Sted: Sobeks hytte
Tid: omkring solnedgang

Intet var gået helt sim planlagt det sidste stykke tid. Nicola havde egentlig klaret det helt fint hjemme i Rubinien. Tigget på gaden, fået ekstra håndører fra folk, som ikke kunne modstå hans evne. Han havde haft noget helt godt kørende! Men så havde han fået et tilbud om at tilbringe et stykke tid i Tusmørkedalen. Selvfølgelig med løfte om mad og en seng at sove i, og så et par ekstra krystaller oven i. Han havde først takket nej, usikker på hvad tilbudet egentlig indeholdt. Men han var blevet overbevist med forsikringer om, at der intet skummelt var i det. Han skulle blot udføre noget arbejde, og så ville han blive ført hjem igen. Han vidste godt, at det var risikabelt, men udsigten til flere krystaller end han ville kunne tigge sig til var for lokkende. De havde overnattet i udkanten af Amazonitskovene, og det var her, at manden han havde rejst med, havde forsøgt at få ham med i seng. Noget Nicola havde nægtet. Manden tog dog ikke nødvendigvis nej for et svar, men Nicola havde formået at holde ham på afstand. Udsigten til flere dage med denne slags tilnærmelser havde dog fået ham til at tage benene på nakken, da de andre var gået til ro.

Nu var han så endt i i Dunkelskov. Han var ikke kendt i denne del af landet, så han havde egentlig bare udvalgt sig en retning, og var så fortsat den vej. Han måtte vel støde på en landsby på et tidspunkt, så han kunne overtale nogen til at give ham et lift hjem?
Landsbyer havde han dog ikke set noget af, og han var efterhånden ved at være sulten og godt træt af gåturen. Det var efterhånden ved at være mørkt, og han havde ikke ligefrem lyst til at tilbringe natten udenfor Han forbandede sig egen uforsigtighed. Nu var han fanget i denne skov, og han var ikke ligefrem vant til at skulle overleve af naturen omkring sig.

Han havde efterhånden affundet sig med sin skæbne, da en hytte dukkede op foran ham. Han tøvede et øjeblik. Det var uklogt at opsøge fremmede på et sted som det her. Hans mave knurrede højlydt. Man kunne vel altid give hytten et forsøg.. det var bedre end at sulte. Så længe han var på vagt, burde der ikke ske noget.
Han gik det sidste stykke hen til hytten og bankede på. Ingen svarede. Han bankede igen, stadig uden resultat. 
Igen knurrede hans mave højlydt. Han blev nødt til at skaffe sig noget mad, og eftersom jagt ikke var en af hans spidskompetencer, var der kun en mulighed.
Han skubbede forsigtigt døren op og kiggede ind. Hytten virkede tom. Indretningen fortalte ham dog, at den umuligt kunne være forladt. Godt, så var der større chance for at finde noget mad. Han åbnede døren det sidste stykke, og bevægede sig forsigtigt længere ind i hytten på jagt efter noget mad. 

Det var ved at blive mørkt udenfor og Sobek var lige kommet tilbage fra en tur ude i skoven for at tjekke nogle fælder. Det var blevet til et par harer, så maden for de næste par dage var sikret. De skulle bare flås og renses, inden de enten kunne steges hele over ilden eller skæres i stykker og blive smidt i en gryde. Han havde ikke helt besluttet sig.
Hans hjem så anderledes ud. Efter at Avior havde smadret inventaret og derefter brugt sin evne til at skabe endnu mere kaos, havde Sobek møjsommeligt måtte bygge alting op igen. Noget af gulvet var blevet skiftet, nogle møbler repareret, andre skiftet helt ud. Han havde stadig ikke fået fat i glas til de to vinduer, men havde måtte hænge et par dyreblærer op foran, bare for at få lidt lys ind. Når kulden kom nærmere ville han være nødt til at skodde dem til, hvis han ikke havde fået fat i noget glas inden.

Så duften af nyhugget træ hang i luften i hytten, og han havde flyttet lidt rundt. Men ellers var der de ting, der normalt var. Et bord med et par stole, en reol og en stor kiste. Den lille kommode var væk. Sengen havde været umulig at redde, så det var en ny, der stod mod bagvæggen. Den store gode stol, der var kraftigt bygget for at kunne holde hans vægt, var mirakuløst sluppet med en enkelt brækket stolpe, så den stod hvor den plejede, klar til at han kunne sætte sig foran pejsen og slappe af.

Den store mand gik ud i tilbygningen, hvor et stort bord med store mørke pletter ventede på ham. Han lagde harerne på bordet og havde ikke svært ved at finde rundt i mørket, men han burde nok få tændt noget lys, inden han gav sig i kast med at forberede de to dyr. Ingen grund til at risikere at skære en finger af sit hylster. 
Så han vendte tilbage til stuen, hvor han rodede lidt rundt ved pejsen. Fik lagt nogle småpinde og noget optænding. Lige som han skulle til at bruge flint og stål til at tænde op, bankede det på døren. Han frøs. At få gæster var ikke noget, han var vant til. Han lagde lydløst sten og stål fra sig og kom på benene. I forhold til hans størrelse, var han utroligt lydløs, som han bevægede sig over til døren. Ikke for at åbne den, men for at stille sig bag den. Den åbnede indad og ville skjule ham, skulle nogen forsøge at komme ind. Der blev banket igen. Sobeks hånd fandt ned til den store jagtkniv, han havde i bæltet.

