Fortidstråd - år 2013

"Jeg gjorde ingenting!" Laurennes stemme rungede skingert i lokalet. Overfor hende sad hendes far og så på hende med et lige dele træt og irriteret ansigtsudtryk. Det var ikke første gang han havde kaldt datteren ind på værelset for at tage en alvorssnak. Han havde fået en klage fra en potentiel ægtemand til hans datter. Hun havde åbenbart fornærmet ham i en sådan grad, at han ikke ønskede noget at gøre med familien. Han havde været et godt parti. Hvad faren ikke vidste var, at Laurenne for en gangs skyld var uskyldig i anklagerne. Bejleren havde uden tvivl hørt om hendes eskapader med tidlugere bejlere, og havde forlangt adgang til hendes kammer. Han var dog mildest talt utiltalende, så hun havde nægtet. Noget han langt fra havde taget pænt. Hun havde da også givet ham en lussing, men hun havde altså ikke fornærmet ham på anden vis!
"Det kan ikke blive ved sådan her, vi havde en aftale Laurenne" Farens stemme lagde ikke op til diskussion, men det var Laurenne ærligt talt ligeglad med.
"Jeg har ikke gjort noget! Jeg opførte mig velopdragent overfor ham, det er ikke min skyld, at du vil sælge mig til en mildest talt klam rigmand!" Laurenne havde knyttet hænderne og hendes blik var fyldt med vrede og trods. Hun burde ikke tale til faren sådan, men han skulle ikke true hende!
Faren rejste sig op og slog hænderne hårdt ned i bordet.
"Så er det nok, Laurenne!" Laurenne stod fuldkommen rank, slaget i bordet havde ikke fået hende til at rykke sig en millimeter. Hun åbnede munden for at smide en svada afsred, men lukkede den hurtigt igen. I stedet udbrød hun en frustreret lyd og stormede ud af lokalet, bag sig kunne hun høre farens vrede stemme kalde hende tilbage.

Hendes første stop var Merrics værelse. Hun håbede på en smule kærlighed og forståelse, men lige i dag var broderen ikke på hendes side. Selv hendes sædvanlige tilnærmelser afviste han blankt. Med frustrerede tåre i øjnene stormede hun ud af lokalet. I stedet satte hun kursen mod Wolframs værelse. Han havde intet valg, han skulle lytte til hendes klager.

Sommeraftenens lune luft bredte sig i rummet fra det åbne vindue, og gjorde det kolde rum med vægge af sten en smule mere behageligt at befinde sig i. Der var ikke tændt op i pejsen, det var ikke nødvendigt i de varmeste måneder af året, selvom sommeren så langt nord på aldrig blev rigtig varm.
Wolfram sad i sin gode stol foran den kolde pejs. På det lille bord stod der en tom skål og en tallerken med resterne af et kyllingelår. Det var et af hans små privilegier, at han kunne tage maden med på sit værelse og ikke behøvede at spise med de andre i tjenestefolkets spisesal ved køkkenet. Det var ikke altid, at han gjorde det, men i dag havde været en lang dag og han havde haft brug for at være lidt alene. Selvom dagen var på vej mod sin ende, var det ikke sikkert, at hans arbejde var slut. Der kunne altid dukke noget op, så lige nu nød han ensomheden i fulde drag.

Bogen i hans hænder handlede om sagn og folklore, og lige nu var han midt i et kapitel om sirener, kvindelige væsner, der lokkede mænd i døden ved kysterne med deres skønsang og smukke kroppe. I et land som Krystallandet var der en fin grænse mellem sagn og virkelighed, så han læste bogen med en sund skepsis. 
Selvom solen ikke var gået ned endnu og sendte lysstråler ind af de to mindre vinduer, havde han allerede tændt et par lys for bedre at kunne se de små bogstaver. Om vinteren blev rummet som en grav, hvis der ikke var tændt lys, men det gjorde ham ikke noget. Mørke skræmte ham ikke.

Alting var fredeligt og som Wolfram helst ville have det, som han sad der og lod de mørkebrune øjne, der virkede sorte i lyset fra solens stråler og det flakkende lys fra de to tællelys på bordet, glide over teksten. Han var ikke helt ung mere og hans krop var taknemmelig for lidt hvile i den gode stol, hans fødder hvilende på en lav skammel.
At der var drama i en anden del af huset, var han lykkeligt uvidende om. At Laurenne havde slået på sin sidste bejler var han dog godt klar over, intet forblev hemmeligt i tjenestestaben ret længe. Men han havde set bejleren og havde i sit stille sind tænkt, at hun for én gangs skyld havde gjort fornuftigt i at holde på sin dyd. Ikke at det skete så ofte.
Men det havde ikke noget med ham at gøre, og han havde ikke brugt ret lang tid på at tænke over det. Der var andre, vigtigere ting. Som hans sjæl i hendes halskæde.

SSom Laurenne gik hen mod Wolfram værelse, tog hun hånden op til halskæden, og knugede den let. Hun havde stadig ikke vænnet sig til den. Hun havde gået med den i labg tid, men det føltes.. anderledes efter hun havde fanget Wolframs sjæl i den. Ikke at hun havde noget imod den nyfundne magt over faderens tjener, det åbnede op for mange nye muligheder. Men det hele kunne være ligemeget, hvis hendes far endte med at sende hende væk, hvis hun var ulydig. Det kunne kun være det han havde ment, da han sagde, at de havde en aftale. Hun mærkede et kort stik i hjertet, hun havde ikke lyst til at forlade sit hjem.

