Sted: Et mindre torv ikke så langt fra markedspladsen
Tid: Omkring middag
Vejr: Overskyet og køligt, men ingen vind

Det var Killians fridag, men han var vågnet tidligt alligevel. Så med uro i kroppen havde han besluttet sig for at tage ned på markedet og se sig lidt omkring. Han manglede et par småting, og hvem havde ikke lyst til at snuse lidt til al maden på pladsen? Det var da også endt ud med nogle små tærter med grøntsagsfyld til morgenmad. Dejligt mæt var han slentret ned i mellem boderne, havde fundet lidt af det han skulle bruge i en bod med urter og salver, inden han havde kigget lidt på et par nye sko. Han havde ikke rigtigt fundet noget, der faldt i hans smag, men skomageren havde tilbudt ham at komme forbi værkstedet en anden dag, hvilket Killian helt sikkert ville overveje. Hans støvler var efterhånden ved at være slidt op og de holdt ikke vand, hvilket ikke var så smart på den her årstid.

Duften af sukker lokkede ham hen til en bod, der solgte søde sager. Killian var ikke den, der brugte flest krystaller på slik, men der var både chokolade, kandis og andre søde sager lagt frem til at lokke, og han endte alligevel med at købe en lille pose med kandis. Der ville være nok til de næste mange dage af det hårde sukker, og han stak et lille stykke i munden med det samme. Med et smil om læberne fortsatte han igennem markedet for at se, om der var andet, der fangede hans opmærksomhed.

Lidt musik lokkede ham til udkanten af pladsen, hvor nogle akrobater var ved at optræde. Med let åben mund og en imponeret stirren betragtede han dem, som de lavede badutspring, kravlede rundt på hinanden og fløj rundt i luften. Det var ikke de første akrobater, han havde set, men han var lige imponeret hver gang. Der måtte skulle meget muskelstyrke til at få det til at se så let ud. Nu vidste han af personlig erfaring, at sådan en akrobat havde godt med styrke, ham han havde lært at kende for en aften havde i hvert fald ikke haft problemer med at flytte rundt på ham. Tanken fik ham til at smile, som han stod der i kulden, iklædt en skjorte med en varm trøje udenover og et halstørklæde om halsen, og med den lille pose med kandis i hånden, glemt for nu. Han havde taget rent tøj på og havde vasket sig, så han ikke bar så stor præg af at arbejde i en stald. 
Et "åh" gik igennem tilskuerne som en mand fløj op i luften, drejende om sin egen akse, og Killian så med et grin på den nærmeste person, begejstret over showet.

Endnu en lang rejse fra Rubinien var overstået, da Jaris ankom til Dianthos dagen før. Trætheden havde taget over, måske grundet manglen på alt sit sukker, og derfor havde han valgt at ofre lidt krystaller på en overnatning, på den nærmeste, lille kro. Det havde også givet ham mulighed for at blive vasket samme formiddag, efter et par uger uden vand til det formål.
Det var godt nok langt fra varmt i vejret, men det var stadig ikke faldet Jaris ind, at tage en jakke over sig. Han havde det altid alt for varmt på gården i Rubinien, så han nød den kølige vind her. Derfor var han heller ikke klædt i andet, end en hvid skjorte, et par løse, sorte bukser, der blev holdt oppe af den bundne snor om livet og et par slidte, brune støvler.

Egentlig var Jaris på vej mod markedspladsen, men som de fleste gange, var han drejet af en helt forkert gade og var i stedet end på det lille torv. Siden han ikke kendte vejen til markedspladsen herfra, skulle han lige til at vende om og gå tilbage, men musikken fra udkanten af pladsen, fangede hans opmærksomhed.
Stadig med halvvådt hår fra formiddagens bad, tøffede Jaris gennem det lille torv. Så fik han da også lige luret på boderne. Han stoppede først op, da han nåede udkanten af pladsen. Han måtte stille sig på tæer, for at kunne se over en utrolig høj fyr foran sig, men han nåede ikke at se meget, før den høje mand trådte et lille skridt bagud for at rette på sig, og fik skubbet til Jaris.

Jaris mistede kort balancen og var tæt på at falde bagover. Han nåede dog lige at genvinde fodfæste, men ikke før han fik skubbet til en mørkhåret, ung fyr bag sig. Han skyndte sig at vende sig halvt om mod fyren og gribe fat i hans håndled, så han ikke ville vælte i jorden.
”Det må du virkelig undskylde!” Skyndte han sig at sige, både for at have skubbet til ham, men også for at have grebet fat i ham, selvom det egentlig kun havde været for at redde ham fra at falde. Jaris skulle lige til at slippe fyrens håndled igen, men lod være, da han blev distraheret over den søde duft. Uden at tænke over konceptet af personligt rum, rykkede Jaris sig endnu tættere, så han kunne dufte til den fremmedes ånde.
”Du har spist noget sødt,” konstaterede han, som om den anden ikke vidste, at han havde. Selvom konstateringen ikke virkede som slutningen på det, sagde Jaris ikke mere, men gav sig i stedet til at se lidt undersøgende på fyren. Han skulle da lige finde ud af hvad han havde spist.

Inden Killian nåede at se sig for, trådte en mand foran ham bagud og var ved at vælte ind i ham. Killian var ikke så stor, så han var ved at miste balancen, men blev grebet i håndleddet i sidste øjeblik. Da han stod fast på sine fødder igen, så han på manden og smilede, for der var jo ikke sket noget.
”Det er helt i orden. Den slags sker jo!” Han så nysgerrigt på manden, der ikke havde sluppet hans håndled endnu. Det gjorde ikke noget, det gjorde ikke ondt, så måtte han som sådan holde om det, så længe han ville!

