. Det havde ikke været nemt at overtale hende til at smide den beskidte bluse, men tanken om rent tøj var nu for tillokkende. Lige så snart kjolen var på satte Laurenne sig på sengen. Hun burde føle sig mere som sig selv, men selvom skaderne kunne heales, kunne mange af de blå mærker stadig ses. Nok tydeligst af alt mærket rundt om hendes hals. Hendes hår var også stadig kaget ind i skidt efter at have tilbragt så meget tid på det beskidte gulv. Selvom hun havde fået rent tøj på følte hun sig stadig så utroligt beskidt og, ja, endda klam.

Wolfram var ikke i tvivl om, at Teresa havde sat Laurennes skulder på plads. Heldigvis havde han ikke haft det kogende vand i hænderne, da et kraftigt stik af smerte var gået igennem hans skulder, smertefuldt nok til at få en overrasket, lidende lyd ud af ham. Men det var bedre bagefter. Han kunne pludseligt bruge armen mere frit og trække vejret dybere ned i lungerne. Godt. Mange af de mindre smerter lettedes også som tiden gik, hvilket var lidt af lettelse. 

Der kom ikke noget svar fra den anden side af døren, og han ventede lidt, inden han bankede igen. Midt i et bank åbnede Teresa døren og sendte ham et blik, der først var irriteret, men derefter havde et udtryk af taknemmelighed, som hun med et blik rundt kunne konstatere, at greven var gået. Uden at sige noget, lod hun ham komme ind og låste døren efter ham. 
Wolfram lod kort blikket glide over Laurenne, der ikke så specielt meget bedre ud, men i det mindste havde fået en ren og hel kjole på. 

Han trak hurtigt blikket til sig og gik hen for at stille tepotten på et bord.
"Jeg har lavet Dem en te, der vil få Dem til at føle bedre, Mylady." Han tog også tasken af og lagde den på bordet, inden han drejede rundt og så på Teresa med et afventende blik. Var hun færdig? I så fald var hun mere end velkommen til at gå, så Wolfram kunne tage sig af Laurenne på et lidt mere personligt niveau. Hun lignede et spøgelse, og han var ærligt talt en smule bekymret for hendes velbefindende. Ikke fysisk, men psykisk.
Teresa stirrede ham i øjnene et øjeblik, inden hun vendte sig mod Laurenne.
"De må sige til, hvis der er noget, jeg kan gøre. Eller måske en af Deres tjenestepiger." Hun lagde tryk på ordet piger, tydeligvis ikke glad ved tanken om, at den unge kvinde skulle være alene med en mand, efter det der var sket hende.

Nok så Laurenne markant bedre ud, hvis man altså ignorerede de stadig tydelige skader. Hun følte, at hun burde have det bedre, at hun ikke burde føle sig så ødelagt, som det lige nu var tilfældet.
Det var svært at sætte ord på, hvordan hun havde det. Takket være Teresa, gjorde et ikke ondt mere. I hvert fald ikke sammenlignet med tidligere. Nej, det var ikke smerte hun følte, i hvert fald ikke fysisk smerte. Hun følte sig bare... forkert. Nærmere kunne hun ikke beskrive det.

Wolfram fik hevet hende en smule ud af den forvirrede sindstilstand.
"Tak, Wolfram" hun forsøgte at smile til ham, men det var som om hun ikke helt kunne finde ud af at forme smilet. Nu hvor Wolfram var tilbage kunne hun mærke, hvor meget hun egentlig havde brug for bare at være alene med den aldrende tjener.
"Tak Teresa, jeg skal sørge for, at sende bud. Lige nu vil jeg gerne være alene med Wolfram" Der var ikke flere tjenestefolk, som skulle se hende i den her tilstand. Det ville hun næsten ikke kunne bære.

Da Teresa var gået rejste hun sig langsomt op. Selvom hun var langsom og forsigtig nægtede hendes ben at bære hendes vægt, hvilket nær havde fået hende til at falde sammen på gulvet. Hun nåede dog at støtte sig til sengen, så hun i stedet kunne sætte sig på kanten af den.
Hun bed sig i læben og så over mod Wolfram, der var nogle ting, som hun blev nødt til at få styr på.
"Hvor meget kunne du mærke af.." Hun tøvede og førte så sigende hånden ned over kroppen. Hun var nødt til at vide, om han vidste bare nogenlunde, hvad hun havde været igennem, eller om hun ville være tvunget til at genfortælle det.

Teresa så ikke tilfreds ud og hvis blikke kunne dræbe, var Wolfram faldet om på stedet, men hun nejede i stedet for sin frøken og åbnede døren og gik ud. Wolfram fulgte efter for at låse døren, og hun vendte sig kort i mod ham, for at lade blikket glide ned over ham i et "hvad i alverden ser hun i sådan en gammel hønisse"-udtryk.
"Hent mig, hvis der er brug for det," sagde hun køligt og gik så ned af gangen. Wolfram sukkede langsomt for at holde sig selv fra at sige noget, og lukkede så døren og låste den, inden han vendte tilbage til teen. 

