Tusmørkedalen virkede ikke for det mest ideelle sted at befinde sig, mest grundet de væsener man havde hørt om. Det løb Lindarynil koldt ned af ryggen som hun kom ud fra en af kroerne og blev mødt af en mørk og nærmest mennesketom gade. Hun havde ingen idé om hvor hun skulle starte med at lede efter personen hun var kommet for… Dette var en af de få gange hun havde befundet sig i Tusmørkedalen og hun håbede også at dette blev en af de sidste. Hun trak den mørke pels kappe op over hovedet, så hun dækkede hendes ret genkendelige, let violette hår til.

De lysende øjne spejdede rundt på de mørke omgivelser, forsøgte at danne sig et billede af hvordan det var personen der overfaldt hende og Ileshia for flere måneder siden, så ud. Hun kunne huske det sorte hår… Øjnene… Og ikke mindst det dystre smil. Dem var der sikkert en del typer af her ude, men hun ville bestemt ikke være et sekund i tvivl om, når hun fandt den rigtige person… Hun ville sikkert kunne mærke det. Med et faldt hendes blik på en skikkelse der trak en hætte over hovedet og diskret tøffede hun efter. Lindarynil var næsten hundrede procent sikker på, at dette var manden der bed Ileshia og brækkede utal af knogler i hendes egen krop.

Hun stoppede som hun så ham gå ind i en baggård, forsikrede sig selv om at dette nok skulle gå efter den absurd dårlige plan hun havde lagt i sit eget hoved. Hun ventede til personen var forsvundet og satte så efter ham ind i baggården.

Smile gik et par meter ind i den halv mørke baggård før at han kun høre lyden at andre hjerteslag der kom bagfra, måske havde han taget fejl omkring det at han var alene med sit bytte så han standsede sig selv fra går videre ind i mørket.
Smile snusede til luften omkring ham, der var stærk duft af snask fra baggården og inde fra de mange huse som lukkede verden ude, han kunne duft mad fra folks hjem, pisse fra personen som han havde duftede før og nu en mere skøn duft at sødt blod som virkede bekendt. Smile træk hætten væk fra det lange mørke hår før at vendte sig om for se personen der var gået efter ham, han grinte næsten lavt ved synet.
”Ser man det, er du kommet for en omgang mere?” sagde han kort før han grinte mere højlydt, han kunne genkende elver tøsen fra måneder tilbage, og han var ikke overrask over at hun var dukket op igen. Hun var der godt nok på uforvente tidspunkt, men der var altid plads til snack ved siden af hans aftensmad.
”Hvordan går det med passe det lille afkom, jeg sikker på at hun blev en god vampyr” sagde han næsten stolt over hvad han havde gjort dengang, det havde været en god morskab bortset for den bratte afslutning eftersom hun valgte at sætte ild til det hele. Men så igen, det havde været sjovt at sætter tænderne i hende og give hende en smule af samme medicin. Godt nok havde han ikke en evne ved baghånd i det øjeblik, men Smile klarede sig fint med hans styrke og andre tricks som der kunne skæmme livet ud af det fleste. 

Linda havde ikke tænkt over hun havde hjerteslag som vampyren kunne spore, men hun var mere eller mindre forberedt på hvad end der måtte ske. Som han vendte sig om stoppede hun og skulede blot på ham som han talte. Hun havde en inderlig lyst til at sende en spydig kommentar efter ham, men bed sig så hårdt i læben for at undgå det. Grinet der kom fra ham fik det til at løbe koldt ned af hendes ryg og som han nævnede hendes datter, var det som om hendes hjerte gik i stå. Inden den kommentar var kommet afsted havde hun regnet med der ville gå lidt tid før hun var i det røde felt, men da Ileshia kom på tale, røg hun var nul til hundrede på ingen tid. Uden yderligere tøven trak hun på skuldrene ”Det ved jeg ikke… Måske varulven jeg gav hende til kan svare dig på det? Hmm?” sagde hun som hun kunne mærke varmen sprede sig i hende. Det var allerede ved at være begyndt, hendes evne var ved at aktivere sig og snart ville baggården formentlig være oplyst af de flammer der var produkt af hendes vrede. For en ting var sikkert, hun havde ikke tænkt sig at gå herfra uden at have forsøgt at få den hævn hun i virkeligheden var kommet efter, om hun kom her fra gående eller kravlende.

