Et tungt suk forlod Daphnies læber, mens blikket gled opgivende rundt på kunderne. Det var ved at være slut med frokost mylderet, hvilket betød hun snart havde fri. Hun glædede sig gevaldigt, for det havde været en noget så anstrengende dag. Det havde de sidste par dage faktisk været. Siden hun havde mødt Jack igen, havde hun fået det lidt sværere med at blive rørt. Ikke fordi Jack havde gjort hende noget, men han intense påtrængenhed havde alligevel gjort et eller andet ved hende, der havde givet et lille tilbagefald. Hvilket bestemt ikke var praktisk når man arbejdede på en kro, hvor mænd ofte gerne ville røre lidt. 
 Derfor var Daphnie ved at være ret udmattet. Hun havde koncentreret sig meget for at være opmærksom på alt, så der ikke var nogen berøringer hun ikke så komme. Det var ikke slemt når hun vidste at nogen rørte ved hende, men berøringer hun ikke var forberedte på, eller når hun følte sig lukket lidt for meget inde, prikkede angsten til hende og gjorde hun utryg og utilpas. 

 Noget mad kom ud fra køkkenet, og Daphnie tog bakken i hånden med den ene hånd, og børstede forklædet lidt ned med den anden, inden hun fik et stort smil på læberne for at gå ned med maden til kunden der havde bestilt det. Det krøllede hår var dovent sat op, så de strittede lidt ud over det hele, selvom hun havde forsøgt at tæmme det lidt. Med et venligt smil blev maden sat foran kunden.
 " Hversko, og velbekomme! " Daphnie nejede kort, inden hun førte en vildfaren tot hår om bag øret.

Det var Killians fridag, og han var taget tidligt ind til byen. Thoran var hjemme ved sin dame, så han stod ikke for at lave mad, og derfor måtte Killian smide lidt krystaller efter et måltid på en kro. Det var også fint nok, så kunne han forsøge at finde nogen, der ville være sociale med ham.
Han var endt et lidt pænere sted i den centrale by, mest fordi han vidste, at de havde god mad. Og som sædvanligt lykkedes det han at finde et bord at sidde ved, hvor hans charmerende smil, store øjne og bløde krøller kunne gøre sit. De to mænd lignede et par arbejdsfolk, der havde ærinde i den store by, og de virkede rare nok, så maden blev spist mens der blev snakket og leet lidt.

Den ene af de store mænd virkede meget interesseret, og hans hånd endte på Killians lår under bordet. Killian kærtegnede den lidt grove hud ved hans håndled, og hånden flyttede sig lidt længere op. Til sidst lænede manden sig ind og hviskede spørgende i hans øre, om han ikke havde lyst til at vise ham et sted med lidt privatliv? Killian smilede stort til ham, og nikkede, inden han fik klemt sig ud fra bordet. Han bakkede et par skridt, så han kunne se, om manden fulgte med, hvilket han gjorde.

Lige som han skulle til at vende sig om, stødte han ind i nogen. Lidt for hårdt. Og han snurrede hurtigt rundt for at gribe fat i, hvem end han var ved at vælte, så de ikke væltede. Det var pigen, der serverede. Han havde godt lagt mærke til hende, hun var sød, og han havde overvejet at tage kontakt med hende, men de to mænd havde fanget hans interesse i stedet.
Han havde hurtigt fat i hendes arme, så hun ikke skulle falde, han var større end hende og havde ramt hende lidt tungt.
"Åh, det må du undskylde! Skete der noget?" Han så bekymret og undskyldende på hende, uden at slippe hende med det samme.

 Bakken blev langt ind mod maven, da Daphnie tråde et skridt tilbage, og skulle til at dreje rundt på hælene for at gå til og ordne næste bestilling, da en eller anden stødte ind i hende. Det gibbede forskrækket i hende, og et kort øjeblik stod hun og holdt vejret. Stødet fra hvem end der ramte hende, havde god fart på, og egentlig var hun klar til at gå videre, selvom hun nok ville snuble lidt på vejen, men i stedet blev hun grebet fat i. Så snart hænderne greb fat om hende stivnede hun og hun blev fjern i blikket. Hjertet bankede der ud af, og i et øjeblik havde hun det som om en klump voksede sig frem i hendes hals, og stoppede hendes vejrtrækning. 
 
 Da hun endelig blev sluppet igen, rystede hun svagt i kroppen og trak vejret overfladisk. Armene trykkede hun mere ind til sig, sammen med bakken. Med et lille skridt tilbage, blinkede hun sig selv mere til ro, og hun slog flovt blikket ned. Hun hadede at havde det sådan her! Det var ulideligt og latterligt at så lidt skulle få hende til at falde halvdød om. Hun skar en kort grimmasse inden hun løftede blikket igen og så undskyldende på den unge fyr foran hende. Det var først nu hun rent faktisk så på ham, og et svag varme bredte sig i hendes kinder. Det hele blev da også kun en hel del mere pinligt!
 " Det.. det må du undskylde.. Det var ikke min mening at reagerer så... voldsomt. " hun sendte ham et undskyldende smil, og lagde den ene hånd i nakken. På grund af hendes reaktion, havde hun ikke registreret at han havde spurgt hende om noget. 
Hun trådte et skridt til siden, så hun kom til at stå så han kunne komme forbi hende, hvis det var fordi han skulle den vej. Altid kunderne først, jo. 
 "  Hversko, " sagde hun og flyttede armen der lå i nakken, ud så den hentydede til han kunne gå forbi hvis det var det han skulle. Et venligt smil blev sendt i hans retning. Hun håbede ikke hendes reaktion havde gjort han helt forskrækket eller noget. Hun havde ikke brug for der kom klager til hendes Chef. Hun skulle trods alt bruge arbejdet jo!

