Det var efterhånden en uges tid siden at James var genopstået fra de døde. Han var blevet genfødt som engel og han anede ikke hvad det ville sige. Han anede ikke engang hvad han skulle gøre af sig selv. Selv de såkaldte engle vinger han havde forstod han ikke engang. Han forstod slet ikke hvorfor han skulle belæmres med at være kommet tilbage til livet, der var intet for ham mere. Der var ikke en Marad han var sikkert også død ved Thanos hånd.
Han havde så svært ved at følge de her vinger og hvad han skulle med dem at han havde fløjet over hele Medanien for at stå ude foran Marad's hjem. Det sidste sted han ville være.

Det havde regnet hele dagen og faktisk ret voldsomt men efterhånden som aften var begyndt at komme var regnen også stillet mere af. Han stod et stykke fra hjemmet og havde ondt af sig selv. Det var her han døde, det var her han ikke ville tilbage til. Selvom hans død kun var et svagt minde kunne han ikke have en forhåbning om at alt ville blive ved det gamle. Han havde forandret sig, hans evner havde forandret sig. Han kunne stadig se ånder men dette her var noget helt andet. Det skar ham i hjertet at være et sted som dette, der var så mange følelser af sorg og vrede der fyldte det hele. Han var bare ikke klar til at være her, og alligevel trådte han et skridt tættere på. Han var gennemblødt over alt, hans stadig røde hår dryppede af vand, hans vinger var forsvundet for det havde han da fundet ud af hvordan man gjorde. Han tog hånden op til brystet hvor hans nye mærke sad og klemte lidt om sin røde trøje. Alt var så forandret og alligevel kunne intet ændre sig

Et skridt mere blev taget og han stod og kiggede op på den mørke ejendom. Det var øde som om at ingen havde boet der. Han bed sig i læben og kiggede ned i jorden. Alt var virkelig forandret og det var ikke på den gode måde. Smerten i brystet fortog sig ikke tvært imod blev den værre. Han ville virkelig ønske at han kunne se det ansigt han elskede bare en gang mere. Måske liget af Marad lå der inde rådnet op til kun et skillet, men så igen.. Marad kunne ikke dø, han ville genopstå, så måske så han bare anderledes ud, og valgt aldrig at komme tilbage her til. Han fjernede blikket fra jorden og stirrede op på ejendommen igen, hvis der var noget han gjorde, så var det at savne den mand han virkelig elskede.

En uge. Var der virkelig allerede gået en uge? Det kunne næsten ikke passe. En uge siden Marad mistede den eneste, han nogensinde havde elsket. En uge siden James var død.  Han havde selv været døden nær, men der blevet sendt bud efter en healer, som havde taget sig af hans skader. Han var stadig mærket af al torturen, og han havde stadig smerter. Hvad der gjorde mest ondt, var dog uden tvivl tabet af James. Den smerte var stadig umulig at bære.

Han havde brugt det meste af dagen på at få skurret blodet af gulvet inde på biblioteket. Det var første gang, at han havde sat fod i rummet siden den dag. Først havde han stået helt stille, bare kigget på blodet. Han havde egentlig ikke haft lyst til at fjerne det. Det var det sidste minde, han havde af James. Det eneste der beviste, at James havde været en del af hans liv. Men til sidst var blodet skrubbet væk. Man kunne knap se, at det havde været der til at starte med. Bagefter var han gået i bad, hvor han havde forsøgt at vaske alle minderne af sig.

Hans hår var stadig fugtigt, da han gik ud i haven. For en gangs skyld var han ikke iført noget voldsomt fint tøj. Et par simple sandfarvede bukser og en løs bluse som matchede. Det var, hvad han først havde fundet i skabet. Han så træt ud. Han vidste det selv. Hver gang han havde set sig selv i et spejl, havde han set træt ud.
Han satte sig på bænken hvor han havde siddet med James den dag, hvor James var gået sin vej. Han lagde hånden der, hvor James havde siddet. Hvis han lukkede øjnene, kunne han næsten stadig se ham sidde der. Smerten indeni blev værre. Han havde aldrig oplevet noget nær så smertefuldt. Alligevel holdt han øjnene lukkede, forsøgte at holde fast i billedet af James. Den måde han havde set ud mens han levede i stedet for billedet af hans arme dækket i blod, som havde hjemsøgt ham de sidste par dage.

