Sted: Vargas' slavehandel
Tid: Tidlig nat
Vejr: Nattens kølighed har lagt sig over byen

Natten havde sneget sig ind over den store ørkenby. Stjernerne og månen kastede et blegt lys ned over husene og havnen. De fleste af beboerne lå i deres senge og forberedte sig på endnu en hed dag i ørkensolen, men ikke alle var kommet så langt. Rundt omkring i byen var der huse med lys, musik og larm. Kroer og beværtninger for byens folk, de besøgende sømænd og hvem der ellers have haft mod til at tage så langt ned i sydens varme.

Nogen havde banket på porten i slavehandlen, der lå i udkanten af byen. En gnaven vagt havde åbnet og fået ting og sager hvisket i øret, inden han havde byttet informationen for et par krystaller. Lidt efter var to vagter gået fra slavehandlen og havde bevæget sig ind i byen. De var på udkig efter en bestemt ung mand, deres herre havde et udstående med. Den lille stikker havde ledt dem mod en kro inde midt i byen. Og ganske rigtigt, da de to store mænd fandt ham på kroen, så fuld, at han ikke udgjorde det helt store problem at slæbe tilbage til slavehandlen.
En mand blev sendt op på førstesalen af den store bygning for at vække slavehandleren selv.

Vargas kom med en utilfreds lyd, da der blev banket på den tunge dør ind til soveværelset. Den var ikke lukket, og da han fik drejet hovedet og med sammenknebne øjne set derhen, kunne han se en vagt.
"Ja, hvad er der?" Hans stemme var lidt grødet af søvnen, men det gav alligevel et lille sæt i vagten, som det var tydeligt, at han ikke var tilfreds med at blive vækket.
"Vi har fundet smugleren, De ville snakke med. Han er nede på pladsen."
Vargas lukkede øjnene med et suk. Smugleren. Kunne det da ikke vente til i morgen?! Han var lige ved at bede vagten om at smide smugleren i et bur, så han kunne få lov til at sove videre, men nu har han jo vågen. Til sidst fik han sig viklet ud af silkelagnerne og grebet et par bukser. Fødderne blev stukket i et par sandaler uden hælestrop og han tog en silkekåbe, inden han fulgte efter vagten ned af trappen, hen af gangen og ud af døren til den store plads, der udgjorde slavehandlen.

Ikke langt fra døren stod to vagter med en mand i mellem sig. Vargas trak kåben lidt bedre om sig, fordi der var koldt udenfor, mens han slentrede hen over det hårdttrampede sand. Hans hår strittede lidt til alle sider og det var nok ret tydeligt, at han lige var blevet hevet ud af sengen. Hans blik gled ned over fangen, der tydeligvis var mere end en smule bedugget. Han vidste allerede nu, at han ikke ville få noget fornuftigt ud af en samtale nu.
"Smugler Raguel Amit Jakeer?" At få fat i smuglerens fulde navn havde ikke været umuligt. Vargas ventede utålmodigt på at få bekræftet, om det var ham.

Det var ikke hver aften at man blev løftet væk fra sit yndlingsdrikkested af to store, pæne mænd. Amit havde oplevet lignende før, men de her så ikke ud til at slæbe ham med af den grund, selvom han i sit ekstremt fulde stadie, bare antog det, hele vejen fra kroen, ned ad gaderne i Balzera til slavehandlen i udkanten af byen. Han havde sunget en del af vejen til deres store irritation. Den anden del var hensynsløs flirten. Skamløst for at beskrive det lidt bedre, for når Amit var så fuld, havde han virkelig ingen skam i livet. Det havde han så godt nok heller ikke i ædru tilstand, men for ham var det lige meget! Fuld var godt! Og at blive båret af sted af to store mænd var... Også godt? Godt nok holdt de ret godt fast i ham, nogle gange sådan at det gjorde en smule ondt. Men kun en smule, for smuglerkongen var døddrukken og han hyggede sig gevaldigt imellem de to herrer!

