Sted: Køkkenet i Kzar Dûn
Tid: Tidlig nat i februar
Vejr: Meget blæsende og regnfyldt

Sikke en lortedag. Storm havde ikke fået varmen endnu efter en dag på barrikaderne. En straf fra hans overordnede, efter han havde lavet et eller andet, han allerede havde glemt hvad var. Så han havde stået vagt i alt for mange timer ude i regnen og blæsten, hvor selv ikke den tykkeste kappe havde kunne holde ham varm. Og selvom han havde tilbragt et par timer i et varmt værelse, så tæt på pejsen kan kunne komme, føltes han fingre stadig stive og hans fødder bundfrosne. Tanken om et varmt bad havde lokket, men da han havde været nede i badrummet, var tre af de værste idioter på fæstningen stået dernede og han havde droppet tanken med det samme. At få tæv i badet var ikke ligefrem det, han havde mest lyst til at toppe dagen af med.

Så efter at have forsøgt at falde i søvn, men stadig sitre af kulde, havde han givet op og var listet ned i køkkenet. Det var ellers ikke sådan helt velset at smutte herned, men der var ingen vagt, så Storm så det ikke som et problem. Det var ikke maden, han var efter, nej, da han havde tjekket, at der ikke var nogen, havde han sat kursen direkte mod døren ned til kælderen. Han havde haft køkkentjans et par gange, når folk ville af med ham og sende lorten videre, så han vidste nøjagtigt, hvad han var efter. Et lille rum var fyldt op med flasker og tønder. Sprut. Og masser af den.

Snart var han tilbage i køkkenet med en flaske med noget stærkt i. Se dét kunne give ham varmen! Og en lille skid på til at glemme den lange kolde dag. Han fandt et krus frem, fik proppen hevet ud af flasken og hældt noget af den fesenbrune væske op. Første mundfuld brændte hele vejen ned i maven og han skar ansigt. Fy for... han lod hurtigt den næste følge efter og varmen begyndte allerede at sprede sig. Med ryggen til døren ind, lænede han sin bagdel mod det store bord i midten af rummet og skænkede sig endnu en tår. Der kom nok ikke nogen her om natten alligevel.

Stilheden i gangen mod køkkenet blev brudt af hårdt læder, der slog mod brosten i et fast tempo. Metal fra Ethelihns rustning, som bøvlede med at få sin ene skulderplade af, gav ekko. Det havde været en lang dag. Det havde ikke været dæmonerne, der gjorde det møgbesværligt at få varevogne igennem, der havde været problemet. De fleste af krigerne var kommet igennem uden skrammer. Det havde heller ikke været de Nordfolk, der plyndrede karavanerne, før de nåede passet. Hvad, der generede generalen, var, at de kraftidioter var stoppet på vejen og ikke nok med, at de lod sig komme i baghold, de havde gjort det for at tage af varerne til sig selv. Utroligt så mange gange, nogle af krigerne skulle mindes om, at der var en hakkeorden, og de Mørkets krigere der forbrød sig mod resten, var bunden af kransekagen.

Ethelihn fortsatte i dette tankespor, mens hun skridtede ned ad gangen, og samtidig forsøgte at spænde læderem nummer to op. Døren til køkkenet blev skubbet op med en skulder, og Ethelihn trådte over dørkarmen og ned ad det skæve trin uden at tænke synderligt over det, eller lægge mærke til, at køkkenet ikke var tomt. Vagter var her ingen af, med mindre de holdt pause, og selv hvis de ikke gjorde, så hun det heller ikke som et problem. Hvad ville de gøre, smide hende i fangekælderen? Ethelihn smilede med tænderne sammenbidt om en rem, hun var igang med at åbne. Den løsnede skulderplade blev smidt på bordet på hendes vej ud i lageret.

Som næst-øverstbefaldende havde man første-ret til alkoholen - og et hemmeligt skab at gemme det bedste væk i. Eller... måske fulgte det ene ikke helt med det andet, men ud kom hun i hvert fald med en uåbnet flaske et-eller-andet, og et overrasket og opgivende ansigtsudtryk. "*Suk* Har du ikke en barak at drikke i?" som om hun var ligeglad med svaret. Omtrent så ligeglad, som hun var med, hvor hun smed sin rustning. Den fjernede brystpladen blev smidt på gulvet. Den slags var noget hurtigere at fjerne, når man havde begge hænder.

Døren blev skubbet op. Pis. Han var opdaget. Han skyndte sig at sluge en mundfuld mere af, hvad end der var i flasken, inden han vendte sig for at tage skideballen. Hans blå øjne blev store, som han så hvem det var. Ethelihn. Selvfølgelig var det lige netop Mørkets General der opdagede ham i at snige sig til sprutten i Kzar Dûn.
Til hans store overraskelse anerkendte hun ikke hans tilstedeværelse, som hun smed et stykke af rustningen på bordet og derefter gik direkte ned mod kælderen. Storm tøvede kort, men besluttede så at blive. Han vendte sig mod det store bord og lænede sig frem, så han hvilede på albuerne og underarmene mod det høje bord, der var rengjort og klar til at der skulle laves morgenmad.

Han drak endnu en tår og så den vej, generalen var gået. Som årene da fløj af sted, når man havde det sjovt. Eller ikke havde det sjovt. Lige meget hvad. Han havde kendt lidt til Ethelihn, da hun var ung. Lige da hun var blevet kriger. Nu var hun voksen og blevet forfremmet til general. Hvordan hun end havde fået det til at ske. Storm var ligeglad, han vidste med sig selv, at han aldrig ville blive mere end kriger. Hans had til autoriteter var for stor. Nogle af de andre kriger, og især ridderne, var sure over at et lille menneske i så ung en alder kunne snuppe posten for næsen af dem, men Storm var igen ligeglad. Godt for hende.

