En lille fiske by var målet som Jonathan havde fået, der skulle skabes kaos og ødelæggelse, og hvilken person var ikke bedre til det end Jonathan, han havde for engangs skyld iført sig sin mørkets hær uniform, men Jonathans rustning var ikke lavet af metal, men af læder sådan det var nemmere for ham at bevæge sig rundt når han kæmpede, solen var lige ved at gå ned og hvis Jonathan var lidt mere poetisk, var det nærmest et smuk syn at stå at se på, men nu var han på ingen måde sådan, han stod få sekunder og kiggede på de mange bønder og børn der var til stede, han gik roligt ned forbi en af de mange huse hvor taget nærmest var lavet af strøg, og nærmest var lige så let at antænde som papir, et lille smil kom frem på hans læbe, som han kørte sin hånd hen over taget som man nærmest kunne nå nede fra jorden af, og der gik ikke længe før der var ild i det første tag, Jonathan forsatte sin gang imod næste tag, og der gik ikke længe før at ilden havde taget fat i det tag også.

Panikken begynde at sprede sig i folk øjne, og kun få af bønderne var dumme nok til at prøve at stoppe Jonathan, få enkle sving med hans sværd og de lå døde foran ham, og det var nok til at andre ikke vil nyde samme skæbne, “ folk af denne by, i tilhøre nu mørket og i vil gør som der blir sagt ellers ville jeres landsby og dem i elsker dø for øjne af jer “ råbte han, som ilden tog mere og mere fat.

Det var efterhånden blevet rigtig mørkt og Elmira var godt klar over, at det var for sent for hende at tage hjem, derfor fandt hun en mindre landsby for at søge ly der. Indbyggerne var flinke nok og tilbød hende at sove indendøre, selvom hun sagtens kunne nøjes med at sove i en lade ned halm. Men måske hendes kjole afslørede at hun ikke tilhørte den laveste stand. "Tusind tak" havde hun sagt op til flere gange, da hun var ved at gøre klar til at sove.. dog skete der lige pludselig noget, som forstyrrede en eventuel nattero. Panikken spredte sig hurtigt i den lille hytte, hvor hun havde fået lov til at sove. Hun hørte noget om ild og mørkets hær.. det gøs hende ned ad ryggen, som hun i panik fik hevet sin frakke over den tynde natkjole, som hun kunne fornemme flammerne udenfor. Var de i færd med at brænde byen ned? Var der noget hun var bange for, så var det ild.

Elmira løb ud af hytten, sammen med den familie, som boede der. Lige i tide til at høre stemmen råbe op. Det gav et sæt i hende og hun nåede ikke at genkende stemmen, som hun i stedet gemte børnene bag sig. Det ildrøde hår fløj rundt i vinden, som hun ikke havde haft mulighed for at få styr på det inden de var blevet hevet ud af hytten. Forældrene til børnene stod også ved hendes side, så de alle tre kunne afskærme børnene for de lig, der lå rundt om ridderen. Elmira kunne ikke kende Jonathan i hans rustning, så hun var mildt sagt rædselsfuld for hvad der skulle ske. "Stop!" Skreg hun op, da Jonathan fældede endnu en fredelig bonde. Nu var det nok.

I den tid Jonathan havde været her, var der kommet mange lyde fra folk der skreg, og folk der falde om af hans klinge imod deres krop, hvert et skrig havde pralet af på ham, for når alt kom til alt havde han en opgave at gøre, han smed nogle kæder på jorden foran sig og begynde at råbe igen “ tag disse på dem der ville leve og stil jer i en række foran hinanden, dem der ikke gør det vil se hinanden dø, og alle jeres børn vil lide samme skæbne “ det var ordrerne der blev råbt to gange som en slags advarsel, og folkene vidste godt han mente dette, så der gik ikke langtid før de første ti mennesker havde lænket sig sammen, og stod nærmest som hunde foran ham.

Et bestemt “stop” blev fanget fra luften af Jonathan øre, et stop som ikke var som alle de andres, han vende sig om imod der hvor stemmen kom fra, og til hans store overraskelse stod den rødhåret kvinde, som han havde støt på før der, han kneb øjne sammen kort inden han gik nogle skridt over imod hende, Jonathan var nød til at fokusere på sin opgave og ikke hende, han havde mødt hende før og hun havde bestemt gjord noget ved ham, men igen så forsvandt hun bare ud af den blå luft.

