Som Valkar bevægede sig rund blandt ballets gæster, kom mange et anderkendende nik i hans retning, krigere af lyset og mange andre der havde hørt om hans ophøjelse til baron af Lapis Kysten.
Alligevel klingede gaven hult i hans hjerte, det var i sandhed et skridt på den vej han før havde lagt ud foran sig, det ville blot være et spørgsmål om tid før at han ville ende som fyrste af Azurien. Men trods alt dette tvivlede han om han i sandhed fortjente den hæder der blev ham givet?
Hans gerninger havde hjulpet dronningen gevaldigt, men hvad ville Netrish syntes om det? Hvad mente han selv? Var dette den vej han ønskede at gå fremover?

Irriteret forsøgte han at drukne sin tvivl i festens vin, noget det på sin hvis lykkedes indtil at hans øjne faldt på en sorthåret skønhed, en skønhed han ej kendte, men hvis bekendtskab kunne gøres for nu.

Det tog dog ikke mere end den anden dans før den nye baron ærbødigt takkede for dansene og fortrak sig til den nærmeste balkon. Den friske luft gjorde ham godt og forsøgte ihærdigt at hjælpe med at samle hans halv-druknede tanker, indtil at det næste glas vin fandt vej mod hans læber. Hvad var det dog der skete med ham?

Hele familien Reynlest var til midsommerbal. Det var de hvert år, og det var... faktisk ikke så slemt. Zirra havde vidst det på forhånd, hendes arbejdsgiver - altså hendes rigtige arbejdsgiver - havde vidst det på forhånd og sørget for, at hun ikke skulle arbejde, og hendes far var altid mindre ulidelig, når der skulle opretholdes en præsentabel attitude i et stort selskab.
Ersten dansede med Ishai, Treston dansede med alle de kønne damer, han kunne komme i nærheden af, og Zirras mor fik rent faktisk danset med den ellers så stive i betrækket farmand.
Det var nu rart at se på. En familie, der virkede til at have det godt. Sådan på overfladen. Alle familier havde vel problemer. Og lige nu var de ligemeget, i den store balsal med vin og god musik.
Zirra holdt sig i baggrunden, takkede nej til en dans og fortrak ud til en balkon og den skønne aftenkulde med et glas urørt vin i den ene hånd.

Hun holdt egentligt utroligt meget af at danse, men lige nu, hvor resten af familien boltrede sig derude, ville hun ikke også indtage dansegulvet. Hun plejede at finde den mest habile danser, hun kunne, og bruge aftenen sammen med ham, men de sidste par år havde det været et hyr bagefter at få hendes far til at holde op med at jage den mand, hun havde brugt aftenen med i desperat søgen efter et ægtemål til sin forholdsløse datter.
Lige nu orkede Zirra ikke hele den eskapade. Hun havde et forhold. Et forhold hendes far overhovedet ikke skulle hverken vide noget om eller blande sig i. Hun smilede svagt ved tanken om Bertram, lidt vemodigt siden hun ikke kunne dele denne aften med ham.

Ude på balkonen lænede hun sig op ad muren ved siden af døren, frem for at stille sig ud til gelænderet. En dårlig spion-vane, hvis hun selv skulle sige det. Altid i skyggerne. Og lige i aften virkede det utroligt dårligt, fordi hun bar en kjole med indsyede sten, som hun havde hapset lys til hele aftenen - til stor frustration for tjenerne, der ikke forstod, hvorfor kun tre ud af fire lysestager ville tænde. Kjolen var lavet til hendes tur til Balzera tidligere på året, så slidsen i siden og de bare arme var en lidt kølig fornøjelse på de højere breddegrader, så hun havde lånt et af sin mors sjaler til at holde sig varm.
Som hun stod og nød skumringen vige for flere stjerner, kom en anden skikkelse ud på balkonen. Hun blev stående i sit hjørne mellem gelænder og døråbning, mens han gik frem, hele hans kropsprog emmende af ikke at nyde festlighederne lige så meget, som man skulle tro. Frustration? Tankemylder?
Det var tit sådanne ting, der fik folk til at søge væk fra dansen. Noget var bekendt ved ham. Havde Zirra set ham før? Det var svært at tyde, når kun hans ryg blev oplyst  for hende.
Hun burde nok gå indenfor igen og lade ham få ro på balkonen, men hun blev stående. Hvorfor, vidste hun ikke helt. Han havde ikke set hende, da han kom ud, så måske var det bare for at observere lidt på et frustreret menneske.
Du kan ikke slippe dit arbejde, tænkte hun bebrejdende til sig selv.