Han hævede flasken igen, men stoppede bevægelsen, som hun kom tilbage med en flaske af sin egen og brystpladen blev smidt på gulvet.
"Jeg tænkte der var mindre risiko for at blive opdaget her, end at slæbe en flaske med op på værelset. Jeg tog tydeligvis fejl." Han lagde hovedet en smule på skrå. Han burde udvise hende respekt. Bukke og skrabe og liste bort som en hund med halen mellem benene, men han huskede hende som en pige værd at snakke med. Hun kunne selvfølgelig have ændret sig. 
"De ligner en, der har haft en hård dag." Han sagde det henkastet, men med en svag hentydning til, at hun lignede... nåja, hun var køn, så selv ikke en dags hårdt arbejde fik hende til at se ramt ud.

*De*. Efter otte år burde hun efterhånden have vendet sig til at høre de tog bogstaver sat sammen en gamg imellem. Det havde hun ikke. Folk brugte godt nok ofte 'generalen' i stedet. 'Frue' var næsten værre. Apropos status og titler, så burde hun give krigeren, der havde besluttet sig for at indvadere hendes valgte gemmested, tørt på for at tage af sprutten. Der var selvfølgelig den detalje, at Ethelihn huskede hvem i hæren, der havde været en del af den i årtier, mens hun stadig kun var væbner. Faktisk var det imponerende, at en i Storms alder ikke var kommet længere end kriger. Nej, vent. Nu huskede hun det; at sige, han ikke tog særligt godt imod ordre, var vidst en underdrivelse. Hvorfor hun selv var blevet forfremmet i så ung en alder, havde der været flere grunde til. Selv var hun dog overbevist om, at deres Herre mente mennesker var lettere at manipulere.

Men først og fremmest var hun taget herned præcis for at undgå, at uddele flere ordre. "Den har ikke været anderledes end de andre dage," svarede hun ligegyldigt og tømte så halvdelen af flasken i et drag. Det kunne også være lige meget, om Storm var der. Hvis han ikke sagde noget, sagde hun heller ikke noget.

Storm var ikke sikker på, at menneskekvinden kunne huske, hvem han var. Der var mange væsner i Mørkets hær at holde styr på, så han ville ikke have taget det som en personlig fornærmelse, hvis hun ikke anede, hvem han var. Faktisk ville han have været ret imponeret over, at hun huskede ham. Om end det så bare var for at han ikke var god til ordrer. Det var ikke ligefrem en hemmelighed, ikke efter 75 års ulydighed.
Han huskede hende. Ikke bare fordi hun formåede at blive general, men fordi hun havde efterladt sig et indtryk dengang de havde haft lidt med hinanden at gøre. Ambitiøs og lidt af en regelrytter. Hun ville frem i verden, hvor han havde givet op på Mørket for længst. Men der havde da også været lidt sjov. Og hun havde ikke givet ham et negativt indtryk af hende, selvom det måske heller ikke var super positivt.

Han drejede flasken lidt i mellem sine hænder og så på hende, mens hun drak løs af flasken.
"Det betyder vel ikke, at den ikke har været hård." Han kunne godt forestille sig, at det var en tung opgave at være genereal for en flok som den Mørkets hær bestod af. Og som tingene så ud nu, med dæmonerne for porten og Lysets magt i landet. Ikke at han var fan af hverken Lyset eller Mørket, men et eller andet sted var han meget glad for, at Lyset havde magten. Han kunne godt forestille sig, at landet havde noget bedre af venligheden fra Lysets dronning end myrderierne fra Mørket. Ikke at Lyset altid var så meget bedre. En som ham og mange andre racer, var uønskede og havde en pris på deres hoved, bare fordi de var født som de var.

Det virkede ikke til, at han ville få skældud for at have været i sprutkammeret, så han drak en tår mere, bare for at teste den teori. Han blev en smule mere afslappet. Måske var han bare for træt, men selvom han vidste, at han burde fortrække, blev han stående og betragtede hende. Varmen fra sprutten havde spredt sig, men han følte sig stadig ikke helt varm.
"Det er nogle gode sager de har gemt i kælderen."

Ærligt talt huskede Ethelihn ikke mere om Storm, end hans attitude, og at han var gammel, selvom hun ingen anelse havde om, præcis hvor gammel. Hun skævede til hans ører *Ikke elver... illusionist?* Hun håbede ved guderne ikke, han var illusionist. Dem, hun kendte til, gjorde alt for at undgå rent faktisk at slås. En røgsky her, en klon der, virkeligt irriterende, og så utroligt svagelige, når man endelig fandt dem. Og med fandt, mente hun spiddet eller i det mindste snittet. Men hun huskede som sagt ikke Storm så godt. Han havde aldrig virke på hende som en, der gerne ville lægges mærke til. Han havde bare altid været der, og gjort sin pligt, når han ikke kunne komme uden om. *Dæmon så.* Enten det eller også var hun løbet tør for idéer. Ethelihn tog et mere moderat sip af flasken. For nu faldt der ikke brænde ned. Det sagt, kunne det hurtigt ændre sig, hvis Storm kom til at lufte sine holdninger om Lyset, og hvor gode de var for landet, for Ethelihn ville være mildest talt uenig.

