Det var en kold eftermiddag på Dianthos havnekaj. Solens sidste stråler skinnede rødt fra horisonten, og små fnug af sne dryssede fra himmelen, selvom de forsvandt igen så snart deres dans på vinden bragte dem til jorden, der endnu ikke var kold nok til at holde dem fra at smelte. 

Et dybt, men tilfreds suk forlod Jonatans læber, som han lidt fraværende rettede en smule på sin jakke. Det var med tiden lykkedes ham at få blodet af det ene sæt tøj han havde forladt sit tidligere liv i, men heldigvis havde Amalia også set det var uholdbart, og givet ham et forskud på hans løn, så han kunne udvide sine besiddelser fra 'det tøj han stod i' til en mere respektable garderobe, samt andre basale fornødenheder.
Det havde været flere penge end han havde haft mellem hænderne før, men Jonatan havde ikke ladet sig forblænde, men fået til at række så langt som muligt, og stadig haft lidt til overs da han var færdig.

Så nu stod han, på kanten af kajen hvor man netop kunne se solnedgangen mellem de vuggende skibe, i et sæt tøj der trods sin lette pris, lignede noget en adelig kunne have båret. En lav-status adelig vel og mærke, men en der holdt sig på forkanten af moden. Det havde været omtrent første gang Jonatan havde haft frie tøjler når det kom til hans egen beklædning, og han havde ikke ladt chancen glide ham forbi.

Selvom Juvelen var en del af Dianthos, så var der stadig et stykke fra den reelle by ud til havnen. Det var ikke en tur som Clara normalvis ville tage, men idag var en vigtig dag, så hun havde fået sin trofaste tjener (eller vagt) Allaster på slæb, og så var de taget ud til havnen.

At komme ud af byen var fantastisk for Clara, som havde følt sig noget indelukket, men den korte tur gennem mere markområder, blev hurtigt erstattet med havnens mylder, og ikke for første gang følte hun sig lidt overvældet. Ikke nok med at der var så mange væsner hun kendte fra Dianthos, så var der også andre, der lignede til at være specielle til dette sted, for ikke at nævne alle de ånder, hun kunne se hang ud ved kajen.
I dag var ikke dagen hvor hun kunne være bekendt at kigge på dem. Så i stedet for hankede hun op i kjolen og lod sig gå dybere ind i havnen, mod kajen, hvor det var meningen at hun skulle møde en baron, for hendes mor.

Hendes øjne kiggede rundt. Hun vidste godt at hun var sent på den, og han ikke brød sig om at vente, eller det havde hun fået fortalt af sin mor, og heldigvis spottede hun også en der kunne minde om ham. Der var noget brunt hår, og noget pænt tøj. Han så dog noget yngre ud end hun havde forventet.

Hun hankede op i den marineblå kjole hun var blevet stoppet i til dagens anledning, og begyndte at begive sig mod manden. Hun havde ligeledes en kappe over hendes skuldre, for at holde hende varm. Hornene og ørerne var dog ikke blevet gjort noget ud af at blive skjule. Det var også en kamp de havde givet op på for år tilbage.

Da hun endelig nåede hen til ham, nejede hun for ham. "De må være Baron Beck, mit navn er Clara Belle af Ernyell. Min mor, Isabel har sendt mig. Jeg ved godt at jeg er for sent på den, og jeg undskylder mange gange, jeg håber De har det i Deres hjerte at tilgive mig," sagde hun, nok med mere ydmyghed end man umiddelbart kunne forvente af en adelig af fyrstelig familie.

Jonatans tanker var langt væk, så langt at han knap ænsede den unge frøken som hun trådte op og tiltalte ham. Et øjeblik efter hun var begyndt at tale stod han blot storisk og stirrede mod solnedgangen, inden han opdagede der faktisk blev talt til ham.

Jonatans øjne blev store et øjeblik, som han opdagede frøkenen ved sin side, og prøvede at fange den del samtalen han havde misset. "Oh, ehm, alt forladt Komtesse" svarede Jonatan hurtigt, som han trådte et halvt skridt tilbage, og bukkede dybt og høfligt for hende "Det er jeg der bør bede Deres tilgivelse, for min distræthed. Isaris skønhed er ingen undskyldning" undskyldte han fra sit dybe buk, og gjorde en gestus mod solnedgangen, inden han rettede sig op igen.

