Sted: En af de finere kroer i Lazura
Tid: Om aftenen
Vejr: En iskold vind, mørkt og overskyet

Thanos var taget til Lazura i hælene på en mand, han var blevet hyret til at fange og bringe til ham, han havde fået opgaven af. Det havde ikke været muligt for Thanos at indhente ham, han havde konstant være mindst en dag bagud, de fleste dage lidt mere. Men manden havde åbenbart haft Lazura som mål, og Thanos havde ret hurtigt opsporet ham til denne kro. Så de sidste par timer havde han siddet ved et bord, fået noget at spise, en ganske velsmagende stegt fisk med lidt grøntsager, og stille og roligt drukket et krus med sød mjød. Ikke stærk nok til at påvirke hans dømmekraft, men nødvendigt for at falde ind i kroens omgivelser.

Hans mål, en mand på alder med ham selv med et iltert rødt hår og godt med fregner hen over en skæv næse, havde til gengæld kastet sig over de våde varer og havde også fundet sig en dame, en af den slags, der ville have betaling for sine ydelser, der lo af hans dårlige vittigheder. Det var en intern familiestridighed, der havde ført til, at Thanos var sendt af sted efter manden. Han havde ikke fået meget at vide, men vidste, at sværdfægtning havde været en del af den rødhåredes opvækst, og at han havde en evne til at få penge til at forsvinde. På flere forskellige måder, så Thanos skulle passe på skjulte våben.
Hele opgaven kom med en formaning om, at den rødhårede mand skulle frem i live og nogenlunde hel stand. Det ville Thanos selvfølgelig sørge for. Så meget det nu var muligt, for manden ville nok ikke med frivilligt.

Thanos løftede kruset og drak en lille smule, mens han holdt øje med manden igennem de væsner, der var i kroen. Det var en kold dag og der var mange, der havde søgt tilflugt indendøre. Det var kun godt, så havde han nemmere ved at skjule sig i mængden.
Det var en pæn kro. En dyr kro, maden havde kostet mere end hvad man kunne forvente, men Thanos havde ikke brokket sig. Han havde fået et værelse på en anden, mindre dyr kro nogle gader derfra, inden han havde fundet ud af, at hans mål havde værelse her.

Selvom han havde været på farten i lang tid, kunne man ikke se det på ham. Han havde vasket sig og taget rent tøj på. Tøj der bestod af en pæn vest i mørkeblå med et broderet mønster i en lidt mørkere blå. Under den, havde han en løs skjorte i råhvid og om halsen havde han en rød klud. Bukserne var brune og bar en smule præg af, at være brugt til at ride i. Støvlerne var rene og pæne, omend også svagt slidte, og gik ham halvvejs op af underbenet. Den varme jakke lå på bænken ved siden af ham. Alt i alt lignede han en mand med penge, men ikke en rigmand. Han var pæn nok til at passe ind i de adeliges hjem, når det var nødvendigt, men også en mand, der kunne høre til et mindre fint sted som her.

Han fik et blik en gang i mellem, ikke på grund af tøjet, men på grund af arret, der trak ned over hans øje fra panden og ned over hans kind. De var ikke helt tidligt på aftenen og lige nu så det pænt ud. Som et ar, der var nogle år gammelt. Når man nu så mod hans ar, kunne man risikere at møde hans blik. De brune øjne var døde. Der var ingen følelser. Og de fleste så hurtigt væk igen med en gysen, også selvom han ikke tydeligt udstrålede fare. Lige nu var han en træt rejsende, der drak fra sit krus og ellers sad alene, mens han fulgte med i, hvad der skete omkring ham. Selvom der var lidt trangt med plads i kroen, havde ingen sat sig ved det lille bord, han sad ved. Der var alligevel noget over ham, der fik folk til at søge andre siddepladser.

Det føltes som om midvinter ballet havde været i går. Det var sjældent at Laurenne havde lov til at tage langt væk fra borgen, men ballet var en af de få muligheder hun havde for at komme helt ind til hovedstaden. Men alt for hurtigt var ballet slut, og de få resterende dage hun havde fået tiltusket sig i hovedstaden var ovre, og hun var smidt hjemad. Hele vejen hjem fra hovedstaden havde hun været en tordensky, og det havde ikke ændret sig, da de var ankommet til borgen. Hun hadede at være spærret inde der, så til sidst havde hun pakket nogle få nødvendige ting, taget en af hopperne i stalden, og var listet afsted godt skjult af aftenens mørke. Det var langt fra første gang hun listede afsted på den måde. Det var egentlig utrolgit, at ingen endnu havde stoppet hende.

