Men i sidste ende havde han ikke være i stand til at forlade stedet. Ikke fordi han nærede kærlighed eller enighed i Mørkets planer mere. Han var faktisk ikke længere sikker på hvor han stod eller hvad han troede på. Men hun havde været der, på ryggen af sin drage. Han var fulgt efter hende, svagt håbende at hun ikke drejede mod Obsidianøerne, men derimod med ham ud i friheden. Naivt. Hele hendes liv var i orkklanen og hos mørkets rækker. Stedet hvor hun kunne bevise sit værd. Beon kunne ikke forvente at hun ville sætte alt det over styr for ham. Så han satte sin frihed over styr for hende.
Obsidianøerne var et goldt sted. Ikke meget at udforske endnu, og prioriteterne hos den nye herre var ikke meget anderledes end den gamle. Det havde krævet at talegaverne var i orden for at få tilegnet sig et mellemstort lokale til at samle bøger og skrifter, hvor Beon kunne bruge det meste af sin dag i den støvede luft. Det var ikke engang et bibliotek, trods Merihem syntes at mene at det var rigeligt. Beon ville nok mere kalde det et arkiv.
Beon sad med et dokument, let løftet fra bordet for at udnytte lyset fra vinduet bedre, mens han læste oversigten over nærtliggende havnebyer og hvad materiale de kunne forvente at få derfra ved et raid. Der var stadig mange munde at fødre trods hæren havde splittet sig.

My Oaths betray each other 'till there's nothing let to keep
Krystallandet