Ved Storms bemærkning skulede hun lidt til ham. "Jeg var ikke klar over, du havde været præst," svarede hun stift, mens hendes hestehale holdt op med at svinge dovent og lavede et advarende svirp. Han havde fuldstændigt ret. Alting gik ad ånderiget til, og Kile måtte have en fest på slagmarken. Deres Herre kunne godt stable nogle af krigerne på benene igen, men halvdøde krigere kunne ikke bruges til meget andet en dæmonføde. Selvfølgelig havde hun ikke tænkt sig at fortælle noget som helst af det til en fodsoldat som Storm. Han havde dog en pointe omkring det med den gode alkohol. "Det er det..." etiketten fik et hurtigt eftersyn, nej, den var ikke for god til at blive tømt for hurtigt. Hun tog endnu en slurk og sad i stilhed et øjeblik. Ufrivilligt begyndte hendes tanker at kredse om slagmarken udenfor. "Så hvem gemmer du dig for?"

Storm kunne ikke lade være med at brumme lidt af latter, da Ethelihn sagde, at hun ikke vidste, at han havde været præst. Næh, han kendte bare godt til mange hårde dage i et stræk. Han havde efterhånden haft omkring 75 år af dem. 
"Man skal da være blind for ikke at se, at det hele sejler lidt for tiden." Det var nok alkoholen, der var ved at sætte sine spor, så åbenmundet som han var. Det kunne der vel ikke ske så meget ved. Måske en dag mere ude på barrikaderne i kulden. Og det overlevede han nok også. Nå ja, hans tjans varede alligevel ugen ud, så han skulle alligevel tidligt op og derud efter morgenmad. Tanken fik ham til at drikke en tår mere som trøst.

Det brændte og han hostede let og skar ansigt, inden han trak på skuldrene over hendes spørgsmål.
"Hvem gemmer jeg mig ikke for," mumlede han med blikket i bordpladen, inden han løftede lidt op i flasken og så på hende igen. "Jeg er blevet bundfrossen efter en vagt ude på borgmuren, så jeg havde lige brug for at finde varmen i bunden af denne flaske." Det var sandt. At et langt, varmt bad nok ville have været bedre, sprang han let og elegant over. Et bad ville være livsfarligt med Braham og hans venner i baderummet. Dæmonen havde ikke tilgivet ham for at vinde i en kastekonkurrence endnu og derefter fysisk vinde over ham bagefter, som han havde været en dårlig taber, og ærligt talt følte Storm ikke ligefrem for en druknetur i et badekar.

Det var lidt mystisk at stå her i køkkenet med selveste generalen og snakke som var de ikke en del af Mørkets hær. Selvom han virkede meget afslappet, var han i sandhed en smule anspændt. Livet som kriger havde ikke været godt ved ham og blandet sammen med hans foragt for autoriteter, forventede han næsten, at det ville ende galt. 
Men han blev stående, lænet ind over bordet støttende på albuerne og underarmene, mens hans blå øjne hvilede på mennesket foran ham. 
"Hvem gemmer du dig for?" Han smilede skævt for at understrege, at hun ikke behøvede at svare.

Ethelihn brummede utilfreds. Det sejlede, det havde han fuldstændigt ret i. Faktisk ville hun ønske, de havde en havn i nærheden, men desværre var det ikke tilfældet. Men det var ved guderne ikke hendes gøren. Der var dage, hvor hun kunne forbandet livet ud af Mørkets Lord, hvis han ikke allerede var en omvandrende knoglebunke. Han lovede stadig, at al ting nok skulle gå, at hun skulle have tillid. Hun brød sig virkelig ikke om det ord længere.

*Hvem gemmer jeg mig ikke for..* Hun gentog Storms ord i tankerne. Han gemte sig for nogen, men ville nok ikke sige hvem. Hun kunne tvinge ham til at sige det. Det krævede selvfølgelig, at hun ikke var ligeglad. Krigerne var hårde ved hinanden. Hvis de ikke kunne tåle hinandens voldelige narrestreger, kunne de ikke tåle dæmonernes. Mørket behandlede heller ikke indfange dæmoner særligt pænt, men krigere, der gjorde skade på hinanden eller myrdede inden for rækkerne, blev behandlet værre. De havde sgu ikke råd til at hjælpe dæmonerne med deres kamp også. Hun tog en tår til og lyttede, nu hun havde tænkt på emnet, efter lyde fra torturkammeret. Hvad angik kulden på murerne, så forstod hun godt Storms løsning på problemet. Selv var hun fra Norden og havde det egentlig fint nok. Somrene på deres gamle borg havde været værre med den forbandede fugtige varme, der fik alting til at klæbe.

Hun gav krigeren et undersøgende blik: "*Fnys* åbenbart gemmer jeg mig ikke for nogen." Hvem gemte hun sig ikke for? I hele Mørkets hær, havde hun kun én overordnet, og det var ikke ham, hun gemte sig for. Det var alle de andre fæhoveder. Eller, de var ikke alle sammen fæhoveder, Zaladin være lovet, men man kunne guddødeme blive i tvivl. Hun tog en tår mere. Folk skulle konstant have ordre, vide hvad de skulle gøre, der skulle planlægges, afholdes møder med ridderne, findes forsyninger i ingenmandsland, hentes døde ind fra slagmarken, og hun kunne blive ved. Hun kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde haft en fuld nats søvn uden at blive vækket på grund angreb på murerne eller en besked fra spionmesteren. Det var ikke 75 års hårde dage, men det var nok, hvis hun selv skulle sige det.

