Der var noget særligt ved at bevæge sig gennem Lindeskoven ved skumringstid. Lyset der faldt ned gennem de gamle træers kroner var afdæmpet og nåede ikke alle steder dybt nok til at gøre andet end sprede skyggerne og farve bladene i efterårets farver. Noget træerne ikke altid naturligt gjorde i alle dele af skoven og aldrig gjorde her hvor Daeralda befandt sig.
Det var den gamle del.
Ikke midten af skoven, men nær dens hjerte ude mod vest hvor bjergene skærmede skoven fra havets storme og hun havde sovet i så mange år. For Daeralda var det også det sted hun kendte der virkede mest upåvirket af tidens gang. Noget hun fra tid til anden havde brug for i den evigt omskiftelige verden, hvor hun stadig følte hun hele tiden manglende noget vigtigt for at få den til at give mening.

Hendes skridt førte hende til en lysning hun havde besøgt mange gange før. Et åndehul hvor lyset kunne falde ned og fremhæve det majestætiske egetræ i midten. Som hun trådte frem mod træet, skubbede hun hætten på den mørkegrønne kappe tilbage og lod det se hendes ansigt. Skyggerne var ved at dybde, så lyset om hende var ikke til at tage fejl af. Slet ikke som det inspirerede ildfluerne til at finde hende og danse efter hende og omkring hende.
Her var freden fuldstændig og for en stund, mens hun lukkede øjnene og lod den ene hånd hvile på egens stamme kunne hun lade som om hun var i en anden og lykkeligere tid.

En særlig form for lys, havde nærmest tryllebundet Taenarel, der ikke havde andet hvor det kom fra. Først havde han troet det var et blik ind i åndeverdenen; det fik han trods alt nogle gange og det kunne sagtens spille ham et puds. Efter at have holdt øje med det i noget tid fik han bekræftet, at det altså var i denne verden det hørte sig til. Ikke nok med det havde han også kunne konkludere, at det var en person det fulgte. Han havde siddet højt nok oppe i et træ til at kunne følge personens gang et godt stykke vej, inden lyset så forsvandt fra hans synsfelt. Nysgerrigheden overvandt ham hurtigt og han fandt vej ned til jorden for at følge efter.

Det var et smukt syn, der mødte ham mens han nærmede sig. Personen med lys omkring sig og ildfluerne der fyldte luften og gjorde det hele eventyrligt. Han lænede hovedet på skrå og kunne lige så stille se skikkelsen i lyset tydeligere; en kvindelig elver. Ikke en han mindedes at have mødt før. Han bevægede sig tættere på, men var forsigtig med ikke at larme, da hun virkede til at nyde roen. Han kunne dog ikke helt lade være med at undres hvorvidt hun mon var okay. Det var ikke ofte man så folk rende rundt på den måde.

"Undskyld, hvis jeg forstyrrer," sagde han på elvisk til hende og blev så ellers stående, så han ikke kunne forveksles med en trussel. "Jeg kunne ikke undgå at bemærke Dem. Har De brug for hjælp?"

Daeralda lænede sig frem og lagde panden mod egens stamme. En afskygning af elvernes måde at hilse på nære og betroede, på de man nære tillid til og som her forstærkede hendes fornemmelse af det gamle træ. Stille lod det sin ro forplante sig til hende, som delte et øjeblik af evigheden, af efteråret og af nattens komme. En stilhed hendes tanker havde brug for efter savnet havde haft trukket hende mod dybet tidligere og først nu løsnede sit tab. Så mange hun havde kendt var ikke mere.

En mumlen uden ord gled fra træerne i løsningen og fortalte hende om det væsen der havde fulgt hende som ildfluerne herhen. Et væsen af forandringsevne og tilhørsel. Daeralda mærkede antydningen af et smil bryde frem på hendes læber over beskrivelse, men det var væk igen allerede før en stemme bag hende meldte den andens komme. En elver som hun havde ventet.
Langsomt rettede hun sig op og med en hånd stadigt hvilende let på egens stamme, vendte hun sig rundt for at møde den ukendte. "I aften sætter jeg pris på forstyrrelsen..." Hendes stemme var let og i kontrast til den tyngde af fortiden som egens ro ikke helt havde kunne nå at fjerne. Det sås i hendes blik, før end det begyndte at tage ham ind og blev skarpere i processen. Hans udsmykning var ikke en hun mindedes at have set andre med siden hun var vågnet. Druiderne måtte ikke være helt så væk som hun havde troet. "Både og."

