Sejr landede med et tungt dump i palæets baghave, der næsten slog al luften ud af ham. Begge hans store arme var klemt omkring det blødende sår i hans mave, der allerede havde farvet det meste af hans trøje mørkerød. Selv igennem tågen i hans hoved og smerten i hans krop kunne han mærke, hvordan kræfterne hurtigt sivede ud af han. Det lykkedes ham dog at løfte sit hoved og se op mod det hvidpudsede hus. Der var lys derinde; Falk måtte være hjemme.

"Datter..." hviskede han. Han ville have råbt, men han kunne ikke tvinge sin stemme højere. Med et tungt grynt af smerte fik han skubbet sig op på sine fødder, godt hjulpet på vej af de store vinger, der slog et par slag for at få ham op. Med sløret syn vaklede han mod glasdøre, der ledte fra haven og igen i huset. Men da han nåede den, havde han kun kræfter til at læne sig mod den og slå mod ruden. Han orkede ikke at åbne. Det eneste, han kunne gøre nu, var at blive ved med at slå mod ruden med flad hånd, mens hans udseende langsomt ændrede sig; hans træk blev finere, blødere. Hans krop blev lavere, rundere...

Mindre end et minut senere var det ikke længere Sejr, der stod lænet mod døren, men Liv, stadig iført Sejrs gennemblødte tøj.

Falk hørte der ske et eller andet ude i haven, men hun var ligeglad. Det lød ikke som noget der vedkom hende og selvom hun af natur var nysgerrig, var hun i lige så høj grad apatisk.
Først da hun hørte et slag imod ruden rejste hun sig op fra hvor hun havde siddet ved pejsen, og gik hen til døren. 

Ethvert andet af Livs børn ville måske have haft brug for et øjeblik til at registrere blodet og gå igennem nogle følelser forbundet med synet, men Falk lagde straks sin mors arm om sine skuldre og støttede, nærmest slæbte, hende med sig indenfor og hen på sofaen, hvor hun guidede hende helt ned at ligge. Der forlod hun hende et øjeblik, inden hun kom tilbage med alt hvad hun havde brug for og satte sig på hug ved siden af sin mor, hvor hun hev op i den blodige trøje hendes far uden tvivl havde haft på, da han var blevet overfaldet, eller hvad end der var sket. 

"Hvem gjorde det her mod dig?" spurgte hun hårdt sin mor. Det vigtigste var, hvem hun skulle søge hævn på. Hun så ikke på sin mor imens hun spurgte, med trådede blot en nål. 

Liv var stadig ved bevidsthed, da hun mærkede en lille, velkendt krop mod sin egen, men hun gled ind og ud af bevidstheden, og hun var ikke helt sikker på, hvordan hun endte på sofaen. Da hun hørte en stemme et sted over sig, lykkedes det dog Liv at få tvunget sine øjne åbne. Alt var sløret et øjeblik, men så tonede Falks brune krøller og rasende øjne frem.

"Falk," hviskede Liv og rakte en svag arm ud for at forsøge at trække Falk helt tæt til sig. "Min lille skat, min elskede rovfugl... Hvor har jeg savnet dig. Hvor er det dejligt at se dig."

Liv vidste et eller andet sted godt, at Sejr havde set Falk for ikke så længe siden, men Liv havde ingen erindring om det. Hun vidste bare, at det var sket. I hendes verden havde hun ikke set sin datter i meget lang tid, for lang tid, og hun lovede stille sig selv, at det aldrig skulle ske igen. Sejrs mærkelige ligegyldighed overfor sine børn var væk, og selvom blodet stadig dryppede fra Livs friske sår, blev hun hurtigt fyldt op af den sædvanlige, næsten drabelig moderkærlighed.

Falk slog irriteret sin mors hånd væk, da hun endelig kom til bevidsthed men hverken svarede på hendes spørgsmål eller var behjælpelig på anden måde. Hvor meget Falk end elskede sin mor, så havde hun altid fået så meget magt, at hun havde følt sig som den der bestemte, og det gjaldt kun endnu mere nu, hvor hun følte at hendes mor havde ladet Sejr tage over, fordi hun havde været for svag til at tage sig af sine egne problemer.

"Er du døende? Skal jeg finde en healer?" spurgte Falk, selv imens hun åbnede en flaske sprut og hældte det ud over Livs sår. Hun stolede ikke på Livs bedømmelse af noget som helst eller nogen som helst alligevel, men hun kunne lige så godt forsøge at holde Liv optaget med nogle ligegyldige ord. 

Liv klynkede, da Falk slog hendes hånd væk, og så endnu mere da den sviende alkohol ramte hendes sår. Det føltes meget ubehageligt, og hun vred sig lidt på puderne, mens hendes hoved langsomt blev klarere.

"Det ved jeg ikke," svarede hun med en lidt tydeligere stemme. Det lykkedes hendes at løfte hovedet lidt for at se ned ad sig selv. Det var ikke et kønt syn, der mødte hende, men Liv havde set meget værre i sine næsten 6000 år i live, så blodet chokerede hende ikke. 

"Jeg tror, det går, indtil videre," sagde hun så og lagde hovedet ned med et suk. Et lille smil spredte sig på hendes læber, mens hun så op på Falk. "Tak, min elskede."

"Hold her," beordrede Falk, der kun havde lyttet til sin mors ord med et halvt øre, og i stedet fundet noget bomuld frem fra førstehjælpstasken hun tidligere havde fundet frem, og som hun nu lod sin mor om at presse ned imod sit sår. Hun lod Liv om at holde det fast, men skævede engang imellem til det, for at sikre at hun gjorde det hårdt ned, og lagde sin hånd mod hendes, for at minde hende om at presse, når hun kunne se at Liv forsvandt lidt væk mentalt.

Imens fik hun klippet nogle stykker af forbinding af og sat dem sammen med tape, indtil hun kunne skubbe Livs hånd væk og presse sin hjemmelavede forbinding ned over såret og bomulden, der sugede det meste af blodet. Hun tapede det stramt fast, så det sad rigtigt i første omgang. 

"Jeg tror godt du kan hvile nu, men jeg sender Cole ud efter en læge eller healer, så snart han kommer tilbage. Jeg tror han er ude at handle ind." Det var en lille løgn, for Liv kunne bestemt ikke få lov til at hvile - ikke før Falk havde fået lokket ud af hende, hvem der havde gjort det her mod hende. 

Liv forholdt sig helt stille og roligt, mens Falk behandlede hende. Nu hvor hendes hoved var klarere, kunne hun værdsætte præcis hvor meget hun havde savnet sin datter. Hun løftede en hånd og lod sine fingre glide over Falks krøller.

"Hvordan har du haft det?" spurgte hun og kunne tydeligt mærke skyldfølelsen over at have været væk i Sejr så længe. Sejr ville aldrig gøre hendes børn noget, men hun vidste også godt, at han ikke ligefrem var en kærlig og nærværende far. Ikke på samme måde som Liv var mor.

//lukket