Der havde ikke været lang tid til at skemalægge en plan. Tværtimod havde det hurtigt vist sig at være nødvendigt for Adhémar bare at handle intuitivt og så ellers stole på sin egen evne til at improvisere. Ikke som sådan noget, der var nyt for ham, da det trods alt hændte at et job ikke gik som forventet. Han var bare ikke vant til at det var hans eget liv og ikke blot en fortjeneste, der var på spil. To desperate drab var to for mange, og begge var sket inden for de sidste få dage. I så mange år havde Adhémar haft det hele under kontrol, men nu kunne alt vælte sammen overhovedet på ham hvornår det skulle være, hvis ikke han sørgede for at komme væk fra hvor det var gået galt. Heldigvis havde han ikke et særligt forhold til Balzera, så det var ikke så meget det at forlade byen, de gik ham på. Det var omstændighederne. Det at han måtte lade et faktisk ret godt liv bag sig, hvor han havde kunne leve for de penge han tjente og føle sig som den rigmand han jo faktisk var født til. Det liv var blevet taget fra ham da han var ganske ung, og nu var han nok selv skyld i, at det blev taget fra ham igen.
I første omgang var der bare ikke plads til den slags frustrationer; han skulle bare væk.

Han havde ventet til langt ud på natten, for at være sikker på ikke at risikere at rende ind i for meget liv. Han havde pakket hvad han kunne i en saddeltaske han kunne have over ryggen og måtte ellers bare indvendigt bebrejde sig selv for ikke at tænke så langt som at anskaffe sig en hest. Det havde bare ikke virket praktisk; men nu havde han jo heller ikke regnet med at skulle flygte på ingen tid, for at et kriminelt netværk ikke skulle hale ind på ham og afsløre hele hans identitet. Allerede nu var han i tvivl om hvor meget folk i rigsmandsrækker vidste - han havde allerede opsnappet rygter i krogene. Aldrig i sit liv havde han troet, at Balzera ville være stedet, hvor hans morale skulle komme på tale og hvor det hele ville kamme over.

Ned langs den ene gade mødte han ikke en levende sjæl, langs den næste passerede han et beruset par, der forsøgte at finde et sted med ro. Da han så drejede om hjørnet fik han tilfældig øjenkontakt med en person, som han først et langt øjeblik efter genkendte og med det samme fik han travlt. Han drejede om på stedet og satte i sprint, desværre ikke hurtigt nok til at komme ude af syne ved første sving. Da han endelig lod til at have rystet den anden af sig var han allerede ved at være udmattet, men han tog stadig ikke chancen og havde også fuld fart på, da han sprang over en halvmur med det formål at fortsætte ned ad gaden, som fortsatte på den anden side af den. Dog var det ikke hvad der endte med at ske ham, da han i stedet for at lande elegant og velkendt på fødderne ramlede ind i en person, der stod umiddelbart på den anden side. Det lykkedes ham ikke at få ordentligt fodfæste og resultatet blev da også at han væltede helt, ikke engang i stand til at gøre et forsøg på at undgå at trække den anden med i faldet, om end det da kunne være muligt for den fremmede at springe til side i tide. 

Omtumlet og småforslået rullede han om på siden, for at undgå at ligge på tasken og det tog ham da også lige et øjeblik inden han var helt ved sig selv igen. "Jeg beklager... Virkelig. Jeg har noget jeg skal nå, så... Ja, jeg har ret travlt, du ved." Det lignede ham ikke at være så dårlig til at forklare sig; normalt var han hurtig til at komme med en kommentar. Lige nu var han bare lidt for omtumlet og lidt for optaget af at være på flugt.