Så en brutal slutning på barns liv havde han ikke forstille sig, og han var eller den kolde og mordiske type der gjorder mange brutale ting med folk. Smile åbnede sin mund i et lille målløst o før han lukkede munden igen, ”Og folk kalder mig brutal” sagde han kort i en sarkastisk tone. Han havde ikke forvente at høre den slags fra en mor, i sær ikke en der virkede til at være meget kærlig over for sit barn.


”Når men hvad vil du så?” sagde han, han havde allerede gætte hvad hun ville hævn gør folk hvileløse og Smile var udmærket klar over at hun nok vil have lyst at for ham til kysse jorden før at deres lille møde var slut.

Smile trak luft ind i hans lunger selv om det ikke var en nødvendighed før at sat af, med en okay fart var han overfor hende på få sekunder. ”Hvad har du tænkt dig at gør, du ligner ikke typen der i stand til gør skade på en som mig” han udfordrede hende næsten til at forsøg på at gør skade på ham, det ville ikke gør ond lige meget hvor meget hun så forsøgte og nu hvor han havde kendskab til hendes ild var han forberedt på at møde den igen. 

”Eller har du bare tænkt dig at være bange larm, dit hjerte forråder dig meget” sagde han i en tom tone, han kunne genkende skrig og frygt udefra hjerteslag som ofte gik hurtigt ved vrede eller ved frygt. 

Det løb Linda koldt ned af ryggen. Hun havde ikke haft noget andet valg den dag, hun blev overfaldet af varulven og der var kun en af dem der havde mulighed for at overleve, men eftersom datteren alligevel var døende, valgte Linda at give varulven Ileshia, så hun selv kunne komme ud og finde vampyren. Linda fnøs Lad nu være med at spille dummere end du i virkeligheden er” kom det fra hende. Det var tydeligt hun var ved at være i det røde felt, for hendes stemme var ikke så skælvende, men gav tydelige udtryk for, hun bestemt ikke var der for at have en venlig samtale om datterens død.

Linda trådte lidt bagud, som vampyren dukkede op lige foran hende ” Hvad jeg vil gøre? Ganske vidst har jeg elverblod, men jeg er ikke lige så dumme som de er” kom det fra hende. Der var mange der havde set ned på hende, grundet hun havde elverblod i årerne og ikke var fuldblod. Hun skar tænder og var allerede begyndt at bore sine negle ind i håndfladerne af sig selv, blot for at give ham noget blod at reagere på. Kommentaren om hun ville være bange for ham var formentlig ikke helt forkert, for hun havde prøvet kræfter af med vampyren før og det gik bestemt ikke godt, men nu var hun nærmest forberedt på han ville overfalde hende.

Hun hævede hånden og lod noget af blodet fra hendes hånd, glide ned over hendes arm og nærmest kastede bloddråber efter vampyren, hvis succesfuld, ville det ramme ham i ansigtet. Hun vidste hvordan vampyrer havde det med blod ”Jeg kom for at fodre dig” sagde hun med et ansigtsudtryk, der overraskede selv hende. Men hun havde en plan med det, for lige så snart han kom tæt på, ville hun aktivere evnen og sætte svinet op i flammer.

Smile rullede med de blodskudte øjne, han var dum nej.. eller ikke dum nok på den plan. ”Dummere?” han gispede kort som om at han var fornærmet på en eller anden personlig plan før han grinte, Smile holdt sig ikke fra studere hendes kropssprog fra de skiftende udtryk til den lukkede nævne ved hendes side, hans øjne var hurtigt til at fange mange signaler på en gang.