Da hun kom hen til Wolframs værelse vadede hun direkte ind, hun så ingen grund til at banke påved en tjener, de levede for at være tilgængelige for hende og hendes familie. Hun havde stadig de forræderiske tårer i øjnene. Der skulle meget til virkelig at få hende til at græde, men de her tårer var af vrede, og det var noget helt andet.
"Jeg går ud fra, at du har hørt den seneste sladder" Hun vidste, hvor hurtigt snakken gik blandt tjenestestaben.
"Min far har hørt det, direkte fra idiotens mund.. og han blev langt fra glad" hun knyttede næverne og snøftede irriteret, hun havde brug for at rase ud.

Wolfram havde været koncentreret nok om at læse, at han ikke hørte skridtene uden for døren, så han blev forskrækket, da den uden videre gik op og nogen kom ind. Fødderne forlod skamlen for at ramme jorden, bogen lukkede sig om en finger og han rettede sig op og drejede sig i stolen, så han kunne se mod døren. Laurenne. Hvem ellers. Hun så oprørt ud. Wolfram rejste sig langsomt, som hun uden videre kom til sagen. Hendes far var vred, fordi hun havde afvist hans bud på en ægtemand. Det var ikke overraskende, greven var ikke nogen mild mand, og gnisterne føg ofte mellem ham og datteren. 

Tavs gik Wolfram over og lukkede døren bag hende, ingen grund til at hele borgen kunne høre, hvad der blev sagt. Klog af skade, skød han også slået for, så de ikke ville blive forstyrret. Hvem vidste, hvad samtalen ville dreje sig ind på. Ingen vidste, hvad der var sket mellem Wolfram og Laurenne, og sådan skulle det helst forblive. Tænk hvis det kom greven for ørerne!
Endeligt vendte han sig mod hende. Han stod tæt nok på hende til at kunne se tårerne i hendes øjne. Engang ville han have tørret dem bort, men det var efterhånden mange år siden, at hun havde været så lille. Og i dag var det ikke fysisk smerte, det var vrede. En vrede, der skinnede ud af hende.

Han var længe om at svare hende med vilje, som han vendte ordene i hovedet. Det var med at være lidt diplomatisk, når hun var så vred. Sagde han noget forkert, ville det bare gå ud over ham. Det gjorde det nok alligevel.
"Selvfølgelig blev han ikke glad, Mylady. De ødelagde hans planlagte handel." Hans lidt tørre stemme var rolig og dæmpet. Der var ingen medfølelse i den. Ingen trøst. Det var heller ikke følelser, der var at se i hans aldrende ansigt. Han ville trøste hende, hvis hun bad ham om det, men ind til da var det bare en samtale.
"De gør som sædvanligt ikke, som han vil have." Der var ikke noget bebrejdende over hans ord, det var bare en konstatering. Som han havde lavet før.

Handel. Ja, det var vel egentlig det fuldkommen rigtige ord at bruge om, hvad hendes far havde haft gang i. Han ville sælge hende til den frøste og den bedste mand, som havde lidt penge og et anerkendt efternavn.
"Det er urimeligt! Hvorfor skal jeg overhovedet være til salg" Hun begyndte vredt at gå frem og tilbage. "Hvorfor skal jeg stå til rådighed for den første og bedste rige idiot, når min bror ikke har de samme krav! Du ser ikke vores far komme med en heæt parade af gifteklare kvinder!" Det var langt fra første gang, at hun havde brokket sig over den problemstilling, det var en af de store årsager til, at hendes forhold til faren var så dårligt.

Hun så surt på ham, da han pointerede, at hun igen ikke gjorde som der blev sagt. Hun overvejede at stikke ham en lussing for kommentaren, men hun holdt sig fra det. Hun havde endnu ikle vænnet sig til, at hun selv ville kunne mærke slaget.
"Han truede med at sende mig væk igen, ligesom sidst. På trods af, at jeg gik med til alle hans latterlige krav!" Måske ikke helt sandt, hvilket Wolfram uden tvivl godt vidste. Hun opførte sig kun lige præcist pænt nok til, at hun ville kunne slippe afsted med episoder som den der netop havde været.

Wolfram fulgte hende kort med blikket, inden han gik over til stolen og det lille bord, stadig med bogen i hånden. Der lå et smukt dekoreret bogmærke på bordet, og han samlede det op for at lægge det i mellem siderne, hvor han var kommet til. Det var ikke fordi, at han ikke lyttede til, hvad hun sagde, men han ville tydeligvis ikke få lov til at sætte sig med bogen lige foreløbigt. Efter at have lagt den fra sig på bordet, vendte han sig i mod hende igen.
Hvorfor hun var til salg? Svaret var simpelt. Hun var en kvinde. Og hun havde en bror, der stod til at arve. Derfor var hun praktisk talt intet værd, ud over som en brik i et magtspil. 
Men det sagde han ikke. I hvert fald ikke så brutalt.
"Deres far vil gerne sikre sig, at De bliver gift med den rigtige. Deres kommende ægtemand skal jo kunne forsørge Dem." Mere diplomatisk kunne han ikke sige det. Ikke at han ønskede at forsvare greven, han hadede manden brændende, men han han ville ikke opildne Laurenne, så der kom flere gnidninger mellem far og datter, for det ville helt sikkert gå ud over ham.