Han trak sig svagt forskrækket tilbage, som manden pludseligt kom meget tæt på. Ikke at han virkede truende, men det var en lidt unormal ting at gøre, og Killian vidste ikke, hvad han ville. Han kunne dog ikke lade være med at grine lidt, da manden fortalte ham, at han havde spist noget sødt.
”Ja, det har jeg. Vil du have et stykke?” Uselvisk holdt han posen op, så manden kunne se den. Den var stadig fyldt op, for han havde kun spist det ene stykke. Han havde ikke noget i mod at dele, heller ikke med en fremmed, som sagt spiste han ikke så meget at det selv. Han havde aldrig rigtigt fået det før han kom til Dianthos, i hvert fald ikke medmindre nogen havde tilbudt ham noget, så det sagde ham ikke så meget andet end som en lille sjælden lækkerhed.

Manden gjorde ham nysgerrig og han stirrede uhæmmet på ham, mens han smilede til ham, et smil der nåede de grønne øjne. Krøllerne lå blødt om hans hoved, og det åbne smil og nysgerrige blik, sammen med de fyldige læber og den svage skygge af skægstubbe, fik ham til at se noget yngre ud, end han var. Måske fordi han udstrålede en sød form for uskyldighed og naivitet.
Manden havde et interessant udseende og som altid vandrede Killians tanker ind under tøjet. Hvordan mon han så ud uden skjorte? Hans blik vandrede for et kort sekund ned. Det måtte egentligt være koldt kun at gå i skjorte, han havde selv næsten helt svært ved at holde varmen med den tykke trøje uden på skjorten. Hans blik fandt dog straks tilbage til mandens ansigt i et forsøg på at vurdere, om han var sød.

Selvom Jaris virkelig ikke havde ment noget ondt med grebet om fyrens håndled, og endda også var kommet med en hurtig undskyldning, kom det alligevel som lidt af en overraskelse, at den fremmede reagerede som han gjorde. Kun fordi Jaris efterhånden var vant til at få irriterede kommentarer tilbage. Han havde også lagt mærke til, at det som regel var lidt værre med folks dårlige humør, i de koldere måneder. Underligt…
Jaris skænkede det stadig ikke en eneste tanke, at det nok ikke var alt for høfligt fortsat at holde fast i den anden. Heller ikke, at den anden egentlig burde bede ham om at slippe, for det kunne vel ikke være alt for behageligt at blive fastholdt af en lidt for nærgående fremmed. Men Jaris havde kun den søde duft i hovedet.

Blikket faldt straks ned mod posen, som den blev holdt op og han blev tilbudt et stykke. Det var ikke lige nøjagtig det, han spiste mest af, men kun fordi han altid fik fyldt tasken med alt andet først, og så var der sjældent nok krystaller til de små poser. Ikke at krystallerne betød meget, hvis der var nok mennesker omkring, til at han ubemærket lige kunne snuppe lidt ekstra.
Om det var noget han fik fat i ofte eller ej, så ændrede det dog ikke på, at det var sødt. Noget han aldrig sagde nej til! Der var bare en enkelt tanke, han ikke lige kunne slippe.
”Kun ét?” Mumlede han, en anelse skuffet, men et smil fandt hurtigt vej til hans læber igen.
”Eller, jeg mener… Ja tak,” skyndte han sig at sige kort efter, som han stak hånden i posen og trak et stykke op mellem fingrene. Nu skulle han jo selvfølgelig heller ikke lyde alt for grådig, nu når den fremmede fyr havde været så sød at tilbyde ham.

Han stak det søde stykke kandis i munden, med et lille, muntert suk over smagen, men det blev hurtigt erstattet med et lidt usikkert udtryk i stedet.
”Åh, nu ville du ikke have noget for det, for jeg har intet.” Han læspede en smule, da det ikke var helt let at tale ordentligt, med kandissen i munden. Det var bare de færreste der gav noget væk, uden at ville have noget igen.
Han slap endelig fyrens håndled og stak lige hænderne i bukselommerne for at tjekke efter. Okay, der lå da lidt krystaller, men de skulle jo bruges til markedspladsen. Det behøvede den kære fyr ikke at vide.
”Ellers kan du sagtens nå at få den tilbage?” Tilbød han, stadig læspende, inden han åbnede munden og stak tungen, med det søde stykke kandis liggende på, lidt frem. Så kunne han selv tage det, hvis han nu gerne ville have det tilbage.

Det var tydeligt at se og høre skuffelsen over, at han kun blev tilbudt ét stykke, hvilket fik Killian til at grine lidt. Han måtte virkeligt være glad for søde sager, den fremmede mand.
"Du må godt tage et mere, jeg spiser ikke så meget af det alligevel." Han havde faktisk bare regnet med at dele lidt med Hugo, staldknægten, og hverken Thoran, lagerbestyren, og Managhan, vognmanden, ville nok heller ikke sige nej, hvis de blev budt. Giles, han chef, havde også en sød tand. Så posen skulle nok forsvinde med tiden, men der var nok til, at han kunne dele med den fremmede også.