Det var sent på natten, da Vargas endeligt sagde farvel til den fest, han havde været til. Det var en smuk nat og stjernerne lyste klart ned over landet. Luften var kølig og stilheden var en klar velsignelse efter af musikken og larmen i det store hus, det hele var foregået. Det var faktisk så rart, at hans ene vagt blev sendt hjem med hesten. Natten skulle nydes og han ville gå hjem. Længere var der heller ikke, men man skulle jo ankomme med stil. Og han var også lidt doven, så det havde passet ham fint at ride til festen.
Der var stadig en vagt tilbage, som fulgte efter ham et par skridt bag ham, som han slentrede ned af gaderne. Hans tanker fløj lidt fra det ene emne til det andet. Samtaler han havde haft til festen, mulige fremtidige handler med nye og gamle kunder. Problemer i slavehandlen. Ana. At han egentligt godt kunne klare en bid natmad inden sengetid. Lidt af hvert gled igennem hans sind.

Lyden af løbende skridt brød igennem nattens stilhed, men hverken Vargas eller vagten nåede at opfange, hvor de kom fra, da der pludseligt sprang en mand ned fra en halvmur. Han bragede direkte ind i ryggen af Vargas, der hverken kunne nå at gøre fra eller til, før han væltede forover og knaldede begge knæ og begge hænder i underlaget. Det gjorde ondt og han bandede på dæmonisk i forskrækkelse. 
Bag ham begyndte personen at undskylde, men endeligt vågnede vagten op til dåd. Det var en stor mand med overarme tykkere end Vargas' lår, så da han greb fat i manden og hev ham på benene, var det uden at anstrenge sig. Brutalt bankede han ham ind i halvmuren, den ene hånd om hans krave, den anden greb fat i en arm og rykkede den op af ryggen på ham, mens han brugte sin massive krop på at holde ham fast.

Vargas kom langsomt på benene. Først kastede han et blik på sine hænder, der var godt skrabede. Derefter gled hans blik til benene. Der var to pæne huller ved hans knæ i de fine silkebukser, og man kunne skimte blodet på den gyldne hud. Det var helt uvant for ham at mærke smerten fra skrabede knæ. Det havde han ikke prøvet i mange år. At blive voldsomt væltet omkuld var trods alt ikke hverdag for slavehandleren.
Endeligt løftede han blikket og så på den unge mand, der havde væltet ham. Ikke en indfødt i Balzera, det var han for lys til. Ansigtet sagde ham ikke noget, sikkert bare en af pøblen. Selvom hans påklædning måske kunne påstå noget andet. Det var lige meget. Man slap ikke uskadt fra at skade denne dødssynd.

"Åh, jeg forstår. Men hvad end du har så travlt for må vente. Du har lige gjort dit livs fejltagelse." Han var vred, men hans tonefald var skræmmende afslappet. Han nikkede kort til vagten, der straks begyndte at slæbe af sted med den fremmede unge mand i et fast greb, få ville kunne slide sig ud af. Vargas fulgte efter, mens han skar ansigt over smerten ved at gå. Og så hans fine bukser. Han sukkede og begyndte at pille sand ud af skrammerne på sine hænder. De skulle skylles grundigt inden han fik en af sine healere til at se på det.

Der var ikke langt til slavehandlen. Vargas fik vagten til at tage fordøren. Knægten skulle nok få sin straf, men først ville Vargas have ordnet sine skrammer og få noget andet tøj på. Ingen grund til at få blod på den lange flotte kofte, der kostede mere end hvad en kamelkusk tjente på et år.
En anden vagt tog i mod dem.
"Væk Ihlja. Og hendes sædvanlige hjælper. Og hjælp så Hodar med at holde øje med vores gæst." Manden nikkede og forsvandt. Vargas fortsatte ud af den stue, de var kommet ind i, med et "vent her" til Hodar, der ikke slækkede sit greb om den fremmede. Han gik ned til trappen i den anden ende af huset og fortsatte ovenpå. Anas store øjne var til at skimte i det måneoplyste mørke. Han bad hende gå i seng igen, der var ikke noget for hende. Derefter fandt han en skjorte og et par løse bukser frem. Kvaliteten var stadig fin, men ikke finere end at han brugte det nede på pladsen i slavehandlen. Stoffet gned mod hans knæ og han var en smule irriteret, da han endeligt bevægede sig ned igen. Det skulle den unge mand nok komme til at fortryde.

