Dagen havde startet så smuk. Morgendug på græsset, sol i ryggen og en blid brise til at bære hende afsted imod Dianthos, som havde lagt så smukt i horisonten.
Hvis så bare vinden havde båret hende en smule hurtigere, kunne hun have sluppet for de forbandede sorte skyer, som nu dækkede eftermiddagshimlen og gav hele byen et tiltrængt men særdeles, for Danielle, uønsket bad. Enkelte glimt af lys, efterfulgt af skraldende torden kunne høres gennem byens gader, og hvor end der var en lille hældning på vejen var der nu en tilsvarende hurtig strøm af regnvand, der søgte et sted at lave deres egen lille improviserede sø i slummen.

Danielle havde søgt tilflugt under et halvtag for over en time siden, i håb om at vente her mens bygen fortog sig, men måtte efterhånden, noget modvilligt, acceptere at dette var et skyl med intention om at vaske alle spor af snavs væk fra byen. Hun kiggede ned på tasken, som indholdt den eneste del af hendes oppakning, der ikke var blevet mere eller mindre gennemblødt af regnen på vej gennem porten. Det hårde læder var velbehandlet og afviste regnen langt bedre end den alt for store jakke hun var fløjet rundt i og som stadig ikke var i nærheden af at tørre hængt henover skiltet til hvad end butik hun stod foran.

"Acho!"
Nyset kom uvarslet og den lille pige, hvis vægt i samme stund målte langt under den naturlige grænse for absurd undervægt, lettede kortvarigt fra jorden. I forskrækkelse kiggede hun sig omkring, indså hvad der skete og lod rystede på hovedet af sig selv. Nej, det var tid at finde noget varmt og tørt, heldigvis kunne hun høre lyden af musik, latter og svulpende øl, så medmindre der var gilde i nærheden lå kroen lige om hjørnet.
Hun greb sin gennemblødte jakke og løb gennem gaden, regnen hamrede imod hende og den lille smule af tørt hun havde genvundet i sit læ, forsvandt før hun nåede hjørnet, kun hendes fødder, der ikke syntes at synke ned gennem det strømmende vand, bevarede lidt af deres velvære.

Kroen hed "Det Halve Svin" og med det samme hun trådte igennem døren stoppede hun op og lod varmen fylde hende op.

Det havde været en god dag til at være på patrulje. Hedwig havde i hvert fald ikke haft noget at brokke sig over, og da det var fyraften, var hun, sammen med et par andre byvagter taget på kroen. Efter hendes sidste fejltagelse med øllen for et par måneder siden, havde hun dog virkelig forsøgt at holde sig i skindet, så det havde stået på saft hele aftenen, noget trist når hendes smagsløg fortrak det der var stærkere.

Solen havde stadig stået højt, dog med skyer i horisonten, da hun var gået ind på kroen, men efter noget tid, måtte hun sande at det nok var begyndt at regne. Selve vanddråberne var dårligt til at høre pga. larmen på kroen, men siden folk med jævne mellemrum brasede ind i kroen, fuldstændig våde, måtte Hedwig bedømme at det nok regnede hårdt udenfor. Hvilket også var grunden til at hun blev siddende med de andre byvagter, selv langt efter at de var ved at blive godt visne.

Der var ikke mange ledige pladser i kroen efterhånden. Dem der var kommet tidligt gad ikke gå pga. regnen, og dem der var kommet senere, sad stadig og varmede sig efter deres tur i regnen.
Selv var Hedwig ved et bord, henne ved døren, og selvom det havde været fyldt op til at starte med, så var de fulde byvagter begyndt at blande sig med resten af befolkningen.
Hedwig holdt dog et øje med døren, og da en ung pige kom ind i kroen, fuldstændig gennemblødt, stak det lidt i hendes hjerte. Der var dog ikke meget hun umiddelbart kunne gøre.