Ud af øjenkrogen så han Laurenne komme på benene, hvilket ikke virkede særligt stabilt, og han var lige ved at gå over til hende, men hun satte sig selv ned. Så Wolfram blev ved bordet og hældte te op i et krus. Da han satte potten fra sig, stillede hun man et meget ubehageligt spørgsmål, og han så kort på hende, som hun illustrerede med en hånd ned over sin krop. Hvor meget havde han kunne mærke af hendes voldtægt? For meget. Alt for meget.

Han sænkede hurtigt blikket til kruset, som krævede det hans fulde opmærksomhed at løfte det op uden at spilde. Hvad skulle han svare? Hvor meget ville hun vide? Det var akavet for ham, mest fordi det sikkert var meget akavet og ubehageligt for hende. Han ønskede ikke at fortælle hende, at han havde en god fornemmelse af, hvad der var sket, som han havde mærket en del på sin egen krop. 
"Nok," endte han med at svare så diplomatisk som muligt, inden han rakte hende kruset. "Drik dette. Det vil få Dem til at føle Dem bedre tilpas." Forhåbentligt nok til at få hende til at sove. Bagefter tog han en stol og stillede den ved siden af hende, ikke villig til at sætte sig ved siden af hende i sengen.

Det var svært at sige, præcist hvad den gamle tjener tænkte og følte, utvivlsomt en praktisk evne at have ved lige denne familie, men Laurenne var nu ret sikker på, at han ikke brød sig om hendes spørgsmål. Hun brød sig heller ikke synderligt om at stille det. Det var der nu ikke noget at gøre ved, hun havde brug for, at Wolfram som minimum havde en ide om, hvad hun havde været udsat for. Hvorfor kunne hun ikke helt selv svare på. Hun havde ikke lyst til at genopleve de forfærdelige oplevelser ved at skulle fortælle om dem, men det slap hun heldigvis for, hvis Wolfram havde kunne mærke bare en brøkdel af det. Hun var tilfreds med hans svar. Hvis Wolfram sagde, at han havde mærket nok, troede hun på ham. Ingen grund til at pine nogen af dem med deltaljer.

Hun tog imod kruset, og foldede begge hænder om det, i et forsøg på at varme dem. Hun følte sig stadig kold helt ind i knoglerne.
"Jeg har brug for at blive vasket, Wolfram" Hun lukkede øjnene og sukkede dybt.
"Nok har jeg fået rent tøj på, men hvert lille støvkorn på min krop er en pinagtig påmindelse om, hvad han gjorde ved mig" Hun så over på ham i håbet om at finde forståelse. Ville det overhovedet være muligt at forlade værelset for at blive vasket, eller ville hendes far komme stormende, så snart en tilfældig tjener sladrede om, at den unge frøken havde forladt sit kammer? Uanset kunne hun ikke slappe af før alle spor af den forfærdelige aften var blevet vasket væk.

Det lod til, at Laurenne var tilfreds med hans svar, for hun spurgte ikke ind til det. Hvilket han var meget lettet over, for han var ikke sikker på, at en samtale om voldtægt var passende i mellem dem. Og om han kunne skjule sin egen bitterhed over netop det, som hun havde gjort ved ham, og teknisk set stadig gjorde. Der var ingen grund til at rode rundt i det, selvom han håbede, at oplevelsen kunne få hende til at tænke sig lidt mere om fremover. Men ærligt talt havde han sine tvivl. Hvilket gjorde ham lidt træt.

Hendes ønske om at blive vasket var helt forståeligt, han var selv styrtet ned i baderummet, efter hendes overgreb i mod ham. De første mange gange. Efterhånden havde han lært at leve med den klamme følelse. Eller måske følelsen var blevet mindre, som han vænnede sig til det. Det samme med greven. Hvem vidste. Han havde opgivet at spekulere nærmere på det for flere år siden.
Men hendes ord fik ham til at nikke.
"Selvfølgelig, Mylady." Han overvejede kort, hvad der ville være bedst. Få hentet et kar op til hendes værelse og lade hende bade her? Det ville kræve flere tjenere og uro på værelset. Tage hende med ned i baderummet? De ville uden tvivl møde folk på vejen. Greven var ikke en bekymring for Wolfram, de havde lavet en aftale. Han ville ikke komme rendende.

"Jeg ved ikke, om De helst vil have nogle fra tjenestestaben til at slæbe et kar og varmt vand herop, eller om De vil ned i baderummet?" Han betragtede hendes ansigt, der stadig bar præg af volden, hun havde været udsat for. Teresa var ikke den mest effektive healer, men hun gjorde, hvad hun kunne.
"Begge dele er muligt." Han ville lade det være op til hende, for ham var det lidt ligegyldigt.

Det var et svært spørgsmål. Tillade guderne vidste hvor mange tjener at rende rundt på hendes private kammer nu, hvor hun for alvor havde brug for at føle sig tryg? Eller risikere at løbe ind i hvem der nu måtte rende rundt på borgens gange. Selv hvis Wolfram havde formået at få tilpas styr på hendes far til, at han ikke ville komme rendende, var der stadig alle de forskellige gæster, som konstant færdedes på borgen. For ikke at nævne Merric, som uden tvivl måtte være ved at dø af bekymring, hvis han havde hørt, hvad der var sket.