Jonathan stoppede et par meter fra hende, og kiggede hvordan hun stod der beskyttende overfor børne bag hende, “ hvad laver du her “ sagde han bestemt men med en roligere tone, for af alle steder så lige her, når han var ved at vise sit sande jeg på en måde.

Det gøs Elmira langt ned ad ryggen, som beboerne i den lille landsby pludselig var fanget under hans vinger. Det var ikke en behagelig situation og Elmira vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Det eneste hun faktisk tænkte på, var at beskytte de børn og den familie, som havde tilbudt hende en plads i deres hjem. Børnene var skræmte og forældrene hysteriske. Hele landsbyen var blevet vendt på hovedet. Enkelte var endda blevet lænket sammen. Hendes røde hår kom i vejen for hendes udsyn, men hun kunne sagtens høre truslen og ikke mindst hvordan det fik mændene til at lænke sig sammen. Hvad var planen med det? Hun var nød til at stoppe ham? Men hvad kunne hun forvente, hvis hun først brugte sin magi overfor ham? Sidst havde været en helt anden situation for dem begge.

Uanset hvad fik Elmira råbt stop og det lod til at fange hans opmærksomhed, som han hurtigt vendte fokus mod hende og snart havde sat kursen imod hende også. Hun sank en klump, som han kom tættere på. Hvad nu? Hvad skulle hun så stille op? "Landsbyen tilbød mig en seng.." fremstammede hun lettere nervøs, før at hun bukkede hovedet for ikke at kigge på ham. En af de mindre børn greb ud efter hendes hånd, som hun dog fik er chok og vendte sig imod hende. "Ikke nu, Amanita" lød det lettere beroligende, som hun strøg pigens kind med et svagt smil på læben. Pigen hev let i hende. "Vær forsigtigt" sagde pigen, som hun skævede til Jonathan og kiggede på Elmira, der nikkede. "Selvfølgelig" svarede hun beroligende, før at hun atter vendte blikket imod ham.. hun strøg de røde lokker bort fra sit ansigt og så lettere forbavset på ham. "Hvad er meningen egentligt? Hvad har landsbyen gjort Dem?" Hun lød bebrejdende, men var mest af alt uforstående overfor situationen. Og hans mundering? Hvad var han?

Af alt det der kunne gå galt, så skulle det være at hun var her dette sted, og i sandheden finde ud af hvilken person han var, og hvordan det ville påvirke det hele, både imellem dem og hvad nu hvis det ene og det andet, kunne hun virkelig få ham til at stoppe når han først gik igang, hvad skulle han svare til hende? Skulle han bare sige sandheden som den var.

Jonathan kiggede på den lille pige, han var ikke interesseret i at slå børn ihjel, hvor efter han rettede blikket på hende igen “ser du nogle mennesker har bestemte gaver og talenter, dit talent for eksempel er at du er omsorgsfuld, og meget roligt skabt, hvor ser du mit talent er ødelæggelse og terror, jeg er skabt for at gør det desværre, også er vi alle forskellige for selvom jeg ikke så denne by lide efter min ødelæggelse, så er det min opgave og som du ser er dronning af dette land ligeglad med hendes folk, for ser du måske nogen der ville stoppe mig, ser du måske nogle lysets kriger nogen steder,” sagde han og vende sig rundt, hvor efter han kiggede på hende igen.

“ jeg ser ingen, ingen “ sluttede han, hvor efter han tog et par skridt imod hende 

Elmira var mildt sagt chokeret over den situation, hun var havnet i. Hun kunne måske godt forstå mørket, men at Jonathan var en del af det forvirrede hende virkelig. Hun havde mest af alt lyst til at slå ham, også selvom hun ikke ville have meget styrke i et eventuel slag, ikke med hans rustning og kropsstyrke, men det ville måske sende ham et budskab? Hun bed sig lettere nervøst i underlæben, som hun stadig kunne fornemme ilden i øjenkrogen. Hvis ikke der snart skete noget, så ville landsbyen brænde helt til grunde og så ville de ikke have noget sted af bo. Tanken gøs hende ned af ryggen, som hun rystede svagt på kroppen. De stakkels familier uden hjem.