"Mit navn er Jonatan, til deres tjeneste Komtesse Ernyell" tilbød han, en vane der sad ham dybt på rygraden. Selvom han nu tilhørte en flok lovløse pirater, havde mere af hans liv stadig været brugt i høflig ærbødighed til adelsfolk og deres ønsker. Desuden havde han fundet, at livet som hushovmester, og opgaverne med at holde et skib provianteret og flydende, var forbløffende ens, om end høfligheds fraser og titler var blevet skiftet ud med eder og, ja, andre titler. 

Clara havde haft for travlt med at sørge for ikke at risikere at Baronen var for vred på hende, at hun ikke havde opdaget at han måske ikke havde helt hørt hvad hun havde sagt, men da han reagerede på det hun havde sagt, sådan da, med en god respons, så var hun sikker på at hun havde fået fat i den rigtige.

Hendes øjne gled mod solnedgangen. "Det var min fejl til at starte med," sagde hun og bukkede let hovedet i en undskyldning, før det nok var tid til at de skulle bevæge sig videre fra at undskylde overfor hinanden. Solnedgangen var dog adeles smuk i dag, og ærligtalt ville hun ikke have noget imod at bruge aftenen på at se den til ende.

Da han præsenterede sig som Jonatan, måtte det være en hentydning til at han nok ville foretrække at bruge det navn. De to af dem skulle jo også lære hinanden bedre at kende. "Clara er helt fint," sagde hun med et lidt genert smil på læberne, før hun kørte en tot løssluppen hår tilbage bag øret. Hun var ikke rigtig vant til at blive behandlet som værerende et lige menneske med resten af de adelige, så et var altid rart når det skete.

"Hvor lang tid var det De ville blive i Dianthos?" spurgte Clara for at få bekræftet det. Egentlig synes hun ikke at hun havde fået mange oplysninger fra sin mor, da hun var blevet sendt herned, og hvis hun havde været der, havde det her nok i bund og grund gået lidt mere glat end det havde gjort. Godt at Baron Beck var en forstående og venlig mand.

Jonatan rettede sig op, og først da fik han mulighed for at se Komtessen ordenligt an. Han havde ikke mødt mange halv-dyr før, andet end den lejlighedsvise gennemrejsende, men til gengæld havde han set virkelig mange køer i sin ungdom. Aldrig havde han troet de to kombineret kunne være så.. unik en skønhed. Han kunne dog kun ærve sig over hendes valg af kjole. Selvom den marineblå fik hende til at se ganske ærbar ud, ville en brændt orange få hendes hår til at skinne som guld.. Han lavede en metal note om at bringe det op hvis han fik muligheden.

For nu dog, måtte han anstrenge sig for ikke at lade hendes nervøsitet smitte. Han var ikke helt sikker på hvad hun ønskede af ham, men hvad end det var, var det hans pligt at holde holde koldt, og vise et roligt og fattet ydre. Eller, det var som sådan ikke hans pligt længere, men han ønskede ikke at gøre den unge frøken mere utilpas end hun allerede var.

Derfor gjorde han også sit bedste for ikke at vise sin forvirring ved hendes spørgsmål, men blot give svar "Jeg sejler ud med tidevandet, så snart morgengryet kommer" lød det, og han rettede ryggen, med en arm foldet bag ryggen, og den anden foldet mod sit bryst "Men indtil da, kan jeg være til deres rådighed frøken Clara" bekræftede han atter. Han havde ikke den fjerneste idé om hvad hun ville ham, eller helt hvorfor han tilbød sin hjælpe, men hans andre pligter var overstået, så den resterende tid var hans egen. Så hvorfor ikke hjælpe en ungmø i nød?

Et skævt smil brød frem på Jonatans læber "Eller de ønskede måske blot min plads for at betragte solnedgangen?" kommenterede han mere jovialt, og stillede sit halvt til side, så hun kunne få den gode plads han selv havde optaget før. 

Varme farver passede generelt hendes hud bedre, end den ellers kolde marineblå farve hun var blevet stoppet i, men den passede så nydeligt når man skulle ned til havnen. Det havde i hvert fald været Isabels tankegang da hun havde udvalgt kjolen til Clara. Clara selv havde for længst stoppet med at komme med bemærkninger til hendes påklædning, siden de alligevel ikke blev særlig værdsat. Eller fra det øjeblik hun startede med at gå i korte kjoler når hun selv valgte det, så var hendes mening i hvert fald blevet smidt ud af vinduet som værerende irrelevant. Forståelig på visse punkter.