Endnu var Adhémar ikke kommet over fortumlingen inden han blev hevet på benene og i samme øjeblik indså, at han var i problemer. Igen. Luften blev banket ud af ham, da han blev hamret ind mod halvmuren og gjorde det umuligt for ham med det samme at begynde at komme med flere undskyldninger for at skynde sig væk. For at undgå at skade sig selv yderligere kæmpede han ikke mod grebet vagten tog i ham, selvom der dog var et instinkt i ham der skreg af ham tilat gøre det. Det var til hans held, at han havde mange års træning i at modarbejde den slags instinkter. Han drejede hovedet for at kunne se vagten ordentligt, men kunne hurtigt konkludere, at han ikke havde set ham før. Om det så var et godt eller skidt tegn vidste han ikke, men umiddelbart kunne det hele tyde på at det kunne være lige godt. Han havde selvfølgelig en forhåbning om, at det bare lige var et spørgsmål om for de to at få styr på situationen og så ville de lade ham rende igen, men han havde en dårlig fornemmelse af situationen.

Manden han havde væltet kom på benene og Adhémars blik bevægede sig hurtigt i retning af ham i stedet. Tydeligvis en mand af høj stand, men også han var en fremmed for ham. Godt nok kendte han efterhånden en god del af Balzeras finere selskab, men han havde hele tiden så vidt muligt forsøgt at holde sig anonym iblandt dem. Han var opmærksom på at tvinge sin vejrtrækning til at være rolig og det lykkedes overraskende godt, til trods for at vagten ikke så meget som antydede at ville løsne grebet i ham. Da den fine mand så talte, løb det Adhémar koldt ned ad ryggen. Som han skulle til at undskylde igen begyndte de at slæbe afsted med ham, hvilket gav ham en idé om, at det kunne være ligegyldigt hvad han forsøgte at sige. Han måtte vente med at tale sig ud af situationen. I stedet forsøgte han at holde trit, selvom vagten ikke gjorde det nemt for ham, med hvordan han holdt fat i ham. En enkelt gang på vejen forsøgte Adhémar at finde et uopmærksomt øjeblik og vride sig fri, men det var kun lykkedes halvt inden vagten havde fået ordentligt fat i ham igen. Resultatet havde været en arm solidt placeret omkring hans hals, mens han blev tvunget fremad. 

Da de nåede frem fik han kun en endnu dårligere fornemmelse af det hele. Den fine mand forsvandt efter at have efterladt Adhémar med nu to vagter, der ikke engang svarede ham, da han forsøgte at forhandle sig til, at de skulle lade ham gå. "Sig jeg brugte magi, det kan han ikke bebrejde jer for ikke at forudse," prøvede han af som det sidste, inden han fik et skub i ryggen, der næsten væltede ham forover. Umiddelbart virkede det ikke til at have anden funktion end at få ham til at holde kæft og det virkede da også, selvom hans stilhed nu havde mere at gøre med, at han så den fine mand vende tilbage til dem. I håb om at han ikke havde hørt noget holdt Adhémar blikket mod ham, en undskyldende mine allerede på plads i hans ansigt. "Jeg betaler gerne for skader jeg må have påført," skyndte han sig at sige og blev faktisk først i dette øjeblik opmærksom på sine egne småskader han havde fået af sit stunt. Skubbet i ryggen var måske hvad der havde sat gang i det. "Undskyld. Virkelig," tilføjede han også. "Jeg troede gaden var tom... Jeg blev lige så overrasket som Dem."

Vargas stødte på healeren og hendes hjælper på gangen, de var fulgt af endnu en vagt. Ikke fordi nogen regnede med, at de ville eller kunne stikke af, men bare for en god ordens skyld. Både hende og hjælperen nejede pænt for ham, inden de fulgte efter ham til den stue, han havde efterladt vagten og den fremmede unge mand i. Før han kom derned, kunne han høre en stemme, men ikke ordene. Dog kunne han forestille sig, at manden var ved at forsøge at snakke sig ud af sin knibe. Slavehandlens vagter var dog ikke til at bestikke, mest fordi de var hunderæd for Vargas. Og så fik de en ganske udmærket løn. 

