Flix havde aldrig fundet det specielt behageligt at rende rundt i piraternes by, og denne gang var ingen undtagelse. Det løb ham altid koldt ned af ryggen, når de skumle typer passerede ham og stirrede lidt mere end de burde. Han kunne ikke bebrejde dem, for han passede vist ikke rigtig ind her. Han havde hevet den sorte kuttes hætte over hovedet, men det lange, lyse hår, stak stadig ud og stod i kontrast til kutten. Til gengæld tjente han altid godt på sine mindre lovlige eliksirer i området og han fik altid slået flere handler af med de uldne pirater, så han hver gang havde en grund til at komme tilbage.
Den smalle gade var dårlig oplyst, men det gjorde intet, for Flix var ved at være vant til at gå gennem dem om natten. Sjældent havde han tilbragt en hel nat i byen, for han var ikke sikker på overhovedet at kunne sove det mindste alligevel.
"En fornøjelse endnu engang at handle med dig. Jeg kommer tilbage som aftalt." Flix smilede høfligt til manden foran sig, da han rakte en lille taske fyldt med flasker til ham, og selv fik stukket en lille pung med krystaller tilbage. Manden forlod stedet og Flix gik i den modsatte retning, klar til at forlade byen i natten.

Flix drejede om hjørnet og ud på en lidt større gade, der blev lyst bedre op af månen. Han trak hånden ind under kutten, for at lægge pungen i tasken og i et øjeblik fjernede han opmærksomheden fra hvor han gik. Det resulterede i at han kom til at gå lidt for tæt på en husmur og skvattede over et par stablede kasser. I sin kortvarige forskrækkelse var det umuligt for ham at holde sin menneskelige form og som han landede på jorden, sank han ned til alfestørrelse. Både taske og alt tøj, der ikke ændrede størrelse med ham, landede på jorden og Flix blev begravet i det hele.
"Aw, ikke igen," brokkede han sig, som han gav sig til at forsøge at finde en vej ud af den store trøje og alt for tunge kutte. Det var hårdere end man skulle tro for den lille alf.

I Fristhavn spredte ordene sig hurtigt, bevares så var der tit lidt ekstra på for folk kunne som regel ikke huske den rigtige historie. Atreyu havde hørt der gik en person rundt i en sort kutte, hætten trukket godt ned og personen havde blondt hår. Han tog den sidste tår af det glas med rom der stod foran ham, før han gik op til krofatter og smed betaling og gik ud. Han var nysgerrig og ville gerne vide hvem denne ”mystiske” person var, for så meget anderledes kunne personen da heller ikke være? Med et åbent sind gik vampyren rundt og forsøgte at finde denne person, se på afstand, for han kunne vel altid være i skyggerne for at komme til at kende til personens færden. Et skævt smil kom frem på hans læber som han passerede en af havnens skøger ”Avi.. Har du hørt om denne såkaldte… Mystiske person og ved hvor man skal lede? De andre snakker om et overfald.. Men eh… ” mere nåede han ikke at sige før Aviaia havde sat en hånd over hans mund ”Kæreste… Det er ikke din pligt at rede alle i byen” sagde hun med et varmt smil på læberne inden hun fortsatte ”Men den kutteklædte gik den retning” sagde hun og pegede over mod nogle gyder. Atreyu nikkede og fik fisket to krystaller op af hans lomme og blinkede til hende ”Du er vidunderlig” sagde han med et grin i stemmen. Aviaia skulede efter ham og lod et svagt grin undslippe. Lyden af nogle kasser der blev tumlet med og en stemme, fik et smil frem på hans læber som han gik med varsomme skridt. Da han kom frem var der blot en kutte på jorden og en rumsteren.. Under kutten? Han hævede et øjenbryn og gik over til kutten og fjernede den og så en masse tøj. Han rejste sig og rystede på hovedet ”Jeg ved du er her.. Der går rygter i byen allerede..” sagde han og så sig omkring. Han kunne dufte personen og hvilket vidunderlig duft det var. Han rettede igen blikket mod bunken med tøj og forventede væsenet kom frem.

