Juno vågnede med et forskrækket sæt, da han hørte en dør blive smækket. Han havde aldrig sovet tungt og havde været plaget af mareridt lige siden de kom hjem til Dianthos. Længe inden da, også. At han sov godt var en sjældenhed, og havde altid været det. Han kendte kun én kur, og det stof var blevet fjernet fra gaderne i Dianthos fordi ham der producerede det havde været en idiot. Juno havde ikke tilgivet ham for at forsvinde fra byen eller for at tage nox med sig.

"Du forskrækkede mig," mumlede Juno irriteret, da det gik op for ham at det bare var Hector, der var kommet hjem, og han fik møvet sig op at sidde i sengen. Selvom Hector havde både vækket ham, efter kun ganske kort tids søvn, og forskrækket ham, så kunne han ikke forblive sur på ham. Der var jo tydeligvis sket et eller andet. 
Juno kløede sin brystkasse igennem den trøje han sov i - han foretrak stadig at være påklædt, selv når han sov - og så undrende op på Hectors ansigt i flere sekunder, før han fik mærke til krystallen i hans hånd.

"Yeah, okay, godt gået," mumlede han, fordi han fejlagtigt gik ud fra at grunden til at Hector var styrtet ind på deres værelse ubehageligt tidligt om morgenen, og vækket ikke bare ham, men sikkert hele huset ved at trampe op af trappen, var fordi han ville vise Juno den krystal han havde nuppet fra en eller anden.
Ubevidst rakte han blot ud for at tage den fra Hector - for at vise, at han satte pris på den. Han var lige ved at række den tilbage til Hector, da den pludselig føltes varm i hånden på ham.

"Hvad er det her for en krystal?" mumlede han, hans syn stadig sløret af udmattelse, og så nærmere på krystallen, der også begyndte at lyse. Straks kastede Juno den fra sig, bange for at den ville eksplodere i hans hånd eller lignende, men det var allerede for sent. Han kunne mærke en summen i kroppen, en summen, der startede i fingerspidserne og arbejdede sig op af hans arme, indtil det føltes som om selv hans hjerte summede.

"Hector, hvad fanden?" begyndte han, og skævede op til Hector, der endnu stod ved siden af sengen. Først nu opdagede han, at Hector på ingen måde lignede sig selv. Var han blevet højere? Bredere? Juno lagde hovedet på skrå og vædede sine læber, indtil det slog ham, hvad der var sket med Hector.

Straks tog Juno sig til brystet. "Nej, nej, nej," mumlede han, imens han klemte om et lille bryst. Sit eget bryst. Han løftede ud i halsen på den trøje, han sov i og så ned ad sin egen krop. Der var ganske rigtigt to små kvindebryster. Så hev han op i kanten af trøjen og betragtede et tyndt liv efterfulgt af runde hofter. Hans hånd faldt fra kanten af hans trøje og ned imellem hans ben, hvor der ingenting var. Ingenting. Juno klemte med sin hånd om den pik, der ikke var der.

Junos blik fløj tilbage til Hectors. "Vær sød at fortæl mig, at det er midlertidigt," sagde han, og forsøgte at gøre det så pænt som muligt, men kunne ikke helt skjule hverken sin panik eller sin vrede.