Et par vejrtrækninger senere og døren blev åbnet. Først lidt, men derefter mere og til sidst kom personen ind. Sobek hold vejret, mens han gik forbi ham, kun med trædøren i mellem dem. Hvem var det? Skikkelsen var lille. Meget lille. Og havde en hale og to ører. Et halvdyr, gættede Sobek på, men han stod ikke og spekulerede. I stedet trådte han stadig overraskende stille frem, bag personen. I en hurtig bevægelse lagde han en bred arm om halsen på den ubudne gæst og klemte til. Personen vejede ingenting og føltes næsten som en pindefigur i mod Sobeks krop. Det var ikke svært for ham at løfte den lille skikkelse op med grebet om halsen, træde frem og vende personen rundt og banke ham med ryggen først ned i det kraftige spisebord. Hans hånd lagde sig om halsen på det, der viste sig at være en dreng, og pressede ham ned i bordet.
"Hvad laver du i mit hus, knægt?" Sobek brummede uvenligt af ham, tydeligvis klar til at tampe livet af ham.

En forskrækket lyd forlod Nicola, da en arm pludselig lagde sig rundt om hans hals. Han havde været fuldt ud bevidst om, at hytten havde været tom. Han havde ikke hørt nogen bevæge sig trods alt. Han borede sine negle ind i armen på hvem end der holdt ham fast. Hans første instinkt var at kæmpe imod, men han var ikke det mindste i tvivl om, at hvem end der holdt ham fast var noget større end ham selv. Så han holdt sig i ro. For nu.

Han ømmede sig lavt da han ublidt blev banket ned i spisebordet. Han var ikke vant til denne hårdhændede behandling. Han havde da fået et par på hovedet før, når han havde stjålet fra en forkert person, men ellers formåede han faktisk oftest at undgå fysiske konfrontationer. Selvom han godt vidste, at han burde være yderst forsigtig, formede en knurrende lyd sig nede i hans hals, da en hånd blev lagt rundt om hans hals.
"Jeg prøvede at banke på!" stemmen lød forurettet. Han fortjente ikke denne behandling! Jo, han var ganske vist gået ind i huset med hensigten om at stjæle noget mad, men han havde da forsøgt at banke på! Det var jo ikke hans skyld, at der ikke var blevet svaret.

Hans blik flakkede rundt i rummet for at undersøge så meget af det, som han kunne fra den ubehagelige plads på spisebordet. Han blev nødt til at vide hvor der var en udvej, så han kunne stikke af lige så snart han blev sluppet fri. Endelig faldt hans blik til ro på personen foran ham. Alle hans instinkter fortalte ham, at han skulle frygte manden. Han var stor, meget større end ham. Ikke at det sagde ret meget selvfølgelig. Alligevel småknurrede han dog stadigvæk af manden, han forholdt sig dog i ro for ikke at opildne manden til at stramme grebet om hans hals.   

Sobeks store næve havde et godt greb i drengens hals, som han holdt ham nede. Den anden hånd var truende løftet, knyttet og klar til at slå, skulle det blive nødvendigt. Men han slog ikke, i stedet betragtede han drengen med et dødt udtryk for et kort øjeblik. Der var intet over ham, der skreg dæmonjæger eller hård kriminel, faktisk lignede han ikke noget, der var noget at frygte. Hvad Avior havde lært Sobek var, at man ikke skulle skue hunden på hårene. Den dreng havde heller ikke set ud af meget, men han havde ødelagt Sobeks hjem.
Men der var ikke tid til ret meget. Sobeks knyttede hånd foldede sig ud og begyndte i stedet at glide ned over drengen for at se, hvad han havde på sig. Han fandt uden problemer en lille kniv, som han satte i sit bælte ved siden af sin egen store, der fik drengens til at ligne en tandstikker. 

"Er der kun dig?" brummede han, men ventede ikke på svar, han ikke ville tro på alligevel, inden han hev ham op fra bordet og vred hans arm om på ryggen. Med et godt tag i den og i hans trøje med samme hånd, så han ikke kunne komme væk, slæbte han ham med en til døren, der stadig stod åben. Med et vagtsomt blik så han ud, stående lidt skråt for døråbningen, så en pil ikke ville kunne ramme ham. Han kunne ikke umiddelbart se nogen, så han rakte ud og smækkede døren i, inden han slog slåen for. Alt sammen uden at slippe drengen, som han pressede ind mod muren ved siden af døren.

I et ryk hev han ham væk fra muren, snurrede ham rundt og bankede ham med ryggen først ind i døren, inden han greb fat i kraven på ham og uden problemer løftede ham op, til hans fødder ikke rørte gulvet mere.
"Jeg stillede dig et spørgsmål. Hvad laver du i mit hus?!" Det var ikke fordi, at han hævede stemmen ret meget, men det behøvede han nu heller ikke. 
Inden han lod knægten svare, slog han ham i maven med en knyttet næve, hårdt og ublidt, bare for at vise ham, at han var i store problemer og bare havde af at svare. Og svare sandt.

