Helt unormalt var det ikke, men det var alligevel noget der overraskede, når Merric forlangt noget, der ikke i forvejen var blevet beordret af grev Sinnett. Det var dog tilfældet denne formiddag, hvor den unge grevesøn havde annonceret han ville tage på jagt og at han ville tage Wolfram med sig. Der blev ikke stillet spørgsmål ved at det lige var Wolfram han havde insisteret på tog med og det havde han da heller ikke forventet. Ellers havde han ikke været så åbenlys. For tiden havde han meget på sinde, men der var én bestemt ting der fyldte, som han havde en fornemmelse af den bedste at nævne det for var netop Wolfram. Tanken havde slået ham før, for mere end et år siden, men det var først nu han endelig havde tænkt sig at gøre det. Det hang sammen med at han natten forinden havde været tæt på at komme i problemer. Efter at have tilbragt det meste af aftenen i selskab med en sømand på visit havde en anden gæst på kroen genkendt grevesønnen. Først efter lang tids overtalelse havde de to i fællesskab fået den anden til at tro på, at der var tale om en misforståelse. Der var ikke sket noget, men bare tanken om at rygtet havde kunne sprede sig til grev Sinnett havde sat Merrics tanker igang. Han var nødt til at lufte dem på en eller anden måde og han havde hørt om Wolframs... tilbøjeligheder.

Godt nok havde han medbragt en bue til jagt, men han havde ikke gjort noget tegn til at ville bruge den endnu. Ganske fredsommeligt havde han blot ledt hesten frem i sneen og snakket mere løst og fast med tjeneren om grevens kommende forretningsplaner. Jo længere de kom væk fra borgen jo mere stille blev han, hvilket bestemt ikke lignede ham. Han samlede mod. Til sidst var han blevet helt stille, mens de blev omringet af mere og mere natur.

"Wolfram," sagde han endelig efter adskillige lange minutters komplet stilhed. Han lod hesten gå afsted i et roligt tempo. "Passer det hvad folk siger om grunden til du er ugift?" Han gik sådan set bare ud fra at Wolfram godt vidste hvad han snakkede om og han havde altså brug for at kende svaret inden han ville kunne åbne det mindste mere op.

Det havde været en helt normal morgen, indtil en af de yngre tjenere havde fundet ham og informeret ham om, at grevesønnen ville have Wolfram med på jagt. Den yngre tjener så lige så forbløffet ud som Wolfram følte sig, men når herskabet havde besluttet noget, skulle man ikke stille spørgsmål. Så Wolfram var gået tilbage til sit værelse og havde iklædt sig sit varme vintertøj, efter at have fremkaldt en af ulvene og en ravn. Det var næsten den eneste grund til, at han blev slæbt med på jagt, det var så man kunne benytte sig af hans evne. Han var efterhånden for gammel til det.

Det overraskede ham noget, da han fandt ud af, at det bare var ham og Merric. Og straks havde han en fornemmelse af, at knægten ville ham noget, og det nok bare var en dårlig undskyldning for at få ham alene. Men hvad kunne det være? Havde han fundet ud af noget med Wolfram og greven? Eller Wolfram og søsteren? Wolfram ventede bare på, at det blev opdaget, enten det ene eller det andet. Men ind til videre havde ingen nævnt noget for ham, selvom han ikke var i tvivl om, at flere i tjenestestaben var klar over, at greven benyttede sig af ham, for han var ikke den eneste, det gik ud over. 

Men der lå ikke noget svar klar til ham, som han fik udleveret en hest i stalden og derefter satte sig til rette i sadlen med ravnen på sin skulder og ulven ved siden af. Hesten reagerede ikke på nogen af dyrene, det var en ældre hest, og han havde brugt den i mange år, selvom det ikke var hans egen, og den vidste, at ulven ikke var farlig.
Høfligt havde Wolfram deltaget i samtalen, Merric holdt kørende. Han havde ikke haft meget med drengen at gøre, siden børnene nåede en hvis alder, og det samme ville have gjort sig gældende for Laurenne, hvis hun ikke ved et uheld havde fanget hans sjæl i hendes halskæde. Nu var han mere hendes tjener end grevens, selvom han følte, at han rendte lige meget rundt for dem begge.