Han var knap nok stående da de nåede ind i gårdspladsen. Faktisk var her ret koldt, men han var også kun iklædt et sæt blå, posede bukser, det typiske silkestof bundet om livet og en hvid skjorte der efterhånden næsten var knappet helt åben efter deres lidt hektisk gåtur. Han hang mere eller mindre på de to mænd indtil en tredje kom ud iført en grandiøs silkekåbe! Amit kunne ikke lade være med at grine over det. Ikke fordi det var sjovt, men fordi det så absolut var tiltrækkende!
Hvis så bare manden ikke havde åbnet munden og havde sagt Amits fulde navn. Det var meget længe siden at han var blevet kaldt det og det bragte minder frem, som han slet ikke kunne håndtere i fuld tilstand. Han stillede sig ordentligt op på benene og formåede at vikle sin ene arm fri for at pege en finger i vejret, meget alvorligt.
"Smuglerkonge, om jeg må be'! Og det er altså kun Amit. Resten er helt og aldeeeeeles unødvendigt," længere nåede han dog ikke at pege med fingeren da manden til hans højre fik fat i hans arm igen. "Ahva'? Jeg pegede jo bare! Og her troede jeg vi var blevet gode venner og det hele!" han snublede let ved det ryk manden gav i hans arm, men blev ved med at smågrine over sin egen joke. 

Vargas' udtryk blev bare mere træt, som den unge mand protesterede mod tiltalen. Ikke om Vargas ville kalde ham smuglerkonge. Men det virkede til at være vigtigt, at Amit var det brugte navn, så det kunne Vargas vel godt. Ind til videre. Han ventede til at vagten havde ordentligt fat i smugleren igen, inden han trådte et par skridt tættere på. Faktisk så tæt, at han kunne lugte sprutten på den anden, hvilket fik ham til at rynke på næsen. Nej, det kunne ikke betale sig at forsøge at få en fornuftig samtale op at køre. Det måtte vente til dagen efter.

Praktisk nok var mandens skjorte åben, så det var ikke et problem at løfte armen og lægge en hånd på hans bare brystkasse. Ikke at han havde lyst til at røre ved den fulde mand, men sådan fungerede hans evne nu bare. Han var ikke specielt forsigtig, da han ragede på hans sjæl. Faktisk kom han nok til at rykke lidt mere i den, end nødvendigt, men hvad skade kunne der alligevel ske ved det. Med et lidt tænksomt udtryk undersøgte han hans race, hans nogenlunde alder og hans evner. Hmm, han føltes som noget Topalis. Og alderen, jah, Vargas ville sige omkring de 30. Ikke noget specielt der. Evnerne derimod. Han løftede øjenbrynene lidt, som han ikke var i tvivl om, at manden kunne teleportere. Og... den anden... han var lidt i tvivl, men noget med at optage ting. Interessant!

Han slap ham igen. Hvorfor mon han ikke havde teleporteret sig væk? Vargas lod blikket glide over ham, og besluttede sig for at han nok var for fuld. Men det ville han ikke blive ved med at være. Han trådte et skridt tilbage og lagde hænderne sammen. Nu hvor han ikke holdt i stoffet mere, gled kåben åben, så man kunne se hans brystkasse og mave. De brune øjne betragtede stadig manden.
"Fortæl mig, Amit, har du en god aften?" Han flyttede ikke sine hænder fra hinanden, og som han stod der, så det ud som om, at han havde fanget en flue. Sandheden var, at der lige nu mellem hans håndflader var ved at blive skabt en lille gul sten. Men det kunne man ikke se for hans hænder.

I starten fandt Amit det bare charmerende, at manden foran ham valgte at berøre ham. Det var ikke noget, han skyede væk fra normalt. Faktisk var det ret normalt for ham at blive rørt ved lige der. Han smilede skævt og skulle lige til at kommentere på det da en underlig fornemmelse ramte ham, noget så pludseligt. Det var ikke noget, smuglerkongen regnede for at være mandens skyld, men nærmere det at han var så fuld som han var, men ligegyldigt om det var det ene, det andet, eller det helt tredje - han vidste stadig ikke hvad det tredje var - så var det skide ubehageligt! Han følte det som om at han lige havde løbet et maraton og at nogen kort efter gav ham så tæt et kram at han ikke kunne få luft ordentligt! Og følelsen af at hans hjerte bankede dobbelt så hurtigt som normalt gjorde det bestemt ikke bedre!