Roen Valkar følte som han stod på balkonen og festen blot virkede som et fjernt ekko, selvom virkeligheden var at den lå ganske nær. En snært af frihed dansede på vinden, og som baronen strakte sine fingre efter den dansede den atter udenfor hans rækkevidde. "Hvis det blot var så let..." sukkede han nærmest lydløst for sig selv. 

I stilhed lænede han sig mod det tunge sten gelænder, et mægtigt værn der ej havde været mægtigt nok i vinters.
Et lavendel farvet lys samlede sig til en kvindeskikkelse, ikke meget større end en håndflade, men let og adræt dansede hun langs gelænderet. Skarpe øjne ville se at hun var tabt til dansen hvis noter hun kun kunne høre, indtil hun faldt. Faldt udover kanten og ned i mørket.
Spontant dukkede en sværm af lysende sommerfugle frem, gyldne, orange og røde som morgenstunden, deres vinger baskende dovent som de fandt deres egene veje.

Valkars blik fulgte sommerfuglene som de bevægede sig, men hans blik fangede noget lys der ej var af hans eget design. "Hvem der?" bød han den fremmede kvinde. Dog kunne han ikke andet end beundre lyset i stenene der prydede hendes kjole. "Undskyld, jeg havde ej opdaget at her var andre" selvom folk sjældent skjulte sig som det lignede hun havde.

Hvis hvad blot var så let?
Zirra nåede knapt nok at tænke tanken til ende, før hendes blik blev draget af lyset, der pludseligt opstod på gelænderet. En dansende kvindeskikkelse. Som hun blev til sommerfugle ud over kanten, overvejede Zirra, om hun ville kunne stjæle det lys,  hun var lavet af, og blev straks en smule forlegen ved tanken. Alt det skyggearbejde hun havde lavet på det sidste var vist begyndt at smitte lidt for meget af på hendes impulstankers moralske kompas.
Mens en let rødmen steg op i hendes kinder, fik manden dog endelig øje på hende, og hun tog et kort sip af sit glas for at det ikke skulle se helt urørt ud. Så skubbede hun sig ud fra muren og gik de få skridt hen imod ham. 

"Det var ikke min mening at optage en hel balkon," svarede hun og tilbød ham sin hånd med håndfladen nedad i en klassisk gestus, så hun var klar til at neje, når han tog den. "Zirra Reynlest, Deres Fyrst-hed."
Hun havde genkendt ham så snart han havde talt og hun havde fået et bedre kig på hans ansigt. De få væsner, der var blevet hædret ekstra meget efter dronningens befrielse havde ikke gået ubemærket hen, og selvom hun ikke før havde haft noget at gøre med viden om Valkar Tordenklinge, var ceremonien i Isarikatedralen stadig i frisk erindring. Zirra lagde dog en lidt legende attitude ind i sin betegnelse, for han lignede én, der havde drukket af den bitre vin her til aften.
Selv hvis han gik lidt for meget op i sin nye titel, var hun for ubetydelig af stand til at de fleste ville gide gøre noget ved det. Man kendte kun Reynlest-familien, hvis man gik op i Lysets Krigere, og så kendte man primært hendes fader og brødre. At der var en datter, kom ofte bag på folk, fordi hun ikke ligefrem kunne bryste sig af de storslåede gerninger, en kriger kunne.