Storm trak let på den ene skulder ved hendes fnysende svar og han skjulte smilet bag flasken, som han nippede til den stærke drik igen. Hans mål var at få tømt flasken, inden han blev smidt ud af køkkenet. At tømmermændene nok ville melde sig dagen efter, det måtte han tage med. 
"Nej nej, det er kun et tilfælde, at køkkenet er tomt på det her tidspunkt." Han slikkede sine læber rene og rettede sig op. Kvinden på den anden side af bordet sad ned og Storm følte sig alt for høj. Men sådan var det, når ens chef var mindre end en selv. Måske han burde sætte sig ned på en stol... nah, han trådte tilbage og lænede sig op af en væg i stedet, selvom hans ben gerne ville hvile. At sætte sig ned ville alligevel blive for "hyggeligt". Det var ikke for fornøjelsens skyld, at han var i samme rum som selveste generalen.

Varmen havde spredt sig i ham og han kunne mærke sit hoved begynde at summe en smule. Snart ville han have en god lille skid på og han ville kunne traske op i sin seng og forhåbentligt sove til det var tid til at stå op og starte forfra med en lortedag. Han betragtede kvinden, inden han sukkede og kløede sig på halsen.
"Såe, du blev general. Godt klaret." Der var ikke noget decideret rosende i hans stemme, men heller ikke noget negativt. Hendes nye rang var ham lige meget, om det var hende eller en af de andre ændrede ikke så meget for ham. Han var så langt nede i hierarkiet alligevel, at han ikke havde noget med dem at gøre, men kun stod til regnskab for dem lige over ham. Nej, det var ham lige meget, at hun var et menneske og en kvinde. Han var da imponeret over, at hun var nået så langt, men det var vist også bare det.

Han skiftede vægten over til det andet ben og lagde en arm til hvile hen over sin mave, mens den anden hang ned langs hans side, stadig med flasken i hånden. Var han halvvejs igennem? Måske? Der var nok tilbage endnu. 
Han var træt og det kunne nok ses på ham. Det havde været en lang, kold dag og han burde bare gå op i seng, men flaskens indhold lokkede for meget. Han trængte til lidt ro i hovedet, og det kunne det give ham.

Ethelihn stirrede træt frem for sig, som om hendes tanker var alle andre steder end i køkkenet. Hun fangede en smule sarkasme i Storms stemme, da han kom med bemærkningen om køkkenpersonalet, hvilket fik hende til at smile lidt. Hun var ikke sikker på, hun ville have lagt mærke til det, hvis lokalet ikke havde været tomt. Faktum var jo, at hun ikke engang havde set Storm, og køkkenmusene havde endnu nemmere ved at gemme sig i baggrunden. Der var også en hvis sandsynlighed for, at Ethelihn kom herned oftere end Storm. Køkkenpersonalet havde i hvert fald lært at fordufte, når hun åbnede døren.

Selvom hun også kunne mærke en smule snurren i fingrene efterhånden - hun havde trods alt tømt en halv flaske af... et eller andet stærkt -, hvilket sædvanligvis fik hende til at ignorere almindelig militærdekorum, fornemmede Ethelihn stemningen blive mere akavet. Storm holdt afstand og havde besluttet sig for at blive stående. Det virkede lidt sært, nu han havde stået i kulden i flere timer. Desuden stod han stadig fuldt udrustet. Selv havde hun smidt overrustningen og sad i en underskjorte, der var blevet endnu mere løs på det sidste. Hun bar stadig det tunge bentøj, mens tabarden... faktisk var hun ikke helt sikker på, hvor den var. Hun havde ikke haft den på i flere dage. Hun tog en slurk til. Måske var det bare hende, der syntes, der syntes stemningen var lidt underlig. Og så kom den bemærkning.
"Jah..." svarede hun konstaterende. "Jeg ville sige det samme til dig, men..." Det var den samme tone, Storm havde brugt. Hun dømte ikke... Hun dømte en smule, men det var bedre at have en levende kriger end en død ridder. Endnu en længere slurk og et par rynkede øjenbryn. Først nu kiggede hun op på Storm igen, for op måtte hun kigge, han var ikke ligefrem lav. "Hvor længere har du egentlig været i hæren?"

Storm lukkede øjnene for et kort øjeblik, hans øjenlåg var tunge og hans blik træt. Det var en hård tanke, at det skulle vare ugen ud med så kolde dage, og han vidste allerede nu, at han ville presse så meget varmt tøj under sin uniform som muligt næste dag. Det var svært at holde varmen, når man stod stille det meste af tiden. Stod stille og gloede på et kedeligt vinterlandskab. Det eneste bevægelse han havde set, var to hjorte, der forsigtigt bevægede sig rundt i søgen efter mad. De fik nok ikke lov til at leve længe i dette område, som alle var på jagt efter mad. Dæmoner, Mørkets hær og hvem der nu ellers bevægede sig rundt i Kzar Mora.

Ethelihns stemme fik ham til at åbne øjnene igen og se på hende. Nej, han var ikke kommet videre fra da de sidst havde haft noget med hinanden at gøre. Han havde heller ikke forsøgt. Han havde slet ikke lyst til at være her, og gjorde bare alt hvad han kunne for at forblive i live. Og så var han ikke ligefrem en af de mest populære halvdæmoner i hæren, hans personlighed passede ikke rigtigt ind.
Nej, han var stadig bare en kriger, en af de laveste på ranglisten. Så han trak bare på skuldrene ved hendes uudtalte ord som om, at han var ligeglad. Hvilket han egentligt også var.

Spørgsmålet, der fulgte, fik ham til at rynke panden en smule, mens han forsøgte at komme frem til et tal. Han var efterhånden holdt op med at tælle.
"75 år eller deromkring." Længere end han havde lyst til at tænke på, noget han selvfølgelig ikke sagde højt. En kort rynken på næsen kunne han da ikke helt skjule og han skyndte sig at tage en god slurk af flasken. Det var måske ikke ligefrem det mest intelligente at afsløre sit had for sin situation for hende, der styrede hele showet.