Så snart hun var ankommet til Lazura var hun søgt hen mod en kro, som hun havde besøgt før. Hun havde forsøgt at forklæde sig bare den mindste smule, hun behøvede trods alt ikke tiltrække sig for meget opmærksomhed ved første øjekast. Derfor havde hun en simpelt brun kappe på, som skjulte den røde nederdel og hvide top, som hun havde på indenunder. Udover toppen og skørtet havde hun også et korset, man måtte trods alt gerne vise lidt figur, nu man var væk hjemmefra. Håret var i turens anledning i en simpelt fletning. Hvad ingen andre ville kunne se, var den dolk, som sad i en holder rundt om hendes lår. Hun var ikke dum. Hun ville højst sandsynligt blive genkendt, og der var mange lyssky typer, som kunne finde på spændende ting at bruge en grevedatter til, så hun skulle kunne beskytte sig selv.

Vel ankommet på kroen lod hun blikket glide rundt i lokalet, på jagt efter en, som kunne agere underholdning for aftenen. Med det samme faldt hendes blik på en barskt udseende mand. Han kunne vel være lige så god som alle andre. Hun gik hen til hans bord, og tog kappen af. Hun var noget mindre skandaløst klædt på end sædvanlig, men derfor ville hun stadig ikke skjule sin krop bag kappen.
"Må jeg gøre dem selskab?" Hun var allerede ved at sætte sig ved bordet. Hvem ville dog sige nej til hende, og selvom han gjorde, havde hun ikke tænkt sig at give op så nemt.

Thanos' blik hvilede ikke på manden hele tiden, det ville bare skabe mistænksomhed. Nej, han skævede derover i ny og næ. Det var nu heller ikke fordi, at der skete noget, han ragede lidt på kvinden og drak noget mere, mens han snakkede med de andre ved bordet og lo. En helt almindelig aften. Og han ville tage pigebarnet med op på værelset. Det havde han gjort på de andre kroer, han havde været igennem, som Thanos havde spurgt sig for i. Det lagde lidt en hindring for en hurtig og nem tilfangetagelse, så det kunne godt se ud som om, at det måtte vente til næste morgen. Ærgerligt. Thanos ville gerne vende næsen tilbage mod herregården, han skulle aflevere ham på, og få opgaven hurtigt overstået. Videre til den næste.

Lige som han sad og stirrede frem for sig, kom der en kvinde hen til bordet. Thanos flyttede blikket til hende uden interesse, som hun allerede var ved at sætte sig. Det var ikke selskab, han var efter, det tomme bord havde passet ham fint, men han vidste også, at han ikke kunne sige nej, for det ville skabe unødig opmærksomhed. Så han nikkede let.
"Værsgo." Hans blik gled kort ned over hende, ikke fordi han var interesseret i hende som kvinde, men for at danne sig et billede af, hvem hun var. Hun var simpelt klædt, men klæderne var dyre. Hun så velplejet ud. En ung kvinde, der ikke havde set én dags hårdt arbejde i sit liv. 

Efter at have konkluderet, at hun så ud til at være alene, trak han øjnene til sig og kastede endnu et blik mod den rødhårede mand, der havde en hånd om horens ene bryst og kyssede hende på kinden. Det overraskede Thanos lidt, at det var noget, kroen tillod, men det kunne der vel være så mange grunde til.
Han havde allerede "glemt" kvinden ved bordet, han var ganske udmærket klar over, at hun var der, men han havde ikke set nogen trussel i hende, og ignorerede hende bare.

Det virkede ikke ligefrem til, at hun havde den fremmedes fulde opmærksomhed. Uhøfligt, mildt sagt. Her stod hun og tilbød sig selv, og så ignorerede han hende mere eller mindre! Det forhindrede hende dog ikke i at sætte sig til rette ved bordet, og placeret kappen pænt foldet sammen på bordet. Hun placerede armene på bordet, og lænede sig en anelse fremad. Selvom blusen skjulte mere end hendes sædvanlige kjoler, gav den stadig et fint kig til hendes kavalergang. Selvfølgelig, hun ejede vist ikke noget, som ikke gav selv et minimalt kig.

Selvom hun sad og gjorde sig til, virkede det ikke til, at det tiltrak mandens opmærksomhed. Hun var ikke rigtig i humør til at blive ignoreret, men hun var også langt fra i humør til at give op. Så i stedet smilede hun køligt. Hvis han ikke reagerede på hendes krop, måtte hun provokere en reaktion frem.
"Forstyrrede jeg dem i noget vigtigt?" Hun lagde hovedet en anelse på skrå.
"Eller er de ganske enkelt mere interesseret i den fremmede herres selskab?" Hun havde hævet stemmen nok til, at dem nærmest deres bord, ville kunne høre, hvad hun sagde. Hun sørgede også for at kaste med hovedet mod den rødhårede mand. Hendes erfaring var, at mange finere mænd kunne blive gansle fornærmet, hvis man betvivlede, om de var interesseret i kvinder, eller om de i al hemmelighed foretrak mænd.

