”Fiks ham.”

Mere simpelt kunne hendes opgave ikke være blevet gjort. Og efter at være blevet pålagt hende, blev den heller ikke uddybet vitterligt meget mere end dét. Ikke meget mere end hvem, hvad og hvor. Ikke engang et navn, så ’hvem’ var med en noget udstukket mening. Og ’hvad’ var blevet forkortet nok til at være et par tilføjende ord fra at blot være ’skade’. Men havde hun forsøgt at kræve flere informationer ud, ville hun spilde dyrebar tid. Dét havde hun lært. Og ingen ønskede at spilde dyrebar tid. Dét havde hun ligeledes lært.

Den ujævne ’jord’ af hakkede grotte- og bjerg sten, havde altid været en udfordring for Arden at begive sig på uden at overanstrenge sine ben, hvis hun ikke sørgede for at holde sig i et mere forsigtigt tempo. Der var altid rig mulighed for at snuble og falde og halte den smule for åbenlyst, så hendes i forvejen svage væsen iblandt de skællede krigere, blev endnu mere en svækling. I dag var en… bedre dag. Den konstant spændte sene ved anklen smertede ikke, som hun gik med lange skridt igennem Drageværkets enorme areal. Selv ikke med den tunge taske, dinglende og slående ind mod hoften ved hvert skridt, hun tog.
De mere alsidige grotte gange tillod en velkommen kølighed fra heden, der altid hang tungt her under bjergene, men idét hun drejede om det sidste hjørne til den større grotteåbning, havde varmen alligevel taget sin effekt på det virvar af røde krøller, der voksede fra hendes hovedbund. Få totter nær hendes ansigt, havde klistret sig fast til hendes kinder ved hjalp af et tyndt lag af begyndende sved, mens resten syntes at have krøllet mere op. Kinderne havde ligeledes taget den naturlige farve.

Straks stoppede hun op idét hendes øjne fangede patienten. Stor og farlig og intimiderende som mange andre. Mørk og takket. Han fyldte den bløde platform af hø godt ud. Havde høet været mere gyldent, ville han kunne ligne en hoverende drage på sin rede af guld.
Det gav et mindre sug i hendes mave og det var lige til at skimme, hvordan hendes kæbemuskler spændtes op, som hun sank. Intimiderende, dog majestætisk. Men så sænkede hendes blik sig ydmygt, som havde hun kommet til at stirre lidt for længe end hvad godt var for en som hende, og det skammen gav hende skubbet i gang det sidste stykke mod den dragefødte, kun oplyst af levende fakler omkring dem.

”Jeg er her… til hjælp.” Tasken raslede og klirrede, da hun svang den over hovedet og satte den fra sig som noget af det første, og først der sneg hun sit blik tilbage mod den dragefødte. Tillod sig at scanne ham for skader, inden hun gjorde hentydende håndbevægelser på sig selv. ”Skade? Hvor?” udtalte hun videre på sine bedste draconianske manerer. Hendes stemme var langt fra lige så dyb som de dragefødte. Den var ikke engang i nærheden af dybden af Herre Orpheus’ stemme. Hendes var derimod blid og lys. En smule usikker på sin udtale af det stadig fremmede sprog. Men hun prøvede.

At komme til skade, var en del af de dragefødtest hverdag. Hvis man ikke led eller modtog smerte, hvordan skulle det så forventes at man lærte noget? Njord var ikke for højt stillet til at overvinde enhver der kæmpede mod ham, og selvom det var træning, holdte ingen igen. Det var ikke unormalt at nogen led så mange skader at de var sat ud af træning i flere uger, men det var kun få gange nogen døde. De dragefødte var ikke en utømmelig ressource, men et vigtigt våben havde værkførerne sagt. Njord troede dem. Han havde heller intet ønske om at dræbe sine meddrager, med mindre han blev beordret til det. Han havde trods alt aldrig været blodtørstig, eller morderisk. Faktisk mindes Njord ikke at havde været noget som helst andet end en brik.