Killian rystede hurtigt på hovedet, så krøllerne viftede om hovedet på ham, da han blev spurgt, om han ville have noget for det. Taget om hans håndled forsvandt og luften føltes pludseligt meget kold på huden, hvor den andens hånd havde haft fat, noget der sendte et lidt trist glimt igennem staldmesteren. Han måtte gerne røre. Meget gerne røre. 
Men det blev glemt, som manden stak tungen ud for at give ham muligheden for at tage sukkerklumpen tilbage. Killian kunne ikke lade være med at grine højt, nok til at det drejede et par hoveder omkring dem, men det lagde han slet ikke mærke til. Der var noget charmerende over mandens udtryk, som han stod der og rakte tunge af ham. Ubevidst trådte Killian et lille skridt nærmere, men han gjorde ikke noget for at tage slikket.

"Jeg vil ikke have noget for det, jeg tilbød det jo." Han bed sig kort i underlæben og smilede så skævt, mens hans øjne flakkede over den andens ansigt.
"Jeg hedder Killian." Han rakte en hånd frem for at hilse høfligt. Og for at få lidt mere hudkontakt. Med et glimt i øjet mødte han mandens blik.
"Er du her fra byen?" Han var nysgerrig, men han spurgte mest for at holde en samtale i gang, så manden ikke ville gå med det samme.

Jaris tøvede ikke det mindste med straks at tage et stykke mere fra posen, som han lagde i bukselommen. Det var fristende at stoppe det i munden til det første, men så ville det da blive helt umuligt at forstå hvad han sagde. Han sagde ikke tak, hvilket han vel egentlig burde, men smilede bare muntert i stedet.
Som krøllerne viftede om hovedet på Killian, kunne Jaris ikke lade være med at smile lidt ekstra. Det fik ham jo til at se helt kær ud. Det var i samme øjeblik, han ikke kunne undgå at lægge mærke til det kortvarige, triste glimt, der forsvandt lige så hurtigt igen. Det kunne selvfølgelig bare være Jaris, der så noget der ikke var der.

Killian trådte et lille skridt nærmere og Jaris gjorde det samme, så der kun lige var plads til den hilsende hånd mellem dem. Som Jaris lyttede til den andens ord og betragtede bidet i underlæben, og det skæve smil, trak han tungen til sig og lukkede munden igen i et sigende smil.
”Hvor ærgerligt,” svarede han, næsten så lavt, at det blev til en hvisken. Han kunne da ellers finde på så meget andet at gengælde med, nu hvor han ikke havde de økonomiske midler. Et par knas kunne høres, da Jaris knækkede kandissen i stykker og et øjeblik efter, slugte det.

Han skævede kort mod den hilsende hånd og hans blik mødte den andens, lige tidsnok til at ane glimtet i øjet.
”Sikke høflig du er, Killian. Jeg hedder Jaris,” præsenterede han sig og hilste ordentligt igen, med et fast håndtryk. Det var så sjældent han hilste på folk med et håndtryk. Han flyttede lidt på deres hænder, så Killians håndryg ville komme til at røre den nederste del af Jaris’ brystkasse.
”Nej, jeg… Jeg… Hm.” Jaris stoppede midt i sit svar, som han skævede ned mod deres hænder. Følelsen af Killians hånd mod lige nøjagtig det stykke af brystkassen, fik ham til at tænke. Der var noget han havde glemt. Det var lige dér, hanken fra tasken plejede at hænge.
”… Jeg har glemt min taske på kroen,” sagde han endelig, som det gik op for ham hvad der var galt. Han glemte i samme øjeblik alt om at svare på Killians spørgsmål, men han havde derimod ikke i sinde at lade deres bekendtskab ende der.
”Er du her fra byen? For jeg ved kun, at jeg kom den vej fra.” Han pegede i retningen af hvor han var kommet fra med den frie hånd, men han holdt hele tiden blikket på Killian. Hvilken vej han så skulle følge, for at komme til den nærmeste kro i den retning, anede han ikke. Hvis han ikke havde taget helt fejl af Killians små signaler, så ville han vel næppe være helt afvisende for at hjælpe.

Manden trådte nærmere Killian, som Killian var trådte lidt frem, og de stod efterhånden ret tæt. Killian kneb øjnene lidt sammen, da manden sagde, at det var ærgerligt, at han ikke ville have betaling for kandissen, og han følte et svagt sug i maven. Hvad betød det? Betød det, hvad han troede det betød? Hans interesse i manden blev pludseligt endnu større, og følelsen af hans hånd i sin havde pludseligt en lidt anden betydning end bare et håndtryk. Ordene om høfligthed fik Killian til at grine lidt igen.
"Hej Jaris, hyggeligt at møde dig." Lidt forundret så Killian på deres hænder, som Jaris trak dem til sig og holdt hans hånd i mod sit bryst. Det var ganske rart og han kunne tydeligt mærke den andens kropsvarme igennem skjorten. Han var lige ved at overveje at bevæge hånden lidt, da Jaris virkede til at spekulere over noget, inden at han udbrød, at han havde glemt sin taske på en kro.

Killian blinkede lidt overrasket, og var lige ved at tro, at manden ville lokke ham med tilbage til et værelse, men det virkede ikke til, at manden vidste hvilken kro, han havde glemt tasken på, så mon ikke, at han bare havde været inde efter noget mad eller drikke. Killian vidste ikke helt, om han skulle være skuffet eller ej, men han smilede skævt.
"En kro i den retning? Der ligger nogle stykker. Men vi kan da godt se, om vi kan finde den. Hvad hed den?" Han drejede rundt og uden at slippe Jaris' hånd, begyndte han at hive ham med.
Det viste sig ret hurtigt, at manden ikke var til meget hjælp. Han kunne ikke huske, hvilken retning han var kommet fra, hvad kroen hed eller hvordan den havde set ud. Killian startede med at gå i den retning, Jaris mente det var, og de gik forbi den første kro uden bid. 