Der var også lige meget. Hun tog en slurk til. Hvem prøvede hun at nare? Deres situation var håbløs. De havde været fanget herinde i måneder, og alt, hvad de skulle bruge af forsyninger, var ved at slippe. Godt nok vae spionmesteren og et par delinger ude på den anden side, men der slap ikke nok igennem belejringen til at holde en hær i live meget længere.

*Nogle af dem overlever nok lidt længere. De er ikke så følsomme omkring, hvem de spiser...* Af en eller anden grund, der nok havde noget med flasken i hendes hånd at gøre, syntes hun, tanken var sjov.

Ethelihn stillede den stasig halvt fyldte flaske fra sig. Hovedet på sømmet var, at hun, Mørkets næstøverstbefalende kun overfået af Mørkets Herre selv, var lige på nipper til at opgive helt. Nogle dage havde hun opgivet helt. Men der var nok ikke noget af det, hun burde sige videre til en fodfolkene, lige meget hvor ofte, han blev brugt som træningsoffer.

"Det var lang tid..." svarede hun fantasiløst og forsøgte at kompensere ved at lyde bare en smule imponeret. Træt begyndte hun at vikle sine ben ud af de tunge metal, som egentlig kun var tungt, fordi det havde hængt på hende så længe. Hun havde skam bemærket rynken mellem Storms øjenbryn, da han fik talt sammen. I virkeligheden forstod hun, så man kunne brække sig over det, alle de krigere, der forsøgte at stikke af fra dæmonerne. Hvis hun havde kunnet liste sig afsted uden nogen bemærkede det, havde hun død og pine gjort det for længst. Men det var ikke frihedslængsel, hun tolkede i Storms rynkede øjenbryn. Hun troede bare, at han var forfængelig omkring sin alder, hvilket ærligt talt var lidt fimset.

Storm sukkede og et svagt smil var at se om hans læber, da hun sagde, at det var lang tid, tydeligvis ikke imponeret, selvom hun forsøgte at lyde sådan. Som halvdæmon blandt dæmoner og mørkelvere var 75 år ikke længe. Det var længe, når han aldrig var kommet videre end han var, og det var endnu mere længe, når han i størstedelen af tiden, slet ikke havde haft lyst til at være der. At 75 år var en menneskealder, det var næsten kun sørgeligt at tænke på. Heldigvis var han ikke et menneske. Han havde stadig et svagt håb om, at selvom han blev holdt fanget i Mørkets rækker i mange år ud i fremtiden, ville han en dag kunne smage friheden. Få sit liv tilbage igen.

Han betragtede hendes arbejde med at få rustningen af. Han var lige ved at spørge, om hun skulle have en hånd, men bremsede sig selv. Hun virkede ikke til at have brug for hjælp. Og han var måske ikke den rette til at hjælpe Generalen selv med at få udstyret af. Tøjet af. Det var tydeligvis sprutten, der begyndte at tale, som et kort forestilling af en knapt så påklædt General gled igennem hans hoved. Et billede, der sad lidt for længe på hans indre skærm, inden han fik det skubbet væk og skjult sine tanker bag flasken, som han tog en ordentlig slurk. Den nærmede sig tom. Allerede. 
Det kunne nu ellers være morsomt, at være lille bitte Storm alle så så meget ned på, og så have haft en nat med Generalen. Tanken morede ham lidt for meget, og han skyndte sig at tænke på noget andet. Hvis hun opdagede, hvad der live var gået igennem hans hoved, ville han sikkert skulle tilbringe et par uger i kælderen. Det var vel også næsten bedre end at stå ude i sneen og fryse.

"Kommer vi nogensinde ud herfra igen? Jeg mener, det virker til at vrimle med dæmoner derude." Ordene forlod ham uden han nåede at tænke nærmere over det. Men han var nysgerrig og han var jo ikke ligefrem den, der fik mest at vide om noget som helst. Slås og dø for Mørket, det var ca. det. Hvorfor kunne være lige meget.

Storms første tanke ville have sat generalens blod i kog af rent princip. At han ville stikke af? Det forstod hun. At han måske var en kujon? Det kunne trænes væk - med hvilket hun ærligt mente bankes væk, men det var jo det samme, når man ikke havde lært at tage slagene endnu. At han ikke levede og åndede for Mørket? De fleste af orkerne var der kun for volden og plyndringerne. Men at han ingen loyalitet følte overhovedet til hæren, var en fornærmelse, hun ikke kunne lade stå. Hvis hun vel at mærke var klar over den, og det var hun ikke, så Storm ville nok slippe helskindet ud af køkkenet.

Storms anden tanke til gengæld... Ethelihn fornemmede Storms øjne og så op. Det var vel naturligt nok, at han så på hende en gang imellem; her var jo ikke andre. Hvis han stirrede, fordi hun fjernede dele af sin temmelig indviklede rustning, måtte det være hans egen sag. Hvis det ikke var så pissekoldt, og de ikke risikerede at blive angrebet hvert øjeblik, havde hun ikke orket alle de forbandede lag! Opmærksomheden blev frustreret vendt tilbage til det diste spænde, der ikke ville give sig og måtte bukke under for Ethelihns mangel på tålmodighed. Spændet fløj en halv meter og ramlede ind i en tænde, der stod på gulvet. Smeden måtte fikse det senere.