Træningshulen havde været fyldt med larm, lugten af sved og især lyden af våben der klingede mod hinanden rungede i deres øre, dag ud og dag ind. Alle modtog småskrammer, men de betød intet. Ikke med en skællet hud der fik det meste til at pralle af, men blod piplede stadig frem på den sorte hud.
Smerten havde været gennemtrængende da benene blev fejet væk under ham af den stærke spyd, og hans ryg ramte den kolde, beskridte klippegrund under sig, stærkt efterfulgt af spydets spidse ende der gravede sig ind i hans maves kød. Smerten havde fået ham til at brøle, så gløderne var synlige i det voldsomme gab. Spydet blev trukket ud og stenene blev farvet mørkerøde af det klistrede blod. Han nægtede at lade sig bære, men støttede i stedet væk fra pladsen til de komkringværende huler hvor han blev lagt på en blød platform.

Høet blev hurtigt vådt af blod under ham, mens Njord instinktivt lagde armen over såret for at skjule sin svaghed. Han lå blot og stirrede arrigt ud i luften. Arrig på sig selv over at være blevet overvundet på den måde. Arrig over at han var blevet fældet. Han havde fejlet.
Njord drejede det store dragehoved dovent og kiggede på den nyankommende. Han havde set hende før, sammen med Orpheus men aldrig talt med hende. Generelt talte Njord ikke rigtig med nogen. Han bemærkede hvad han gættede på var nervøsitet og det syntes at blide hans træk op. Noget der kunne virke umuligt for et væsen der lignede en frygtindgrydende drage så meget, men hans øjne havde stadig en menneskelighed der afspejlede hans følelser bedre end noget andet af ham. Han var rolig.

At hun talte dragernes sprog fik ham til at rette sig en smule op, hvilende på den ene albue og kigge næsten fascineret på hende. Han havde ikke mødt andre end sin egen art og få dæmoner som overhovedet ville prøve sig med deres sprog. Modvilligt for et sekund fjernede han sin arm og afslørede det runde dybe sår på hans maveskin, som stadig blødte rimelig voldsomt. "Spyd. Det gik ikke igennem" i modsætning til hendes lyse blide stemme, var hans hårdt uhugget i sten og dyb som undergrunden. Han lagde sig helt ned igen, men fastholdte blikket på hende. For første gang længe, var han faktisk nysgerrig. "Du taler dragernes sprog?" det eneste sprog hvor han faktisk kunne udtrykke sig, uden det lød helt forkert. Han kunne naturligvis også kun draconiansk og meget lidt dæmonisk. Han havde aldrig lært andet, og nok heller aldrig følt behovedet for det.

Arden havde set mange grusomme skader igennem sit liv, så hun var ikke ligefrem sart af sig. Men hun var stadigvæk empatisk af natur. Synet af det gabende hul spyddet havde efterladt i den dragefødte, gjorde hende lidt bleg og bekymring malede sine sædvanlige strøg i hendes øjne. At han udadtil ikke så ud til at være meget påvirket af det, var intet andet end forundringsværdigt. En smule skræmmende, egentlig. Hvad der ikke skulle til for at være så hærdet…
Men der var intet hun kunne gøre ved at bare stå der og glo. Efter hendes blik i en flygtig bøje havde søgt tilbage mod dragens ansigt, som forventede hun stadigvæk at se bare et snert af, hvad hun ville føle, var hun den med et blødende sår i maven, fandt hendes hænder kjolens ærmer. Krydsede snører ved hvert håndled blev løsnet således, at de kunne blive smurt op til albuerne, og snørerne blev bundet for at sikre at de ikke gled ned, mens hun arbejdede.

Idét hun havde rakte tilbage ned efter tasken ved sine fødder, nåede hans forbløffelse hende. Værket var ikke foruden snakkesalige beboere, der var såvel beboere der virkede til at altid tale og hovere og håne og le og råbe. Men hun ville lyve, hvis hun havde forventet, at denne drage ville være en for småsnakkerier. Blikket i hans øjne, da han havde kigget på hende, havde ikke spillet med den samme nysgerrighed, som de pludselig gjorde nu. Trods deres menneskelighed, havde de virket tomme og hårde.
”Jeg-… Kun ganske lidt. Jeg lærer,” svarede hun med en underkastelse i stemmen, der nær havde samme fornemmelse som, havde hun bukket. Hvordan det blev set, at hun lærte sproget og dermed havde fundet veje til at kommunikere med de dragefødte, var lidt af en gråzone. Straffe kom hende mere fra socialiseringen med de mægtige væsner frem for at hun kunne en håndgribelig mængde ord.
Med tasken bærende i sine arme bevægede hun sig endelig helt hen til ham. Trådte lidt mere forsigtigt, idét at underlaget blev blødere at gå på, og faldt så ned på sine knæ, kun en næves afstand fra ham. Som for at distrahere sig selv fra chancen for at få det dårligt af såret, ventede hun ikke med at rumsterer med tasken. Trak som en start et stort drikkeskin, Skvulpende og fyldt bræmmen med vand, gjort rent og klart af bjerget egne mineraler.