Han samlede hænderne bag ryggen og stod ret, som de talte. Den korrekte måde at stå på foran herskabet, og han gjorde det uden at tænke over det. Han vidste ikke helt, hvad han syntes om tanken, at hun kunne blive sendt væk. Han ville elske at slippe for hende, men hun havde hans sjæl. Og sandsynligheden for, at han blev sendt med var til stede. Og selvom han ønskede at slippe for sit liv ved greven, var tanken om at miste sit hjem, for at skulle følges med datteren, heller ikke ligefrem tiltalende.
Han vidste ikke rigtigt, hvad han skulle svare til det, for sandsynligeden for, at Laurenne blev sendt væk, var ganske stor. Hun opførte sig ikke ligefrem som en grevedatter og han vidste, at greven var utilfreds. Han havde brokket sig gevaldigt, sidst han og Wolfram havde haft en stund alene.
"Måske De kunne prøve at mildne hans vrede en smule? Man kommer langt ved at udvise lidt god vilje." Det vidste han alt om. Som foreksempel lige nu. Alt det gode vilje han udviste ved at lade pigebarnet stå der i hans private værelse og rase ud.

Laurenne stoppede op og slog frustreret ud med armene. Det var urimeligt, ganske enkelt.
"Hvorfor skal jeg have en mand til at forsørge mig? Der ser mange andre familier, hvor kvinderne overtager efter deres forældre uden at nogen stiller den mindste smule spørgsmålstegn ved det" Hun havde gjort sit benarejde, når der havde været formelle fester for de adelige, og hun havde snakket med op til flere jævnaldrende kvinder, som snart skulle overtage magten.
"Jeg er bedre egnet til at overtage, det ved alle. Jeg gøe mig klogere indenfor politik, krigsførsel og alt andet, som kan være relevant. Jeg finder selv måder at betale for min undervisning, i stedet for at løbe til far, så snart jeg skal bruge noget. Jeg ville være det bedste valg til at overtage!" Hun var frustreret over, at Wolfram ikke bare kunne give hende ret. "Men i stedet skal jeg bare gå i se køn ud og holde kæft, så en mand vil gifte sig med mig og, med tiden, gøre mig gravid" Hun var glad for sit udseende, det kunne der ikke herske nogen tvivl om, men til tider var det lige så meget en hæmsko for hende.

"Jeg har jo givet mig, jeg tog imod hans krav første gang, han ville sende mig væk. Jeg vil ikke bare stå som em tomhjernet gås og gøre, som der bliver sagt. På den måde, er der intet, som ændrer sig" Hun havde store planer for sin fremtid, men de inkluderede, at hendes far ville slippe nogen af sine mange krav.
Hun lod hænderne glide ned over skørtet på kjolen. Normalt elskede hun kjolen, den fremviste hendes krop på den helt rigtige måde. Fremhævede hendes talje og fik brysterne til at virke større og mere fremtrædende, end de egentlig var. Men lige nu hadede hun den, den symboliserede alt det, som hendes far ønskede, at hun skulle være.
"Hjælp mig ud af den her" Hun bendte ryggen til Wolfram, så han kunne åbne de mange små knapper, som holdt hende fanget i kjolen.

Det var ikke fordi, at Wolfram ikke forstod pigens klagepunkter. Hun var frustreret over at være født ind i en rolle, hun ikke selv havde valgt. Noget han helt sikkert kunne relatere til, han havde haft samme frustrationer og vrede, da han var ung. Han havde også haft drømme, før han ikke længere kunne benægte virkeligheden. Han ville rejse. Skrive. Se verden og dens vidundere, som det var beskrevet i hans bøger. Men her var han, mange, mange år senere, stadig i samme rolle. Selvom han da havde fået lov til at rejse lidt ind i mellem. Sådan var livet oftest bare indrettet. Og det var det åbenbart for både rig og fattig. Herskaber og tjenestefolk.

At han var enig med hende om, at hun ville kunne klare rollen bedre som grevinde, var noget andet. Ikke at Merric ikke ville kunne klare det fint, men Lauranne havde en anden form for handlekraft. Måske netop fordi hun skulle kæmpe for det.
"De har en bror, der er udvalgt til at overtage grevetitlen. Som traditionen er i denne familie." Han forklarede hende roligt, hvad hun var blevet forklaret før. Det var ikke fordi, at han ville fortælle hende, at hun lige så godt kunne give op, men han måtte alligevel fremlægge fakta for hende. Han kunne ikke lide nogen i grevefamilien, men da Laurenne havde været barn, havde han alligevel haft et svagt punkt for hende, og somme tider kunne han alligevel godt ønske mere for hende. Det svage punkt var efterhånden forsvundet, som hun var blevet ældre og var blevet mere ... besværlig. Hans modstand mod hende var kun vokset det halve år, hun havde været i besiddelse af hans sjæl. Hun havde ingen hæmninger og brugte det i mod ham, når det passede hende.