Det gik ret hurtigt op for Killian, at pigen ikke brød sig om, at han havde ved hende, og han slap hende hurtigt igen. Det var jo ikke meningen, at hun skulle blive bange! Han ville jo bare sørge for, at hun ikke væltede, fordi han var en idiot, der ikke så sig for. Det så heldigvis ud til at hjælpe en smule, at han ikke rørte ved hende mere. Men hun virkede flov. Og det var også, hvad hendes ord udtrykte.
"Det er okay, jeg skal bare lære at se mig for." Han sendte hende et forsigtigt smil, og havde helt glemt, at han var i selskab med en mand, der havde vist ham interesse. Han var pludseligt mere interesseret i at pigen foran ham skulle have det godt.

Men en hånd rørte hans ryg og en stemme brummede af ham.
"Ville du vise mig noget?" Han lød lidt utålmodig, og Killian trak blikket fri fra pigen og så på ham.
"Ja, undskyld." Efter at have kastet et blik på pigen, fortsatte Killian mod bagdøren med manden lige i hælene. Altså, privatliv var så meget sagt, siden Killian ikke havde et værelse på kroen, men manden virkede ikke til at være kræsen, som de kom ud bagved og fandt et hjørne.

Det gik ikke helt som Killian havde håbet på. Manden havde virket så venlig inde på kroen, men så snart de var alene, blev han hårdhændet. Med et alt for hårdt greb i Killians hår, fik han ham på knæ. Da Killian forsøgte at protestere, fik han en på siden af hovedet og besked på at holde sin kæft og komme i gang. 
Det tog heldigvis ikke så lang tid, før manden var stillet tilfreds og skubbede ham fra sig, inden han gik ind igen, sikkert for at prale til sin ven, så de kunne le af det. Killian lænede ryggen mod muren og sad på sine hæle, mens han snøftede lidt og lagde armene om sig selv. Han græd ikke, han følte sig bare lidt tom. Det skete for ham en gang i mellem, og han havde forlængst lært at leve med det. Men hans ansigt gjorde ondt, og lige nu ville han bare sidde lidt der i fred, omme bag kroen. Vente på at kvalmen gik væk, så han kunne tage hjem. Der var bare ikke noget hjemme, ud over heste, og de kunne ikke stille den trang, der rasede i ham. Hud mod hud. Nærhed. Han sukkede og lukkede øjnene, inden han lænede hovedet tilbage mod muren.

 Daphnie rystede hurtigt på hovedet, til at han skulle se sig for. Det var trods alt en del af jobbet at blive puffet lidt rundt, så hun var vandt til det, men lige for tiden gik det bare ikke for godt for hende, når hun blev holdt fast. 
 " Det skal du ikke tænke på! .. jeg skal bare tage mig sammen.. " det sidste mumlede hun lidt, mest til sig selv. For det var jo rigtigt. Hun skulle tage sig sammen. Det var ikke alle der var ude på at skade hende. Der var aldrig nogen der havde ville skade hende før, og heller ikke siden. Så det var dumt at hun blev ved med at have det så svært. 
 Blikket fulgte den unge mand som han gik videre. Hun skar en kort, meget diskret grimmasse. Manden han var på vej ud med, var en der tit var og spise, og han var altid ret grov og nærgående. Daphnie havde bevist undgået ham så meget som muligt siden Zane, men i dag havde han været distraheret, så hun havde ikke haft brug for at undgå ham helt så meget. 

 Daphnie vendte tilbage til arbejdet, og klarede et par bestillinger mere, inden hun fik lov til at gå hjem. Hun gik ud i baglokalet, hvor hun hang forklædet, og tog hendes kappe på, så hun kunne holde varmen udenfor. Hun gik udenfor i baggården, lukkede døren bag sig, og skulle til at gå hjem af, da et snøft fik hende til at stoppe. Med hovedet let på skrå, drejede hun rundt og gik mod lyden. Da hun fik øje på den unge mand fra før, gik hun hen og satte sig på hug foran ham. Hun bed sig lidt i underlæben mens hun blot sad og betragtende ham. Hovedet vippede lidt fra side til siden, mens hun sad og så noget så overvejende ud. Som et barn der sad og overvejede om en hund ville bide hvis man klappede den på hovedet. Hun foldede læberne lidt inden hun en smule akavet gik i den hug-siddende-stilling hen ved siden af ham og lænede sig op af muren med ham. Hun var lykkelig for hun ikke kom til at træde på kjolen og faldt når hun flyttede sig så mærkeligt. 
 " Har du også en af de der dårlige dage..? " sagde hun stille, og vippede hovedet tilbage mod muren, og drejede det så hun kunne se på ham. Endnu en gang sendte hun ham et venligt smil. Det var først nu hvor hun kom hen på siden af ham, at hun lagde mærke til det rødlige mærke på siden af hans hoved. Hun rynkede panden en smule og løftede forsigtigt hånden for blidt at lade fingrene glide over mærket, hvis ikke han stoppede hende, selvfølgelig.
 " Hvad skete der..? " nærmest hviskede hun, inden hun nysgerrigt og spørgende flyttet blikket på i hans. Daphnie havde aldrig været god til det der med personlige grænser - hvilket var lidt ironisk når hun lige for tiden selv havde lidt problemer med det. 