"Alt forladt" svarede han som han tog hendes hånd med et kort buk, situration var ham stadig besynderlig men han kunne vel gøre sit for at få det bedste ud af den. "Valkar Tordenklinge, men det lyder til at de har hørt om mig?" at han nu var kendt af navn havde han ventet, men dette var dog overraskende. 
Efter formaliteterne var på plads trak han sig et halvt skridt tilbage så der var passende afstand mellem dem, rettende kort på hans midnatsblå jakke, sølv filigran broderingerne skindende svagt i lyset. "Dog må jeg rette dem, jeg er blot baron og ingen fyrste" nok ønskede han at blive det tidsnok, men for nu var det ej sandheden så han måtte nøjes med deres excellence.
Selvom hans klæder og holdning nok kunne snyde dem der ej vidste bedre, men noget sagte ham at hun ikke ville falde for den slags.

"Tør man spørge hvad der bringer en frøken som dem herud? For mange en bejler, eller øjne de ej ønsker hvilende i deres retning?" Spurgte han med et venligt udseende smil, det var de klassiske årsager til at søge væk fra festen, det eller at der ønskes en særlig persons selskab. En skam at hans eget vinglas stod tomt på gelænderet.

Zirra smilede under hilsnen og lænede sig lidt op ad gelænderet med hoften, da Valkar  trådte lidt væk igen.Nå, så hun havde fået det forkert alligevel. Fyrste, baron... Zirra burde virkelig have været mere opmærksom til den ceremoni. Selvom hun ikke følte at de højere klasser kom hende særligt meget ved, blev hun stadig nødt til at kunne få det rigtigt. Det var ikke sådan at gøre sig selv til grin ved at genkende manden, og så stadig bruge den forkerte titel.
Det var et helt for hende, at han straks fortsatte med et spørgsmål, men hun følte stadig, en undskyldning var på sin plads.
"Jeg undskylder for titelforvirringen," sagde hun og spejlede hans smil. "Jeg må have været lidt mindre tilstedeværende under ceremonien efter de første par edsaflæggelser. Jeg kendte faktisk ikke Deres navn på forhånd, hr. Tordenklinge, jeg huskede blot Deres udseende fra ceremonien som en af dem hædret i at hjælpe til med dronningens tilbagevenden. Min far og brødre er riddere, ser De."
Det sidste sagde hun som forklaring på, hvorfor hun havde været til stede i Isarikatedralen, inden Valkar selv spurgte ind til det. Nok var hun til dette bal og iklædt en finere kjole af slagsen, men når hun ikke havde fået hans titel korrekt, var det tydeligt, hun ikke selv var lige så velstående som han.

"Hvad angår balkonturen, så havde jeg brug for lidt luft," svarede hun oprigtigt til hans spørgsmål. "Selvom jeg elsker at danse, vil min far forfølge enhvert mandfolk, han ser snurre mig rundt. Så snarere en far der synes, der er for få bejlere, end et problem med for mange," hun smilede skævt. Som baron var Valkar sikkert meget optaget af at gifte sig godt, og da Zirra bestemt ikke var et højtstående giftermål, følte hun sig tryg i bare at tale frit og sandfærdigt. "Jeg tænkte jeg ville spare dem besværet."

Valker viftede afværgende med hånden "Alt forladt, det er just ganske nyt" normalt ville den slags have gået ham mere på, men at blive antaget for højere stand end hvad han var kunne han trods alt tilgive. "Vi var ej heller mange der fik dronningens tak" tilføjede han med et sigende smil, en sandhed han ikke var bange for at gentage. Velvidende om hvordan det fik ham til at fremstå.