Ethelihn så vurderende på halvdæmonen på et tidspunkt, hvor hun troede, han ikke så det. Halvdæmoner var sædvanligvis ikke hendes krus mjød, der var noget med en aldersforskel, hun ikke lige kunne slippe. Men guderne vidste, at hun havde brug for at tænke på noget andet. Han ville langt fra være den første kriger, hun havde underholdt sig med. Hvad ved dæmonkongen skulle man ellers lave, når det var mørkt og koldt i Dragorn, og dværgene nægtede at gøre oprør og sørge for underholdningen. Nogle havde blæret sig til alle, der ville lytte; nogle var rædselsslagne for konsekvenserne, gættede hun på; og så var der selvfølgelig nogle rygter, som var ren løgn. Hvad end Storm forestillede sig, så var Ethelihns letpåklædte eller helt afklædte krop ikke noget kønt syn, med mindre man tændte på ar. Ethelihns hud var bleg og dækket af tegn på mange års kamp. Hun ville have haft endnu flere, hvis det ikke fra tid til anden havde været for nogle hurtigere helere. Hendes hånd lå et sekund på hendes mellemgulv, som hun rettede sig op i stolen igen. Hun bildte sig ind, at den skade stadig rørte på sig. Kødet under ribbenene var blevet spiddet under en kamp i Diantho's arena, mens Mørket stadig havde haft magten i byen. Hun havde være overmodig og gået for tæt på. Til gengæld havde hendes angriber begået den fejl at blive ved med at holde fast på knivskæftet, og metal tog godt imod lyn, havde Ethelihn erfaret. Hun havde brugt sine sidste kræfter på at riste ham. Han overlevede kampen, havde hun senere fået at vide, men hun troede ikke, han overlevede fængslet.

Det kunne have været alkoholen, der fik generalens minder til at virker endnu mere livlige og distraherende. Under alle omstændigheder, havde hun for et øjeblik glemt, hvor og hvornår hun var, og hvem hun talte med: "Nej." Mjøden flød rundt i flasken, mens hun vrikkede den mellem fingrende, mens det gik op for hende, hvad hun lige havde svaret på. *Åååh for Herrens lasede, elfenbenshvide knoglerøv da også...*

Det havde tydeligvis været en hård dag for generalen, der endte med at ødelægge et spænde til rustningen. Det burde nok skræmme Storm fra at være i hendes selskab, men ærligt talt rørte det ham ikke. Hvis han skulle holde sig fra alle overordnede, der var i dårligt humør, ville han skulle desertere. Så han håndterede gnavne overordnede det meste af tiden og overlevede. Så mon ikke, at han kunne overleve at tilbringe lidt tid sammen med Ethelihn også?

Hendes direkte svar fik ham til at sænke blikket mod gulvet og pille lidt ved flasken. Det var ikke ligefrem det, han havde håbet at høre, selvom han selv havde tænkt det. Mørket var fanget bag en mur af dæmoner. Enkelte kunne slippe ud, folk kom frem og tilbage hele tiden, men det var svært og der var tab. Dæmonerne var i overtal og havde rigeligt med forsyninger. Situationen var alvorlig. Og nu stod generalen her og sagde, hvad alle frygtede. De ville ikke slippe ud.

Han tyggede på tanken et øjeblik, og trak så på skuldrene, inden han tømte sin flaske i et sidste drag. Dø skulle han en eller anden dag, og nogle gange havde han det som om, at det ikke kunne ske hurtigt nok. Måske dæmonerne fik ram på dem alle sammen. Så ville Mørket i det mindste holde op med at eksistere.
"Så er det vel at nyde tiden, mens man har den." Han stillede flasken på bordet og gik forbi hende for at gå ned i kælderen igen. Lidt efter kom han op igen med en fuld flaske i hver hånd, den ene stillede han foran hende, inden han gik tilbage til pladsen, han havde forladt.

Det var nok ikke smart at drikke sig i hegnet, når han skulle op og holde vagt dagen efter, men lige nu var han ligeglad. Han var træt af det hele og at være fuld føltes som en god løsning på det hele. I det mindste ville han glemme, hvor koldt det hele var. Om det var i orden, at han hentede flere flasker i kælderen, ja, det betød ikke så meget. Måske et par dage i en celle ville være mere behageligt end de endeløse timer ude i kulden.
Storm pillede proppen ud af flasken, løftede den til en skål og drak igen.

Mjøden skvulpede fortsat målløst rundt nede i Ethelihns flaske, men generalen havde sluppet væsken med blikket og så nu afventende op på halvdæmonen. Hun havde ingen anelse om, hvordan han ville reagere. Ville han stolt erklære, at han ville dø for Mørket? Ville stikke halen mellem benene med det samme og forsøge at komme væk? Ville han i det mindste have sindsro nok til at vente, til generalen ikke kunne standse ham? Der var selvfølgelig en del valg inde mellem, som Ethelihn ikke orkede at bruge hovedet på. Den simpleste løsning var som regel den sikreste.

Eller han kunne selvfølgelig også vælge at sige hul i det, så kunne man lige så godt nyde tiden, mens man havde den. Hun så ham rette sig op og gå, og hun var ret sikker på, hun havde regnet ud, hvor han ville hen. *Modigt…* tænkte hun. Lige ind til, hun med et hævet øjenbryn så ham passere lige forbi sig og ned i kælderen. ”Sandere ord,” begyndte hun dovent udtrykket og drog et kedsommeligt suk. *Nej, han valgte at være kujon…,* Ethelihn så ned på sin egen flaske af det, man også kaldte flydende mod, *Nå, druk er næsten lige så godt.* Om druk var lige så godt som sex eller slåskamp, var ikke til at sige. En af delene var det i hvert fald blevet til, hvis Storm havde gjort alvor af sine ambitioner.