Døren ind til kroen gik op, men Killian flyttede ikke på sig. Skidt kom hen i mod ham, og det var først, da han kunne fornemme, at nogen var foran ham, at han løftede hovedet og åbnede øjnene. Det var den søde pige fra kroen, han havde været ved at vælte for lidt siden. Hun sagde ikke noget, hun kiggede bare på ham, hvilket var ret underligt, men Killian sagde ikke noget til det. Betragtede bare hende tilbage igen. Hun så lige så sød ud så tæt på, med sine store grønne øjne og fregnerne hen over næsen. 
Selvom han ikke havde noget i mod, at hun stirrede, var det til sidst ved at blive lidt akavet, men inden han fik åbnet munden og spurgt, om der var noget, begyndte hun at flytte sig hen ved siden af ham. Han kunne ikke lade være med at smile, for det så lidt spøjst ud. Hun var lidt sær, men det gjorde ham nu ikke noget.

Han drejede hovedet og fulgte hende med blikket, som hun satte sig ved siden af ham med ryggen mod væggen. Hendes spørgsmål fik ham til at trække på skyldrene.
"Den kunne i hvert fald have været bedre. Men den er ikke slut endnu." Nej, den var ikke slut, langt fra, så måske den ville blive bedre. 
Det gav et svagt ryk i ham, da hun rakte op efter hans ansigt, men han flyttede sig ikke. Og da hendes fingre rørte hans ømme kind, lukkede han øjnene for at nyde hendes blide berøring. Det var lige, hvad han havde brug for.

"Ikke noget vigtigt," svarede han dæmpet og så på hende igen med et svagt smil. Nej, det var ikke vigtigt. Og ikke noget, han ville bekymre hende med. Han flyttede lidt på den ene arm og stak en hånd frem mod hende.
"Jeg hedder Killian." Hans egne grønne øjne så ind i hendes, og de trælse følelser han lige havde følt, var gemt væk bag nysgerrighed og venlighed. 

 Daphnie følte selv det sidste stykke tid havde bestået af flere dårlige dage end gode. Den ellers så altid glade Daphnie, var blevet tæmmet, og inderst inde hadede hun det, for hun kunne godt lide at se på verden med det glade, naive, frygtløse perspektiv, men efter mødet med Zane, var det en mere mistroisk og nervøs Daphnie der mødte verden - selvom hun ihærdigt forsøgte at være lige så munter og optimistisk som hun plejede. Derfor nikkede hun lidt til det der blev sagt, og så kort lidt frem for sig.
 " Jear.. Det kunne den.. " mumlede hun, mest for sig selv. Blikket blev vendt tilbage til den unge mand, med et lidt skævt smil. 
 " Der er heldigvis masser af dag endnu, ja..  " måske de kunne hjælpe hinanden med at få en bedre dag.

 Det svage ryk der kom fra ham, fik Daphnie til ganske kort at tøve med at lade fingrene stryge over mærket, men da han ikke reagerede yderligere, gik hun ud fra det blot var en kort overraskelse over hun valgte at lade fingrene ramme ham. Kærtegnet var meget langsomt og utroligt blidt. Nærmest som hun om var bange for han kunne gå i stykker, hvis hun var for hurtig eller trykkede for hårdt. Fingrene fulgte kanten af mærket, mens blikket fulgte fingrene. 
 "Gør det ondt?  " spurgte hun stille, efter at have nikket til at det ikke var noget vigtigt. Hun ville gerne vide hvad der var sket, hun var trods alt evigt nysgerrig, men hun acceptere også at han ikke havde lyst til at hun skulle vide hvad der var sket. Næsten da. Hun trak hånden til sig og foldede læberne lidt sammen. 
 Da han rakte hånden frem mod hende, og præsenterede sig som Killian, sendte Daphnie ham et stort, kækt smil som hun tog ved hans hånd.
 " Daphnie! Men bare kald mig Daffe, det gør alle andre.. " hun trak lidt på skulderne, og gav Killians hånd et klem, inden hun tog hånden til sig. 
 " Hyggeligt at møde dig, officielt..  " sagde hun med et drilsk smil. Kort efter foldene hun tænkende læberne sammen, og så rundt. 

 Pludseligt skubbede hun sig op at stå, vendte sig rundt og børstede Killians knæ af, da hun havde lagt mærke til de var lidt beskidte, og rakte så begge hænder frem, så hun kunne hive ham op at stå, sågar han tog fat i hendes hænder.
 " Kom!  " sagde hun så, med et lige så stort smil som før. Tog han fat i hendes hænder, ville hun hive ham op at stå, og begyndte at hive ham med, ved forsat at holde i hans ene hånd. 