En svag klukken undslap Valkars læber som hun delte sit svar, ganske lige til og informativt. "Ah jeg ser, der er ingen kvinder de eventuelt kunne dele en dans med? Det ville selvfølgelig med al sandsynlighed ej gøre deres fader i bedre humør, men dette burde være en glædens og livets dag? Lidt sjov burde de vel være undt" foreslog han med et let skulder træk, hvis hun var så simpel som hun mente at hun var ville det nok ej være så stort et problem.
"Jeg takker for deres omtanke, og frygt ej det lyder til at deres familie er mere end rigeligt i forhold til giftemål" Valkars blik gled fra hende, ud over balkonen og mod horisonten. "Mellem os frøken Reynlest, er der noget de drømmer om? Eller rettere noget deres hjerte begære?" en del af hans magi hang i det sidste spørgsmål, for de fleste føltes det blot som en lyst til at svare, ofte undrende sig over hvorfor.

Der havde ikke været mange, der havde fået dronningens direkte tak og statusophøjelse nej. Derfor syntes Zirra også hun virkelig burde have husket navnene på de få bedre, end hun tydeligvis gjorde. Hendes blik veg fra hans og ud imod haven under balkonen. Heroppe fra kunne hun se udover hustagene - næsten helt ud til sit eget hjem. Et par stjerner kunne ses over paladset, nu hvor hun havde vendt ansigtet væk fra det lys, der strømmede ud fra balsalen, og hun nød udsigten og den klare natteluft, mens hun lyttede til Valkars ord.

Et let smil kom frem på hendes læber, da han nævnte det med at danse med kvinder. Det var en mulighed, selvfølgelig, men det blev oftest gjort til bestemte numre og runde-dans med samme køn, og Zirra havde haft lyst til noget lidt mere traditionelt her til aften. Og selvom hun skulle finde en anden kvinde, der ønskede at danse med hende frem for en tiltalende ung bejler, kunne de færreste kvinder finde ud af enten at blive ført af en anden kvinde eller selv føre dansen. Hendes far ville næppe påskønne at se sin datter tage den ledende rolle heller, og løfte rundt på en eller anden lille fin nips. Åh sikket syn det kunne være. 
Zirra brød ikke ind, for Valkar virkede ikke til at være færdig med at tale. Hendes læber skiltes dog let, da han startede sin næste sætning, for hun studsede over ordene. Han takkede for hendes omtanke? Åh! Han havde misforstået hendes sidste sætning og troede hun havde omtalt ham, når hun havde omtalt alle de stakkels drenge, hun ville spare besværet med at have hendes far rendende i hælene! Eller måske havde han ment det, og inkluderet sig selv, selvom hun tydeligt absolut var under hans giftestand?

"Jeg..." begyndte hun, mens han stadig var i gang med sin sætning, for at prøve at udrede misforståelsen - hvis der da var en - men noget stoppede resten af den sætning, hun havde haft lige på tungen. 
Det var som om hans sidste spørgsmål sank ind og overtog den tankestrøm, der havde domineret hendes sind. Billeder fór pludselig igennem hendes hoved. Billeder af alle de gange, hun var blevet råbt af derhjemme. Alle de gange, hun var faldet, mens hendes far havde prøvet at lære hende at fægte. Minder om, hvordan hun var blevet sendt til ekstra magi-træning, fordi hun var chakrasvag. Minder om skuffelsen i hendes faders blik, da han fik at vide, at det ikke kunne trænes væk. Den skuffelse, hun skulle møde, hver gang hun var i nærheden af ham. Den skuffelse, hun aldrig kunne fortælle ham, var malplaceret, fordi hun faktisk gjorde noget godt for riget, selvom hun ikke var en kampmaskine ligesom ham og hendes brødre.
"Jeg ville bare ønske, jeg kunne fortælle min familie, at jeg også er i Lysets tjenest-" Zirras hænder fór op foran munden for at stoppe ordene fra at komme ud.
Hvorfor sagde hun dét? Hendes hjerne kunne ikke helt følge med. Hun havde svaret på et spørgsmål, havde hun ikke? Men hun ville aldrig svare noget så inkriminerende. Hun ville altid tænke en ekstra gang over det, for selvom hun ikke brød sig om at lyve, måtte hun aldrig nævne sit erhverv. Det var ikke blevet nævnt direkte godt nok, men hendes sætning havde været så tydelig i, at hun tjente Lyset men ikke kunne fortælle det, at enhver kunne regne ud, hun næppe havde rent mel i posen. Forskrækket trådte hun et skridt tilbage med den ene fod, så slidsen i kjolen flagrede og stenen funklede op mod himlen.
"Hvad fik De mig til?" udbrød hun, stadig med hænderne nær munden, hvis den skulle tale over sig igen. Det var et under, hun stadig huskede den korrekte, formelle tiltaleform. "De brugte magi på mig, gjorde De ikke?"