Undskyldningerne prellede af på Vargas som vand på en gås. Han ville have sin egen lille hævn for skubberiet. En undskyldning kunne han ikke bruge til noget.
Han slentrede hen og satte sig i en af de store puder, der lå langs kanten af rummet. Her trak han op i sine bukseben så de skrabede knæ kom til syne, inden han rakte sine hænder frem, så healeren kunne se skadernes omfang. Hun trådte hurtigt nærmere, så på det og vendte sig så mod sin hjælper for at sende pigen i køkkenet efter noget vand og en klud. Vargas sænkede hænderne igen og hun trådte tilbage med sænket hoved, mens de ventede.

På intet tidspunkt havde Vargas sluppet manden med øjnene. Han havde ikke sagt noget, lod bare ting ske omkring sig uden et ord. Det var ikke nødvendigt at guide healeren rundt, hun kendte sit job og sin plads.
Men nu hvor der ikke skulle ske andet end at vente, var det på tide at snakke med den fortravlede unge mand.
"Jeg er ligeglad med undskyldninger og tilbud om betaling. Fortæl mig, hvad er dit navn?" Han var egentligt ligeglad med den andens navn, men det kunne jo hænde, at det var et navn han kendte. 
Han var stadig rolig. Sad afslappet med buksebenene trukket op og hænderne hvilende på sine lår med håndfladerne opad. Men der var et glimt i hans øjne. Kendte man ham, ville man vide, at det var en god idé at komme af vejen. Der var snart nogen, der skulle have ondt.

Vagterne forsvandt nærmest fra fra Adhémars umiddelbare bevidsthed så snart ham de arbejdede for trådte ind i rummet. Han var vant til at gå direkte til højest rangerende og var langt fra uvant med at forholde sig til folk af høj rang. Dog var det som regel under helt anderledes forhold end nu. Han plejede at være god til at spille sine kort, så han altid havde overhånden. Nu var han ikke et øjeblik i tvivl om, at han var i problemer. Det ville vel være tydeligt for enhver, der blev tilbage holdt af to vagter efter at have tumlet en rigmand omkuld. Hele stemningen i situationen underbyggede da også bare det hele, men ikke desto mindre fastholdt Adhémar en selvsikker attitude. Ihvertfald så selvsikker han lige umiddelbart kunne.

Han tvang sig selv til at holde blikket på rigmanden i stedet for at lade sig distrahere af hvad der foregik med tjenestefolkene. Et eller andet sted kunne han ikke lade være med at se en smule ned på at gøre et så stort nummer ud af nogle skrammer, som Adhémar i høj grad betragtede som småterier. Han lod det dog ikke vise i sit udtryk, som han blot forholdt umiddelbart roligt, selvom det krævede stærk opmærksomhed at gøre. "Dalir," kom svaret prompte, da han blev spurgt om sit navn. Han var vant til hurtigt at komme på dæknavne og det var langt fra første gang han brugte sit gamle familienavn. Skulle det genkendes havde han virkelig ikke et problem med at bringe skam over den familie. Han kendte ikke engang dem, der var tilbage i den efterhånden.

  "Jeg var ikke ude på at gøre Dem noget," gjorde han det klart igen, selvom han havde en idé om, at det ikke var hvad der ville gøre en forskel. "Om De tillader, kan jeg være væk herfra før De ved og så behøver De ikke belemre dem med synet af mig mere." I hvad han havde håbet ville være en overskudsagtig bevægelse forsøgte han at komme fri af vagtens tag, men igen blev han blot holdt tilbage. Vagterne var desværre bedre til at holde fokus end hvad han havde forventet. 

Vargas var et luksusdyr. Det havde han altid været, men det var kun blevet værre med tiden, som han havde lært at sætte sig på høje statusser og tjene krystaller nok til at kunne føre sig frem, som han helst ville. Nej, et par hudafskrabninger var ikke meget, han havde prøvet langt, langt værre, men han ville gerne passe godt på sit helt nye hylster. Og hvorfor gå rundt med skrammer, når man havde healere lige ved hånden? Det var da dumt. Han nød bare muligheden, og magten, som han sad der i de bløde puder i sit dyre hjem.