Han sagde det ikke, men fornemmelsen var der. En eller anden ynkelig plan måtte hun have eftersom at hun var her, eller også opfattede han hende bare være lidt for klog. ”Jeg vil nu kalde det ganske dumt at går ud for lege med den samme vampyr igen” sagde han i sarkastisk tone. Hvad end hun havde i tankerne kunne det nok ikke blive dummere end sidste gang. Hans sanser blev dog aktivt fokuseret væk fra samtale til blodet der løb under hendes fingre, det duftede lige så sødt som sidste gang.

Smile havde lyst til slikket sine læber selv hvis det ikke ville give fugt til dem, han havde ingen kropslige funktioner når han ikke havde blod i kroppen, og han var udmærket klar over det. Hun tilbød sig selv som en anden snack og havde han lysten kunne han suge hende tom her og nu, men det ville være kedelig. Det ville være meget sjovere at forsætte det lille spil som de havde haft gang i, og denne gang var han sikker på at han nok ikke ville komme lige så let ud af det som sidste gang.

En kort ”tsk” lyd kom fra ham som han stirrede fra hendes hånd til hendes ansigt og tilbage igen, han havde ikke glemt hvor nådesløs hendes evne var og hvor sjovt det kunne være at give hende flere skader der ville efterlade ar, men han havde hellere ikke selv helt lyst til kende til ilden. ”Jeg havde forvente at du var klog nok til ikke at give dig selv op på den måde, har du tabt kamp ånden fra sidste gang?” han gave hende tid til synke det svar, med hastig grab hev han hendes hånd op imod hans mund for tage en smagsprøve. 

Linda skar tænder. Inden hun gik har over havde hun været så selvsikker, havde nærmest været klar til at futte ham af lige så snart hun så ham, men hvorfor var hun så tilbageholdende nu. Hun skævede til ham ”Lege? Ja det kan vi godt kalde det” sagde hun stille. Hun havde et billede i hovedet af flammerne, huset og hendes datter. Hun glemte ikke nemt og billedet af hendes datter, der var blevet bidt af det monster foran hende, havde nærmest brændt sig fast og ville ikke forsvinde, på trods af hendes datter var død nu.

Hun bed sig let i underlæben som hun rettede blikket ned mod blodet der løb ned over hendes fingre og dryppede ned på jorden. Det virkede rent faktisk? Nu håbede hun blot han tog blodet fra hende, i stedet for det der var på jorden, men så dum var han vel heller ikke? Blodet var vel bedst når det kom direkte fra ressourcen? Som vampyren med et var oppe ved hende trak hun ikke en mine og lod ham tage fat i hendes arm. Linda lukkede øjnene, forestillede sig hvad der var sket gennem de sidste mange måneder siden hun sidst havde stået overfor vampyren og hun kunne mærke varmen.

Hun placerede hånden på vampyrens skulder og bed sig i underlæben som hun mærkede han tog en smagsprøve. Dette var blot for at hun kunne få mere had bygget op ”Zaladin tage dig” hvæsede hun og mærkede nærmest hvordan ilden bevægede sig igennem hendes krop, fra hendes hjerte og ud i hånden der var på vampyrens skulder. Ilden ville gribe alt brandbart, hans tøj, håret… Med et ryk trak Linda hånden til sig så han ikke fik mere blod. Hun var klar på kamp, trods hun vidste han nu havde lidt blod i systemet, men hun håbede på det ikke var nok til at gøre ham overlegen.

Effekten at hendes blod ville knap kunne dække for hvad der efterfølgende skete, ilden tog fat i alt hvad der kunne brænde på ydre krop og derved håret som fik ham til at hyle op. Smile kaldte sig normal immun overfor smerte, men han kunne undgår at beskrive hvad der sket for andet end smertefuldt og fuldkommen chokerende.

Han kastede sig faktisk i jorden uden at tænkte videre over det blot for finde en metode til slukke flammerne som der havde taget fat i hans skjorte hår og øjenbryn, selv hvis det ikke nok rullede han i et forsøg på slukke de værste flamme via den mudrede jord som måske kunne dræbe flammerne. Det lod til virke og da han ikke fornemmede sensation eller lugten af afbrændt hår eller hud, stoppede han sig selv fra rulle mere, man kunne på en måde kalde det ynkeligt at se ham ligge på den måde med hoved fuld af brandsår og manglende hår.