Det var et øjeblik af ren bliss, som varmen fra krostuen fik lov at trænge igennem det våde tøj. Dog varede følelsen kun kort før endnu et nys bragte hende tog skridt baglæn og ind i døren.
Som en våd hund rystede hun kroppen og håret en gang, så dråber sprøjtede ud omkring døren, hvor kroejeren klog havde valgt ikke at placere borderne.

Efter alt dette var overstået, i løbet af et par lange sekunder, tog Danielle endelig omgivelserne ind. Kroen var larmende, lugtede af spildt øl og hvad hun havde troet var musik var blot et bord af fulde folk, der sang drukviser de kun var halvvejs enige om hvordan lød, med andre ord kunne hun næppe komme på et bedre sted i Dianthos. Med et selvtilfreds smil gik hun til det nærmeste bord, hvor folk i uniform var begyndt at forveksle det tykke træbord med en blød seng og hvor en enkelt stol stadig stod uden en ejer, hvorvidt det var fordi den ikke havde nogen eller dens tidligere ejer var ude at lette vandet gjorde dog ingen forskel, som den unge pige sank ned i stolen, greb fat i skørtet på en kropige og bad om "Noget stærkt der varmer" samtidig med at en lille glitrende sten skiftede ejer.

Med de vigtigste ting på plads, varme, komfort og udsigt til den flydende udgave af begge, kiggede Danielle endelig på sine kommende kammersjukker og blev straks bevidst om den lille sorte pakke i tasken. Byvagter.
Et øjebliks overraskelse gled over hendes ansigt og hun undlod meget bevidst ikke at kigge på pakken, som hun havde smuglet ind under instruksen om ikke at lade vagterne se dens indhold. Hun var dog profesionel nok til at skubbe ansigtsmimikken tilbage på plads, give et smil til den eneste ved bordet, der stadig var ædru nok til at føre en samtale og sige.
"Undskyld jeg braser ind, men jeg kunne bare ikke overskue mere regn." Smilet var et forsøg på uskyld og ramte også nær nok til at kunne misfortolkes som nervøst.
"Er det okay jeg sidder her? Jeg skal nok give min omgang til bordet."

Hedwig sendte et venligt smil på pigen der satte sig ved bordet. "Det er intet problem. Han der sad der forsvandt for..... en halv time siden?" sagde hun smilende og kiggede lidt rundt i kroen. HUn var ikke helt sikker på hvor han var forsvundet hen. Det var mest af alt fordi hun ikke have overblikket til at kunne se ham over i hjørnet, med en gruppe af folk der så mere eller mindre kriminelle ud. Selv byvagterne lagde jo deres job om lov og orden til side en gang imellem.

At den unge pige så lidt nervøs ud, var heller ikke så underligt for den store byvagtssergent. Med sine 2 meter, så var hun ikke ligefrem en normal slags kvinde man så her i byen.
"Jeg tror så heller ikke at de har behov for mere at drikke," indrømmede hun og skævede til de andre byvagter. Ja, de manglede i hvert fald ikke mere indenbords.

"Men du må da få skiftet lidt ud af dit kolde tøj, eller få noget varmt på," kom det så mere bekymrende fra Hedwig, ligesom en bekymret mor. Hun havde selv en kappe hun kunne tilbyde, men det ville nok være rarere for pigen, hvis hun havde noget andet tøj at skifte over i.

Danielle fulgte byvagtens blik rundt i lokalet, mere af refleks end for endeligt at finde den 'forsvundne' vagt.
"Så kommer han nok heller ikke tilbage forløbigt."
Som blikket blev rettet tilbage imod bordets gæster, trådte tjeneren tilbage og placerede to glas foran Danielle. Den ene et lille glas med en lys gylden væske, den anden stor og dampende.
"Ellers andet?"
Danielle overvejede et øjeblik før hun spurgte efter noget varmt at spise.