Killian rystede umærkeligt på hovedet og fortsatte med at smile til hende, da hun spurgte, om det gjorde ondt. Selvfølgelig gjorde det det, men han havde prøvet værre. Og han havde af en eller anden grund ikke lyst til at bekymre hende.
”Nej, ikke rigtigt.” Han var lidt trist, da hun trak hånden til sig, det havde været rart med den blide berøring. Meget rart. Lidt for rart, og han havde nær sukket, da hendes fingerspidsers varme forlod hans kind.

Han grinede dog lidt, da hun tog hans hånd og introducerede sig som Daphnie, eller Daffe. Navnet passede af en eller anden grund godt til hende. Lidt nuttet.
”Også hyggeligt at møde dig, Daffe.” Han lagde hovedet på skrå, da hun så ud til at spekulere på noget, og hans grønne øjne glimtede nysgerrigt. Hvad mon hun tænkte på?
Lidt overrasket så han på hende, som hun brat kom på benene og derefter børstede hans knæ af. Hun var lidt sær. Men ikke på en ubehagelig måde, så det gjorde ikke Killian noget. Alle havde lov til at være dem selv.

Uden at tøve, rakte han ud og tog hendes hænder, som hun rakte dem frem mod ham. Det virkede til, at hun ville noget med ham, og han lod hende hive ham op at stå. Kom. Kom hvorhen? Han protesterede ikke, da hun beholdt hans ene hånd i hendes og trak af sted med ham, nej, han lukkede sin hånd om hendes og fulgte villigt med, selvom han var lidt forvirret.
”Hvor skal vi hen?” Spurgte han hende nysgerrigt, mens han fulgtes med hende. Han var ikke bange, hun virkede så sød, og selvom han burde vide bedre, havde han tænkt sig at følge med til hendes mål, medmindre hun gjorde eller sagde noget, der ville skræmme ham væk. Hvad mon hun ville ham? Han havde en idé, men samtidigt virkede hun ikke som typen. Så han var nysgerrig.

 Normalt var det ikke fordi Daphnie var oppe at slås, faktisk var det aldrig noget hun havde gjort, men efter mødet med Zane havde hun alligevel lært lidt om hvor ond slag kunne gøre. Derfor sad hun lidt og så på ham uden at gøre noget. Hun troede ikke helt på ham, men det var også okay, hvis han ikke ville at hun skulle tænke på det. Hun nikkede derfor til med et forsigtigt smil.
 " Okay.. " Man kunne måske hører en svag skeptisk i hendes stemme, men det var ikke noget der betød noget, det var kun fordi hun ikke helt troede på det. 

 Da Killian fulgte med  Daphnie, bredte et stort smil sig på hendes læber. Hun ville også meget hellere have selskab, end gå hjem alene. Især fordi det hele var lidt træls for tiden. Som Killian lukkede sin hånd om Daphnies, så hun over på ham og kunne ikke lade vær med at smile lidt fjoget og føle varmen brede sig en smule i kinderne. Egentlig havde hun selv tænkt hun ville blive ved med at holde fast i hans hånd, ind til de var hjemme ved hende, så han ikke bare stak af hende, men af en eller anden grund havde hun ikke regnet med han ville tage fat i hendes hånd. Hun havde dog slet ikke noget imod det, og nød det faktisk. Hun savnede trods alt fysisk kontakt, men det var bare så svært når hendes krop gik i panik, når hun ikke var forberedt.
 "Hjem til mig! " Hun smilte stort. Hun synes i hvert fald selv det var en god ide! De 3 katte Jaris havde efterladt hos hende, hjalp i hvert fald hende, til at komme i bedre humør, så mon ikke det også kunne hjælpe Killian? De var i hvert fald noget så kælenene. 
 "Jeg har en god kur mod dårlige dage.  " Et drilsk smil spillede på hendes læber. De kunne i hvert fald hjælpe lidt. 

Killian kunne ikke lade være med at smile stort, da hun smilede til ham og blev lidt varm i kinderne. Hun var virkeligt kær. Det var ikke så ofte, at han blev samlet op af hendes slags, altså, det var ikke ligefrem søde unge kvinder, der tog fremmede med hjem. Det skete da for ham, men ikke så ofte som så meget andet. Så han var egentligt stadig ikke sikker på, hvad hun egentligt ville. Men hendes smil fik ham til at følge lydigt med som hun førte ham ud på gaden og af sted.

Men de skulle hjem til hende, åbenbart. Killian var forvirret, men besluttede sig for ikke at spekulere så meget over det. Hun var sød og ville have ham med, det måtte være nok at vide om det hele. 
"Jaså? Hvad er mon det?" Han spurgte nysgerrig med et skævt smil og et glimt i øjet. Den måde hun sagde det på, fik ham bare til at tro, at det var, hvad han regnede med. Lidt fysisk kærlighed. Noget han absolut ikke ville sige nej til, for det trængte han ærligt talt til efter den ubehagelige oplevelse.