Det var meget underligt at være tilbage her igen. Det var underligt at vide i første omgang at man var genopstået fra de døde. Det var en ting han ikke forstod, men der var egentlig meget han ikke forstod lige i øjeblikket. Han kunne dårligt nok huske hvordan han var blevet slået ihjel, så at stå her med begge ben plantet solidt i jorden virkede bare underligt.
Det prikkede lidt i hans brystkasse da Marad trådte ud af huset. Han kunne ikke se Mardad da mørket jo var ved at falde på, men han kunne mærke noget intenst. En stor sorg fyldte stedet.

Helt uden at vide det dannede der sig en blå kugle i hans højre hånd, han kunne ikke styre sin nye evne og han forstod den ikke helt, men efter han var kommet tilbage var der sket så meget nyt at han ikke forstod sig selv længere. Han kunne sagtens slå fra sig nu, han kunne sagtens løbe, der var ingen led der forsvandt fra hvor de skulle sidde fast. Faktisk var der noget ved hans evne der var forsvundet, men det var ikke noget han tog så tungt.
Hånden han havde kuglen i begyndte at summe og inden han fik set ned på hånden, fløj kuglen ud af hånden på ham og havde direkte retningen mod Marad. "Forhelved!" mumlede han og begyndte at løbe efter kuglen.

Kuglen ramte ikke Marad men ramte vinduet bag ham og gav et raballer. Ruden gik ikke i stykker men der var styrke i kuglen. "Shit, nu skal jeg bare ødelægge det hele..." mumlede han for sig selv og løb tættere på, men jo tættere på han kom jo mere kunne han se Marads skikkelse og faktisk kom han tæt nok på til at kunne se hvem det var. Han stoppede med at løbe og han var ved at tabe kæben. Det var løgn! Marad var ikke død af det der var hendt ham. Eller hvad der nu end var hendt ham. Han var ikke sikker på om han skulle kalde på Marad eller han skulle lade vær, måske var det bedst at Marad ikke kendte til ham. Nej Marad måtte vide at han var i live! Med lidt ivrige skridt trådte han helt tæt på Marad og stirrede på ham uden at sige et ord. Regnen stod stadig ned og han var drivende våd, men han var lige glad, for lige foran ham sad Marad. "Du lever..." kom det meget stille fra ham, næsten overraskende. Det prikkede endnu mere i brystet på ham og det gjorde mere ondt. Marad bar virkelig på en stor sorg, en sorg han skulle leve med resten af sit liv.

Marad sprang, lette forskrækket, op fra bænken, da lyskuglen kolliderede med vinduet bag ham. Han var klar til kamp. Han havde ikke noget våben på sig, og hans krop gjorde stadig ondt, men ikke tale om, at han bare ville sidde og tage imod igen! Det havde han gjort så rigeligt, da Thanos havde fat i ham! Hans blik flakkede rundt i et forsøg på at finde kilden til lyskuglen. Der var allerede begyndt at formå sig den sædvanlige tåge bag ham. Han var klar til hvad end der var på vej mod ham.

En bekendt skikkelse trådte pludselig frem af aftenens mørke. Hans hænder, som ellers havde været holdt oppe og klar til kamp, faldt slap ned langs hans side. Tågen forsvandt lige så pludseligt, som den var kommet. Det kunne ikke passe.. Han måtte se spøgelser. Havde han mistet forstanden?
"James.." ordet blev kun hvisket. Vreden over forskrækkelsen var væk. I stedet voksede smerten indeni. Det kunne ikke være James foran ham. James var død, han havde endda selv begravet ham.

Han trådte et skridt tilbage, og havde bænken ikke stoppet ham, var han trådt endnu et tilbage. Han var handlingslammet. Det var aldrig sket før. Det eneste han kunne gøre var at se på James med et udtryk af mistro og dyb sorg malet i ansigtet.
"Det kan ikke være dig, jeg begravede dig" han hviskede stadig. Stod der nogen i skyggerne og brugte illusioner på ham? 

Dette var endnu en ting der virkede umuligt og som slet ikke var til at forstå. Hvordan havde Marad overlevet noget så vanskeligt som det han havde været igennem? Godt nok var hele dagen lidt udhvisket og han kunne dårligt huske noget som helst. Men han havde da glimt af Marad der var vældig forslået og havde sår over alt. Alligevel så stod Marad lige der foran ham som om intet var sket. Han kunne være faldet bag over hvis det ikke havde været fordi han var målrettet i at ville snakke med Marad.