Det var først da manden gav slip at følelsen også lige så stille forsvandt, men stadig havde fordrukne Amit ikke regnet den ud. Han troede virkelig bare, at det var fordi han var alt for fuld og at nu hævnede sprutten sig på ham og han ville gå kold eller et eller andet dumt. Men det gjorde han ikke. I stedet var hans smil væk og han gloede forvirret ned på mandens fødder, mens han trak vejret lidt for hurtigt. Hvad end manden lavede med sine hænder, så var det mere den bare hud under kåben, som Amit fik øje på, men forvirrende og overraskende nok, så var der ingen flirten at hente hos den ellers meget flirtende smugler. "Den var god..." mumlede han træt, mens hans ben ikke rigtig gad løfte ham mere. Så han hang nærmest i vagternes hænder, snublende og udmattet mens han kiggede op på mandens ansigt. "Urgh... Kan man ikke få lov til at.." hans ordstrøm blev afbrudt af et lille hik. "Sidde ned? Bare lidt? Så ka' vi snakke bagefter," han havde stadig ikke opfattet, at det her var en lidt mere farlig situation end først antaget.

Vargas kunne ikke lade være med at smile lidt af den fulde mand. Det var tydeligvis ikke gået op for ham, at han var i problemer, og han vidste åbenbart ikke hvem Vargas var. Om det var sprutten, der havde skyllet hans hjerne ren eller om han faktisk ikke vidste det, var ikke godt at vide. Men det gjorde ikke noget. Han skulle nok finde ud af det, når solen stod op og afslørede deres omgivelser. Ikke at slavehandlen var mørklagt, der var spredte fakler rundt om, så vagterne kunne holde øje med slaverne i de mange bure, men der var mørkt nok til, at størrelsen af området ikke afslørede sig selv.

"Bare roligt, du skal nok få lov til at sidde ned. Ligge ned endda. Men der er lige noget, vi skal ordne først." Når den lille gule sten var færdig. Det tog et par minutter at lave den. Normalt havde han ekstra liggende i sit tøj, men ikke lige i kåben, han havde på nu. At det tog lidt tid, var også derfor, at han valgte at snakke lidt med den meget berusede mand. For at få tiden i nattekøligheden til at gå. Men nu vendte han blikket mod den ene vagt.
"Gav han jer problemer på vej herhen?"
Manden rystede på hovedet og hans ansigt fortrak sig kort i utilfredshed over ikke at have haft mulighed for at slå på Amit.
"Nej. Men han ville ikke stoppe med at synge. Og snakke. Han mente vist, at vi var på vej til en seng og..." Han skævede mod Amit og rømmede sig. "... natlig hygge." Vagten så ikke imponeret eller smigret ud. Egentligt havde han bare et let udtryk af afsky i ansigtet. Den anden vagt så nu ud til at more sig lidt over det hele. 

Vargas smilede en smule mere, uden det helt nåede de brune øjne. Jaså. Endeligt skilte han sine hænder ad og så på stenen. Den var vist færdig. Han nikkede kort opad for at få vagterne til at rette Amit lidt op.
"Sørg lige for, at han ikke larmer for meget." Et skrig ville kunne høres over hele pladsen. Også indenfor, og der var ikke nogen grund til at vække Ana. Den ene vagt lagde en stor lab over Amits mund, inden Vargas lagde stenen mod hans bare bryst, lige under hvor kravebenene mødtes i midten. Hvad Amit nu ville mærke, ville føltes som et stykke glødende kul mod sin hud. Der gik ikke hul på huden, men det var alligevel lidt som om, at hud og brystben blev smeltet, så stenen sad fast. Fjernede Vargas den selv, ville der ikke være ar på huden, men skulle det lykkedes Amit selv at fjerne den, hvilket krævede noget spidst og skarpt og en masse smerte, ville der være ar på huden. Han ville nu altid have en fordybning i brystbenet efter stenen. Virkningen var der med det samme. Stenen forhindrede Amit i at tilgå magien i sin sjæl. Alle evner ville øjeblikkeligt stoppe med at virke.