Nicola forholdt sig i ro, som den truende næve i stedet begyndte at glide ned over ham. Han knurrede ikke længere. Hans fornuft var ved at vinde over ham. Manden overfor ham var en man skulle være forsigtig over for, så meget var sikkert.
Hans kniv blev taget fra ham. Endnu en ting, som ikke var efter planen. Da hans eget kniv blev placeret i bæltet, fik han øje på den noget større kniv. Han kunne mærke frygten langspmt brede sig i kroppen. Manden foran ham virkede nu ikke blot truende, han virkede direkte farlig.

Han nåede ikke at svare på spørgsmålet før han pludselig blev hevet op fra bordet. Han var ikke sikker på, hvem manden frygtede, at han havde med, men det virkede ikke som en god ide at begynde at komme med trusler om opdigtede fæller, så han gjorde heller ikke noget forsøg på at komme med et svar. En anstrengt og lettere smertefuld lyd forlod ham, da han blev presset op mod muren. Hvorfor skulle han være så voldsom!

Endnu en smertefuld lyd forlod ham, da han bkev vendt om og smækket smækket ind i døren. Han forstod ikke helt, hvorfor han skulle kastes sådan rundt. Han gispede højlydt efter vejret, da han bleb slået i maven. Han havde ikke gjort noget for at fortjene det her!
"Jeg var sulten!" Han hev stadig efter vejret. "Og faret vild! Det er alt, jeg sværger!"

Sobek var ikke i godt humør, han brød sig ikke om andre levende væsner, og slet ikke når de brød ind i hans hjem. De skulle holde sig langt væk og lade ham være. Af alle hytter i hele Amazonitskoven var dette en af de dummeste, drengen kunne være faldet over og brudt ind i. Den store mand, der havde fat i kraven af ham, var ikke en, man skulle spøge med. Han havde lige prikket til en bjørn med en spids pind.
Han kneb øjnene sammen og stirrede med et hårdt, uvenligt blik på ham, som han påstod, at han havde ledt efter mad, fordi han var faret vild. Det tog ham et øjebliks overvejelse, inden han bestemte sig for, at han troede på ham. Hvorfor? Han kunne næsten ligefrem lugte, hvor bange han var for ham. Det sammen med hans påklædning, manglen på oppakning, der selvfølgelig kunne ligge udenfor, og hans generelle udstråling... det var ikke en dreng, der var vant til at færdes i skoven. Hvad han så lavede her, dybt inde i den, ja, det var ikke til at sige.

Endeligt gryntede han og sænkede armen, så drengen kunne stå på sine ben igen. Hvad skulle han gøre ved ham? Allermest havde han lyst til bare at dreje halsen om på ham med det samme og smide ham ud i skoven til dyrene. Oplevelsen med Avior havde gjort ham træt af gæster, og selvom han et eller andet sted ikke ville have noget i mod at have lidt selskab, gad han næsten ikke besværet.
Langsomt slap han drengens tøj. Måske han bare skulle have sjov med ham resten af aftenen og så smide ham ud igen. Hans seng havde været tom længe.

"Sulten siger du?" Sobek kunne næsten ikke virke venlig, lige meget, hvor hårdt han prøvede, så han forsøgte ikke engang. "Jeg skulle lige til at lave mad. Du kan spise med. Lad være med at røre ved noget." Det lød ikke så meget som et forslag som en ordre. Sobek ventede ikke på et svar, for han var ikke i tvivl om, at lovning om mad ville få knægten til at blive. Se på ham! Han var jo ikke større end man kunne knække ham midt over uden at få sved på panden.
Han gik over og satte sig på hug ved pejsen. Det tog ikke mange sekunder før de første gnister tog fat og ilden begyndte at brede sig. Snart havde han bygget et bål, og han kunne begyndte at tænde tællelys og et par olielamper. De to lamper tog han med ud i tilbygningen, så han kunne se at flå de to harer. Om drengen fulgte med, måtte han jo finde ud af, når han gik derud.

Nicola nød endelig at kunne stå på fødderne igen. Han vidste godt, at han var lille af statur, men han behøvede ikke at blive mindet om det ved at blive løftet sådan rundt. Det var en uhyggelig påmindelse om, at manden så let som ingenting ville kunne kaste ham igennem rummet. Det virkede til, at manden troede på hans forklaring. Han havde heller ikke nogen ide om, hvad han ellers skulle komme på. Situationen var så uvant for ham, så han følte sig faktisk en smule usikker på det hele.

Han så mistroisk på manden, da han blev tilbudt mad. Han stolede ikke på ham. Hvorfor skulle han pludselig tilbyde ham mad? Han havde en stærk mistanke om, at der lå noget bag. Hans mave knurrede højlydt, hvilket overbeviste ham om, at tage imod tilbudet. Han var hurtig, han ville forhåbentligt kunne nå at stikke af, hvis der opstod problemer.
Han vidste, at han burde sige tak for tilbuddet, men han kunne ikke få sig til at takke en mand, som lige havde kastet ham rundt.