Mest af alt havde han lyst til at gå helt tæt på ham give ham et kærligheds kys bare for at mærke ham igen. Dog stoppede alt i ham til at han skulle gøre det. Marad havde følelser inde i sig en sorg der ikke var til at bære og han anede ikke hvad han skulle gøre ved det. Var det på grund af ham? Havde han betydet så meget for Marad at han netop ville gør en ende på det hele og lade sorgen tage over? Nej det gik ikke han måtte da kunne gøre noget, men han anede ikke hvad. Det var virkelig ikke fair det her. Han havde ikke styr på noget som helst og alligevel kunne han se Marad med sine egne to forskellige farvede øjne.

Hvad Marad sagde var kun en hvisken for ham om end at hans audiokinise virkede på ham igen. Han trådte et skridt mere frem imod Marad og kiggede op og ned ad ham til han nåede Marads hånd. "Dine fingre! Hvad er der sket?!" kom det fra ham og trådte helt tæt på for at tage fat i hans hånd og undersøgte dem. Han kunne på ingen måder hjælpe med fingrene, men det var en skam at Marad havde mistet nogle fingre. Dog opdagede han at han havde fat i hånden og klemte den måske lidt hårdt. Han gav hurtigt slip på den og mindes hvad Marad havde sagt en gang for længe siden 'Du skal ikke komme tilbage igen' det var et slag der gik lige i maven på ham. "Undskyld, jeg... Du vil ikke have mig her, jeg må hellere gå, beklager ulejligheden" hvis bare han kunne huske præcis hvad der var sket den dag han døde så havde alt ting været meget nemmere. Han vendte sig om for at ville gå sin vej, han trådte et par skridt frem men stoppede så midt i et trin. "Jeg... Undskyld endnu engang Mard"

Marad stod bare og så på James. Selv da James tog hans hånd, sagde han ikke noget. Han forsøgte at finde hoved og hale i det hele, men uanset hvilke logiske ideer han kom på, gav det ikke mening, at James kunne stå foran ham. Men det var James. Det var ikke en illusion, og det var i hvert fald ikke et spøgelse, så meget var helt sikkert. Han så måske en anelse anderledes ud, men det var helt sikkert James. 

Da James truede med at gå, var det som om han vågnede op. Han krydsede de få skridt der var i mellem dem, og slog armene om ham. Han knugede ham ind til sig, ligeglad med, at det normalt ville kunne gøre skade på James' led. Han havde brug for at have ham tæt på, forhåbentligt kunne det fjerne den smerte, som stadig plagede hans indre.
"James" denne gang sagde han det en anelse højere.  
Han kunne mærke tårene presse sig på, men han formåede et holde dem tilbage. Der var ingen grund til tårer lige nu, de ville kun gøre James endnu mere bange.

Han løsnede sit greb om James, og holdt ham i stedet ud i strakt ham. Hans blik gled undersøgende op og ned ad ham. Der så ikke ud til at være nogen videre spor af skader.
"Hvordan kan du være her.. Jeg så dig dø, jeg begravede dig" hans stemme var stadig forvirret, men en smule lettelse havde også sneget sig ind. 

Det var helt underligt at Marad tog rundt om ham, det var noget af det sidste han havde regnet med at han ville gøre. Han havde bedt ham om ikke at komme tilbage og alligevel var han kommet. Han ville jo se om han kunne huske noget fra den dag han døde, men tanken om at være gået ind i huset skræmte ham meget. Han ville ikke den vej igen. Faktisk var han usikker på hvad der ville ske hvis han så stedet igen. Måske han ville mindes det hele igen, måske det bare fortsat ville være en tåge. Dog vendte han sig om og slog armene om Marad. Det gjorde ikke ondt at Marad krammede ham eller jo det gjorde det i brystet. Sorgen fra Marad gik direkte ind i kroppen på ham og direkte i hjertet. Det var en af de ting han ikke ønskede nogen skulle mærke her i verden.