"Ikke nogen dårlig ide, tror jeg har en ekstra kappe med i tasken"
Danielle flyttede tasken på sit skød, rettede åbningen bevidst væk fra vagten og rodede kortvarigt rundt før hun med succes kunne trække en grå kappe ud fra tasken og erstatte hendes våde lyseblå kappe, som i stedet fik en plads til at tørre på ryglænet af en sovende vagts stol.
"Tror bare jeg skal have mig lidt varmt. Ved du om man kan leje et værelse her?"
Tasken blev lukket igen og placeret ved hoften under kappen.
"Måske endda et varmt bad?"
Et håbefuldt blik blev løftet og mødte Hedwigs øjne. Hvis ikke havde hendes forældre et sikkert sted at sove, men det lå i den anden ende af byen og er par timer i regnen var langt fra hvad Danielle havde lyst til lige nu, så hellere betale sig til et sted at sove her, så snart pakken var afleveret var der trodsalt ingen problemer med penge igen foreløbigt.

Det var godt at Danielle i mindste virkede til at have lidt tørt tøj på sig, så hun ikke skulle se og være totalt gennemblødt. Det var kun så meget at varmen herinde kunne hjælpe med.
Hedwigs øjne løb hen mod disken, hvor hun havde set op til flere være oppe i løbet af aften, og en del var også gået ovenpå. Var der i det hele taget plads på kroen? Hedwig selv sov her aldrig,s å hun havde ikke nogen god ide om det.

"Hvis de stadig har plads, så burde man kunne få det. Jeg bor i byen, så jeg er ikke helt sikker på at logistikken omkring det dog," indrømmede hun og trak lidt på skuldrene, før at hun sippede lidt til sin saft. Hun vidste godt at hun skulle ud i regnvejret for at komme hjem, men før eller siden måtte det stilne af. Ellers måtte hun jo bare løbe hjem.
"Mit navn er forresten Hedwig," tilbød hun. De havde efterhånden snakket lang tid nok, til at Hedwig i det mindste mente at de kunne dele deres fornavn med hinanden.

Danielle lod blikket glide på disken og døren der ledte ovenpå, hvor to personer forsvandt igennem med en smule slinger i deres gang. Forhåbentlig var der stadig plads til en enlig rejsende, ellers måtte hun få en seng i fællessalen, der var næsten altid plads til en ekstra, om man så måtte nøjes med et sted på gulvet, og ellers måtte hun jo kaste sig ud i vinden.
Tanken fik det koldt gys til at løbe gennem hende, så hun trak blikket til sig og gav sig i kast med den varme kop.
Et par små sip senere kiggede hun tilbage på Hedwig.
"Jeg hedder Danielle, hyggeligt at møde dig"
Endnu engang lod hun et lille smil glide over læberne, denne gang lod hun den ene mundvig trække lidt ekstra for et skævt smil.
"Hvis ikke kan jeg nok finde noget andet i nærheden, jeg har et par bekendte der måske kan hjælpe."
Hun sippede en ekstra gang, lidt usikker på hvad hun egentlig drak. Det smagte både sødt og bitters, men varmen var ikke til at tage fejl af, som den spredte sig helt ud i fingrene.
"Men det må blive noget en fremtidig udgave af mig tager sig af, lige nu trænger jeg bare til at hvile kroppen."
Med en smule fokus lod hun luften sive ud mellem læberne, og som loften forlod hende gav stolen en knagen fra sig.
Hendes krop havde været så anspændt hun næsten havde glemt hvordan hun havde holdt tyngdekraften fra at gribe hende, men nu hvor der var ro på, var følelsen kommet tilbage som en spænding i nakken og træthed i armene.

"I lige måde," svarede Hedwig tilbage, før hun satte sit glas for munden og drak det resterende indhold. Hun overvejede kort at kalde for noget mere at drikke, men for nu var stille. Tjenerne i kroen, så også ud til at have rimelig travlt med mængden af drukkenbolte der havde behov for endnu mere at drikke.
"Det er også et frygteligt vejr at være ude i. Det er nok derfor der er så meget gang i den i aften, de færreste gider at trodse vejret og gå hjem," lo hun muntert.