Killian lod sig ikke slå ud, og han fortsatte ned af gaden med Jaris' hånd i sin. Hvis han kunne glemme, hvor han havde været kort forinden, så kunne han vel også glemme at følges med Killian!
Der lå en rød kat og småblundede lidt længere fremme på toppen af en stor tønde, og Killian besluttede sig for, at det ikke kunne skade at spørge, så han hev Jaris med derover.
"Jeg spørger lige en lokal." Han lød lidt som om, at han sagde det i sjov, men han var skam seriøs. Og så snart han havde kontakt til katten, spurgte han den også, om den havde set Jaris før. Den kunne sagtens genkende ham, og efter lidt snakken frem og tilbage, nussede Killian den bag øret og smilede til Jaris.
"Han kan godt huske dig. Han mener du kom fra en kro lidt længere nede, du lugtede af noget bestemt sylte de serverer?" Dyr var somme tider ret upræcise og det var altså noget med sylte, katten havde lagt mærke til.

Var Jaris ikke blevet distraheret, var det sikkert gået op for ham, hvor god en undskyldning det havde været, for at lokke Killian med til et værelse. Det var til gengæld meget muligt, at det ville gå op for ham senere, men indtil videre var det jo vigtigt, at få tasken tilbage. Den kunne jo indeholde langt mere end bukselommerne.
Killian spurgte efter kroens navn og Jaris åbnede munden for at svare, men intet kom ud. I stedet smilede han skævt og trak lidt undskyldende på skuldrene, som han lod sig blive hevet med. Stedsans var helt bestemt ikke en egenskab Jaris besad og det lod til at være en god idé, bare at hvalpe efter Killian.

Den første kro var uden held, men det gjorde ikke Jaris det mindste. Det betød jo bare mere tid med Killian. Mere tid med den mand, der uselvisk havde tilbud ham lidt sødt til ganen, derefter var gået med til at rende samtlige gader rundt, for at finde én bestemt, lille kro. Og derudover var han da også pæn at se på.
Jaris fulgte med, som han blev trukket hen til samme kat, som han var sikker på at have hilst på tidligere. Han skulle lige til at stikke en hånd frem og hilse igen, men blev forvirret over Killians ord.
”Jeg er sikker på, at jeg hilste på den kat tidligere og der svarede den altså ikke,” sagde han, næsten hviskende, som han tydeligvis tænkte, at Killian ikke var rigtig klog. Men kort efter rettede Killian kattens svar mod ham og Jaris stod i et øjeblik bare og stirrede lidt undrende på ham.
”Oh… kaay,” mumlede han, men fik da et smil frem. Han var simpelthen, helt tilfældigt, væltet ind i lige nøjagtig den fyr, der kunne tale med katte. Endelig nikkede han også til Killians ord.
”Joh. Det siger mig da et eller andet. Helt ærligt, kan jeg bedre huske sæbens duft fra mit bad, men lad os da finde ud af det.” Jaris smilede muntert, da han hurtigt strøg katten over ryggen og derefter greb Killians hånd, for at trække ham med.

Lugten af den bestemte sylte ramte hårdere end man ville tro, da døren til kroen blev åbnet og Jaris trak Killian med sig ind. Han stilede direkte op til krofatter, der stod og var ved at tørre glas af. Efter en kort samtale, rakte krofatter en nøgle til et af værelserne frem og Jaris tog straks imod, inden han vendte sig mod Killian.
”De er ikke nået til rengøring af værelserne endnu, så min taske burde stadig ligge deroppe,” forklarede han kort. Det var trods alt ikke længe siden, at Jaris havde afleveret samme nøgle tilbage og forladt kroen. Jaris kunne ikke huske krofatter, da han havde haft mere travlt med at se frem til markedspladsen, men krofatter kunne godt huske ham. Mest af alt fordi han selvfølgelig ikke var gået derfra, inden han lige var kommet med en dårlig vittighed.
”Vil du med op og se efter?” Jaris sørgede lige for at kaste et meget sigende blik hele vejen ned over Killian, for at hentyde til at Killian var mere end velkommen til også at kigge efter andre ting.

Killian morede sig lidt over Jaris' reaktion på, at han ville tale med katten. Det var ikke første gang, at folk troede, at han var mere eller mindre bims, fordi han kunne snakke med dyr. Og hans tale foregik ikke med højlydt talt sprog som mellem væsner, men med en tavs form for kommunikation, han ikke kunne beskrive nærmere. 
Men det virkede til, at katten havde ret, og snart blev han trukket af sted af Jaris ned mod kroen, der skulle dufte af sylte. Og det gjorde den også, det duftede egentligt ret godt, og Killian blev næsten sulten. Han spiste helst ikke kød, hvis han kunne undgå det, det var sådan lidt sært at spise væsner, han kunne snakke med og blive venner med.

Mens Jaris snakkede med manden bag baren, så Killian nysgerrigt rundt. Det var ikke en kro, han havde været på før, den virkede mere som et sted for folk, der ville have et sted at sove og noget at spise, og ikke så meget som et sted for druk, spil og hygge. Så ikke rigtigt et sted, han ville have held med sig, hvis han var på udkig efter selskab.
Hans blik vendte tilbage til manden, der åbenbart havde haft heldet med sig, for han stod med en nøgle. Så han havde sovet her? Killian kunne ikke lade være med at smile lidt over det, han måtte virkeligt være glemsom, hvis han havde tilbragt en nat her og ikke kunne huske, hvor det var. Det var lidt kært.