Han var lige ved at ville sige til hende, at det var, hvad forventningerne var til hende, at hun ikke skulle være andet end en tomhjernet gås i en mands hjem, selvfølgelig lidt pænere formuleret, da hun pludseligt ville have ham til at hjælpe hende ud af kjolen. Lidt af stivheden gik af ham af ren og sker overraskelse.
"Mylady, jeg er ikke sikker på, at det er passende," fik han med lidt chok i stemmen sagt. Det var absolut ikke passende. Nok var det sket nogle gange, da hun var barn, at han havde hjulpet hende i og af tøj, men det var stoppet så snart hun nåede en hvis alder. Og nu var hun en ung kvinde! Han kunne ikke som mandlig tjener, og slet ikke i sit eget kammer, afklæde hende! Det havde hun sine kvindelige tjenere til! Han nægtede! Tænk hvis greven fandt ud af det, han ville få med stokken!

Tjenerens korrekthed irriterede virkelig Laurenne. Hun vidste ikke, om hun ligefrem havde håbet på noget forståelse fra Wolfram, men hans svar som nærmest lød indøvede var utroligt irriterende. Tjenere burde ganske givet ikke udtrykke deres egne meninger, men nu var Wolfram ikke en hvilket som helst tjener, og forholdet mellem dem var også næppe helt normalt siden episoden med halskæden. Kunne han da ikke forstå, at hun havde hørt alle de forklaringer før? Han lød næsten lige som hendes far. En sødere og noget mere forstående udgave af hendes far, men stadig.

Hun sukkede irriteret, da Wolfram nægtede at åbne hendes kjole. Det hjalp ikke ligefrem på hendes humør, og han skulle efterhånden til at passe på.
"Hvad der ikke er passende, er en tjener, som nægter at adlyde en direkte ordre" Hun vendte sig om og så ham ind i øjnene. Det var tydeligt, at hun ikke tålte mere trods i dag. 
"Nu hjælper du mig ud af den her kjole" der lå en uudtalt trussel efter ordren. Hun kunne finde på mange ting at gøre, hvis han ikke makkede ret. Og hvis hun ikke kunne kunne komme med en passende konsekvens, var der andre måder. En ulydig tjener var en ulydig tjener, selvom det var Wolfram. Og hun vidste, at var der en ting som om muligt kunne gå hendes far mere på end hendes evindelige "fejltrin", så var det ulydige tjenestefolk.
Hun vendte sig om igen, og trak håret over skulderen, så han kunne komme til at åbne de mange små knapper. 

Det var helt og holdent med vilje, at Wolfram holdt sig så korrekt, selvom det næsten ikke var nødvendigt med deres historie. Han ønskede ikke at vælge side mellem Laurenne og greven, for han tjente dem begge, og det ville kun skabe alt for mange problemer for ham, hvis han åbenlyst støttede op om den ene eller den anden. At han var fanget som en lus mellem to negle var en anden sag, greven var den øverste myndighed og med få ord kunne han ødelægge Wolframs liv, rive det i småstykker og lade ham lide for resten af hans liv. Og Wolfram var ikke ung mere, tanken om ikke at have et sted at høre til mere, skræmte ham, selvom det sted han havde, ikke var godt. Men det var bedre end ingenting.
Laurenne, ja hun havde andre måder at gøre hans liv surt på. Halskæden, der lå smukt mod hendes blege hud, kunne bruges i mod ham. Hvor meget var usikkert, men den indholdt hans sjæl, og de var forbundet. Så meget havde de fundet ud af.

Wolfram mødte hendes blik, og han fik en mindre klump i maven. Det var ikke muligt at sige nej. Et stik af bitter vrede gled igennem ham. Han hadede at blive truet til ting, han ikke ønskede at gøre. Det var sket utallige gange i hans lange liv, og det blev aldrig nemmere at bide det i sig. Opgivende vippede hans overkrop en smule frem i et buk for at vise, at han ville gøre, som der blev sagt, inden han trådte hen til hende.
En tot hår var ikke kommet med, men hang fast i knapperne, og han fjernede den forsigtigt, inden han lagde den over hendes skulder, noget der fik hans småkolde fingre til at snitte huden under hendes nakke. Med rolige og faste bevægelser begyndte han at knappe de små knapper op, en for en, ganske forsigtig med ikke at komme til at rive en af ved et uheld. Det var ikke første gang, at han åbnede en kjole, men han måtte indrømme, at skjorter sagde ham mere.

Mens han arbejdede sig ned af hendes ryg, skævede han til sølvkæden, der lå om hendes hals. Det ville være så let at flå den af hende. Tage sin sjæl tilbage. Men hvad ville det nytte? Hun ville sætte ild til hans rum for at få den tilbage, og de ville stadig være forbundet. Der var ingen af dem, der vidste, hvordan magien i halskæden virkede. Kunne han overhovedet få sjælen tilbage eller ville den for evigt være fanget i det dråbeformede vedhæng? Selv når hans krop gik til grunde og blev til støv?
Nej det var bedre at vente. Lære mere. Tage chancen på det rigtige tidspunkt.
Wolfram knappede den sidste knap op og tråde et skridt tilbage.

Et kort gys gik gennem Laurennes krop, da Wolframs fingre strejfede hendes hud. Hun var ikke vant til så blide berøringer. Hvis det ikke var fordi hun kendte Wolfram, kunne hun næsten have bildt sig ind, at de blide berøringer afslørede en form for kærligt forhold mellem dem. Det havde der måske været, men det var længe siden. Meget havde ændret sig på den korte tid. Hun kunne mærke et kort strejf af tristhed. Livet havde nu været lettere dengang. Wolfram havde været mere far for hende end hendes egen far, og på en eller anden måde, havde det været nok. Men det var også inden hun blev tvunget til at tage stilling til ting som ægtemænd og sit eget og familiens gode navn. Hun skubbede følelsen til side, hun havde ikke brug for at stå og blive sentimental.