Han fulgte efter ud i tilbygningen. Han holdt sig dog i en arms længde og hele hans udstråling viste, at han ikke stolede på manden foran ham.
"Må jeg få dit navn?" Han ville vide, hvad han skulle kalde ham. Ikke at han ikke kunne komme på noget. Monster og bæst faldt ham ind, men også mindre flatterende navne som for eksempel idiot ville være åbenlyse.

Til Sobeks tilfredshed, fulgte drengen med ham ud i rummet. Han holdt en god afstand, men det var også meget fornuftigt. Bare dét, at han ikke var løbet ud af døren ved første mulighed, fortalte hvor desperat han var. Sulten. Alene i en stor skov. Det ville gøre det hele nemmere, desperation var nemt at arbejde med. Større velvillighed til at... finde sig i ting. Som et slag i maven.
Sobek begyndte at flå harerne uden at tænke nærmere over det. Det føltes som en opgave, han havde udført en milliard gange, og hans hænder arbejdede af sig selv, mens han skævede til drengen. Overvejede. Hvad skulle han med ham? 

Spørgsmålet om hans navn fik ham til at brumme lidt.
"Sobek. Og hvad hedder du, lille indbrudstyv?" Han så kort på ham, inden han drejede hovedet tilbage igen. Lugten af blod hang i luften, men han lagde ikke mærke til det. Ikke længere. Havde ikke gjort i mange år. Blodet på hans fingre gjorde ham heller ikke noget, som han fik løsnet skindet på den første hare. Endnu et til bunken, han kunne sælge, når han endeligt bevægede sig ud af skoven.

Sagde drengen ikke mere end sit navn, ville Sobek arbejde videre i stilhed. Det tog ikke lang tid før skindene røg i en af hans magiske poser, der ville holde dem friske, til han fik tid til at gøre mere ved dem. Harerne skilte han hurtigt ad og fik knoglerne fjernet fra kødet, han hakkede ud i stykker. Efter at have skyllet sine hænder og gjort kniven ren, gik han tilbage i stuen.
"Har du forstand på at skære grønt ud?" Han lavede en bevægelse mod en kurv med lidt gulerødder, løg og kartofler. Han havde en lille køkkenhave ude bagved. Ikke at havearbejde interesserede ham, men han skulle jo spise, og selvom det ikke ville gøre ham noget, kunne han ikke leve af kød alene.
Han sparkede en lille skammel hen foran ilden og gjorde tegn til, at knægten skulle sætte sig.

Nicola vrængede på næsen over synes af den flåede hare og lugten af blod. Han havde aldrig selv skulle flå sin egen mad, og han kunne ikke umiddelbart huske, at han havde set nogen flå et dyr. Det var ikke fordi han havde ondt af dyret, det så bare klamt ud og lugten gav ham en anelse kvalme. Manden foran ham sø dog ud til at være mere end vant til at håndtere de døde dur, så Nicola forsøgte at skjule sit ubehag.

Han havde på en eller anden måde ikke forventet, at Sobek ville oplyse sit navn. Han havde ikke videre lyst til at oplyse sit eget navn, men han regnede ikke med, at Sobek ville acceptere hvis han nægtede at oplyse det.
"Mit navn er Nicola" Han betragtede Sobek arbejde med kanierne. Han var uden tvivl vant til det.. var det kun døde kaniner ha  var vant til at håndtere? Han skubbede tanken fra sig, bange for, at han ville finde ud af svaret på et tidspunkt.

Han nikkede kort som svar på spørgsmålet. Han var ikke glad for at lave mad, og han undgik det helst, men han kunne sagtens finde ud af at skære grønsager. Det slog ham, at jobbet ville inkludere, at han skulle have en kniv. Han havde ingen grund til at angribe Sobek, men udsigten til at have et våben gjorde ham markant mere tryg.
Han placerede sig på skamlen, og så afventende på Sobek.

Nicola. Ikke et navn, der havde nogen relationer for Sobek, så han noterede det sig bare. Ikke at det var så vigtigt i længden, han regnede ikke med, at drengen ville være i hytten, når solen stod op igen. En lille hurtig godbid til at forsøde livet lidt.
Man kunne måske overveje, hvorfor han så gjorde sig den ulejlighed at invitere ham ind og fodre på ham, men han havde ikke noget i mod at lege lidt med "maden". Og selvom han holdt fast i, at han havde det bedst alene, var det alligevel tiltrængt med et talende væsen i nærheden ind i mellem. Måske han fik lidt nyt om situationen uden for skoven. Ikke at han interesserede sig synderligt for det, men hvis jagten på dæmonerne startede op igen, var det rart at vide.

Sobek var udmærket klar over, at han ved at sætte knægten til at snitte grøntsager, ville skulle udlevere en kniv til ham. Det var potentielt farligt, men ind til videre havde Sobek ikke fået nogen fornemmelse af, at knægten var specielt farlig. Skindet kunne bedrage, men han havde ikke forsøgt at forsvare sig i mod den store mand endnu.
Det afventende blik fik ham til at tage den lille kniv ud af bæltet. Med en tommelfinger undersøgte han æggens skarphed. Den kunne vist godt trænge til at blive slebet. Fint nok. Den kunne nok skære nogle kartofler ud, men drengen skulle være ualmindeligt dygtig for at kunne gøre stor skade med den. Så Sobek rakte den til ham.