Hans smil blev lidt større, da han blev spurgt, om han ville med op. Det var lige før, at han kunne mærke blikket, der gled ned over ham. Det gav ham gåsehud.
"Jah, det vil jeg da gerne." Han kunne ikke helt skjule forventningen, som hans stemme var svagt åndeløs, og hans øjne lidt store. Hans krop summede allerede og det kildede i hans fingre efter at røre. At mærke varm hud under dem. Han kunne ikke vente, så han rakte ud og tog Jaris' hånd igen, og lod fingerspidserne kærtegne hans hud, ligeglad med om nogen kiggede på dem.

Som Jaris lod sin hånd lukke let om Killians, fik han lige skævet mod det lidt dømmende blik krofatter fik sendt dem begge, men han tog sig ikke af det, udover det lidt morende smil der lige kunne anes i hans mundvig. Han efterlod kortvarigt nøglen på disken, stak den frie hånd i lommen og hev en krystal op, som han skubbede hen til krofatter. Han tænkte ikke så meget over, at det var lidt mere end hvad værelset ville koste, for han kunne vel altid få lidt tilbage senere. Hvis de altså ikke havde tænkt sig at blive på værelset lidt længere. Samtidig stod han og kærtegnede Killians hånd forsigtigt i sin.
Uden at skænke krofatter et sidste blik, greb han nøglen og hev Killian med sig mod døren, der ledte ud til trappen op til de få værelser.

Det lille værelse så ikke ud af meget. Der var en enmandsseng skubbet op ad den ene væg, et lille bord med tilhørende stol i den modsatte ende og lige plads til bordet med det tomme vandbad i hjørnet. Det havde stadig været mere end rigeligt, til hvad Jaris havde haft brug for til et ordentligt bad tidligere. Og ganske rigtigt lå den slidte skuldertaske på stolen. Noget han ikke valgte at kommentere på, for selvom det havde været grunden til, at Jaris havde slæbt Killian med hertil, var det ikke grunden til at blive.
Jaris trak Killian med ind på værelset, satte nøglen i nøglehullet og låste døren. Så vendte han sig mod Killian og hvad der skulle have været et lidt charmerende smil, blev en anelse skævt. Det var nu han virkelig håbede på, at han ikke havde misforstået et eneste lille signal fra Killian, for ellers kunne det da virke ret skummelt, at han låste døren.
”Mange tak for hjælpen. Jeg ville nok stadig rende forvildet rundt i byen, hvis du ikke havde… spurgt katten,” sagde han og smågrinede lidt over tanken. Han var selv vant til at snakke utrolig meget med katte, men de havde dog aldrig talt igen.

Følelsen af de forsigtige berøringer af hans hånd, fik Killian til at bide sig i læben. Hele hans hånd snurrede og han måtte holde sig tilbage fra at røre noget mere. Men invitationen var tydelig, og Killian var ikke længere i tvivl om, at hans ubevidste charme havde lokket endnu en mand til ham. Det gjorde ham spændt, for Jaris virkede flink. Hvordan mon han var, når de kom op på værelset? Og hvordan så han ud under tøjet? Killian måtte klemme lidt om hans hånd for ikke at slippe den og liste fingrene under hans skjorte, mens han lagde en krystal til krofatter.

Uden protester lod han sig føre op til værelserne ovenpå, stadig med Jaris' hånd i sin, uvillig til at slippe. Værelset lignede så mange andre, han havde været på, og han lod kun kort blikket glide rundt, inden hans opmærksomhed vendte tilbage til Jaris. Der låste døren. Et lille stik af utryghed gled igennem Killian, for han kunne ikke komme ud af en låst dør, hvis noget gik galt. Men nøglen blev siddende i låsen og det fik ham til at slappe lidt af igen. Det var bare sket lidt for tit, at folk låste døren for at holde ham inde, og ikke sikre sig, at der ikke kom nogen og afbrød dem.

Han smilede, da Jaris takkede ham for at have hjulpet ham tilbage til kroen. Selv hvis han ikke havde haft interesse i ham, ville han stadig have hjulpet ham, sådan var Killian bare. 
Han fugtede sin underlæbe og trådte helt ind til Jaris og lagde hænderne mod hans bryst, mens hans fingre gled over skjortens stof.
"Det er praktisk at kunne snakke med dyr." De grønne øjne så ind i Jaris', mens han smilede lidt skævt. "Og jeg vil altid gerne være... behjælpelig." Han trykkede sig lidt ind mod ham, med hjertet bankende i brystet og forventningen siddende i kroppen. Hvor hurtigt skulle han gå frem? Havde han læst ham rigtigt? Var dette, hvad han ville?
Killian holdt op med at spekulere lige så hurtigt, som han var gået i gang, og lod instinkterne tage over. Hvo intet vover. Så han lænede sig frem og kyssede ham. Lidt forsigtigt, klar til at det gik for stærkt, og han skulle trække sig tilbage.

Ingen negativ reaktion kom fra Killian, da Jaris låste døren, så det tegnede da allerede rimelig godt. Det var jo vitterligt ikke meningen at gøre ham den mindste smule utilpas, for så kunne han da være sikker på, at lige meget hvad Killian så havde lagt bare lidt op til, ville det ikke komme til at ske.
Fordi Jaris havde låst døren og var en anelse usikker på om han ville fremstå lidt for skummel, ville han ikke være den der indledte mere end bare almen samtale. Han ville ikke være alt for nærgående, selvom han i enhver anden situation ikke havde været helt så hensynsfuld. Men det virkede da fint, for inden længe så han Killian træde helt tæt på og han skævede kort mod hænderne, der blev lagt mod hans bryst.

