Middagssolen hang højt på himlen som Mitch cirklede ned mod den lille hytte. Den lignede sig selv fra sidst han havde set den. Solidt bygget og ganske alene i en lysning af skoven. Et ud over det sædvanlige for dens - havde det ikke været hvilken skov den lå i og i hvilken nærhed det var af Ulvedalene. Kun få ville bygge så tæt varulvenes område. Kun få ville få lov til at overleve der.
Han havde dog ikke været bekymret for rødtoppens sikkerhed. Hun var så meget en del af familien som den lille kat han havde bragt hjem. Nogen bånd skabt i barndommen virkede bare på den måde.

Det var da også Amy han så først som han kom lavt nok ned til at skelne personer i skovens løv. Det røde hår var for en gang skyld en fordel for hende, men også at det virkede til at de to piger havde gang i en mindre krig på vand. Et glimt gled op i hans blik, som han lydløst landede bag Amy. Den mørkhårede så ham, men valgte uskyldigt at smide en våd klud mod Amys hoved i stedet for at advare hende. Der gav Mitch muligheden for at komme helt op bag hende og lukke vingerne sammen om dem og lade armene glide om hende. "Min."

På en og samme tid var tiden gået hurtigt og langsomt. Det var nemt at falde ind i rytmen med daglige gøremål, og hvor komfortabelt det var at rende rundt med Caitlin hver eneste dag. Hun havde også gradvist lært Gidion bedre at kende, omend han mest var en tavs rolige mand, men han kunne sidde og smile muntert når Caitlin og Amy sad og fortalte hinanden historier og mindes eventyr. Med tanke på det, var tiden gået hurtigt.
Med tankerne kredsende om Mitch løfte om at komme tilbage, uden at have nogen tidshorisont for hvornår det faktisk skete, føltes tiden ulidelig lang.

Heldigvis, var Amy nem at distrahere, med blot den rigtige motivation. Som at pjatte i vand. Amy var ikke sikker på hvem der havde startet, men krigen var udbrudt under latter, uden at nogen rigtig lod tankerne dvæle ved at tøjet blev vådt i det kølige vejr. Den rødhårende kom med en spruttende lyd da en meget våd klud ramte hende i ansigtet, og hun bakkede uvilkårligt, ind i en favn der lukkede sig om hende bagfra.

Et kort øjebliks panik nåede at male sig på ehndes ansigt, før hun genkendte de mørke vingerne der lukkede sig omkring hende og stemmen i øret. Dette medførte et lettet suk og et varmt smil der bredte sig på hendes læber. "Du er tilbage" Hendes arme krammede hans ind til sig, og drejede hovedet ind imod ham. Hun vidste hun havde savnet ham, men lige nu fandt hun for alvor ud af hvor meget.

Mitch hold taget let, så hvis Amy ville så kunne hun slippe fri. Han vidste hvordan kunne reagere på nærkontakt, men fristelse for at lukke hende inde i vingerne og holde hende ind til sig havde været for god til ikke at tage. Især da gode overraskelser havde været så få i hendes liv.
Han sendte et smil til den mørkhårede pige, der havde vinket let til ham nikket til hilsen og lavet et hovedkast mod hytten, før hun var forsvundet i den retning. En klar invitation til når de havde hilst færdig. Meget diskret og uforstyrrede.

I det sammen vendte pigen i hans arme sig rundt og gled sine om hans liv. Noget der ligefrem opfordrede ham til at holde hende tættere ind til sig. En sjælden tilskyndelse, som han gladeligt fulgte. "Lige landet." Han lod den ene hånd følge hendes ryg op til den kunne glide ind i hendes hår og lat holde hendes hoved mod hans bryst. "Du lignede en der var i problemer kun et ly kunne afhjælpe..." Munterheden var til at høre i hans stemme, som han lod vingerne glide tilbage på plads og frit kunne se ned på hende.

Amy havde aldrig nogensinde været den mest krammende eller nærgående berørings type, og der var gode grunde dertil. Hendes tid på gaden havde ikke ligefrem givet plads til sådanne ting, og hun havde aldrig nogensinde budt dem velkommen. Caitlin havde været anderledes, for hun var som en søster. Selvfølgelig kunne hun sove ved siden af hende, og give hende et kram, men hun var også nok den eneste. Ud over Mitch.