Det var den rene lettelse at den fremmede mand ville lade ham ligge ned. Amit følte et underligt behov for det oven på sin ubehagelige oplevelse og han var fuld-naiv nok til at sluge mandens ord råt. "Årh, det lyder fantastisk," mumlede han groggy og træt. Han kiggede op da manden talte med de to mænd der stadig holdt relativt hårdt fast i ham, men deres snak gik så hurtigt at han knap nok kunne følge med. Det var kun manden der morede sig, han fik kigget ordentligt på, så han troede bare at de hyggede sig eller et eller andet i den stil. Igen, virkelig fuld-naivt af ham.
Det var først da den fremmede mand foran ham bad vagterne om at sørge for at han ikke larmede for meget, at han lige så småt begyndte at fatte en meget, meget lille mistanke og han hævede et øjenbryn og skulle til at spørge hvorfor da en hånd pludselig dækkede hans mund til, så han ikke kunne sige det mindste.

Hvad der fulgte efter, kunne selv den fulde mand mærke fuldstændig. Det fik ham kort vækket helt til live og han strittede imod, hårdt, mens damp begyndte at dukke op omkring ham i hans forsøg på at teleportere sig væk. Men han blev holdt fast af to mennesker, mens en tredje også var i berøring med ham, så hans indre chakra kunne ikke tage mængden af energi der skulle bruges på det. Der var kun en kort flimren da han forsøgte, og så dampen omkring ham som han naturligvis skreg i forskrækkelse og smerte ind i hånden på vagten der holdt fast i ham. Udmattelsen byggede sig fænomenalt hurtigt op i hans krop og idet smerten var overstået var han nærmest ikke tilstede længere. Ud af hans hænder faldt et virvar af knive, alkoholsflasker og enkelte stykker tøj. Og et par krystaller. Det hele klirrede mod det fasttrådte sand under dem og en underlig følelse af tomhed føltes inden i Amit, der hang med hovedet, komplet drænet.
"Men.... Hvorfor?" hans stemme var dybt forvirret, men han nåede ikke at få den silkebeklædte mands svar, før alt bare blev sort for hans øjne og han blev dødevægt i vagternes hænder.

Det var meget sjovt at se den unge mands forsøg på at teleportere sig væk. Det flimrede og dampede. Men det forhinrede ikke Vargas i at sætte stenen fast i ham. Han trak hånden til sig, så snart den sad fast, men måtte også hurtigt træde tilbage, som det pludseligt væltede ud af ham med ting. Vagterne sprang også tilbage, dog uden at slippe ham, men det var med at få fødderne fri af både knive og flasker. Vargas spærrede øjnene lidt op i overraskelse. Åh, det var det, evnen gik ud på. Han så nysgerrigt på tingene, der faldt til jorden og på Amits hænder. Virkeligt interessant. Og meget passende for en, hvad var det han havde kaldt sig selv, smuglerkonge?

Han løftede blikket til hans ansigt, da der blev spurgt hvorfor, men inden han kunne svare noget, måtte de to vagter holde endnu bedre fat i ham, som han tydeligvis besvimede.
Vargas betragtede ham lidt, inden han viftede med en hånd.
"Smid ham i et bur til i morgen. Og mind mig lige om, at han er her." Han ventede ikke på et svar fra vagterne, inden han drejede rundt, trak kåben bedre om sig og gik tilbage til huset og op på værelset, hvor han fik smidt tøjet, inden han væltede om i sengen med et lille træt støn. Det varede ikke mange minutter inden han faldt i søvn, halvt pakket ind i et silkelagen. 
Vagterne tøvede ikke med at slæbe Amit ned i et tomt bur. Der var en bunke hø som det eneste, men den ene vagt valgte nu alligevel at stille en spand ind, for der var nok ikke rigtigt nogen, der tvivlede på, at Amit nok havde brug for at tømme maven næste dag.