Marad gav slip på ham og han vendte blikket lidt rundt for at se om der var andre, men der var mennesketomt og han kunne lide det. Det var bare de to her på dette sted, sorgens og vredens sted. Det sad alle steder, og alligevel kunne han ikke gøre noget ved det. "Jeg... Jeg ved det ikke. Det hele er så nyt og så har jeg fået dem her..." han koncenterede sig et øjeblik hvor et par vinger kom frem fra ryggen af ham. Vingerne var ikke hvide som de normalt ville have været, de var blå på grund af alt den sorg der var i nærheden af ham. Nogle få steder kunne der anes noget rødt på grund af vreden der også var i stedet. "...Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det..." kom det fra ham og kiggede lidt ned i jorden inden han slog armene om Marad og gav ham et kram mere. "Tak fordi du begravede mig" kom det fra hviskende ind i Marads øre for at ingen skulle høre hvad han sagde.

Marad så fascineret på vingerne. Havde det været alle andre end James, ville han havde glædet sig til at eksperimentere med sådan et væsen.. Men det ville han aldrig mere gøre mod James. Det havde været skyld i alt det dårlige, som var sket mellem dem. Tanken fik det til at stikke en anelse i hjertet. Han skulle aldrig have ladet ham gå dengang. Så havde det hele været anderledes. Men det var ikke vigtigt nu. Lige nu var det vigtigt, at James faktisk stod foran ham.

"Selvfølgelig begravede jeg dig" Han gjorde sig forsigtigt fri af James omfavnelse inden han tog ham i hånden, og fik ham sat ned på bænken. Han satte sig selv ved siden af. Tæt på James' så deres kroppe rørte hinanden.
"Hvordan har du det?" Han så igen undersøgende på James. Det var måske et dumt spørgsmål at stille til en, som vitterligt var genopstået fra de døde.
"Jeg mener.. har du smerter?" Hans blik blev alvorligt, og smerten blev igen tydelig i hans ansigt. "Hvor meget kan du huske fra.. fra før du døde?" Det havde været så meget smerte.. så meget smerte, og så mange forfærdelige ord, som aldrig burde være blevet sagt.

Selvom han stod her som et helt andet væsen end han egentlig havde regnet med, så var han da glad for at se Marad. Det var bare så nyt det hele, og han anede ikke hvad han skulle gøre, han kunne dårligt nok kontrollere disse såkaldte vinger han havde. Det var som om de levede deres eget liv med at komme frem og forsvinde når de havde lyst. Han lukkede øjnene og prøvede at koncentre sig om at få vingerne væk, men lige meget hjalp det. Armene fra Marad blev lagt omkring ham og med et begyndte vingerne lige så forsigtigt at forsvinde fra ryggen af ham.

Det var ikke til at beskrive hvor taknemmelig han egentlig var for at Marad havde begravet ham, det var det han havde håbet på, og det var det som Marad havde lovet, men så skadet som Marad havde været havde det måske kun været et håb om at Marad havde kunne gøre det. "Jeg har det.... Sådan lidt... Godt? Tror jeg nok..." han var faktisk ikke sikker på noget siden han var genopstået. Han var slet ikke sikker på hvorfor han var genopstået på nogen områder. "Jeg kan huske... Vold, voldtægt, vold, voldtægt. Lidt mere voldtægt, og så at jeg kom her og så er jeg faktisk blank." han anede ikke noget om hvordan han var kommet her til den gang, eller hvordan han var død. Det var kun små glimt han kunne huske i ny og næ. Billeder der kørte lidt i ring, dog kunne han mest huske at Marad var kommet slemt til skade.

Det virkede ikke til, at James havde de store minder om smerten. Det var godt, og gjoree faktisk Marad en mule lettet. Det var slemt nok, at han havde mistet James en gang. Hvis han så oven i købet skulle leve med mindet om smerten nu han var genopstået.. det ville næsten være for meget. Han vidste trods alt selv, nok bedre end nogen anden, hvordan det føltes at dø. Han vidste selvfølgelig ikke, om det føltes lige sådan for almindelige døde, men det var i hvert fald ikke noge behagelig oplevelse, og slet ikke noget, som han ønskede for James.