Det var ikke fordi, at han ikke lagde mærke til, at hun gav ham et kig ned i kavalergangen, han var bare ligeglad. Det var ikke passionerede lyster, han led mest af, og synet af et par bryster, var ikke ligefrem nok til at hyle ham ud af den. Han var på et job og hun var yderst uinteressant. Hun opførte sig som en hore på udkig efter kunder, selvom hendes udstråling passede sig mere for en forkælet rigmandstøs. Ikke at det ene udelukkede det andet.

Der gik ikke lang tid, før hun snakkede til ham. Han drejede hovedet for at se udtryksløst på hende, men i samme øjeblik afslørede hun ham. Højt nok til, at det nåede det andet bord, der stod lidt væk. Ud af øjenkrogen så han den rødhårede mand stivne og se mod dem. Opdaget. 
De fleste ville nok panikke, begynde at fumle med en dårlig undskyldning, eller hidse sig op over hendes ord. Thanos gjorde ingen af delene. I stedet drak han en tår af sit krus.
"Herren? Jeg finder horen interessant. Kønnere og noget mere tiltalende end dig. Du er allerede irriterende og ucharmerende påtrængende."

Han lagde ikke fingre i mellem. Det var som sådan sandheden det hele, han fandt den anden hore kønnere, med bløde brune krøller og et par store dådyrøjne. Og lidt blødere former. Og ja, han fandt blondinen belastende. Det var tydeligt, at hun forventede at få noget seksuelt ud af ham, selvom han havde vist, at han ikke var interesseret.
Ved det andet bord slappede den rødhårede lidt af igen, men han drejede hovedet og hviskede kvinden i øret, inden de begyndte at rejse sig. Forbandet. Han havde lagt mærke til ham. Det gjorde ting en smule mere indviklet.
Han så på den forstyrrende kvindfolk, mens manden og hans hore satte kursen mod døren til den del af kroen, hvor værelserne var. I det mindste ville manden ikke forsvinde de næste par timer, mens han klarede horen.

Hans ord ramte Laurenne som et slag i ansigtet. Aldrig har hun da hørt mage! En ting var et blive sammenlignet med en hore, det kunne hun ikke påstå, aldrig var sket før. Men noget helt andet var, at blive sammenlignet med en hore, og få at vide, at horen var kønnere! Det var simpelthen for galt. Hun kunne mærke blodet koge. Meget kunne man gøre med hende, men at fornærme hendes udseende på den måde! Det kunne hun simpelthen ikke lade gå ubemærket hen. Så måtte hun stikke af hurtigt, hvis konsekvensen blev for voldsom. Det ville ikke være første gang hun var i problemer. Det var fra tidligere erfaring at hun vidste, at dolken var klog at have på sig.

Hun rejste sig op, og stillede sig foran ham. Hun så stift på ham, og uden at fortrække en mine tog hun hans krus, og tømte indholdet ud over ham. Klogt træk? Nej, ingen tvivl der. Men det var så forfærdeligt tilfredsstillende at se, og endnu mere tilfredsstillende at gøre. Så kunne han lære at tale ordentligt til en dame! Eller om ikke andet så snakke ordentligt til hende, hvis de skulle løbe ind i hinanden igen.

Hendes reaktion på hans ord var ganske tilfredsstillende at være vidne til. Den forstærkede hans tanke om, at hun var en rigmandstøs på eventyr, for det faldt tydeligvis ikke i god jord. Godt. Hun havde været ved at ødelægge hans arbejde, og en smule fornærmelse var passende. Allermest havde han lyst til at give hende en mere fysisk afstraffelse, men omgivelserne var ikke ligefrem til det.
Tavst og med samme døde blik som han hele tiden havde haft, betragtede han hende rejse sig. Roligt mødte han hendes vrede blik. Han havde næsten set det komme, inden hun greb kruset og kastede det resterende indhold lige i hovedet af ham. Han gjorde dog ikke noget for at undgå det, der var alligevel næsten ingenting tilbage i kruset. 

Han lukkede øjnene lige inden væsken ramte ham, og hele hans verden duftede pludseligt af mjød. Langsomt åbnede han øjnene igen, inden han rakte op og løsnede den røde halsklud. Med den tørrede han sit ansigt, inden han rejste sig op. En anelse truende. Hvis hun troede, at hun ville slippe godt fra det, tog hun fejl.
Men inden han kunne sige noget til hende, dukkede krofatter op. Han var ikke en stor mand, og han så også lidt nervøst fra den ene til anden. Især Thanos så ud til at gøre ham utryg.
"Undskyld mig, men jeg bliver nødt til at bede Dem begge om at forlade etablissementet. Vi har ingen tolerance for uroligheder." Han lød meget undskyldende, men samtidigt meget bestemt. 