”I det mindste er der ikke nået at gå betændelse i det,” kommenterede hun sagte til sig selv, inden hun lod vand glide henover det for at skylle det værste blod fra området. Koncentration fyldte nu hendes ansigt. Hun kuplede sin ene hånd og hældte ligeledes vand i den, hvorefter den anden hånd blev frigjort og lagde sig kuplende henover den anden. Ved at løfte sig på sine knæ og læne sig indover ham, holdte hun sine hænder over såret og i en hurtig bevægelse, trykkede hun sine hænder mod hinanden og skubbede vandet ud i en skarp stråle. Hun kunne umuligt forestille sig, at det ville være behageligt, men det var nødvendigt, når det var så dybt.

Njord kunne ikke huske en tid uden smerte. Det var en konstant følelse i kroppen af enten at være så brugt at ens muskler værkede, eller også at man var fyldt med sår, blå mærker og brækkede knogler. Et spyd ind i det bløde maveskind var intet nyt, selvom det gjorde ondt. At nogen lappede ham sammen var derfor heller intet nyt og underligt, men sjældent sagde de noget til ham. De kom bare ind og gjorde hvad de kunne se skulle gøres og gik igen. Pigen var vidst en af de første til rent faktisk at anerkende ham som et tænkende individ, af dem som kom her. Forunderligt. Mærkeligt. Tankevækkende.

Han brummede som svar på hendes ord. Det var underligt at høre de bistre ord udtalt så yndefuldt. Det var på mange måder helt forkert, men ordene var forståelige. Som hun kom nærmere, lod han sig ligge helt fladt ned igen og fjernede armens beskyttende placering over det pulsende sår. Blodet generede ikke ham, men det kunne han heller ikke påstå at smerten gjorde. Han valgte at kigge tilbage op i loftet, overbevidst om at hun næppe ville sige mere til ham. Det var ikke hendes opgave at snakke med ham, og han vidste ikke hvad han skulle sige til hende. Han talte generelt ikke med nogen om noget som helst.

Njords mave trak sig automatisk sammen som vandet gled over den sortskællede hud, men ikke en lyd forlod ham. I stedet havde han drejet hovedet og kigget tilbage på hende. Stadig uden at skjule sin nysgerrighed, som aldrig helt kunne blive udtrykt til ord. Han nåede næsten frem til noget sammenhængende da hun sendte en skarp stråle direkte ned i det friske sår. Et fnys forlod hans store næsebor og kroppen trak sig sammen. Han var blevet overrasket. Han havde kunne se hvad hun lavede, men tankerne havde taget ham, og dermed gjort ham uforberedt. Det var usundt. En uopmærksom drage var en død drage.
Med en dyb indånding og genvundet afslappethed i den store krop, fandt han alligevel mælet frem. "Hvordan lærte du det?" ingen fordømmelse over hun kunne det, men blot nysgerrighed. Hvis hun kunne lærer dragernes sprog, hvad forhindrede så dragerne i at lærer menneskenes? Eller elvernes? Eller hvad hun nu helt præcis var. Njord havde ikke megen forstand på racer heller.

Instinktivt trak Arden sin hænder halvt til sig igen, idét at han reagerede på strålen. For hende var det kun noget at forventet, men der var altid en lille del af hende, der følte trangen til at undskylde. Men selvom ordet sad klar på hendes tungespids blev det holdt tilbage bag læberne og slugt grundigt. Der var ikke noget at undskylde for. Hun gjorde blot sit arbejde.
Det blev gjort et par gange mere derefter, indtil at det fortyndede blod, der sivede fra såret var af en noget klarere rød farve, end hvad der malede høet under dem. Hænderne tørrede hun fluks tørre i sit kjoleskørt, inden hun vendte tilbage til taskens indhold. Porcelæn og hærdet ler klirrede forsigtigt mod hinanden, som hun rumsterede rundt efter en større klud af noget ru, men absorberende naturstof. Mindede hende om den lille krukke med det himmelblå stofdække, hun havde bragt med, trods det ikke var noget, der var set som nødvendigt at bruge på disse hårdhudede krigere. Bedøvende salve.