Uden at tænke nærmere over det, strøg han tommelfingeren op af hendes håndryg i et blidt kærtegn. Ikke så meget fordi, at han nu havde en forventning om, hvad de skulle hjemme ved hende, men fordi han godt kunne lide at røre. Han kunne godt lide følelsen, den gjorde ham glad. Han ville have gjort det ved alle, han holdt i hånden. Og han holdt faktisk ret ofte folk i hånden, det var en nem måde at få lidt hud mod hud uden at presse sig på.

 Mange ville nok ryste på hovedet over Daphnie. At tage en fremmed mand med hjem, uden at vide andet om ham end et fornavn og at han havde en dårlig dag. Det kunne gå galt på så mange måder, og man kunne tro at mødet med Zane havde fået hende til at være lidt mere påpasselig med at stole på alt og alle. Men det havde det tydeligvis ikke. Ærligtalt var det ikke noget hun tænkte yderligere over. Killian virkede sød, og han så utrolig kær og bedårende ud, så hvordan kunne der komme noget skidt ud af at tage ham med hjem. Og de skulle jo bare lege med kattene. 

 Daphnie foldede læberne lidt og trak på skulderne til Killians spørgsmål. Hun ville da ikke ødelægge overraskelsen jo! Hun så på Killian med et stort smil. Hun så ingenting galt i det hun havde sagt, det var jo noget så uskyldigt jo! 
 " Det finder du vel ud af..  " sagde hun med et lettere drilsk smil. Hun satte tempoet lidt op, både fordi det var koldt, men også lidt fordi hun glædede sig til at vise ham kattene. Hun synes jo selv det var en god ide, og Killian virkede også lidt spændt, så det smittede måske også lidt. 

 Et lille sug gik i gennem Daphnie da hun mærkede Killian nusse hendes hånd lidt. Hun kunne ikke helt vurdere om det var et rart sug, eller hendes krop der kort gik i panik over berøringen, så hun bed sig lidt i læben mens hun så rundt. Hun havde jo allerede ved hånden, så det var jo ikke helt fordi hun ikke var klar på berøringen, men hun havde måske ikke regnet med at ville begynde at nusse hende. Det var dog ikke noget hun nødvendigvis ville have han stoppede med.  Det var ganske dejligt, og hun endte med at smile lidt, som hun kort så på Killian.

 Som de nærmede sig Daphnies lille hjem, lyste hun lidt mere op og rettede sig op, mens hun pegede mod hendes dør.
 " Så er vi der næsten! " Sagde hun med et stort kækt smil på læberne. 

Det fandt han vel ud af... Killian kunne ikke lade være med at smile skævt, stadig halvt formodende, at hun ville have ham med i seng. Intet af det hun sagde eller gjorde, lagde op til andet, og selvom han stadig havde lidt svært ved at tro det om hende, var det ikke svært andet. Måske hang hans eget håb om mere nærhed også sammen med, hvor let han var at overbevise om det. Hun var sød på alle måder, og han ville gerne gøre hende godt tilpas.

Det var ikke et problem for ham at følge med, som hun satte farten op, og han slap ikke hendes hånd, som hun heller ikke slap hans, nej han kærtegnede den bare ind i mellem med fingeren. Mærkede hendes hud i mod sin, der nok var lidt grov med alt det hårde arbejde, han lavede til hverdag. Men hans negle, og resten af hans krop, var ren, som han, som altid, sørgede for at få fjernet skidtet inden han dragede ud af stalden. Han ville være ren for hvem end der besluttede sig for at bruge tiden sammen med ham. Dog hang der altid en svag lugt af hest og hø over ham, det kunne åbenbart ikke fjernes med en smule koldt vand.

Som de fortsatte igennem gaderne, fulgte han med i, hvor hun tog ham hen, så han kunne finde hjem igen. Det var ikke et område, han kom så ofte i, selvom han da havde været her før. Ikke at det var til at fare vild i byen, man kunne altid se paladsets spir og derved orientere sig. 
Han grinede lidt, da hun konstaterede, at de næsten var der, og gav hendes hånd et klem. Uden tøven ville han følge med hende ind i det lille hus, han var godtroende nok til ikke at tænke, at der ventede noget ondt bag en dør i et lille beboelseskvarter i Dianthos. Selvom hans erfaring sagde ham, at der kunne være noget ondt alle steder, især der, hvor man mindst ventede det.

 Det var lige før Daphnie blev helt opslugt af Killians blide kærtegn mod hendes hånd, og det fik da også hendes kinder til at få en svag rosa farve, og varmen til at sprede sig lidt i hendes krop. Med et smil så hun op på ham, da han klemte hendes hånd, og hun gav et blidt klem tilbage. Selvom de egentlig lige havde mødt hinanden, følte hun alligevel der var et eller andet og trygt og hyggeligt over ham. 

 Da de nåede døren slap Daphnie forsigtigt Killans hånd, inden hun stak hånden ned i den lille taske der hang over hende skulder, og hev nøglen frem så hun hurtigt kunne låse døren op. Med et let skub mod døren fik hun hurtigt trådt ind og lidt til siden, så Killian kunne gå med. Med et stort smil slog hun armene ud for at fremvise det lille hjem
 " Tadaaa! " Hun så hen på Killian. Kattene rendte rundt et eller andet sted i det lille hjem, men de var som regel optaget af noget der var mere spændende end at hun kom hjem. 
 Tasken og jakken blev taget af og hængt på stumptjeneren ved siden af døren, inden hun lukkede døren, og hurtigt tullede rundt og fik smidt noget brænde ind i den lille brandeovn, og tændt et par olielamper, så der ikke var så mørkt. Igen vendte hun sin opmærksomhed mod Killian.
 " Det er så mit lille hjem..  " Det var ikke meget. Til venstre for døren var et lille bord med fire stole omkring, til højre i hjørnet væk fra døren stod sengen, med en komode ved siden af. Over for borde var brandeovnen, og helt henne i enden var en reol og en balje til bad. 