Clara så lidt overrasket ud, da han sagde at han ville sejle ud med tidevandet. Hun havde da forstået at han skulle være her i længere tid? Men det kunne da godt være at der havde været noget langt mere akut som gjorde at han blev nødt til at tage videre så snart. Baron Beck var jo en travl mand. 
"Jeg troede ellers..." startede hun også på, men rystede så hurtigt på hovedet af sig selv, så det gyldne hår hvirvlede om ørerne på hende. Det var irrelevant.

"Ih nej," kom det og en let latter undslap hendes læber, og hun satte hånden op foran munden for at skjule det værste af den. "Selvom den er ganske smuk i dag. Det er lang tid siden jeg har haft så godt udsyn til en," indrømmede hun. I Dianthos gik den ned over hustagene, hvilket var et syn i sig selv, men hun havde altid fortrukket solnedgangen over havet. Den havde hun også set et par gange da hun boede på Ernyell familiens landområder. Men kun når hun havde været på besøg på den mest vestlige del.

"Skal vi.. Jonatan?" spurgte hun så og nikkede længere væk fra mylderet, selvom det værste nok var ved at aftag. De fleste ville nok vente til morgenen til at tage afsted, og de måtte jo bruge de timer de havde sammen. Det kunne hun i hvert fald sørge for, selvom hendes mor ikke var her.

Jonatan lagde hoved en anelse på skrå, som det et øjeblik så ud som om Clara ville afslører.. et eller andet? Hun stoppede dog sig selv, og Jonatan måtte i stedet nøjes med synet af hendes lokkers dans. Han kunne ikke nægte at være nysgerrig om hvad hun ville have sagt, men valgte det nok bedst at lade det ligge for nu.

Jonatans smil voksede en smule da hans ord bragte hendes latter frem. "Man siger solen skønhed er Isaris velsignelse, så det er vel nærmest en hellig pligt at nyde den i ny og næ!" kommenterede han med grin, selvom det mest af alt lød som en veltænkt undskyldning til at stoppe op og tage en pause i solen.

Igen måtte Jonatan skjule sin overraskelse som Clara, ja hvis han ikke viste bedre ville han tro hun inviterede ham med ud, selvom han ved guderne ikke kunne forestille sig til hvad eller hvorfor. "Jamen naturligvis.. Clara" svarede han, og bød hende sin arm. Det var ham en mere uvant gestus, men ikke desto mindre en han fandt passende, situationen taget i betragtning. Roligt ledte han hende i den retning hun havde angivet. "Er der noget bestemt De ønsker at se eller gøre? Jeg må erkende jeg ikke er særlig stedkendt her omkring" indrømmede han med et åbent smil.

Måske var der et element af ærgrelse over at det virkede til at Jonatan var religiøs, men ærligtalt var det ikke en overraskelse som sådan. De fleste i landet var, og det var sjældent Clara kunne dele sine egne meninger om hvordan hun mente verden hang sammen, og helt klaart ikke noget hun kunne dele første gang hun mødte nogen, når hun ikke var klar over hvilken slag person de var. Hun havde dog en god fornemmelsen om ham her.
"Det tror jeg De har helt ret i," sagde hun i stedet for at smide Isari under bussen som noget hun ikke troede på. I hvert fald ikke i den forstand som andre gjorde.

Clara var væsentlig mere vant til at tage en andens arm, og med lethed tog hun hans, selvom højdeforskellen pludselig blev lidt mere tydelig. Det var kun næsten et hoveds højdeforskel mellem de to af dem, men når man gik tæt, så virkede det næsten af lidt mere. Især fordi Clara ikke havde muligheden for at gøre brug af sko med højere hæle. Det var især godt at udnytte når man alligevel bar de lange kjoler der skjulte alt, men hendes hove var desværre for akavet.

Så besynderlig Jonatan var, det var næsten som om at han ingen ide havde om hvorfor han var der. Det kunne også godt være at det blot var høfligt at lade kvinden føre an.
"Jeg tænkte blot en tur, og så vi kunne lære hinanden lidt at kende," indrømmede hun. Det var vel hvad Isabel havde bedt hende om, inden Clara selv havde taget med. Allaster holdt sig blot i baggrunden for at holde øje med dem, men ikke gribe ind med mindre det var nødvendigt.