Denne form for uheld var desværre sket lidt for ofte for Flix, men denne gang var han ikke så bekymret for at skulle kravle ud af tøjet igen. Det var mørkt og begrænset hvor mange folk der befandt sig på gaderne. Han var rimelig sikker på, at ingen kunne have overhørt hans fald og var derfor også rimelig sikker på, at han kunne kravle ud af sit tøj, ændre størrelse igen og få tøjet på, uden nogen ville se ham.
Så heldig var Flix bare ikke. For som han forsøgte at kæmpe sig ud af bunken af tøj, prustende og stønnende, kunne han lige pludselig mærke en del af vægten blive løftet. Han skyndte sig at lægge en hånd for munden, som om det ville hjælpe ham til ikke at sige en lyd mere og så satte han sig helt stille under resten af tøjet.

’Jeg ved du er her.’ Det løb Flix koldt ned ad ryggen og de små vinger rystede med. Det fik tøjet til at vibrere en smule, men forhåbentligt kunne det ikke ses for meget. Han var ikke helt klar over, om han skulle blive siddende og håbe på, at den fremmede ville give op, eller om han selv skulle give op og komme frem. Mens han overvejede sine muligheder, kunne man ikke høre andet end den lette vind i den lille gade, men ikke alt for længe. Han fjernede hånden fra munden og kravlede videre, hen mod det nærmeste hul i den langærmede, grå trøje.
”Rygter?” Lød det lidt afdæmpet fra bunken af tøj, selvom Flix sørgede for at tale højt, bare for at være sikker på at blive hørt. I næste øjeblik stak han hovedet frem fra trøjens ene ærme, men sørgede for at dække resten af kroppen til. Han kunne jo ikke vise sig helt nøgen for den fremmede!
”Hvilke rygter?” Lød det nysgerrigt fra den lille alf, der tog godt fat i ærmet, pakkede sig godt ind og satte sig til rette i varmen. Han tiltede hovedet en anelse til den ene side, som han sad og studerede den fremmede med store øjne.

Atreyu bemærkede hvordan tøjet begyndte at ryste ”Hey, nej nej, jeg vil ikke skade dig.. Jeg ville blot se om de rygter passede” sagde han og smilede ganske kort, nærmest som om han regnede med at væsenet kunne se det. Lyden af den lille stemme fik Atreyu til at hæve det ene øjenbryn og nikke ”Der er nogle der snakkede om et eller andet specielt væsen… En alf.. Jeg ehm.. ” sagde han stille og så hovedet på det lille væsen komme frem. Han vidste ikke om det var en god ide at fortælle han var vampyr, men måske kunne han lave en forklaring på hvordan han opsporede ham uden at nævne det. Et skævt smil kom igen frem på Atreyu’s læber ”Jeg kan nok ikke forklare på andre måder… Men dit blod afslørede dig lidt. Og inden du går i panik.. Jeg har spist” sagde han lettere opgivende. Han kulle vel lige så godt lade være med at pakke det ind?

Som Flix sad og lyttede til den fremmedes ord, blev han en anelse forvirret at se på. Han var godt klar over at rygterne løb hurtigt et sted som dette, men det var da aldrig faldet ham ind, at rygterne skulle omhandle ham selv. Det gjorde ham en smule urolig. Her var trods alt mange skumle typer og han lavede som regel sine handler om natten, for ikke at blive set alt for meget. På den anden side kunne det vel også lede til flere kunder.
I det samme Flix hørte, at hans blod havde afsløret ham, skulle han i et kort sekund til at gå i panik. Han fik endnu større øjne end han havde i forvejen og vingerne begyndte at bevæge sig, klar til at skulle flygte. Lige indtil vampyren forsikrede ham om, at han havde spist.
”Godt! Jeg er ikke så stor, jeg vil helst beholde hver en dråbe selv,” svarede han, i et forsøg på at være lidt sjov og berolige sig selv lidt. Derudover vidste han hvor forbandet ondt det gjorde, at blive bidt af sådan et væsen.

Flix rystede lidt mere, men denne gang ikke grundet frygt. Her var bare utrolig koldt og hans vinger var ikke gode til for meget kulde.
”Kan jeg måske få dig til at vende ryggen til et øjeblik? Her er altså lidt for koldt, når man.. ehm… Ikke har noget tøj på.” Den røde farve fandt straks vej til Flix’s kinder, da han skulle spørge om det, men han havde vel ikke så meget andet valg. Han kunne jo ikke sidde her og være nøgen resten af natten og da slet ikke, hvis han faktisk endte med at have en længere samtale med den fremmede.