Da den sidste knap blev åbnet, lod hun kjolen glide end over skuldrene og ned over armene, indtil den med en næsten uhørlig lyd landede på gulvet. Under kjolen havde hun, som sædvanlig, en tynd underkjole som klæbede sig til hendes krop. Det var et helt bevidst valg fra hendes side. Men skulle lade mændene vente, aldrig afsløre det hele på en gang. Det havde hun for længst lært.
Hun vendte sig igen mod Wolfram, noget af vreden var efterhånden væk fra hendes blik.
"Til tider undrer jeg mig over over, hvorvidt han overhovedet holder af mig" Hun gjorde sit bedste for at holde tristheden væk. Hun mente ikke selv, at hun havde mange svagheder, men farens manglende kærlighed var nok en af dem. "Eller om han kun ser mig som en af kreaturene som vi opdrætter til salg"

Wolframs blik gled straks lidt op og ud til siden, så han ikke så direkte på den unge kvindekrop foran sig. Det var ikke fordi, at den sagde ham ret meget, men der var noget forkert i at se Mylady så let påklædt. Trods at deres forhold var blevet dårligt, påtvunget og manglede positive følelser, havde han fulgt hende op igennem hendes barndom, ja, han havde brugt mere tid med hende end hendes egen far havde, og det var ikke rigtigt at se hende sådan, iklædt den tætsiddende underkjole. Så han så pænt mod en usynlig plet i loftet et stykke bag hende.

Dog fór hans blik kort til hendes ansigt, som hun begyndte at stille spørgsmål ved, om hendes far elskede hende. Vreden var ved at vige for triste følelser, og et eller andet sted følte han med hende. Men han flyttede hurtigt blikket igen og overvejede, hvad han skulle svare.
Elskede greven sine børn? Det korte svar var nej. Wolfram havde aldrig set ham se på sine børn med så meget som et glimt af kærlighed. Det virkede til, at han holdt mere af Merric end af Laurenne, men det var nok af mere praktiske årsager. For Wolfram var der ingen tvivl om, at manden havde fået børn, fordi han skulle have en arving. Han var ikke en børnevenlig mand. Og han havde aldrig interesseret sig for Laurenne, hun var, som hun salv lige havde sagt, et kreatur opdrættet til salg. Hvilket vist efterhånden var gået op for hende, som hun var blevet ældre.

Han vidste ikke, hvad han skulle svare hende. Sandheden ville gøre ondt, og selvom han ikke rigtigt havde noget tilovers for hende, var hun stadig lidt den lille pige med det skrabede knæ, han havde pustet på. Men han kunne heller ikke lyve. 
"Jeg tror ikke, at Deres far nogensinde har holdt af nogen. Ud over Deres moder." Han kørte en hånd over skægget langs det ene kindben, endeligt en mere levende bevægelse, fulgt af en svagt medfølende tone. Nej, greven var ikke en mand med nogen varme følelser. Slet ikke efter, at hans hustru døde, det var som om, at alt han havde haft, var blevet brugt på hende. Selv ikke i sin barndom havde greven haft barmhjertighed eller medfølelse. Wolfram var nogle år ældre end greven, og han erindrede ikke at have set den yngre dreng holde andre kær end sig selv.

Laurenne nikkede en enkelt gang. Svaret kom egentlig ikke bag på hende, men derfor gjorde det alligevel mere ondt, end hun havde lyst til at indrømme.
"Det er vel en form for trøst, at det ikke kun er mig, som han ikke kan holde af" hun sank en enkelt gang. Hvad skulle hun overhvoedet bruge faderens kærlighed til.. Hun havde lært at klare sig selv. Desuden fik hun al den kærlighed og opmærksomhed hun havde brug for, fra de mænd, som hun slæbte med i seng. De rigtig specielle fik endda lov til at gøre hende selskab et par gange, men så blev de også altid sparket ud. Hun havde ikke brug for at knytte nogen følelser til dem, det handlede kun om, hvilken nydelse de kunne give hende.

Hun tog sig selv i at stå og betragte Wolfram en anelse. Var der stadig en del af ham, som holdt af hende? Hun havde gode minder om ham, men deres forhold var noget helt andet nu. Og alligevel..Der var mange ting, som hun kunne få fra ham, som hun endnu ikke havde gjort krav på. Hun havde aldrig fundet det nødvendigt, men måske tjeneren ville være en kærkommen forandring i forhold til de selvglade adelssønner, som hun normalt underholdte sig selv med.
"Se på mig, Wolfram" stemmen var blidere nu, men der  kunne stadig ikke herske nogen tvivl om, at det stadig var en ordre. Hun tøvede et øjeblik, usædvanligt usikker på sine handlinger, men lod så fingrene glide op til stropperne, som holdt hendes underkjole oppe. Langsomt løftede hun stropperne så de gled ud over hendes skuldre og underkjolen faldt mod gulvet.