Valkars blik vendte tilbage til hende som hun tabte tråden, at spørge hende som han havde nok ej været det sikre valg, men hun lod ej til at være af synderlig betydning til andre end hendes familie. Dog fik hendes svar hans øjenbryn, så hun var i Lysets tjeneste? Men ej kriger som hendes familie? Et mysterium der gjorde hende noget mere interessant end han havde antaget. 
Hendes vilje lod til at ej være så let at kue, samt at hun forstod at tænke hurtigt, anderkendelses værdige kvaliteter for nu.
"Jeg stillede dem en spørgsmål" svarede han roligt mens han atter vendte sig mod hende. Der var ganske rigtigt mere til sandheden end hvad han havde givet hende for nu, som hun prompte regnede ud, hun var tydeligt mere snedig end hans første antagelse.
Skyggen af et smil viste sig på hans læber, men lidt kunne han vel dele som hun nu havde delt med ham. "Folk føler ofte for at tale sandt i min nærhed, lige som jeg selv foretrækker" for hvad var hans eget ord værd hvis han ej talte sandfærdigt? Det var vel kun passende at andre fulgte hans standarder. 
"Men jeg beklager hvis de føler dem utilpas ved oplevelsen, måske jeg kan gøre dem bod ved at svare et spørgsmål af deres ønske?"

Som han svarede, fik Zirra lidt mere styr på sin egen reaktion. Hun følte sig rimelig sikker på, at der ikke længere blev brugt magi på hende, eftersom hendes sætning var kommet ud, som hun ville have forventet, men hun sænkede ikke paraderne. Hun  havde været alt for afslappet i hele situationen, indså hun. Glemt noget af sin træning. Altid vær på vagt. Hun trådte sin anden fod tilbage til den første, så der var lidt ekstra afstand imellem dem, så stillede hun vinglasset fra sig på gelænderet - stadig uden at have rørt det mere end en gang med læberne - og krydsede armene foran sig. Det var ikke en direkte defensiv position, men hun ønskede at have hænderne fri, og det udstrålede som regel lidt mere selvtillid at stå som hun gjorde nu, med krydsede arme og let spredte fødder. Hun havde brug for at huske, at hun lige var blevet angrebet, omend Valkar forsøgte at slå det hen, som noget der bare skete i hans nærhed. 
"Det var magisk, det får De mig ikke til at betvivle," svarede hun, men uddybbede ikke hvorfor hun var af den overbevisning. 
Han havde ikke sagt noget til hendes alt for forhastede sætning, så måske kunne hun endnu få samtalen drejet et andet sted hen. Han havde givet hende muligheden ved et spørgsmål, hun kunne stille, men hvad kunne hun stille, der ville bringe hans tanker langt nok væk fra hende selv? For Zirra var det som oftest vigtigt at folk ikke fandt hende vildt spændende, medmindre hun havde tænkt sig at bringe dem tæt ind på livet af sig.
"Som De vil," sagde hun så og holdt en kort tænkepause. Hendes stemmeføring var påpasselig. "Hvad ønsker De mest af alt at ændre ved Deres liv, hr. Tordenklinge?"
Måske var det for personligt, men Zirra tog chancen. Folk elskede at tale om dem selv, og hun ville blive overrasket hvis det ikke også var tilfældet for Valkar.