Langsomt blev grevesønnen mere og mere tavs, og Wolfram brugte tavsheden til at se efter ravnen, der var forsvundet. Den ville komme tilbage af sig selv på et tidspunkt. Ulven var skiftevis lidt foran og lidt bagved, som den fandt ting at snuse til. Der var koldt og Wolfram stak den ene hånd i armhulen for at se, om han ikke kunne varme den lidt op. Hans ånde stod ud foran ham i en hvid tåge, der matchede sneen omkring dem.
Endeligt kom Merric frem til, hvad han ville og Wolfram drejede hovedet for at se på ham med sine meget mørkebrune øjne. Spørgsmålet var personligt, og han svarede ikke med det samme, men til sidst flyttede han blikket fremad igen.
"Jeg ved ikke, hvad sladderen går på, min herre." Det vidste han godt, den del af hans liv var trods alt ikke så hemmelig blandt tjenestestaben som så meget andet. Han overvejede kort at lade Merric komme helt frem til sagen selv, men besluttede sig for, at han ikke var i tvivl om, hvad det egentligt var, han spurgte om.
"Hvis det omhandler min manglende interesse i det kvindelige køn, så ja." Hans stemme var flad og uden følelser, lige som hans ansigt, der kunne være frosset fast i kulden.

Merric var god til kulden og kunne også ofte klare sig i langt mindre tøj end hvad de fleste nok ville antage en adelssøn ville synes om når først sneen begyndte at falde. I anledning af påstanden om at tage på jagt havde han dog iklædt sig rigeligt varme klæder og da han heller ikke var sikker på hvor lang denne tur skulle blive satte han da også pris på at han i sidste øjeblik havde taget beslutningen om at have en pels på under sin kappe. Det betød at kulden endnu ikke var nær at nå ind til ham og det var ikke på grund af problemer med temperaturen, at han trak vejret lidt usikkert. Heldigvis var det ikke nok til også at påvirke hesten, der endnu lod til at være fuldstændigt uforstyrret af virvaret af tanker der foregik i rytterens hoved.

Han flyttede blikket over på tjeneren da han til en start ikke rigtigt kom med et svar. Han kneb øjnene en smule sammen, men mere i frustration over sig selv end i irritation over det. Han besad ikke samme temperament som sin far. Desuden var han også godt klar over, at det måske var et sådan spørgsmål der ikke var helt retfærdigt at stille en underordnet, der mere eller mindre var nødsaget til at svare. Da tjeneren så fortsatte nikkede han, på en måde lettet, men på en måde også endnu mere anspændt.

"Du er heldig," påstod han så, da han åbenbart alligevel ikke formåede at være direkte i sit formål med samtalen. "Havde du været af adelsstand ville du blive tvunget i ægteskab alligevel. Du har brug for en kvinde for at kunne få en arving." Han var ikke sikker på han kunne sige at hans egen interesse i kvindekønnet var manglende. Der havde været interessante kvinder før, men på det seneste var det alligevel som om interessen var forsvundet. Lige med undtagelse af en bestemt kvinde, men det var slet ikke et emne han havde tænkt sig at tage op med tjeneren. Aldrig i livet.

"Det er mit indtryk, at greven også ved det. Giver han dig problemer over det?" Han havde aldrig hørt sin far tale dårligt om den slags, men det kom sig også mere af, at han aldrig havde hørt sin far overhovedet tale om det. Han havde dog hørt rigeligt fra andre adelsfolk, der havde et problem så snart folk afveg fra normen. Om hans far også var sådan var ham uvist, men han ville ikke risikere noget ved at forsøge at finde ud af det selv. Dog var han også godt klar over, at han næppe kunne bruge Wolfram som eksempel på sin fars holdninger på området. Der var forskel på en tjener og en familiearving.

Det var ikke fordi, at Wolfram som sådan havde noget i mod kulden. Han var vokset op i den, og fandt næsten mere sommervarmen træls at befinde sig i, men han havde en tendens til kolde hænder, og det var lige meget, hvor godt han pakkede dem ind. Selv om sommeren kunne man se ham rende rundt i fingerløse handsker, fordi det var svært for ham at holde dem varme. Hvorfor vidste han ikke, og han havde endda snakket med en healer om det for mange år tilbage.
Og det var ikke fordi, at han frøs nu, for han var pakket godt ind i varmt tøj. Han vidste, at der ville blive meget sidden stille på hesten, og der var ingen grund til at blive kold og risikere sygdom.