Jonatan var religiøs, i et omfang. Det var svært ikke at være det, når man var vokset op i et hul med flere storme end solskinsdage. Han var religiøs i et omfang, hvor han kunne bede om en god høst, og bande af guderne når alt gik galt. Han var præcis så religiøs som hans mor havde ment han skulle være, hvilket strakte sig til et omfang af 'ved særlige lejligheder'.
Men på den anden side, så var Jonatans verdenssyn lidt blevet vendt op og ned siden han var blevet reddet af en flok kvindelige pirater, efter hans vampyr-greve havde brugt ham som aftensnack..

Jonatan havde fornemmet noget var lidt ved siden af, men det var først ved Claras ord, som de slænterede ned af kajen, at det for alvor gik op for ham hvad. Hun troede han var en anden. Ved Valerias hængepatter. 'Lærer ham at kende'. Troede hun han var den slags selskab?!
 Jonatan sank en klump. Nej, det kunne umuligt være. Hun var en adelsfrøken. Nok havde han hørt nogle af dem havde nogle umådeligt underlige behov, men han kunne ikke i levende live forestille sig sådan om hende. Nok havde de kun udvekslet få sætninger, men hun virkede alt for sød og nervøs til den slags! Han ville forvente det af Sam, eller Amalia, men Clara her? Aldrig!

Pludselig mærkede han intenst hendes ledsagers blik i nakken. Hvad eller hvem end de troede han var, kunne være underordnet. Hvis han afslørede sin sande identitet nu, ville de uden tvivl tro han havde forsøgt at føre dem bag lyset, og han havde hørt bønder og tjenestefolk hængt for mindre!
"Det skal være mig en fornøjelse" svarede han, men kunne ikke forhindre nervøsiteten fra at skinne igennem denne gang. Hvad havde han roddet sig ud i?!
"Måske ville de fortælle mig lidt om dem selv? Nyder de bylivet, eller er de mere til naturens skønhed?" spurgte han så, i et forsøg på at få hende til at snakke om sig selv. Det plejede folk at være glade for, og jo mere hun snakkede, jo færre chancer havde han for at stikke foden i munden på sig selv.

Clara var heldigvis komplet uvidende om det Jonatan selv havde opdaget, om deres lille stævnemøde. Det var vel også nemt at stirre sig blind, når man allerede var blevet positivt overrasket, over noget man ikke havde ønsket at dukke op til. Det var selvføglgelig også nemt at give skylden til Isabel, som ikke havde givet Clara en ordentlig beskrivelse, sikkert fordi Clara så nok ikke ville være mødt op.

"Jeg ved ikke hvor meget der er at fortælle," sagde Clara og trak lidt på skuldrene, med et lille smil. Der var selvfølgelig noget at fortælle, mend er var også visse ting som blev holdt udenom de her stævnemøder. "Jeg er stadig ved at indfinde mig i bylivet. De kan nok forstå, at det ikke altid er helt nemt. Jeg er jo vokset op mere vestpå, lige ved Elvernes Skove's grænser, så jeg elsker naturen." svarede hun, og måtte presse sig lidt tættere ind til Jonatan, som der kom en slingende ned af gaden, som kom lidt for tæt på.
"Hvad med Dem selv? De så ud til at nyde solnedgangen? Eller er De mere til havet end naturen på land?" spurgte hun nysgerrig. Han måtte elske at sejle, og hvad hun havde fået at vide om Baron Beck, så kunne han også godt lide at sejle. Det var nok også derfor han tog afsted igen så hurtigt. Ærgerligt, men det var forståeligt. Hvis han var en sejler, og havet var hans sande kærlighed, så kunne hun godt forstå det.

Jonatan lyttede opmærksomt som hun fortalte, det var da indtil hun pressede sig mod ham, og han for et øjeblik ikke kunne høre andet end sit bankende hjerte. Der var en ny varme i hans smil, som han kiggede ned på hende, med et lille nik. "Det lyder da ikke som så lidt" kommenterede han med en lidt munter tone, og hendes lidt tilbageholdende nervøsitet gav ham en idé om, at hun nok ikke havde vist meget om hvem end det var hun skulle have mødt. Desuden så kunne han ikke nænne at skulle skuffe hende, også selvom han muligvis blot udskød det uundgåelige.