Atreyu lå mærke til hvordan alfens vinger begyndte at flakse lidt, men alligevel smuttede han ikke. Det var sikkert forsikringen om han havde spist, der havde fået ham til at falde lidt til ro. Bevares så Atreyu ikke specielt faretruende ud, men i forhold til alfen, var han formentlig. Et kækt smil bredte sig på hans læber ”Bare rolig, hver en dråbe er din” sagde han og lo ganske kort. Han havde ingen intentioner om at bide dette væsen, egentlig var Atreyu mere nysgerrig end alt andet.

Atreyu lå mærke til hvordan alfen var begyndt at ryste og kom i tanke om at han formentlig ikke havde et eneste stykke tøj på kroppen og han fik ret. Atreyu nikkede ”Årh, ja, eh selvfølgelig” sagde han med et smil på læberne inden han vendte ryggen til. Han så ud mod gaden, holdt øje med der ikke kom nogen, for det ville formentlig være ret akavet for dem begge, mest alfen, for han havde trods alt ikke tøj på endnu.

Den fremmede vendte ryggen til, men Flix ventede lige et øjeblik med at flytte sig. Han skulle lige se sig omkring, bare for at være sikker på at ingen andre var i nærheden. Kysten så klar ud. Desuden var det så mørkt, så forhåbentligt ville ingen lægge mærke til den nøgne mand, skulle de dreje om hjørnet om lidt alligevel.
Flix kravlede rystende af kulde ud af ærmet og i samme øjeblik han ændrede størrelse, gokkede han hovedet ind i den slukkede olielampe, der hang over en tilfældig dør.
"Arh.." Mumlede han anstrengt i smerte og tog sig kort til hovedet. Olielampens hank knirkede lidt, som den hang og vippede fra den ene side til den anden. Mens han lige stod og aede sit hoved lidt, stoppede han lampens vippen med den anden hånd. Utroligt, at det kunne være så problematisk at komme i tøjet.

Flix begyndte at fryse mere og mere, og skyndte sig derfor først at trække den store trøje over hovedet. Derefter trak han bukserne på og lukkede dem, inden han rettede sig mod den fremmede igen.
"Okay, nu er jeg anstændig igen." Hans stemme lød ikke helt så lav som før, næsten som om han var kommet gevaldigt tættere på, men det var kun fordi han var blevet en hel del større end før. Han sørgede for at lægge vingerne helt tæt ind til sin ryg, så det ikke længere var muligt at se, at han overhovedet havde nogle, under den meget løse trøje. Han trådte ned i sine sko, men før han også trak kutten over sig, samlede han tasken op og stak hånden i den. Han skulle jo lige tjekke om noget var gået i stykker under faldet.
"Jeg var klar over at rygterne spreder sig hurtigt i området, men jeg anede ikke at folk talte om mig. Jeg hedder forresten Flix," præsenterede han sig.

Atreyu hørte en smule tumult efter han havde vendt sig om, da alfen skulle have noget tøj på. En anstrengende lyd fik ham til at hæve det ene øjenbryn og han skulle næsten til at vende sig om, men stoppede sig selv inden han overhovedet nåede at lave bevægelsen ”Er du… Okay?” spurgte han stille og holdt stadig blikket fremad, for man var vel en gentleman? Atreyu kunne ikke huske hvordan det var at fryse længere, for han var efterhånden en ret gammel vampyr og tiden som menneske havde han efterhånden lagt bag sig, desuden var den ikke ret meget værd at huske på.

Atreyu hævede et øjenbryn som stemmen var blevet klarer, næsten som om alfen var kommet helt op bag ham. Med et skævt smil på læberne vendte han sig og blev ret så overrasket, da en normal højde ung mand stod foran ham i stedet. Han havde mødt et par alfer i sin tid, men han havde ikke den fjerneste tanke om, at dette var en evne de kunne have. Han vidste næsten ikke hvad han skulle sige, som om katten havde taget hans tunge. Som alfen igen talte, trak han på skuldrene ”Du skal huske… Du er i Fristhavn, ord spreder sig hurtigt” sagde han med et blidt smil på læberne. Det var lige før rygter på dette sted spredte sig hurtigere end de dødelige sygdomme, for der var nærmest en sladderkælling på hvert eneste hjørne, eller en skøge der gerne tog imod lidt guld for lidt informationer. Atreyu bukkede kort hovedet ”Atreyu… En ære at møde dig Flix” sagde han og smilede atter.