"Det er godt. Selvfølgelig ikke volden og alt det andet. Men t du ikke kan huske resten. Jeg tror, at det er for et bedste" Det var forfærdeligt nok, at han selv kunne huske det. Selvom James var genopstået, ville han for evigt skulle bære byrden at have været skyld i hans død. Han ville aldrig kunne tilgive sig selv for det.
"Hvorfor kom du egentlig tilbage hertil? Det her sted har ikke givet dig andet end smerte og sorg" Han havde selv overvejet at forlade huset. Efterlade minderne om James, og den tid de havde brugt sammen. Men i sidste ende var det hans hjem, og alle hans ting var der. Dem ville han umuligt kunne flytte med. Desuden var det en god påmindelse hele tiden at have minderne til stede.

En ting var sikkert, han kunne stadig mærke smerte, det var bare en helt anden smerte han kunne mærke nu. Det var en følelse som stak i hjertet på ham. En følelse han aldrig havde håbet skulle finde sted nogen sinde. Men det var sådan det skulle være. Han kunne ikke gemme det væk længere, og han håbede egentlig på at det hele bare ville ændre sig hvis det kunne. Men det var ikke sådan det skulle være. Han måtte leve med at kunne mærke alt omkring sig, endnu en ting han skulle finde ud af, lige så vel som han skulle finde ud af disse her vinger.

Måske var det bedst at han ikke kunne huske noget, måske var det bedst bare at lade det hele ligge og glemme det, men det kunne han ikke. Han måtte vide noget, han måtte vide hvorfor han ikke døde sådan rigtigt. Han var ikke længere varuvl bevars. Men han have altid regnet med at når man døde så døde man, og ikke dukkede op som noget andet. Det hele var så mærkeligt, men det var vel lidt lige som at Marad heller ikke kunne dø ikke? ”Måske... Jeg ved det ikke rigtigt” kom det fra ham og kiggede ned på sine hænder. Han knyttede hænderne og havde egentlig mest af alt lyst til at skælde ud, men han anede ikke hvorfor. Det var bare dette her sted og alt det vrede der lå i stedet. ”Jeg ville se dig... Jeg ved ikke hvorfor, men du har bare ligget i mine tanker siden jeg kom tilbage. Men jeg kan da godt gå hvis du vil have det?” kom det fra ham og stirrede på Marad. Han vidste ikke om han skulle gå eller om han skulle blive. Havde han overhovedet været vigtig for Marad i første omgang? Han prøvede at kigge på ham for at mærke ham, men han kunne ikke mærke noget fra ham, ikke i første omgang i hvert fald. ”Jeg beklager hvis jeg forstyrrede dig.” sagde han og rejste sig op.

Usædvanlig blidt lagde Marad sine hænder oven på James'. Det var underligt at se James på dennemåde. Den normalt så blide mand. Hvor måtte han egentlig have mange spørgsmål. Marad selv var død så mange gange, at det efterhånden mere var en irritation end noget andet. Men for en ganske almindelig dødelig person? Hvor forvirrende et ikke måtte være at vågne op, velvidende om, at man slet ikke burde stå og trække vejret. Han var ikke klar over, om han faktisk var i stand til at føle medfølelse, men hvad han så ellers følte var utroligt tæt på det. Egentlig en utrolig underlig følelse for en mand, som sjældent havde følt meget andet end had.

Hans sukkede lavmælt. Det havde altid været svært at tale med James. Det var som om, at han altid sagde noget forlert, og James insisterede nærmest på at fejlfortolke hans ord.
"Jeg har savnet dig" Han så ham ind i øjnene for at få ham til at forstå, hvor svært det egentlig var at indrømme.
"Jeg har lyst til, at du skal blive her. Helst lod jeg dig aldrig nogensinde gå nogle steder igen, så jeg ved, at du er sikker. Men der har været så meget smerte her. Også inden du døde. Jeg tror blot.. jeg vil ikke længere tvinge dig til noget, som du ikke vil, og som kan påføre dig yderligere merte" Det absolut sidste han havde lyst til var, at sige farvel til James igen, men det var på tide, at hun udførte en f sine få uselviske gerninger. Forhåbentligt ville det ikke gøre så ondt, nu hvor han i det mindste vidste, at James var i live.

Der var så mange spørgsmål der kørte igennem hovedet på ham, og alligevel kunne han ikke finde på et enkelt spørgsmål at stille til Marad. Han var ikke den samme længere så meget vidste han da i det mindste. Han var ikke engang sikker på hvad det ville sige at være ham længere. Og alligevel så kunne han mærke sorgen fra Marad der prikkede ham i hjertet. Han var virkelig sårret over hele situationen og han kunne ikke stille noget op. Men på den anden side burde han så ikke være lykkelig når han nu var kommet tilbage?