"Jeg har altid fundet at der er en særlig skønhed i ting skab af vores egne hænder" fortalte han tænksom, men så spillede et smil frem på hans læber igen "Men der er intet der kan måle sig med naturlig skønhed" tilføjede han så, og mødte hendes nøddebrune øjne. Der gik et øjeblik hvor han blot kiggede på hende, et skævt smil på hans læber.

Så opdagede han hvordan han stirrede, og rømmede sig hurtigt. Det var sådan set ikke helt det hun havde spurgt om! "I forhold til havet, så kan jeg ikke nægte des skønhed. Min tid til søs har endnu været kort, men jeg har også set dets luner" et lille gys gik igennem ham "Jeg vil sige jeg foretrækker landets skønhed, hvis jeg skulle vælge" det skæve, lidt joviale smil var tilbage "Der er mindre sandsynlighed for at det slår mig ihjel"

Clara kiggede interesseret op på ham, da han nævnte at han fandt en skønhed af ting skabt af egne hænder. Det var ikke unormalt for en del af adelen at have visse interesser indenfor håndkundskab, men det lå dog mest hos kvinderne. Det kunne være at han var vant til at få broderet ting af andre adelskvinder. Det var alligevel ikke noget Clara ligefrem kunne toppe. Hun havde aldrig haft specielt gode evner indenfor det.
Hun kom dog ikke så langt med sin tankestrøm, før at han nævnte at naturlig skønhed var bedre, og han kiggede på dybt ind i hendes øjne. Hun kunne mærke hvordan hun blev varm i kinderne, men hun kunne alligevel ikke få sig selv til at kigge væk.
Det var først da han rømmede sig at hun selv slog blikket væk. Rødmen stadig brændende i kinderne på hende, og et flovt smil på læberne.

"Det kommer vidst an på hvilken del af landet du er en del af," tilbød hun, hvilket egentlig lød værre end hun mente, men hun skulle lige fatte sig selv igen. Hendes hjerte hamrede derud af, og hun var pludselig blevet en anelse mere opmærksom på varmen fra Jonatans arm. 
"Har De så været mange steder I landet?" kom det efterfølgende som spørgsmål. Hun ville gerne vide mere om Jonatan, men hun var pludselig også lidt usikker på hvad hun kunne tillade sig at spørge ham om.

Jonatan holdt blikket rettet fast frem for sig efter deres lidt for intime øjeblik, og foregav at holde øje med hvor de gik så vel han kunne. Om det var noget han forestillede sig eller ej var svært at sige, men Jonatan ville sværge at han kunne høre Claras ledsager ånde ham ned i nakken. 

En halv grimasse nåde at glide over Jonatans ansigt, inden han bed sammen om det, ved Claras første kommentar. "Jah, det kan De vel have ret i" medgav han, selvom han var i tvivl om det var værre eller bedre. Der var selvfølgelig ikke så mange slanger til søs.. af hvad han viste af.

Hendes opfølgende spørgsmål var dog noget nemmere at håndtere. "Ikke som sådan. Min hjemstavn, hvor jeg er født og opvokset, og godset hvor min onkel-" Jonatan var lige ved at stige tjente, men fangede sig selv i sidste øjeblik "-holdt til. Og så naturligvis et par havne langs kysten" fortalte han ærligt, og dristede sig til at lade blikket glide i hendes retning igen. Det var så sandt som han ture fortælle, men kunne vel lige så godt lyde som ydmyghed. "Hvad med Dem selv Clara? Jeg har hørt de vestlige egne er særligt smukke" spurgte han, og fortalte samtiddig den første direkte løgn. Han havde aldrig hørt en skid om de vestlige egne. Men der var da folk der havde snakket om Elvernes Skove, så det var vel tæt nok på?

Clara var så vant til at ignorere Allaster, at hun ikke tænkte at han holdt øje med dem, men det gjorde han. Især med Jonatan. Ikke nødvendigvis fordi han tvivlede på den unge mand, men mest af alt fordi han skulle beskytte Clara, også for unge mænd der var lidt for charmerende, som kunne finde ud af at sno en ung pige som Clara om deres finger.

Det var faktisk færre steder end hvad Clara havde forventet. Han var jo om ikke andet en smule ældre end hende, og hun havde forventet at han havde rejst lidt mere rundt, og det var da også det hun havde fået indtrykket af hos sin mor. Men hun havde jo nok bare forstået det forkert, selvom et lidt undrende udtryk alligevel kort varigt gled over hendes ansigt, inden hun blev distraheret af Jonatans næste spørgsmål.

