Krystallandet
Helli 26.10.2019 11:31
Biblioteket har et ydmygt udseende. Det ligner et hvert andet hus i Aztaroth, selvom det nu om dage er et af de eneste der er hele, og det der skiller sig primært ud, er de dæmoniske skrifttegn der læser ”bibliotek” på døren.
Når man går ind bliver man mødt af en tør luft, og en temperatur der hverken virker kold eller varm. Der er pinligt rent, og intet af det støv man forventer af et gammelt bibliotek.
Ved siden af døren og langs vinduerne står der tomme borde og stole. Det hænder at der sidder en der, eller der ligger en bog. Hvis det er tilfældet, så er bibliotekaren med sikkerhed hjemme.
Ved første øjekast opdager man ikke de små væsner, men som man bevæger sig længere ind, begynder man at opdage disse såkaldte ’eventyrvæsner’. De flytter på bøger og gør rent, men følger også ubudne gæster med deres øjne.
Reolerne går længere ind end øjet kan se. De er fyldt med bøger af alle farver, genrer, sprog og størrelser. Hvis man når midten af biblioteket, kan man også møde ’Den Talende Bog’. Den er ligeså sinister som bibliotekaren, hvis ikke mere. Så stol ikke på den. Den kender dæmonernes love bedre end nogen anden.
Selvom der med første øjekast virker fredeligt, så løber det stadig koldt ned af ryggen på de fleste der betræder bibliotekets tærskel. Det er som om der over det hele er øjne der stirre på en, og som man går længere ind i biblioteket så føles det som om at noget prøver at få adgang til ens hjerne. Næsten så man kan mærke vanviddet der sidder gemt mellem bøgernes side.
Man er muligvis gået en vej ind, men uden at få lov af bibliotekaren, så forlader man ikke bare biblioteket igen. Biblioteket lever, og uden evnen til at teleportere sig, må man vente på enten døden eller til bibliotekaren tager sig af en.
Når man går ind bliver man mødt af en tør luft, og en temperatur der hverken virker kold eller varm. Der er pinligt rent, og intet af det støv man forventer af et gammelt bibliotek.
Ved siden af døren og langs vinduerne står der tomme borde og stole. Det hænder at der sidder en der, eller der ligger en bog. Hvis det er tilfældet, så er bibliotekaren med sikkerhed hjemme.
Ved første øjekast opdager man ikke de små væsner, men som man bevæger sig længere ind, begynder man at opdage disse såkaldte ’eventyrvæsner’. De flytter på bøger og gør rent, men følger også ubudne gæster med deres øjne.
Reolerne går længere ind end øjet kan se. De er fyldt med bøger af alle farver, genrer, sprog og størrelser. Hvis man når midten af biblioteket, kan man også møde ’Den Talende Bog’. Den er ligeså sinister som bibliotekaren, hvis ikke mere. Så stol ikke på den. Den kender dæmonernes love bedre end nogen anden.
Selvom der med første øjekast virker fredeligt, så løber det stadig koldt ned af ryggen på de fleste der betræder bibliotekets tærskel. Det er som om der over det hele er øjne der stirre på en, og som man går længere ind i biblioteket så føles det som om at noget prøver at få adgang til ens hjerne. Næsten så man kan mærke vanviddet der sidder gemt mellem bøgernes side.
Man er muligvis gået en vej ind, men uden at få lov af bibliotekaren, så forlader man ikke bare biblioteket igen. Biblioteket lever, og uden evnen til at teleportere sig, må man vente på enten døden eller til bibliotekaren tager sig af en.
