Hun havde selv taget et par krystaller med, som hun stod og kastede i én efter én. "For Atlas," bad hun med den første. Hun vidste at hvis nogen af guderne lyttede med nu, så måtte det være Chance.
"Led ham sikkert hjem. Og for Reina," bad hun, som hun smed den næste. "Hun så ikke ud som om hun sover godt for tiden. Og for drengen, med de store blå mærker, jeg så tidligere, han har bestemt brug for lidt bedre held." Hun talte højt og tydeligt, ikke bange for at lade sin gudinde høre sig, men hun regnede heller ikke med at der var andre i nærheden så tidligt på morgenen. Byen var først lige ved at stå op, solens stråler havde kun lige farvet efterårshimlen lysegrå, og der var stadig mørkt i det meste af byen.
Mest af alt regnede hun med at hjælpe de unge drenge, der om et par timer sikkert ville smide støvlerne og rengøre ønskespringvandet for hver eneste krystal i det.