Hun havde savnet ham, mere end hun nok ville indrømme, og det kom til udtryk nu som hun lagde sine arme om ham og hvilede hovedet mod hans bryst, svagt lukkende øjnende for et kort øjeblik. "Godt du kunne komme og skærme mig for sådanne uhyrligheder" svarede hun med latter i stemmen. Der gik lidt ekstra sekunder, hvor hun bare nød følelsen og den varme det gav i maven at stå sådan, før hun trak sig en smule tilbage igen. "Fik du ordnet det du skulle?"

Mitch nød det sjældne øjeblik af nærhed, som han fik lov til at stå med armene om Amy og hende lænende sig ind mod ham. Pigen havde ar på sjælen om berøringer, hvilket han havde erfaret hårdt den første gang de mødtes. Ikke et af hans bedste øjeblikke, men han havde da fået hende beroliget en smule ned dengang.

Som hun gjorde tegn til at ville fri lod han hånden falde fra hendes baghoved og løsnede i det hele taget armene fra omkring hende. "Ja. Det er ordnet." Det havde ikke været noget pænt ærinde efter han havde fundet den han søgte. En uafsluttet opgave fra hans gamle liv, der havde affødt lidelser ikke nødvendige ved at have ventet.

"Er I begge kommet jer helt?" Han havde ikke følt nogen rest af skade hos Amy fra de bank hun havde taget i skoven, men han havde heller ikke før nu ladet sin magi søge undersøgende ud. Af de to piger havde den lille kat også været hårdest ramt og mindst fornuftig i valg af kamp.

Det blev nemmere. Selvfølgelig havde Amy stadig sine op og nedture, især hvad nærkontakt angik, men jo mere hun lærte Mitch at kende. Jo tættere hun kom på ham og jo bedre de lærte hinanden at kende, des nemmere blev det at lade ham komme tæt på. Hun følte sig ikke nær så meget i farezone, men langt mere beskyttet. Men hun havde stadig sine grænser i hvor længe hun kunne gøre det. Lige nu havde afsavnet været langt større end hendes trang til at sætte en mur op omkring sig selv, og vigtigst af alt, det havde jo været rart at stå sådan som de havde gjort.

Hun nikkede, og undlod at stille spørgsmål. Amy var stadig ikke sikker på hvorfor han havde været nødt til at rejse, og når han ikke uddøb det, var det fordi det enten ikke kom hende ved, eller at han ikke ville bebyrde hende med det. Det kunne hun acceptere.
Amy sukkede derimod dybt ved hans spørgsmål og kiggede ned et kort øjeblik. "Ikke helt. Jeg var ikke nær så hårdt ramt, men Caitlin." Ikke så hårdt ramt fysisk i hvert fald. Tanken om hvad mændene havde haft i sinde at gøre fik det stadig til at løbe iskoldt ned af ryggen på hende. "De fysiske skader er næsten væk, og Gidion lader hende vidst snart også tage ud af huset igen uden at vove over os som en høg" hun forsøgte med et let grin, der gled ud i at forblive som et smil. "Det var skræmmende, Mitch" smilet falmede, men forsvandt ikke helt. For hun var ikke bange mere, men det var stadig en uhyggelig tanke.

Mitch løftede en hånd og strøg blidt en finger hen over Amys kind, skubbende en af de flammende krøller om bag hendes øre for det øjeblik den ville blive der. Han havde været så heldig hun ikke havde fået den værste tur og endnu mere at begge piger havde overlevet.
"Jeg tager et kig på hende, når vi går ind." Han havde gjort lidt til at hjælpe pigen i gang med at komme til hægterne, men det meste havde hendes krop selv måtte stå for. Det korte syn mens de to piger havde været i leg havde lettet den værste bekymring. De var et par sejlivede størrelser.
Halvt forsøgte et smil også at nå hans læber, men endte med at forblive i blikket. "Det var heller ikke et pænt første syn han fik." Dog ikke så slemt som det han var landet i lysningen til.

Så lagde han stille hånden om nakken på Amy igen og trak hende kort ind til sig. "Det forbliver vi enige om." At holde hende tæt var alt han ønskede, men han vidste også hvor forsigtig han skulle være med det. Af samme grund slap han hende da også hurtigt igen. "Tiden vil gøre sit og nye minder resten." Han smilede forsigtigt til hende og fortsatte så. "Skal vi slutte os til de andre før kattens nysgerrighed tager livet af hende?"