Som frøkenen fik mere samling over sig selv og gjorde det tydeligt at hun var på vagt, løsnede Valkar blot op i sit eget kropssprog, så meget han kunne når man skulle have en holdning som var hans stand værdig. "Hvis det er deres overbevisning" svarede han blot, nok havde hun ret men han ønskede ej at lade hende vide det for nu, selvom at det nok ej ville lykkes ham at feje det hen. 
Hvad det præcist var hun lavede for lyset var stadigt interessant noget han måske skulle sætte nogle folk til at finde ud af senere, hvis det ej lykkedes ham selv at grave det frem, det måtte tiden vise.
Smilet på hans læber blev mere venligt som hun tog maddingen, og ej flygtede tilbage til festen. Tålmodigt ventede han mens hun fandt et spørgsmål, og som det endelig kom frem kunne han ej andet end smile bredere "Ah et glimrende spørgsmål!" han tog sig friheden til at tænke sig om, ej for at finde svaret men nærmere at hvorledes han skulle svare.
"At sikre mine valg er i sandhed mine" svarede han kort uden at tage blikket fra hende, måske fik det ham til at lyde mere sårbar, men han holdt sine aftaler. 
"Hvad med dem frøken Reynlest? Kan de overtales til at svare på det samme spørgsmål?" ingen kraft lå i hans ord denne gang, andet end hvad der ville blive anset som høfligt.

Zirra bibeholdt sin stilling og lukkede ansigtsudtryk. Valkar sagde jo næsten ingenting med det svar. Jamen, hvis det var sådan han legede, kunne hun give igen fra samme skuffe. Et øjeblik ventede hun på at mærke hans magi få hende til at ville rable alt muligt af sig igen, men overraskende nok, følte hun ikke noget denne gang. Spørgsmålet virkede harmløst. Stadig sænkede hun dog ikke paraderne. 
"Valg er vigtige," startede hun, som anerkendelse af hans sætning og som en test for, om hendes ord stadig var i hendes egen magt. "Hvis jeg skulle ændrer noget, ville jeg bruge mere tid med dem, jeg har kær."
Spørgsmålet besvaret, det var skridt ét. Normalt ville hun skulle give en kort anekdote eller lignende for at gøre det mere personligt, men af frygt for at dele for meget, skippede hun det trin i samaleteknikken. Åh hvor havde hun øvet de samtaleteknikker meget i sin spionagetræning. Nu til sidste skridt: Få fokus tilbage på partneren og væk fra sig selv.
"Men i Deres svar, hr. Tordenklinge," fortsatte hun. "Antyder De, at De i øjeblikket ikke træffer Deres egne valg - er det korrekt tolket? Jeg ville tro, at en så højtstående mand som Dem selv ville have magten til at sikre sig sine egne valg."

Valkar nikkede kort som hun svarede, om hun mente hendes familie eller andet var svært at sige, men for nu antog han at det nok var føromtalte familie hun ønskede vidste at hun tjente lyset. 
At hendes svar var påpasseligt var kløgtigt, omend en kende kedeligt, men hvad andet kunne han forvente med det svar han selv havde givet. 
I det mindste havde det givet nok til at komme et skridt nærmere sandheden, sandheden hun var ville til at lade ham finde. Dog var han ganske sikker på at hun nok ej løj, halve sandheder gjorde det bedre end lodrette løgne.

"Ganske observant frøken Reynlest, men ej korrekt" smilede han et venligt udseende smil "Hvornår ved vi præcist af hvilken årsag vi tager vor handlinger? Er det fra hvad vi har lært? Hvad andre ønsker og forventer af os? På baggrund af at vinde nogens respekt?" forsatte han. Mange ting spillede ind når folk tog et valg og hans forslag var blot de første der faldt ham ind. "Men frøken visse folk ville tage deres ord før som det forsøgte at håne den de talte med, noget alle ikke ville tage lige vel"
Hendes ord stak til hans værd, om hun havde mente det eller ej, men han ville ikke lade sig kue så let.