Thanos så kort på ham, og nikkede så accepterende.
"Selvfølgelig. Jeg undskylder forstyrrelsen." Thanos stak en hånd i pungen og lagde en mønt på bordet, som godtgørelse for besværet, inden han tog sin frakke og kom ud fra bordet. Sværdskeden med sværdet raslede kort mod bænken og gjorde sig bemærket. Nu han stod op, kunne man se bæltet pungen var placeret i, sammen med hans knive og en lille pose. Med et kort blik på kvinden, trak han frakken på, og fortsatte så mod døren, mens han spændte spænderne, der holdt den mørkeblå frakke lukket.

Kulden slog i mod ham, da han åbnede døren, men han gik roligt ud og lukkede døren bag sig, inden han gik et par skridt ned langs muren og stillede sig i en skygge. Kvinden kom formodentligt lige i hælene på ham, og han havde tænkt sig at overraske hende.

I stedet for at skule ondt til den fremmede foran hende, vendte Laurenne nu blikket mod krofatter. Hun var lige ved at sige noget om, hvorvidt han vidste, hvem hun var!  Men det var ikke klogt at tiltrække sig negativ opmærksomhed. Eller i hvert fald mete negativ opmærksomhed. Men hun skrev sig bag øret, at krofatter måske skulle have et besøg, når hun var afsted i mere officiel sammenhæng. Helst i følge med nogle af familiens vagter. Men det var et problem for fremtiden, mu habde hun noget andet, hun skulle tage sig af.
Hun vendte sin opmærksomhed tilbage med den barslt udseende mand, men han  havde allerede forladt kroen.

Hun sukkede irriteret. Det var nu nok for det bedste, men derfor gjorde det hende stadig i dårligere humør. Måske ville det nemmeste være bare at søge hjem mod borgen igen. Hun trak kappen om sig, og trådte udenfor. Kulden fik hende til at trække kappen godt om sig. Måske en kro var en bedre ide, så kumme hun søge hjemad når det blev lyst og forhåbentligt lidt varmere.
Hun vidste allerede, hvor der lå en ganske udemærket kro, så med forhåbninger om lidt mad og varme satte hun i raskt gang.

Det varede ikke længe, inden døren blev hevet op og smækket igen. Kvinden kom ud, og hun lignede stadig en tordensky. Ikke at Thanos havde forstået, hvordan et menneske kunne ligene en tordensky, men det var en helt anden ting. Hun drejede ned af gaden væk fra ham, og han trådte langsomt frem fra sit skjul. Det virkede ikke til, at hun havde set ham. Det trak svagt i hans ene mundvig, som han trådte efter hende, så stille som han kunne. Så snart hun var fri af bygningen, og Thanos var sikker på, at de var alene, trak han sin store kniv, tog et par lange skridt og rakte hurtigt ud for at føre en arm rundt og lægge en hånd over hendes mund, så hun ikke kunne skrige. Samtidigt satte han kniven mod hendes side, hårdt nok til at spidsen ville gå igennem hendes tøj og prikke hul i hendes hud. Han trådte helt op til hende og lod sin krop møde hendes, mens han tårnede sig op over hende.

"Følg med uden kamp, og du kommer ikke noget til, lille hore." Han sagde det sidste bare for at provokere hende. Det ville være nemmere uden kamp, men det var sjovere med. Og blev hun alt for træls, kunne han slå hende ud og slynge hende over skulderen, hun var jo bare et lille fnug.
Hvorfor han valgte at gøre dette, kunne måske være lidt svært at forklare. For det første var han på job. For det andet befandt de sig i en større by, hvor alting kunne gå galt meget hurtigt. Men hun havde måske ødelagt jobbet. Gjort hans mål opmærksom på ham. Og så havde hun kastet mjød i ansigtet på ham. Han kunne ikke føle vrede, men hun havde overtrådt en grænse, hun skulle have holdt sig fra. Nu ville hun fortryde, for man provokerede ikke Thanos Haides uden konsekvenser.

Kulden hjalp med at få Laurenne til at køle lidt ned. I hvert fald nok til, at hendes tanker var klare nok til, at hun kunne fokusere på, hvordan hun skulle liste sig uset ind på borgen, når hun kom hjem. Hun havde før været ude hele natten uden det var et problem, men når hun først kom hjem når det var lyst, var der noget større chance for at blive opdaget. Hun kunne jo selvfølgelig vælge at være ligeglad, og så bare tage den skideballe, der uden tvivl ville komme. Det måtte hun tage stilling til, når hun havde sovet.