Mandens hurtige svar med sit navn, fortalte Vargas, at det nok ikke var det rigtige. Ærligt talt havde han heller ikke regnet med andet. Det var heller ikke så vigtigt, men han ville da huske det til senere. Man slap ikke godt fra at lyve for ham.
"Dalir." Han gentog navnet og lagde hovedet en anelse på sned. Smilede en smule, selvom det ikke nåede hans øjne. 
"Dalir, jeg tror ikke helt, at du forstår situationen. Der er ikke nogen grund til at undskylde. Det er for sent." Vargas løftede blikket til den ene vagt. De to store mænd fik hurtigt manden ned at ligge på gulvet, den ene siddende halvt på ham med et knæ i hans ryg.

I samme øjeblik kom pigen tilbage med en skål med vand og en klud. Hun så med store øjne på tumulten, inden hun skyndte sig hen for at sidde på knæ ved Vargas. Med skuldrene trukket en smule op begyndte hun at gøre skrammerne rene. Det var ret tydeligt at se på hende, at hun frygtede Vargas og var bange for at han ville blive utilfreds, for smertefrit ville det ikke være. Men Vargas fortrak ikke en mine, som kludens stof fjernede sandkorn og skidt fra sårene, der straks blødte igen.
"Du kommer ikke fra Balzera. Hvor er du fra?" Samtalen var mest for at underholde Vargas, indtil healeren og den lille hjælper var færdige. Og så var han en smule nysgerrig. Hvor meget kunne han få at vide om denne uheldige travle mand uden at lægge en hånd på ham?

Så vidt muligt, holdt Adhémar blikket rettet mod den anden mand, men det var umuligt for ham ikke engang imellem at skæve rundt for at få sig et ordentligt billede af sine omgivelser. Skulle det rent faktisk lykkes ham, ikke at forhåbningerne var høje, at komme fri, var han nødt til at kunne handle hurtigt og komme væk. Blikket blev dog helt vendt mod den anden igen, da han gentog navnet han netop havde præsenteret for ham. Så meget var sket siden dengang han rent faktisk havde båret det navn. Han rynkede brynene i en undren over ordene inden han så blev tvunget i gulvet og hans taske blev kastet til siden. Han havde ingen kontrol over sin krop, da instinkterne tog over og fik ham til at forsøge på at vriste sig ud af grebet om ham. Da først et knæ blev plantet i ryggen på ham lå han stille, da han indså han absolut intet kunne gøre medmindre han ville risikere at skade sig selv alvorligt.

Et øjeblik holdt han panden ned mod gulvet under ham. Bare lige nok tid til at give den et forsøg at samle sig igen. Han hørte forsigtige fodtrin komme ind, men end ikke dét fik ham til at dreje hovedet for at kigge op. Først da rigmanden talte igen gjorde han noget ved det og lod først sit blik observere hvordan healerne tog sig af sårene. Dernæst så han rigmanden i øjnene endnu engang. "Nordfra." Endnu et svar der sådan set var sandt nok. "Ikke langt fra Norvik," tilføjede han, mens han stadig kæmpede med at forholde sig selv i ro. "Det er lang tid siden jeg begyndte at bevæge mig sydpå." Han var ikke sikker på hvad den fremmede ville bruge informationen til, så han holdt sig til de upræcise forklaringer. På den måde behøvede han ikke lyve for at undgå at dele for meget information.


"Med al respekt, hr." Han trak vejret så dybt ind han kunne med et knæ i ryggen, der pressede ham i gulvet. "Hvad ønsker De af mig? Jeg kan ikke tilbyde dig andet end krystaller; lige nu er det alt jeg ejer." Desværre var det tæt på sandt. Han kunne ikke overdrage palæet, da han ikke kunne sætte sig selv i forbindelse med det nu efter drabene på de kriminelle der havde besøgt ham. Han havde ikke øvrige rigdomme på sig, da han havde været nødt til kun at pakke det højst nødvendige. Så var der amuletten, men den ville han aldrig lade nogen tage fra sig.