Tavs fyldte han noget vand fra en spand i en en stor gryde, han hang i hanken på en krog over ilden. Derefter satte han sig i sin gode stol foran ilden og betragtede knægten lidt. Det kriblede i hans fingre efter at gøre et eller andet ved ham, men nu havde han lige sat ham til at være brugbar, så det kunne nok vente lidt.
"Hvad laver sådan en spirrevip som dig langt inde i Amazonitskoven?" Han kunne jo lige så godt få lidt at vide om ham. Og Sobek var da nysgerrig, for ja, hvad lavede en skrælling som ham her? Det var ikke fuldmåne, men selv når varulvene ikke var ude, var det ikke altid en rar skov, slet ikke så tæt på Dunkelskoven. Der var monstre herude. Også monstre, der boede i små fredelige hytter.

Nicola lod forsigtigt tommelfingeren mærke på kniven. De virkede ikke synderlig skarp og var uden tvivl ikke meget bevendt som våben.. Men den var vel bedre end ingenting, hvis Sobek pludselig besluttede sig for at angribe ham igen. Han greb fat i den første grønsag og begyndte langsomt at arbejde med den. Han var blevet for vant til, at andre lavede mad til ham.

Han holdt nøje øje med Sobeks bebægelser, eller, så nøje som han kunne uden at skære sig i fingeren. Hvis det overhovedet var muligt.
Han tøvede lidt med at svare på Sobeks spørgsmål. Der var ikke noget videre interessant i de sidste par dages begivenheder, men var det klogt at fortælle Sobek, at han var langt væk hjemmefra og i et fuldkommen ukendt område?
"Jeg var blevet tilbudt arbejde i Dianthos, men det var en løgn.. Så jeg forsøgte at finde hjem til Rubinien igen" Han studerede Sobek for at se, om han på nogen måde reagerede. Det var ikke løgn, det han sagde. Der var blot udeladt nogle få detaljer.

Da grønsagerne var skrællet og skåret rejste han sig fra skamlen, og tog afventende hænderne op på ryggen. Hans hale strøg lydløst over gulvet. Han prøvede at stå og virke så afslappet som mulig i håbet om, at Sobek ikke ville tænke på at tage kniven fra ham. For nu var den hans eneste forsvar. Blev han bedt om at aflevere den, ville han dog levere den tilbage uden megen brok.

Rubinien. Sobek havde ikke været der, han havde været nord på, da han havde søgt efter et sted at bo, efter han var sluppet ud af Kzar Mora. Han havde hørt lidt om det, et vidtstrakt sted kun med... sand. Han havde lidt svært ved at forestille sig det, men var det også så vigtigt? Han betragtede drengen lidt, uden at svare, inden han rettede blikket mod ilden og vandet i gryden. Så snart det begyndte at boble lidt, rejste han sig og gik ud for at hente kødet, som han smed i vandet. Knægten så ud til at være færdig med at snitte grøntsager, så Sobek rakte hånden frem for at bede ham aflevere kniven igen. Han sagde stadig ikke noget, han stirrede bare til at han fik den udleveret. Han stak den tilbage i bæltet. Derefter smed han grøntsagerne i gryden sammen med nogle urter for smag. Så. Nu skulle det bare stå for sig selv.

Endeligt vendte han sig mod drengen og gav ham al sin opmærksomhed. Ører og hale. Halvkat. Gad vide, hvor meget man kunne bukke ham sammen, uden at han knækkede. Sobek lod blikket glide over ham. Der var ikke ret meget af ham. Ikke en knægt, der fik meget at spise. Ikke at Sobek fik ondt af ham på nogen måde, det var bare en konstatering. Trods hans lidt negative tanke om drengen, vidste han godt, hvad han ville med ham senere. En hale? Det havde han ikke prøvet før, havde han? Han var ikke sikker, han var efterhånden ved at være en gammel mand og havde lidt svært ved at huske alt, hvad han havde lavet igennem tiden.
"Det varer lidt, inden maden er færdig." Åh, hvor kunne han godt... men han trådte forbi ham og fandt i stedet et par bukser, med hul i, samt snor og nål. Der var ingen grund til at sidde og stirre ud i luften, når der var ting at lave. Så han placerede sig i sin god stol og begyndte at lappe bukserne. De store fingre styrede nålen vant og uden problemer. 

Og sådan gik tiden for Sobek, der lod knægten passe sig selv, så længe han ikke begyndte at pille ved ting eller nærmede sig dørene. Så selvom han virkede til at være optaget af sin reparation, forlod hans opmærksomhed ikke Nicola. 
Duften af mad spredte sig snart og Sobek rørte lidt rundt i det en gang i mellem. Til sidst fyldte han to skåle og stillede dem på bordet, inden han fandt to skeer frem. Det var tid til at spise.