Som han egentlig var på vej væk stoppede han op og lyttede til Marads ord. Han bed sig i læben og vendte sig om. Han var egentlig glad for at høre de ord fra Marad, for han savnede da også Marad. Men var det sådan hele deres liv skulle handle. Ham der altid fordrejede Marad's ord og gjorde noget der slet ikke var meningen. Han trådte op til flere skridt tættere på Marad så han var overfor ham. Han nød at høre de ord som Marad sagde, men han var ikke sikker på hvad han skulle stille op med dem. Hans ord sagde en ting, men Marad's følelser og hvad han kunne mærke sagde noget helt andet. Han lænede sig ind til Marad og plantede sine læber på hans. Det var dybt og ømt inden han skildtes deres læber efter noget tid. "Marad. Jeg vil hellere end gerne blive hvis du vil have det. Dette var mit første rigtige hjem, og du har givet mig en grund til at leve på det tidspunkt jeg var varulv. Ønsker du at jeg bliver?" kom det fra ham og lænede sig væk fra ham. Hvad end Marad ville sige ville han acceptere hvad der blev sagt, omend at det måske ville påføre ham smerte.

Ømt lagde Marad sin hånd mod James kind, så han kunne stryge den med tommelfingeren.det var en usldvanlig blid berøring fra hans side, men han var hele tiden bange for, at tog han for hårdt fat om James, ville han gå i stykker foran ham. Og han kunne på ingen måde overleve at miste ham igen, det havde nær taget livet af ham første gang, selvom han var udødelig. Han ville så uendeligt gerne ligge armene om James og ikke give slip før han vidste, at ingen nogensinde ville gøre ham ondt igen. Men det var ikke en mulighed.

En stor del af ham ønskede, at han blot kunme holde ast i lykken over at vide, at James var i live. Men sorgen over at han trods alt havde været død sad stadig dybt i ham, og den blev kun større af, at han vodste, hvad han blev nødt til at gøre. Det vigtigste for ham var, at James var sikker og så lykkelig, som det var muligt for ham at blive.

Han fortsatte de blide bevægelser med tommelfingeren, mens han så James dybt ind i øjnene i en tavs bøn om, at han ville forstå, hvor svært det var for Marad.
"Jeg elsker dig James, og intet ville gøre mig lykkeligere end at vågne op med dig ved min side hver dag" Han lod hånden bevæge sig fra kinden og om, så den blidt lå mod hans nakke. Med et trist smil lænede Marad sig frem, så han kunne placere et forsigtigt kys på James' pande.
"Men der kommer til at være mange andre, som ønsker at skade mig, og jeg vil aldrig nogensinde være i stand til at tilgive mig selv, hvis det går ud over dig. Jeg har ikke lyst til nogensinde at give slip på dig, men du vil være i fare så længe du er her sammen med mig" Det gjorde utroligt ondt at få ordene ud, men Marad tvang sin stemme til at være rolig.

Hvis noget gjorde ondt så var det dette her, men hvad skulle han gøre ved det. Han kunne ikke stille noget op og Marads ord gjorde det ikke meget bedre. Om end at han måske godt kunne se lidt sandhed i det, så var det ikke sådan det skulle være længere. Han skulle være alene, det var netop det som Marad havde sagt. Men det var ikke det han ønskede skulle ske. Han ville ikke være alene, han ville være sammen med den han elskede. Det gjorde for ondt at tænke på han skulle være alene på ny. Han havde fundet et sted han gerne ville være. Han havde fundet et hjem, og nu skulle han tage her fra som om ha ikke længere var velkommen. Det var ikke fair

Han kunne mærke hvordan hans hjerte bristede mere og mere, men han kunne ikke gøre noget ved det. Det var sådan verden den var, og det var sådan det måtte være ikke? Han vendte blikket ned imod jorden og han bukkede sig ned på hug uden at kigge op på Marad en eneste gang. Hvad skulle han sige til det Marad lige havde sagt? Han ville gerne blive, for hans egen skyld. Men han var ikke den der tænkte på sig selv. Andre kom i første række frem for ham selv. Det var sådan han altid havde været, og det skulle ikke ændre sig nu bare fordi han var genopstået fra de døde. Han bed sig i læben og vidste ikke om han skulle græde eller lade vær. "Jeg..." han vidste ikke engang hvad han skulle sige. Det var et stort tomt hul inde i ham som ikke længere kunne blive fyldt ud. Jo mere Marad's ord skar igennem jo mere tomt og ødelagt blev hans hjerte.