"Det er meget smukt, i hvert fald hvis man holder af skove," sagde hun og lod sit indre blik glide tilbage mod hendes barndomshjem. "Desværre har jeg kun haft muligheden for at rejse i de vestlige egne for det meste. Det er kun fornyligt jeg er flyttet ind til Dianthos, og set vejen mellem de to steder. Min mor kan godt være lidt beskyttende til tider," hun kunne ikke lade vær. Hvis man ikke helt kendte omstændighederne med Clara, ville man måske også have svært ved at forstå det, men hvis man kunne sætte sig ind i hvordan det var at være det eneste halvdyr i en familie af mennesker, så ville man nok godt kunne forstå, hvorfor Claras mor havde forsøgt at holde Clara væk fra de adelige.

Jonatan så det undrende blik og sank diskret en klump. Han kunne mærke sin krave klø som hans blev svedig i kanten, trods kulden. Dumt svar! Selvfølgelig havde en adelig set mere af verden end det hul af en gård han var vokset op på, og sin godset hvor hans onkel tjente, samt stækningen af hav mellem der, den ø Kaptajnen var igang med at omdøbe, og Juvelen. Adelige rejste rundt og besøgte hinanden! Normale adelige gjorde hvert fald. Det var vist ikke nogen hemmelighed at Grev D'talliang havde været lidt af en sær snegl, selv inden de havde fundet ud af han var en vampyr.

Jonatan var dog tilbage til at lytte opmærksomt, som hun fortalte om hendes egne oplevelser. Han havde nært dummet sig, og indrømmet han aldrig havde set Dianthos, men det havde nok været det sidste søm i kisten. Han undgik det, med nød og næppe, og sagde i stedet "Det er da kun forståeligt. Det må vel være den eneste måde at holde dine bejlere på afstand" svarede han, og der var ingen hån at spore i hans stemme. Tværtimod lød han hudløs ærlig, og måske en anelse nervøs. Han viste ikke hvad der gik af ham, men tanken om den ene adelige herre efter den anden der forsøgte at vinde hendes gunst gik ham på. Clara var ikke som alle de andre adelige frøkener, der nok klædte sig i forskellige farver og udskæringer, men som alligevel altid virkede så ens. Hun var noget særligt. Hun var ikke fuld af falske komplimenter, som de kvinder Jonatan havde set forsøge at vinde Grevens gunst, hun var noget mere.. ægte.

Der var mange måder Clara forventede den sætning blive sagt på. Mange måder hun havde forberedt sig på. Med en snerren, en hån, måske endda så det lød næsten oprigtig, men når man så kiggede på dem, så havde de et hånende blik i øjnene. Eller måske bare dryppende i sarkasme. Hun havde aldrig forventet at nogen ville sige det med sådan en oprigtighed. Og som hun kiggede op på Jonatan, med nervøsitet i stemmen, og bare et åbent ansigt om at han mente hvert et ord, så fik det til at snurre i maven, næsten så det gjorde helt ondt, og for et øjeblik kunne hun ikke høre noget andet end sin hjertebanken, og lyden af hendes blod i hendes årer.
Hun kunne mærke hvordan hele hendes hoved blev meget varmt, og den røde farve der ellers så fint havde lægget sig i hendes kinder, var spredt hele vejen ned af nakken på hende, og hun kunne ikke holde ud at se på Jonatan, ikke når han så så oprigtig ud. Det fik hele hendes krop til at reagere som... hun vidste ikke hvad.

"Jeg... øøhmmm.." kom det lidt mumlende, forlegent fra hende. Som hun overvejede hvad hun kunne sige. Hun kunne næppe sige at bejlere havde der været langt imellem. Hun måtte aldrig tale sig selv ned, selv når det var tilfældet. "Tak," endte hun med at sige, efter at have gået igennem væsentlig flere etiketter igennem i sit hoved omkring stævnemøder, end hun egentlig lige havde lyst til. "Det er stadig.. meget nyt for mig."

Jonatan kunne se på hendes reaktion at det måske ikke helt var tilfældet, hvilket fik ham selv til at rødme som en modnet tomat. Igen rettede hans blik sig stift frem, og han var sikker på temperaturen var gået op, selvom solen efterhånden var gået ned og mørket sænket sig. Han følte sig ihvertfald meget varm. Måske var han ved at få feber af det pludselig temperaturskift?