Wolfram var ikke helt så bekymret i selskab med Merric som med greven eller Laurenne. Grevens temperament var utilregneligt, og Laurennes var ikke meget bedre. Merric virkede til at finde sig i mere, hvilket dog ikke fik Wolfram til at provokere med vilje. Der var ingen grund til at udfordre skæbnen, hvilket også var grunden til, at han svarede ham, i stedet for at lade ham grave svaret ud. Det var der ingen grund til.

Han flyttede blikket tilbage til Merric, da han påstod, at han var heldig. Det var ikke ligefrem en respons, han havde prøvet at få før eller forventede at få, men forklaringen fulgte lige efter. Ah. Ægteskab. Han så frem af stien de red på, der var dækket af et hvidt lag sne, men ikke så tykt, at man ikke kunne se, hvor de skulle hen. Han var heldig at være at så lav en stand, at ingen tvang ham til ægteskab. Det var næsten en logik, der kunne få ham til at le, men det trak end ikke i en mundvig. På nogle punkter var der mere frihed for en som ham, men samtidigt var han lige så trælbundet som Merric. Frihed var ikke et ord, han ville bruge om sin egen situation.

Spørgsmålet fik ham til at stivne i sadlen, hvilket fik hesten til at slå med halen. Om greven gav ham problemer? Hans tanker gled tilbage på sidste gang, at han havde besøgt grevens sovekammer. Om man kunne kalde det at give problemer, vidste han ikke. Det var stadig ikke med god vilje, men han havde ingen mulighed for at sige nej, og han havde trods alt lært at få lidt fornøjelse ud af det i løbet af de mange år, det havde stået på.
"Nej, Deres fader siger ikke noget til det." Det var faktisk løgn, der var dengang Wolfram havde haft et mere nært forhold til en af de andre tjenere, da han var yngre. Den tjener var ikke længere på borgen, sendt til et andet greveskab for at tjene der. Grevens beslutning.
"Hvorfor interesserer De Dem for en tjeners liv, min herre?" Han vendte samtalen mod Merric, han brød sig ikke om at diskutere sit privatliv med herskabet.

Det hjalp ikke grevesønnen at høre, at hans far intet havde sagt til Wolframs manglende kvindeinteresse. Han havde håbet det ville gøre et eller andet, men han sad tilbage med præcis samme følelse som før, hvilket frustrerede ham. Til trods for, at han da godt kunne se at den ældre tjener havde reageret på spørgsmålet, var det bare ikke nok til at kunne konkludere noget som helst og det hele kunne lige så godt være et resultat af, at han fandt samtaleemnet for personligt. Den del var dog ikke noget der lige nu bekymrede Merric. Godt nok gik han op i at behandle folk, også borgens tjenere, ordentligt, men han var for opsat på at forsøge at få bare en smule ro i sindet med denne snak. Ikke at det indtil videre hjalp.

Det var vel også forventeligt at Wolfram gerne ville vide hvad der lå til baggrund for spørgsmålene. Han sukkede og stoppede sin helst. Hvorfor vidste han ikke helt, men af en eller anden grund kunne han ikke overskue bevægelse imens han skulle tale. Et blik bevægede sig rundt kun for at konstatere at der var absolut fred omkring dem. Ikke en stemme var at høre i det fjerne, ikke en lyd af hestehove der ikke tilhørte de to de selv red på. "Jeg ser ikke på kvinder på samme måde som greven forventer jeg gør," sagde han så endelig lige ud, om end noget sammenbidt. "Eller jeg ved det ikke. I lang tid har jeg ikke. Ingen kvinde har draget på samme måde som..." Af en eller anden grund var det for meget for ham at sige det, til trods for at han adskillige gange havde ligget med mænd allerede. Der var en vis løgn i hvad han sagde, da det da bestemt var en kvinde, der dragede mere end nogen som helst anden, men så man bort fra hende var det mændene han så efter. "Du må ikke sige et ord til greven om det. Eller til min søster." Disse ord kom nærmest helt frygtsomt da det gik op for ham at ja, han havde virkelig lige sagt hvad han havde til tjeneren. "Jeg havde ikke andre at betro mig til," tilføjede han så også med et suk. Han havde ikke turde tage chancen med at betro sig til folk, der ikke havde det på samme måde. 