Hvad angik, hvornår man måtte hente alkohol fra kælderen, afhang det fuldstændigt af, hvornår generalen var tørstig, og det var hun nu. Hun overvejede kort at bunde sin flaske af dyrt købt dværgemjød, før hun gik i gang med den næste, og tappede tænksomt på flasken med en knækket fingernegl. Men hun havde stadig besindelse nok til ikke at spilde indholdet og rejste sig i stedet for at gemme den væk igen. Lidt efter kom hun tilbage, satte sig godt til rette med et ben over det andet, vippede proppen af den uåbnede flaske med kniv, der havde gemt sig et eller andet sted i hendes tøj, og løftede flasken: ”For Mørket!” Hun ventede ikke på svar og tog en ordentlig slurk. *Føj for noget orkpis!* Hun så et øjeblik på etiketten og opdagede, at der ikke var noget at læse. I den mindste var det ikke den gift, Asha havde fundet. Apropos orker, dukkede der nogle billeder op i Ethelihns hoved af Storm i den forkerte ende af et slagsmål med nogle af de grønne kæmper: ”Får du bank af orkerne en gang imellem?” De ville forklare en hel del. Eller i hvert fald, hvorfor han aldrig var steget i graderne.

Det var nok ganske godt, at Storm ikke vidste, hvad den kvindelige general lige havde haft i tankerne. Og hvor skuffet hun var over, at han gik forbi hende. Tanken strejfede ham slet ikke, selvom han godt havde hørt rygterne om, hvem og hvad hun havde, eller ikke havde, haft gang i. Rygter var rygter, og han tog dem med et gran salt. Nogle gange havde han en fornemmelse af, at det meste var opfundet for at få sat generalen i et dårligt lys. Det var ikke alle, hun var populær ved, mest på grund af sin race. Storm gik ikke op i racer, hvordan kunne han, bastard som han var? For ham kunne lige så godt have været en alf. Så længe hun havde styr på, hvad hun lavede.

Storm svarede ikke på hendes skål, men drak bare. Dog var han nær brudt ud i latter, da han så hendes ansigtsudtryk, da hun drak af flasken. Nej, det smagte ikke ligefrem godt, men det slog hårdt. Og som fodsoldat var han vant til, at det var, hvad der var tilgængeligt, så han drak stadset uden problemer. Det skulle bare bruges til at drikke sorger og minder væk.

Hendes direkte spørgsmål fik ham til at stivne et øjeblik med blikket mod gulvet. Han vidste godt, hvilken hændelse hun tænkte på. For en del år siden havde han, ved et uheld, kommet til at gøre en af orkerne til grin, hvilket i en lille periode havde sat ham i forrest i køen for bank af de grønlige væsner. De havde da fundet ud af det, hvilket havde kostet ham en ganske dyr gave i form af en hjelm. Og derefter havde de drukket ham under bordet, og da han vågnede igen, lå han nøgen ude i stalden i Kzar Dûn i en bås med en meget utilfreds grif. Han kom nogenlunde uskadt derfra, og siden da havde alt været fint med orkerne, der endda stadig inviterede ham med ved deres bord i spisesalen. Man kunne ikke kalde dem venner, men en form for allierede var der alligevel over dem.

Endeligt skar han ansigt og trak på den ene skulder.
”Der var lige en periode, men vi er, erhm, på god fod nu. Det er værre med fuldblodsdæmonerne. Halvdæmoner er ikke ligefrem noget de er glade ved.” Han drak en lang slurk fra flasken for at afbryde emnet og skævede til hende. Han vidste, at hun også havde problemer med dæmonerne, hvilket var grunden til, at han overhovedet sagde det. Han peb ikke. Det var bare en konstatering, nu hun havde spurgt. Men de gjorde livet svært for ham. Måske især ham, for oven i, at han var halvdæmon, hørte han ikke til i Mørket, og det vidste de fleste. Og hans temperament var også ret kendt i borgens gange. Det var som om, at han havde en skydeskive på ryggen.

”Kan ikke have været nemt for dig da Melkor var general…” Ethelihn tog endnu en slurk af alkoholen, denne gang var hun forberedt på smagen og fortrak ikke en mine, og så ud i luften. Melkor var en oldgammel fuldblodsdæmon, der havde været general længe, da hun selv blev væbner. I sammenligner med ham var hun en Isaris engel overfor soldaterne. Så var Melkor forsvundet og en anden måtte tage hans plads. Da han endelig kom tilbage igen, måtte han affinde sig med at være vanæret og forblive ridder. Nu vandrede han rundt på borgen og var harm over, at et sølle menneske havde hans post; den tanke kunne altid give Ethelihn et stort, hoverende smil på læben. *Så kan han lære det…*

”Jeg fandt aldrig ud af, hvorfor den pseudo-sadistiske spytslikker valgte at tjene Sabbatin i første omgang… Han var ikke bundet eller noget som helst… *suk* Hvem har også tid til at gætterier,” endnu en slurk. Hun forstod dog godt, hvad Storm talte om. Hendes meget lette tøj lagde absolut ikke skjul på, at hun lignede stående tændstikker i sammenligning med langt de fleste af soldaterne, specielt de snotgrønne minotaurnakker, Storm åbenbart var ”på god fod” med. Selv nogle af de mere erfarne havde ingen anelse om, hvem hun var, når hun ikke havde den mørkelversmedede rustning på. De fleste af dem fik sig et chok både billedligt og bogstaveligt.