Jaris kunne ikke lade være med at smile over Killians ord og trække lidt overvejende på skuldrende. Han havde altid kun fundet det hyggeligt at snakke med dyr, måske mest af alt fordi de ikke svarede igen. Det var ikke noget han fik tid til at tænke yderligere over, for han blev distraheret af Killian, der trykkede sig lidt tættere ind mod ham. Nej, han havde vidst ikke misforstået noget.
”Så gavmild du er,” smilede han, mens han løftede den ene arm, lagde den forsigtigt omkring Killian og trak ham så tæt det overhovedet var muligt. Han lænede kroppen lidt tilbage, for at læne ryggen mod døren bag sig, men strakte halsen lidt frem for straks at gøre det alt for forsigtige kys en god del mere intenst. Den anden hånd fandt hurtigt vej til Killians buksekant, som han maste hånden forbi, for at komme ind til en varm balle og tage fat med et godt greb. Nu hvor han var sikker på ikke at have mistolket noget, så han heller ingen grund til at holde sig tilbage. Og at rage på en balle var altid fornøjeligt.

Killian fik ikke svaret på, at han var gavmild, som deres kys forhindrede videre tale. Lettelsen gled igennem ham, som kysset blev gengældt og en arm lagde sig om ham, for at trække ham endnu tættere på den anden mands krop. Villigt trykkede han sig i mod ham for at mærke hans varme igennem tøjet. Tøjet var i vejen, men sådan var det bare lige nu. Mon ikke, at det forsvandt på et tidspunkt.
Han var tydeligvis ikke den eneste, der syntes tøjet var i vejen. En hånd gled ind under hans bukser og ned for at lægge sig om hans balle. Og gribe fat. Killian skubbede sit underliv mod Jaris’, mens han gengældte intensiteten bag kysset.

Han havde været lidt bekymret for, om han havde været for hurtig, men det var tydeligt, at hans nye ven havde samme lyst som ham. Killian havde bare lidt svært ved at holde sig selv tilbage, når de første kærtegn var gjort, og fingrene, der havde rørt hans hud på vej op af trappen, havde startet hans hunger efter at mærke mere hud. Normalt kunne han godt tage en samtale og lære folk at kende, men så snart døren var blevet låst, havde han været mere sikker på, hvad Jaris ville med ham. Og heldet var med ham, som Jaris var med på at kaste sig over det med det samme, i stedet for at trække pinen med samtale. Det behøvede ikke at gå så langsomt.

Killians hænder flyttede sig fra Jaris’ bryst ned til hans sider, hvor de fandt ind under tøjet til den varme hud under. Med et nydende suk kærtegnede han hans sider og hans mave, fortabte sig i følelsen af den bløde hud mod fingerspidserne. Han flyttede dem langsomt op i mod hans brystkasse, samtidigt med, at hans tunge forsigtigt rørte Jaris’ underlæbe i en spørgende gestus. Han havde for længst lært, at det ikke var alle, der ville kysse, og ikke alle der ville kysse, som ville mere end det. Og derfor ventede han på at blive inviteret i stedet for at tvinge sig til noget. Det var alligevel ikke ham, han var blid og gjorde aldrig noget, uden han var sikker på, at det var i orden. Han forventede ikke at blive få samme behandling, han havde lært at hans uskyldighed havde en tendens til at få folk til at være lidt hårdhændede. Og det havde han heldigvis ikke så meget i mod, så længe det ikke gjorde alt for ondt.

Jaris var for det meste en tålmodig mand og ville da bestemt heller intet have imod, at lære Killian bedre at kende. Men når det nu lod til at de begge var helt enige i hvad der skulle ske, kunne den del vel altid vente til lidt senere. I stedet nød han hellere de blide kærtegn mod sin hud under skjorten. Idet han mærkede tungen mod sin underlæbe, kunne han ikke lade være med at smile svagt. Han var helt bestemt ikke vant til så forsigtig en behandling og endnu mindre vant til, at der blev ventet på hans accept.
"Du behøver ikke være så forsigtig. Jeg er ikke sart," sagde han, efter at have trukket hovedet lidt tilbage. Han valgte at svare med ord, i stedet for en simpel hentydning, så Killian ikke ville have den mindste tvivl. Men det han sagde passede heller ikke helt, der var én ting Jaris ikke ville. Han ville ikke tage imod, men det var som regel ikke en detalje han behøvede at nævne.

Killian fik ikke meget tid til at reagere, da Jaris tog lidt bedre fat omkring ham og klemte lidt mere til om hans balle, så det var lettere at trække ham med sig, da han vendte dem rundt og skubbede Killian op af døren. Han trak begge hænder til sig, for at lægge den ene mod døren, som han lænede sig ind mod ham. Kun lige nok til stadig at efterlade lidt rum mellem dem, skulle Killian have i sinde at pille ved knapperne i Jaris' skjorte. Den anden hånd førte han op til halstørklædet om Killians hals, som han gav sig til at pille af og smide over skulderen. Den samme hånd fandt hurtigt vej ind under både trøje og skjorte, hvor den gav sig til at kærtegne den bløde hud.
"Men du foretrækker måske en blid behandling?" Spurgte han lavt, næsten hviskende, inden han rykkede hovedet lidt tættere på og lod læberne kærtegne hans hals, i nogle små, blide kys. Samtidig lod han fingerspidserne glide fra hans brystkasse, ned over maven, ned til buksekanten og så tilbage igen. Jaris foretrak selv at kunne tage ordentligt fat, men havde aldrig noget imod at tage de helt lette berøringer i brug også. Kun fordi han morede sig lidt for meget med at kunne pirre folk lidt ekstra på den måde. Derudover ville han hellere spørge, for ligesom Killian, ville han ikke tvinge andre til noget de ikke ville. Set bort fra, at han teknisk set allerede havde tvunget Killian til at flytte sig. Det valgte Jaris bare at kalde dominans, så var det vel okay.