Vargas skød øjenbrynene op i panden, da manden sagde, at han kom nord fra. Norvik. Det var helt i den anden ende af Krystallandet. Et koldt, utaknemmeligt landskab med bjerge, sne og kulde og kun få måneder med noget, der kunne minde om varme. Han kendte det godt, han var selv født og opvokset i det område. Ikke i nærheden af byen dog, dæmoner var lige så hadet der som resten af landet. Især for så mange år siden.
”Jamen dog. Et område jeg selv kommer fra. For mange år siden.” Han så ikke sådan ud, med sit sydlandske hylster med gyldne hud og sorte hår. Ikke at man havde kunne se det på ham dengang heller, han havde stadig haft sin originale krop i stedet for at være nødsaget til at besætte kroppe som nu.

Det gav et svagt ryk i ham, da tøsen var lidt for ivrig med kluden, men han kastede kun et kort blik på hende, hvilket fik hende til at krympe sig og fortsætte mere forsigtigt. Hun skyllede kluden og flyttede den til det sidste sår på det ene knæ.
At manden ikke havde sagt noget specifikt generede ikke Vargas, han var i bund og grund ligeglad, han skulle ikke bruge det til noget. Om manden havde været tavs eller talt til han mistede stemmen, ville han stadig få med pisken.

Hans opmærksomhed vendte tilbage til manden, der havde kaldt sig Dalir, da han atter forsøgte at handle sig ud af kniben. Vargas var altid interesseret i en handel, men denne gang var han mere interesseret i at se pisken trække blod. Og skrig.
Manden vidste tydeligvis ikke, hvem Vargas var. Skuffende. Han lænede sig en smule frem, atter med et mindre, lidt skævt smil på ansigtet.
”Hvad jeg ønsker mig? Tilfredsstillelse. Hvilket dit blod i sandet vil bringe mig.” Han så ikke på pigen, der endeligt flyttede sig og lod healeren komme til. Han rakte hænderne frem og lod hende tage dem i sine, så hun kunne lade sin magi gøre sit arbejde. Den svidende fornemmelse i håndflader og på knæene forsvandt, og han tog hænderne til sig, skubbede buksebenene ned og viftede en hånd af healeren for at få hende til at tage sin hjælper og gå, hvilket de begge med lettelse gjorde.

”Det og så måske dit rigtige navn.” Han trådte frem, og vagterne hev manden på benene. ”Men først.” Han flyttede rundt på mandens skjorte, så han kunne lægge hånden på brystet af ham. Hans evne til at røre ved sjæle rakte straks ud, hvilket Adhémar ville mærke som en trykken for brystet, lidt stakåndethed og hurtig hjertebanken. Vargas kneb øjnene lidt sammen. Menneske. Ikke et godt menneske. Ingen magier. Grådighed, det kunne Vargas ligefrem smage. Og … han rynkede panden. Alderen var forkert. Hans blik gled til hans ansigt. Det var ungt. Men sjælen var ældre end hvad han normalt mærkede ved et menneske. Hans nysgerrighed var tændt.
”Fortæl mig … hvordan bliver et menneske så gammelt uden at ældes?” Han slap ham igen og trak næsten helt høfligt hans tøj på plads igen, mens han så nysgerrigt på ham.

Det var ikke til at sige for Adhémar om det var sandt at den anden mand var fra Norden. Han havde ikke været der længe og han havde allerede længe regnet ud, at han ikke havde at gøre med et simpelt menneske. Denne mand kunne være fra lang tid før Adhémars tid, og det var til trods for han havde snydt sig til flere års liv end han fra naturens side var tiltænkt. Ordene reagerede han derfor ikke på og brugte i stedet øjeblikket på at tvinge sig selv til at trække vejret langsomt. Han tillod sine øjne at flakke kortvarigt og endeligt følge tjenerpigens bevægelser mens hun rensede sårene. Luften blev et øjeblik nærmest suget ud af ham, da rigmanden ikke var interesseret i krystaller. Mest af alt på grund af hvad han sagde han ønskede. Han bukkede hovedet ned mod gulvet igen, men blev kort efter trukket på benene i en bevægelse der sved i begge skuldre. 