En rigtig stor del af Marad ønskede at være egoistisk. At beede James om at blive, at være hans for evigt, ligegyldigt hvad verdenen måtte smide imod dem. Men han vidste, at han havde fjender, og det var ikke fordi, at han fik færre med årene, og han kunne umuligt sætte James i en situation, hvor han ville blive skadet. Eller næsten endnu værre, hvor han ville risikere at skulle slå et andet væsen ihjel. Selv nød han mord og ødelæggelse, men James var god, han kunne ikke tvinge ham til det.
"Jeg vil ikke tvinge dig til at rejse, hvis du virkelig gerne vil blive" Han sukkede lavt. Det var altid så svært at snakke med James, det var som om, at han nærmest insisterede på at misforstå tingene. Det havde altid været et problem mellem dem, men førhen havde han oftest formået at tale James til ro igen. Den her gang vidste han bare ikke, hvordan han skulle bære sig ad med det.
"Men jeg kan ikke fokusere på at beskytte dig, samtidig med, at jeg skal forsvare mig selv. Der vil komme til at være så meget smerte, for os begge to"

Han kunne tydeligt se, hvor ondt hans ord gjorde på James, og det skar ham i hjertet. At gøre ham ondt var jo det absolut sidste, han havde tænkt sig, men hvordan ville han kunne have formuleret det anderledes?
Langsomt sank han ned på knæ, så han kunne ligge armene rundt om James og hive ham ind til sig.
"Jeg ønsker, at du skal være lykkelig. Du skal finde en, som kan holde af dig, uden det skader dig" Deres forhold havde været dømt til at gå galt fra starten. Han var en mand skabt af rent had og ondskab, han burde ikke engang være i stand til at have de følelser, som James havde formået at vække i ham.

Alt i ham brændte for at blive her på dette sted, men ordene fra før fløj igennem ham. Han ville altid være i fare, og måske havde Marad bare sagt at hans kulle gå sin vej. Ville det være det rigtige valg at tage? Ville det være det rigtige valg for dem begge? Var det sådan her at det skulle være? Var det sådan kærlighed føltes? Fyldt med glæde og så der efter blive taget fra en? Det var ikke fair over for nogen af dem. Han var i tvivl om hvad han skulle gøre, og Marads fortsatte stemme var som et ekko der kørte igennem hovedet på ham. Han kunne ikke bsekyttes, han måtte klare sig selv som han havde gjort så mange gange før. Det var ikke første gang det var sket, og det var helt sikkert ikke det sidste. Men hvad skulle han stille op for at gøre Marad tilfreds for det var det han inderligt ønskede. Om end at hans hjerte faktisk sagde noget helt andet til ham. Han ønskede ikke at der skulle ske Marad noget, så måske var det bare bedste at han ikke var her i tilfælde af at der skulle ske noget.

Armene der blev lagt omkring ham og hvordan de blev hevet ind til Marad lod han blot ske. Han viste ike hvad han skulle sige. Det gjorde for ondt at tænke sådan over det, og Marad's ord gjorde det ikke bedre. Han vidste hvor skrøbelig denne verden kunne være. Men at han skulle finde en anden end Marad kunne han næsten ikke bære. Han ville bare være hos den han elskede. Måske en dag Marad ville komme på andre tanker. Måske han ville kunne finde ud af hvad der betød noget her i verden. "Jeg burde gå." kom det kort og hurtigt fra ham. Hans stemme var stille men højt nok til at Marad ville kunne høre det. Hvordan skulle han nogen sinde kunne være i nærheden af en som ikke engang ønskede at han var der?