Så snart Flix kom med sin brokkende lyd over smerten, spurgte den fremmede om han var okay. Trods sit talent for at være lidt for flirtende, var han stadig lidt blufærdig, når det gjaldt fremmede, så han skyndte sig at svare.
"Jep. Ja, jeg er okay." Han skulle jo nødigt vise sig nøgen for den fremmede, hvis han valgte at vende sig rundt, men det skete heldigvis ikke. Ikke fordi Flix generelt havde noget imod en nøgen nat, men siden vampyren havde ledt efter ham, havde han en fornemmelse af, at han måske var interesseret i at handle med ham. Det gik jo ikke, at man prøvede at være professionel, når man intet tøj havde på.

Stadig med hånden rodende rundt i tasken, kunne han ikke lade være med at smile lidt morende over vampyrens overraskede, tavse reaktion, da den lille alf pludselig ikke var så lille mere.
"Hm, ja, måske lidt for hurtigt," mumlede han. Han havde intet imod at være lidt kendt blandt folk, men hans sortiment var jo ikke altid helt lovligt, så for meget omtale kunne få ham endt i arresten. Det undgik han jo helst. Han trak hånden ud af tasken igen, alle flasker lod til at være hele, overraskende nok.
"I lige måde, Atreyu," sagde han med et smil. Så trådte han et skridt tættere på og løftede armen, så han kunne hvile albuen mod vampyrens skulder.
"Så hvorfor har du ledt efter mig? Interesseret i hvad jeg har at byde på?" Spurgte han, stadig med det samme smil på læberne, men det forsvandt kort efter, da det gik op for ham hvordan den sætning kunne forstås.
"Eliksirer, altså. Byde på af eliksirer," smålo han lidt akavet straks efter, mens den røde farve langsomt fandt vej til de lyse kinder.

Atreyu nikkede kort for sig selv som der blev svaret på at han var okay. Hvad der i virkeligheden var sket, vidste han ikke, men han var trods alt venlig nok til at blive stående med ryggen til. Det måtte også være mærkværdigt at en fremmed skulle stå og stirre på en mens man var ved at tage tøj på?

Atreyu nikkede svagt ”Ord i Fristhavn spreder sig som ringe i vandet” sagde han med et skævt smil på læberne. Første gang Atreyu dukke op i Fristhavn, der var han selv en af dem der ble skævet til og holdt øje med, men mest grundet hans finere klæder. Atreyu var adelig, gift sig til titlen som baron, ikke at han overhovedet brugte det til noget mere, for hans kone var død og han var blevet pirat. Atreyu skævede let til alfen der kom op og satte albuen mod hans skulder, men sendte dog et smil til alfen. Smilet blev dog mere kækt som sætningen bestemt kunne misforståes, hvilket det ret hurtigt blev. Atreyu nåede dog ikke at sige noget før alfen fortsatte. Han lo kort ”Jeg er frisk på begge dele, men hovedsageligt opsøgte jeg dig, for at se om det var sandt” sagde han og bemærkede de blussende kinder.

De røde kinder blussede lidt mere op, for egentlig havde det ikke været meningen, at den sætning skulle misforstås. Han havde vitterligt kun ment hans mindre lovlige arbejde med eliksirerne, men da Atreyu lod til at være rimelig åben for lidt mere lummert tilbud, smilede Flix.
"Jo, det er skam sandt. Jeg lister rundt og tjener hvad jeg kan," sagde han, som han tog lidt ekstra godt fat om stroppen på tasken.