En langtrukken stilhed bredte sig, som Jonatan ikke kunne finde på noget at sige, der ikke lød umådelig dumt. Heldigvis fik stilheden ikke lov at strække sig alt for længe. Uheldigvis var det der afbrød den hverken Jonatan eller Clara, men Baron Beck. Den rigtige Baron Beck.

"Komtesse Erneyll, hvor har De dog været!" lod det, men ikke med den bekymring man normalt ville forvente de ord båret med. Snarer var de bragt på vej med irritation, en irritation der kun blev tydeligere som han fortsatte "Jeg ventede dem for evigheder siden!". 

Jonatan vendte blikket i retning af lyden, og fra en gade der krydsede kajen de gik på, kom en man stormende, som Jonatan bedst kunne beskrive som en opblæst nar med et grimt overskæg.
Jonatan sank en klump som det gik op for ham at det nok var den opblæste nar Clara havde forventet at bruge sin aften med..

Han virkede ikke som nogen behagelig type, og hvis det stod til Jonatan, ville han havde sparet Clara for mandens selskab. Men det var det ikke. Jonatans tanker var langt fra konsekvenserne af at han havde udgivet sig for at være adelig. I stedet var hans tanker fyldt af et ønske om at glatte situationen ud. For Claras skyld.
Jonatan tog en dyb indånding, og gjorde sig klar. Klar til at udnytte en hushovmesters stærkeste egenskab: At gøre ethvert herskab glad.

Høfligt gjorde han sig fri af Clara, og bukkede høfligt for overskægget "Herre Baron" Jonatan kunne nok ikke genkende det præcise hus, men hans heraldik var stærk nok til at genkende mandens stand. "Jeg må desværre sige at Komtessens forsinkelse er ene og alene min skyld. I sin ydmyg dydighed afslog hun sig ikke mit selskab, og jeg ser jeg så selvisk har holdt hende fra Deres" insisterede Jonatan, og lagde væk på de gode kvindelige dyder for at tale Clara op, mens han lod sig selv stå for fode - forhåbenligt nok til at Baronen ville finde ham spild af sin tid, og blot feje ham bort... håbede han.

Clara havde det samme problem som Jonatan. Hvad kunne hun tillade sig at spørge om, om at sige. Kunne hun sige at hun var glad for at hun havde mødt ham? Det gik de vel ud fra, siden de var blevet sat op med hinanden for at se hinanden an? Hun håbede da at de kunne ses igen. Hun kunne heller ikke dy sig fra at kigge en ekstra gang op på ham. Han var virkelig ikke som nogen anden adelig hun havde mødt. Jonatan Beck, huh?

Hendes tanker blev dog ødelagt, så snart hun hørte sit navn, eller titel blive kaldt, og hun kiggede sig forvirret rundt, og kunne se en herre, ældre end Jonatan i hvert fald, komme over mod dem. Han var iklædt pænere tøj i hvert fald, men overskægget så ikke attraktivt ud, og han så ud som om at han ejede hele verden. Clara fik allerede en sur smag i sin mund.
Det var næsten så hun overhørte hvad han sagde til hende, men et undrende blik kom i hendes øjne. Hun skulle vel kun vente på Baron Beck, og ham stod hun med i armen og... oh. Ligeså snart Jonatan begyndte at forsvare hende klikkede det pludselig. Der havde været en masse små ting som havde virket forkert, og ikke passende med hvad hun vidste om Baronen, men det havde ikke været nok til at hun ikke troede på historien de havde fået opbygget.

Selvom rødmen var falmet lidt ned blussede den op igen, og det var nok ikke svært at se at hun så forfærdet ud. Hendes blik mod Jonatan, kunne dog godt tyde på at hun var mere forfærdet over at hun havde slæbt stakkels Jonatan med på tur når han intet havde at gøre med det.
"De må undskylde mange gange, Baron Beck... jeg..." hvordan skulle hun forklare hvad der var sket. For Jonatan stod jo allerede og forsvarede hendes ære her. Hun følte sig pludselig meget lille, og meget som et fjolst.