Marad sukkede træt og kørte hånden ned over ansigtet. Det havde været nogle hårde dage, og han følte sig endnu ikke helt ovenpå. Måske tog hans krop længere tid om at komme helt over skaderne end sædvanlig, eller også var det smerten over tabet af James, og chokket over så t se ham igen, som udmattede ham så forfærdeligt. Uanset hvad årsagen var, havde han ikke energi til at stå og skændes.
"Jeg ved, at du næppe tror på mig, men jeg gør det her for den skyld" Han så på ham med et blik, som viste alt den smerte han havde følt, og til dels stadigvæk følte.
"Jeg elsker dig James. Du er den eneste jeg nogensinde har elsket. At se dig dø var det mest smertefulde, jeg nogensinde har følt, og jeg har trods alt levet at langt liv" Han sukkede og slap endelig sit greb om ham.
"Men jeg kan ikke gøre noget godt for dig. Jeg bringer dig kun i endnu mere fare.. Så ja, du bør gå"

Tøvende trådte Marad et skridt tilbage. Det var ikke første gang, at James havde forladt ham, men denne gang var det da i det mindste ikke fordi han havde gjort noget forfærdeligt. Det føltes stadig forfærdeligt, og han forventede, at alle de forbandede følelser ville vare ved i et godt stykke tid. Forhåbentlig ville e forsvinde på et tidspunkt, nu hvor han vidste, at han sendte James videre til et, forhåbentlig, bedre liv.

lt hvad Marad sagde gjorde ondt på ham. Der var intet der kunne bringe ham i en bedre ballance. Hvis Marad aldrig havde sagt de ord ville han have blevet lige meget hvad. Men han lyttede altid til andres ord frem for at lytte til sig selv. Marad kunne ikke komme med noget nu der ville få ham på andre tanker. Han rejste sig op og kiggede ikke engang på Marad. Han ville ikke kigge på ham, det ville bare gøre for ondt. Og det ville sætte flere tanker i hovedet på ham end hvad godt var. Så hvorfor skulle han lade tårene falde nu og kigge på en mand der ikke engang ville have ham i nærheden, fordi det gjorde for ondt? Hvad med som han følte lige nu? Var det alt sammen lige meget? Var det sådan her Marad ville se ham?

Han var ikke sikker på hvad han skulle sige så han vendte sig om for ikke at komme til at kigge på Marad. Han slog vingerne ud af ryggen og han måtte bide sig i læben. "Farvel Marad" han stemme var lige så stille som før, og han var ikke engang sikker på om Marad overhovedet ville kunne høre det, men det hele kunne også bare være lige meget. Han ville bare væk nu, han skulle aldrig være kommet tilbage. Han skulle være forblevet død, og ingen skulle have genoplivet ham, for det var der tydeligtvis ikke noget der kom godt ud af alligevel. Smerten i brystet voksede som om hans hjertet sprang og han vidste ikke hvad han skulle stille op. Det var for smertefuldt at være her, og intet kunne rede ham fra det indre der kæmpede i ham om at blive og kæmpe for det han virkelig troede på. Hans vinger baskede lidt efter som han trådte nogle skridt væk fra Marad. Og han måtte bide sig i læben inden han overhovedet lettede fra jorden. Han ville ikke se sig tilbage, men han kunne mærke en tåre trille ned af kinden på ham og han ville ikke længere være en del af livet, for hvad kunne livet overhovedet byde på som var godt for ham?

Åh hvor det skar Marad i hjertet da James vendte ryggen til ham. Alt i ham skreg, at han skulle træde frem, slå armene og aldrig nogensinde give slip på ham igen. Det ville være det selviske at gøre, fange James i en tilværelse, som nok ville gøre Marad tilfreds, men som på lang sigt ville skade James. Det var, hvad Marad normalt ville vælge, men ikke denne gang. For en gangs skyld valgte han sætte en anden før sig selv. Det gjorde så forfærdeligt ondt i brystet, hvorfor valgte nogen folk at leve deres liv efter denne "gode" filosofi? Og så mente folk, at Marad var sindssyg.

I et forsøg på at styre sine naturlige impuls til stoppe James, bed Marad tænderne hårdt sammen. Det var svært at tro på, at han lod James gå en lysere fremtid i møde, og helt ærligt lød det heller ikke som om, at James faktisk troede på det. Men beslutningen var taget, det var for sent at fortryde nu. Med den efterhånden velkendte smerte siddende i brystet, så Marad til, mens James fløj væk. Så var det overstået. Endnu et kapitel i hans labge, lange liv, som nu effektivt var slut. Marad sukkede og vendte sig om for at gå ind i huset igen, det var på tidere at komme videre med livet.