"Det lyder til at du ikke er her fra byen, hvor kommer du fra?" spurgte hun, i et forsøg på bare at have noget de kunne snakke om. Hvis hun forsøgte sig med nogen af sine andre bekendte i kroen, så ville hun nok i bund og grund bare få stukket et krus øl i hænderne.

Uden at tænke videre over det skubbede Danielle sit lille glas af whiskey henover bordet til Hedwig, før hun tog et ekstra sip af hendes mysteriekog.
"Sandt nok, mine forældre har et lille gods sydpå, men jeg rejser rundt og hjælper med familiens forretning." 
Endnu en gang blev glasset løftet og denne gang tog hun et dybt drag af glasset før det igen fik lov at hvile på bordet.
"Det var meningen jeg skulle mødes med en kunde her i byen, men det bliver først i morgen. Ingen grund til at udsætte mig for det her vejr når det sagtens kan vente til i morgen."
Danielle viftede hånden for at indikere det ikke var noget særligt, hun havde trods alt rejst rundt på egen hånd i en del år efterhånden og havde set mere af kontinentet end de fleste andre med double hendes år på ryggen. Hvis hun skulle være ærlig, så var hun ret stolt over hendes formåen, men vidste samtidig det nok ikke var den bedste ide at fortælle alt for mange detaljer til en, der stod i direkte strid med kunden.

"Regner dog ikke med at være her særlig længe, har nogle kollegaer, som har brug for en hånd nede sydpå når jeg er færdig her."
Endnu engang drak hun og begyndte at føle en let summen i fingrene, der stadig havde en del fugt på sig fra regnen, men i det mindste ikke længere var kolde.
En let rødmen begyndte så småt at sprede sig i kinderne, som de genvandt den tabte varme.

Det gik ikke ubemærket Hedwig, og hendes blik blev lige med det samme fanget af whiskeyens farve. Hun kiggede dog hurtigt væk igen, for at koncentrere sig tilbage på Danielle. Hun havde lovet sig selv ingen alkohol idag.
"Det lyder da som noget af et arbejde,"indrømmede Hedwig. Selv holdt hun sig i Dianthos, og det var sjældent at hun blev sendt ud af byen. Hendes viden om kriminaliteten, om end lidt forældet efterhånden, var vigtigere her. Desuden var hun vokset op i byen, det var hjemligt og rart her.

"Det lyder til at du kommer lidt omkring. Jeg har sjældent forladt Dianthos' murer," indrømmede hun, dog var der ikke noget trist blik i hendes øjne. Hun holdt tydeligvis af byen.
"Hvad er det da jeres forretning laver? Eller hvad hedder den? Det kunne jo være at jeg kender den." Der var mange forretninger, men når det ikke var alt for langt fra Dianthos var der jo en chance.

"Jeg kan nu godt lide det, men har ikke været hjemme længe, der er altid et nyt sted at rejse hen."
Hun trak lidt på skuldrene og tog en slurk mere, til hendes overraskelse var næsten halvdelen af det store krus væk.
"For det meste leverer jeg breve og små pakker med instruktioner rundt mellem de forskellige selvskaber, men hvis der er anden post i samme retning, så plejer jeg at have plads imod et lille beløb."
Ikke helt sandheden, men tæt nok på at folk sjældent fangede hende i en løgn. I en verden af magi havde hun lært at en direkte løgn nogengange satte folk i fare.

"Så jeg har set lidt af mange steder, men hver gang jeg kommer til Dianthos ender jeg med at fare vild i gaderne. Jeg forstår simpelthen ikke hvordan i kan finde rundt med alle de blindgyder."
Hendes tanker faldt kortvarigt på sidste gang hun var i Dianthos, hvor hun var endt i den forkerte ende af byen og havde været nød til at svæve tilbage til markedspladsen for at finde vej.
"Udenfor byen er det meget lettere at se stjernerne om natten eller følge solen om dagen, plus man kan se meget længere omkring sig."