Flix trak armen fra Atreyus skulder til sig og stillede sig så lidt tættere ind til ham.
"Hvis du er interesseret i en handel, eller noget andet, kunne vi måske finde et lidt mere privat sted? Man ved aldrig hvilke typer, der gemmer sig i mørket og lytter med," sagde han lavmælt. Siden Atreyu havde givet udtryk for at han var frisk på begge tilbud, kunne Flix vel lige så godt udnytte situationen lidt. Han kunne måske få et par krystaller ud af det og hvis han samtidig kunne nyde natten på en hel anden måde, ville han da ikke sige nej. Så håbede han bare, at vampyren ikke ville bide alligevel, trods han havde forsikret ham om, at han havde spist. Men man vidste jo aldrig helt med de luskede vampyrer.

Atreyu kunne se alfens kinder blussede mere op, hvilket fik et kækt smil frem på hans læber. Svagt trak han på skuldrene ”Hvis man kan finde ud af hvad man laver, hvorfor så ikke også rejse ud i verden med det, hmm?” han lød nærmest som en filosof. Selv var Atreyu ikke ret god til andet end at sidde i sin kahyt og drikke vin, eller være omgivet af kvinder og mænd, men han kunne godt se ideen i at være omrejsende sælger.

Atreyu lå armen omkring alfen og trak ham ind til sig ”Vi kunne altid tage ned på skibet… De andre er i land og ved hvad end de nu besøger… Så vi har det hele for os selv” sagde han med et kækt smil på læberne. Han slap atter alfen og rakte armen ud ”Skal vi?” sagde han med et smil på læberne som han begyndte at gå i retning af havnen og ned til hans skib.

Flix løftede lige et øjenbryn og smilede lidt bredere over Atreyus kommentar. Han så næsten lidt imponeret ud, fordi han ikke havde forventet, at folk heromkring kunne lyde så filosofiske. Måske Atreyu var mere end bare en simpel pirat. Hans range holdning sagde i al fald ikke ’pirat’, men noget andet. Han kunne bare ikke sætte fingeren på hvad.

Han bed sig let i læben, for ikke at smile alt for bredt, som Atreyu lagde armen omkring ham og trak ham ind til sig. Han havde frosset noget så forfærdeligt for et øjeblik siden, men nu var her da lidt varmt. Eller var det bare ham?
”Lad os endelig,” svarede han tilbage, lidt mumlende for ikke at lyde alt for begejstret. Det var bestemt ikke sådan han havde forventet at bruge sin aften, men han brokkede sig helt sikkert ikke. Han nikkede let og begyndte så stille og roligt at følge med.
”Så du er pirat?” Spurgte han, for nu blev han alligevel lidt nysgerrig, når han havde fornemmelsen af, at der var noget andet end bare pirat over den høje fyr.

Atreyu vidste selvfølgelig ikke om alfen vidste hvad han lavede, men det gik han da ud fra. Alfer havde for det meste fuldkommen styr på de ting de lærte. Han bemærkede godt hvordan alfen bed sig lidt i underlæben, men valgte ikke at kommentere på det. Han kendte det trick, for han havde trods alt levet længe. Det var et af de tricks folk som regel brugte for at undgå de store smil, han gjorde det selv fra tid til anden, men nu var han blevet en ældre herre uden nogen skam i livet, så han holdt det som regel ikke tilbage alligevel. Atreyu sendte alfen en kækt smil ”Ja, eller hvad man skal sige… Jeg foretrækker handelsmand, ganske vidst er alle ting jeg sælger ikke altid lige lovlige, plus der fra tid til anden ryger et par personer i svinget” sagde han nærmest undskyldende til sidst. Det var ikke altid med hans gode vilje han var nødt til at tage livet af et par folk, men fra tid til anden var han desværre nødt til det.

Et stykke væk kunne man svagt ane havnen og de mange skibe der var til tøjret fast, men det krævede stadig en mindre gåtur på fem, ti minutter, i det mindste var der selskab, så det var ikke noget han som sådan bed mærke i.

Flix smilede, som han lyttede til Atreyus forklaring. Hvis han selv valgte at være lidt mere formel, end han egentlig var, så kunne man vel også bruge det ord om ham. Handelsmand. Selvom Flix nu langt fra så sig selv så fin, han var jo blot en simpel alf, der forsøgte at tjene lidt til føden. De hjemmebryggede eliksirer, der godt nok heller ikke var helt lovlige, sørgede for hvad han skulle bruge.