”Jeg.. observe- øhm.. ser og lytter. Af og til var jeg heldig, at finde en sammenhæng i nogle ord. Som ’ja’ og ’for Værket’.” Arden var stadig umådeligt usikker på at fortælle ham det. Og hun følte sig langt fra god nok til sproget til at kunne forklare sig ordentligt. Flere af ordene kom også lidt forkerte ud. Grammatikken var uden tvivl helt hen i vejret. Men hun gjorde sit bedste. Stoffet foldede hun erfarent i sine fingre således det blev tykt nok til at ikke han ville bløde igennem det lige med det samme, da hun lagde den oven på såret og pressede lidt ned. Gjorde henvisninger til at han selv skulle lægge en hånd på og holde stoffet der, indtil hun var klar til at lukke såret.
Hendes øjne var ikke løftet mod ham, mens hun tilføjede. ”Jeg fik hjælp til at lære. Herre Orpheus er ikke glad for det, men jeg… kan lide at forstå jer.” sagde hun sagte og forsigtigt. De dragefødte skulle forestille at være tomme soldater. Ikke socialpartnere med en sølle husslave som hende.

Tilbage i tasken trak hun en lang tråd fra en rulle. Tråden var en smule tykkere end sytråden, som hun brugte til at lappe signe egne beklædningsgenstande, og tråden glimtede refleksivt som metal i skæret af de levende fakler omkring dem. Men tråden var lige så bøjelig som sytråd. En lille kniv skar den nemt over. Og en lang, tyk og sylespids nål blev efterfølgende fundet frem og viklet sammen med tråden. 

Njord forventede ikke nogen undskyld. Hun gjorde sit arbejde, og det indebar at såret skulle renses. Det kunne gøre ondt. Det gjorde det i hvert fald oftest, og sådan var det. Han skænkede det end ikke en tanke at smerten havde ramt ham, andet end hans krop naturlige reaktion. Njord sagde ingenting men kunne ikke undgå at følge med i præcis hvad hun lavede. Ikke fordi han var mistorisk, men ganske simpelt fordi han var nysgerrig. Han forstod ikke helt hvad hun gjorde, men han stolede på at hun havde styr på det.

Njord blinkede mens han lyttede. Det lød ganske forståeligt det hun sagde, selvom nogen af vendingerne og lydene var forkerte. Det var ikke så underligt. Njord havde hørt at menneskeracerne, eller hvad de nu var, havde svært ved at sige de grumme lyde. Han fulgte hendes stille forespørgsel om at ligge hånden på stoffet og gjorde det uden tøven.
"Jeg fortår ikke hvorfor. Hvad ondt kan det gøre at du forstår os?" selvfølgelig hvis Orpheus forbød det, skulle hun stoppe. Men hun havde ikke sagt han havde forbudt det, så Njord kunne ikke se et problem i det.

Njord blev ved med at betragte hvad hun foretog sig. Han var blevet syet før, og han mindes ikke at det gjorde ondt. Ubehageligt ja men ikke noget der generede ham. Det bildte han i hvert fald sig selv ind. "Kan du.. Kan du lærer andre?" spurgte han en smule usikkert. Skulle hun lærer andre? Eller mente han virkelig om hun ville lærer ham noget andet end dragernes sprog. Njord var faktisk lidt usikker på hvad han selv mente.

Først løftede de stormgrå øjne sig fra nålen og op til onyxdragen. Forbløffelse spillede denne gang sin rolle i hendes ansigt. Hans interesse i hende var så malplaceret hos det mægtige væsen. Så faldt blikket igen, og hun rejste sig forsigtigt. Høet var ikke lige det mest stabile underlag at begive sig rundt på med to menneske-ben.
”… Ikke noget.” Arden løj ikke. Det gjorde hun virkelig ikke. For der var ikke noget ondt, det ville komme af, at hun forstod disse skællede hybrider. For hvad ville en som hende stille op med et sådan sprogtalent.. Det  var bare ikke svaret, som hun skulle have givet. Det var ikke det rigtigt svar. Men den skjulte ensomhed i hende havde vundet over al fornuft. En ensomhed hun endnu ikke havde fået buk med selvom hun vidste, hvor ubrugelig den var at have.