Vargas stod op på et eller andet tidspunk, han var ikke den der lå alt for længe i sengen, medmindre der var en god grund til det, fik sin morgenmad og sin morgenkaffe. Derefter satte han sig op på sit kontor for at lave lidt arbejde. De fleste ville nok tro, at en mand som Vargas ikke lavede arbejde, men lod andre om det, men han kiggede nu alligevel bøgerne igennem, skrev et par breve og sørgede for, at det hele var i orden. Nok stolede han på halvslangen, der normalt stod for det, men han kunne godt lide at have lidt styr på det alligevel.
Til sidst var det tid til frokost, og han satte sig nede i sin private stue med den fine mad fra køkkenet. En vagt dukkede op i døren. Vargas bed i et eller andet indbagt og så på ham med et afventende blik.
"Herre Aziz, De ville mindes om, at vi har smugleren i et bur."
Nåh ja, smugleren, der havde fået ham op midt om natten. Vargas sukkede og tyggede af munden.
"Ah ja. Hvad skal vi dog gøre ved ham?" Spørgsmålet var retorisk og vagten havde alligevel hjerne nok til ikke at forsøge at svare. Vargas så lidt frem for sig, mens han tyggede en mundfuld mere.
"Kom med ham uden for rummet. Jeg er der lige om lidt."
Vagten nikkede og forsvandt igen. Uden at forhaste sig, spiste Vargas lidt mere, inden han tørrede sine hænder i et klæde og kom på benene. Han gik ovenpå og skiftede til noget mere praktisk tøj, inden han gik ud i solen. Foran døren ind til en lille tilbygning til hovedhuset, stod vagterne med smugleren.
"Amit. Haft en behagelig nat?" Han smilede en smule og lod blikket glide over ham.

Det ville være en direkte lodret løgn hvis nogen sagde, at Amit fik en god nats søvn i høstakken i buret. Han sov tungt, ja, men han var ikke vant til at sove i en høstak overhovedet! Og hans krop var heller ikke vant til den kulde, der sivede igennem, når man ikke havde fire vægge omkring sig eller for den sags skyld noget tæppe over sig.
Så da han vågnede i formiddagens varme, var han ikke spor veludhvilet. Han var øm over det hele, totalt stiv i nakken og han havde en dundrende hovedpine. Normalt var de tømmermænd, Amit var igennem når han drak, ikke de værste i verden. Han plejede bare at få alting ud normalt, sætte sig til at slappe rigtig meget af og så til sidst have det fint igen, men alting der var sket denne nat blandet sammen, gjorde at den stakkels smuglerkonge nu oplevede tømmermænd på et helt, helt nyt plan. Det var med lyde af irritation, smerte og træthed, at han kravlede ud af høstakken, skjorten siddende åben og håret strittende rodet med to stykker hø siddende fast i det. Han måtte virkelig være noget af et syn som han kæmpede sig hen til spanden i buret og tømte hele sit maveindhold i det.

De andre morgenrutiner blev gennemgået derefter, lige med undtagelse af at gøre sig pæn. Det var Amit virkelig alt for død i kroppen til, men han fik da knappet skjorten til og det var også her, han opdagede den underlige sten der sad i hans bryst. Hvor fanden kom den fra?! Det var også først nu at han opdagede at han rent faktisk sad i et bur og han konkluderede at han virkelig var på dybt vand. Især da han forsøgte at bruge, ikke bare sin evne til at teleportere sig væk, men også evnen til at hive en tilfældig flaske ud af hånden. Intet af det fungerede. Det var som om at begge evner bare var.. Forsvundet? Og jo mere han prøvede, des værre blev tømmermændene til han til sidst bare lagde sig ned på bunden af buret og forsøgte at sove det væk.

Kun for at blive afbrudt af to vagter der åbnede ind til buret og slæbte ham ud derfra. "Ej, så la' dog vær'! Jeg sov lige så godt," han kunne knap nok genkende sin egen stemme. Han var hæs oven på at have kastet op uden at få muligheden for at drikke noget lindrende - selvfølgelig alkohol - og hans krop brød sig slet ikke om denne behandling.
Han kunne ikke følge med i tempoet, vagterne gik i, så han endte bare med at lade sig blive trukket af sted, som ren og skær dødevægt indtil de nåede ind i en lille bygning hvor de stoppede op, stadig med deres hænder på den hårdt tømmermandsramte mand. Han formåede lige nøjagtigt at finde sit fodfæste tilbage da manden fra i nat dukkede op. Amit huskede ham godt. Lige knap og nap i hvert fald. "Jeg elsker at sove i høstakke..." kommenterede han bare, dybt sarkastisk. "Så... Du kender mit navn, åbenbart.. Hvem er du?" 