Smilet falmede dog en anelse, som Atreyu afsluttede sin sætning og han sendte ham et lettere nervøst blik. Han var da klar over, at de fleste i Fristavn havde et moralsk kompas, der pegede mod alt andet end nord, så et par drab her og der var vel ikke unormalt. Det var bare noget andet at være så tæt på det, for trods sit korte ophold i Rubinien som slave, havde han ikke helt vænnet sig til at se den voldelige del af livet.
"Jeg er vist ikke så god til at holde mig til de lovlige handler heller," smålo han og greb lidt nervøst hårdere fat om taskens strop. Han fik øje på havnen og de mange skibe i horisonten, men rettede blikket mod Atreyu igen.
"Hvis jeg må spørge...? Hvilke handler kræver et offer fra tid til anden? Din tone antyder, at det ikke er med din gode vilje?" Nu blev Flix jo alligevel nysgerrig, for Atreyu lød ikke specielt tilfreds med at skulle tage livet af folk. Han var dog også klar over, at det måske var et lidt for anmassende spørgsmål, men han kunne vel altid sige, at det ikke kom ham ved.

Atreyu havde egentlig ikke været ordentlig pirat på den måde med at plyndre, smadre byer og voldtage kvinderne, i stedet kunne man næsten bare kalde ham sømand, med forstand på handel? Pirat var vel måske egentlig så meget sagt… Men det var det folk så ham som, nu hvor han også kun holdt sig i Fristhavn.

Atrreyu bemærkede det falmede smil, han vidste at mord og vold skræmte de fleste mennesker væk fra netop et sted som Fristhavn, men der var heller ingen grund til at holde det hemmeligt for de rejsende, der var dumme nok til at tilbringe et par dage i byen, for de ville se vold, eller i hvert fald høre noget tumult. Atreyu rettede blikket mod alfen med et kækt smil ”Nej, det anede jeg” sagde han og blinkede kort til ham. Han kunne som regel genkende folk der handlede med mindre lovlige varer også taget i betragtning af, at alfen havde en mørk kappe på der dækkede det meste af ham. Et suk kom fra ham som alfen stillede sit spørgsmål ”Hvis en handel går dårligt og man mister besindelsen… Det er sket for mig før… Så ender tænderne i halsen på modparten. Jo bevares, så er det også vores levekilde, blod, men normalt ville jeg foretrække det ikke var med vold at det skete… Men alle kan holde sig i skindet til de når til en eller anden grænse” sagde han lettere opgivende. Atreyu var normalt en mand der undgik vold, hvis han kunne blive fri, men fra tid til anden måtte der hårdere metoder i brug og så endte det af og til på denne måde.

Flix smågrinede til Atreyus kommentar. Det var selvfølgelig lettere at spotte en lidt uærlig handel, når den fandt sted i nattens mørke, og så endda i Fristavn. Det lyse hår gjorde ham aldrig helt usynlig, men han skjulte sig så godt han kunne. Ikke så meget fordi han handlede med ulovlige eliksirer, men fordi han godt var klar over, at nogle kunne have lidt for stor interesse i hans race. Han havde hørt gyserhistorier som barn, der fortalte, at de forkerte folk ville have fat i alfernes vinger og ville gå langt, for at få dem. Flix havde dengang ikke set dem som andet end historier, der skulle skræmme de unge alfer, så de lettere blev holdt på plads, men da han blev ældre, fik han jo set lidt af den grusomme verden. Der var det gået op for ham, at det måske var lidt mere end bare historier.

Flix lagde hovedet let på skrå, som han hørte et suk fra vampyren. Måske han ikke skulle have spurgt? Alligevel valgte han at svare, som Flix da lyttede pænt efter. Han skævede lidt bekymrende ned mod tasken, der indeholdt et par små flasker eliksirer, før han rettede blikket tilbage mod Atreyu.
”Så må jeg da håbe, at vores handel ikke går dårligt,” sagde han, måske en anelse nervøst, men han gjorde hvad han kunne, for at lægge det bag sig. Det var vel ikke engang sikkert, at Atreyu overhovedet ville være interesseret i en handel. Måske han mest så frem til alfens krop.
”Kan man se dit skib herfra?” Spurgte han, som han vendte blikket mod horisonten. De var stadig et lille stykke derfra, men flere skibe kom til syne, jo nærmere de kom.