Wolfram trak blidt i tøjlen, da Merric stoppede sin hest, hvilket fik den ældre hest under ham til at stoppe med et suk. Med et tryk med læggen fik han den til at flytte bagenden en smule ud og derved dreje sig, så han bedre kunne se på Merric. Det var tydeligvis noget, der gik ham på, og Wolfram gav ham hele sin opmærksomhed. Det var ikke meget, han havde haft med Merric at gøre de sidste år, men derfor havde han alligevel kendt drengen siden hans fødsel, og selvom han var en Sinnett, var han ikke så skrækkelig som sin far eller sin søster. Wolfram havde bare ikke det største forhold til ham, ikke længere. Men derfor respekterede han ham stadig til at tage dette seriøst, hvad så end dette var.

Endeligt kom han frem til, hvad det var, han havde hevet den ældre tjener med helt herud for. Man kunne måske svagt ane anlæggelsen til et smil i det ene mundvig, da Merric talte, men hans blik var stadig alvorligt. Så grevesønnen var til mænd. Det var lidt en overraskelse, men så alligevel ikke. Wolfram havde længe haft ham mistænkt for at være til begge dele. Han var god til at skjule det, men som Wolfram også havde regnet ud, at han begærede sin søster, inden Laurenne selv afslørede det i fuldskab en forfærdelig aften for så mange år siden, havde han også haft sin mistanke til, at Merric tog mænd med i seng. Og det havde ikke rørt ham, det var ikke hans problem. Han havde nok at se til med Laurenne og hendes udskejelser.

Han skyndte sig at berolige Merric, da han pludseligt virkede skræmt ved tanken om, at Wolfram ville gå til greven eller søsteren.
"Deres hemmelighed er sikker ved mig, min herre." Han nikkede forsikrende, inden han flyttede sig lidt i sadlen. En bevægelse fik ham til at se til siden, hvor ravnen kom flyvende. Uden at tænker mere over det, så han på Merric igen, mens han løftede armen, så ravnen kunne lande på hans underarm.
Han vidste ikke helt, hvad han skulle svare. Hvad ville greven tænke om hans søns tilbøjeligheder? Wolfram vidste jo, at greven selv fik fornøjelse ud af nogle af sine mandlige tjenere. Ikke fordi, at han ikke kunne lide kvinder, nej, han lagde ikke skjul på, at han var mere interesseret i kvindekroppen, men fordi mænd ikke kunne gå hen og blive gravide. Greven ville ikke have flere børn, han kunne ikke fordrage børn. Hvilket var grunden til, at Wolfram havde taget sig så meget af de to tvillinger i deres yngre år. Han havde fået en arving, så var det fint.
"Deres far forventer en arving. Som det blev forventet af ham." Det var vist det mest diplomatiske, han kunne sige.

Selvom Merric vidste bedre end at stole på folk bare fordi de sagde han kunne, så havde han det nu alligevel godt med at Wolfram sagde som han gjorde. Til trods for at have kendt manden hele sit liv kendte han ham alligevel ikke særligt godt og da slet ikke nok til bare blindt at stole på ham. Det var i det hele taget meget få han overhovedet gjorde det ved, hvis overhovedet nogen. Selv Laurenne vidste han godt han ikke bare kunne stole på uden videre, ikke altid ihverfald. At han så nok stadig stolede mere på sin søster end han burde var en anden sag. Enten stolede han for meget på hende, eller også fandt han sig i for meget - sandsynligvis begge dele. 

Han klappede hesten under sig for at distrahere sig selv en smule og sukkede ellers over Wolframs ord. "Det er ikke hvad jeg har brug for at høre," sagde han så ganske stille. Han kunne jo ikke beklage tjeneren for at sige som han gjorde og manden havde jo også ret. Det ændrede bare ikke på, at det virkelig ikke var hvad der var brug for, for at Merric kunne få bare en smule ro i sindet. "Der er længe til jeg behøver bekymre mig om det." Det betød dog ikke at han bare uden videre kunne lade være. "Men jeg har bare tænkt så meget på det, her på det sidste. En eller anden dag finder greven vel ud af det og så er jeg nødt til at kunne forklare mig." Situationen natten forinden havde virkelig sat særligt den del af bekymringen igang. Det var virkelig ingen hemmelighed hvor meget Merric konstant var i desperat søgen efter sin fars accept og respekt. Han kunne ganske enkelt ikke bære tanken om et tilbagefald. "Hvad gør jeg hvis det ikke ændrer sig, Wolfram? Hvad nytter det at kunne vælge en brud hvis jeg alligevel ikke ønsker hende?" Han forventede sådan set ikke at tjeneren kunne svare, for hvad kunne han i grunden vide om den slags? Nej, Merric havde bare brug for at sige sine bekymringer højt og så var det måske fint at kunne høre en vinkel fra en, der slet ikke var af samme stand. 