Jonathan forsøgte at forklare sig selv. Hun rynkede på næsen, som han beskrev hende som omsorgsfuld og rolig. Indvendigt var hun bestemt ikke rolig lige nu, men hun kunne ikke panikke foran børnene, så derfor bed hun det i sig. Der var ligesom ikke andet at gøre. Han beskrev sig selv som ødelæggelse og terror? Hendes krop rystede mere og mere, som jorden under hende skævlede. Følelserne var ved at slippe af med hende, hvilket påvirkede hendes kontrol over tiden omkring hende. Jorden blev udtørret og slog revner, samtidig med at gasserne i undergrunden fik revne det kunne følge. Dam strøg op igennem revnerne i jorden. Hun vidste ikke hvordan hun skulle forsvare byen eller dronningen, som han så stædigt mente var ligeglad med sit folk. Hele kroppen rystede.

Han kom tættere på, ordene gav genlyd i hendes hovede. Ingen.. Ingen til at redde byen. Med ét tog hun et skridt fremad, som hun svang højre hånd imod hans kind, for at give ham en syngende lussing. "Nu stopper du!" råbte hun irriteret og såret. Jorden omkring dem stoppede med at ryste og revnerne forsvandt, som Elmira genfandt sin balance i tiden.

Det hele var planlagt på denne dag, det eneste han ikke havde tegnet med var at han skulle støde på hende, denne kvinde havde en vis form for effekt på ham, der var noget uforklaret over hende som han ikke vidste hvad var, men han vidste det var der men det kun var et spørgsmål om tid, for han fandt ud af det, som jorden begynde at ryste kunne han tydeligt fornemme at det ikke blot var et jordskælv, men nogen eller noget påvirkede det til at ske og hvilken anden person end hende.

Som han kom tæt på hende og hun nærmeste stak ham en flad og råbte han skulle stoppe, fik det ham alligevel til at stoppe op, han kiggede på hende og derefter lidt rundt der stank af bål og brand “ hvis jeg stopper, så skal du fortælle hvad du er? Og ingen lege eller noget med at snyde mig, for så vil jeg dræbe dem “ sagde han og hentød til at han ville dræbe de børn der stod ved hendes side, ikke at han kunne finde på det men det vidste hun ikke, for selvom han var en ond person ville han aldrig dræbe uskyldige børn.

Når først hendes følelser var løbet af med hende, så havde hun virkelig svært ved at genfinde kontrollen. Medmindre at hun kunne få afløb for dem. Hvilket nok var grunden til at hun sendte ham en syngende lussing, netop for at hun ikke skulle gå hen og fokusere for meget på jorden, der rystede under hendes bare tæer. Hun var mildt sagt lamslået af situationen, vidste ikke hvorfor han kunne opføre sig på den måde, når han nu havde været så flink sidste gang. Hvad havde hun misset? Mon der var noget, som havde forandret sig og som kunne være årsagen til at han ikke længer var sig selv? Elmira var fanget af sin egen undren, som hun blot stirrede på ham, tiggede ham om at lade landsbyen være. Det var lige før, at hun ville gøre hvad som helst for at stoppe det hele. Børnene hev dog stadig i hendes nattøj, som de ikke ønskede at hun skulle konfrontere den onde mand, som hun var godt i gang med at gøre.

Situationen gik i stå, som hun kunne mærke hvordan hendes hånd brændte af den lussing hun havde givet ham. Hun trak hurtigt hånden til sig, strøg fingrene over den brændende fornemmelse, som hånden straks blev dækket af et grønlig skær. Det lignede flydende skæl. Det forsvandt hurtigt, som smerten også var borte og hun atter kunne rette blikket imod ham. Hans krav chokerede hende fuldkommen, som hun kiggede en smule måbende på ham, knurrede hænderne bag ryggen og forsøgte at skubbe børnene væk. Hun flyttede hænderne i en ’forsvind’ bevægelse til familien bag sig. ”Okay.. Men ikke her” svarede hun med et suk, som hun bestemt ikke ville gå til bekendelse foran hele landsbyen. Derfor måtte han gå med til at de gik et andet sted hende. Pigen fra tidligere greb ud efter Elmiras hånd. ”Du må ikke gå med ham” tiggede hun med tåre i øjnene, som Elmira vendte blikket imod hende og sendte hende et opmuntrerende smil. ”Det skal nok gå.. Når det er ovre, så kommer jeg tilbage igen” forsikrede hun pigen, som modvilligt slap hendes arm. Imellemtiden kunne de forsøge at redde landsbyen fra flammerne. Så kunne hun holde Jonathan beskæftiget så længe.