Nicola afleverede kniven uden brok. Han havde ikke lyst til at blive kastet rundt igen, og kniven var ikke stor nok eller skarp nok til, at den kunne bruges til at holde Sobek på afstand. Det passede ham dog ikke, at han atter var ubevæbnet. Han måtte bede til at han var hurtig og smidig nok til at slippe fra den store mand, hvis det blev nødvendigt. Ellers havde han altid sin evne.. hvis den virkede på Sobek. Han havde sine tvivl.

Han brugte tiden inden maden var færdig på at se sig lidt rundt i hytten. Han turde ikke bevæge sig for meget rundt, i tilfælde af at det ville gøre Sobek vred, så han tog kun nogle enkelte skridt rundt. Til gengæld drejede han flere gange rundt om sig selv for at se aææe tænkelige udveje fra hytten.
Lugten af mad og en højlydt knurren fra hans mave fin ham igen til at rette opmærksomheden mod Sobek.

Han placerede sig ved bordet, og tog for sig af maden med stor iver. Det var lang tid siden han havde fået et ordentligt måltid mad føltes det som om. Han holdt sit fulde fokus på maden, indtil skåæen var tom, og han atter så på Sobek.
"Tak" Lidt høflig var vel på sin plads. Han rejste sig langsomt fra sin stol mens hans nøje btragtede Sobek.
"Det er ved at være sent, jeg bør gå.. jeg vil ikke optage mere af din aften" Han spændte op i kroppen, forberedt på at stikke af så hurtigt han kunne. Han ønskede ikke at bruge længere tid i hytten end højst nødvendigt.

Måltiddet foregik i stilhed. Sobek var ikke ligefrem god til at socialisere, og det virkede ikke rigtigt til, at knægten havde lyst til at snakke. Måske forståeligt nok, det var en lidt sær situation. Men sulten var han da, som han slugte sin mad. Uden at sige noget, hældte Sobek mere op til ham, da han var ved at nærme sig bunden. Der var mad nok at tage af.
Begge skåle var tomme, da drengen besluttede sig for, at det var på tide at komme videre. Han sagde tak, men Sobek følte et svagt stik af vrede. At smutte så hurtigt efter et måltid virkede ikke specielt taknemmeligt. Men det var lige meget, om han havde kastet sig for fødderne af ham i taknemmelighed, havde han ikke fået lov til at gå. Sobek var ikke færdig med ham. Ja, han var slet ikke begyndt.

Hans brede krop var lynhurtigt på benene og en arm fløj ind over bordet, inden Nicola kunne nå at træde væk. Hånden lagde sig om drengen hoved, inden han med god kraft trak ham frem og bankede siden af hans hoved ned i bordet, hvor han holdt det nede.
"Du går ingen steder, før du har fået lov," brummede han som en vred bjørn, inden han gik ud fra bordet og, med fingrene i Nicolas hår, trak ham med sig. Han kastede drengen fra sig, ned på gulvet, hvor han trak benet tilbage og lossede ham i siden med sin solide støvle. Det føltes godt, og han endte med at gøre det igen, inden han bukkede sig ned, greb ham i trøjen og slæbte ham med hen til sengen, hvor han smed ham fra sig.

Kort efter sad han overskrævs på ham og brugte sin vægt på at holde ham nede. En stor hånd fandt vej til hans ansigt og lagde sig mod hans kind, som han ublidt gned en tommelfinger over. Han var køn nok, knægten. Ikke at de betød ret meget. Fingeren fandt vej til de brede læber, som den også blev skubbet hen over, inden Sobek lænede sig lidt ned over ham og så på ham med et dødt blik.
"Hvis du bider, skærer jeg halen af dig, missekat." Og så pressede han fingeren ind i munden på ham, næsten som for at forberede ham på, hvad der snart skulle ske.

Det hele gik så stærkt, at Nicola ikke nåede at reagere. Inden han dårligt havde nået at opfatte ved der skete, stpd han med hovedet presset ned på bordet. Det gjode ondt, men fremfor udbrud af smerte kom han med en masse hidsige lyde som mindede mere om en kat end et menneske. Denne gang havde han ikke tænkt sig bare at tage imod.

"Lad mig gå!" Sobek skræmte ham. Han vidste at det kun krævede en bevægelse fra Sobek, og så ville det koste ham livet. Selvom det ikke ligefrem virkede til at være hans plan.
Han gav sig højlydt og gispede efter luft, da han hårdt blev sparket i siden. Anden gang støvlen ramte var udbruddet af smerte endnu højere. Han ville ikke nødvendigvis betegne sig selv som svag, men dette niveau af smerte havde han ikke prøvet før.

Det føltes som om han blev mast, da Sobek satte sig oven på ham. Han hvæste hidsigt af ham, inden Sobeks finger fandt ved til hans læber. Han skulle ikke røre ham!
Han overvejede at bide til, da fingeren blev stukket ind i hans mund. Hvis han blot kunne få Sobek vlk længe nok til, at han kunne stikke af.. Men det var ikke risikoen værd. Så i stedet forholdt han sig i ro, mens han så op på Sobek med hidsige øjne. En svag knurren kunne høres fra ham. For nu havde viljen til at kæmpe overskygget frygten, men den lå stadig lige under overfladen, uanset hvor meget han prøvede at ignorere den.