Hun nåede ikke at opdage, at nogen listede sig ind på hende, indtil hun pludselig mærkede en kniv i siden og en hånd for munden. Hendes første reaktion var at række ned efter kniven, men lyden af stemmen fik hende til at stoppe. Det var den fremmede fra kroen, ingen tvivl om det. Forhåbentligt havde han bare tænkt sig at se, om hun havde noget, som var værd at stjæle. Hun havde dog en slem mistanke om, at det ikke var tilfældet.
Hun prøvede vredt at protestere mod, at han kaldte hende en hore, men der kom ikke mange lyde frem bag hans hånd. Hun var gal, men ikke desto mindre havde hun tænkt sig at følge roligt med. Når han havde kniven mod hendes side, kunne hun intet gøre. Nej, det var bedre at vente på en mulighed for at tage revanche og stikke hendes egen dolk i hans side, så hun kunne komme til at stikke af.

Hendes protester blev dæmpet bag hans hånd, og hun gjorde ikke noget for at slippe fri af hans greb. Det var næsten skuffende, men gjorde det noget nemmere for ham. Med sin krop pressede han hende fremad. De skulle finde et sted, hvor de kunne få lidt privatliv, og han vidste, hvor de skulle lede efter det. Han kunne også sagtens bare tage hende med ind i en gyde eller noget lignende, men sandsynligheden for at blive opdaget var større, og der var ikke så gode muligheder for at gøre, hvad han havde planlagt. Nej, han havde en anden plan.

Det var ikke fordi, at de skulle så langt. Kroen lå i bydelen ned mod søen, og snart befandt de sig i et område med optrukne både og større og mindre bygninger, beregnet til fiskeri. Et bestemt lille hus af sten, knapt nok højt nok til at han kunne stå oprejst derinde, var hans mål. Det var et stykke tid siden, at han havde været i Lazura, men dengang havde det lille hus været ejet af en ældre fisker, der ikke kunne fiske mere. Han var død, det vidste Thanos lidt for godt, og han havde ikke haft nogen arvinger. Måske det var uden ejer endnu?

Han skubbede den slæbende dør op med skulderen. Det så ud som sidst, bare noget mere støvet. Perfekt. Han hev hende med ind i mørket. Det var ligefør, at han havde sluppet hende. Hun var godt nok fulgt med uden kamp, men i kroen havde hun været krigerisk, og han havde lyst til at lade hende folde sig ud. Men de var stadig i byen, og sandsynligheden for, at der kom nogen forbi og hørte hendes skrig, var for stor. Så i stedet brugte han sin krop og sin vægt til stille og roligt at skubbe hende ned, først på knæ og så på maven.
"Ti stille." Kniven mod hendes side forblev. Hvor meget spidsen havde gravet rundt i hendes side, vidste han ikke, men så hårdt havde han ikke trukket den ind. Han flyttede sin hånd fra hendes mund og trak den røde klud op af lommen. Ublidt stak han den i munden af hende. Det var en kort løsning, til han havde fået mere styr på hende, så ville den blive bundet fast.

Frygten var stille og roligt ved at få et tag i Laurenne, men hun forsøgte desperat at kvæle den. Hun havde brug for at holde hovedet koldt. Men jo længere væk han førte hende, jo mere sikker blev hun på, at han ikke ville lade hende gå lige foreløbigt. Hvis han overhovedet havde tænkt sig at lade hende gå. Hun fandt en lille smule trøst i, at han trods alt havde dolken, men han var noget større end hende, og det var ved at gå op for hende  at hun skulle være ualmindeligt heldig for at få en mulighed for at bruge den.

Hun genkendte ikke den lille fiskerhytte, som han slæbte hende hen til, men nu var det heller ikke den del af Lazura, Hun normalt færdedes mest i.
Hun brokkede sig kort, da han tvang hende ned på gulvet. Det var møgbeskidt! Og desuden gav det hende mindre mulighed for at kæmpe imod.
Da kluden blev stukket ind i hendes mund, overvejede hun at spytte den ud, så hun kunne skrige om hjælp. Men kniven mod hendes side var en ubehagelig påmindelse om, at hun hellere måtte opføre sig pænt. I det mindste havde han ikke stukket den ret langt ind endnu. Hun kunne mærke spidsen tydeligt nok til, at det var en smule ubehageligt, men det var også alt.

Hendes krop var varm i mellem hans ben, spinkel og velformet. Det gyldne hår var nemt at se i mørket og hendes hud var bleg. Nej, hun var ikke en arbejdende kvinde. Og hendes reaktioner i kroen fortalte ham, at hun ikke var en hore, selvom hun tydeligvis gerne ville have spredt benene for ham. Rigmandsdatter på eventyr? Måske ligefrem en adelig? Det åbnede nogle muligheder for ham. Og så dog. Han var allerede på opgave, en lille hurtig kidnapning mod løsesum var ikke mulig. Nå, han måtte bare have lidt sjov med hende for i aften. Holde på hende, så han kunne tage direkte hen efter sine ting og derefter få fat i den rødhårede for at forlade byen, inden hun fik sendt nogen efter ham.