"Det må man nok sige," kom det lidt små fornærmet fra Baronen, og han tog en hånd op og rullede lidt af sit overskæg mellem to af sin fingre som han kiggede ned på Clara og Jonatan. Det var lidt sværere at gøre mod Jonatan, som faktisk havde et par gode cm. over ham.
"Nuvel, skal vi tage videre Komtesse?" spurgte han. Man kunne næsten se hvordan hans øjne var begyndt at glide over Clara's mere dyriske træk, og Clara så ud til bare at forsøge at blive mindre og mindre, men alligevel gav hun slip på Jonatan, og forsøgte at sende ham et undskyldende smil, før hun tog Baron Becks arm. Før de kunne begynde at gå videre, med mindre Jonatan stoppede dem.

Jonatans øre var ildrøde som han rettede sig op fra bukket igen, med lettelsen flydende igennem sig som Baronen slugte undskyldningen rådt. Måske var det adrenalinen i hans krop, eller den lette, svævende følelse i hans hoved der berøvede ham almindelig sund fornuft, men i stedet for blot at lade alting glatte sig ud, og forsvinde, gjorde han noget umådelig dumt.

Som Claras arm forlod hans, tog han i stedet hendes hånd, og bukkede dybt for hende "Dit selskab har været en sand fornøjelse Komtesse" han dristede sig ikke til at bruge hendes navn kun, men til gengæld plantede han et kys på hendes håndryg "Og jeg undskylder ulejligheden. Det var ikke hensigt at forlede dem Clara" tilføjede han så som en lavmælt hvisken, tiltænkt kun for hendes øre.

Dernæst forføjede han sig med al hast, inden Baronen kunne nå at få noget galt i halsen, eller Claras ledsager kunne passe ham op mod en væg og tilkalde vagten.

Timerne gik, og Jonatan fandt at han ingen lyst havde, til at vende tilbage til skibet. I stedet fandt han sig selv på en kro, søbende i en øl der kun lige blev drukket hurtigt nok, til at kroværten ikke smed ham ud. Det var et pænere sted, og ikke hvor de normale søfolk kom. Det var tilfældigvis også et sted hvor folk havde set en nydelig halv-dyrs ko komme ud fra tidligere på dagen.

Hvis Jonatan havde kigget på Allaster, ville han nok have opdaget nogle meget stormende øjne, der havde en hånd på sværdet på bæltet, men han var heldigvis væk inden Allaster kunne gøre noget, andet end at se ondt efter knægten der havde udgivet sig for at være Baron Beck.

Clara stod i stedet for tilbage, hjerte dunkende, og røde kinder. Hun turde ikke engang sige noget tilbage, som han sagde at han havde nydt hendes selskab og han undskyldte for at forlede hende. I virkeligheden havde hun lyst til at undskylde overfor ham, fordi hun ikke havde gjort det klar fra starten af, men de havde åbenbart formået at tale forbi hinanden. Ingen ord kom dog fra hendes mund, og hun blev hevet med af Baron Beck. Allaster fulgte blot troligt efter dem.

Som Clara havde forudset var Baron Beck en dødbidder. Ikke nok med at han havde næsten ubehagelige spørgsmål om hendes dyretræk, hun var begyndt at mistænke at han havde en ting for halv dyr, men så var han også kedelig. Hvis hun ikke havde mødt Jonatan tidligere, så havde hun nok ikke haft så stort et problem med det, men efter den vidunderlige gåtur, så var det hele bare lidt skuffende.

Det var derfor også helt lettet, da de to af dem sagde godnat. De ville tage sammen ind til byen næste dag, for at han også havde mulighed for at sige hej til Isabel, og imellemtiden, kunne de alle sammen bo på kroen, da der alligevel var langt nok mellem Dianthos og havnen, til at de ikke ville tage den tur nu når det allerede var blevet mørkt. Penge var jo heller ikke noget som nogen af dem manglede.
Clara havde fået et ene værelse, dog med en dør direkte ind til værelset hvor Allaster boede, så hun ikke var helt alene. Hun havde sagt godnat til både Allaster og baronen, men hun kunne føle sig rastløs.

Hun lagde en lille seddel oppe på værelset, om at hun blot var ude efter luft, hvis Allaster opdagede hun var væk ville han blive bekymret, før at hun listede ud af døren, og ned i kroen og ud af døren, uden at kigge sig synderligt meget om. Hun var dog tilgengæld meget nem at se, med sin flotte blå kjole, og hornene der stadig stak op fra hovedet.