Lystigt trippede hun henover høet og tilbage ned på mere solidt underlag. Hun gik med så hurtigt et tempo, som hendes ankel ville tillade uden at halte, mod den nærmeste fakkel. Og med faklen i den ene hånd og nålen i den anden, varmede hun nålespidsen op til den glødede hedt op. Faklen møvede hun tilbage i den holder på væggen, og på turen tilbage til den dragefødte viftede hun nålen for at køle den af. Hun skulle sy ham sammen. Ikke brænde såret.

”Andre? Andre sprog?” spurgte hun oprigtig forvirret. Det var et besynderligt spørgsmål at stille hende. Havde det ikke været for Mushu, den lyserøde drage, ville det have været nemmere for hende at bare antage, at de dragefødte ikke besad evnen til at lære andet tale end deres eget. Men andet var allerede blevet bevist for hende.
Hun faldt tilbage ned på knæ ved krigeren og viftede hans hånd væk fra såret igen, fjernede nænsomt stoffet, der allerede føltes tunget af blod. Med en tommel- og langfingerspids afprøvede hun hvor varm nålespidsen var. Lun men metallet var vendt tilbage til sin sædvanlige farve. De samme fingre søgte så ned til det gabende hul og trykkede forsigtigt og prøvende det sammen.
Arbejdet hun gjorde med nålen og tråden var ihvert fald ikke noget sjuskearbejde. Hendes blik var konstant rettet mod, hvad hun lavede. Koncentrerede sig professionelt omkring at presse spidsen igennem det hårde hud og væve tråden omkring så såret gravidvist lukkede sig som hun strammede ind. Og som det sidste stik var lavet fjernede hun nålen fra tråden, bandt en bette knude. Hendes hænder var blevet noget blodige nu, men såret blødningen på dragen var i det mindste stoppet nu.

Njord følte med det samme at han havde gjort noget forkert som han så forbløffelsen i hendes blik. Måske han skulle tie stille. Det kunne sagtens være at hun var ukomfortabel med at han talte til hende, og at hun havde lært dragernes sprog for at forstå hvad de sagde men ikke for at tale med dem. Njord følte i hvert fald ikke at han var nogen spændende samtalepartner - hvilket så egentlig heller ikke generede ham. Så da hun svarede, fjernede han blikket igen og kiggede op i det ligegyldige loft.

Det var ikke det han havde ment, men et øjeblik mærkede han lettelsen ved at hun havde misforstået det. Han tog en dyb indånding, og overvejede hvad der dog gik af ham. "Ja, andre sprog" så kom han ikke til at sige noget fuldstændig mærkeligt.
Ham, en dragefødt, lærer andet end drager og dæmonernes sprog? hvad skulle han dog bruge den viden til. Njord var skabt til at adlyde en ordre, ikke stille spørgsmål eller snakke med andre.
Njords maveskin trak sig sammen, som pigen gav sig til at trykke og til sidst sætte nålen ind. Han rynkede svagt på næsen, men sagde ingenting. Rørte sig ikke ud af flækken. Og denne gang fastholdte han også sit blik op til loftet. Han skulle passe på med at blive nysgerrig. Det klædte ikke en lydig kriger.

Styret af en lignende lettelse som den dragefødte, dog grundet at have fået overstået sit arbejde med succesfulde resultater, strøg hun en rød krølle fra ansigtet og tegnede ubevidst en blodig streng i panden henover det ene bryn. Hendes øjne studerede syningen i et par øjeblikke længere. Det ville efterlade ar, som så mange andre steder på hans mægtige krop. Ikke flade og blege ar som på hendes egen, men udbulende. Nogle der ville være til at mærke, strøg man en finger henover dem. Det var en skam. Men på en forfærdelig måde, klædte det skællene og den allerede eksisterende ujævnhed i hybridskabningerne.