Hans fingre gled igennem hendes hår og rørte kort hendes nakke, inden han trak kniven til sig og i stedet satte den i mod hendes kind, mens han lænede sig frem, ind over hende.
"Hvis jeg var dig, ville jeg opføre mig pænt. Lig stille." 
Han havde ikke sine ting, og måtte bruge, hvad der var i det lille hus. Men han havde været her før og efterladt lidt af hvert i krogene til en anden gang. Reb var ikke svært at skaffe i en fiskerhytte, og det var hans første mål. Der var mørkt, selvom der kom lidt lys ind udefra igennem sprækkerne, men hans øjne havde vænnet sig nok til det, til at han kunne skelne skrald fra brugbart. 

Så han slap hende. Kom på benene. Trådte hen til en bunke med net, hvor der lå noget sammenrullet reb ovenpå. Selvfølgelig holdt han øje med hende ud af øjenkrogen, men et eller andet sted håbede han, at hun ville stritte i mod. Gøre noget dumdristigt. Det ville gøre det endnu nemmere for ham at gøre hende ondt. Få hende til at skrige bag kneblen.
Hurtigt skar han en længe reb af, han kunne bruge til at binde hendes hænder med. Det var tyndt og en smule mørt, men det ville kunne holde. Så snart det var gjort, vendte han sig i mod hende igen og trådte over mod hende.

Laurenne kneb øjnene sammen, da hun mærkede hans berøring. Hun havde hørt mange historier om, hvad der skete med unge kvinder, som havde spillet om til den forkerte mand. Hun havde aldrig taget advarslerne videre seriøst, det ville jo aldrig ske for hende! Men nu lå hun her på et beskidt gulv, med en mand, som ikke virkede til at bekymre sig særligt om hendes velbefindende. På en eller anden måde var det vel dømt til at gå galt før eller siden. Ikke at det gjorde noget som helst for at gøre hende mindre bange.
Hun havde tænkt sig at gøre, som han sagde. Men kun så længe han var så tæt på hende.

Hun sukkede lettet, da han rejste sig. Hun vovede sig til, at trille om på ryggen, omend det blev gjort utroligt langsomt. Yderst forsigtigt og langsomt førte hun hånden ind under nederdelen, så hun kunne gribe fat om skæftet på dolken. Gudskelov sad den på den side, som vendte væk fra ham, så hendes bevægelse var da lidt skjult. Det her var hendes eneste chance, hun blev nødt til at gøre det ordentligt.

Lige så snart han kom ind til hende soyttede hun kluden ud, stak i et skrig, og hamrede dolken ned i hans skulder. Det var en lang dolk, lang nok til, at den burde gøre god skade på skulderen.

Thanos vidste, at hun havde en kniv. Han havde kunne mærke den, da han fik hende ned at ligge. Man kunne så diskutere, hvorfor han ikke havde taget den fra hende, så hun ikke kunne bruge den i mod ham. Men Thanos kunne godt lide at se, hvordan hans ofre håndterede deres muligheder. Mere ofte end at bruge dem, gav de op. Og en lille kniv var ikke det, han var mest utryg ved, så han lod hende. Han holdt selvfølgelig øje med hende, mens han skar rebet over. Og da han vendte sig i mod hende, var han forberedt på, at hun kunne finde på at angribe ham.

Hvilket hun også gjorde. Han var ved at læne sig ind over hende, for at få fat i hendes arme, da hun fik kluden ud af munden og med et skrig stak kniven i hans skulder. Det gjorde ondt, selvfølgelig gjorde det det. Hans forbandelse tog ikke noget af smerten, den gav ham den endda tilbage igen senere. Det var en god kniv, hun havde haft på sig, den gik langt ind, og han kunne mærke sin arm miste noget af førligheden, som den skar ledbånd over.
Han kom med en svag lyd af smerte, mest for skuespillets skyld, og lod sig selv få et overrasket udtryk i ansigtet. Inden han hurtigt greb fat om hendes hånd, og derved også kniven. Langsomt hev han kniven ud, et par enkelte dråber blod dryppede fra den, og vred den fra hende, så snart den var ude af hans kød. Skjorten var ødelagt, hvilket var ærgerligt. Jakken kunne forhåbentligt reddes, den var allerede syet et par steder i forvejen.