"Ah, det må De undskylde," sagde Zirra straks og sænkede sine arme lidt, for ikke at virke for offensiv. Måske havde hun overgjort det lidt. "Det var ikke min mening."
Zirra holdt en kort pause både for at lade undskyldningen få plads, men også for at vægte sine næste ord, så hun ikke kom til at fornærme Valkar. Magtfulde væsner var sjældent nogen, man havde lyst til at fornærme.
"Selv mener jeg, at man kan se bevæggrunden bag ens handlinger, hvis man ser på, hvem man selv er, og hvilken opdragelse, man har haft. Ens omstændigheder kan fortælle meget om, hvorfor man handler, som man gør," forklarede hun og lænede sin hofte mod gelænderet. "Tag mit valg at komme herud i aften. Selvom jeg elsker at danse, ved jeg, at min faders tilstedeværelse vil bringe mig en fremtidig hovedpine, hvis jeg ikke er varsom med mine partnere. Det er stadig mit valg at fravælge dansen, selvom jeg gerne så det anderledes. Deraf min nysgerrighed, hr. Tordenklinge, på hvorfor De ikke mener, alle Deres valg er Deres egne."
Hun sendte ham et mere venligt stemt smil. Endnu nåede det ikke helt hendes øjne, for hun var stadig på vagt over for ham, men han havde ikke prøvet mere magisk manipulation af hende, så hun gav ham en chance.

"Alt forladt" svarede Valkar på undskyldningen, for nok havde hendes ord stukket mere end han fandt passende, var det interessant at hun stadig havde valgt at blive, måske var han ved at vinde hende over en smule? Selvom det nok var ønske tænkning.
Han nikkede kort som hun fortalte, tanker han ganske vidste havde haft før, brugt både som begrundelser og som undskyldninger, alt kunne vendes og drejes, vinkles til at få en fordel. Dele af et spil han var træt af at spille men på samme tid ikke kunne slippe.

"Deres pointer er ganske valide, men frygt ej jeg ved at mine valg er mine egne" han lænede sig ind over gelænderet og lod atter blikket glider udover byen der stod hævet over. "Kender de tale måden om at vi alle er brikker i en andens spil?" Han lod spørgsmålet hænge lidt i luften før han vendte sig mod hende igen "Jeg vil gerne sikre at jeg er den der flytter min egen brik" 

"Så De føler, De træffer egne valg, men ikke flytter Deres egen brik?" spurgte Zirra nærmest konkluderende. 
Måske prikkede hun for meget til ham nu, men så måtte han sige til. Han var så forbandet vag i alle sine ord, at hun ikke helt kunne lade være til at stikke til selvmodsigelsen i hans ord - tidligere havde han jo netop sagt, han ville sikre sig, han traf egne valg, og nu forsikrede han hende, at han traf egne valg. Hvilken sær baron, hun havde fået lov at dele balkon med.
"Det virker for mig, som om De ser dem selv fanget i et spil, hr.," fortsatte hun, inden han kunne nå at svare på hendes tidligere, næsten retoriske spørgsmål. Han havde åbnet op for noget her, og hun ønskede at udnytte det til at se, hvad mere, hun kunne få ham til at tale om. En mand så vag måtte næsten gemme på et eller andet spændende eller saftigt. "Måske De skulle vende det rundt og begynde at lave dem, De føler trækker i Deres brik, til brikker i Deres eget spil?"

Valkar hverken be eller afkræftede frøkenens konklusion, sandheden lå nok et sted i mellem men han ønskede ej at dele flere af sine tanker om det emne med hende. 
Ikke at det lod til at blive tilfældet for nu, det var efterhånden tydeligt at hun ønskede at hen nok ønskede at flytte hans fokus fra hende til ham i stedet, en udmærket plan.
Høfligt ventede han på at hun fik stillet det spørgsmål hun ønskede at stille, ligeså hendes foreslag blev stillet før han endelig svarede. "Jeg takker for deres bud, men jeg føler at jeg må slå noget fast. Vi er alle brikker i nogens spil, lidt som de skjuler hvad de reelt gør for lyset fra deres familie." han pausede kort før han fortsatte "Dele af det træk er nok deres eget, for at beskytte deres familie, undgå deres indblanding, men ligeså er der nogen der fået stillet deres brik således at De ej selv kan fortælle deres familie om det" Smilede han kort som han fik forklaret sin pointe, nysgerrig på hvordan hun ville reagere.