”Ja. Jeg har lært tale og forståelse i tre. Tegn og tekst i ingen af dem,” svarede hun, som hun lagde nålen fra sig på det blodige stykke stof fra før. "Jeg er husslave, så andet er jeg ikke ønsket." Der var ingen ærgrelse at høre i hendes stemme. Kun ren og sker accept. Hun ville ikke blive lært at læse og skrive. Men at læse og skrive var heller ikke noget, hun ville få brug for her. Hendes pligter var at passe og pleje. Ikke at nedskrive dokumenter eller breve for sin Herre. Det kunne Værkføreren – og de andre der havde stået med ejerskabet til hende – sagtens selv stå for. Og havde de ikke kunne, var det bedre at have betale en fri skribent til at gøre det. Lige netop dén trang, havde hendes nysgerrighed aldrig trukket hende mod. Heldigvis.

Egentlig var hun begyndt at samle tingene sammen igen. Hendes arbejde var trods alt gjort. Men hendes hænder stoppede allerede efter at blot have taget fat i tasken og hun så tilbage op på den dragefødte. En tanke holdte hende fra at bare forlade ham, som hun ellers burde. ”… Du kan også lære.” Det var en risiko. Men de var alene.
Pludselig var hendes bevægelser præget af mere energi idét hun skød sig bedre op at sidde og drejede sig fra side til side i søgen. Hendes hænder tørrede hun så godt hun kunne af i høet omkring sig og greb så den efterladte nål. Fluks gled hun den mellem sit skørt for at gøre den ren og fin og skinnende og så at der ikke kunne være problemer med at misfortolke ’nål’ fra ’blodet’ på den.
”Nål. Nål.” Det var et godt ord at starte ud med. Det var kort men bar på den blidhed som krystalisiansk havde til forskel fra draconiansk. ”Nål.”

Njord var ligeglad med ar. Faktisk bragte det nogen gange mere respekt ved de andre dragefødte at man kunne vise dybe ar frem og stadig være i livet. Det betød man var stærk og en overlever. Men Njord personligt var ligeglad, så længe han kunne tjene sin herre igen bagefter. Njords blik hvilede et øjeblik på blodstregen i hendes pande. Han lod roligt blikket glide ned igen som hun begyndte at tale igen. "Dragernes, menneskenes og?" han regnede med at det blev kaldt menneskenes sprog, selvom mange andre racer også talte det. Han forstod det i hvert fald ikke, og han kendte ikke ligefrem til mange racer.

Njord rettede sig op og kom op at sidde på det bløde underlag, med benene trukket op så han sad i skrædderstilling og betragtede hende. Faktisk brugte han generelt meget tid på at betragte andre i deres gøremål. Han løftede et øjenbryn og rettede sig en smule mere i ryggen. Han så undrende på hende, som havde hun nærmest læst hans tanker. Umuligt. Eller var det? Han betragtede hendes rengøring af nålen med undren, men forholdte sig tavst.
Hendes stemme lød umådelig blid i forhold til hans eget sprog og han betvivlede at han nogensinde ville kunne sige det sådan. Han lavede en let grimasse og kom med en let brummende vejrtrækning. "N.... Någh" hans stemme var mere barsk og dyb, men han kunne trods alt godt høre det ikke lød helt rigtigt, så da hun gentog igen, gjorde han også "Nåhl" bedre, men ikke perfekt. Han forstod i hvert fald at det var hvad den spidse satan hed som hun brugte til at lappe hans sår med.

Arden løftede roligt en hånd op og strøg hendes røde hår om bag det ene øre for at vise ham deres spidse natur. Selvfølgelig ikke så spidst som en af rent blod men der var ingen tvivl om at de var spidsere end de andre menneskelige racers. Hun drejede ligeledes hovedet lidt for at han bedre kunne se, før hun svarede: ”Elvernes.” Det var et af de sværere ord at sige på de dragefødtes sprog, men hun havde haft meget hjælp til at få det lært. Hun havde følt, at det var et nødvendig ord. Også selvom hun ikke engang kunne tillade sig at falde sig for en del af dem. Kun halvt.

Der var noget ved den grimasse den dragefødte gjorde, der allerede kickstartede glæden i hende. Det var ganske morende at se. Det fjernede også noget af den hårdhed i hans skællede ansigt. Hvor skræmmende ville en dragefødt mon føre for uvante øjne at se?
Og så sagde han det. Eller han forsøgte at sige efter hende. Blot efterfulgt af endnu et forsøg. Et forsøg der lykkedes lagt bedre. Og Arden kunne ikke holde sig tilbage. Hendes mundvier trak sig opad og tegnede et skønt smil på hendes rosa læber. Så meget at hendes runde kinder blev fremhævet endnu mere. Og smilet nåede helt op til hendes stormgrå øjne. ”Ja! Nål. Rigtig flot.” Hun glemte i øjeblikket, at han dét at han kunne ét ord på hendes sprog, betød det ikke, at han forstod det hele.