Over ved baren begyndte kropigen at gå imod deres bord med en skål varm suppe og tilhørende brød.

Heldigvis for Danielle, så var Hedwig ikke en af dem der kunne opfange skjulte sandheder eller løgne. HUn havde kun sig selv og sit normale syn til at bedømme om folk var til at stole på eller ej, og indtil videre synes Hedwig at Danielle virkede som en ganske fornuftig ung pige.
"Man vænner sig til det, når hendes levevej er at patruljere gaderne," sagde Hedwig leende. Eller når man skulle undgå de store gader for ikke at blive set af byvagterne. Hun havde siddet på begge sider af spektrummet, og det gjorde det anelse nemmere at kende til de fleste gode smutveje.
"Jeg tror jeg ville have en anelse svære ved at finde vej ude i den store verden. Især hvis det ikke blot er at følge nordvejen eller sydvejen," indrømmede hun. der kom der også nok folk til at man typisk kunne spøge, hvis man var i tvivl om man tilfældigvis var gået forbi.

Da kropigen kom hen med maden, vendte Hedwig sig mod hende. "Kan jeg få endelig et krus?" spurgte hun og pegede ned på kruset hvor saften efterhånden var forsvundet.
Kropigen kiggede lidt forvirret på det. Det var ikke hende der havde serveret Hedwig tidligere. "Vin?" spurgte hun for at bekræfte det. Selvom det var underligt med vin i et krus.
"Ah nej, saft. Varm saft hvis du kan," svarede Hedwig tilbage, og kropigen nikkede til det, selvom Hedwig selv så lidt nødslået ud over at det var hvad hun kunne tillade sig at drikke.

En skål suppe og et stykke friskbagt brød blev stillet foran Danielle, mens Hedwig lavede sin bestilling, men den unge pige med det regnvåde hår syntes et øjeblik at være fjern, mens blikket lå på et punkt bag hendes bordmakker.
På den ene side var hun taknemmelig for sit liv. Hun rejste rundt og oplevede spændende ting, hun havde sågar set to drager, dog aldrig på nært hold. 
På den anden side ønskede hun inderligt at kunne bytte med byvagten. Hun havde aldrig haft et hjem, hun var altid den fremmede, sov på kroer, i stalde og en sjælden gang imellem i et safehouse. Hendes forældre ejede et gods, men Danielle kunne ikke huske hvornår hun sidst havde set det og om hun overhovedet ville kunne genkende folkene der.

Fra vinduet sprang et glimt af lys og Danielle måtte blinke et par gange i overraskelse før lyden af torden bølgede gennem byens gader inden den blev overdøvet af den såkaldte fællessang nær ildstedet.
Det var først her hun indså at hun havde zonet ud og skyndte sig at proppe noget mad i munden i håb om at skjule denne blunder.
Brødet var godt og lunt, men suppen havde en sjov bismag hun ikke kunne sætte fingeren på. Heldigvis var den varm og Danielle havde aldrig været kræsen, så ned skulle den nok komme.

Mens hun sad med munden fuld prøvede hun at genkalde det sidste hun havde hørt Hedwig sige. Med et gulp sank hun sin mundfuld og mødte atter byvagtens blik.
"Skal du arbejde i nat?"
Hun gav et hovedkast til det gamle krus med saft og et halvt blik på de halvsovende kollegaer der havde drukket hinanden under bordet.

Det var en kort bestilling, og det var ikke underligt at Hedwig fangede Danielle i at stirre ud i ingenting. Det var ikke ligefrem en underlig ting, og Hedwig lod selv sit sind glide lidt væk fra krostuens mylder. Hun var ikke utilfreds med sit liv, men der var visse ting hun ønskede hun kunne få ud af sit liv alligevel. At se verden var dog ikke noget af det. For en så stor som hende, så var der et element af at hun foretrak at være i trygge rammer. Ikke situationer, men bare altid føle at byen var der for hende, uanset hvad der skete.