Det var nogle hidsige lyde, der kom fra det lille væsen under Sobek. Så han ville slås, hm? Det trak lidt i hans ansigt, som han med hån så ned på ham. Han var på ingen måde bange for halvdyret, der på ingen måde havde vist nogen evner til at kunne forsvare sig. Han kæmpede ikke engang i mod, han sagde bare utilfredse lyde. Ha. Sobek skulle nok få ham til at klynke i stedet for.
Han gned fingeren ned over hans tunge, inden han trak hånden til sig. Den knyttedes og han slog ham i ansigtet. Hårdt. Ikke bare én, men tre gange. Det var ikke hans ansigt, han skulle bruge til noget. Det var en anden del af hans krop.

Det var ikke bare volden i sig selv, men de tre slag burde også gøre knægten en smule groggy, så han var nemmere at håndtere. Sobek løftede sig lidt op, så han kunne vende drengen under sig, så han lå på maven. Uden at tage sig af, om han rykkede noget i stykker, begyndte han at rode rundt med drengens tøj, så han til sidst kunne flytte sig ned på hans lår og hive hans bukser ned. Halen var i vejen, så han greb den og hev den op mod Nicolas hoved, hvor han med samme hånd trykkede knægtens hoved ned i det bløde underlag. Uden at slippe halen.

Hans fri hånd lagde sig kort om halvdyrets balle og gav den et ublidt klem, inden han spyttede på to fingre og skubbede dem op i ham. Ublidt og direkte. Det var ikke for Nicolas skyld, det var skam for hans egen.
Det var nok efterhånden ret tydeligt, hvad Sobek havde i tankerne. Det var ved at være længe siden, at han havde haft andre end sig selv, og nu bød muligheden sig jo lige så fint her. Han tænkte ikke på andre end sig selv, og hvis han ikke havde en god grund til det, havde han ikke tænkt sig at gøre noget godt for hvem end han brugte sin tid på. Hvorfor skulle han? Så han skubbede bare fingrene godt op, og bevægede hånden til for at gøre klar til, hvad han ville gøre næst.

Slagene gjorde voldsomt ondt, og de gjorde Nicola groggy og slørede hans syn en smule. Han havde travlt med at få rummet til at stå skarpt igen, så han nåede ikke at kæmpe imod, da han pludselig blev vendt om. Hans opmærksomhed vendte dog lynhurtigt tilbage til Sobek, da bukserne begyndte at blive trukket ned. Han begyndte at få en mistanke om, hvad Sobek havde tænkt sig, og tanken var langt fra behagelig. Han forsøgte at kæmpe imod og rokke sig over behandlingen, men hans bevægelsesfrihed var begrænset, og brokkerierne blev dæmpet af sengens underlag. Han havde stadig et svagt håb om, at Sobek bare forsøgte t skræmme ham. At det her ikke vil gå længere end ydmygelsen ved at blive klædt af.

Han skreg højt, da de to fingre ublidt blev stukket op i ham. Håbet om, at Sobek ikke ville fuldføre den forfærdelige gerning, var efterhånden væk. Det her måtte ikke ske. Han havde altid holdt sig fra at være sammen med nogen. Jo, han havde gjort både mænd og kvinder færdige med hånden, men han havde aldrig ladet dem kunne under hans buksekant! Og Sobek skulle ikke være den første, som fik den ære!
"Nej! Du må ikke.. jeg er ikke.. Jeg har aldrig.." Han kunne ikke få sig selv til at færdiggøre sætningen. Han vidste ikke engang om Sobek kunne høre ham. Han havde intet forsvar tilbage, og han troede ikke engang selv på, at Sobek ville forbarme sig over ham, bare fordi han ikke havde været sammen med nogen før. Fingrenes behandling af ham vidnede i hvert fald om, at Sobek ikke kunne være mere ligeglad med ham. For Sobek var han kun til for at blive brugt. 

Der kom et grynt fra Sobek, da det gik op for ham, hvad knægten prøvede at sige. 
"Det kan jeg mærke." Det var ret tydeligt, at han morede sig over tanken, men at han ellers var ligeglad. Det blev nok endnu mere forstærket af, at han tilføjede en finger til samlingen.
"Men det har du så nu." Der var ingen medlidenhed. Den slags kunne Sobek ikke føle, og lige nu var han mere optaget af, hvor godt han ville få det om lidt.
Hans tålmodighed rakte ikke så langt, så snart tog han hånden til sig og trak sine bukser ned. Sobek var en stor mand både i højden og i drøjden, hvilket også var til at se i mellem hans ben. Han var ikke forsigtig, han var ikke blid og han vidste nøjagtigt, hvad han ville have, og han tog det.
Han slap på et tidspunk Nicolas hoved og hale, for at få ordentligt ved ham ham, men var halen for meget i vejen, ville han tage fat i den igen.