Wolfram behøvede ikke at se på pigebarnet for at vide, at hun var ked af det. Han kunne høre det på hendes stemme. Måske burde det give ham noget medfølelse, få hans hjerte til at gøre ondt og give ham en trang til at trøste. Måske en svag gnist et sted bagerst i hans kølige hjerte, følte han også sådan, men Laurenne havde ødelagt det for sig selv for længe siden. Hun var ikke en lille uskyldig pige mere, hun var en ung kvinde, der havde lært at udnytte verden til sit eget formål. Nøjagtigt som hendes far gjorde. Æblet faldt ikke så langt fra stammen, som hun selv troede.
Han var tavs. Vidste ikke, hvad han skulle svare og så var tavshed bedre.

Se på hende. Helst ikke. Wolfram tøvede, men drejede så alligevel blikket mod hende. Tidsnok til at se det fine stykke stof falde til gulvet og afsløre en voksen teenagekrop. Langt fra en rigtig kvinde endnu, men gammel nok til at have noget at vise frem.
Den ældre herre kunne mærke blodet forsvinde for sit ansigt, og hans første reaktion var at lukke øjnene. Hvilket han gjorde, for det var pludseligt ikke nok at se væk fra hende. Hvorfor afklædte hun sig?! Hans hjerte havde sat farten op, ikke på grund af lyst, det var Laurenne og hun var en kvinde, men af panik. En følelse han sjældent mærkede, men lige nu var det næsten ved at få hele hans krop til at sitre. Det var for meget. Han kunne ikke finde sig i den slags. Han var bare en tjener!

"Mylady, hvad er det dog, De laver? Jeg må protestere, det er ikke passende!" Uden at åbne øjnene trådte han to skridt tilbage, hvilket fik ham til at bakke ind i lænestolen.
Det var ikke så meget hendes nøgenhed. Kvinder sagde ham ikke så meget. Men hvis greven nogensinde fandt ud af, at Wolfram havde ladet hans datter smide tøjet foran ham, ville han blive smidt i nærmeste sø med en sten bundet til anklerne. Efter at være blevet kastreret, også selvom greven godt vidste, at Wolfram ikke var interesseret i kvinder. Nok elskede manden ikke sin datter, men han hadede sin tjenestestab.
Og hvorfor smed hun tøjet? Hvorfor ville hun være nøgen foran ham? Han havde en idé, men han turde ikke sætte ord på den. Han håbede ved alle guderne, at hun drillede ham!

Det var ikke nødvendigvis den reaktion Laurenne havde forventet - eller håbet på. Hun havde ikke forventet at Wolfram med det samme ville springe på hende, de havde trods alt haft lang tid til at opdage, hvis der var nogen som helst form for seksuel spænding mellem dem, og hun var ikke den mindste smule i tvivl om, at den ikke eksisterede. Men nu var hun gået så langt, hun kunne ikke bare tage tøjet på igen og luske op til sig selv. Wolfram måtte ganske enkelt mande sig op.. Om ikke andet kunne han da se på hende. Hun var trods alt ikke forfærdelig at se på.. Han burde egentlig føle sig beæret, bedre mænd havde fået lov til at se hende nøgen. Og være, for den sags skyld. 

Hun gav ham tid til at brokke sig og lige komme sig over chokket. Hvis hun skulle have noget som helst ud af ham, blev han nødt til at falde lidt ned.
"Du bekymrer dig for meget om, hvad der er passende eller ej" stemmen var uden følelser. Ikke engang kølig, bare.. flad.
"Kom herhen og se på mig" Hun tøvede et øjeblik. Selvom han sikkert ikke ville forstå det, forstod hun hans skræk. Han så ganske vist døden i øjnene ved at adlyde hendes ordre, men blev de opdaget, ville hun gå en skæbne i møde, som lige så vel kunne være værre end døden. Hendes far kunne være kreativ, når det lige ramte ham.
"Han får ikke noget at vide. Det vil også gå ud over mig, hvis han finder ud af det" Hun gik hen og greb ud efter hans hånd. Til dels for at hive ham lidt væk fra stolen, til dels for at placere den på hendes bryst, hvis hun faktisk formåede så meget som at bevæge hans hånd.

Det måtte være et mareridt. Han drømte. Laurenne havde ikke lige smidt sin kjole på gulvet og stod ikke nøgen i hans kammer. Det kunne bare ikke ske.
Men det gjorde det, og det vidste han også godt. Tankerne, håbet, om, at det ikke skete, var bare svage ekkoer bagerst i hans sind, mens hans tanker fór af sted i søgen efter en udvej, der ikke krævede, at han så på hende. En udvej, hvor hun tog sin kjole på igen og de kunne skilles og lades som om, at det aldrig var sket. Men intet dukkede op, det var som om, at hans ellers skarpe sind var frosset. For hvis Laurenne ønskede andet end at tage tøjet på igen, hvordan fik han hende overbevist om, at hun skulle lade være?

Han åbnede ikke øjnene, da hun bad ham om det. Det kunne han ikke. Igen, det var ikke hendes nøgenhed, han var bange for, nøgne kroppe var bare det, kroppe. Men det var alt det, der lå bag, der fik ham til at stivne og miste evnen til at fungere. Mistanken om, hvad hun ville med ham. Viden om, at han ikke kunne kæmpe i mod. Hendes greb om ham var stærkere end noget, han kunne slippe ud af.