Lussingen hun havde givet ham, ville bestemt ikke gå uset hen og når alt kom til alt, ville hun kunne finde ud af hvor slem han kunne være, som hun gik med til at følge med ham til et andet sted, nikkede han kort, hvor efter han løftede sin hånd op i vejret, hvor efter alt ilden blev kvalt, og gik ud af de brændende huse, han vende blikket mod hende igen “ lad os komme afsted “ sagde han roligt, hvor efter han slog sine vinger ud, de var store og hvide og smukke, nærmeste som om han var en engel, han rakte hånden frem imod hende “ tag min hånd “ sagde han afventende, for han havde ikke tænkt sig de bare kunne stille hen og stå rundt om hjørnet, nej han havde helt andre planer med hende.

Som hun lovede gik han ud fra hun ville tag hans hånd, hvor efter han ville holde hende ind til for de skulle ud på en flyve tur og med mindre hun, ikke tog med ville han dræb alle de folk i byen.

Han lettede der fra med hende i hans favn, imens de fløj afsted kunne han ikke lade være med at smile lidt, han kiggede på hende “ du er godt klar over at jeg altid for min vilje ikke “ sagde han meget roligere og en smule arrogant.

Efter de havde fløjet i noget tid, landede han på en klippe på et bjerg, og de var nærmest ude hvor ingen var, det var lidt køligere på stedet men ellers solskin, han slog vingerne ind og kiggede afventende på hende i form, at hun fortalere hvad hun havde af hemmelighed.

Hele hendes væsen fortalte hende, at hun ikke skulle gå med til hans betingelser, men som hun skævede over de brændende bygninger og ned til pigen, så var hun udmærket klar over, at det ville være den eneste måde hvorpå hun ville kunne forhindre en hel udryddelse af byen. Det løb hende dog langt ned over ryggen, som hun skævlede lidt i knæene, men ikke lod sig mærke af det. Hun gjorde det ikke for hendes egen skyld, men for landsbyen, så derfor måtte hun være stærk. Nok havde hun blandet sig i skæbnen igen, men i dette tilfælde kunne hun altså ikke bare se til.. Det var for frygteligt til at hun kunne ignorere det. Hun åndede lettet op, da ilden forsvandt, men vendte forsigtigt blikket imod Jonathan, som han havde vendt sit fulde fokus imod hende. Hun måtte synke en klump, før at hun rakte frem imod hans hånd og nikkede. ”Selvfølgelig” mumlede hun stille for sig selv. Hun havde forventet at de kunne trække sig til skoven, men han havde tydeligvis andre planer. Planer der fik hendes mave til at vende sig.

Hun udbrød et gisp, da hun endte i hans favn og helt automatisk lagde en hånd imod hans brystkasse, før at hun lagde den anden arm omkring hans nakke for at holde fat, da de lettede fra jorden. Hun knugede sig ind til hans brystkasse for ikke at kigge ned. Det kunne godt være, at hun havde betragtet verdenen ovenfra, men det var langt fra det samme, når man fløj! ”Så længe du ikke vender tilbage til landsbyen med samme formål, så er jeg ligeglad” mumlede hun igen, da hendes ord var en smule utydelige i luften og fordi hun skjulte sit ansigt imod ham. Hun holdt godt fat.

De landede, som hun fik fast grund under sine bare tæer og stod lidt og skælvede i kulden. Derfor måtte hun også slå armene omkring sig. Hun havde jo ikke haft chancen for at hente sine ting, derfor bar hun endnu den tynde natkjole. Hun gøs let ved tanken, før at hun vendte de grønne øjne imod ham. ”Jeg hører ikke til her” begyndte hun, som hun vendte blikket ud imod landet og sank en klump. ”Lov mig, at du ikke gør mig fortræd” fortsatte hun, som hun var nervøs for, hvad han ville gøre, hvis han kendte sandheden. Sandheden om Memoria racen. "Og ræk mig så en kniv.." afsluttede hun, som hun rakte en hånd frem imod ham. Hun havde ingen våben med sig og ejede ikke den store samling heller.

Efter de endelig havde landet havde han godt bemærket at hun måske ikke var klædt på til lejlighed, han hev hans frakke af og gav den til hende “ her tag den her på “ sagde han roligt, for når det bare var ham og hende var det som om at Jonathan var en anden, han tænkte over hvordan hun havde det, hvordan hun snakkede til ham og han ønskede på ingen måde at gøre hende ondt, men nær andre var omkring var han onde Jonathan som slog ihjel og ødelæggende alt på
Sin vej, en sand “wanheda”.