Tøjet var han ligeglad med, men hans udseende var svært at skjule uden det lange mørke hår som var godt forsvundet. For en gangs skyld var Smile faktisk selv bevist nok til at klynke over hvad der var sket og hvor hurtig det gik, han lå stadig op jorden i smerte og ude af sand til bevæge sig meget, havde hun tænkte sig fortage sig mere ville hun netop have chancen nu.

Selvom han ikke kun få brandsårene til at heale satte han sig en smule på, et større dybrødt mærke gik hen over det i forvejen vanskabet ansigt ”Forbandende so, tror du virkelig du slipper afsted så let” sagde han med forsøg på at ignorer alt smerte som hans krop afgav, han var klar til flå halsen op på hende med hans tænder blot for at han ville kunne for blod nok til heale de værste dele af hans skader.

”Hvis du tror du slipper levende herfra, tager du fejl” sagde han før han løftede sig op, han sat af for at kaste alt vægt imod hende i forsøg på at få hende ned i jorden.

Lindarynil slap vampyren som han begyndte at hyle op, da flammerne greb fat i tøjet og hans hår. Hun tumlede nogle skridt tilbage og holdt blikket på ham, selv da han smed sig på jorden og rullede rundt for at få ilden slukket. Hun forberedte sig på det værste, for dette var helt sikkert benzin til det bål der var blevet tændt for flere måneder siden efter deres sidste møde, denne gang havde hun ikke sin datter at beskytte, men kun sig selv. Hun rynkede på næsen da stanken af brændt kød og hår ramte hendes næse. Bestemt ikke den mest betagende lugt hun nogensinde havde lugtet og hun måtte holde meget igen, for ikke bare at kaste op. 

Hun tog et par enkelte skridt tilbage, blot for at være sikker på han ikke var i rækkevidde af hende. Hvis øjne kunne dræbe havde vampyren været død for længe siden, men i stedet var det hendes ild der havde konsumeret det meste af hans udseende. Hvor var han ynkelig som han lå på jorden foran hende, men på samme tid, vidste Lindarynil også, at havde han fået adgang til mere af hendes blod, havde hun allerede været død og ikke haft chancen til at få den hævn hun havde planlagt. Det havde altid været planen at hun ville give ham blot en lille smule af sit blod, for så kunne hun komme tæt nok på til at få ham i flammer. 

Linda sagde ikke et ord, blikket var blot rettet mod den forbrændte vampyr, der med et rejste sig fra jorden og satte af, direkte i hendes retning. Som ren refleks hævede hun hænderne og holdt dem ud foran sig. Hun havde ingen ide om hvad hun lavede, men hun håbede at flammerne ikke svigtede hende og satte ham i flammer igen... Uanset hvor end hendes hænder blev placeret på dette møgsvins korpus. 

Han skulle nok have tænkt bedre over den situation som han var havnet i, men han tænkte ikke ydeeliger over hvor meget skade at hun kunne påføre ham så længe at han ikke havde blod nok i kroppen.

Smile fik igen kontakt med flammerne og det var nok deromkring, at han indså hans fejl. Han havde taget en kamp op uden at have det rette forsvar på plads, og han slog for første gang ud efter hende blot med håb om at hans slags ville ramme en eller anden del af hendes krop som måske kunne slå hende ud af koncentration. Han måtte dog indse at han blev nød til at han måtte trække sig tilbage igen som ilden tog mere fat i hvad der hvad tilbage i skjorten på hans overkrop, varmen var intensive og smerten var total.

Igen måtte han til jorden for slutte det værste indtil at han ikke kunne mærke varmen, den jordiske kulde virkede næsten bedøvende på de mange nervebanner der skrig i smerte. For engang skyld, indså Smile at han nok ikke kunne vinde denne omgang og han liv nok kunne slutte her hvis det var hvad hun besluttede så han blev på jorden, og lå halv blind udsyn til hendes ben.