Sikke et syn. Manden lignede mere end, der var mere død end levende, som Vargas kom nærmere. Det så heller ikke ud til, at han kunne finde ud af at stå på sine egne ben. Med lidt morskab overvejede Vargas, om han kunne gøre mere ved ham, der ikke allerede var gjort i tømmermænd i sig selv. Meen mon ikke, at han kunne finde på... noget. Amits fysiske tilstand ville nok blot hjælpe Vargas med at nå sit mål. Det var altid lettere at få allerede svage væsner til at knække. Og selvom han ville more sig med at få denne unge mand til at skrige lidt, havde han også andet at lave denne varme dag, så han ville ikke have noget i mod, at det gik lidt stærkt.

Vargas smilede bare, da Amit sarkastisk fortalte om sit forhold til høstakke. Det var mange år siden, rigtigt mange år siden, at Vargas selv havde sovet i andet end en seng eller på jorden, når han var på tur og der ikke var en seng i nærheden, så han kunne ikke rigtigt længere huske, hvordan det var at sove i en høstak. Ud over at det stak en del?
Amits spørgsmål afslørede, at han ikke havde regnet ud, hvem Vargas var. Imponerende, siden han havde tilbragt en nat i hans slavehandel.
"Mit navn er Vargas Aziz." Han nikkede som om, at han næsten ville hilse høfligt på ham, som var han en kunde eller en anden rigmand. Det var nu ikke sagen.

"Jeg har haft kontakt med en af dine arbejdspartnere. Hun skulle have bragt mig en kasse, men den er aldrig nået frem. Det var ikke billige ting, der var i den kasse. Jeg vil gerne have den tilbage. Men din partner er som sunket i jorden, så jeg tænkte, at det var en god idé at gå direkte til... toppen." Hans blik og øjne sagde ret tydeligt, hvad han tænkte om Amit som værende toppen af noget som helst.

Det øjeblik den fremmede fintklædte herre sagde sit navn, var det som om at der gik et lys op for Amit. Han vidste godt hvem det var. En rig slavehandler og bestemt ikke én man havde lyst til at komme dårligt overens med. Det så ud til at Amit havde taget det forkerte valg, selvom han vitterligt ikke anede hvordan i alverden han var kommet på Vargas Aziz' dårlige side! Hans blik blev lidt mere fokuseret, som var det bedre at han holdt styr på hvad han ønskede at sige som det næste, mens Vargas forklarede hvorfor det her var sket. Det var stadig ikke sådan, Amit lige havde regnet med at de skulle tale sammen. Hvis han da nogensinde havde haft nogen som helst intentioner om at tale med en person som Vargas. Han havde intet imod slavehandlere, men han arbejdede heller aldrig rigtig sammen med dem. Det var ikke godt for forretningen uden for Balzera og syden generelt, for længere oppe nordpå havde de tilsyneladende store problemer med slavehandel og alle der havde noget som helst med det at gøre.

Hvad Amit dog ikke helt forstod var hvad der var sket, i hvert fald ikke før han havde tænkt sig lidt om. Og det var han bare ikke rigtig i stand til endnu, for han var jo nærmest lige vågnet. "Jeg kan forsikre dig..." han rømmede sig let over den hæshed han havde i stemmen før han fortsatte, lidt mere klar i stemmen. ".. At mine folk leverer. Så enten er hende du har haft kontakt med, valgt at stikke af med profitten for sig selv. Hvis det er tilfældet, så skal jeg sgu nok finde hende," bare tanken om at endnu én var blevet til en forrædder gav Amit en endnu mere dårlig smag i munden end han allerede i forvejen havde. Hold kæft, hvor kunne han godt bruge noget at drikke! "Eller også har nogen slået hende ihjel," det gav heller ikke ligefrem Amit en god smag i munden. Han ville dog ikke til at undskylde og tigge og bede om at få en chance mere. Det var bare ikke hans stil. "Lige gyldigt hvad, finder vi kun ud af det, hvis jeg får lov at gøre mit arbejde," men lidt diplomatisk havde man vel lov til at være. Han rykkede lidt på sig, hvilket fik vagterne til at stramme deres greb om hans arme. Han sendte den ene af dem et tvært blik og blev mødt med lige så stor tværhed som han selv lige havde givet.

Det var til at se på smugleren, at han genkendte slavehandlerens navn, noget Vargas som altid nød. I forhold til, hvor meget han stræbte på at holde sig nogenlunde anonym, så hverken familie eller fjender – det var lidt det samme til tider – ikke fandt ud af, hvem og hvor han var, elskede han nu stadig at folk vidste, hvem han var. Magten ved at have et navn, folk respekterede. Eller frygtede. Det gjorde det så meget lettere at få det, man ville have, hvis folk allerede vidste, hvad man var i stand til.