Killian var lige ved at tro, at han havde gjort noget galt, da Jaris trak sig tilbage, men han ville bare forsikre ham om, at han ikke var sart. Killian smilede lidt undskyldende.
"Man kan ikke altid vide..." Han fik ikke sagt mere, som han blev trykket endnu tættere på den anden mand og skubbet rundt, så han pludseligt stod med ryggen mod døren i stedet for, hvilket fik et lille forskrækket gisp fra Killian. Det føltes helt koldt, da Jaris' hænder forsvandt fra hans hud, men han nåede ikek at ærgre sig, før Jaris begyndte at rumstere med hans halstørklæde. Killian kærtegnede hans mave med fingerspidserne, inden han begyndte at pille ved skjorten.

Halsterklædet forsvandt og en hånd blev ført ind under Killians tøj, og en lidt overfladisk, sitrende vejrtrækning forlod ham ved følelsen. Han var fanget mellem døren og Jaris, men det gjorde ham ikke noget, det fik bare hans hjerte til at banke lidt hårdere i spænding. Spørgsmålet fik ham til at tøve lidt, for han havde ikke lige et svar parat, og pludseligt måtte han strække halsen, så Jaris kunne komme til med sine små kys.
"Jeg foretrækker det, folk har lyst til at give," svarede han en smule åndeløst, som hele hans krop sitrede under Jaris' berøringer og kærtegn.

Han glemte helt, at han var ved at pille ved knapperne i Jaris' skjorte, og skubbede i stedet sine hænder ind under stoffet for at røre ved hans hud. Fingrene gled langs kanten af hans bukser, over hans hofter og op langs hans sider. Blidt som han hele siden havde været. Mere. Mere hud og flere berøringer. Han bed sig i læben og lukkede øjnene for at nyde det hele, suge følelserne til sig.

Jaris fortsatte sine blide kys mod Killians hals og smilede svagt imellem dem, over det svar han fik. Fint, så kunne han vel godt tillade sig at tage lidt fat, når han nu kom dertil. Indtil videre holdt han sig til de utrolig blide berøringer, som han stadig kærtegnede Killians hud under tøjet. Den anden hånd fandt samme sted hen og Jaris trak sig kun et kort øjeblik, for at trække begge lag tøj af den anden, før hans læber endnu engang lagde sig mod den bløde hud mod halsen. Hvis Killian altså gav ham lov.
Hans egen lidt tunge vejrtrækning viste hvor meget han nød Killians berøringer mod sin hud. Så gjorde det ham intet, at han ikke nåede videre med knapperne i skjorten.

Hænderne strøg ned over Killians mave og da de ramte buksekanten denne gang, tog han let fat for at åbne dem. Han sørgede for ikke at forhaste sig, så Killian hele tiden ville kunne nå at stoppe ham. Selvom han var mere end sikker på, at de begge var helt enige, kunne man vel nå at ændre mening. Ikke Jaris, selvfølgelig, han ændrede ikke mening.
Han skiftede et kys mod hans hals ud med et nap, idet han samtidig skubbede bukserne ned over hans baller og videre, indtil de sad om lårene, eller selv faldt resten af vejen. Så flyttede han hovedet og rettede et hurtigt kys mod hans læber, inden han lagde et fast greb om hans lem og lige så stille gav sig til at bevæge hånden op og ned.
”Vend dig om,” sagde han lavmælt, som han betragtede Killians ansigt med et lille smil. Han havde først i sinde at slippe sit greb, når Killian begyndte at vende ryggen til ham.

Det kildede så dejligt, som Jaris kyssede hans hals, og Killian lukkede øjnene for at nyde det. Han var ligeglad med, hvordan folk havde lyst til at bruge hans villighed, så længe det ikke gjorde ondt. Denne blidhed var dog ikke noget, han fik så ofte, og han nød det i fulde drag. Samtidigt fortsatte han sine kærtegn af mandens overkrop, lod hænderne søge højere op og kærtegne hans brystkasse og blidt kærtegne hans brystvorter med fingerspidserne.

Han måtte dog slippe, som Jaris gjorde tegn til at ville trække tøjet af ham, så han trak villigt hænderne til sig og løftede armene, så det kunne lade sig gøre. Da det blev hevet over hovedet på ham, prustede han svagt med et smil og rystede på hovedet, så det krøllede hår fløj rundt om hovedet på ham. Et stort smil blev sendt i den andens retning, men han lagde hurtigt hovedet lidt på skrå, så de små blide kys kunne fortsætte.