Lynet gav også et sæt i Hedwig, og kunne kiggede mod vinduerne hun havde i sigte. Det regnede om ikke andet endnu mere udenfor, og det lød som om at tordenvejret var tæt på. Forhåbentlig ville der ikke være nogen lyn der slog ned her i byen. Så ville de først for alvor få en travl nat.

Hendes blik vendte tilbage til Danielle da hun begyndte at snakke igen. Hun kiggede tilbage ned på sit krus og så over på de andre byvagter. Der var nogen der i hvert fald nød deres aften fri, selvom de nok ikke ville kunne huske noget i morgen. Desuden var hun også næsten sikker på at, at et par stykker af dem da skulle møde på arbejde i morgen tidlig. Det ville ikke blive en sjov dag.
"Nej, jeg er fri for resten af aftenen... med mindre noget sker selvfølgelig," sagde hun. "Jeg kan godt blive lidt... hidsig når jeg drikker, så jeg forsøger at lade vær," indrømmede hun. Uanset hvor godt hun følte når hun drak, så var det ikke noget dem omkring hende kunne lide. Det var mere for dem end hende selv hun holdt sig tilbage. Og så måske også fordi hun havde fået mere end en advarsel om ikke at måtte drikke på visse kroer i byen.

Hun hævede et øjenbryn og tog en ny slurk af sit krus af mysterievand. Gad vide om der mon var alkohol i? Danielle var ikke helt sikker på hvad hun havde sagt da hun satte sig, eller nærmere, hvordan det var blevet forstået. Hun kunne ikke smage alkoholen, men samtidig var der en begyndende sitren i hendes tæer, men hvad end det var alkohol eller våde sokker var ikke til at sige.
Apropro våde sukker.

Kruset blev stillet tilbage på bordet før den lille lyshårede pige smækkede det ene ben ovenpå en sovende vagts skulder og begyndte at binde sine tykke lædersko op. Det tog ikke længe før skoene var af og strømperne blev hængt over en 'tom' stols ryglæn, så de forhåbentlig kunne tørre lidt.

"Tror ærlig talt i dag er en af de dage, hvor de døddrukne har fat i noget."
Mumlede hun, mens hun prøvede at gnide lidt følelse i tæerne, der viste sig at være langt koldere end forventet inden skoene blev smidt til side.

Hedwig smilede undskyldende til Danielle. Hun vidste godt at hun ikke var den bedste at drikke med, selvom hun næsten kunne mærke sine fingre ønske om at tage om et krus alkohol og hælde det i hende. Hun var ikke engang sart om noget. Til gengæld kiggede hun langt efter kropigen, på at se hvor langt det krus saft var kommet. Nogen gange havde man bare behov for noget at sidde og holde om.

Der blev intet sagt at den sovende vagt blev brugt som skammel. Ærligtalt fortjente han det, nu når han allerede var gået kold. "Helt enig. Vejret er trist, og vinteren er på vej. Der er næppe et bedre tidspunkt at drikke sig til Zaladin og tilbage igen," indrømmede hun, og endelig kom saften. Hedwig takkede let, og tog om det varme krus saft, og bare holdt om det med sine store hænder. Hun kunne mærke varmen fra det, men heldigvis var hun allerede varm og tilpas, så det var ikke som om at hun havde behov for at varme sig. Det var bare noget hun kunne holde fat i, og tvinge sig selv til at holde sig på den rigtige sti her til aften.

Danielle nikkede, godt nok var hun ikke typen der drak sig selv i gulvet, men i forhold til at stå udenfor i regnen igen lød det næsten idylisk.
"Det kan være I har en aftale om at du får dem sikkert hjem, eller lader kromutter dem bare sove russen ud på gulvet?"
Danielle kigge imod bardisken, men så ikke andre end kropigen fra tidligere. Det var næppe hende der ejede kroen, så enten var ejeren i køkkenet, eller blot udenfor synsvide.