Da døren gik op, kunne Killian se ind i det lille hjem. Det var småt, men hans var mindre, og der var da, hvad man skulle bruge. En seng, bord og stole, noget at have sine ting i og et sted at lave mad. Og et badekar. Han så et kort øjeblik misundeligt på det, for han havde kun truget ude i gården, medmindre han betalte for at komme ind i et af badehusene. Så han tog kolde bade, iskolde her om vinteren. Ikke at han nogensinde havde været vant til andet, men et varmt bad var nu noget bedre.

Lige som han ville se på hende, hoppede der en kat op af badekarret. Et par poter fulgte efter, afslørende endnu en kat. Den første kar fik øje på Killian og nærmede sig nysgerrigt, mens Daffe gik i gang med at smide brænde på og tænde lys. 
Killian kunne ikke lade være med at smile og sætte sig på hug for at komme i kontakt med katten. En tredje kat dukkede op fra under sengen og snart sad de alle tre foran ham. En hale vippede, en kat rejste sig kort og en spandt. De ville gerne have hans opmærksomhed, som de fandt ud af, at han kunne snakke med dem. 

Han var så koncentreret om at følge med i, hvad de snakkede om, at han først ikke hørte, at Daffe snakkede til ham, men det gjorde den ene kat ham opmærksom på, på en typisk kattesarkastisk måde. Han løftede hovedet og så op på hende med et smil.
"Det er fint. Større end mit. Og med flere katte." Han løftede en hånd og begyndte at nusse den ene kat, der selv kom hen til ham og gned sig spindende op af hans ben.
"Ehm ... de vil gerne have mig til at sige noget til dig." Det var altid lidt akavet at forklare folk, at han kunne tale med dyr og deres dyr ville dem noget, så har skar lidt ansigt. "Inden du tror jeg er idiot, jeg har en evne til at snakke med dyr." Så var det bare med, om hun troede ham, det var ikke altid folk gjorde, selvom magi ikke ligefrem var sjældent.

 Daphnie blik fulgte kattene lidt som de lige så stille kom listende frem og gik over og hilste på Killian. Hun smilte lidt inden hun vendte tilbage til at tænde for varme og lys. Da hun var færdig gik hun over til Killian, og satte sig på hug så hun også kunne kæle lidt for kattene. Hun grinte lidt, da det virkede til han næsten var mere optaget af kattene end noget andet. Hvilket var godt, for det var jo hele pointen med hun havde taget ham med hjem. Hun trak lidt på skulderne til det han sagde.
 " Det er nogen jeg passer for..  " hun overvejede kort hvad hun skulle sige. For hvad var hende og Jaris? De var jo ikke rigtig noget, var de? 
 ".. en ven. " Hun så ned på kattene igen, og kløede en af kattene bag øret. 

 Et lidt forvirret udtryk gled over Daphnies ansigt, da Killian sagde kattene ville sige noget til hende. Hun så lidt skeptisk ned på kattene.
 " Eh.. Okay..? " Kort efter kom der en lille forklaring fra Killian, og Daphnie så i stedet overrasket på ham. Det var da vildt sejt!
 " Oh!  " lød det fra hende. Hun så lidt ned på kattene med et smil, og åbnede munden for at spørge hvad de ville have han skulle sige, inden hendes udtryk ændrede sig lidt, og hun foldene læberne lidt stramt sammen.
 " Oh.... " gentog hun, denne gang langt mindre entusiastisk end før. Nu vidste hun endnu ikke hvad de ville sige, men hun var kommet i tanke hvad de katte havde set som det første da de ankom, og hun håbede virkelig ikke det var hvad de ville snakke om. Hendes kinder havde fået en svag rødlig farve, og hun så på Killian med et nysgerrigt, men også lidt nervøst blik. Hvis de katte sladrede alt for meget.. Hvad ville Killian da så ikke tænke om hende!?
 " Såå.. Hvad vil de have du siger..? " hun bed sig lidt i underlæben, og slog kort blikket ned på kattene, inden hun så tilbage på ham.

Killian kunne godt genkende Daffes reaktion, for dyr havde en tendens til at se mere og forstå mere, end hvad folk lige gik og troede. Killian havde heller ikke ligefrem den største lyst til, at staldkatten hjemme i stalden fortalte om dem, han slæbte med hjem i høet. Ikke at han skammede sig, men ... nå ja, når han ikke selv uddybede det, behøvede katten heller ikke. Men det var slet ikke noget i den stil, de tre missere ville snakke om. Ikke endnu, i hvert fald.