Laurenne sukkede lavt. Det måtte være det mindste af de to onder, for et bad skulle hun have, hvis hun skulle have nogen som helst mulighed for at finde ro.
"Jeg tror, at det klogeste vil være, at få et kar herop. Vi kan ikke vanære min far mere ved at lade endnu flere se hans faldne datter" bitterheden var tydelig i hendes stemme. De hårde ord var lige ved at få tårene frem, men for nu holdt hun dem tilbage. Hvor længe hun kunne blive ved med at være så fattet, vidste hun ikke selv, men det ville næppe vare for evigt. 

Utroligt langsomt rejste hun sig op, ved hjælp at sengen om hun tungt støttede sig til. Uendeligt langsomt gav hun slip på sengen. Det gik med at holde sig stående. Med små skridt gik hun den korte vej over til skærmen, som blev brugt, når hun klædte om. Hun agtede ikke at sidde til fuld skue for tjenestefolkene, som skulle bringe karet op. Hun forsvandt om bag skærmen, hvor hun satte sig på den stol, som altid var placeret der.

Wolframs mørkebrune øjne hvilede på hende, mens hun overvejede de to muligheder. Et eller andet sted ville han ønske, at han havde en tredje mulighed, der ikke krævede andre mennesker, men de var trods alt på et slot, hvor der altid var folk på gangene. Så skulle de vente til midt nat, men han havde en fornemmelse af, at hun ikke ville vente så længe. 
Da hun kom frem til, at hun helst ville have et kar op på værelset, nikkede han accepterende. Hendes bitterhed gav ham lyst til at sige noget, men han vidste ikke, hvad. For det var uden tvivl grevens ønske, at hans datter blev på sit værelse, til hun var præsentabel igen.
"Jeg vil sørge for at få bragt et kar op."

Han kom på benene, som hun begyndte at rejse sig op, og ville tilbyde sin støtte, da hun måtte læne sig til sengen, men hun ville åbenbart klare sig selv. Måske hun ikke ville røres, det kunne han som sådan godt forstå. Tavs betragtede han hende gå om bag skærmen. Det var nok en god idé, selvom han gerne ville have forsøgt at flytte den hen foran sengen, så hun kunne gøre sig det behageligt.
"Jeg bliver nødt til at forlade dem for et øjeblik, for at finde en tjener." Han håbede, at der var en i nærheden, så han ikke skulle bruge for lang tid på opgaven. Han havde trods alt lovet ikke at gå nogen steder.
Henne ved døren stoppede han op og så mod skærmen.
"Husk at drikke Deres te. Det vil gøre Dem godt." Han låste døren op, tog nøglen med ud og låste efter sig, så ingen kunne gå ind, mens han var væk.

Det tog ham ikke ret lang tid at finde en tjener, faktisk en tjenestepige, der var på et af de nærliggende værelser for at gøre rent. Wolfram bad hende om at løbe ned og bede en af de andre tjenere om at få ordnet det med karret til grevens datter, hvilket hun selvfølgelig gjorde, efter at have nejet for ham. Det var ikke fordi, at de andre tjenere var bange for ham, men han var ret striks og havde et mistænkeligt nært forhold til både greven og grevedatteren, så selvom han egentligt bare var en almindelig tjener, havde han lidt mere at sige i tjenestestaben. Og han var en af seniorerne.

Så snart kunne han låse døren op igen og gå ind igen med et dæmpet "Det er Wolfram", inden han lukkede og låste døren bag sig. En smule omstændigt og sikkert ikke nødvendigt, medmindre Merric kom styrtende. Så døren blev låst.
"De kommer med et kar om lidt, Mylady." Han stillede sig hen til et vindue og så ud, med rank ryk og hænderne på ryggen, mens han ventede på, at de ville komme.

Der blev banket lidt forsigtigt på ikke længe efter, og Wolfram åbnede op for et par unge mænd, der havde godt fat i et kar. Ikke et af de helt store, men det de plejede at bruge, når herskaberne ville have bad i gemakkerne i stedet for i baderummet. Og så begyndte arbejdet med at hente vand. Spand efter spand efter spand blev slæbt op af tre tjenere, indtil karret var fyldt med dampende varmt vand. Ingen forventede, at Wolfram skulle hjælpe til, det var trods alt en gode, alderen gav ham. Han blev i stedet stående med armene over kors og skiftevis kiggede ud af vinduet, når der ikke var andre i lokalet end han og Laurenne, og betragte tjenernes arbejde. Til sidst blev der stillet en taburet med et klæde til at tørre sig i, en svamp og noget sæbe. Døren blev lukket og Wolfram låste den, inden han så mod skærmen.
"Så, Mylady, vi er alene og badet er klar." Han var lidt i tvivl om, hvad hun ville have ham til, så han blev stående ved døren. Selvom han kendte hendes nøgne krop ganske godt, ville han helst undgå at se den, og han var ikke sikker på, at hun ville have ham til at se den netop i dag, så han endte til sidst med at vende sig rundt, så han stod med ryggen til rummet.