"I al fald foreslår jeg en skål."
Hun hævede krusset, efterhånden sikker på det ikke indeholdt mere alkohol end en cider men dog mere end te, og mødte byvagtens blik med et lille smil.
"Til de der i visdom fald ved bordet for at undgå denne nat."
Hun hævede et øjenbryn, med en invitation til Hedwig om at komme på en bedre skål eller acceptere dette forslag.

Hedwig kiggede lidt på de døddrukne mænd der lå på gulvet og bordene, og de få der var spredt til resten af kroen, som stadig så nogenlunde oprejst ud. Hvis Hedwig var her for længe, så ville hun nok få nok ondt af dem til at slæbe dem hjem. Det var jo næppe fordi de vejede for meget til at hun faktisk kunne slæbe på dem. Det var mere at det altid var lidt akavet at gøre det, og der var en del af dem.
"Til tider har kromutter det fint med at lade dem sove ud, ellers bliver de slæbt på et ledigt værelse, og så kan de pænt betale næste morgen," Hedwig kunne ikke lade vær med at grine lidt af det. Det havde hun set flere gange, når hun havde hentet byvagter med tømmermænd på kroen, fordi de skulle bruges. "Men de kan fint tage sig af sig selv." Ellers ville de andre drukkenbolte nok hjælpe dem. At komme i god jord med en byvagt var aldrig en dårlig ide.

"En skål," Hedwig sagde som ekko, før hun tog sit varme krus op. "Og til dem af os der ikke var kloge nok til at gøre det samme," sagde hun leende, før hun klinkede deres krus sammen, og tog en tår af det. I bund og grund var hun jo klog nok til at vide at hun skulle lade vær med det, men det var en trist måde at være klog på. At være fuld føltes altid så meget bedre i nuet.

En let latter forlod budbringerens strube før hun hældte den efterhånden blot lune drik ned som erstatning.
Med et veltilfreds suk satte hun kruset fra sig, tømt for indhold andet end et par bær og nødder, der havde lagt sig i bunden af krusset og formodentlig kilden til den besynderlige smag.
Hun lod blikket falde tilbage på resten af krostuen. Der var stadig rigeligt med folk i gang med deres aften, hvad end den inkludere druk, spil eller blot et varmt måltid og en plads nær ildstedet.
"Vi kan i det mindste trøste os med at vi får en bedre dag i morgen"

Hun viftede kroenpigen nærmere, som hun var på vej tilbage efter en levering.
"Kan jeg få en ny af det her?"
Danielle viftede det tomme krus imod kropigen, så hun kunne se bundfaldet.
Pigen nikkede og et par sten vekslede hænder før hun forsvandt imod køkkenet.

"Lyder som om I kommer her tit, men hvis du skulle have brug for en hånd kan jeg sagtens hjælpe med at flytte dem"
Godt nok så hun ikke ud af meget, men hvis hun hævede sin vægt burde det ikke være noget problem at flytte rundt på et par sovende mænd. Så længe det ikke var for langt igennem regnvejret.

Hedwig lo muntert. Det var rigtigt. I morgen kunne kun være en bedre dag, og Hedwig var den der kunne hygge sig med at se sine kollegaer møde op med tømmermænd.
"Det behøver du ikke, dem jeg ikke kan efterlade på kroen, er ikke tungere end jeg godt selv kan bære dem," indrømmede hun. Med Hedwigs højde, erhverv, og de brede skuldre hun besad, ville det ikke være underligt at tænke at hun nok havde musklerne i orden til at kunne bære et par mænd eller tre. Det hjalp også at hun var blevet givet lidt mere overnaturlig styrke fra barns ben af.

"Det ser næsten ud som om at du også har tænkt sig at blive på kroen natten over," kom det lidt mere drillende fra hende, og hun nikkede mod Danielles krus der endnu engang blev fyldt op. Nu vidste Hedwig ikke var meget den unge pige kunne tage, men hvis hun ikke passede på, så ville hun også falde i med resten af drukkenboltene.