Alligevel var børneværelset på Opalslottet isnende koldt. Trods solen var luften kold oppe i de højere luftlag, og med vinduet stående en håndsbredde åbent kunne pejsen ilde følge med.
Ved vinduet sad lille Dag, med sin dyne trukket omkring sin overkrop, og blikket rettet ud mod den sydlige horisont. Hun kunne fint nå vinduet, men selvom hendes tænder klaprede i ny og næ, og hendes bare tær der hang udover sengekanten var mere blålig end godt var, så gjorde hun ingen mine til at lukke det.
Nat havde ikke ville have vinduet åbent, men da Dag havde insisteret var han gået med til det - og så promte løbet ud for at lege et andet sted. Men det gjorde nu ikke Dag så meget. Lige i dag havde hun ikke noget imod at sidde for sig selv. For de havde fået en lille kage til formiddag, og hun havde forsigtigt gemt den. Nu lå et lille stykke af den og balancerede på vinduskarmen, indtil et vindpust blæste den ud eller ned på gulvet. Det varrede dog ikke mange sekunder før Dags lille hånd kom ud fra dynen, og forsigtigt lage et nyt stykke til at balancere i dens sted.