Straks vendte hun tilbage til sin taske i søgen efter noget nyt, hun kunne holde frem og have ham sige. Nålen havde nær gået tabt i høet, men forsvandt i stedet bare i bunden af tasken i hasten. Hun trak så et rundt stykke frugt op, hvis skinnende overflade var både rødt og gult. En lille brun stilk i toppen. Stadig med det stolte smil fremme, holdte hun frugten oppe foran ham.
”Æble,” sagde hun klart og tydeligt. ”Æh-bløeh.” I sin iver havde hun ikke rigtig haft tænk sig alt for meget over, hvilke ord hun valgte. Eller at hun ikke ligefrem havde valgt de nemmeste. Fyldt med de besynderlige fremmede lyde. Først havde det været ’nå’ og nu ’æble’. Hun så på ham med så forventningsfulde øjne. Motiverede ham rent mentalt.

Njords hoved drejede sig en smule på skrå som han Arden flyttede det store røde hår for at vise sine øre. Han forstod at nogen racer havde spidse øre, men han mente også der var flere. Men han var ikke sikker. Dæmonerne tog så mange forskellige skikkelse og kaldte sig alle den samme race, at han ikke forstod hvordan de egentlig skulle se ud. Menneskene havde han set i hæren, og fordi mange dæmoner tog en "menneske" skikkelse. Men han forstod hende da hun uddybede med elvernes. Om hun var hel, halv eller kvar eller kun en lille brøkdel, vidste han ikke. Men de spidse øre var i hvert fald en bekræftelse og han nikkede som svar til at han forstod. At hun også kunne tale deres sprog var blot imponerende for ham, når han knap kunne dæmonernes.

Som Njord koncentrerede sig og forsøgte at efterligne hendes træk såvel som lyden af ordet hun sagde, så det skællede ansigt langt mere menneskelig ud. Afslørende at han dybt inde ejede de menneskelige træk, trods hans dragegener var blevet favoritiseret i stor stil af hans herskere. Hendes glædesudbrud - eller hvad han håbede var glæde - fik ham til at trække sit hovede en lille smule tilbage og se en smule forskrækket på hende. Han blinkede et par gange, kiggede meget nøje på hendes læber og tænder. Hun vidste ikke tænder af ham - det var et helt andet udtryk. Med en let sitren i den ene mundvig, forsøgte han at efterligne. Det så garenteret ikke rigtigt ud, men noget han håbede hun tolkede som et smil. Han vidste hvad smil betød, og han ville gerne vise hende at han var glad for hendes hjælp. Nål, en spids genstand der bruges til at lappe hans sår.

Nysgerrig fulgte han hendes søgen ned i tasken, så han lænede sig en smule frem igen for at følge med. Det hun trak op var ganske simpelt en form for frugt. Njord mindes ikke at han selv havde spist noget lignende før, men han havde da set det på fade. Faktisk viste han ikke engang hvad det hed på sit sprog andet end føde, da han vidste det kunne spises.
Han kiggede nøje på frugten og derefter på Ardens udformning af ordet. Han mund stod en lille smule åben, halvt allerede forsøgende at efterligne. "Ah.. Øæhblå" Det var svært at efterligne, så med en kort grimasse af utilfredshed over sit eget ord. forsøgte han med det første han i hvert fald helt kunne huske hendes udtalelse af. "Æh.. Æh-beh" han kom med en brummende lyd, der antydede at hun skulle gentage så han kunne høre det igen.

Der var noget ved måden, hvorpå han forsøgte at imitere hende, ikke bare hendes ord men også hendes kropslige mimik, som gjorde det store, baske væsen en hel del mindste skræmmende at være i selskab med. Hun frygtede langt mere en mand som Orpheus end hun kunne få sig selv til at frygte onyxdragen. Eller nogle af de andre dragefødte for den sags skyld. Hun havde så småt kommet til at opdage, at de fleste kun så skræmmende ud, når de tårnede sig over hende med brede skuldre og stærke haler, der med et godt dask, kunne sende hende i gulvet.