Storm skar ansigt igen, som hun nævnte tiden under Melkor.
”Var det nemt for nogen?” mumlede han lidt surt, inden han hurtigt rømmede sig og fik så lidt henkastet tilføjet; ”Jeg kan bedre lide den nye ledelse.” Det kunne måske virke som om, at han ville fedte sig ind på hende, men det var ikke så meget det, som at det var sandt. Han kunne bedre lide hende som general, og dem hun havde sat på nogle af de højere roller i hæren.
At han også gerne ville på hendes gode side, det var selvfølgelig også sandt, det kunne jo ikke skade hans uudholdelige tid ved Mørket, hvis generalen havde en positiv indstilling til ham.

Hendes ord om Melkor undlod han at svare på, og han kvitterede kort med en skuldertrækning, inden han drak af flasken igen. At lytte til den nuværende general kalde den forrige for en pseudo-sadistisk spytslikker, havde han slet ikke rang til, så selvom han noterede sig, at Ethelihn ikke kunne lide Melkor, skyndte han sig at glemme, hvad der lige var blevet sagt. Det var ikke noget, der kom ham ved.

Lidt uroligt flyttede han lidt på sig, inden han fandt en ny position at stå i, denne gang lænet op ad en reol bag sig. Hans ben var trætte efter den lange dag på barrikaderne, men af en eller anden grund kunne han ikke få sig selv til at sætte sig ved bordet sammen med generalen. Det ville næsten virke for venskabeligt. Han så ned på flasken, han kort vippede for at få en fornemmelse af, hvor meget, der var tilbage. Måske når flasken var ved at være tom. Han kunne allerede mærke det stærke sprut begynde at få det til at snurre i hans krop og gøre hans syn en smule udflydende. Jep, han var ved at blive fuld. Uden fortrydelse tog han en mundfuld mere, og med en stemme påvirket af den fysiske reaktion på den brændende følelse ned i halsen, rettede han blikket mod hende igen.
”Jeg er nysgerrig. Hvis d-De ikke var kommet i Mørkets hær, hvad tror De så, at De ville have lavet?” Han var lige ved at sige du, det var helt sikkert sprutten, der slog knuder på hans tunge. Spørgsmålet var latterligt, men virkede som sådan uskadeligt. Og tanken om at høre hende brokke sig mere over Melkor eller bare ren stilhed gav ham knopper. Så hellere et dumt spørgsmål, hun kunne grine af. Eller daske til ham for. Det var lidt lige meget.

"Hm! Fedterøv." Hun smilede mindre misfornøjet. At kalde Storm ved et øgenavn var en spøg - hendes måde at vise taknemmelighed -, selvom det kunne være utroligt svært at høre, om menneskekvinden lavede sjov, fornærmede eller kom med en advarsel; hendes ordvalg ændrede sig ikke en tøddel. Hun havde en skarp tunge, hun havde svært ved at skjule, og også hovedårsagen til, hun aldrig var blevet spion.
Ethelihn var også godt klar over, at hun ikke var lige populær blandt alle, og kunne derfor ikke andet end at sætte pris på, når nogle udtrykte en hvis tillid til hendes evner. Særligt når det kam fra de lave rækker var det vigtigt. Krigerne udgjorde trods alt langt størstedelen af hæren.

Hvad angik øgenavne, så strejfede tanken hende, at Melkor i princippet sagtens kunne være i nærheden og have hørt hendes meget præcise beskrivelse af ham. Selv om dæmonen havde uforklarligt stor respekt for hierarkiet i hæren, så standsede det ikke Ethe fra tydeligt at huske, da han havde højeste rang, og hun var dødsensangst for ham. Hun tog en slurk i et forsøg på at glemme tanken igen, og ignorerede fuldstændigt den lille stemme i hendes hoved, der påpegede, at mere alkohol ikke ville gøre hende mere forsigtigt med sine beskrivelser af Melkor... eller noget som helst andet for den sags skyld.

Det var nu ikke alkohollen, der fik hende til at glemme, men Storms spørgsmål. Hvis hans mål var, at skifte til et lettere emne, så var han på vej i den helt gale retning. Noget andet end at være i hæren? Hun rynkede brynene og skævede til ham med en mine som forsøgte hun at finde ud af, om han var ude på noget. Hvad mente han? Hun forstod ikke spørgsmålet.... Der var kun hæren. Hun havde aldrig overvejet at være andet. Hendes familie havde altid været en del af Mørket uden tvang. Hun var ikke blevet hjernevasket - Lyset ville nok være uenige, men de glorificerede tindåser havde sjældent selv en selvstændig tanke. Ingen havde tvunget hende. At slås var lige så naturligt for hende som at trække vejret.

At være ædru ville nok have tilladt hende at tænke hurtigere og svare "Hvad ved Isari er det for et spørgsmål?!" og potentielt bruge skulderpladen, hun havde smidt på bordet tidligere, som projektil. At være ædru havde nok også tilladt hende at ramme der, hvor Storms hoved nok ville have været, inden han havde dukket sig.

Men nu var hun ikke ligefrem ædru, så det eksistentielle spørgsmål fik det til at snore i den stadig relativt unge soldats hoved. "Jeg øøøøhm..... Hvis... pirat måske? Så længe jeg kan få lov at spidde nogle Lysets krigere," tilføjede hun halvt spøgefuldt. Hun skulle stadig hævne sin far og sine brødre. Dét var vigtigt. Desuden kunne hun i hvert fald drikke som en pirat. Rummet var begyndt at snore ganske langsomt. Hun så op på Storm. Nu hun tænkte over det, havde hun faktisk lidt ondt i nakken, og vinklet, hun måtte se i, hjalp ikke: "Sæt dig nu bare ned, jeg kommer til at drikke dig under bordet alligevel, så du kan lige så godt bevæge dig derned ad...."