Og så slog han hende. Bagsiden af hånden, der før havde været slap ramte hendes ansigt. Såret var helet, hvilket hun ikke ville kunne se for tøjet, og hans arm virkede fint igen. Kniven smed han fra sig, så hun ikke kunne nå den, og han greb rebet, han havde tabt, og begyndte ublidt og hårdt at flå rundt med hende, så han kunne binde hendes hænder på ryggen. Han sagde ikke noget, ikke endnu.

Det virkede, men ikke helt som håbet. Laurenne havde egentlig regnet med, at han ville trække sig tilbage. Det var ikke noget dødeligt sted at placere en kniv, men det burde gøre rigtig ondt. Ikke at hun vidste det personlig erfaring.
Hun var ved at begynde at tude, da han køligt greb fat i hendes hånd, og derved fik hevet kniven ud. Hvordan kunne han bare stå sådan, nærmest helt urørt af kniven hun lige have stukket i ham! Det var simpelthen ikke retfærdigt!

Hun gav sig af smerte, da han slog hende. Hun kunne ikke mindes, at nogen faktisk havde slået hende før. Hun havde fået op til flere lussinger, men det var også alt. Hun havde en grum mistanke om, at det næppe var det sidste slag, som hun ville modtage fra ham. Det forhindrede hende dog ikke i at sparke og vride sig mens hun skreg højt i et forsøg på at gøre det sværere for ham at binde hendes arme på ryggen. Dolken havde været hendes eneste chance for at slippe væk, men det betød ikke, at han bare skulle ligge sig ned og pænt tage imod, hvad han havde tænkt sig at gøre. Måske han ville få det hurtigere overstået, hvis hun var tilpas meget til besvær.

Hun skreg, men det var der ikke noget at gøre noget ved. Ikke nu. Og hun strittede i mod. Sparkede ud og forsøgte at komme fri, som han hårdt greb fat i hende og fik hende vendt om. Med en knæ i lænden af hende, holdt han hende nede, mens han fik fat i hendes arme. Hun sprællede godt til, og det var svært at holde balancen, men det lykkdes ham alligevel at binde hendes hænder. Stramt. Og så kunne han endeligt læne sig lidt til siden og gribe kluden, der nu var blevet noget beskidt efter turen på gulvet, ryste den hårdt en enkelt gang for at folde den ud, og derefter få den ind i hendes mund, så han kunne binde en knude bag hendes hoved. Ah. Bedre.

Han skubbede hende rundt igen, så han sad hen over hendes hofter, mens han brugte sin vægt til at holde hende nede. Og så slog han hende igen, denne gang med en knyttet næve. Han lagde ikke fingre i mellem, for han ville have hende til at falde lidt til ro. Inden hun havde nået at sunde sig, snoede han fingrene ind i hendes hår ved hovedbunden og rykkede hendes hoved op i mod sig, mens han selv lænede sig ned mod hende for at møde hendes blik.
"Det hjælper ikke at kæmpe i mod. Du er min nu." Han smilede en smule, inden han lod fingrene glide ned over hendes hals og hendes tøj. Det var mest bare for at skræmme hende, og han slap hende også derefter. Kom på benene og hev hende halvt op at stå, inden han skubbede hende bagud mod væggen, så hun endte med at sidde på en kasse, der knagede faretruende under hendes vægt.
"Bliv der."

Derefter fandt han de to stumper lys frem, han havde gemt sidst han havde benyttet sig af det lille stenhus. Det tog ham ikke lang tid at få ild i dem, som han altid havde sit ildstål med i den lille pose i bæltet. Endeligt var det nemmere at se hende, og han gik også hen for at sætte sig på hug foran hende. Hun var køn, det ville han gerne indrømme, selvom skønhed ikke sagde ham så meget. Han rakte op og rørte ved en af hendes lokker, mens han smilede en smule for sig selv. Det kunne være sjovt at skære dem af. Hvis hun var adelig, ville der ikke være nogen større skam.
De fleste ville nok benytte lejligheden til at springe på hende med det samme og forkæle sig selv med sådan et fint kvindfolk, men det var ikke Thanos' plan. Hun skulle straffes for det, hun havde gjort ved ham.

Det kunne godt være, at hun ikke havde nogen chance for at slippe væk fra ham, men ved at skrige kunne hun måske tiltrække opmærksomhed fra nogen udefra, så hun skreg højt og skingert, selv mens han fik hendes arme bundet fast på ryggen. Det fik faktisk kun skrigene til at blive højere. Skrigeriet fortsatte lige indtil den beskidte klud blev stukket i hendes mund. Hun hostede så godt, som hun kunne komme til. 