Vargas lyttede tålmodigt på den unge mands forklaringer, alt sammen logisk og til at tro på. En forræder eller en død. Det kunne selvfølgelig sagtens være forklaringen, men det bragte ikke Vargas’ kasse til ham. Om Amit var direkte ansvarlig for tabet af kassen eller ej, det var for Vargas ligegyldigt. Kunne man ikke få fat i synderen, måtte man gå over deres hoved. En leder var trods alt ansvarlig for sine ansatte, og havde man en forretning, måtte man også betale for den skade ens ansatte stod for. Vargas havde før måtte punge ud for ting, hans vagter havde lavet. At det var gået ud over dem i sidste ende, var en anden sag. Han tog stadig ansvar – til en hvis grænse – for dem.

Han kunne ikke lade være med at smile lidt overbærende, da Amit sagde, at han kun kunne finde ud af det, hvis han fik lov til at lave sit arbejde. Det var nok sandt. Men ikke så ligetil, som manden måske skulle tro. Vargas kørte bagsiden af hånden over sine skægstubbe under hagen, som om han overvejede noget.
”Ja, selvfølgelig.” Han så på Amit igen og lod hånden falde. ”Men nu er det sådan, at jeg ikke stoler på, at du trisser ud og sætter den større eftersøgning i gang. Jeg har brug for lidt sikkerhed. Tillid skal tjenes, ikke sandt?” Han så på den ene vagt og lavede en bevægelse med hånden mod de to stolper, der var sat op på pladsen. Der hang en kæde i hver med et håndjern for enden. Vagterne slæbte Amit derover og lagde jernet om hans håndled – strittede han for meget i mod, ville det kun resultere i en hård mavepuster fra en knyttet næve fra den største af vagterne.

Vargas selv forsvandt ind i rummet og kom ud lidt efter med en lang simpel læderpisk rullet sammen i hånden. Amit blev spændt op, så han stadig stod på jorden, men med armene spændt op og ud til siderne. En vagt rev uden videre hans skjorte i stykker og flåede den af ham, så hans overkrop var bar.
Vargas gik om bag ham og gav pisken et let vip, så den foldede sig ud hen over det hårdt trampede sand.
”Jeg starter lige ud med at demonstrere, at jeg er meget seriøs om at få min kasse tilbage.” Han svingede pisken bagover, inden han hurtigt førte armen frem og lod læderet ramme Amits ryg. Ah, sikke en lyd. Alle hans piske havde hver deres lyd, denne lavede et meget højt og klart knald i luften. Han gentog bevægelsen og lod pisken falde over mandens ryg en ti gange.

Det så i det mindste ud til at Vargas overvejede det. Amit håbede lidt på at så kunne det være det, han kunne komme videre i sin hverdag – og få noget at drikke – og Vargas kunne komme videre i sin. Men næh nej. Sådan lå landet ikke! Han sukkede lavt da Vargas begyndte at forklare at han ikke stolede på at Amit ville gøre det, som han havde sagt at han ville gøre. Og det, selvom Amit for en gangs skyld ikke løj! Han havde skam tænkt sig at sætte en eftersøgning i gang for dette var mindst lige så irriterende for ham, som det grangiveligt var for slavehandleren. Han skulle lige til at modargumentere da Vargas lavede en håndbevægelse og vagterne satte i gang. Som han fik øje på jernkæderne begyndte han selvfølgelig instinktivt at stritte imod, men den handling blev brat stoppet af en mavepuster der fik ham til at hoste og ømme sig gevaldigt mens han gjorde en stor dyd i, ikke at tømme mere maveindhold ud over det fladt trådte sand.

Snart hang han i kæderne og en vagt afklædte hans overkrop på en måde han til enhver anden tid ville have fundet virkelig fræk, men lige i den her situation var det lidt noget andet. Han gloede irriteret på vagten. Det havde jo ikke ligefrem været en gratis skjorte!