Han nikkede til hende da hun nævnede hun ikke hørte til her, og de efterfulgte ord det samme “ jeg lover dig jeg ikke slår dig ihjel bare rolig, “ sagde han bestemt og mente det skam, hvor efter han smilte lidt over at hun ville have en kniv fra ham, men igen han frygtede ikke hun ville prøve på noget overfor ham, hun virkede ikke som typen der kunne slå ihjel, men forsvare sig det troede han på til en vis grænse.

“ her “ sagde han og trak en kniv frem og gav til hende.

Vinden var virkelig barsk på bjergsiden og klippen under hendes bare tæer tilføjede bare til den kolde fornemmelse, som hun ikke helt kunne lade vær med at gyse ved tanken. Kunne han ikke bare have valgt en lun hytte et sted? Hvorfor skulle de stå så udsat lige nu? Elmira skævede dog til hans beslutning om at tage frakken af. Særligt fordi han valgte at give den til hende. "Hvad går der af dig?" det var tydeligt at hun ikke rigtig forstod hans opførsel, som han forsøgte at hjælpe hende, når hun frøs, men samtidig havde været tæt på at brænde en landsby ned, hvis ikke hun havde stoppet ham først. Kulden tvang hende dog til at tage imod frakken, som hun hurtigt stak armene igennem og slog den tæt omkring sin krop. Den var tydeligvis for stor til hendes slanke skikkelse, men afskærmede hende fra den direkte kulde. Dertil sukkede hun veltilpas over den varme frakke.

Forhåbentlig ville Jonathan være i stand til at holde sit ord, som han ikke havde de store problemer med at love hende det. Men hvordan ville det se ud, når han lige pludselig kendte sandheden, ville det ændre hans syn på hende? Ville han se en fordel i at fange hende, sælge hende? Eller hvad ellers? Elmira var tydeligvis nervøs for udfaldet, som hun dog tog imod kniven og vendte den imod sin egen håndflade. Så stak hun kniven ned i håndfladen. Hendes forsvarsmekanisme nåede ikke at stoppe hende, som det sølv agtige blod flød stille ud af såret og dryppede ned på klippen. Så fjernede hun kniven og viste hånden til ham. "Beviset" lød det en smule bestemt, som hun lod ham undersøge blodet. "Jeg er Memoria" forklarede hun, som hun søgte hans blik efter tegn på, om han havde hørt noget omkring det. Eller om hun skulle forklare sig yderligere.

Kulden var stærk på denne side af bjergene, måske ikke det bedste sted at opholde sig for mennesker, men Jonathan vidste at hvis hun ikke holde hendes ord ville hun ikke kunne flygte her fra, uden at det ville have en konsekvens for hende, han trak på
Smilebåndet da hun spurgte hvad der gik af ham, altså han sagde ingenting til det spørgsmål, men han kunne have svaret på det, men valgte ikke at gøre det.

Som kniven blev ramte hendes hud og efter lod ikke rød men sølv farvet blod, kiggede han op på hende med overraskende øjne, en Memoria var hun en Mamoria skulle han alligevel møde på sin færten, hvad ville han ikke opnå hvis han tog hende med tilbage til hans kaptajn chef kald det hvad du vil, hans tænker blev til flere i hans hovede, hvad han kunne opnå ved at tage hende med sig.

Han gik et skridt imod hende, hvor efter han hev et stykke af hans inde trøje af, hvor efter han tog fat i hendes hånd og bandt det rundt om såret, imens han kiggede på hende, nej han kunne alligevel ikke få sig selv til at lade hende gå sådan en ond skæbne i møde, men hvorfor det vidste han virkelig ikke der var bare noget bestemt ved hende, noget uforklarligt noget der gjord ham svag overfor hende, at hun havde kunne få ham til at stoppe med ødelæggelse, det var en vild ting. “ bare rolig der sker dig intet her “ sagde han roligt, og holde hans hånd på hendes.