Han lagde hovedet lidt på skrå og så på hende, inden han nikkede mod den første kat, en stor rød hankat.
"Han er ikke så vild med at bo indenfor. Altså, maden er fin og sådan, men han har nogle damer, han skal holde øje med og nogle rotter, der skal fanges." Han pegede på en trefarvet hunkat. "Hun synes du er helt vild sød, men hun vil egentligt gerne hjem til sine egne mennesker, hun savner at sove i sengen med den yngste pige i huset." Det lød så negativt det hele, så han skyndte sig at fortsætte. 
"Det er ikke fordi, at de er kede af at være her, og den røde vil gerne bo her, men han vil gerne lukkes ud det meste af tiden. Hunkatten siger, at hun gerne vil komme forbi og sige hej ind i mellem. De er bare lidt forvirrede over, at en mand samlede dem op og tog dem med hertil."

Den sidste kat, en ældre lidt slidt gråstribet hankat, satte poterne på Daffe og strakte sig op for at gnide hovedet mod hendes hage.
"Han vil gerne blive boende. Han synes det er ren luksus." Killian kunne ikke lade være med at grine lidt, for katten var meget begejstret over at have fået et hjem. Hvad han ikke sagde var, at de alle sammen ikke havde gjort så meget for at slippe ud, fordi Daffe havde virket så trist, og de egentligt gerne ville opmuntre hende som tak for mad og kærlighed.

 Nysgerrig og en anelse nervøs, ventede Daphnie på at høre hvad de forskellige katte havde at sige. Det var en anelse mærkeligt, for hun sad da tit og snakkede med kattene. Eller, hun snakkede til kattene og de miauwede tilbage. Måske var der en hel del mindre samtale i det end hun selv havde regnet med. Hovedet blev lagt en smule på skrå, da han begyndte at forklare, og hendes blik skiftede lidt mellem at være på Killian og på katten der blev snakket om. En gang i mellem kom hun med et lavt oh eller aaah eller grinte lidt over hvad der blev sagt. Hun kommenterede dog ikke på nogen af tingene, og lod han fortælle færdig først. Selvom hun havde været glade for at have kattene, så hun dem stadig mere som Jaris' katte, og derfor var hun da også okay med det, hvis de ikke ville være der. Det skulle hun jo så bare fortælle Jaris når han kom, men mon ikke han overlevede. 

 Det sidste Killian fortalte fik en Daphnie til at grine lidt ekstra, og hun trak lidt på skulderne, mens hun så rundt på katten. Hun ville også være ret forvirret hvis bare sådan lige blev kidnappet. 
 " Det ville jeg nok også være..  " grinte hun lidt, og så ned på katten der kom helt hen til hende. Hun løftede op og nussede den lidt på maven, inden hun så på Killian med et skævt, glad smil.
 " Det skal han være så velkommen til.. De er alle sammen velkomne.. Men det er også okay, hvis de har andre steder de hellere vil være.. " Hun så tilbage på katten, som vred sig lidt, og Daphnie lod den komme ned på jorden igen. Det begyndte også at gøre lidt ondt på hende at sidde på hug, så hun vippede lidt frem, så hun kom ned på knæene at sidde, og lagde fødder ned, så de lå med vristen mod gulvet, og hun kunne sidde på hende ben uden problemer. Hun så tilbage på Killian.
 " Tak..  " Killian kunne lige så godt have valgt ikke at sige noget, men hun ville da hellere at kattene havde det godt, og hvis der sad en lille pige et sted derude, og manglede sin kat, var det da slet ikke fair hun holdte den som gidsel, bare fordi Jaris fandt en kasse med katte. 

 Daphnie havde allerede glemt alt om hendes bekymringer i forhold til hvad kattene havde set deres første nat hos hende. Hun rettede sig lidt op på så overvejende på Killian. 
 " Har de andet spændende at fortælle?  " Spurgte hun oprigtigt nysgerrig og vippede hovedet lidt på skrå. 

Det var med ret stor lettelse, at Killian kunne se, at Daffe ikke blev alt for ked af, hvad der blev sagt. Hverken han eller kattene ville gøre hende kede af det, men især hunkatten var ked af ikke at kunne komme hjem. Og Killian kunne ikke bare lade være med at hjælpe, når han nu havde en enestående mulighed for at gøre det. Så han smilede til Daffe og rakte ud for at nusse hunkatten bag øret, inden han flyttede blikket til dem og forklarede dem, at de var velkomne til at gå og at de også altid var velkomne her. Hunkatten begyndte at spinde højt og den røde hankat svingede tilfreds med halen. 
"Jeg er kun glad for at kunne hjælpe," sagde han højt og smilede til hende igen.

Hendes spørgsmål til ham til at sætte sig i skrædderstilling og vendte blikket mod kattene igen. Om de havde noget andet spændende at fortælle? De snakkede løs i munden på hinanden og han fulgte med så godt han kunne. En gang i mellem spredte der sig et smil på hans ansigt og en gang i mellem brød han kontakten for kort at skæve til Daffe. 
Det meste af det var bare katteting, dyr havde en helt anden måde at opfatte verden på end mennesker og væsner, så deres prioriteter var altid anderledes, men der kom der også lidt frem, hvor lidt de kunne lide manden, der havde taget dem og ført dem hertil. Og en eller anden mand, der havde været her, da de kom, for det havde været ret skræmmende for dem at være her første dag. Der var lyde og fysisk rumsteren og Daffe havde været utryg og det havde smittet af på kattene.