Nej, det var ikke, hvad han havde brug for at høre, men det var sandheden. Greven ville have en arving til sin rigdom og sin magt. Wolfram var ikke i tvivl om, at han frygtede at lenet ville falde fra hinanden, fordi der ikke var nogen til at overtage det ude i fremtiden. At han nok derudover var ligeglad med, hvem Merric lå i seng med, så længe det ikke var søsteren, det var en anden sag. For en mand kunne ikke producere en arving.
Wolfram tog sig ikke af ravnen, der borede sine kløer ned i armen på ham, mens den rettede på nogle fjer. Kihn var en af hans yngre ravne, han brugte ham mest til jagt og udkig, fordi han var mere udholdende. Og selvom han havde udlængsel, kom han altid tilbage til Wolfram.

Den ældre tjener lod sin unge herre tale færdigt om sine bekymringer, der var ingen grund til at afbryde ham i at få det sagt, han ville. Det var nogle forståelige bekymringer, og Wolfram kunne følge ham i dem, for han havde stået i samme situation, da han var ung. Hans far havde aldrig fået at vide, at han aldrig ville finde sig en hustru, men han var også død mens Wolfram var i en forholdsvis ung alder, måtte Kile passe godt på en gamle mands sjæl. Og derefter havde der kun været greven til at forvente noget af ham, hvilket han ikke havde ville bruge ret meget energi på. Ikke før hans egen kone døde.

For et øjeblik betragtede han bare drengen på hesten foran sig. Det gyldne hår under huen, de grønne øjne og kønne ungdommelige træk. Han mindede meget om sin søster, hvilket ikke var så underligt, siden de var tvillinger. Til sidst flyttede Wolfram blikket fra ham og strøg en finger over hovedet på ravnen, der snappede lidt ud efter ham, dog uden at tage ved.
"Jeg vil ikke tale på grevens vegne, Deres far er ikke let at forstå. Men jeg har ikke nogen oplevelse af, at han finder en mands lyster for en anden mand forkert. Han har aldrigvist nogen form for foragt for mine valg." De brune øjne flakkede kort over ham igen, inden han kørte hånden ned over ryggen på fuglen. "Men som jeg sagde, forventer han en arving. De skal ikke være i tvivl om, at han vil se Dem blive gift og få mindst en dreng der kan overtage grevetitlen, når De engang dør." Han lavede en bevægelse med armen og sendte ravnen af sted i igen. Den skreg et par gange og fløj ind over træerne.

"Hvad De laver med hvem indtil da, det vil jeg tro, at greven er ligeglad med." Han så på ham igen med et udtryksløst ansigt. Det var farlige ting at sige, for greven kunne lige så godt være af en anden mening, men det forventede Wolfram ikke. Man skulle tro, at manden gik meget op i rigtigt og forkert, men han virkede ligeglad. Så længe visse ting blev gjort og skete, som de skulle, var resten lige meget. Wolfram havde kendt ham siden manden blev født, og han havde oplevet ham under mange intime stunder, hvor han havde sagt og gjort mere overfor den ældre tjener, end han ville gøre for sit tjenestefolk normalt. Wolfram følte sig ret sikker i sine observationer.

Om det var et behov for accept eller en tiltro til Wolfram der gjorde det var usikkert, men Merric valgte at tage tjenerens ord for gode varer. Det var i grunden også underordnet hvad grunden var til det, for Merric havde bare brug for at finde en lille smule ro med sig selv. Det var næppe meget det kunne give i det lange løb, men måske. Lige i øjeblikket følte han ihverfald at han kunne trække vejret lidt bedre end han kunne tidligere på dagen. Det betød dog ikke, at han havde tænkt sig at gå direkte til faren med samme bekymringer. Det var nok at dele det med Wolfram - han ønskede ikke at hans far skulle tro det var noget han sagde fore at være på tværs. "Jeg håber du har ret," sagde han så også med en vis form for ro i stemmen, om end den var en smule påtaget.