Det var en besynderlig gestus, eller det følte Elmira i hvert fald, som hun ikke havde forventet, at han kunne ændre personlighed så hurtigt. Hun havde aldrig oplevet den slags skift før, derfor var hun en smule uforstående overfor hans pludselig gestus om at give hende hans jakke. Hun tog dog glædeligt imod den, som hun svøbte sig selv ind i hans frakke og slap et veltilpas suk, da hun kunne mærke hvordan varmen fra frakken varmede hende op. Elmira var godt klar over, at det kun var et spørgsmål om tid, før at han ville forandre sig igen, for dette lod virkelig ikke til at være ham.. Det virkede så forkert, netop fordi hun havde set den ødelæggelse han havde forvoldt for ikke lang tid siden. Det gøs hende endnu ned ad nakken.. Men et løfte var et løfte.

Hun skar en grimasse, som hun tvang blodet frem. Det var en tyk masse og kunne sagtens sammenlignes med blod, hvis ikke det havde været for den besynderlige farve. Elmira turde næsten ikke møde hans blik, som hun var virkelig nervøs for, hvad han ville sige til sandheden og hvordan han ville reagere på det. Man kunne svagt fornemme en ryst over hendes krop, som hun blev stående, skævede lidt imod den kolde jord og håbede at det ville være nok for ham. Da bevægede Jonathan sig lige pludselig, som det gav et mindre sæt i hende, men hun flyttede sig ikke, knugede i stedet hånden om såret for at forsøge at stoppe blødningen. I den anden hånd havde hun stadig kniven, måske hun skulle forsvare sig? Jonathan valgte dog at forbinde hendes hånd, som hun rettede blikket op imod ham og lagde hovedet let på skrå. Det gav stadig ikke mening.. Elmira stirrede på den hånd, han holdt hendes med. "Hvorfor har du pludselig ændret dig?" hun måtte spørge, for hun forstod det virkelig ikke. Hvordan kunne man ændre personlighed så drastisk. Kunne hun også det?

Han var en anden person når han bare var sammen med hende, det var som om hun havde en aura der gjord han blev en anden person, han kiggede på hende som han havde gjord siden de landede, han var gost klar over ingen ting af det han gjord gav mening men han kunne ikke bare forklare hende det, han nikkede “ de race er en sjælden race jeg kunne virkelig tjene på dig, og ikke skulle være bekymret for at arbejde mere, men set vil jeg ikke. “ sagde han og slap hende hånd inden han gik et par skidt tilbage.

Hans blik forsvandt kort fra hende og det så ud til han skulle gå, inden han igen åbnede munde. “ “ der er så meget du ikke forstår omkring mig, ligeså meget som jeg ikke forstår med dig, men jeg ved når jeg er alene med sig føler jeg af en eller anden måde en trang til at være venlig, men det er ikke mig sådan er jeg ikke, jeg er skabt til ødelæggelse og skabt til at dræbe” sagde han på en irriterende måde til sig selv.

Det var farligt at fortælle sandheden, hvilket var grunden til at hun så vidt muligt altid undgik det. Men lige denne gang var hun blevet tvunget til det, hvis ikke landsbyen skulle lide, nu frygtede hun dog at hun selv ville komme til at lide, netop fordi han kendte sandheden og tydeligvis ikke var helt 'god', som Krystalisianerne så fint forklarede det. Hun havde nu aldrig forstået behovet for god og ond, når det hele kunne smelte sammen på ingen tid. Elmira kiggede en smule nervøst på sin hånd, som han kommenterede, at han kunne tjene på hende. Det fik hende til at ryste en smule, fordi hun var fanget og ikke bare af hans hånd. Hun ville umuligt kunne komme ned derfra alene.. Men til sidst åndede hun lettet op, som han slap hendes hånd og forsikrede hende om, at han ikke ville gøre det. "Tak" fremstammede hun stadig nervøs over den situation, hun befandt sig i.

Elmira rakte ud efter ham, da han lagde op til at gå, han kunne da ikke bare sådan lige forlade hende! Hvordan skulle hun komme ned derfra uden at ødelægge klippen omkring bjerget med tiden.. Det ville blive en virkelig farlig færd. Hans ord fik hende til at kigge en smule bedrøvet på ham, som hun tøvede men alligevel rakte ud efter hans arm for at holde fat i ham. "Der er altid to sider af sagen, derfor kan du også sagtens være begge dele" forsøgte hun at opmuntre ham med, som hun tog de sidste skridt helt hen til ham og lagde en hånd imod hans kind. Hun lænede hovedet en smule tilbage for at kunne kigge ham i øjnene og derved også sende ham et smil.

//Jeg forlader tråden, da den er over 4 måneder gammel, men får du energi/lyst til at fortsætte den, så svar endelig i tråden og tag mig!