Det var et intet svar, men at sætte ord på hvad galt der var lå for en stund udenfor hendes rækkevidde. Som ville ordene gøre visheden det værre og fjerne de sidste små rester af håb for at tiden ikke havde taget dem alle. "Der er aftener som denne hvor tiden fylder mere i mine tanker end de har plads til. Fylder og overskygger med hvad var og ikke er mere. Måske ikke er mere?" Ved det sidste lod hun ham se det spinkle håb hun stadig bar i hjertet. Trods alt fandtes der ingen optegnelse af hverken hendes mands eller hendes barns bortgang.

Godt nok var det ikke tydeligt, men ikke desto mindre åndede Taenarel en smule lettet op over ikke at have afbrudt noget, der ikke skulle afbrydes. Han var vant til at træde nænsomt omkring andre elvere, fordi han godt vidste accepten af ham var skrøbelig, hvis den da overhovedet var der. Han blev ikke jaget væk og der blev sjældent sagt noget til ham, der kunne indikere at han burde holde sig på afstand, men han så blikkene og havde fornemmelser om hvad der blev talt om når han ikke var i nærheden. De druidiske tatoveringer på hans krop var fra en gammel tid, tydeligvis og de som kendte til hans ophav virkede til endnu at være skræmte. Eller måske blot skræmte fordi han netop altid havde været isoleret alligevel og druidens skæbne havde været som den var. Elverkvinden foran ham lod dog hverken til at være dømmende eller skræmt og straks fandt Taenarel en ro i sindet, der gjorde ham i stand til at smile mildt tilbage til hende.

"Alt der finder vej til tanken er," sagde han stille; funderende. Ordene hjalp nok ikke meget, men de forklarede hans verdenssyn. Det var nok også hvad der kom ud af kontakten med åndeverdenen han mere eller mindre konstant var i. Døden fik ikke folk til at forsvinde og minder fyldte hos alle - selv hos ånderne der dansede rundt mellem virkeligheder og drømme. "Enten foran os, omkring eller over os," han lagde en hånd på brystet, "eller i hjertet." Egentlig var han mere fortaler for at lade hovedet illustrere minder, men han brød sig nu også om den romantiske tanke om minderne i hjertet. Det var dér det gjorde ondt, når alting virkede håbløst. Han sukkede og rystede lidt på hovedet. "Beklager, jeg lader mig rive med at filosofier. Min læremester gik meget op i at ingenting forsvinder." Godt nok var det hele meget abstrakt og han vidste trods alt heller ikke hvad der havde været ment fra kvindens side. Han havde bare sagt hvad der var faldet ham ind - noget han egentlig snart burde have lært han skulle lade være med.

Daeralda mærkede sig gribe muligheden for en distraktion, som en faldende gribende efter grene til at bremse det uundgåelige. Hendes tanker skubbede minderne i baggrunden og tilbage hvor de var mindre i stand til at trække nuet mod fokus på hvad ikke var hos hende og lod hende koncentrere sig om hvad var.
Hun lyttede. Ordene kaldte på andre minder. En aldrende elver fra hendes barndom, der forsøgte at fortælle en folk ung-elvere om enden for alt uden at de helt kunne forholde sig til det. Ikke før de oplevede nogen finde deres ende og holde med at være i nuet.

"Jeg har haft en lignende underviser engang, skønt jeg er bange for ingen af os var et sted i livet hvor vi var åbne for hans ord." Hun smilede let til ham uden at tristheden over fortiden helt forlod hendes blik. Det var så uendelig længe siden og alligevel ikke så længe siden. "At tale om enden på denne væren er svær at forklare ung-elvere i krisetider og endnu værre i fred. Selv ikke at have oplevet halv-elvernes forsvinden gjorde det helt virkeligt nok." Faelwens Tåre havde blomstret som den så rytmisk gjorde mens hun var ganske ung. Det havde kun været anden gang de oplevede det og ingen havde forudset dens rytme på hundred år.

"Værre end enden er dog uvisheden om hvorvidt den er indtruffet for en du holder af eller om de er derude et sted i uvidenhed om at du er tilbage." Hun klappede let egens stamme før hun fjernede hånden fra den og lod sig synke ned at sidde i græsset ved dens rod. "Om de er her, måske genfødt som del af cirklen, eller om de har fået adgang til Avanyas Skove." Hun så op på ham, mens smilet sank væk. "Hvis de er og intet står - hvem kan så give visheden?"