Det gav et svagt ryk i ham, da hun tog hans hånd og fik ham til at gå et skridt frem, inden hun lagde hans hånd mod hendes bryst. Hans pustede ujævnt luften ud igennem næsen, inden han åbnede øjnene og så på hende ansigt. Hans kæbemuskler var spændt hårdt op, og hans mørkebrune øjne lukket af for følelser, bortset fra en svag desperation og, måske, hvis man kiggede godt efter, en svag bøn.
"Laurenne, det er ikke nogen god idé. Selv hvis Deres fader ikke opdager noget, er det stadig..." Han ville sige upassende igen, men tøvede kort, inden han brugte et andet ord. "... ikke rigtigt. Jeg er langt over dobbelt så gammel som Dem, og De er min Mylady!" Han forsøgte virkeligt at bringe hende til fornuft, mens han hånd stadig lå mod hendes varme hud. Han så slet ikke på hendes krop, der var ingen lyst i ham, ingen impuls til at røre. Hun kunne næsten lige så godt være en død fisk for hans skyld.

Laurenne havde håbet på, at det ville gøre det hele lidt bedre, når Wolfram åbnede øjnene, men der kunne ikke herske nogen tvivl om, at han ikke havde det store tilovers for, hvad han så. Ikke at han rigtig så på hendes krop. Det gjorde hende af en eller anden grund gal. Hun forventede ikke, at han skulle være entusiastisk, hun forventede ikke engang, at han skulle nyde det, som hun ville have af ham. Men han behøvede ikke opføre sig som om, at hun nærmest frastødte ham. Irritationen var tydelig i hendes blik, som hun strammede grebet om hans hånd og tvang ham til at gribe hårdere om hendes bryst. Hvis det skulle være med den på, var det fint med hende. 

Hun ignorerede hans protester, men slap dog hans hånd og trådte et enkelt skridt tilbage. Hun behøvede ikke forsvare sine handlinger overfor ham. Uden så meget som at fortrække en mine, lod hun sin håndflade lande mod hans kind med et hørbart klask. Slaget prikkede i hendes egen kind, men hun var ligeglad.Hun gik hen til hans seng, og lagde sig i den. Hun hævede sig op på albuerne og så over på ham.
"Tag tøjet af" Hendes stemme fortalte med al tydelighed at det var en ordre, som skulle gennemføres uden brok. "Jeg går ikke ud fra, at jeg behøver vejlede dig yderligere i, hvad du skal gøre" Hun havde ingen ide om, hvorvidt Wolfram havde været sammen med en kvinde før, men hun var ligeglad. 

Det var ikke svært at se på hende, at hans reaktion, eller mangel af samme, ikke faldt i god jord. Hvad havde hun forventet?! Han var ældre end hendes far, han var ikke interesseret, hun ville have ham til noget, han ikke ville. Men hun greb hårdere fat om hans hånd, så den blev presset mod hendes ungdommelige bryst, selvom alt han ville var at slippe og træde væk. Som havde hun læst hans tanker, slap hun ham sekunder senere, og han lod lettet hånden falde. Måske hun havde givet op.
Slaget ramte hans kind og sendte hans hoved en anelse til siden. Hans kind brændte, og han lukkede øjnene et sekund, mens han tog en dyb vejrtrækning for at håndtere overraskelsen og vreden. Det burde han næsten have forudset. 

Langsomt åbnede han øjnene og rettede hovedet fremad igen. Vreden fik hans kæbemuskler til at arbejde, men synet af hende, som hun lagde sig i hans seng, fik vreden til at forsvinde som dug for solen, og i stedet gøre plads til kvalmen. Det var ikke til at bære. Havde han være en mand med mindre selvkontrol, havde han klynket som en såret hund, men i stedet sank han en klump og knyttede sine hænder.

Tag tøjet af. Hun mindede ham for meget om hendes far, som hun kommanderede rundt med ham. Alt i ham protesterede, og han blev stående. Hvordan kunne hun tvinge ham til det her? Det føltes så uvirkeligt. 
Men han vidste, at han ikke havde nogen vej udenom. Hendes stemme, hendes blik. Slaget mod hans kind. Opgivelsen fyldte hans krop, som han trak skjorten op af bukserne og derefter hev den over hovedet. De mange tatoveringer kom til syne, spredt over hans ældre overkrop, der dog tydeligvis blev brugt. Kunne han dog bare flyve væk som en af sine ravne. Han hang skjorten over ryggen på lænestolen, inden han gik igennem rummet til sengen, hvor hun ventede på ham. Tavst satte han sig ned og bukkede sig frem for at trække støvlerne af. Bagefter rejste han sig og løsnede snoren, der holdt hans bukser oppe om de smalle hofter, inden han skubbede dem ned, afslørende de andre tegninger i hans hud. 

Det var ikke fordi, at han var genert. For sin alder havde han en pæn krop, og den havde tilfredsstillet mange igennem hans liv. Men at være nøgen foran Laurenne var bare ikke rigtigt, og han ville ønske, at han kunne dække sig til. Han havde trods alt taget sig af hende, siden hun blev født, og selvom han ikke var plaget af faderlige følelser, havde han lidt påtaget sig rollen som far, de steder, hvor greven ikke havde haft interesse i at være. Hvilket var næsten over det hele igennem børnenes opvækst. Nok var hun blevet 17, men hun var stadig et barn i hans øjne. Det fik ham til at føle sig beskidt på et helt nyt niveau, selv greven ikke kunne slå.