Små nydende lyde forlod ham, som han kom i tanke om, at han var ved at åbne en skjorte, og hans fingre fandt hurtigt frem til knapperne. Der var ikke så mange tilbage, og han havde lige fået den sidste op, da Jaris nappede ham i huden på halsen og skubbede hans bukser ned. Killian var en smal dreng og de gled uden besvær hel ned for at lægge sig om hans ankler oven på støvlerne.
Næsten higende efter det, gengældte Killian kysset, der var alt for kort. I stedet kom der et svagt gisp fra ham, da Jaris tog fat om ham og begyndte at kærtegne ham, hvilket fik ham til at bide sig i læben. Hans blik mødtes Jaris’ for et øjeblik, og han betragtede hans øjne lidt, inden han langsomt vendte sig om, så han havde fronten mod døren og hvilede armene på den. Han var ikke utryg, ind til videre havde alt været så blidt, faktisk strittede han lidt med røven, mens han så sig over skulderen mod sin nye ven med lidt forventning i blikket. Hvad ville han gøre?

Jaris nød hvor villig Killian lod til at være. Han behøvede ikke at arbejde meget, for at få ting til at ske, som han nu engang gerne ville. Ikke at det gjorde noget, slet ikke. Efter alt for meget modstand tilbage i Rubinien, var det rart at skubbe alle bekymringer til side og kun fokusere på det behagelige.
Hans blik mødte Killians og han kunne ikke lade være med at smile svagt over nydelsen, han tydeligt kunne ane hos ham, som han fortsat lod hånden kærtegne ham. Trods han tydeligvis selv blev opstemt af at røre ved Killian, gjorde det ham intet at fortsætte sådan her. At give ham lov til at nyde de blide berøringer, for han tvivlede ikke på, at det nok skulle komme tilbage.

Som Killian vendte sig, trak Jaris hånden til sig, så han i stedet kunne lægge den mod en nøgen balle. En nydelig, fast, men blød, rund balle. Jaris klemte lidt til, og idet han lagde den anden hånd mod hans ryg, lige mellem skulderbladene og pressede ham let ind mod døren, førte han en finger ind mellem hans baller. Han gav sig til at massere Killians åbning, mens den anden hånd gled op mod hans nakke, hvor fingrene flettede sig ind i hans mange krøller. Samtidig strøg han håret væk fra nakken, så han kunne placere læberne dér. Der gik et øjeblik, før han pressede den første finger ind i Killian og den anden hånd greb let fat i det krøllede hår. Selv kunne han ikke lade være med at sukke nydende, han elskede at få lov til at røre og pille.

Killian kunne ikke lade være med at smile lidt, da han kunne mærke Jaris' hånd om sin ene balle. Killian fyldte ikke så meget i landskabet, men trods det, fandt han selv, at han havde en pæn krop, og det var da sjældent, at nogen havde noget andet at sige.
En hånd på hans ryg skubbede han let ind i mod døren, så han måtte hvile sin kind i mod det lidt ru træ og hvile sin vægt lidt mere mod hænderne og underarmene, der var presset mod døren i forvejen. Han lagde slet ikke rigtigt mærke til det, som hans nye ven begyndte at kærtegne ham. Et par små lyde af nydelse kom fra ham og han lukkede øjnene lidt. Hånden fra ryggen gled op og snoede sig ind i hans hår i stedet, noget han elskede. 

Kysset fik ham til at bide sig lidt i læben og en svag sitren gik igennem ham, som han kunne føle så mange dejlige ting på én gang. Han havde lyst til mere, selvom han som altid næsten mest havde lyst til at røre selv. Men lige nu var det fantastisk dejligt, og han stønnede næsten uhørligt, da Jaris pressede sin finger ind i ham, og taget i hans hår blev en smule mere fast. Det fik ham til at bukke lidt i fingrene i nydelse, så hans negle med en svag lyd gled ned over træet.
For at vise, at han kunne lide det, pressede han underkroppen en smule tilbage mod Jaris, et tegn på, at han gerne ville have mere. Af det hele. Men han krævede ikke, han ville lige så gerne vende sig og forkæle sin nye ven.

Jaris havde tidligere været i tvivl, om han læste Killians signaler forkert, fordi han selv hellere end gerne ville have fingrene i ham, men det var da tydeligvis ikke tilfældet længere. Som altid ville han ikke overskride nogle grænser, selvom han stadig godt kunne lide at være bare lidt hård, så han sørgede hele tiden for at lytte til Killians lyde. Killians dejlige, nydende lyde, der kun tændte Jaris mere for hver gang han hørte dem og forsikrede ham om, at han ikke gjorde noget, han helst ville være fri for.
Han gav sig stille og roligt til at bevæge den ene finger, bare for at varme Killian lidt op. Han trak hovedet lidt til sig og skævede ned mod bagdelen, der blev presset let tilbage. Jaris gav ikke efter for hentydningen med det samme, selvom han straks forstod, at han ville have mere. Men der gik ikke længe, før han skubbede endnu en finger ind og derfra fortsatte de samme, rolige bevægelser.

Selvom Jaris fandt det noget så fristende at droppe pilleriet og tage Killian op ad døren med det samme, havde han ikke i sinde at give efter for sine egne lyster. Ikke helt endnu. Når man fik lov til at pille så meget, ville det være synd at spilde chancen.
Han havde tænkt sig at blive ved, enten indtil Killian selv bad om andet, eller helt indtil Killian nåede sit klimaks. For selv hvis han nåede så langt at blive skubbet ud over den kant, ville det ikke forhindre Jaris i at holde sit fokus mod den pæne, lille bagdel, der stod foran ham, når han skulle bruge mere end bare fingrene.
For at presse Killian lidt yderligere, tog Jaris forsigtigt en tredje finger i brug, men han holdt sig til samme, langsomme tempo i fingrenes bevægelser.