Og Vargas kom nu tilbage. Amit fik godt øje på den samrullede pisk i mandens hånd og han begyndte med det samme at trække lidt i kæderne. Men efter mavepusteren var hans stritten imod ikke helt så energisk. Det var mest af alt bare en pointe han forsøgte at gøre. At fortælle uden ord at dette ikke ligefrem huede ham. ”Er det virkelig så nødvendigt? Jeg mener, kan vi ikke bare ta-..” han blev afbrudt af det første piskesmæld der ramte hans ryg hårdt og ubarmhjertigt. Et lavt udbrud af smerte slap ud af ham før han formåede at bide smerten i sig. Han havde oplevet en pisk før. Bare ikke lige på den her måde! Men Amit var en udholden mand og det var først ved det 7. piskesmæld at hans ben blev slatne nok til at han hang i kæderne, en grimasse af smerte over sit ansigt. Det gjorde pisse ondt.

Da der kom en pause i piskeslagene rystede Amit kraftigt på hovedet i et forsøg på at klare op. ”Så.. Er du så færdig nu? Jeg mener.. Jeg har aldrig haft noget imod lidt pisk, men jeg må ærligt sige..  At jeg foretrækker en mindre hård én af slagsen,” det var slet ikke hans intention at joke omkring det, men ordene var røget ud af ham før han formåede at stoppe sig selv. Og nu var de lige som sagt, så kunne han jo ikke bare tage den tilbage igen. Hans ryg sved som et ondt år og han var træt. Han havde ikke helt styr på noget som helst længere.

Vargas svarede ikke på Amits forsøg på at tale sig ud af problemerne. Han lod pisken falde over hans ryg, lod den lave røde streger og trække en smule blod. Ti slag var ikke voldsomt meget, i Vargas’ øjne i hvert fald, men det var også mest en demonstration af, hvad der kunne ske, hvis manden ikke samarbejdede. Da han havde sagt, at tillid skulle tjenes, mente han, at han ville gøre Amit så bange for ham, at han ikke turde andet end at gøre alt for at få kassen tilbage. Respekt. Eller frygt, det kom lidt ud på et i de fleste situationer. Vargas skulle bare bruge det, så når Amit gik herfra, ville han kunne stole på, at han kom tilbage. Med kassen. Kom han ikke tilbage, skulle Vargas nok finde ham, han havde folk over det hele.

Da sidste slag var faldet, rullede han lidt med den ene skulder. Det var overraskende hårdt at svinge en pisk, især de lange af dem. Men han var ikke træt. Ikke endnu. Det var Amit åbenbart heller ikke, selvom han hang i kæderne, for der kom en kæk bemærkning fra ham. Om han var færdig? Vargas løftede et øjenbryn. Han var langt fra færdig, han havde bare planlagt en let gang pisk som opvarmning, og lidt andet sjov bagefter. Men hvis Amit selv mente det var for lidt, så kunne han da godt fortsætte.
”Hm, åbenbart ikke.” Og så svang han armen igen og gav ham ti slag mere. Bare fordi.

Endeligt rullede han pisken sammen igen, lidt forsigtigt, da der var blod på læderet, hvor de havde ramt Amits ryg, for de sidste slag havde været for meget for huden. Med et nik signalerede han til vagterne, at de skulle tage ham ned og slæbe ham med, som Vargas gik hen til udbygningen og gik ind. Skyggen var dejlig kølig, selvom det varme luft kom ind af de smalle vinduer, der sad højt oppe.
Rummet var ikke voldsomt stort. Der stod en chaiselong ved bagvæggen overfor døren. Ved væggen ved siden af døren stod der en mindre kommode. På væggen hang et display med hans piske, men han lagde nu den lange på toppen af kommoden, den skulle gøres ren, inden den kom op til de andre.
Midt i rummet hang en kæde fra loftet. Den gik over til et hjørne, hvor man kunne styre længden af den. For enden af kæden hang et sæt håndjern, som vagterne satte om Amits håndled. Kæden hang så langt nede, at han ville kunne hvile på sine knæ.

Vargas satte sig på chaiselongen med albuerne på lårene og hænderne samlet foran sig, mens han betragtede Amit.
”Få en til at komme med en kande vand og noget frugt,” beordrede han efter den sidste vagt, der hurtigt bukkede og forsvandt. Den anden stillede sig ude ved siden af døren.

Lukkes på grund af inaktivitet (prik til mig, hvis den skal fortsættes)