Hun forsøgte at se vredt på ham, men hun vidste selv, at frygten var tydelig hos hende.
Slaget i ansigtet formåede at få tårene frem hos hende,  men det fik også stoppet hende i at forsøge at vride sig fri. Hun måtte efterhånden indse, at hun intet kunne gøre. Ingen ville komme ind i den lille hytte for at redde hende, og hun kunne ikke stikke af. Hun var fanget indtil han besluttede sig for at slippe hende fri, hvis han da havde tænkt sig at slippe hende fri. Han kunne gøre emd hende, hvad han ville, hvilket hans fingers gang ned over hendes tøj understregede alt for tydeligt.

Tanken om at rejse sig for kassen og stikke af strejfede hende, men hun ville umuligt nå ret langt, og kniven vikke hun ikke kunne fåå fat i med de bundne hænder. Så hun nøjedes med at sidde og betragte alle hans bevægelser, bange for, hvad han mon ville kunne finde på.
Hun rykkede hovedet væk, da han rørte ved hendes hår, nok kunne hun ikke kæmpe imod, men hun væmmedes ved alle hans berøringer.

Thanos kunne ikke lade være med at smile, da han så væmmelsen på hendes ansigt. Den rørte ham ikke, men den morede ham en smule. Alle følelser han kunne fremprovokere ved andre ved sin blotte tilstedeværelse morede ham. Han gjorde ikke noget, da hun flyttede hovedet og derved rykkede håret ud af hans fingre, ikke andet end at lade hånden falde.
"Jeg fornemmer, at du er en kvinde, der føler hun er noget værd. Din opførsel på kroen var meget sigende." Han rakte frem og løsnede spændet, der holdt hendes kappe på plads. Ingen grund til at hun havde den på, den ville bare være i vejen. At det var iskoldt i hytten tog han sig ikke af.
"Jeg tænker en lille lærestreg for din opførsel vil være på sin plads." 

Han rejste sig igen. Skar endnu et stykke reb af og bandt hendes ben, så hun ikke kunne rende sin vej, mens han hentede det, han skulle bruge. Det ville ikke tage mere end et øjeblik.
Da hun var forsvarligt bundet, tog han en efterladt spand og forlod hytten. Udenfor var der stille. Ingen havde hørt hendes skrig, og hvis de havde, var det sikkert slået hen som en ugle eller en anden fugl, der ville komme forbi søen og byen. Søens vand slog stille ind mod bredden, og han fyldte spanden op uden at få våde fødder, siden hans støvler var vandtætte.

Han var tilbage højst et par minutter senere. De to stumper lys gav et varmt skær, og han lukkede døren efter sig, så det ikke var så let at se udefra. Spanden stillede han fra sig, inden han gik hen til hende igen. Uden at sige noget, begyndte han at flå hendes skørt i stykker. Ikke meget, men han fik da hevet et pænt stykke af, som han stak i lommen, inden han flåede hende ud fra væggen og ud på gulvet. Om hun ville det eller ej, fik han hende ned at ligge på ryggen, med ham siddende overskrævs på hendes mave. Brutalt hev han kluden ud af munden på hende og lod den hvile om hendes hals. Stoffet blev hevet op af lommen og han så på hende.
"Er du god til at holde vejret?" Han ventede ikke på svar, men lagde stoffet over ansigtet på hende, inden han lænede sig lidt til siden og fik fat i spanden. Og så begyndte han langsomt at hælde søvandet ud over stoffet og hendes ansigt.

En lærestreg? Det lød som om, det ville komme til at gøre ondt. Hun havde ideer om, hvad han kunne finde på at gøre ved hende, men taget i betragtning af, at han forlod hytten, virkede det ikke til, at det var hans plan. I hvert fald ikke endnu. Uvisheden var forfærdelig. Hvis hun i det mindste have kunne forberede sig mentalt på, hvad han havde tænkt sig, kunne det måske have taget toppen af frygten. I stedet sad hun og prøvede at forhindre sin krop i at ryste voldsomt. Hun var forbi det punkt, hvor hun kunne overbevise sig selv om, at det var af kulde.

Hun så på ham med store, skræmte øjne, da han trådte ind i hytten igen. Skrækken havde efterhånden et så godt tag i hende, at hun ikke engang rørte sig, da han flåede hendes skørt i stykker. Det var hendes absolut mindste problem lige nu. Selv da han lagde hende på gulvet, fandt hun sig i det.

Det ville være nemmest bare at lukke øjnene og få det overstået. Bare acceptere hvad der skete. Det var hendes holdning, lige indtil stoffet blev lagt over hendes ansigt og vandet blev hældt ud over det. Hun kunne mærke vandet ryge ind i hendes næse og tvinge sig vej ned i hendes hals. Det føltes som om hun var ved at drukne. Hun begyndte at skrige, eller det lød mere som nogle høje halvkvalte lyde, og vride sig så voldsomt, som det nu lige var muligt. Alt i hende skreg, at hun skulle stikke af, ellers ville hun dø af behandlingen.