Blikket blev rettet direkte mod rigmanden igen, som han nu var kommet tæt på. Det var umuligt for Adhémar at skjule frygten i dem helt, selvom han dog prøvede. Han var af natur ikke en ret frygtsom mand, men lige nu kunne han ikke komme uden om at være fanget og manglen på frihed til at manøvrere hvad han havde brug for, for at komme væk, fik hans hjerte til at hamre derudaf. Han spilede øjnene en anelse op, da hans bryst blev blottet og en hånd lagde sig derpå, men lukkede dem så straks i, da han blev ramt af en ugenkendelig følelse i hele kroppen. Han gispede efter vejret og tvang sig selv til at åbne øjnene påny. Det var dog ikke muligt for ham at se ind i den andens, da ubehaget i kroppen var for stor. Han kunne ikke engang få sig selv til at tale og måtte i stedet vente til at han blev sluppet og endnu et gisp efter vejret blev til et lettet suk.

"Hvad gjorde De?" Han regnede ikke med et svar og havde egentlig ikke engang planlagt at spørge - det kom bare ud af ham inden han så lige måtte komme tilbage på sporet og forsøge fokusere på hvad manden havde spurgt om. Det var skræmmende, da han spurgte som han gjorde, da det betød han allerede vidste mere end han havde fået fortalt. "En tilfældig velsignelse," endte han med at svare, da han ikke ønskede at præcisere. Han ville ikke risikere at få taget amuletten fra sig. "Eller forbandelse," tilføjede han tøvende, da han bestemt ikke selv så det sådan. Hvis der var dårlige sider ved amulettens effekt var han ikke stødt på dem endnu. "Jeg beder Dem, lad mig gå." Det havde ikke hjulpet før, men han kunne ikke stoppe sig selv i sin tiggen. Ordene om hans blod i sandet fra før gav genlyd i hans hoved og gjorde ham kun mere skræmt for hvert lille øjeblik der passerede.

At manden var bange var ikke svært at spotte, både fordi Vargas kunne se frygten i hans blik og mærke hans hjerte hamre af sted, da han lagde hånden på hans bryst. Men ud over at han selvfølgelig nød, at han kunne gøre dette ved en voksen mand ved sin blotte tilstedeværelse og et par uspecificerede trusler, var det ikke noget, han tog sig af. Ikke lige nu. Han var mere interesseret i at vide noget om manden, især noget omkring, hvordan han var så gammel, uden at være gammel. Som menneske.

Da han trak mandens skjorte på plads, løftede han blikket og smilede til ham. Ikke et venligt smil, måske et der udtrykte lidt morskab.
”Jeg ragede på din sjæl.” Han sagde det som om, at det ikke var noget specielt. Det kunne helt sikkert formuleres pænere, men han morede sig altid med at sige rage eller befamle. Det fik det til at lyde så grænseoverskridende. Og hylede ofte folk ud af den.

En tilfældig velsignelse. Ordene fik Vargas til at knibe øjnene lidt sammen og se undersøgende på ham. Han var ikke helt tilfreds med at blive spist af med en overfladisk forklaring. Han var nysgerrig, og det var sådan set den største grund til, at han ikke var tilfreds. Han ville vide mere. Det var ikke ret ofte, at han mødte et menneske, der levede længere end det burde. Sådan en skrøbelig race. Der avlede som kaniner.
”En velsignelse eller en forbandelse.” Han løftede et øjenbryn. ”Hvordan fungerer det? Jeg kender en mand, der er forbandet, han heler hurtigere end han dør. Og mødte engang en mand uden sjæl. Han påstod, at han ikke kunne dø, selvom jeg nu med at stå tilbage med et lig. Hvordan er du blevet så gammel?” Han så interesseret på ham. Nok virkede spørgsmålet blot nysgerrigt, men der var et glimt i hans øjne. Et svar ville være en god ting.

Lukkes på grund af inaktivitet (ffs Eik! Discord!)