Et par gisp fra smerten kunne høres fra ham, han sagde ikke selv at han gave op. Men hun ville nok kunne læse det på hans kropssprog hvis hun havde tænkt sig at kigge efter, han var klog nok til at lad være med at sætte livet alt for meget på spil.

”Hvis du har tænkt dig at gør det, så bare for det overstået” mumlede han, det ene øje kunne se op hende, mens det andet havde modtaget den værre del af hans skade. 

Lindarynil rystede over hele kroppen, det skulle bestemt ikke være en hemmelighed at hun var absurd bange for, at der var et eller andet der skulle gå galt og han ville få kræfterne tilbage. På samme tid vidste hun også, at hun formentlig var den nærmeste kilde han havde til at indtage blod og hun havde bestemt ikke tænkt sig at lade ham få mere, for hun havde ham præcis hvor hun ville.

Da det lykkedes for hende igen at sætte ild til ham, kunne hun mærke tårerne presse på, samt en smerte i hendes hænder, nærmest som om at flammerne også skadede hende, men ikke i samme omfang som ham. Hun skar tænder og forsøgte at holde fatningen, men da han slog ud efter hende, fik han ramt hendes kæbe, hvilket uden tvivl ville efterlade mærker af kamp, samt en smerte der sikkert ville kravle op i hendes tending og give hende en migræne. Hun tog sig lidt til kæben, men havde stadig blikket rettet rettet mod den forbrændte vampyr. 

Hun tog nogle skridt tættere på ham som han talte "Nej, det vil næsten være sjovere at komme tilbage... Igen og igen... Forfølge dig som det forbandede dyr du er... Finde dig inden du indtager blod og give dig hele turen igen" hvislede hun nærmest. Hun var vred og det kunne tydeligt høres på hendes næsten knurrende stemme som hun stod godt halvanden meter fra ham, stadig så han ikke kunne nå, men nok til han ville kunne mærke hun bestemt ikke lavede sjov længere. 

Smile grinte på en næsten tom måde ”Tror du virkelig du kommer til at være så heldig igen?” sagde han, han havde ikke tænkt sig at hun ville være stand til kunne finde ham igen efter dette. Smile brugte den ene hånd til grib fat i jorden under ham, og han løftede sig selv op til at kunne sidde op en smule.

Den lugt der blev udsendt fra hans krop svarede til duften af stegt bacon på et bål, han så op hende i halv blind tilstand før at han overvejede sine muligheder for kunne nå forbi hende og tilbage ud i gaderne hvor han ville være i stand til at kunne forsvinde fra hendes radar. Lige i det øjeblik var der ingen af hans muskler som gad at besvare hans mentale kommandoer, alle bevægelser havde en grad af smerte som ikke var let af beskrive i hans krop, og der var der smule nydelse i at havde været i stand til efterlade et mærke i kæften på hende.

Smile måtte bruge sit adrenalin til holde hoved koldt, han havde brug for en eller anden plan der involvere hans mulig flugt fra baggården og gerne hurtig derfra.

Han tyde dog på samme tid, at hun nok ikke kunne bruge sin evne forevig og at han derved kunne tage flugten så snart at hun ikke havde mere kraft til bruge ilden på ham, men det kunne også lede til hans død før at hun stoppede.

Lindarynil trak på skuldrene "Ellers kan jeg altid få andre til det for mig" sagde hun nærmest som en knurren som hun stirrede på vampyren, der i et ivrigt forsøg, prøvede at komme op og sidde. Hun rynkede på næsen som stanken ramte hende. Bacon? Hvis hun bare holdt i hovedet det var det der faktisk stank af og ikke brændt vampyr, så ville det sikkert ikke være så slemt. 

Linda kunne mærke hvordan energien blev drænet fra hende. Det havde været en opgave at skulle sætte ild til vampyren. Hun havde det som om hun kunne kaste op hvert sekund det skulle være, men holdt det ivrigt nede, for hun havde magten lige nu og det ville uden tvivl være med til, hun mistede den. 