Det gik ret hurtigt op for Killian, at de snakkede om sex, det var trods alt hans eget ekspertiseområde. Han genkendte hverken Jaris eller Nicola på deres beskrivelser, selvom en halvkat måske lå lige for. Som sagt, dyr så tingene på en anden måde.
Han afbrød dem ret hurtigt, for det havde han ikke brug for at høre nærmere om, det lød som noget, der havde været utroligt synd for Daffe.
"Næh, ikke rigtigt." Han så lidt undersøgende på hende, hvilket han forsøgte at skjule med et skævt smil. "Bare noget om fnullermænd under sengen og at de godt kan lide fisken, du fodrer dem med." Killian var ikke ret god til at lyve, men det var heldigvis kun en halv løgn, så det gled rimeligt nemt fra ham.

 Nysgerrigt så Daphnie på Killian, uden egentligt at vide hvad han lavede. Øjnene flakkede lidt mellem Killian og kattene, med et spændt udtryk, som om hun forventede et eller andet vildt. Hun vidste dog ikke rigtig hvad hun forventede, hun fandt det bare vildt sejt, at han kunne snakke med kattene. Da Killian snakkede til Daphnie, nikkede hun til det med et smil. Bagefter vippede hun hovedet lidt på skrå.
 " Kan de forstå hvad jeg siger..? " spurgte hun med et tænkende udtryk. Det var vel godt nok at vide. 

 Mens Daphnie ventede på at Killian fandt ud af om kattene havde andet, startede hun med at kigge på kattene. Når den af dem kom hen til hende, kælede hun lidt for dem, men det var ikke specielt spændende at se på kattene, så i stedet flyttede hun blikket hen på Killian, og prøvede at se om hun kunne gætte sig til hvad han fik at vide, ud fra hans ansigtudtryk, men det var ikke rigtig muligt. Dog var det helt klart mere interessant at betragte Killian end kattene. Daphnies hoved vippede lidt fra den ene side til den anden en gang imellem, og når Killian så hen på hende, sendte hun ham et lille smil. 

 Stilheden faldt over det lille hjem, mens Killian snakkede med kattene. Daphnie turde nærmest ikke flytte på sig, og derfor var det blot den knitrende lyd fra brændeovnen man kunne høre, ind til Killian brød stilheden helt. Daphnie rettede sig op, og var klar til at lytte. En svag latter slap ud mellem hendes læber. 
 " Ups.. " sagde hun til nullermændene og gav den ene kat et godt klø bag ørene. Hun smilte lidt over at de godt kunne lide fisken.
 " Og det var godt de kunne det.. Jeg tror også det var meningen..  " Hun flyttede blikket tilbage på Killian med et smil. Det var mest Jaris der havde stået for maden til kattene. Bestemt hvad de skulle have, og ellers bare lagt krystaller til hende hun kunne bruge, da han tog hjem igen. 

Killian rystede kort på hovedet ved hendes spørgsmål, men uddybede også.
”Altså, de forstår tonefald og kropssprog. De læser også humør og sådan noget ret godt. Lidt som vi læser dem.” Katte var ret gode til at læse væsner. Hunde var bedre. Heste kunne godt have lidt svært ved det, især når der var hurtige bevægelser og høje lyde. Og dyr kunne godt forstå ting på andre måder end mennesker og væsner, hvilket kattenes forståelse af, hvad der var foregået første dag, de havde været her, var et bevis på.

Killians blik lagde sig på pigen, som kattene løb tør for ting at fortælle, og han smilede til hende.
”De har i hvert fald syntes, at du har taget dig godt af dem.” Han samlede den røde hankat op og satte den i skødet, hvilken den fandt sig i et øjeblik, inden den hoppede ned igen og luntede ind under sengen. Nu gad den ikke al den opmærksomhed mere.
Killian betragtede pigen lidt. Hun var så sød, det strålede ligefrem ud af hende, og Killian havde lyst til at gøre hende glad. Hun havde set ham sidde der og være lidt sølle og havde uden videre taget ham med hjem. Det var efterhånden gået op for ham, at hun havde ville vise ham kattene som middel mod en dårlig dag, og det var han da glad for.

Hans tanker ville ikke helt forlade, hvad kattene ellers havde fortalt om den dag, de kom. Deres oplevelse havde været skræmmende, og Killian havde lidt taget den følelse til sig, selvom han egentligt ikke vidste, hvad der var sket. Andet end at Daffe havde været bange. Og at der havde været to mænd i rummet. Han slog blikket ned og bed sig selv i læben, inden han besluttede sig for, at det ikke kom ham ved. Det var svært, men hvad skulle han alligevel sige? Så han drejede sig lidt, så han sad vendte mod hende, og smilede igen.
”Det hjalp på den dårlige dag, at møde kattene.” Han pillede lidt ved kanten på sit ene bukseben. Skulle han gå nu? Det var han ikke helt klar til, så han strakte sig i stedet lidt dovent og så rundt.
”Bor du alene?” Et spørgsmål der nok var lidt dumt, siden det så sådan ud og kattene ikke havde sagt andet, men han følte for at få lidt samtale i gang.