Fortrængning havde i mange år været Amys måde at bearbejde mere eller mindre alt på. Nemlig ved ikke at bearbejde noget. Men tiderne havde ændret sig, og selvom de langt fra talte om hvad der skete hver dag, så havde de berørt emnet. Måske de burde havde talt mere, men Gidion havde taget sin tørn med dem – selvom hans bekymring også havde gjort sit for at skræmme en lille smule mod at komme ud igen. Amy rystede let på hovedet. Hun kunne ikke engang forestille sig hvor meget panik og væld af følelser der gik igennem Gidions hoved som de var kommet frem. Faktisk sank hun en lille klump i halsen ved tanken. Hun håbede aldrig nogensinde at opleve de følelser selv, eller udsætte andre for dem.

Amy smilede, et let forsikrende smil om at hun var enig i hvad han sagde. Minder var vedvarende, men de falmede i styrke som tiden gik og nye bedre og glade minder dækkede over. Hun havde set det virke før. ”Nok en god ide. Ellers bliver jeg bare bombarderet med spørgsmål” eller hentydninger. Ikke at det generede hende, ikke når det var Caitlin.
Efter en lille nervøs tripning med den ene fod, stilte Amy sig let på tå og gav Mitch et blidt kys på læberne. Man kunne allerede nu se den lyserøde farve glide over hendes blege kinder, som hun trak sig tilbage og hun ikke helt kunne lade være med at smile. ”Vi må hellere” Hun tog hans hånd beslutsomt og trak ham med sig tilbage til huset.

Smilet brød endelig frem på Mitch læber som Amy svarede med en tone der tydede på at det allerede var sket. "Det gør du nu nok alligevel." Det blik de begge havde modtaget før den anden pige var forsvundet ind i hytten havde talt om mange spørgsmål og ideer allerede formet i det hoved. Så måtte de bare se hvor mange blev sagt højt også.

Hans tanker blev dog hurtigt og meget overraskende afbrudt, som Amy skiftede vægt lidt frem og tilbage foran ham for aå at læne sig ind. Hendes læber rørte hans. Florlet og for første gang og helt, helt uventet. Noget havde bestemt forandret sig mens han havde været væk denne gang!
Mitch rakte ud som Amy trak sig tilbage og strøg hende blidt over den ene blussende kind. Et varmt smil var på hans læber så meget som i hans blik. "Det må vi hellere... før jeg tager det der som en opfordring til mere." Han lod en finger prikke hende på næsen, før han lod hånden falde og hende tage den.

Han åbnede døren ind til hytten og lod blikket glide rundt til han fandt Gidion. Et lille nik, før han trådte til siden og lod Amy komme først ind. På bænken ved bordet så den lille kat ud til at være ved at springes med med spørgsmål og kun halvt have blik på det stykke træ hun sad og arbejdede med.

Det havde Mitch nok egentlig fuldstændig ret i. Caitlin var nysgerrig og havde alle dage været det. Og når hendes meget afstandtagende veninde pludselig vidste en interesse der var fuldstændig unormal, jamen så var det jo ikke et under at nysgerrigheden blev stærkere. Amy kunne ikke bebrejde hende, selvom der havde været spørgsmål hun ikke havde haft lyst til at svare på, eller helt selv forstod meningen bag. Ikke før hun havde tænkt noget mere over det. Det var godt nok hårdt at skulle til at forstå sådan noget komplicerede noget som følelser.

Rødmen blev ikke mindre, ej heller smilet selvom hun forsøgte at stoppe det lidt ved at diskret bide sig selv i læben. Det hjalp egentlig ikke. Faktisk kunne hun ikke engang lade være med at grine, knaldrød i hovedet over det han sagde. Nøj hun følte sig fjollet. Men hun havde en rar følelse i maven imens.

Amy havde fået nogenlunde kontrol over sit ansigt som de nåede til hytten og gik ind. Caitlin regnede det ud alligevel. Hun havde faktisk en mistanke om at selv Gidion kunne se det, selvom han var flink til blot at smile og nikke til Mitch som hilsen. Amys blik fandt frem til Caitlin, som Gidion høfligt og også med interesse spurgte ind til om Mitch havde haft en god rejse. Blikket som Amy sendte var medfulgt af et skævt smil og en mine om at koncentrere sig en del mere om Caitlins arbejde end Caitlin selv gøre. Så meget at hun spurgte ind til det, i detaljer for at Caitlin ikke skulle sige et eller andet der fik Amys kinder til at matche hendes hår.