Linda begyndte at nærme sig vampyren og satte sig på hug foran ham med et dystert smil som hun tog en kniv frem for at skære et hul i hendes ene fingerspids og lade nogle dråber falde mod jorden bag hende "Hvis jeg nogensinde ser dig igen.... Færdiggør jeg dit usle liv" hvæsede hun næsten som hun lavede en hurtig henkastning med hånden så noget af blodet blev sendt imod vampyrens ansigt, men hun blev siddende, i hvert fald indtil han fik nogle ideer.

At elver tøsen kunne finde på at overveje at sende andre efter ham, fik dog Smile til at gyse en smule på indersiden. Han var mange ting når han havde magten over andre, men lige nu var han nok lidt af en kylling, eller hvad der kunne svare dertil hvis han gav tanken tid nok til falde ind. Hun truede ham virkelig på liv og løs, men ville hun kunne holde det løfte og havde hun krystaller nok til den slags? Han tvivlere på det og måske ikke. Hun drev ham en smule til vanvid fordi han ikke selv var sikker på om hun talte sand eller ej, og derfor kunne han ikke gør meget andet end af lave en lav ”tsk” lyd. 

”Store ord fra en lille mund” sagde han i en provokeret tone, han kunne dufte blodet bagved hende som hendes hånd blødte, faktisk kunne næsten høre det hvis han ikke gav sit fokus til andre ting. Smile var ikke dum nok til at hoppe på hende, det ville han kun komme til fortryde på hans ende, og selvom blodet var hypnotisk på mange måder, så var hans egen overlevelse mere tiltalende.

Smile samlede tavs sine kræfter til komme op i en siddende position, herfra skulle han blot skubbe fra med kroppen for at han kunne komme væk fra den lille baggård. Der var stadig hans bagtanke, at han måske kunne være heldig nok til snuppe blod fra den anden person i gården, men han ville ikke tage chancen hvis det nu skulle går glat. ”Jeg vil værd på at du ikke har nerver nok til at afsluttet jobbet selv” sagde han med letter kynisk smil. ”For ellers havde du sikkert selv gjort det nu, så hvad holder dig tilbage er det tanken om at kunne pine mig igen og igen, eller er du bare så svag at det ikke kan lykkes?” sagde han, huden på hans læber gav sig en smule og blod bluser frem i en dyb rød farve.
”Du har ikke det der skal til, den slags ved jeg ret hurtig” fortalt han, Smile kendte de tyder der kunne dræbe og hun var ikke en af dem, hævn kunne hun tag men han var sikker på at hun ikke havde viljen eller mod nok til dræbe ham.   

Lindarynil var sur, det skulle han bestemt ikke være i tvivl om… Denne vampyr var grund til hun havde mistet sin datter, var skyld i hun ikke havde et sted at bo og hun var blevet usikker på sig selv, men i denne situation, var hun bestemt ikke bange af sig, for hun havde ham præcis hvor hun ønskede, indtil han sikkert fik kræfter nok og hun ville ende med at miste livet, dog ville hun ende med at dø, velvidende at hun havde fået hævn over den vampyr der tog alting fra hende.

Hun fnøs men sagde ikke noget. Ja det var ret hårde ord, for i sidste ende ville hun sikkert ikke have nosser nok til at færdiggøre arbejdet, men det var der vel kun en måde at finde ud af? Dog havde hun ikke tænkt sig at opsøge ham igen, men det kunne jo være han kunne finde frem til hende på en eller anden måde, hun kendte trods alt ikke ret meget til vampyrer og hvordan de fungerede, men vidste blot de havde brug for blod for at kunne overleve. De ord der kom fra ham, fik hende til at knytte sine hænder og hun rejste sig op ”Det kan godt være jeg ikke har styrken til det… Men husk på… Hvem det er der netop nu er foran mig, forbrændt og forbandet ynkelig” sagde hun og sendte ham et skævt smil. Nej, hun havde bestemt ikke det der skulle til for at dræbe, men hun vidste hun ville forsvare sig selv til det sidste… Hun holdt stadig en fornuftig afstand.