Zirra hævede et øjenbryn. Hvad har Valkars plan med det her? Hans ord var vage, men samtidig gravede han dybere ind i de få ting, hun sagde. Igen krydsede hun armene foran sig og vendte fronten helt mod Valkar med blikket på hans ansigt i et forsøg på at aflæse mandens trækninger. 
"Jeg forsikre Dem, hr. Tordenklinge," svarede hun, lidt mere tørt end hun havde haft intention om. "At jeg selv er grunden til, at min brik står, hvor den gør. Jeg er udmærket klar over, at jeg ikke styrer spillet, og at andre tager beslutninger, der påvirker min placering, men jeg kunne - hvis jeg ønskede det - trække mig når som helst. Der er ingen, der tvinger mig til at være en brik. Desuden stoler jeg på de personer, jeg ved har noget at skulle have sagt i min del af spillet - det lyder ikke til De synes det samme om Deres eget lille spillebræt."
Zirra stolede på sine overordnede. Hun havde aldrig haft grund til andet, og de havde altid været der for hende, hvis noget gik galt, eller når hun havde brug for mere hjælp. Selvfølgelig var det hele et spil. Især i spionernes verden, var dette en tydelig realitet, og Zirra spillede gladeligt med. Også selv når hun ikke vidste præcis, hvad der ville komme ud af hendes opgaver. Det var hendes arbejde, og hun stolede på, at Lyset havde en plan.

Valkar lænede sig mere afslappet op af gelænderet, måske var hendes position i det spil hun var den del af bedre end hans, at hun reelt kunne trække sig som hun sagde, at hun havde den magt over sit liv som hun påstod. Men ville hun være ville til at ofre sig hvis hun blev bedt om det? At skjule hvad hun reelt lavede for sin familie havde været et offer, bevares men at ofre sit liv som det så ud nu, ville være noget andet.
"Det lyder til at deres spillebræt er mere til deres fordel" smilede han blot med et venligt udseende smil.

Måske han skulle give hende lidt mere? Det kunne være at hun ville være villig til at dele lidt mere selv, selvom han tvivlede. "Hvor mange har de der ønske at gøre dem ondt? At vende dem til deres vilje og vej?" spørgsmålet hang et øjeblik, givende hende plads til at svare før han fortsatte "Mit liv har givet mig rigeligt med sådanne spillere"

Zirra kunne ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet over Valkars ord, og hun vendte sig ud imod natten for at skjule sit ansigtsudtryk. Åh, der var sikkert mange, der ønskede hende det ondt. Hvis de vidste, at det var hende, der var skyld i deres dårligdom. Et par gange havde folk gjort hende ondt, men det havde sjældent været fordi de ønskede hende specifikt ondt - nærmere fordi de ønskede information om andre gennem hende.
Men alt det, kunne hun ikke bare sige højt. Slet, slet ikke til en person som Valkar, der ellers gjorde sit bedste for at pumpe flere informationer ud af hende. 

"Er der ikke altid det i ens liv?" svarede hun og holdt øjnene ud på en vagtpatrulje, der gik med en fakkel nede i haven under dem. "Men de er ikke i en position til at gøre mig noget."
Fordi de enten ikke vidste, hvem Zirra var, havde nogen måde at finde frem til hende igen, eller fordi de for længst var blevet hapset af et par krigere og derfor aldrig havde set hende lurer på deres hemmeligheder i skyggerne. Fordi hendes arbejde mest foregik i skyggerne og ikke ved personlig interaktion, var der meget få af dem, hun spionerede på, der havde nogen anelse om, at hun havde været der.
"Hvordan er Deres spillebræt endt med at være sat op imod Dem, hvis jeg må spørge?" fortsatte hun så. Måske ville han snart åbne lidt mere op, nu hvor hun slappede en smule mere af.