Mitch stillede sig hen ved Gidion som de kom ind og gav derved de to piger lidt tid til at snakke næsten uforstyrret. Han havde kunne se spørgsmålene i øjnene på den lille kat, men om hun valgte at stille dem med ham i rummet var en anden sag. Om ikke andet fik hun muligheden for det.
Selv koncentrerede han sig for en stund om Gidion og svarede med så meget af turen han havde lyst til at dele. Mest en opridsning af de forandringer der begyndt at ske i Krystallandet. Kiles Orden var væk og de fleste åndede en del friere. Dem der ikke havde nydt lidt for godt af det andet styre.

Bag sig hørte han alligevel en dæmpet stemme lidt for muntert prikke til Amy. "Hvis jeg spørger, vil dine kinder så sætte ild til dit hår?" Se det var nok til at han vendte blikket over til pigerne med slet skjul latter i blikket. Dejligt at høre katten var ved at komme sig og at nogen kunne holde Amy lidt på tæerne. På en kærlig måde.

Nu opmærksomheden alligevel var samlet i rummet tog han ordet lidt mere fuldt. "Jeg tænker at fortsætte til Dianthos i morgen, hvis der er plads til en mere her i nat?" Han sendte Gidion et kort, spørgende blik, før han fortsatte. "Jeg håbede du måske ville følge med, Amy? Som et mere blivende sted?" Han fandt hendes blik og holdt det. Det var op til hende, men han havde fornemmet i Norden at hun savnede Hovedstaden, dens larm og muligheder.

Gidion lyttede og kom med medgivende svar om at ting havde forandret sig. Selv bare på få år, var der sket megen forandring overalt i landet, så det ikke var til at følge med. Hans øre opfangede godt hvad der skete ved pigerne, men han lod dem have så meget privatliv det nu engang var muligt når de alle var i samme rum. Men mentalt kunne han ikke lade være med at smile en smule breddere over Caitlins spørgsmål.

Amys reaktion resulterede i en blandet grimasse af smil, nedgnavning i egen læbe og forsøg på at kæmpe et neutralt udtryk frem, trods kinderne blev varme igen. "Orh ti stille..." ja, hvis hun blev meget mere varm i kinderne, ville der gå ild i håret! hun var næsten overbevidst. Samtidigmed fik hun sommerfugle i maven og lidt lysten til at daske Caitlin på armen. Selvom hun ikke bebrejdede den anden at spørge.

Amy drejede blikket til siden at følte en sten falde hårdt ned i maven som Mitch nævnte at han fortsatte allerede dagen efter. Hun forsøgte at skjule det, men hun var blevet en smule overrasket og gav sig næsten promte til at pille ved en af hårets mange krøller. Gidion nikkede "Selvfølgelig, der er altid plads til en mere" en gæstfrihed Gidion var opvokset med at udvise, og som aldrig forsvandt. Hans dør stod altid mere åben end lukket.
Det opfølgende spørgsmål var ikke rettet mod Gidion men derimod mod Amy selv som løftede blikket op til ham. Et kort øjeblik greb frygten hende, om at han ikke mente det, men det krævede ikke lang tid at holde øjenkontakt før frygten boblede væk. "Det vil jeg gerne" hun havde savnet hovedstaden, for Dianthos havde altid været hendes hjem. Men i øjeblikket vidste hun også godt at skulle hun vælge mellem at følge Mitch til Norden eller tage alene til Dianthos, så fandt hovedstaden ikke. En tanke der fik hende til at smile en smule mere, og denne gang fuldstændig ignorere at det var frit synligt hvor glad hun var for at han spurgte.

Mitch nikkede let til Gidion og fandt endda et taknemmeligt smil frem også. Han vidste han var kommet både uanmeldt og uventet anstigende, så at blive taget ind uden tøven var en værdsat og alt andet end sikker ting. Nok godt hjulpet på vej af redningen af den lille kat, men også hjertet den anden mand var udstyret med.

Så vendte han dog fulgt opmærksomheden mod Amy, der havde fulgt den lille udveksling med alle følelserne frit fremme og katten mere seende på hende end noget som helst andet. I det mindste lyste Amy nærmest op, som han afslørede sit håb om ikke at rejse videre alene. "Dejligt. Jeg tænkte nok du var begyndt at savne byen." At hans blik talte om at der måske kunne have været andre grunde til hun ville med ham lod han blive der.

Hørende en dæmpet fnisen fra katten, vendte han sig tilbage til snakken med Gidion. Der var en del nyt trods alt at give videre og han havde været en del omkring med Logan. Medanien havde måske altid været et af de mere fredelige steder, men faldet af Orderen havde trukket spor til områdets Fyrstefamilie og den slags ulykke faldt ofte nedefter.