Ved hans første forsøg på ordet, udtrykte hendes kropssprog en motivation på samme niveau, som sad hun og lærte et barn at sige sit første ord. Spændte spændt i kroppen mens hovedet nikkede diskret, indikerede, at han var på rette spor. Han manglede bare at komme over det sidste humpel. Han havde den rigtige idé, og ved hans egen utilfredshed, forsøgte hun at lokke hans andet forsøg yderligere frem. Men så faldt det desværre faldt. Hans gjorde hende til at starte med lidt bekymret, og bevidst havde hendes tanker gledet omkring hende muligheder for at komme lidt på afstand, skulle han vise sig at være af den aggressive type. Men… han var ikke aggressiv. Særligt ikke når hendes blik gled til hans øjne.
”Se,” sagde hun så. Det var ikke det præcise udtryk, hun ønskede at sige, for hendes mål var ikke bare at have ham til at se. Han skulle følge med, lytte, se. Men hun huskede ikke det draconiske ord for netop dét.
Roligt lagde hun æblet fra sig i sit skød og løftede da begge hænder op til sit ansigt. Pegede en pegefinger mod sin mund fra begge sider, for at bringe den i bedst mulige fokus. ”Æææh..” Hun overdrev så meget som hun kunne. Både med lyden, for at gøre den klar og tydelig, men også i hvordan hendes mund bevægede sig og - så vidt det var muligt - hvordan tungen lå i forholdt til. ”Æææh..” gentog hun, i et forsøg på at få ham med sig. Et skridt ad gangen. Det var et svært ord. Og hun måtte udtænke sig en bedre lektion til fremtiden.

”Æææh… Bøh …Bøh..” fortsatte hun så. Lagde tryk på B lyden og hvordan hendes læber, spændet sammen, næsten var det grundlæggende for det. ”Æææh..bløh..” Hun tilføjede L’et. Samtidig strøg hendes pegende fingre ned og pegede i stedet mod hendes strube, i et forsøg på at symboliserer hvordan den anden stavelse faldt mere tilbage i munden. ”Ææhh bløh.. Æble!”
Det var nu hans tur igen til at afslutte. Og spændingen strålede ud ad hendes stadig smilende ansigt, som hun afventede. Gik det ikke, måtte hun forsøge sig med et nyt ord.

Selvom han, og mange af de andre dragefødte ikke lignede det, var de blot store børn. Hans krop og hans styrke var som en voksen mand, blandet med en drages, som kunne slå de fleste i gulvet. Men hans sind var en anden side af sagen. Han var i bund og grund en nysgerrig teenager der ikke havde fået lov at opleve andet end de ordre han var blevet pålagt af sine mestre og herrer. Ikke at han havde et problem med det, men det gav et andet syn på den optrænede kriger, at se ham sidde og efterligne pigen.

Njord gjorde som beordret. Han fulgte hende med blikket, intenst og pligtopfyldende. Som æblet blev lagt i skædet, til hendes hænder mod ansigtet som pegede mod hendes mund. Han så hvordan lyden udformede sig. Han sank en klump i halsen, trak vejret dybt ind gennem næsen og forsøgte måske en smule kluntet at efterligne hendes bevægelse. "Ææærh.. Æææh" han synes selv det lød rigtigt, i hvert fald anden gang. Hans øjne blev smalle som der blev sat ekstra på ordet. "Bøøh.. Æææh bøøh" et strejf af forvirring da lyden ændrede sig en smule, men lydigt fuldte han trop med l lyden, selvom det tog et par forsøg at få bøøh lyden til at lyde andet end en rungende lavmæld lyd i et forsøg på at forskrække nærgående væsner. "Bløh.." prøvede han efter hendes afslutning som hun entuasiastisk betragtede ham.

"Ææhbløh" han satte det sammen så godt han kunne, selvom hendes havde lydt en del mere flydende og rigtigt. "Æhble" Formentligt det tætteste han kom, men det lød rigtigt og han virkede tilfreds som han løftede hovedet op og strålede stolthed ud af de klare øjne. Noget der kunne antages var et smil nåede frem på det skællede ansigt, men stadig uden tænder. Han havde fået at vide at dragernes tænder var til skræmme, og ikke andet. Det ville han ikke.