Da han var færdig, lod han drengen ligge, mens han selv kom på benene og trak sine bukser på plads. Som om intet var hændt, begyndte han at rydde op efter aftensmaden, mens han funderede lidt over, hvad der nu skulle ske. Han havde oprindeligt tænkt sig at smide knægten ud i skoven igen, også selvom mørket havde lagt sig og natten sneget sig ind over dem. Men han havde været en god lille missekat, og Sobek følte sig ikke færdig med ham. Nå ja, han kunne vel beholde ham i et par dage. Se, hvad han kunne få ud af ham. Måske endda se om han var til at lære ting. Skulle han blive træt af ham, kunne han jo smide ham ud. Eller sælge ham. Han talte dage og kom frem til, at slaveopkøberen snart kom forbi igen det sted, hvor han normalt ville samle slaver op.

Så snart beslutningen var taget, vendte Sobek tilbage til sengen. Synet af drengen var nær ved at give ham lyst til en tur mere, men han greb ham i stedet bare i håret og slæbte ham ud til buret i det lille opbevaringsrum ude i tilbygningen, hvor han havde alt fra skind til grøntsager stående. Og buret. Midt i rummet. Det var højt nok til, at man kunne stå i det, men ikke langt eller bredt nok til at man kunne ligge fuldt udstrakt. Lågen var gået i stykker, da Avior havde sprængt låsen, så Sobek havde måtte slæbe den med til byen og få smeden til at lave det. Nu virkede den fint igen.
Ublidt smed han knægten derind og låste lågen.

Alt gjorde ondt. Nicolas hals gjorde ondt af at have skreget under hele forløbet. Han havde ondt bagtil på grund af mishandlingen. Roden af halen gjorde ondt efter at være blevet holdt gentagne gange og hans hoved gjorde ondt af at være blevet holdt nede mod sengen.
Han lå fuldkommen stille på sengen. Ude af stand til at bevæge sig, for slet ikke at snakke om at forsøge at stikke af. Han vidste godt, at nu formentlig ville være den eneste chance han fik, men hans krop virkede for tung til at det var muligt at få den til at lave nogen former for bevægelse. Så i stedet lå han tavst og så på mens Sobek ryddede op.

Han gav sig højlydt af smerte, da han blev grebet i håret og revet ud af sengen. Igen blev han kastet rundt, som var han intet andet end et stykke legetøj.
Da han blev smidt ind i buret, var det som om hans krop vågnede igen. Han havde ikke tænkt sig at finde sig i et blive opbevaret i noget bur! Han var ikke et eller andet dyr, man bare kunne holde fanget! Han ruskede hidsigt i tremmerne.
"Slip mig fri!" Hans stemme var hæs og knækkede over, men ordene var stadig forståelige.
"Slip mig fri!" Denne gang brugte han sin evne. Han havde ingen forventninger om, at det ville virke. Sobek havde endnu ikke vist sig som et væsen, som ville blive påvirket af hans evne. For den virkede, blev man nødt til at være modtagelig mentalt, og det virkede langt fra til at være tilfældet med Sobek.

Der var lyd i missekatten, det måtte Sobek indrømme. Til drengens held, havde han skreget ned i sengen, for ellers ville Sobek nok have fået ham til at holde kæft. Den store dæmon blev stående og så på ham i buret, mens han råbte på at blive sluppet fri. Det gav et svagt stik i ham, og han havde nær rakt ud for at sætte nøglen i igen, men han stoppede sig selv og rystede på hovedet. Hvad var nu det? Hans blik fandt mistroisk tilbage til knægten. Var det noget, han havde gjort? For et øjeblik overvejede han at slå på drengen, til han fandt ud af det, men siden der ikke var sket mere, valgte han at vente. Skete det igen, ville han være mere sikker i sin sag.

I stedet trådte han frem, stak armen så langt ind i mellem tremmerne, som han kunne - Nicolas små pindearme ville nok kunne komme helt ud, Sobeks massive arm kom igennem næsten til albuen - og greb fat i Nicolas trøje for at hive ham helt ind til tremmerne. Sobek lænede sig frem, så hans ansigt var en håndsbredde fra hans.
"Holder du kæft, kan det være, at du får et tæppe inden jeg går i seng. Holder du kæft hele natten, får du måske noget at spise i morgen tidlig." Han stirrede på ham med sine døde blå øjne, indtil Nicola havde gjort tegn til, at han havde forstået. Derefter slap han ham og gik tilbage til stuen. Klokken var ikke så mange, så han havde ikke travlt med at komme i seng. I stedet brugte han nogle timer på at skære sig et nyt krus.
Hvis Nicola var stille, gav Sobek ham et tæppe, inden han gik i seng. Der var køligt ude i rummet, da der ingen varmekilde var, ud over hvad der trængte ind fra stuen. Snart var lyset slukket og Sobek gik i seng.

Han var vågen igen, da der begyndte at lysne udenfor. Som en gnaven bjørn kravlede han ud af sin varme skind og fik tændt op i pejsen. Snart havde han lavet sig en kop varm te og var ved at lave noget grød. Han kiggede ikke til katten, han sov ikke tungere end at han burde have hørt ham, havde han lavet ballade. Så han gennemgik bare sin morgenrutine og spiste noget morgenmad, en god grød med noget tørret flæsk.
Til sidst fyldte han en skål med grød og en kop med vand, inden han bevægede sig ud for at se til sin uinviterede, uvillige gæst. Han havde ikke gidet at tage en trøje på, så hans behårede grånende overkrop var bar og han var i bare fødder, da han kom derud.