Det hele ændrede selvfølgelig heller ikke på det faktum, at det liv som han lige nu kunne leve var på lånt tid. Før eller siden ville han nå en alder, hvor det var forventet af ham at finde en at føre Sinnett slægten videre med. Tanken var ubehagelig for ham, men mest af alt fordi han efterhånden havde indset at hvordan han følte omkring Laurenne ikke bare var noget som gik over. At søge mod mænd i Lazura var en glimrende distraktion, men inderst inde vidste han bare også godt, at det netop var noget midlertidigt. Tildels fordi han ikke kunne finde en mand til at føde en arving, til dels fordi han et eller andet sted også godt vidste at den manglende interesse for kvinder hang umådeligt sammen med hans ubeskrivelige følelser omkring søsteren. Det frustrerede ham hvordan tankerne kørte på vildspor blot fordi Wolfram havde nævnt forventningerne. "Så må jeg jo bare håbe at jeg har god tid til det." Hvad tid skulle hjælpe vidste han ikke. Tværtimod var det som om forelskelsen i Laurenne kun blev stærkere for hvert år der gik. Hans øjne fulgte ravnen der igen fløj afsted. 

"Jeg tænker stadig ikke han behøver vide noget," sagde han som en påmindelse til Wolfram om ikke at sige noget videre. "Han har svært nok ved at håndtere at min søster ikke vil giftes væk." Som om greven var den eneste der havde det. "Der er ingen grund til, at han skal bekymre sig om arvinger endnu." Merric måtte også bare minde sig selv om, at han endnu var ung. Det skete vel også, at folk ud af det blå mødte deres store kærlighed og glemte alt om alle andre, gjorde det ikke? På sin vis var det noget han håbede ville ske, men på den anden side kunne han slet ikke forestille sig at det ville. Han kunne ikke forestille sig den kvinde, der kunne få hans øjne fra Laurenne. Og det nyttede ikke noget hvis han fandt den store kærlighed i en anden mand, for så ville problemet bare blive ved. "Jeg sætter pris på du vil lytte, Wolfram." Godt nok havde tjeneren ikke rigtigt et valg, men derfor syntes Merric nu alligevel godt han kunne vise, at han var taknemmelig.

Wolfram nikkede let, som Merric sagde, at han håbede, at han havde ret. Det gjorde han også på drengens vegne, for greven var ikke en behagelig mand at gå på tværs af. Og Wolfram kunne kun fremlægge teorier om, hvad han ville sige til Merrics udskejelser, for greven kunne lige så godt være af en anden mening. Det var mest Laurenne, de snakkede om, når de snakkede om børnene. Fordi hun var svær at styre. Merric var trods sin fars lette skuffelse i det mindste en, der for det meste gjorde som forventet. Ja, undtagen med sin seksualitet. Og lysten efter søsteren, Wolfram troligt holdt for sig selv. Det var ikke alt, greven behøvede at vide.

Han svarede ikke på det med tiden og så ikke efter fuglen, men betragtede stadig den unge Sinnett. Det var ikke noget, han kunne svare på, hvor længe greven ville lade ham gå uden en hustru. Formentligt ikke mange år endnu, bare for at være sikker på, at det ville ske. At være sikker på en arving. Men igen var det bare spekulationer fra Wolframs side, derfor hans tavshed.

”Han vil ikke høre noget for mig, unge herre.” Alvoren i hans stemme og blik burde berolige Merric med, at han mente det. Man kunne måske godt tro, at Wolfram ville rende til greven med alt, siden han havde tjent ham så længe, men greven var ikke Wolframs ven. Han var hans arbejdsgiver, og han havde ingen varme følelser for ham overhovedet. Slet ikke efter, at han havde været ligeglad, da Wolfram havde reddet hans liv. Faktisk hadede Wolfram manden, men han skjulte det bedre end noget andet. For hvad nyttede det? Han var stadig i familiens sold, og greven kunne gøre, som han ville med ham. Og det gjorde han også. Noget Wolfram ikke umiddelbart kunne lave om på.

Hesten flyttede lidt uroligt sig under ham, det var koldt at stå stille. Ulven var gået længere ned af stien og stod og så opmærksomt fremad, men advarede ikke mod noget, så det var sikkert en fugl eller et egern, dyret havde fået øje på.
”Men hvis der er noget, De har brug for at snakke om, eller spørge om…” Nej, helst ikke. Wolfram havde ikke lyst til at diskutere personlige detaljer eller sex med herskabet, men han følte alligevel, at han blev nødt til at tilbyde. Han havde som ung i hvert fald været uvidende og kunne godt have brugt en voksen, han kunne spørge. Heldigvis havde han selv haft oplevelsen af, at de fleste mænd havde det fint med, at man var uerfaren.

Lukkes på grund af inaktivitet