Og så var hun en kvinde. Han havde været i seng med kvinder før, da han var ung og ikke havde fundet ud af, at det var mændene, der havde hans interesse. Noget en staldknægt ved en anden adelig familie, de havde besøgt, havde vist ham, og han havde aldrig set tilbage siden. Ville han overhovedet kunne gøre hende tilfreds? Vidste hun overhovedet, hvad hun bad ham om? Han tvivlede. Der var ingen grund til, at hun skulle vide, hvem han delte seng med. Og hun fandt forhåbentligt aldrig ud af, at hendes far vidste det. Og udnyttede det.
Han satte sig på sengekanten igen, uvillig til at røre hende.
"Hvad ønsker De, at jeg skal gøre, Mylady?" Det lød ikke en indrømmelse af, at han ikke vidste, hvad han skulle gøre, selvom det var lige netop det, han skjulte det i stedet som et ønske om, at hun ville fortælle ham, hvad hun ville blive tilfreds med. Og han kunne ikke få sig selv til at starte.

Laurennes blik var låst fast på Wolfram ansigt, da han begyndte at tage skjorten af. Hun havde aldrig tænkt på tjeneren som andet end netop det - en tjener. Måske som en faderfigur, den gang hun var lille, men siden hun var blevet gammel nok til at forstå forskellen i deres rang havde det ændret sig. Men hun havde aldrig tænkt på ham med nogen form for seksuel nysgerrighed. Det var Wolfram, hendes fars tjener, nu hendes tjener.. Han var gammel, alt for gammel til hende, og alligevel havde hun et behov for at gennemføre, hvad de var i gang med. Hun vidste ikke selv hvorfor. Hun skubbede tvivlen til side, hun måtte ikke tøve eller vise nogen form for tvivl. Wolfram var en klog mand og han kendte hende godt nok til, at han ville kunne se det på hende.
Hun tvang sig selv til at lade blikket glide end over hans krop. Hun studerede hans mange tatoveringer. Han var ikke nogen grim mand, hun havde helt klart været sammen med værre udseende mænd. Da han lod bukserne falde, gled hendes blik længere ned. Med det samme vendte hun det dog mod loftet. Hun forsøgte at se ud som om hun kedede sig, men sandheden var, at hun ikke kunne få sig selv til at kigge på ham når han stod fuldkommen nøgen.

Hun rykkede sig en anelse, så der var plads til ham i sengen. Hun lod blikket finde hans ansigt igen. Hun forsøgte at se kølig ud, men hun vidste at hendes usikkerhed skinnede igennem. Det irriterede hende, men i sidste ende var det ligegyldigt, hun ville ikke bukke under for den. Det var ikke anderledes end når hun havde hevet en ung strandknægt med ind i en høstak, når der ikke var nogen som kiggede. 
"jeg ønsker, at du skal tilfredsstille mig" Forsøget på at få det til at lyde som en ordre lykkedes ikke helt. "jeg er ikke ude efter ømhed eller noget, som skal vare hele dagen, ligeledes er jeg ligeglad med, hvad du får ud af det"

Wolfram kunne se hendes usikkerhed. Den lagde sig om hendes øjne og fik en næsten usynlig rynke frem ved hendes mundvig. Men samtidigt var hendes blik fyldt med den stædighed, hun altid havde besiddet. Hun havde sat sig noget i hovedet og det skulle gennemføres. Hvad end det ville koste, også for hende selv. Sådan havde hun været lige siden hun var barn. Nej, dette var ikke noget, han ville komme ud af uden at gøre som hun sagde. Eller på en eller anden måde lide, om det var via halskæden, hendes far eller en anden form for hævn fra hendes side. Så kunne han jo så overveje, hvad der var værst. At gøre som hun bad om, eller tage en straf, han ikke selv syntes, at han fortjente. Det var et overraskende svært valg.

Hendes svar på hans spørgsmål hjalp ham ikke rigtigt, men det fik ham til at håbe, at det bare var denne gang. Det måtte bare være denne ene gang. Og han ville uden tvivl gøre så dårligt et stykke arbejde, at hun ikke ville føle trang til at prøve igen. Hvis han overhovedet kunne. Han var ikke tiltrukket af hende, hverken som kvinde eller som person. Han kunne godt se, at hun ville blive en smuk kvinde, når hun var færdig med at vokse og få former, men det var stadig ikke have sagt ham noget. 

Han holdt et suk tilbage, og tøvede meget tydeligt, inden han nikkede ganske let som for at sige, at han havde hørt hendes ord. Det tog alt, hvad han havde i sig, for at række ud og lægge en hånd på hendes lår. Hendes hud var brandvarm under hans kronisk småkolde hånd. Langsomt tvang han sig selv til at stryge fingrene over den bløde hud på hendes inderlår, halvvejs oppe. Han havde lyst til at lukke øjnene i håb om, at det gjorde det lettere. At han kunne forestille sig, at det var en mand, han rørte ved. Men hendes hud var så silkeblød, at det nok ikke ville hjælpe noget alligevel. 
Gjorde hun ikke noget for at afbryde ham, ville han sidde sådan lidt, kærtegne hendes hud og forsøge at overbevise sig selv om, at det nok skulle gå, han havde ikke andet valg og det var bare denne ene gang. Lidt efter lidt, ville hans fingre bevæge sig længere op i mod hendes køn, men han kunne ikke få sig selv til at røre.
Hans ansigt var som hugget i sten. Ingen nydelse, ingen afsky, bare lidt sammenbidt og uden nogle følelser i de mørke øjne.